Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten stadfæster byrettens kendelse vedrørende afslag på beskikkelse af forsvarer, i sag der er under efterforskning

Østre LandsretStraffesag2. instans29. januar 2025
Sagsnr.: 435/25Retssagsnr.: SS-51/2025-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-51/2025-OLR
Sagstype
Sag under efterforskning
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
435/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantMette Grith Stage; Rettens personaleBjarke Gano; Rettens personaleAnne Thalbitzer; Rettens personaleRikke Skovby

Kendelse

SRD30 KK Individuel

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS RETSBOG

____________

Den 29. januar 2025 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen i Nordhavn.

Som dommere fungerede landsdommerne Bjarke Gano, Anne Thalbitzer og Rikke Skovby.

Der foretoges   

15. afd. nr. S-51-25:

Advokat Mette Grith Stage kærer   

kendelse om ikke at imødekomme en anmodning   

om beskikkelse af forsvarer for

Mistænkte

(CPR nr. (Født 1999))

Ingen var indkaldt eller mødt.

Det tidligere fremlagte var til stede, herunder kendelse afsagt af Københavns Byret den 7. januar 2025 (SS 98-432/2025), hvorefter anmodning om beskikkelse af advokat Mette Grith Stage som forsvarer for Mistænkte ikke tages til følge.

Endvidere fremlagdes kæreskrift af 12. januar 2025 fra advokat Mette Grith Stage med mail af 6. januar 2025 fra Københavns Politi og politirapporter af 2. og 5. januar 2025 ved-rørende eftersøgning af Mistænkte.

- 2 -

Advokat Mette Grith Stage har kæret byrettens kendelse med påstand om, at hun beskikkes som forsvarer for Mistænkte. Til støtte herfor har advokat Mette Grith Stage i kæreskriftet anført bl.a.:   

”Jeg har den 8.januar 2025 påkæret Københavns Byrets kendelse af 7. januar 2025, hvorved retten har afvist at beskikke mig som forsvarer for Mistænkte. Det bemærkes, at jeg aktuelt fungerer som valgt forsvarer.   

[J]eg gør gældende, at betingelserne … i retsplejelovens § 732 er opfyldt.

Byretten har som begrundelse for at afslå beskikkelse henvist til, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for beskikkelse af forsvarer under efterforskningen, idet min klient alene er mistænkt i sagen og endnu ikke sigtet.

Jeg bemærker hertil, at der er tale om en ren formalitet, som udelukkende er begrundet i, at de relevante sagsbehandlere i politiet endnu ikke har haft kon-takt min klient. Min klient er således efterlyst og vil blive sigtet for drabsforsøg og fremstillet i grundlovsforhør, så snart politiet får mulighed herfor, jf. herved mail af 6. januar 2025 fra pb. Person, Københavns Politi... Den mistanke, der er mod min klient på nuværende tidspunkt, er altså af en så-dan underbygget og konkret karakter, at den vil udløse en sigtelse for forsøg på manddrab, så snart politiet får kontakt til ham. Under disse omstændigheder må mistanken i sig selv kunne berettige til, at der beskikkes en forsvarer, uanset politiet ikke har gjort den mistænkte bekendt med sigtelsen.

Jeg bemærker i øvrigt, at det vil skabe en besynderlig – og i praksis ganske uhensigtsmæssig – retstilstand, hvis det er et krav for, at der kan ske forsvarer-beskikkelse, at politiet har talt med den mistænkte for at oplyse denne om sig-telsen. I praksis sker der ofte det, at politiet kontakter en given advokat vedrø-rende en mistænkt, som politiet ønsker at sigte og afhøre for at aftale tid til af-høring. Herefter sørger politiet for beskikkelse af forsvareren, idet politiet over-for retten oplyser, hvad pgl. skal sigtes for. Når beskikkelsen er på plads, mø-der forsvareren og den mistænkte ind til afhøring i hvilken forbindelse den mis-tænkte formelt sigtes. Denne praktiske fremgangsmåde, vil så ikke være en mulighed, hvis det fremover er en betingelse for beskikkelse, at den mistænkte allerede, er formelt sigtet og ikke blot står for at skulle sigtes.

