Dom
RETTEN I HERNING
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 2. september 2025
Rettens nr. 99-367/2025
Politiets nr. 4100-73341-00065-22
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
født Dato 1964
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 29. januar 2025.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 252, stk. 1,
ved den 21. december 2022 i tidsrummet fra ca. kl. 00.30 til ca. kl. 01.00 på Adresse 1, By 1, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs, at have forvoldt nærliggende fare for Forurettedes eller andres liv, idet han klippede eller skar bremseslangerne over på personbil Reg. nr. 1, der blev benyttet af Forurettede, hvorved bilens bremsesystem blev deaktiveret, hvilket førte til, at Forurettede, da hun kørte fra ejendommen, ikke kunne bremse og derfor påkørte en hæk,
2.
straffelovens § 252, stk. 1, jf. § 21,
ved den 15. marts 2022 i tidsrummet fra ca. kl. 02.20 til kl. 03.05 på Adresse 1, By 1, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs, at have forsøgt at forvolde nærliggende fare for Forurettedes eller andres liv, idet han klippede eller skar bremseslanger og bremserør over på personbil Reg. nr. 1, der blev benyttet af Forurettede, hvorved bilens bremsesystem blev deaktiveret,
3.
(udgår)
Std 75284
side 2
4.
straffelovens § 291, stk. 1,
ved på et tidspunkt i tiden fra den 13. november 2022 ca. kl. 19.00 til den 14. november 2022 kl. 11.00, at have knust bagruden i personbil Reg. nr. 1, som var parkeret på Adresse 1 i Herning, hvorved der skete skade for et pt. ukendt beløb.
5.
straffelovens § 291, stk. 1,
ved på et tidspunkt i tiden fra den 15. november 2022 ca. kl. 23.50 til den 16. november 2022 ca. kl. 06.00, at have knust bagruden i personbil Reg. nr. 1, som var parkeret på Adresse 1 Herning, hvorved der skete skade for et pt. ukendt beløb.
6.
straffelovens § 291, stk. 1,
ved på et tidspunkt i tiden fra den 25. november 2022 ca. kl. 23.00 til den 26. november 2022 ca. kl. 14.00, at have lavet buler med lakskader til følge på personbil Reg. nr. 1, som var parkeret på Adresse 1 i Herning, hvorved der skete skade for pt. ukendt beløb.
7.+12.
straffelovens § 232, § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1 og § 264 e, nr. 1,
ved i tiden fra den 26. november 2022 til den 29. november 2022, uberettiget og under skærpende omstændigheder, at have anvendt og videregivet med-delelser og billeder vedrørende Forurettedes private forhold eller i øvrigt billeder af hende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddra-get offentligheden, idet tiltalte oprettede en sex-annonce på GulogGratis.dk under anvendelse af et pornografisk fotografi af en ukendt person og af Forurettedes billede, navn, privatadresse og telefonnummer, hvori der blev udbudt seksuelle ydelser, hvilket var egnet til at krænke Forurettedes blu-færdighed og hvorved tiltalte på utilbørlig vis udgav sig for at være Forurettede,
8.
side 3
straffelovens § 242,
ved i tiden fra den 1. december 2019 til den 21. december 2022 ca. kl. 12.00 på Adresse 1, By 1, Herning, på en måde, som var egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende, at have kontaktet, forfulgt eller på anden måde chikaneret Forurettede, idet tiltalte som be-skrevet i forhold 1-2, 4-6 og 7, klippede bremseslanger mv. over i bilen, som Forurettede benyttede, begik hærværk på bilen og oprettede en sexannonce i hendes navn,
9.
lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59,
ved den 12. januar 2023 kl. 11.00 på Adresse 2, By 2, at have fremstillet 190 gram marihuana og ved at have dyrket og besiddet 8 canna-bisplanter og cannabisstiklinger, alt med det formål at fremstille et samlet skønnet udbytte på ikke under 228 gram hash til eget brug, hvilket imidlertid mislykkedes, idet politiet afbrød fremstillingen,
10.
knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 3,
ved den 12. januar 2023 kl. 11.00 på Adresse 2, By 2, uden po-litiets tilladelse at have besiddet to springknive,
11.
tv-overvågningslovens § 1, stk. 1, jf. § 5, stk. 1,
ved i perioden fra den 30. oktober 2019 til den 12. januar 2023 på Adresse 2, By 2, at have fortaget tv-overvågning af et område, som be-nyttes til almindelig færdsel.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 13 cnnabisplanter, et vækst-telt, en varmelampe, en fugtmåler, hampfrø, vækstolie, to springknive og fle-re videokameraer hos tiltalte , jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Endvidere har anklagemyndgheden nedlagt påstand om, i medfør af straffelo-vens § 271, stk. 1, at tiltalte skal slette den i forhold 6 nævnte sexannonce.
side 4
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 9, men har i øvrigt nægtet sig skyl-dig.
Bistandsadvokat, advokat Loa Olsen, har i brev af 8. august 2025 på vegne af Forurettede påstået, at tiltalte skal betale 1.221.216,84 kr. i erstatning. Advokat Loa Olsen har endvidere taget forbehold for at frem-komme med yderligere krav på tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for varigt mén, erhvervsevnetabserstatning, svie- og smerte godtgørelse samt behand-lings- og medicinudgifter m.v.
Erstatningskravet er opgjort sådan:
Svie og smergodtgørelse92.000,00 kr.
Tortgodtgørelse60.000,00 kr.
Tingsskade20.195,51 kr.
Tabt arbejdsfortjeneste1.043.235,93 kr.
Medicinudgifter5.035,40 kr.
Gebyr, lægeattest750,00 kr.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten men anerkendt kravenes størrelse for så vidt angår svie og smerte, tingsskade, medicinudgifter og gebyr til lægeat-test.
Sagens oplysninger
Tiltalte har oplyst, at han ikke ønsker at afgive forklaring.
Forurettede har forklaret, at hun ikke kender tiltalte, og at hun ikke tid-ligere har set ham. I 2019 modtog hun et underligt brev med et uforståeligt og vrøvlende indhold. I brevet stod der noget med, at hun var en ”voldtægtspsykolog forbryder” , og at hendes far var forbryder. Desuden var der angivet en adresse på en psykolog. Hun ringede til psykologen, som ikke kendte noget til brevet. Hun tilføjer, at hun ikke er psykolog eller ansat i sundhedsvæsenet. Hun viste brevet til sin veninde og sine børn, som syntes, at det var noget mærkeligt noget. Herefter ”glemte” hun brevet. Så gik der lidt tid, og hun fik mærkelige henvendelser på Messenger. En person ved Navn 1 skrev alt muligt til hende. Det var noget med, at hun var psy-kisk syg, og hun henviste også til en politikommissær ved Navn 2. Desuden nævnte hun en person ved navn Tiltalte og hans naboer med adresser. Henvendelserne gav ikke hende mening, og hun svarede, at hun vil-le få politiet til at gøre noget, hvis hun ikke lod hende være i fred. Hun kendte ikke en Navn 1 eller Navn 2 fra politiet, ligesom hun ikke havde haft noget med politiet at gøre. Hun ringede til en af de naboer, Person 1, som var nævnt i beskeden. Person 1 fortalte, at de havde en nabo ved navn Tiltalte, som var psykisk syg, og at de syntes, at hun skulle melde det til politiet. Hun tænkte ikke, at den nævnte Tiltalte kunne være Navn 1. Hun gjorde herefter ikke andet end at sende korrespondan-
side 5
cen til sine børn og sin veninde. I 2020 flyttede hun til Adresse 1. Den 12. december 2020 skulle hun på arbejde. Da hun kom ud til sin bil, opdagede hun, at der var sprøjtet byggeskum ind i udstødningen. Da hun boede for en-den af en privat stikvej uden trafik, undrede det hende, at der var kommet nogen ned til hendes hus. Herefter skete der ikke noget før den 15. marts 2022. Den dag satte hun sig ind i bilen og undrede sig over, at fodbremsen ikke fungerede, ligesom hun ikke kunne slippe håndbremsen. Hun ringede til sin mekaniker, som fik bilen hentet på et fejeblad. Senere ringede mekanike-ren og fortalte, at kablerne til både fodbremsen og håndbremsen var blevet klippet over, og at det elektroniske system herefter havde blokeret bremser-ne, sådan at bilen ikke fungerede. Mekanikeren spurgte også, om hun havde fjender. Hun syntes, at det var helt uvirkeligt og tænkte først på, om det kun-ne være hendes ekskæreste. Hendes tidligere mand, som også er far til hen-des børn, kunne hun ikke tiltro at have gjort den slags ting, og hun har heller ikke haft kontroverser med ham. Hun fik fat i politiet, men hun husker ikke, at der skete noget. Hun bor ved siden af en virksomhed, som har overvåg-ningskameraer og fik lov til at se optagelser fra de tidspunkter, hvor det var sket. Her kunne hun se, at det ikke var hendes ekskæreste eller eksmand, som havde gjort noget. På overvågningen kunne hun se en mand, som stod med en mobiltelefon gå i retning af hendes hus. Hun spurgte derfor politiet, om de ville tage et mastesug for at finde ud af, hvem der havde været på ste-det det pågældende tidspunkt. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre. Politi-et gravede lidt i sagen og henlagde den, da de ikke kunne komme videre. Den 14. november 2022 blev bagruden i hendes bil smadret. Hun kørte ud til et glasfirma for at få den skiftet. Manden fra glasfirmaet sagde, at ruden var blevet smadret af en spids genstand. Den var krakeleret og faldet ind, og det fremgik tydeligt, at der var hamret et hul i den. Ruden blev skiftet, og dagen efter hentede hun sin bil. Da hun dagen efter igen skulle køre i bilen, kunne hun høre, at bagruden krakelerede. Hun ringede til glasfirmaet, som ikke på forhånd kunne udelukke, at der i forbindelse med reparationen kunne være spændinger i glasset, som havde fået det til at krakelere og bad hende komme med bilen. Hun kørte bilen til glasfirmaet, som efter at have undersøgt den, kunne konkludere, at der var sket præcist det samme en gang til. Ruden var blevet ødelagt med en spids genstand. Så gik der nogle dage. Hun havde fået en hundehvalp og skulle ud at gå med den. Da hun gik forbi bilens bagende, kunne hun se, at der var små buler i bagklappen. Det så ud som om, at der var blevet skudt på bilens rude med et eller andet, og at skuddene havde ramt ved siden af og i stedet lavet buler i skærmene. Hun var meget psykisk påvir-ket af, at det skete og kunne på overvågningen se, at det var sket om natten. Som en følge heraf turde hun ikke lægge sig til at sove. Kort efter begyndte hun at få mærkelige SMS’ere med seksuelt indhold fra numre, som hun ikke kendte. Først troede hun, at de var sendt til et forkert nummer. Det viste sig ikke at være tilfældet. Da politiet inspicerede for at se bulerne i bilen, kom der en mand kørende i en gammel passat, hvilket var forårsaget af, at der var oprettet en sexannonce i hendes navn med hendes adresse og oplysninger om, hvad hun kunne tilbyde. Hun skrev til annonceudbyderne, at det var en falsk annonce, men så snart den ene annonce var væk, kom der en ny. Flere
side 6
skrev til hende og fortalte, at hun havde en annonce på gul og gratis. Der var også en kontaktannonce over dating.dk, hvor en profil skrev en masse klamt til hende. Sexannoncerne var sat sammen af et billede af hende og et nøgen-billede af en anden kvinde.
Hun har supplerende anført, at hun altid har været meget ekstrovert, men at det efter de her episoder, har ændret sig, sådan at hun er blevet indelukket og introvert. Hun kan ikke længere holde ud at komme ud blandt andre.
I perioden fra den 14. november 2022 til den 21. december 2022 fik hun be-skeder om, at hun kunne få så mange lussinger, at man ikke kunne tælle dem og at hendes hjul på bilen ville falde af. Hun fik en overfaldsalarm, og politiet satte overvågning på adressen. Den 21. december 2022 satte hun sig ud for at køre i bilen. Hun startede men kunne ikke få hold på den. Bilen kunne ikke bremse, og hun kørte ind gennem en hæk, hvor en stor sten standsede bilen. Det viste sig, at bagbremsekablet var blevet klippet over. Da kablerne til bremserne var klippet over første gang, kunne bilen ikke køre. Den her gang var nødkablerne ikke ødelagte, og derfor kunne den godt starte og køre.
Hun har videre forklaret, at hun siden december 2022 har haft det rigtig skidt. På grund af alle hændelserne udviklede hun PTSD og er blevet tilknyt-tet et PTSD-team. Her kommer hun hver uge. Hun har ikke længere over-faldsalarm, men hun har stadigvæk ”ting stående” for det tilfælde, at han skulle komme igen. Siden det her startede, har hun været en skygge af sig selv og kommer ikke længere ud. Tiltalte har ødelagt hendes liv. Hun har ik-ke nogen anelse om, hvad det her har drejet sig om. Politiet mente, at hun burde vide, hvem manden var og troede, at hun var en del af SM-miljøet eller svingermiljøet. Det har hun aldrig været, og hun forstår ikke, hvorfor tiltalte begyndte at chikanere hende
Hun har videre forklaret, at hun den 21. december 2022 blev bekendt med tiltaltes navn. Hun talte med hans naboer, men tiltalte var ikke en, som hun kendte, og hun har ikke fælles bekendte med ham.
Han har på bistandsadvokatens spørgsmål forklaret, at hun var ansat som Stilling hos Virksomhed. Hun blev sygemeldt på baggrund af hændelserne og har været sygemeldt siden 1. juli 2022. Hun prøvede at være i virksom-hedspraktik fra maj 2024 til september 2024 eller lidt længere nogle timer om ugen. Det sluttede, da hun blev tilknyttet PTSD-teamet, og siden dengang har hun ikke været i praktik. Hun venter på, at retssagen bliver sluttet, sådan at hun kan komme videre. Hun har modtaget ressourceafklaringsydelse i for-løbet. Hun skal tage medicin dagligt for sin PTSD mod angst, mareridt, tan-kemylder og noget beroligende efter behov. Hun har håb om, at hun kan komme i job igen, når retssagen er sluttet.
Vidne har forklaret, at han er polititjenestemand og har væ-ret efterforsker på sagen. Han hørte første gang om sagen i slutningen af
side 7
2022 efter, at der hos forurettede blev ved med at ske noget, som skulle un-dersøges. Der var flere hærværksforhold på hendes bil, som bl.a. blev ridset og bulet. Desuden blev der to gange klippet bremsekabler over. De satte overvågning op i form af et vildtkamera. Filmen fra overvågningen viste en bil, som kom til stedet og en person, som kom frem. Desuden var der over-vågning fra naboen. På to af videoerne fremgik nummerpladen på bilen tyde-ligt. Bilen tilhørte tiltalte. Der kom også anmeldelse fra forurettede om pro-filsager fra gul og gratis. De fik derfor en ransagningskendelse med tilladelse til at ransage hos tiltalte og editionskendelse på profilsagerne. De kunne se, at det var tiltalte, som havde betalt for profilerne med sit kreditkort. Tiltalte boede på Adresse 2 i By 2. Da de skulle ransage hos ham, blev de mødt af et barrikaderet hus og måtte havde låsesmed ud. De var 6 betjente. I samme øjeblik, som de gik ind, kom tiltalte til syne, og de talte med ham. De ransa-gede hans hjem og fandt flere ting af interesse for sagen. De fandt den bil, som de havde set på kameraerne. Den havde særlige fælge, som var nemt genkendelige, hvortil selvfølgelig kom, at den havde samme nummerplader, som på optagelserne. Desuden fandt de samme slags tøj, som personen på overvågningen var iført. Det var handsker, som lyste op, reflekser på jakkens skuldre foran og bagved og maskering samt kasket, som passede med det, de havde set. De fandt også luftpistoler og luftgeværer med kikkerter samt 3 forskellige slags hagl. De fandt GPS-overvågning, som kunne være relevant, og desuden fandt de telefon og computer, som de beslaglagde. Den ene tele-fon var på flytilstand. Tiltalte ville ikke give dem koden, og de tog derfor te-lefonen med. Tingene blev undersøgt, og de fandt mange af de spor, som de ledte efter. Den tekst, som blev sendt til forurettede i 2019, fandt de. De fandt alle søgningerne på forurettede og billeder fra forurettedes profil, som var klippet sammen med nøgenbilleder fra en anden profil og oprettet på da-ting.dk og gul og gratis, med en tekst, der havde et seksuelt indhold og an-gav forurettedes navn. De fandt også de beskeder, som var sendt til og fra forurettedes telefon. Desuden fandt de et væksttelt til dyrkning af skunk. Til-talte havde etableret overvågning på adressen og kunne derfor se, hvad der skete uden om huset. Politiet har et FUT-team (Fælles Udryknings Team), som rykker ud til psykiatriske personer. De havde flere gange været ude og tale med tiltalte efter henvendelser fra naboerne. Samtidig med, at de er kom-met derud, har de fået forevist billeder af sig selv optaget fra gaden. De kun-ne også se det kamera, som blev benyttet til optagelserne. I forbindelse med ransagningen fandt politiet fotos fra overvågningen, og de kunne se billeder af politiet, som var på vej ind i huset. Han tilføjer, at FUT-teamet bestod af 2 politifolk og en sygeplejerske. Sygeplejersken hedder Person 2, og hans egen teori er, at tiltalte blev vred på sygeplejersken og tog fejl af hende og Forurettede.
Han har endeligt forklaret, at der blev lavet rapporter på alt det, som blev fundet.
Af et brev fra den 20. juli 2023 fremgår det, at Kriminalforsorgen gentagne gange forgæves har rettet henvendelse til tiltalte med henblik på personun-
side 8
dersøgelse.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det skal indledningsvist bemærkes, at tiltalte ikke har afgivet forklaring un-der hovedforhandlingen og dermed også afskåret sig fra at afkræfte de bevis-data, som i afgørende retning, peger mod hans skyld.
Det skal også bemærkes, at tiltalte og Forurettede, som er forurettet i forholdene 1 - 8 ikke kendte hinanden, og at der ikke er oplyst et motiv til, at tiltalte i en meget lang periode forfulgte hende og begik de krænkende for-brydelser, som er beskrevet nedenfor.
Vedrørende sagens forhold 1:
Det må på baggrund af videooptagelserne omkring forurettedes ejendom, lægges til grund, at en Audi A6 med stjerneformet fælge og Reg. nr. 2 den 21. december 2022 i tidsrummet omkring gernings-tidspunktet, standsede ved en rundkørsel lige syd for forurettedes ejendom. Det må også lægges til grund, at en person iført maskering, kasket og jakke med reflekser på skuldrene samt en genstand i venstre hånd kort efter gik i retning af forurettedes ejendom og hen til forurettedes bil, hvorefter han udø-vede hærværk imod bilen ved at klippe eller skære bremseslangerne over med den følge, at forurettede næste dag ikke kunne bremse bilen og påkørte en hæk.
Det fremgår, at politiet den 12. januar 2023 ransagede tiltaltes ejendom og i garagen fandt en Audi A6 med Reg. nr. 2. Det fremgår også, at politiet fandt en jakke med reflekser, en kasket, en hue og et hals-slør, svarende til den beklædning som ovennævnte person var iført.
Retten finder det bevist, at tiltalte den 21. december 2022 klippede eller skar bremseslangerne over på forurettedes bil, hvorved bilens bremsesystem blev deaktiveret, og at han ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde har forvoldt nærliggende fare for forurettede, da hun benyttede bilen og kørte fra ejendommen uden at kunne bremse, hvorved hun påkørte en hæk. Tiltalte er derfor skyldig i sagens forhold 1.
Vedrørende sagens forhold 2:
Det må på baggrund af videooptagelserne fra nabogrunden lægges til grund, at et køretøj med en profil, svarende til køretøjet i forhold 1, den 15. marts 2022 omkring kl. 02.20 standsede i nærheden af forurettedes ejendom, hvo-refter en person forlod bilen og gik i retning mod ejendommen.
På baggrund af erklæringen fra Person 3, Virksomhed ApS af 17.
side 9
marts 2022 med billede dokumentation kan retten også lægge til grund, at det dagen efter kunne konstateres, at en person havde skåret eller klippet højre forreste bremseslange over med en kniv eller et stykke værktøj, og at vedkommende herefter havde skåret eller klippet ledningerne til de bagerste elektroniske kalibre over.
Under hensyn til, at tiltalte ejer en bil svarende til den bil, som politiet fandt på hans ejendom i forbindelse med ransagningen, og at han i øvrigt som an-ført i sagens øvrige forhold i en meget lang periode forfulgte forurettede, fin-der retten det bevist, at han ved sine handlinger af grov kådhed eller på lig-nende hensynsløs måde forsøgte at forvolde nærliggende fare for forurettedes eller andres liv, og at han er skyldig i sagens forhold 2.
Vedrørende sagens forhold 4 - 6:
Som sagen er oplyst for retten, er der ikke ført et til domfældelse fuldt til-strækkeligt bevis for, at tilltalte er skyldig i disse forhold. Tiltalte frifindes derfor i forholdene 4 - 6.
Vedrørende sagens forhold 7:
Det er på baggrund af bl.a. de fund, som ved ransagningen blev gjort i tiltal-tes computer og oplysningerne fra hans bankkonti om, at han den 25. novem-ber 2022 betalte en annonce i GulogGratis.dk, bevist, at tiltalte indrykkede en sex-annonce i GulogGratis.dk under anvendelse af et billede af forurettede med navn, privatadresse og telefonnummer samt et pornografisk billede af en ukendt person, og at annoncen fremstod sådan, at forurettede tilbød seksuel-le ydelser.
Retten finder, at tiltalte ved at oprette annoncen og videregive billeder vedrø-rende hendes private forhold med en tekst og et pornografisk billede, der helt åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, uberettiget, utilbørligt og under skærpende omstændigheder krænkede hendes blufærdighed, og at han er skyldig i sagens forhold 7. + 12.
Vedrørende sagens forhold 8:
Det må på baggrund af forurettedes forklaring sammenholdt med de breve og beskeder, som blev fundet ved ransagning af tiltaltes computer, lægges til grund, at tiltalte siden 2019, bl.a. under en falsk profil ved Navn 1, vedholdende skrev breve og beskeder med et krænkende indhold til foruret-tede. På den baggrund, og når der i øvrigt også henses til de forbrydelser, som tiltalte begik mod forurettede, er det bevist, at han i tiden fra den 1. de-cember 2019 til den 21. december 2022 systematisk kontaktede, forfulgte og chikanerede hende, og at han er skyldig i stalking som anført i sagens forhold 8.
side 10
Vedrørende sagens forhold 9:
Ved tiltaltes erkendelse, som støttes af de i sagen i øvrigt foreliggende oplys-ninger, er det bevist, at tiltalte er skyldig i sagens forhold 9.
Vedrørende sagens forhold 10:
Under ransagning af tiltaltes bopæl blev der fundet en springkniv på husets førstesal, og tilsvarende blev der ved ransagning af hans bil i førerdøren fun-det en springkniv. Retten finder, at det på det foreliggende grundlag er be-vist, at tiltalte er skyldig i sagens forhold 10.
Vedrørende sagens forhold 11:
Det er på baggrund af politiets iagttagelser bevist, at tiltalte fra sin adresse, Adresse 2, By 2 havde TV-overvågning af et område, som blev benyttet til almindelig færdsel. Tiltalte er derfor skyldig som anført i ankla-geskriftet.
Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf straffelovens § 252, stk. 1, jf. til dels jf. § 21, § 232, § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1 og § 264 e, nr. 1, § 242, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om eu-foriserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, kniv-lovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, tv-overvågningslovens § 1, stk. 1, jf. § 5, stk. 1. Retten har ved udmåling af straffen lagt særligt vægt på, at tiltalte over en lang periode har begået krænkende forbrydelser mod forurettede, som han ikke på noget tidspunkt har haft en relation til. Under hensyn til for-brydelsernes karakter kan straffen ikke gøres hverken helt eller delvist betin-get.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2
Om erstatningspåstanden bemærker retsformanden følgende:
Jeg finder, at tiltalte for de forbrydelser, som han i sagens forhold 1, 2, 7 + 12 og 8 er dømt for, skal betale forurettede erstatning. Tiltalte har anerkendt erstatningskravene på svie- og smertegodtgørelse med 92.000 kr, medicinud-gifter med 5.035,40 kr. og gebyr til lægeattest med 750 kr. og skal erstatte forurettede disse beløb.
Vedrørende tingsskade har tiltalte anerkendt kravene størrelsesmæssigt. Tingsskaden for de skader, som relaterer sig til forhold 1 og 2, kan opgøres til 11.443,51 kr.
Endeligt finder jeg, at tiltalte for den tort, som forurettede har lidt i sagens forhold 7 + 12 og 8 skal betale forurettede 30.000 kr. i erstatning, jf. erstat-ningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. til dels stk. 2.
side 11
Tiltalte skal herefter betale forurettede 139.228,91 kr.
Forurettedes krav på tabt arbejdsfortjeneste er forbundet med så stor usik-kerhed, at retten ikke tager det under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1. Forurettede kan eventuelt forfølge kravet under et civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992, stk. 2.
Thi kendes for ret:
Tiltalte skal straffes med fængsel i 10 måneder.
Hos tiltalte konfiskeres 13 cannabisplanter, et væksttelt, en varmelampe, en fugtmåler, hampfrø, vækstolie, to springknive og flere videokameraer.
Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede, c/o advokat Loa Nedergaard Olsen, Sieferts Plads 5, 7430 Ikast betale 139.228,81 kr. med tillæg af pro-cesrente fra den 3. oktober 2025 til betaling sker.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Dommer