I de trykte afgørelser hvor retten har afvist, at der var hjemmel til beskikkelse af forsvarer, har dette netop været begrundet i, at mistanken ikke havde en til-strækkelig styrke til sigtelse, og at den/de mistænkte således skulle afhøres uden sigtelse, jf. bl.a. TfK2010.1020/1Ø og U2012.272H. I den førstnævnte afgørelse henviste Østre Landsret udtrykkeligt til, at der ikke forelå ”en stærk eller sikk er mistanke” , mens Højesteret i den sidstnævnte kendelse henviste til, at der ikke var ”h jemmel til at beskikke en forsvarer for A-H, når de ikke var eller kunne anses for … sigtet” . I min klients situation er der jo reelt en sigtelse mod ham på nuværende tidspunkt – blot er han ikke formelt gjort bekendt med den præcise ordlyd og sine rettigheder. Jeg henviser herved til den som bilag 1 fremlagte mail, hvoraf fremgår præcist hvad sigtelsen lyder på – og ordlyden er min klient jo nu også bekendt med via mig.

- 3 -

”…Sigtelsen l yder som følgende:

Sigtes for drabsforsøg jf. straffelovens § 237, jf. 21 subsidiært vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved den 1. januar 2025 ca. kl. 1145 ud for Husets Teater på adressen Halmtorvet 9B, 1700 København V, verbalt at have truet Forurettede flere gang med, at han ville slå ham ihjel, hvoref-ter han tildelte ham et knivstik i højre lår og et knivstik i ryggen, hvorved forurettedes lunge klappede sammen, hvilket brage ham i livsfare.”

Til støtte for min påstand skal jeg desuden henvise til TfK2012.237H, hvoraf det efter min opfattelse forudsætningsvist kan udledes af Højesterets præmis-ser, at sigtede havde haft ret til en forsvarer, uanset han ikke var formelt gjort bekendt med sigtelsen, da politiet heller ikke i den pågældende sag havde kon-takt til den mistænkte. Højesteret tillagde således forsvareren salær også for den periode, hvor byretten havde afvist beskikkelse. Kendelsen må efter min opfattelse tages til indtægt for, at det afgørende er, om den mistænkte reelt er at betragte som sigtet, og det alene beror på ”praktiske udfordringer” , at d ette ik-ke formelt er sket.

Endelig henviser jeg til, at Københavns Politi flere gange er mødt op på min klients Adresse, 2200 København N, for at lede efterham og hvorunder lejligheden blev gennemsøgt. Dette må efter min opfattelse anses som et straffeprocessuelt indgreb, som ligeledes understøtter mistankens styrke og at der er hjemmel til forsvarerbeskikkelse, jf. herved også TFK2005.621/1 V. Rapportmateriale desangående fremlægges …

Samlet set gør jeg således glædende, at det afgørende for, om der kan ske be-skikkelse af forsvarer, er mistankens karakter og styrke; det vil sige, om mis-tanken konkret vil føre til sigtelse, som det er tilfældet i nærværende sag, og ikke om politiet har læst sigtelsen op for den mistænkte.”

Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

Efter votering afsagdes   

k e n d e l s e :

Det fremgår af sagen, at Mistænkte skal sigtes for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 237, jf. § 21, subsidiært § 245, og at han for tiden er eftersøgt af politiet med henblik på anholdelse og fremstilling i et grundlovsforhør. Uanset at sigtelsen endnu ikke er meddelt Mistænkte, må han efter de anførte omstændigheder anses for at være sigtet.   

Forsvarer kan derfor beskikkes efter retsplejelovens § 732, stk. 1, eller dennes analogi, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det følger af bestemmelsen, at der kan ske beskik-

- 4 -

kelse af forsvarer, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller om-stændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.

Da der ikke er foreligger oplysninger om forhold, hvorefter beskikkelse af forsvarer efter retsplejelovens § 732, stk. 1, er indiceret, findes der ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at imødekomme anmodningen om forsvarerbeskikkelse. Karakteren af sigtelsen, og at forsvarer ved eventuel senere fremstilling i grundlovsforhør eller tiltalerejsning er obligato-risk, findes ikke i sig selv at kunne føre til et andet resultat.   

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens kendelse.   

T h i b e s t e m m e s :

Byrettens kendelse stadfæstes.

Sagen sluttet.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1255/25
Rettens sags nr.: SS-35/2025-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 435/25
Rettens sags nr.: SS-51/2025-OLR
Kæret
1. instansKøbenhavns ByretKBH
DDB sags nr.: 442/25
Rettens sags nr.: SS-432/2025-KBH
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb