Sagen angår en prøvelse af Planklagenævnets afgørelse om afslag på en anmodning om at genoptage nævnets behandling af en klage over kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg med tilhørende miljørapport

RETTEN I HORSENS

DOM

afsagt den 29. september 2025

Sag BS-56753/2023-HRS

Sagsøger

(advokat Lars Langhoff)

mod

Planklagenævnet

(advokat Britta Moll Bown)

Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer 2 og kst. Dommer 3.

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 15. november 2023, har Sagsøger, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Planklagenævnet, tilpligtes at genoptage behandlingen af Planklagenævnets afgørelse af 5.

december 2022 om Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport, sagsnr. 22/02446, 22/02414 og 22/02410.

Planklagenævnet har nedlagt påstand om frifindelse.

Retten har bestemt ikke at behandle sagen i den forenklede proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39.

Retten har i medfør af retsplejelovens § 12, stk. 3, bestemt, at 3 dommere skal deltage i afgørelsen af sagen.

Oplysningerne i sagen

Den 30. juni 2020 godkendte byrådet i Horsens Kommune salget af 500.000 m² jord i Erhvervsområde VEGA i Lund. Som en del af salgsaftalen forpligtede by-rådet sig til at etablere en ny vej fra Erhvervsområde VEGA til tilslutningsanlæg 56b Horsens C ved motorvej E45.

På et byrådsmøde den 27. december 2021 vedtog Horsens Kommune endeligt kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport.

Den 14. januar 2022 gav Horsens Kommune VVM-tilladelse efter miljøvurde-ringslovens § 25 til en ny forbindelsesvej fra Erhvervsområde Vega til motorvej E45, afkørsel 56b Horsens C.

Den 2. februar 2022 påklagede Sagsøger vedtagelsen af kom-muneplantillæg 2017-34 og miljøvurderingen til Planklagenævnet.

Af klagen fremgår bl.a.:

”Indledningsvis er det vores opfattelse, at de miljømæssige konsekven-ser af den ønskede forbindelsesvej fra erhvervsområdet omkring Vega i Lund og til Østjyske motorvej E45 ikke er behørigt afklaret, herunder bl.a. påvirkningen af yngle- og rasteområde for flagermus, hvorfor kommuneplantillægget er baseret på et ugyldigt grundlag.

…

•Tillæg 2017-34 til kommuneplanen strider mod vådområdede-klarationen tinglyst på en del af arealet.

…

1. INHABILITET OG MANGLER VED MILJØUNDERSØGEL-

SERNE

1.1. Aftale mellem Horsens Kommune og DSV Road A/S

…

DSV Road A/S’ forudsætning for projektet:

I købsaftalens punkt 3.4. er det anført som forudsætning for DSV, at Horsens Kommune bl.a. udfærdiger/bekoster vejprojektet med ad-gangsvej direkte til den Østjyske motorvej E45. Herudover anføres i købsaftalens punkt 3.4., at parterne har aftalt, at Horsens Kommune skal forelægge det endelige vejprojekt vedrørende forbindelsesvejen til Østjysk motorvej E45 til DSV Road A/S’ gennemgang senest den 1. november 2021, samt at DSV Road A/S har indsigelsesret.

Det må således formodes, at den påtænkte forbindelsesvej til Østjysk motorvej E45 er afstemt og godkendt af DSV Road A/S inden hele den

politiske proces, miljøundersøgelser m.v. er i gang sat af Horsens Kom-mune.

Horsens Kommunes forpligtelser vedr. vejforhold i købsaftalen:

I den betingede købsaftale punkt 7.4.2 fremgår følgende:

” Sælger afholder ligeledes omkostningerne til projektering og anlæg af den offentlige vej fra Vrønding til E45 ved Horsens C, så der sikres direkte ad-gang mellem erhvervsområdet og E45, som skitseret på bilag 7.4.2. [….], og vejen skal dimensioneres herefter, herunder til modulvogntog. Sælger fremsender projektet til købers kommentering. Køber har efter modtagelsen 10 dage til at komme med indsigelser mod projektet. Sælger afholder alle udgifter til vejprojektet. Vejen skal være færdigetableret senest den 1. de-cember 2022.”

Det er således en betingelse fra DSV Road A/S’ side, at forbindelses-vejen er færdigetableret den 1. december 2022, hvilket kan forklare hvorfor processen hastes igennem.

I punkt 4.1.3 fremgår følgende:

” Sælger forestår udarbejdelse af VVM for vejprojekt til E45, som forventes etableret som i princippet beskrevet i punkt 7.4. og bilag 7.4.2.”

…

10. VÅDOMRÅDEDEKLARATIONEN

Det er i strid med den nationale interesse, men det er også i strid med den servitut (bilag 20 og 20.1), som er tinglyst på vores ejendom Adresse, 8700 Horsens, der blandt andet bestemmer, at området per-manent skal henligge som vådområde. Deklarationen vedhæftes, og der henvises i den forbindelse til bestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens §55 stk. 3, hvor formålet, jf. Karnov note 431, er at skabe en ny naturtil-stand, det vil sige at forbedre den natur som er i forvejen. I den forbin-delse giver det ikke mening at tillade negativ påvirkning af ådalen og vandmiljøet, når der sker påvirkning med kvælstofpåvirkning fra vejen og udledning af forekomster fra regnvandsbassinerne, herunder risiko for stor saltpåvirkning i vinterperioder.

Beskrivelsen omkring påvirkning af Bæklampret mener vi bygger på en forkert vurdering. Der blev netop ved etablering af vådområdet, udlagt gydegrus flere steder i ådalen. Hvordan kan man udelukke at Bæklam-pret har yngle- og rasteområde nedstrøms fra Natura 2000 området?

I anlægsfasen påtænkes der indbygget ca 25-30.000 m3 jord i ådalen for at hæve vejen. Kan man tillade det, når vejen skal etableres i et perma-nent beskyttet vådområde? En sådan tilladelse/dispensation kan ikke gives af Horsens Kommune i henhold til bekendtgørelse nr. 852 af 2010-06-30, da bekendtgørelsen alene indrømmer fuldmagt fra Miljøstyrelsen til at genoprette vådområde jf. §1 i bekendtgørelsen. Det er for vidtræk-kende at udvide fuldmagten til også at kunne indskrænke vådområder.

Det er alene fuldmagtsgiver (Miljøstyrelsen) der kan indskrænke våd-området. I den konkrete sag vi det jo betyde, at Horsens Kommune skal give sig selv en dispensation som bygherre på vejen. Her må under alle omstændigheder foreligge myndighedshabilitet.

11. SAMLET KONKLUSION

Samlet set gøres det gældende, at den udarbejdede konsekvensvurde-ring er mangelfuld. Som redegjort for ovenfor er det vores opfattelse, at konsekvensvurderingen har væsentlige mangler og ikke indeholder fuldstændige, præcise og endelige konstateringer og konklusioner, der kan fjerne enhver rimelig videnskabelig tvivl for så vidt angår virknin-gerne af projektet.

Forsigtighedsprincippet dikterer i en sådan situation, at en eventuel vi-denskabelig tvivl om skadevirkninger, dvs. at skade ikke kan udeluk-kes, skal komme Natura 2000-området til gode.

Forsigtighedsprincippet anvendes i tilfælde, hvor videnskabelige oplys-ninger er ufuldstændige, foreløbige eller usikre samt i tilfælde, hvor en foreløbig videnskabelig vurdering viser, at der er risiko for eventuelle skadelige indvirkninger på arter eller naturtyper.

Der foreligger som redegjort for i nærværende klage netop ikke den nødvendige og krævede høje grad af sikkerhed for at projektet ikke vil skade Natura 2000-området. Det er således bl.a. ikke på tilstrækkelig vis dokumenteret, at områdets vedvarende økologiske funktionalitet som blandt andet yngle- eller raste-område for Bilag IV-arter vil kunne op-retholdes ved anlæg af en tungt trafikeret forbindelsesvej mellem DSV og E45.

Der ses endvidere ikke generelt at være foretaget tilstrækkelige under-søgelser vedrørende tilstedeværelsen af bilag IV-arter og potentielle yngle- og rasteområder for disse.

Det kan ikke være en objektiv vurdering, når den foretages af en rådgi-ver der har store økonomiske interesse i DSV´s byggeri. Den usikkerhed må der ikke være i et så indgribende projekt.

Bestemmelserne i henhold til bl.a. EU´s fuglebeskyttelsesdirektiv og ha-bitatdirektivet samt miljøvurderingsloven ses ikke at være overholdt i henhold til gældende praksis og lovgivning på området.

Det fremlagte Kommuneplanforslag 2017-34 Teknisk Anlæg, Horsens Vest, bør på denne baggrund ophæves af Planklagenævnet som ugyl-digt.

…”

Den 9. februar 2022 klagede Sagsøger til Miljø- og Fødevare-klagenævnet over § 25-tilladelsen til etablering af forbindelsesvejen.

Planklagenævnet traf den 5. december 2022 afgørelse om, at der ikke kunne gi-ves medhold i klagen over miljøvurderingen og den endelige vedtagelse af kommuneplantillægget. Afgørelsen blev truffet af den stedfortrædende for-mand.

Af Planklagenævnets afgørelse fremgår bl.a.:

”1. Sagens oplysninger

1.1. Området og plangrundlaget

…

I forbindelse med planvedtagelsen er der bl.a. udarbejdet:

•Miljørapport, september 2021

•Miljøkonsekvensvurdering, september 2021

•Natura 2000-konsekvensvurdering samt vurdering af bilag IV ar-ter for ny forbindelsesvej, Vrøndingvej – E45, september 2021

•Flagermuskortlægning ved ny forbindelsesvej, Vrøndingvej – E45, Horsens, juni 2021.

Horsens Kommune har den 14. januar 2022 truffet afgørelse om § 25-til-ladelse til projektet på grundlag af bygherres ansøgning, den offentlig-gjorte miljøkonsekvensrapport og indkomne høringssvar. Det fremgår af miljørapporten (s. 17) under miljøfaktoren ”biologisk mangfoldig-hed” , at der trækkes på naturvurderinger fra miljøkonsekvensrappor-ten med henblik på at afdække, om et senere vejprojekt kan forventes at påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.

…

2.4. Påvirkning af bilag IV-arter (flagermus, stor vandsalamander og odder)

2.4.1. Klagen

Det er i forhold til flagermus anført, at de miljømæssige konsekvenser af forbindelsesvejen ikke er behørigt afklaret i forhold til påvirkningen af yngle og rasteområder for flagermus.

…

Det anføres desuden, at støjgener fra grundvandssænkningen vil kunne påvirke bilag IV-arter og naturtyper, og at etablering af spunspæle vil påvirke bilag IV-arter, herunder flagermus i anlægsfasen med støj og forstyrrelser.

…

2.4.7 Planklagenævnets vurdering

Flagermus

Planklagenævnet finder, at kommunen har haft et tilstrækkeligt grund-lag for at vurdere, at planerne ikke vil påvirke den økologiske funktio-nalitet af yngle og rasteområder for de ni registrerede flagermusarter.

Nævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kom-munens faglige vurdering af, at de pågældende yngle- eller rasteområ-der for flagermusarter ikke vil blive på- virket af det planlagte.

Nævnet finder herudover, at kommunen har haft et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, at planerne ikke vil påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for flagermus i forbindelse med støj og lys fra vejen i driftsfasen.

Nævnet finder ligeledes, at der ikke på det foreliggende videnskabelige grundlag er anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering i for-hold til lys- og støjpåvirkning af flagermus i driftsfasen.

Nævnet lægger vægt på, at kommunen i overensstemmelse med ret-ningslinjerne i Vejdirektoratets vejledning om flagermus og større veje har gennemført flagermusundersøgelser i de anførte perioder, og at der både er foretaget besigtigelse i dagtimerne, undersøgelser med automa-tiske detektorer og gennemgang af området med håndholdt flagermus-detektor.

Nævnet lægger ligeledes vægt på, at kommunen har vurderet, at de fle-ste af de registrerede flagermusarter vil benytte den primære ledelinje under landskabsbroen, og at de mindre strukturbundne arter vil flyve i så stor afstand til ledebeplantning og skærme, at de planlagte højder af broafskærmning og ledebeplantning vil reducere kollisionsrisikoen for flagermus.

Nævnet lægger derudover vægt på, at vejens krydsning af Bygholm Ådal og Bygholm Å, som af kommunen vurderes at være henholdsvis et vigtigt fourageringsområde og en vigtig ledelinje for flagermus i om-rådet, anlægges som en landskabsbro af typen A1L (våd) i overensstem-melse med Vejdirektoratets vejledning om faunapassager, og at land-skabsbroen under hver enkelt af de tre midterste fag har en frihøjde på minimum 7 m og en bredde på ca. 30 m, hvilket er i overensstemmelse med de i vejledningen angivne mindste dimensioner for den valgte type landskabsbro. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at land-skabsbroer af typen A1L (våd) i Vejdirektoratets vejledning om fauna-passager er angivet som en egnet afværgeforanstaltning for arter af fla-germus, herunder, vandflagermus, damflagermus, dværgflagermus, pi-pistrelflagermus, troldflagermus og langøret flagermus, og at høje land-skabsbroer med stor frihøjde under broen, som i den konkrete sag, også er egnet til sydflagermus. Nævnet lægger endvidere vægt på, at kolli-sionsrisikoen ved vejkrydsninger for brunflagermus og skimmelflager-mus ifølge Vejdirektoratets vejledning anses for lav.

Nævnet lægger herudover vægt på, at der opsættes skærme på broens sider og etableres ledebeplantning i overensstemmelse med Vejdirekto-ratets vejledning om faunapassager med henblik på at minimere kolli-sionsrisikoen for flagermus, der fouragerer i broens højde over ådalen og fører lavtflyvende flagermusarter på kanten af ådalen ned i ådalen, hvor der er passage under broen.

…

Støj i anlægsfasen

For så vidt angår det af klagerne anførte om støj i anlægsfasen, bemær-ker Planklagenævnet, at det ikke i alle tilfælde kan kræves, at der er fastsat konkrete bestemmelser om afværgeforanstaltninger i kommune-plantillægget.

Planklagenævnet finder, at det i forbindelse med den overordnede planlægning ikke kan kræves, at der fastsættes konkrete bestemmelser om afværgeforanstaltninger i kommuneplantillægget i forbindelse med en eventuel støjpåvirkning af bilag IV-arter i anlægsfasen.

Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at de nærmere omstændighe-der for anlægsarbejdet, herunder tidspunktet for påbegyndelsen af ar-bejdet med nedramning, ikke i planlægningsstadiet kan forventes kendt.

…

2.9. Vådområdedeklaration

2.9.1. Klagen

Det er i klagesagen anført, at vedtagelsen af kommuneplantillægget er i strid med en vådområdedeklaration, som er tinglyst på klagerens ejen-dom.

Planklagenævnet har forstået dette som en klage over, at kommunen ikke har haft hjemmel til at vedtage kommuneplantillægget uden dis-pensation fra den tinglyste vådområdedeklaration.

Det er et retligt spørgsmål, om kommunen har haft hjemmel til at ved-tage kommuneplantillægget uden dispensation fra den tinglyste våd-områdedeklaration.

2.9.2. Generelt om manglende dispensation eller tilladelse

Der er ikke efter planloven noget til hinder for, at en kommune vedta-ger et kommuneplantillæg, selvom den endelige realisering af planen eventuel afhænger af en tilladelse eller en dispensation fra en tinglyst servitut eller deklaration.

2.9.3. Planklagenævnets vurdering

Det fremgår af Horsens Kommunes bemærkninger af den 28. marts 2022, at Landbrugsstyrelsen har været hørt i forbindelse med myndig-hedshøring forud for miljøkonsekvensvurderingen, men at styrelsen ikke havde bemærkninger til det planlagte, da kun Horsens Kommune er påtaleberettiget ifølge vådområdedeklarationens bestemmelser.

Kommunen bemærker herudover, at det planlagte med såvel etablering af vejen som de tilhørende broanlæg ikke er i strid med deklarationens bestemmelser, da området er og forsat vil være vådområde, hvilket den planlagte vej teknisk er indrettet efter.

Der kan ikke med et kommuneplantillæg ske tilsidesættelse af bestem-melser i anden lovgivning. Realiseringen af en kommuneplantillæg kan

derfor forudsætte tilladelse/dispensation af andre myndigheder fra an-den lovgivning eller tinglyst deklaration, der ikke ophæves af eller bort-falder som følge af tillægget. Dette medfører ikke ugyldighed af kom-muneplantillægget eller konkrete bestemmelser i tillægget. Hvis der ikke opnås den nødvendige tilladelse/dispensation til et bestemt for-hold, vil forholdet dog ikke kunne realiseres, uanset tillæggets bestem-melser.

Planklagenævnet finder på den baggrund, at kommunen har haft hjem-mel til at vedtage kommuneplantillægget, uanset om realiseringen af den i tillæggets planlagte vejforbindelse eventuelt måtte forudsætte til-ladelse/dispensation fra en tinglyst vådområdedeklaration.

Planklagenævnet kan således ikke give medhold i dette klagepunkt.

…”

Den 23. februar 2023 traf Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelse om ophæ-velse og hjemvisning af § 25-tilladelsen til etablering af en ny forbindelsesvej.

Af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fremgår bl.a.:

” 2. Sagens oplysninger

2.1. Området

…

Det gældende udpegningsgrundlag for habitatområdet fremgår af Na-tura 2000-basisanalyse 2022-2027.6 Heraf fremgår det, at udpegnings-grundlaget omfatter følgende arter: kildevældsvindelsnegl, skæv vin-delsnegl, sumpvindelsnegl, bæklampret og odder. Herudover omfatter udpegningsgrundlaget følgende naturtyper: næringsrig sø, vandløb, kalkoverdrev, surt overdrev, tidvis våd eng, kildevæld, rigkær og elle-og askeskov.

2.2.2 Vandområdeplanerne

Det fremgår af MiljøGIS for vandområdeplanerne 2015-2021, at både Bygholm Å og Hatting Bæk er målsat til god økologisk og kemisk til-stand.

Af MiljøGIS om høring af vandområdeplanerne 2021-2027 fremgår det, at den samlede økologiske tilstand for Hatting Bæk er ringe, idet tilstan-den for smådyr er moderat, tilstanden for vandplanter og miljøfarlige forurenende stoffer er ukendt og tilstanden for fisk er ringe. Den kemi-ske tilstand er ukendt.

…

Opstrøms udløbet fra Hatting Bæk er den samlede økologiske tilstand i Bygholm Å ringe, idet tilstanden for vandplanter og fisk er ringe, til-standen for smådyr er høj og tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer er ikke-god. Den kemiske tilstand er ikke-god, hvilket ifølge Vandplandata skyldes en overskridelse af miljøkvalitetskravet for kvik-sølv i biota-fisk, antracen i sediment og nonylphenoler i vand.¹⁰ I for-

hold til vurderingen af tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer, som ikke-god, fremgår det endvidere af Vandplandata, at dette blandt andet skyldes en overskridelse af indholdet af kobber i vandet, idet der er målt et niveau af kobber på 1,717 µg/l, og at det generelle miljøkvali-tetskrav er 1,48 µg/l. Miljøkvalitetskravet for maksimumskoncentratio-nen på 2,48 µg/l er også overtrådt, idet den højst målte koncentration er 2,8 µg/l.

Det fremgår af Miljøstyrelsens FAQ om spørgsmål og svar om udled-ning af visse forurendende stoffer til vandmiljøet fra den 21. december 2021, at baggrundsværdien for kobber i vandløb er 0,48 µg/l. Tidligere var baggrundværdien for kobber i vandløb opgjort til 0,66 µg/l.

…

2.3.2 § 25-tilladelsen

…

Horsens Kommune, Natur og Miljø, har den 14. januar 2022 truffet afgø- relse om at meddele § 25-tilladelse til at etablere en ny vejforbin-delse mellem Vega-Horsens C som beskrevet i miljøkonsekvensrappor-ten for projektet.

…

Det fremgår af § 25-tilladelsen, at tilladelsen meddeles under forudsæt-ning af, at projektet ikke afviger fra det, som er beskrevet i projektbe-skrivelsen i miljøkonsekvensrapporten og bygherres ansøgning til pro-jektet, og at vejprojektet skal etableres inden for de fysiske og miljø-mæssige rammer og forudsætninger, som fremgår af miljøkonsekvens-rapporten og inden for arealudlægget angivet i kommuneplantillæg 2017-34, Teknisk Anlæg, Horsens Vest.

Det fremgår herudover, at tilladelsen meddeles på vilkår, der tager ud-gangspunkt i de miljøpåvirkninger, som miljøkonsekvensrapporten af-dækker, herunder de forslag til afværgeforanstaltninger, der er indar-bejdet i vejprojektet under de enkelte miljøtemaer samt oplistet samlet i rapportens ikke-tekniske resume.

…

Det fremgår desuden af afgørelsen, at Horsens Kommune har gennem-gået miljøkonsekvensrapporten efter miljøvurderingslovens § 24 med inddragelse af den fornødne ekspertise med henblik på at sikre, at den opfylder kravene i § 20. Horsens Kommune vurderer samlet set, at pro-jektet ikke medfører en sådan væsentlig indvirkning på miljøet, at det ikke kan tillades, når vilkårene i tilladelsen og vilkår i supplerende tilla-delser overholdes. Det er på baggrund af miljøkonsekvensrapporten vurderet, at der ikke er behov for overvågning.

…

Det fremgår herudover af tilladelsen, at Horsens Kommune vurderer, at projektet ikke vil påvirke eller skade naturområdernes udpegnings-grundlag og integritet, og projektet forhindrer ikke realisering af målet om gunstig bevaringsstatus.

…

Om målsatte vandforekomster fremgår det af afgørelsen, at udledning af vand fra vejanlæggets regnvandsbassiner ikke vil medføre en forøget risiko for en forringelse af kvalitetselementer i Bygholm Å eller slutreci-pienterne Bygholm Sø og Horsens Fjord. De udledte vandmængder er forholdsvis små i forhold til vandføringen i Bygholm Å, og fortyndin-gen er derfor høj i forhold til iltforbrugende organisk stof, miljøfrem-mede stoffer og salt.

Det fremgår herudover, at beregninger i miljøkonsekvensrapporten vi-ser, at der vil være en nettoreduktion af udvaskede næringsstoffer fra de arealer, der inddrages til vejanlægget, i forhold til den nuværende udvaskning fra landbrugsarealerne, og at udledningen fra regnvands-bassinerne vil medføre en begrænset udledning af kobber og zink.

Da koncentrationsstigningerne i kumulation med andre kendte kilder er ganske lille, vurderes udledningen ikke at have nogen signifikant samlet betydning for vandløbet. Vejanlæggets regnvandsbassiner ren-ser effektivt for PAH’er og kviksølv. Horsens Kommune har derfor vur-deret, at afløbet fra bassinerne til Bygholm Å ikke medfører en forrin-gelse af overfladevandområdets tilstand, ikke medfører risiko for fald i nogen af kvalitetselementerne, eller hindrer opfyldelse af det fastlagte miljømål i forhold til de stoffer, hvor der i dag er overskridelser jf. Mil-jøstyrelsens undersøgelser fra 2015.

2.3.3 Grundlaget for afgørelsen

Det fremgår af miljøkonsekvensrapportens afsnit 11.1, at der er gen-nemført en særskilt Natura 2000-konsekvensvurdering benævnt Natura 2000- konsekvensvurdering samt vurdering af bilag IV-arter for ny for-bindelsesvej, Vrøndingvej – E45, Horsens (herefter kaldet ”habitatkon-sekvensvurderingen”), som er vedlagt som bilag 7 til miljøkonsekvens-rapporten.

Det fremgår herudover af miljøkonsekvensrapportens afsnit 11.2, at den mulige indirekte påvirkning af Natura 2000-området, N236, Bygholm Ådal, undersøges i Natura 2000-konsekvensvurderingen.

I det følgende gengives de dele af Natura 2000-habitatkonsekvensvur-deringen og miljøkonsekvensrapporten, som er relevante i forhold til sagen.

…

2.3.5 Miljøkonsekvensrapporten

…

Kobber

Det fremgår blandt andet af miljøkonsekvensrapportens afsnit 4.7.3 om udledning fra regnvandsbassinerne, at udledning af næringsstoffer, miljø- fremmede stoffer, og iltforbrugende- og suspenderede stoffer fra anlæggets regnvandsbassiner er beregnet på baggrund af standardkon-centrationer på udløbsvand fra regnvandsbassiner under antagelse af, at hele den årlige udledning renses gennem bassinerne. Af tabel 4-5 i miljøkonsekvensrapporten fremgår det, at den beregnede middel stof-koncentration af kobber i udløbsvandet fra vejbassiner er opgjort til 0,028 mg/l. Det fremgår, at tallet stammer fra Håndbogen udgivet af Vejregelgruppen Afvanding i 2020, og at er der suppleret med enkelte data fra Faktablad om dimensionering af våde regnvandsbassiner. Be-regningen af stofmængder, som Bygholm Å belastes med fra den plan-lagte nye vejstrækning, er angivet i Tabel 4-6, hvor det fremgår, at det samlede bidrag af kobber vil være 0,39 kg/år.

Det fremgår af miljøkonsekvensrapporten afsnit 10.3.2 om miljøfrem-

mede stoffer, at miljøkvalitetskravet for kobber i vand er 1,66µg/l, og at

data fra basisanalysen 2021-2027 viser en overskridelse af dette stof i Bygholm Å, idet koncentrationen er 1,717 µg/l.

Videre fremgår det, at tab af kobber fra landbrugsjorder udgør en væ-sentlig kilde til forekomsten af kobber i det danske vandmiljø. Ifølge undersøgelser udført af DCE er miljøkvalitetskravet for 67 % ud af 21 undersøgte målestationer overskredet, hvilket tilskrives en stigning af indholdet af kobber i dansk landbrugsjord. Ovennævnte rapport fra DCE angiver, at langt den største kilde til kobber i de danske jorder pri-mært stammer fra udbringning af svinegylle, som udgør 80-90 %. Selvom der er viden om, at der er et vist indhold af kobber i bremse-klodser, må det dog forventes, at årsagen til overskridelse af miljøkvali-tetskravet primært skyldes landbruget.

Videre fremgår det, at det må formodes, at vejvandet fra den nye vej i hø- jere grad bliver tilbageholdt i bassinerne, end det er tilfældet ved det nuværende vejanlæg (Grønhøjvej/Stampemøllevej), eftersom vandet i fremtiden ledes igennem bassiner dimensioneret efter bedst tilgænge-lige teknik, og vandet dermed både renses og forsinkes. Dette medfører ligeledes en forøgelse af opholdstiden, hvilket betyder nogen til væsent-lig degradering af stoffer som f.eks. nonylphenol, som har en halve-ringstid på ca. en måned i vand. Til gengæld vil trafikmængden i områ-det ifølge rapporten øges, og mængden af vejvand og stoffer øges blandt andet på grund af den større afvanding af vejbanen direkte til bassin. Det må dog forventes, at den øgede rensning stadig vil betyde en mindre udledning heraf.

I forhold til betydning for Bygholm Å fremgår det videre af miljøkonse-kvensrapporten, at der for kobber er en kendt middelkoncentration i udløbsvandet fra regnvandsbassinerne. Såfremt koncentrationen for kobber i tabel 4-5 fastholdes som baggrundskoncentration i Bygholm Å, vil den resulterende koncentration af kobber ved en middelvandføring på 1.600 l/s i Bygholm Å og en udledning på 2,1 l/s fra bassinerne resul-tere i en koncentration af kobber i Bygholm Å på 1,751 µg/l ved en ud-ledningskoncentration på 28 µg/l total kobber. Det er et worst-case-sce-

nario, som antager, at alt kobber i udløbsvandet bidrager til den opløste fraktion af kobberet i Bygholm Å. Den faktiske resulterende koncentra-tion i Bygholm Å vil være mindre end 1,751 µg/l, da en del af kobberet vil være bundet i ikke- eller svært-opløselige forbindelser. Selvom en stigning fra 1,717 µg/l til mindre end 1,751 µg/l er en meget begrænset påvirkning, er grænseværdien dog overskredet.

Endvidere fremgår det af miljøkonsekvensrapporten, at der efter ind-satsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, som udgangspunkt ikke kan tillades en øget tilførsel af kobber, når miljøkvalitetskravet i forvejen er overskre-det for kobber, med mindre andre kilder minimeres eller en konkret vurdering viser, at udledningen i praksis ikke vil have nogen betyd-ning. I den anledning henvises der til vejledningen til indsatsbekendt-gørelsen, hvoraf det blandt andet fremgår, at beslutningen om en mer-tilførsel af miljøfremmede stoffer beror på en helt konkret vurdering af påvirkningens betydelighed (signifikans) for vandområdets tilstand.

Videre fremgår det af miljøkonsekvensrapporten, at den meget lille merpåvirkning af kobber, som her er 0,034 µg/l i en middelsituation svarende til en 2 % påvirkning af grænseværdien, ikke vil være afgø-rende for, om der opnås målsætningsopfyldelse på de økologiske para-metre (fisk, smådyr og planter), der ligeledes skal vurderes under den økologiske tilstand. Videre fremgår det, at påvirkningen er så lille, at den kan defineres som ikke betydende i overensstemmelse med den grænse for mertilførsel af miljø- fremmede stoffer på 5 %, som fremgår af Miljøstyrelsens FAQ om udledning af miljøfremmede stoffer.

Samlet er det vurderet i miljøkonsekvensrapporten, at afløbet fra regn-vandsbassinerne til Bygholm Å ikke medfører en forringelse af overfla-devandområdets tilstand eller hindrer opfyldelse af de fastlagte miljø-mål.

…

3. Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger og afgørelse

Følgende medlemmer af Miljø- og Fødevareklagenævnet har deltaget i sagens behandling: Nævnsmedlem 1 (formand), fhv. landsdom-mer Nævnsmedlem 2 og landsdommer Nævnsmedlem 3, samt de læge medlemmer Nævnsmedlem 4, Nævnsmedlem 5, Nævnsmedlem 6 og Nævnsmedlem 7.

3.1 Miljø- og Fødevareklagenævnets prøvelse

Det fremgår af § 11, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Det fremgår dog af forarbejderne til bestemmelsen, at næv-net har mulighed for og efter omstændighederne pligt til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmålet om over-holdelse af gældende EU-ret eller grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger.

Det følger endvidere af § 11, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklage-nævnet, at nævnet kan begrænse sin prøvelse til de væsentligste for-hold.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i denne klagesag fundet anledning til at behandle følgende forhold:

1) Myndighedshabilitet

2) Påvirkning af målsatte overfladevandområder 3) Påvirkning af Natura 2000-område nr. 236, Bygholm Ådal 4) Konsekvensvurderingens tilvejebringelse

5) Påvirkning af bilag IV-arter (flagermus, odder og stor vandsala-

mander)

6) Øvrig natur

7) Alternativer

…

Forholdet mellem miljøvurderingsloven og vandrammedirektivet

Efter miljøvurderingslovens bilag 7, jf. § 20, stk. 2, nr. 6 skal miljøkonse-kvensrapporten indeholde en beskrivelse af de omgivelser, som i væ-sentlig grad kan blive berørt af projektet, herunder bl.a. vand, samt in-deholde en beskrivelse af projektets såvel kortsigtede som langsigtede virkninger på miljøet.

Vandrammedirektivet opstiller og fastlægger rammer for planlægning og gennemførelse af tiltag og overvågning af vandmiljøet i EU’s med-lemsstater. Direktivet fastlægger bl.a., at medlemsstaterne skal af-grænse de enkelte vandløbsoplande inden for deres nationale territo-rium og henlægge dem under særskilte vandområdedistrikter med hen-blik på dette direktiv. Direktivets overordnede formål er ifølge artikel 1 at fastlægge en ramme for beskyttelse af vandløb og søer, overgangs-vande, kystvande og grundvand, som blandt andet forebygger yderli-gere forringelse og beskytter og forbedrer vandøkosystemernes tilstand.

Efter direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, nr. i)-iii), skal medlemsstaterne ved iværksættelsen af de indsatsprogrammer, der er gengivet i vand-områdeplanerne, bl.a. iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladevand-områder, dog med forbehold for anvendelse af de muligheder for fravi-gelse, der følger af stk. 6 og 7. Med tilsvarende forbehold og med forbe-hold af eventuelle fristforlængelser i henhold stk. 4, forpligtes medlems-staterne endvidere til at beskytte, forbedre og restaurere alle overflade-vandområder samt kunstige og stærkt modificerede vandområder med henblik på at opnå god tilstand eller godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand for overfladevand senest i 2015.

Efter vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, foreligger der ikke en mis-ligholdelse af direktivet i bl.a. de tilfælde, hvor manglende forebyggelse af forringelse af et overfladevandområdes tilstand skyldes nye ændrin-ger af overfladevandområdets fysiske karakteristika, og forudsat en række nærmere angivne betingelser alle er opfyldt. Bl.a. skal ændrin-gerne være begrundet i at væsentlige samfundsinteresser, og/eller nyt-tevirkningerne for miljøet og samfundet ved målopnåelse skal være mindre end de nyttevirkninger, der følger af de nye ændringer eller for-

andringer for befolkningens sundhed, opretholdelsen af menneskers sikkerhed og en bæredygtig udvikling.

Om forholdet til VVM-direktivet har EU-Domstolen i Land Nordrhe-inWestfalen-dommen udtalt, at bestemmelsen i VVM-direktivets artikel 6, som vedrører de oplysninger, der skal stilles til rådighed under pro-ceduren om tilladelse til et projekt, skal fortolkes således, at der ved en VVM-proces skal indgå de oplysninger, der er nødvendige for at vur-dere projektets indvirkning på vandmiljøet, henset til de kriterier og forpligtelser, der er fastsat i henhold til vandrammedirektivet, jf. van-drammedirektivs artikel 4, stk. 1.

Vandrammedirektivets bestemmelser er i dansk lovgivning navnlig im-plementeret i lov om vandplanlægning og miljømålsloven.

Lov om vandplanlægning indeholder overordnede bestemmelser om vanddistrikter, myndigheders ansvar, miljømål, planlægning og over-vågning mv. Efter lovens § 7, stk. 1, fastsætter Miljø- og Fødevaremini-steren regler, der fastlægger og angiver konkrete miljømål for vandom-rådedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsfore-komster, herunder regler om kunstige og stærkt modificerede overfla-devandområder, frister for opfyldelse af miljømål og mindre strenge miljømål. Konkrete miljømål for de enkelte overfladevandområder mv. er fastsat i miljømålsbekendtgørelsen.

Med henblik på opfyldelse af de konkrete miljømål fastsætter Miljø- og Fødevareministeren efter lovens § 19, stk. 1, på baggrund af basisanaly-sen, overvågningsresultater og anden relevant viden for hvert vandom-rådedistrikt endvidere et indsatsprogram. Indsatsprogrammer for hvert vandområde distrikt er fastsat i indsatsbekendtgørelsen. Indsatspro-grammerne omfatter bl.a. konkrete foranstaltninger, der retter sig mod enkelte vandområder. Bekendtgørelsen indeholder desuden en oversigt over indsatsprogrammernes grundlæggende foranstaltninger og gene-relle supplerende foranstaltninger.

Det fremgår af indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, at myndigheden kun kan træffe en afgørelse, der indebærer en direkte eller indirekte påvirk-ning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet er opfyldt, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af overfladevandområdets eller grundvandsforekomstens tilstand.

Efter indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, kan myndigheden kun træffe en afgørelse, der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af overfla-devandområdets eller grundvandsforekomstens tilstand, og ikke hin-drer opfyldelse af det fastlagte miljømål, herunder gennem de i indsats-programmet fastlagte foranstaltninger. Ved vurdering af, om afgørelsen vil hindre opfyldelse af det fastlagte miljømål, skal det tages i betragt-ning, om påvirkningen neutraliseres senere i planperioden.

Den danske implementering af VVM-direktivet udgør desuden en grundlæggende foranstaltning efter vandområdeplanerne. Det betyder,

at i forbindelse med sagsbehandlingen efter miljøvurderingsloven skal miljømålene og vandkvaliteten beskrives, og det skal vurderes, om pro-jektet vil kunne indvirke på disse og i givet fald, om projektet vil ud-gøre en hindring for at nå de opstillede kvalitetsmål. I forbindelse med denne vurdering er det især vigtigt at forholde sig til de eventuelle ku-mulative effekter.

Det vil desuden udgøre en hindring for opfyldelse af miljømål, hvis en kommune giver en tilladelse, som indebærer, at de fastlagte miljømål, som er forudsat opnået i anden (2015-2021) eller tredje (2021-2027) plan-periode, ikke kan nås inden for fristen.

Forholdet mellem miljøvurderingsloven og habitatreglerne

Det følger af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3,42 at de nationale myn-digheder først giver deres tilslutning til en plan eller et projekt, der kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, når de har sikret sig, at pla-nen eller projektet ikke skader lokalitetens integritet.

…

3.2.3 Ad 2) Påvirkning af målsatte overfladevandområder

Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterer indledningsvis, at miljømå-let for Bygholm Å er god økologisk og kemisk tilstand.

Det fremgår af vandrammedirektivets artikel 2, nr. 21), at økologisk til-stand er et udtryk for kvaliteten af de med overfladevandet forbundne vandøkosystemers struktur og funktion, som klassificeret i henhold til bilag V, og af nr. 22) fremgår det, at god økologisk tilstand er tilstanden for et overfladevandområde, som klassificeret i henhold til bilag V. Det fremgår endvidere af bestemmelsens nr. 24), hvad der forstås ved god kemisk tilstand for overfladevand.

Det fremgår af vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), at medlemsstaterne skal iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladevand-områder. Samme forpligtigelse fremgår af art. 4, stk. 1, litra b), nr. i), i forhold til at forebygge forringelser af tilstanden af alle grundvandsfo-rekomster.

Det fremgår af vandrammedirektivets bilag V pkt. 1.1.1, at kvalitetsele-menter til klassifikation af økologisk tilstand for vandløb bl.a. omfatter forurening med andre stoffer, som det er blevet påvist udledes i signifi-kante mængder i vandområdet. Videre fremgår der under pkt. 1.2.1, en tabel med fysiske-kemiske kvalitetselementer og i relation hertil en defi-nitionen af høj, god og moderat økologisk tilstand i vandløb. I forhold til specifikke ikke-syntetiske forurenende stoffer fremgår det heraf, at god tilstand er, når koncentrationen ikke overstiger de krav, der er fast-sat i overensstemmelse med proceduren beskrevet i pkt. 1.2.6 i bilag V.

EU-Domstolen har i Weser-dommen fastslået, at direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, nr. i)-iii), skal fortolkes således, at medlemsstaterne er for-pligtede til at nægte at godkende et enkeltprojekt, såfremt det kan med-føre en forringelse af tilstanden for et overfladevandområde, eller når

det indebærer risiko for, at der ikke opnås en god tilstand for overflade-vand eller et godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand for over-fladevand på den i direktivet fastsatte dato. Det skyldes bl.a., at mulig-heden for fravigelse efter artikel 4, stk. 7, bl.a. forudsætter, at der er ta-get alle praktisk gennemførlige skridt for at mindske den skadelige ind-virkning på den pågældende vandforekomsts tilstand.

Hvad der udgør en forringelse af tilstanden af et overfladevandområde, er ikke nærmere defineret i vandrammedirektivet. Det følger dog af EUDomstolens Weser-dom, at begrebet forringelse af tilstanden af et overfladevandområde skal fortolkes sådan, at der foreligger en forrin-gelse, når mindst et af kvalitetselementerne falder et niveau, selv om denne forringelse ikke fører til, at hele overfladevandområdet rykker en klasse ned. Hvis det pågældende kvalitetselement allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver forringelse af dette element imidler-tid en forringelse af tilstanden for et overfladevandområde.

EU-Domstolen har i Association France Nature Environnement-dom-men endvidere fastslået, at også en midlertidig kortsigtet forringelse uden langsigtede konsekvenser kan udgøre en forringelse i vandram-medirektivets forstand.

Endvidere har EU-Domstolen i dommen Land Nordrhein-Westfalen an-gående vandrammedirektivet og målsat grundvand udtalt, at begrebet forringelse af tilstanden skal forstås ens, uanset om der er tale om over-fladevand eller grundvand. Videre har EU-Domstolen bl.a. udtalt, at selv om de i bilag V fastsatte klasser er afgørende for at vurdere, om der er sket en forringelse, vil en ny forringelse af et overfladevandsområ-dets tilstand, efter at dette er blevet klassificeret i den laveste tilstands-klasse, ikke længere være juridisk muligt.

Det fremgår videre af dommen, at begrebet forringelse af tilstanden i van-dområderne skal fortolkes med henvisning til såvel et kvalitetselement som et stof, samt at den tærskel, over hvilken der konstateres en tilside-sættelse af forpligtigelsen til at forebygge forringelser af et vandområ-dets tilstand, skal være så lav som muligt, hvilket medfører, at en manglende overholdelse af et af kvalitetselementerne i vandrammedi-rektivets definition af god kemisk tilstand for grundvand udgør en for-ringelse af den pågældende grundvandsforekomsts kemiske tilstand.

Herefter har EU-Domstolen udtalt, at enhver efterfølgende stigning i koncentrationen af et forurenende stof, der, henset til direktiv 2006/118,53 allerede overskrider et miljøkvalitetskrav eller en af med-lemsstaten fastsat grænseværdi, ligeledes udgør en forringelse.

Det følger herudover af dommen, at når et kvalitetselement ikke over-holdes på et enkelt overvågningspunkt i en grundvandsforekomst, skal der følgelig konstateres en forringelse af den kemiske tilstand heraf som omhandlet i art. 4, stk. 1, litra b), nr. i) i vandrammedirektivet.

Vandrammedirektivets bestemmelser er bl.a. implementeret i lov om vandplanlægning.56 Med hjemmel i denne lov er det i indsatsbekendt-gørelsens § 8, stk. 3, fastsat, at myndigheden kun kan træffe afgørelse,

der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et overfladevand-område, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af overfladevandområdets tilstand og ikke hindrer opfyl-delse af det fastlagte miljømål, herunder gennem de i indsatsprogram-met fastlagte foranstaltninger.

I § 8 i lov om vandplanlægning er ministeren tillagt en beføjelse til at fastsætte nærmere regler om miljømål, herunder hvad der skal forstås ved god tilstand for overfladevand, godt økologisk potentiale for kun-stige og stærkt modificerede vandområder og god kemisk tilstand for overfladevand samt god tilstand for grundvand med henblik på gen-nemførelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger ved-rørende beskyttelse af overfladevand og grundvand. I medfør af denne bestemmelse er bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vand-løb, søer, overgangsvande, kystvand og grundvand udstedt. Af be-kendtgørelsens § 3, stk. 1 nr. 1, fremgår det, at miljømål for de enkelte overfladevandområder skal fastlægges under inddragelse af de normgi-vende definitioner af kvalitetsklasser for økologisk tilstand og økolo-gisk potentiale, som fremgår af bilag 1.

I bekendtgørelsens bilag 1 fremgår under afsnit 2, definitioner af høj, god og moderat økologisk tilstand i vandløb i relation til fysiske-kemi-ske kvalitetselementer. Heraf fremgår det i forhold til specifikke ikke-syntetiske forurenende stoffer, at god tilstand er, når koncentrationerne ikke overstiger de miljøkvalitetskrav, som fremgår af bilag 2, del B, af-snit 1 og 2. Af bilag 2, del B, afsnit 1, fremgår det, at det generelle kvali-tetskrav for kobber i indlandsvand er 1 µg/l tilføjet den naturlige bag-grundskoncentration. Det fremgår videre, at maksimumkoncentratio-nen for kobber i indlandsvand er 2 µg/l tilføjet den naturlige baggrund-skoncentration.

Det fremgår af indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 6, at i vurderingen af, om der kan træffes afgørelse efter stk. 2-4, inddrages for overfladevand-områder de normgivende definitioner af kvalitetsklasser for økologisk tilstand og økologisk potentiale, jf. bilag 1 til bekendtgørelse om fast-læggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystevand og grundvand, og miljøkvalitetskrav, jf. bilag 2, del B, til samme bekendt-gørelse.

Af vandområdeplan 2015-2021 for Vandområdedistrikt Jylland og Fyn, fremgår bl.a. følgende om miljøfarlige forurenende stoffer:

”Et vandområde har god kemisk og økologisk tilstand for så vidt angår miljøfarlige stoffer, når de målte stofkoncentrationer ikke overskrider de fastsatte miljøkvalitetskrav. Miljømålet i et vandom-råde er således opfyldt, når alle de målte stoffer overholder mil-jøkvalitetskravene. Omvendt vil et vandområde ikke opfylde miljø-målet, hvis blot ét af de målte miljøfarlige forurenede stoffer over-skrider et fastsat miljøkvalitetskrav, jf. vandrammedirektivet.”

Endvidere fremgår bl.a. følgende af Miljøstyrelsens vejledning til ind-satsbekendtgørelsen om indsatser overfor miljøfarlige forurenende stof-fer:

”Et vandområdes kemiske tilstand vurderes på baggrund af kon-centrationer af de såkaldte prioriterede stoffer, som er udpeget i EU-regi. Prioriterede stoffer er stoffer, der udgør en særligt væsent-lig risiko for vandmiljøet på EU-niveau. Et vandområdes økologi-ske tilstand vurderes på baggrund af de stoffer, der indgår i over-vågningen, fordi de nationalt er vurderet at blive udledt i betyde-lige mængder.

I vurderingen af den økologiske og kemiske tilstand for miljøfarlige forurenende stoffer bliver de målte koncentrationer sammenholdt med miljøkvalitetskrav. Et miljøkvalitetskrav er den koncentration af et bestemt stof i vand, sediment eller biota (muslinger og fisk), som ikke må overskrides af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet. De anvendte miljøkvalitetskrav fremgår af ta-bel 5 (kemisk tilstand) og tabel 3 og 4 (økologisk tilstand) i bilag 2 til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for overfladevand-områder og grundvandsforekomster for vandløb, søer, overgangs-vande, kystvande og grundvand.

I de vandområder, hvor et eller flere stoffer overskrider de fastsatte miljøkvalitetskrav, er den økologiske og/eller kemiske tilstand vur-deret som værende ikke-god. Det er i disse vandområder, der skal gennemføres en indsats.”

Videre fremgår følgende af vejledningen om rammen for myndigheders administration af lovgivning i forhold til miljøfarlige forurenende stof-fer, når miljømålet ikke er opfyldt:

”Hvorvidt der for disse vandområder kan træffes afgørelse, der med-fører en tilførsel af MFS [miljøfarlige forurenende stoffer], beror på en helt konkret vurdering af påvirkningens betydelighed (signifi-kans) for vandområdets tilstand. Vurderes påvirkningen at være be-tydelig, kan der ikke gives tilladelse til påvirkningen. Vurderes på-virkningen at være ubetydelig, kan der som udgangspunkt gives til-ladelse til påvirkningen. I den konkrete vurdering bør indgå en vur-dering af stoffets mængde og koncentration, som sættes i forhold til øvrige tilførsler (kumulation), herunder fra punktkilder, diffus be-lastning og atmosfærisk deposition. Det vurderes, hvad der sker med stoffet i vandområdet, herunder dets transport (evt. til andre vand-områder) og form (opløsning, binding, kemisk reaktion, sedimenta-tion, ophobning, akkumulering, imobilisering, nedbrydning/omsæt-ning mv.). Der kan inddrages oplysninger om den tidsmæssige ud-vikling af stoffets tilførsel og/eller forekomst i vandområdet, fx en faldende tendens i koncentrationer grundet indsatser/regulering, en vurdering af, om påvirkningen opvejes således, at påvirkningen ikke forringer tilstanden eller forhindrer, at miljømålet for vandområdet nås inden for den fastsatte frist. Det vurderes bl.a. på baggrund af ovenstående, om påvirkningen giver anledning til en forøgelse af koncentrationen i vand, sediment eller biota, herunder om den prin-cipielt vil kunne registres ved målinger. Det forudsættes, at aktivite-ten, der medfører en påvirkning, bygger på anvendelse af bedste til-gængelige teknik. Der gøres desuden opmærksom på, at vurderin-

gen af målopfyldelse for MFS sker på enkeltstoffer med miljøkvali-tetskrav, hvorfor det er på stofniveau, den konkrete vurdering af på-virkningen gennemføres.”

Lignende fremgår ligeledes af udkast til vejledning til indsatsbekendt-gørelsen fra december 2021.

Det fremgår herudover af Miljøstyrelsens FAQ om spørgsmål og svar om udledning af visse forurendende stoffer til vandmiljøet spørgsmål 43, at udledningen ikke må medføre en forhøjelse af den i forvejen fore-kommende koncentration ved blandingszonens rand på mere end 5 % af værdien af stoffets generelle kvalitetskrav for vand, når miljøkvali-tetskravet for stoffet i forvejen er overskredet i vandmiljøet.

I forhold til målopfyldelse efter vandområdeplanen konstaterer Miljø-og Fødevareklagenævnet, at målsætningen endnu ikke er opfyldt for Bygholm Å opstrøms udløbet fra Hatting Bæk, bl.a. fordi tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer er ikke-god. Nævnet konstaterer videre, at tilstanden som ikke-god i forhold til miljøfarlige forurenende stoffer skyldes en overskridelse af indholdet af kobber på 0,237 µg/l i forhold til det generelle kvalitetskrav på 1,48 µg/l svarende til en overskridelse på ca. 16 % og en overskridelse på 0,32 µg/l i forhold kravet om maksi-mumkoncentration på 2,48 µg/l svarende til overskridelse på ca. 13 %.

I forhold til den økologiske tilstand i Bygholm Å nedstrøms udløbet fra Hatting Bæk konstaterer Miljø- og Fødevareklagenævnet, at målsætnin-gen for den økologiske tilstand er opfyldt. Særligt i forhold til miljøfar-lige forurenende stoffer konstaterer nævnet endvidere, at tilstanden er ukendt.

Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse kan EU-Domstolens praksis om begrebet forringelse af tilstanden i dommen Land Nordrhe-inWestfalen i forhold til en mertilførsel af et forurenende stof til grund-vand, der allerede overskrider miljøkvalitetskravet for det pågældende stof, også anvendes i forhold til overfladevand. Nævnet har i den for-

bindelse lagt vægt på, at EU-Domstolen har udtalt, at begrebetforrin-

gelse af tilstanden skal forstås ens for overfladevand og grundvand,samt

at EU-Domstolen i sagen henviser til praksis omforringelse af tilstanden i

Weser-dommen omhandlende overfladevand. Videre er det efter næv-nets opfattelse ikke af betydning for forståelsen af begrebet forringelse af tilstanden, om der er tale om et stof, der relaterer sig til den økologiske tilstand eller til den kemiske tilstand, idet det ikke ses, at EU-Domstolen foretager eller på anden måde indikerer en sådan sondring. Nævnet henviser bl.a. til, at EU-Domstolen i Land Nordrhein-Westfalen-dom-men udtaler, at ”[…] »forringelse af tilstanden« i vandområder fortol-kes med henvisning til såvel et kvalitetselement som et stof” .

Det er et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse på bag-grund af navnlig Weser- og Land Nordrhein-Westfalen-dommene, at forringelse af tilstanden i forhold til forurenende stoffer skal forstås så-ledes, at når miljøkvalitetskravet for et forurenende stof allerede er overskredet, og vandområdet dermed er i den lavest mulige tilstandsni-veau, skal enhver efterfølgende stigning af koncentrationen af stoffet

anses som en forringelse af vandområdets tilstand i strid med vandram-medirektivets art. 4, stk. 1. Flertallet bemærker, at indsatsbekendtgørel-sens § 8, stk. 3, skal forstås på samme måde, idet bekendtgørelsen er den danske implementering af forpligtigelsen til at forebygge forringel-ser af overfladevand og grundvands tilstand.

Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet finder på den baggrund, at § 25-tilladelsen ikke er i overensstemmelse med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, idet projektet vil medføre en forringelse af Bygholm Å’s øko-logiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet for miljø-farlige forurenende stoffer. § 25-tilladelsen lider derfor af en væsentlig retlig mangel.

Flertallet har lagt vægt på, at miljøkvalitetskravet for kobber er over-skredet, at tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer dermed er ikke-god, hvilket er det lavest mulige tilstandsniveau, samt at projektet ifølge miljø- konsekvensvurdering vil medføre en merudledning af kob-ber til vandløbet på op til 0,034 µg/l svarende til ca. 2 % af det generelle kvalitetskrav for kobber i en middelsituation. Flertallet bemærker i den forbindelse, at der ikke i sagen er grundlag for at tilsidesætte Horsens Kommunes vurdering af, at projektet vil medføre en mertilførsel af kob-ber til vandløbet, hvorfor flertallet har lagt dette til grund for sagen. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at det følger af EU-Domstolens praksis, at også midlertidige og lokalt afgrænsede forringelser af tilstan-den for et overfladevand er i strid med forpligtigelsen til at forebygge forringelse af tilstanden, og at den tærskel, over hvilken der konstateres en tilsidesættelse af forpligtigelsen til at forebygge forringelser af et vandområdets tilstand, skal være så lav som muligt.

Derudover har flertallet lagt vægt på, at størrelsen af mertilførslen af kobber ikke er afgørende, når kvalitetskravet allerede er overskredet, idet enhver mertilførsel vil betyde en forringelse af tilstanden, når til-standsniveauet er det lavest mulige. Videre har flertallet lagt vægt på, at mertilførslen af kobbers påvirkning af de andre økologiske parame-tre ikke i sig selv er afgørende for, om der er tale om en forringelse af tilstanden, idet en overskridelse af kvalitetskravet i sig selv må anses som en forringelse af vandløbets tilstand, jf. EU-Domstolens dom i Land Nordrhein-Westfalen. At det i miljøkonsekvensrapporten er vur-deret, at mertilførslen af kobber ikke vil være afgørende for, om der op-nås målopfyldelse for kvalitetselementerne for fisk, smådyr og vand-planter, kan ikke føre til, at mertilførslen kan tillades, idet mertilførslen af kobber medfører en selvstændig forringelse i forhold til kvalitetsele-mentet for miljøfarlige forurenende stoffer.

Som konsekvens af ovenstående bemærker flertallet endvidere, at det efter flertallets vurdering ikke er i overensstemmelse med forpligtigel-sen til at forebygge forringelser af tilstanden af overfladevand at tillade en mertilførsel af kobber efter en konkret væsentlighedsvurdering som anført i Miljøstyrelses vejledning til indsatsbekendtgørelsen, når kvali-tetskravet allerede er overskredet. Vejledningen er ikke i overensstem-melse med EU-Domstolens praksis om, at enhver efterfølgende stigning i koncentrationen af et forurenende stof udgør en forringelse, når kvali-tetskravet allerede er overskredet, hvorfor der i sagen ikke kan lægges

vægt på, at Horsens Kommune har fulgt vejledningen. Nævnet konsta-terer, at der i miljøkonsekvensrapporten desuden er henvist til Miljøsty-relsens FAQ spørgsmål 43 om, at en merudledning ikke må medføre en forhøjelse af den i forvejen forekommende koncentration ved blan-dingszonens rand på mere end 5 %, men at der i den konkrete sag ikke er udpeget en blandingszone. Efter nævnets opfattelse er FAQ spørgs-mål 43 derfor ikke relevant i denne sag. Nævnet bemærker, at nævnet ikke med denne afgørelse har taget stilling til anvendelsen af Miljøsty-relsens FAQ spørgsmål 43 i forhold til afgørelser om udpegning af blan-dingszoner.

Mindretallet (Nævnsmedlem 7 og Nævnsmedlem 6) finder, at § 25-til-ladelsen er i overensstemmelse med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Mindretallet har lagt vægt på, at mertilførslen af kobber til Bygholm Å er så lille, at den kan defineres som ikke-betydende i overensstemmelse med den grænse for mertilførsel af miljøfremmede stoffer på 5 %, som fremgår af Miljøstyrelsens FAQ om spørgsmål 43, hvorfor tilladelsen ef-ter denne undtagelse kan gives.

…”

Den 2. marts 2023 anmodede Sagsøger om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 5. december 2022. Hun henviste bl.a. til Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 og gjorde gældende, at Planklagenævnet i sin afgørelse alene havde taget stilling til støj i driftsfasen og ikke i anlægsfasen.

Den 1. maj 2023 fremsendte Sagsøger en supplerende anmod-ning om genoptagelse, hvor hun under henvisning til Miljø- og Fødevareklage-nævnets afgørelse af 23. februar 2023 gjorde gældende, at planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, ikke var overholdt.

Den 16. maj 2023 afviste Planklagenævnet at genoptage sagen.

Af Planklagenævnets afgørelse fremgår bl.a.:

”…

2.2 Generelt om genoptagelse

Planklagenævnet har pligt til at vurdere, om en sag skal genoptages, hvis en part beder om det.

Planklagenævnet har desuden pligt til at genoptage sagen og vurdere den på ny, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Hvis der er nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning,

at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et an-det resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved nævnets tidligere stillingtagen til sagen.

2) Hvis nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået

væsentlige sagsbehandlingsfejl.

3) Hvis der er væsentlige nye retlige forhold, f.eks. hvis domsto- lene i en tilsvarende sag har underkendt nævnets fortolkning el-ler praksis.

Planklagenævnet har derimod ikke pligt til at genoptage sagen alene af

den grund, at en part, en førsteinstans eller andre eruenige i nævnets

fortolkning eller praksis.

Planklagenævnet har ikke pligt til at genoptage sagen alene af den grund, at en part kommer med nye klagepunkter, som ikke har været fremført under den oprindelige klagesag. Efter Planklagenævnets opfat-telse vil det føre til omgåelse af de lovbestemte klage- og søgsmålsfri-ster, hvis det i almindelighed var muligt at få genoptaget en klagesag med henvisning til klagepunkter, som ikke har været gjort gældende i klagesagen, eller som nævnet ikke af egen drift har pligt til at påse.

2.3. Manglende stillingtagen til støj i anlægsfasen

2.3.1. Genoptagelsesanmodningen.

Klageren anfører, at Planklagenævnet alene har taget stilling til støj i driftsfasen og ikke i anlægsfasen. Dette udgør ifølge klageren en retlig mangel eller sagsbehandlingsfejl. Der er ifølge klageren ikke tale om et nyt klagepunkt, idet det fremgår af klagen, at etablering af spunspæle, der skal bankes ned med maskine, vil påvirke bilag IV-arter i ådalen, herunder flagermus, i anlægsfasen med støj og forstyrrelser.

Klageren anfører endvidere, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgø-relsen vedrørende § 25-tilladelsen, har taget stilling til spørgsmålet og har ophævet og hjemvist afgørelsen på det grundlag.

2.3.2. Planklagenævnets afgørelse

Det fremgår af Planklagenævnets afgørelse side 21, at

2.4.1. Klagen

[…]

Det anføres desuden, at støjgener fra grundvandssænkningen vil kunne påvirke bilag IV-arter og naturtyper, og at etablering af spunspæle vil på-virke bilag IV-arter, herunder flagermus, i anlægsfasen med støj og for-styrrelser.

Det fremgår endvidere af side 36 i afgørelsen, at

Støj i anlægsfasen

Planklagenævnet finder, at det i forbindelse med den overordnede planlæg-ning ikke kan kræves, at der fastsættes konkrete bestemmelser om afværge-foranstaltninger i kommuneplantillægget i forbindelse med en eventuel støjpåvirkning af bilag IV-arter i anlægsfasen.

Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at de nærmere omstændigheder for anlægsarbejde, herunder tidspunktet for påbegyndelsen af arbejdet med nedramning, ikke i planlægningsstadiet kan forventes kendt.

2.3.3. Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet afslår at genoptage klagesagen som følge af, det af klageren anførte om, at Planklagenævnet alene har taget stilling til støj i driftsfasen. Nævnet lægger herved vægt på, at Planklagenævnet, jf. af-snit 2.3.2., har behandlet klagepunktet om støj i anlægsfasen. Der er så-ledes ikke tale om en sagsbehandlingsfejl, hvorfor der ikke er grundlag for at genoptage sagen.

Planklagenævnet har som nævnt i afsnit 2.2. ikke pligt til at genoptage sagen alene af den grund, at en part, en førsteinstans eller andre er ue-nige i nævnets fortolkning eller praksis.

2.4. Uoverensstemmelse med planlovens § 11, stk. 4, nr. 3

2.4.1. Genoptagelsesanmodning

Klageren anfører, at planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, ikke er overholdt på baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse og hjemvisning af § 25-tilladelsen til projektet.

2.4.2. Planklagenævnets vurdering

Det fremgår af planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, at kommuneplanen ikke må stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning.

Planklagenævnet finder, at der er tale om et nyt klagepunkt i forhold til de oprindelige klager, hvilket ikke kan begrunde genoptagelse af afgø-relsen, jf. afsnit 2.2.

Planklagenævnet finder endvidere, at nævnet ikke ud fra sagens oplys-ninger i kommuneplantillægget og den tilhørende miljørapport, havde anledning eller pligt til at tage spørgsmålet op ad egen drift. Der er såle-des heller ikke tale om en sagsbehandlingsfejl, der kan begrunde gen-optagelse.

2.5. Samlet vurdering og afgørelse

Planklagenævnet afviser at genoptage Planklagenævnets afgørelse af 5. december 2022, idet betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt.

…”

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:

”…

1. Overordnede anbringender

Planklagenævnet er forpligtet til at genoptage behandlingen af klagen over Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport, sagsnr. 22/02446, 22/02414 og 22/02410.

Planklagenævnet har pligt til at vurdere, om en sag skal genoptages, hvis en part beder om det. Planklagenævnet har desuden pligt til at genoptage en sag og vurdere den på ny, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

1. Hvis nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsent-

lige sagsbehandlingsfejl.

2. Hvis der er væsentlige nye retlige forhold, f.eks. hvis domstolene i en

tilsvarende sag har underkendt nævnets fortolkning eller praksis.

1.2. Planklagenævnet har kompetence og forpligtelse

Planklagenævnet skal tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelser efter planloven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i planloven.

Retlige spørgsmål omfatter alle spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning eller forståelse af lovbestemmelser m.v.

Der kan ikke efter planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, ske vedtagelse af en kommune-plan (eller tillæg), som strider mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning.

Det følger blandt andet af Indsatsbekendtgørelsens § 8, at Horsens Kommune er forpligtet til at sikre, at kommuneplanstillægget ikke muliggør dispositio-ner, der kan forhindre opfyldelsen af de krav og mål, der følger af indsatspro-grammet.

Det følger blandt andet af Indsatsbekendtgørelsens § 8, at myndigheden kun kan træffe afgørelse, der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvis afgørelsen

1) ikke vil kunne medføre en forringelse af overfladevandområdets eller

grundvandsforekomstens tilstand.

2) ikke vil kunne hindre opfyldelse af det fastlagte miljømål, herunder

gennem de i indsatsprogrammet fastlagte foranstaltninger.

Kommuneplanstillægget må således ikke muliggør aktiviteter, der kan for-ringe eller forhindre tilstanden af grundvand eller overfladevand i strid med de miljømål, der er fastsat i indsatsprogrammet.

Det følger af praksis, herunder Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023, at enhver stigning i koncentrationen af et forurenende stof udgør en forringelse, når kvalitetskravet allerede er overskredet.

En retlig vurdering af, om en kommuneplan (eller tillæg) strider mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, er un-derlagt Planklagenævnets kompetence, ligesom Sagsøger mener, at Planklage-nævnet var forpligtet til at påse dette af egen drift.

1.3 Planklagenævnet har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Det kan lægges til grund, at Planklagenævnet ikke har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt kommuneplantillægget har overholdt reglerne i EU´s Vandram-medirektiv, og dermed undladt at inddrage relevante og væsentlige forhold i sin sagsbehandling, som havde afgørende betydning for, om kommuneplantil-lægget gyldigt kunne vedtages. Planklagenævnet har således begået væsentlig sagsbehandlingsfejl ved sin behandling af sagen.

Hertil kommer, at Horsens Kommune på baggrund af de miljøundersøgelser for det konkrete vejprojekt i planarbejdet konkluderede, at det ville være mu-ligt at etablere et vejprojekt indenfor planforslagets arealudpegning, som ikke vil stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vand-planlægning jf. Planlovens §11, stk. 4, nr. 3.

Denne konklusion bygger på miljøundersøgelser, som viser, at en ny forbin-delsesvej fra VEGA til E45 Horsens C vil tilføre en merudledning af kobber til et målsat overfladevandområde i en ikke god tilstand. Horsens Kommune vurderede dog, at merudledningen var af så begrænset mængde, at dette ville være uvæsentligt, og derfor hverken direkte eller indirekte påvirke overflade-vandet.

Det kan lægges til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet med afgørelsen af 23. februar 2023 har tilsidesat ovenstående vurderinger, som værende i strid med EU-domstolens praksis, da enhver udledning, der medfører en målbar stigning i koncentrationen af et MFS i et samlet målsat overfladevandområde i ikke god tilstand, anses for at være betydelig, og dermed en forringelse der ikke kan tillades.

Det er således Sagsøgers opfattelse, at Miljø- og Fødevareklagenævnet på bag-grund af samme klagegrundlag og præcis samme faktiske forhold har fundet anledning til først at behandle spørgsmålet, om Indsatsbekendelsens regler var overholdt, og herefter konkluderede, at det konkrete vejprojekt, som kom-muneplanstillægget omfatter, vil medføre en forringelse af Bygholm Å’s øko-logiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet for miljøfarlige forurenende stoffer, og dermed er ugyldigt, som stridende mod vandramme-direktivet artikel 4, som implementeret i Indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Med andre ord blev Horsens Kommunes vurdering i overensstemmelse med EU-praksis tilsidesat, da Miljø- og Fødevareklagenævnet ved sin afgørelse af 23. februar 2023 fandt, at enhver forringelse var i strid med indsatsbekendtgø-relsens §8, stk. 3, jf. EU Domstols praksis i sagerne C471/13 (Weser), C535/18 (Land Nordrhein-Westfalen) og C525/20 (Association France N.E.).

Horsens Kommune har således på et ikke korrekt grundlag foretaget en vur-dering af, om planvedtagelsen kunne være i strid med regler om et indsats-program udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, jf. Planlovens §11, stk. 4, nr. 3.

Der er således en væsentlig retlig mangel ved plangrundlaget, som Planklage-nævnet skulle have forholdt sig til i forbindelse med klagen og igen i forbin-delse med anmodningen om genoptagelse. Planklagenævnet har således be-gået væsentlig sagsbehandlingsfejl ved at undlade dette, selv efter at være ble-vet gjort direkte opmærksom på problemstillingen.

Ovennævnte er helt i overensstemmelse med MAD2023.352. Her var der tale om en afgørelse fra november 2023, hvor Planklagenævnet ophævede en lo-kalplan med henvisning til, at der ikke var foretaget en korrekt vurdering af, om planvedtagelsen kunne være i strid med reglerne om et indsatsprogram, jf. planlovens § 13, stk.1. nr. 5.

Planklagenævnet udtalte i forbindelse med afgørelse:

- at der efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 5, ikke kan ske vedtagelse af en lokalplan, som strider mod reglerne om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Ifølge indsatsprogrambekendtgø-relsens § 8, stk. 1, skal kommunen forebygge forringelse af tilstanden for overfladevandområder og sikre, at opfyldelsen af miljømål ikke for-hindres.

- at med henvisning til Weser-dommen, er der en lav tærskel for, hvor-når en myndighed har tilsidesat sine forpligtelser til at forebygge for-

ringelse. Det gælder særligt for vandforekomster, der er i laveste til-standsklasse, hvor enhver yderligere påvirkning er uforenelig med vandrammedirektivet.

- at kommunen fejlagtigt havde lagt til grund i miljøscreeningen og lo-kalplanen, at Nebel Bæk/Grøft var i en god økologisk tilstand. Ifølge vandområdeplan 2021-27 havde vandløbet imidlertid en dårlig økolo-gisk tilstand.

Nævnet fandt således ikke, at kommunen på et korrekt grundlag havde vur-deret, om planvedtagelsen kunne være i strid med reglerne om indsatspro-gram, jf. planlovens 13, stk. 1, nr. 5. Nævnet fandt, at dette under de konkrete omstændigheder udgjorde en væsentlig retlig mangel, uanset, at der i almin-delighed ikke skal tages stilling til de nærmere vilkår for fremtidige udlednin-ger i forbindelse med vedtagelsen af en lokalplan. Planklagenævnet ophæ-vede herefter lokalplan nr. 13-026.

Afgørelsen understøtter således, at der er tale om en væsentlig sagsbehand-lingsfejl fra Planklagenævntes side. Sagsbehandlingen, og dermed gyldighe-den af kommuneplantillægget, er således forbundet med væsentlige sagsbe-handlingsfejl.

Hertil kommer, at Planlovens §11, stk. 4, nr. 3, er en forbudsbestemmelse, og det gøres derfor gældende, at kommuneplantillæg 2017-34 og den meddelte landzonetilladelse, jf. planlovens §35, stk. 1, på baggrund heraf er ugyldige, uanset om punktet er anført særskilt i klagen eller ej. Det bestrides, at der un-der alle omstændigheder er tale om et nyt klagepunkt, idet der udtrykkeligt i klagen er anført negativ påvirkning af vandmiljøet, herunder med forekom-ster fra regnvandsbassinerne, der udledes i Bygholm Å, jf. det i stævningen anførte.

Der er efter Sagsøgers opfattelse tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, at Planklagenævnet hverken i forbindelse med den oprindelige afgørelse samt den efterfølgende afvisning af genoptagelse af afgørelsen har forholdt sig til spørgsmålet om Indsatsbekendtgørelsen § 8.

Dette understøttes af, at der sideløbende har været indleveret stort set ensly-dende klager til henholdsvis Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklage-nævnet vedrørende samme faktiske forhold, den samme miljøvurdering, det samme vejprojekt m.v., men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt det væsentligt, som led i deres sagsbehandling, at behandle spørgsmålet om blandt andet Indsatsbekendelsens regler var overholdt, og derfor med det konkrete vejprojekt under kommuneplanen ville medføre en forringelse af Bygholm Å’s økologiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet

for miljøfarlige forurenende stoffer, og dermed gjorde Kommuneplantillæg 2017-34 ugyldigt, som stridende mod ufravigelig EU-lovgivning.

Som anført i stævningen følger det af Karnovs note 27 til Lov om Planklage-nævnet § 4a, at Planklagenævnet har pligt til at inddrage spørgsmål om over-holdelse af gældende EU-ret, uanset om dette anses, som en del af klagen, el-ler det vil kræve, at Planklagenævnet inddrager dette af egen drift.

Desuden er det anført i svarskriftet på side 5, nederst:

” Hjemlen i § 4 a i lov om Planklagenævnet til at begrænse prøvelsen til de for-hold, der er klaget over, er en kodifikation af den praksis, som Planklagenævnet har haft, siden nævnet påbegyndte sin virksomhed den 1. februar 2017 og afløste det tidligere Natur- og Miljøklagenævnet. Der henvises i forarbejderne til lov nr. 417 af 24. april 2023, jf. lovforslag nr. L36 af 8. februar 2023, afsnit 2.5.1-2., til § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, og det anføres, at det er en forglem-melse, at reglen om prøvelsesbegrænsning ikke blev medtaget i lov om Planklage-nævnet.

Det fremgår, at bestemmelsen betyder, at nævnet efter omstændighederne har pligt til at inddrage andre forhold, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret, jf. tilsvarende bemærkningerne til § 2, nr. 3.”

Planklagenævnet har således en grundlæggende forpligtelse til at sikre, at der ikke træffes afgørelser eller godkendelser i strid med gældende EU-ret.

I nærværende sag er der netop tale om et EU retligt forbud mod at forringe vandområderne, og derfor har Planklagenævnet begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at behandle dette punkt i sagen. Rent bortset fra, at Sagsøger ikke kan tiltræde præmissen om, at modstriden med vandrammereglerne ikke var tilstrækkelig tydelig, da Planklagenævnet behandlede klagen i første omgang, er denne præmis jo i øvrigt ikke længere til stede, alt den stund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet nu har afklaret dette spørgsmål.

Der er tale om helt klare lovregler, der skal overholdes, og rækkefølgebestem-melsen i dansk ret er naturligvis, at EU-direktiverne skal overholdes og imple-menteres i dansk ret, og planer og afgørelser, der er truffet i strid hermed, er ugyldige.

Det forekommer således forkert og modstridende med dette, at Planklagenæv-net først afviser, at skulle have behandlet spørgsmålet om overholdelse af Ind-satsbekendelsens regler med den begrundelse, at det ikke var tydeliggjort nok i klagen. Dernæst afviser Planklagenævnet at behandle anmodningen om gen-optagelse begrundet med henvisningen til, at der er tale om et nyt anbrin-

gende – velvidende, at Planklagenævnet herved blåstempler et kommune-plantillæg, som er stridende mod gældende EU-ret, og dermed i realiteten er ugyldig.

Yderligere fremgår det af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. fe-bruar 2023 (bilag 3) på side 5 angående vandområdeplanerne:

” 2.2.2 Vandområdeplanerne

Det fremgår af MiljøGIS for vandområdeplanerne 2015-2021, at både Bygholm Å og Hatting Bæk er målsat til god økologisk og kemisk tilstand. Af MiljøGIS om høring af vandområdeplanerne 2021-2027 fremgår det, at den samlede økologiske tilstand for Hatting Bæk er ringe, idet tilstanden for smådyr er moderat, tilstan-den for vandplanter og miljøfarlige forurenende stoffer er ukendt og tilstanden for fisk er ringe. Den kemiske tilstand er ukendt.

Videre fremgår det, at den samlede økologiske tilstand i Bygholm Å nedstrøms udløbet fra Hatting Bæk er høj, idet tilstanden for smådyr er høj. De andre økolo-giske kvalitetselementer er ukendte, hvilket den kemiske tilstand også er.

Opstrøms udløbet fra Hatting Bæk er den samlede økologiske tilstand i Bygholm Å ringe, idet tilstanden for vandplanter og fisk er ringe, tilstanden for smådyr er høj og tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer er ikke-god. Den kemiske til-stand er ikke-god, hvilket ifølge Vandplandata skyldes en overskridelse af mil-jøkvalitetskravet for kviksølv i biota-fisk, antracen i sediment og nonylphenoler i vand. I forhold til vurderingen af tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer, som ikke-god, fremgår det endvidere af Vandplandata, at dette blandt andet skyl-des en overskridelse af indholdet af kobber i vandet, idet der er målt et niveau af kobber på 1,717 μg/l, og at det generelle miljøkvalitetskrav er 1,48 μg/l. Miljøkva-litetskravet for maksimumskoncentrationen på 2,48 μg/l er også overtrådt, idet den højst målte koncentration er 2,8 μg/l. Det fremgår af Miljøstyrelsens FAQ om spørgsmål og svar om udledning af visse forurenende stoffer til vandmiljøet fra den 21. december 2021, at baggrundsværdien for kobber i vandløb er 0,48 μg/l. Tidligere var baggrundværdien for kobber i vandløb opgjort til 0,66 μg/l.”

I nærværende sag har vi således to klagenævn, der behandler samme sag. Planklagenævnet undlader at forholde sig til vandrammedirektivet og plan-lovens forbudsbestemmelser herom, selvom der er klaget over både miljøvur-deringen og plangrundlaget og betalt 3 x klagegebyr. Det bestrides derfor, at Planklagenævnet alene skal sagsbehandle på overordnet niveau. Der henvises til afgørelsen fra Planklagenævnet den 28. november 2023 i Silkeborg, hvor Planklagenævnet netop tog stilling til overholdelse af indsatsprogrammerne i forhold til vandrammedirektivet, hvor det i den pågældende sag var plan-

grundlaget, der var påklaget. Planklagenævnet ophævede planen, og hjemvi-ste sagen til fornyet behandling i Silkeborg Kommune (MAD2023.352).

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i deres afgørelse i nærværende sag også inddraget vandområdeplanerne. Det burde Planklagenævnet også have ind-draget, henset til, at der med henvisning til Weserdommen er en lav tærskel for, hvornår en myndighed har tilsidesat sin forpligtigelse til at forebygge for-ringelse af et vandområde. Det gælder særligt for vandforekomster, der er i la-veste tilstandsklasse, hvor enhver yderligere påvirkning er uforenelig med vandrammedirektivet, jf. EU-Domstolens dom af 1. juli 2015 i sag C-461/13 (Weser-dommen).

Afslutningsvist, så må man som borger have en berettiget forventning om, at hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver miljøvurderingen, som mangel-fuld, så må det have den konsekvens, at andre afgørelser, som er baseret på selvsamme miljøvurdering, tilsvarende erklæres ugyldige eller som minimum den konsekvens, at Planklagenævnet genoptager sagen, med henblik på en vurdering af om man ved godkendelse af Kommuneplanen har lagt en fejlag-tig oplysning til grund, at kommuneplanen ikke var stridende mod reglerne om indsatsprogrammer, jf. Planlovens § 11, stk. 4, nr. 3.

1.4. Bemærkninger til Kommuneplanstillæggets karakter

Under sagens behandling har Planklagenævnet i svarskriftet efterfølgende an-ført nedenstående, som en begrundelse for, at Planklagenævnet ikke skal gen-optage sagen:

”Klagers synspunkt må ses i sammenhæng med, at det af kommuneplantillæggets redegørelse alene fremgår, at forringelse af tilstanden af alle overfladevandområ-der skal forebygges, og kommunen vurderede, at udledning af regnvand ikke vil være til hinder for målopfyldelse i recipienterne. Der var alene tale om den over-ordnede planlægning, der muliggjorde vejprojektet, og klagers synspunkt gav ikke anledning til at prøve spørgsmålet, om et konkret projekt ville medføre en forrin-gelse af den økologiske tilstand af vandløbene i området.”

Planklagenævnet gør således under sagen gældende, at kommuneplanstillæg-get alene er den overordnede planlægning, der muliggør et vejprojektet, og at Sagsøgers klage derfor ikke gav anledning til at prøve spørgsmålet, om et konkret projekt ville medføre en forringelse af den økologiske tilstand af vandløbene i området.

For det første skal det understreges, at anmodningen om genoptagelse blev nægtet med henvisning til, at der er tale om et nyt klagepunkt, jf. nærmere ne-denfor, som Planklagenævnet ikke af egen drift skulle have taget op til be-

handling. På intet tidspunkt har Planklagenævnet afvist genoptagelsen med henvisning til, at kommuneplanstillægget i den konkrete sag var af overord-net karakter, uden sammenhæng med det konkrete vejprojekt. Man kan såle-des ikke på bagkant komme med en ny begrundelse.

For det andet så bestrides synspunktet. Som det fremgår af MAD2023.352, så følger det af Planklagenævnets egen praksis, at hvis der er foretaget en forkert vurdering af, om planvedtagelsen kunne være i strid med reglerne om ind-satsprogram, jf. planlovens 13, stk. 1, nr. 5, så ophæves plangrundlaget.

Planklagenævnet udtalte specifikt i den sammenhæng, at dette gør sig gæl-dende uanset, at der i almindelighed ikke skal tages stilling til de nærmere vil-kår for fremtidige udledninger i forbindelse med vedtagelsen af en lokalplan.

Herudover ses plangrundlaget i nærværende sag at være direkte sammen-hængende med det konkrete vejprojekt, som beskrevet ovenfor under de ind-ledende bemærkninger. Der er reelt tale om et projektkommuneplan specifikt udarbejdet til det konkrete vejprojekt. Behandlingen af kommuneplantillæg-get er sket sideløbende og tæt sammen med udarbejdelse af VVM-redegørel-sen m.v. for det konkrete vejprojekt.

Dels er det således Sagsøgers opfattelse, at kommuneplanstillægget ikke har en sådan overordnet karakter, at Planklagenævnet ikke skal tage stilling til konsekvenserne af merudledningen fra det konkrete vejprojekt.

Dette støttes endvidere af, at Horsens Kommune i forbindelse med planarbej-det i høj grad har anvendt det konkrete projekt og miljøvurderingen, som grundlag for at konkludere, at det er muligt at etablere en forbindelsesvej, hvor f.eks. udledning af regnvand ikke er til hinder for målopfyldelse i recipi-enterne.

Behandlingen af kommuneplanstillægget er sket sideløbende og tæt sammen med udarbejdelse af VVM-redegørelsen m.v. for det konkrete vejprojekt, og det anføres f.eks. direkte i kommuneplanstillægget (bilag A) på side 7 under punktet Vandplaner:

” Det er Horsens Kommunes vurdering, at udledning af regnvand ikke er til hin-der for målopfyldelse i recipienterne, hvis kommunens rensnings- og forsinkelses-krav overholdes” .

Horsens Kommune har således i kommuneplanslægget konkret vurderet på et konkret projekt og lagt til grund, at udledning af regnvand ikke er til hinder for målopfyldelse i recipienterne, hvis kommunens rensnings- og forsinkelses-krav overholdes.

Der er således i forbindelse med kommuneplantillægget sket en direkte vur-dering af det konkrete vejprojekt, herunder om de i miljøundersøgelserne an-førte recipienter i form af ”Bygholm Å eller slutrecipienterne Bygholm Sø og Hor-sens Fjord ”, jf. (bilag 9-bilag 12) forringes yderligere.

Planklagenævnet har da generelt også i sin afgørelse forholdt sig til det kon-krete projekt, og lægger forholdene for det konkrete vejprojekt til grund for sine øvrige vurderinger.

F.eks. har Planklagenævnet lagt vægt på, at krydsningen af Bygholm Ådal og Bygholm Å anlægges, som en landskabsbro af typen A1L, samt den specifikke indretning af broen, jf. Sagsøgtes afgørelse (bilag 2) side 34. Planklagenævnet lægger ligeledes vægt på, at der etableres et paddehegn langs begge sider af vejen på nordsiden af Bygholm Å, og at det med denne afværgeforanstaltning ikke vil forringe den økologiske funktionalitet for yngle- og rasteområder for stor vandsalamander. Der findes en masse andre eksempler på, at Planklage-nævnet har lagt specifik vægt på det konkrete vejprojekt i sin afgørelse.

Planklagenævnet har således allerede på mange områder forholdt sig til og lagt forhold ved det konkrete vejprojekt til grund for sin afvisning af klagen over kommuneplanstillægget. Meget belejligt er dette dog gjort med undta-gelse af, om Indsatsbekendelsens regler var overholdt, og derfor med det kon-krete vejprojekt i kommuneplanstilægget ville medføre en forringelse af Byg-holm Å’s økologiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet for miljøfarlige forurenende stoffer.

Havde Planklagenævnet gjort dette, så havde man konstateret, at miljøunder-søgelserne viste en forbindelsesvej der ville forringe overfladevandet, og der-med at kommuneplanstillæg 2017-34 er stridende mod ufravigelig EU-lovgiv-ning.

Når Miljø- og Fødevarenævnet med afgørelsen af 23. februar 2023 har tilside-sat Horsens Kommunes vurderinger vedrørende vandplanerne, som stridende mod EU-domstolens praksis, så er Planklagenævnet i alle tilfælde også nødsa-get til at påse, om grundlaget for kommuneplantillægget stadig er lovligt.

Det fastholdes således, at kommuneplanens karakter ikke medfører, at Planklagenævnet ikke skal påse om de konkrete miljøvurderingerne medførte, om kommuneplanstillægget var i direkte strid med EU-retten.

Yderligere kan her suppleres med, at der både er klaget over planvedtagelsen og miljøvurderingen samt landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1, og betalt 3 x gebyr, hvorfor Planklagenævnet ikke kan nægte at genoptage

sagen vedrørende vurdering af overholdelse af vandrammedirektivet og ind-satsprogrammerne i henhold til Planlovens forbudsbestemmelser.

Hertil kommer, at i byrådsmødereferat af 27. december 2021 er det konkrete vejprojekt også vedlagt, som en del af det samlede beslutningsgrundlag for byrådet. Der forelå på beslutningstidspunktet således en detaljeret beskrivelse af det konkrete vejprojekt med angivelse af, hvorledes det skulle forholdes med udledning af overfladevand og permanent vejvand til Bygholm Å, som er i ringe økologisk tilstand. Målsætning for Bygholm Å er god økologisk til-stand.

Det har således været åbenbart i det til kommeplantillægget tilhørende materi-ale, i form af miljørapport, habitatkonsekvensvurdering og miljøkonsekvens-rapport, at reglerne i henhold til vandrammedirektivet og indsatsprogram-merne ikke har været overholdt i den konkrete sag.

Horsens Kommunes forudsætninger og skøn er således forkerte i den kon-krete sag, da kommuneplantillægget ikke kan realiseres med det konkrete projekt i henhold til overholdelse af bestemmelserne i vandrammedirektivet og i henhold til gældende EU-domstolspraksis på området.

Det bestrides, at Planklagenævnets afgørelse om ikke at give medhold i kla-

gerne over vedtagelsen af kommuneplantillægget er truffet under den forud-

sætning, at planen kan realiseres, uden at dette er i strid med forpligtelsen til at forebygge forringelsen af tilstanden af overfladevandområder, jf. § 8, stk. 1,

i indsatsprogram, idet det hverken fremgår af afgørelsen at den er truffet un-der disse forudsætninger, ligesom en sådan forudsætning – på baggrund af de faktiske forhold, i alle tilfælde ville være ukorrekt og i strid med det faktuelle grundlag afgørelsen er truffet på.

Der bør under alle omstændigheder ske en grundig vurdering af landzonetil-ladelsen, jf. planlovens §35, stk. 1, og ikke blot på et overordnet planniveau. Klage over landzonetilladelsen har opsættende virkning, hvorfor det jo netop skal sikre en korrekt behandling af sagen, idet en udnyttelse af tilladelsen før klagen er færdigbehandlet, kan have en ikke uvæsentlig risiko for at vanske-liggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse.

Der er således enten tale om væsentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold, som Planklagenævnet skal forholde sige til, med den konsekvens, at Planklagenævnet er forpligtet til at genoptage sagen til fornyet behandling.

1.5. Ikke et nyt klagepunkt

Planklagenævnet anfører i afvisning af genoptagelsen af den 16. maj 2023, at forholdet omkring planlovens §11, stk. 4, nr. 3, er et nyt klagepunkt, som Planklagenævnet ikke er forpligtet til at behandle, da det ikke har fremgået af den oprindelige klage. Dette bestrides.

For det første gøres det gældende, at denne argumentation er faktuelt forkert. Det fremgår af klagen (bilag 1), nederst på side 40 og fortsættelse på side 41 øverst, følgende:

” I den forbindelse giver det ikke mening at tillade negativ påvirkning af ådalen og vandmiljøet, når der sker påvirkning med kvælstofpåvirkning fra vejen og udled-ning af forekomster fra regnvandsbassinerne, herunder risiko for salt påvirkning i vinterperioder.”

Det har således utvivlsomt været en del af klagen, at der vil ske en ikke accep-tabel forringelse af overfladevandområdets eller grundvandsforekomstens til-stand.

Der kan ikke stilles store formalistiske krav til en borgers klage vedrørende kompliceret EU-ret. Det må være tilstrækkeligt at anføre det forhold, som bor-geren mener, der påvirkes negativt, uden at borgeren skal kunne finde den nøjagtige lovbestemmelse, som myndigheden overtræder.

EU´s Vandrammedirektiv har vist sig at være et juridisk kompliceret område, hvilket med al tydelighed fremgår, når Miljøstyrelsens vejledning suspenderes af Miljøministeren, og erstattes af en strengere vejledning, for at overholde EU retten og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 i nær-værende sagskompleks.

Det fastholdes således, at spørgsmålet om overholdes af Vandrammedirekti-vet var en del af den oprindelige klage, som Planklagenævnet skulle have ta-get stilling til.

For det andet gøres det gældende, at Planklagenævnet under alle omstændig-heder af egen drift i forbindelse med klagen var forpligtet til at sikre, at kom-muneplantillægget overholdt Vandrammedirektivet, da det er en gyldigheds-betingelse efter Planlovens § 11, stk. 4, nr. 3.

Planlovens §11, stk. 4, nr. 3, er en forbudsbestemmelse, og det gøres derfor gældende, at kommuneplantillæg 2017-34 og den meddelte landzonetilla-delse, jf. planlovens §35, stk. 1, på baggrund heraf er ugyldige. Dette gør sig gældende, uanset om forholdet var en udtrykkelig del af den oprindelige klage eller ej.

Planklagenævnet har nægtet at være forpligtet til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt kommuneplanstillægget var stridende mod Planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, med henvisning til Lov om Planklagenævnet §4a. Heraf følger:

Stk.1. Nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er kla-get over.

Stk. 2.Hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet begrænse sin prø-velse til de væsentlige forhold

Det er tale om en bestemmelse, som først er trådt i kraft den 1. juli 2023, og dermed først efter klagens behandling. På tidspunktet for klagens behandling var der således ikke hjemmel til at undlade at inddrage klagepunkter i klage-behandlingen. Planklagenævnet skulle således havde behandlet denne del af klage og, jf. officialprincippet, også af egen drift have sikret, at reglerne i Van-drammedirektivet samt Planlovens § 11 var overholdt – særligt under de på-gældende omstændigheder, hvor problemstillingen var adresseret i klagen.

Det gøres desuden gældende, at Planklagenævnet også efter ikrafttrædelsen af Lov om Planklagenævnet § 4a, var forpligtet til at behandle spørgsmålet om, om kommuneplanstillægget var i strid med EU-ret.

Til støtte herfor følger det blandt andet i Karnovs note 27 til bestemmelsen:

” Indsat med L 2023 417, hvorved der indsættes en udtrykkelig bestemmelse, hvor det fastsættes, at nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over, og at nævnet kan begrænse sin prøvelse til de væsentlige for-hold, hvis en klage indeholder flere klagepunkter. Der gælder en tilsvarende be-stemmelse for MFKN, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det betyder, at PKN nu kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over.

Bestemmelsen indebærer, at nævnet i almindelighed skal tage stilling til de for-hold, der er klaget over.

Nævnet vil dog fortsat have mulighed for, og efter omstændighederne pligt, til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmål om overhol-delse af gældende EU-ret eller tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsret-

lige grundsætninger om f.eks. habilitet. Nævnet kan således prøve andre dele af

afgørelsen end de påklagede, ligesom nævnet kan oplyse sagen yderligere både i forhold til klagetemaet og til belysning af de elementer i afgørelsen, som nævnet ønsker at inddrage i klagesagsbehandlingen. Nævnet skal som udgangspunkt tage

stilling til alle påstande og relevante anbringender, som klager gør gældende. Dette udgangspunkt er modificeret i ny § 4 a, stk. 2” (min fremhævning).

Det gøres således gældende, at Planklagenævnet i alle tilfælde var forpligtet til at inddrage spørgsmålet om, hvorvidt væsentlig og gældende EU-ret i relation til Vandrammedirektivet var overholdt, uanset om dette var en udtrykkelig del af klagen eller ej.

Det er en væsentlig fejl ved sagsbehandlingen, at Planklagenævnet har nægtet at inddrage disse forhold under sin behandling af den oprindelige klage og særligt i forbindelse med Planklagenævnets efterfølgende afvisning af genop-tagelsen. Dette uagtet, at Planklagenævnet på dette tidspunkt de facto var be-kendt med, at miljøundersøgelser, som lå til grund for kommuneplantillæg-get, var stridende mod Vandrammedirektivet, jf. EU-Domstolens og Miljø – og Fødevarenævnets afgørelse.

Planklagenævnet er således forpligtet til at genbehandle klagen og undersøge, om Miljø – og Fødevarenævnets afgørelse giver anledning til at ændre afgørel-sen i overensstemmelse med gældende praksis. Det er ligeledes Sagsøgers op-fattelse, at Planklagenævnet burde have gjort dette af egen drift og inddraget de væsentlige oplysninger i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis m.v. og have bragt sin afgørelse i overensstemmelse hermed, fremfor blindt at fastholde en forkert afgørelse stridende mod EU-Domstolens praksis med den begrundelse, at dette forhold ikke fremgik af klagen.

Der henvises til Planklagenævnets afgørelse nr. 21/09524 af 25. august 2023 (bilag 13), hvor Planklagenævnet af egen drift besluttede at genoptage sagen, da afgørelsen led af en retlig mangel, og at nævnet havde begået en sagsbe-handlingsfejl vedr. et byggeri i Aabenraa Kommune.

1.6 Sammenfattende vedrørende sagsbehandlingsfejl vedrørende vandpla-

ner

Det er et faktum, at miljømålet for Bygholm Å er en god økologisk og kemisk tilstand. Gennem sine miljøundersøgelser i det forberedende planarbejde kon-staterede Horsens Kommune, at der var en overskridelse af det fastsatte mil-jøkvalitetskrav for kobber i Bygholm Å, som dermed har en dårlig økologisk og kemisk tilstand.

Horsens Kommune konstaterede, at det konkrete vejanlæg inkl. rensebassiner vil medføre en koncentrationsforøgelse af kobber i Bygholm Å. Horsens Kom-mune vurderede, at denne koncentrationsforøgelse af kobber udledt fra vejan-lægget, muliggjort med kommuneplantillægget, ikke vil være af en størrelses-

orden, der vil medføre en forringelse i vandløbets økologiske tilstand eller ri-siko for fald i nogen kvalitetselementer.

Denne fortolkning af vandrammedirektivet blev tilsidesat med Miljø- og Fø-devareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 (bilag 3). Her blev det fast-slået, at begrebet forringelse af tilstanden af et overfladevandområde skal fortol-kes således, at hvis det pågældende kvalitetselement allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver forringelse af dette element imidlertid en for-ringelse af tilstanden for et overfladevandområde.

Det grundlag, hvorpå Horsens Kommune har vurderet, at der vil kunne etab-leres en forbindelsesvej, som muliggjort med kommuneplanstillægget, er såle-des stridende mod indsatsprogrammer udstedt med hjemmel i lov om vand-planlægning.

Planklagenævnet skal tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelser efter planloven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i planloven.

I henhold til planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, må en kommuneplan ikke stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlæg-ning.

Den retlige vurdering, som Horsens Kommune foretog for at sikre, at det vejanlæg der muliggøres med kommuneplantillægget, ikke er i strid med ind-satsprogrammer udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, er med Miljø og Fødevarenævnets afgørelse af 23. februar 2023 kendt ugyldigt.

Planklagenævnet var således dels forpligtet til at påse dette i forbindelse med klage og dels forpligtet til at genoptage sin behandling af klagen, både som følge af sagsøgers anmodning og af egen drift, da det blev kendt, at de kon-krete vurderinger foretaget i forhold til vandplanerne foretaget til brug for vedtagelse af Kommuneplanstillægget var i direkte strid med EU-retten, og dermed ugyldige.

Dette kan ubestridt lægges til grund, ikke er sket. Der er således tale om væ-sentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold, som Planklagenævnet skal forholde sig til, med den konsekvens, at Sagsøgte er forpligtet til at gen-optage sagen til fornyet behandling.

1.7 Sagsbehandlingsfejl vedrørende flagermus

I klagen af 2. februar 2022 (bilag 1) blev der herudover klaget over, at vejpro-jektets påvirkning af bl.a. yngle- og rasteområde for flagermus ikke var behø-rigt afklaret. Planklagenævnet vurderede, at der var et tilstrækkeligt grundlag

for at vurdere, at planerne ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for de ni registrerede flagermusarter i området.

Dette er direkte modstridende med Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i sin afgørelse fastslår, at Horsens Kommune har ikke haft et tilstrækkeligt grund-lag for at vurdere, at projektet ikke vil påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for de ni registrerede flagermusarter i området.

Miljø- og Fødevareklagenævnet lægger blandt andet vægt på, at der ikke er fo-retaget en vurdering af, om støjen i anlægsfasen fra nedramning af spuns vil kunne påvirke yngle- og rasteområder for flagermus.

Planklagenævnet har ikke forholdt sig til, hvorvidt der var foretaget en vurde-ring af, om støjen i anlægsfasen fra nedramning af spuns vil kunne påvirke yngle- og rasteområder for flagermus. Planklagenævnet har alene på afgørel-sens side 36 forholdt sig til, om der kunne kræves afværgeforanstaltninger i anlægsfasen, hvilket er noget helt andet.

Den omstændighed, at Planklagenævnet ikke har påset, om der var foretaget en vurdering af, om støjen i anlægsfasen af den forbindelsesvej, som muliggø-res ved kommuneplanstillægget fra nedramning af spuns, vil kunne påvirke yngle- og rasteområder for flagermus, er således ligeledes en sagsbehand-lingsfejl, som burde have medført en genoptagelse af klagen.

Det bemærkes desuden, at Planklagenævnet omvendt har behandlet påvirk-ningen af det konkrete vejprojekt i anlægsfasen, for så vidt angår odder, hvil-ket blot bekræfter, at tilsvarende vurdering burde være foretaget i forhold til flagermus. Der henvises til Planklagenævnets afgørelse side 20 (bilag 2).

1.8 Der foreligger væsentlige nye retlige forhold.

Der foreligger med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 en ny retstilstand, der har så væsentlig betydning for sagen, at der er en stor sandsynlighed for, at Planklagenævnets behandling af sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget, da Planklagenævnet tog stilling til sagen.

Siden Planklagenævnets afgørelse den 5. december 2022 har Miljøministeriet og Miljøstyrelsen primo marts 2023, på baggrund af Miljø- og Fødevareklage-nævntes afgørelse af 23. februar 2023 i samme sagskompleks, suspenderet vej-ledning til 9053 af 21. december 2021 ”Spørgsmål og svar om udledning af visse forurenende stoffer” . I afgørelsen tilsidesatte nævnet afsnit 8.3.2 i Mil-jøstyrelsens vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer (2017). Det fremgik af dette afsnit, at det var muligt at skønne, hvorvidt en udledning af

et miljøfarligt forurenende stof (MFS) til et målsat overfladevandområde i ikke god tilstand for stoffet kunne anses for at være betydelig og dermed en forrin-gelse – eller ikke.

Der foreligger med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023, og Miljøministerens suspension af den dagældende vejledning, nye ret-lige forhold, der ændrer den praksis, som Miljøstyrelsen tidligere har udsendt, som vejledning til kommunerne.

Da der primo marts 2023 anmodes om genoptagelse af Planklagenævnets af-gørelse af 5. december 2022 forelå nye faktiske og retlige oplysninger af så væ-sentlig betydning for sagen, at Planklagenævnet skulle have genoptaget sa-gen.

Dette støttes af, at der ikke kan vedtages et kommuneplantillæg stridende mod reglerne i Vandrammedirektivet. Hvornår noget er stridende med Van-drammedirektivet, er fastslået gennem EU-Domstolens praksis og senest med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 i den konkrete sag.

Der er således en stor sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet ud-fald, hvis oplysningerne havde foreligget, da Planklagenævnet oprindeligt tog stilling til sagen. Betingelse for at genoptage sagen til en ny behandling er så-ledes opfyldt.

Endeligt gøres det gældende, at en nægtelse af anmodningen om genoptagelse vil medføre en praksis til skade for borgernes retsbeskyttelse.

En privat borger må med rette kunne forvente, at Planklagenævnets afgørelser ikke er i strid med gældende EU-Domstols praksis til skade for borgerne. Dan-mark er forpligtet til at implementere EU´s direktiver og efterleve princip-perne i EU-Domstolens praksis. I nærværende sag er gældende EU-ret klar, hvilket også Miljø- og Fødevareklagenævnets seneste praksis og myndighe-dernes tilrettede vejledninger bekræfter. Det er Planklagenævnets ansvar at sikre, at der ikke vedtages kommuneplanstillæg i strid med gældende EU-Domstols praksis, som tilfældet er i denne sag.

Planklagenævnets afgørelse er truffet af en stedfortrædende formand, hvori-mod Miljø- og Fødevareklagenævntes afgørelse er truffet af selve nævnet, hvilket må veje tungere i bedømmelse af sagen.

2 Der er ikke tale om omgåelse af søgsmålsfrist

Under sagens behandling har Planklagenævnet yderligere anført, at Plankla-genævnet ikke har pligt til at genoptage med henblik på behandling af nye klagepunkter, da det ville føre til en omgåelse af den lovbestemte søgsmåls-frist i § 3, stk. 4, i Lov om Planklagenævnet.

Det er korrekt, at Planklagenævnets afgørelse af 5. december 2022, ikke er ind-bragt for domstolene. Det skyldes imidlertid, at Sagsøger længe inden fristens udløb havde anmodet om genoptagelse af klagerne, blandt andet med henvis-ning til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde tilsidesat VVM-tilladelsen, som ugyldigt og stridende mod ufravigelig EU-ret, og i den forbindelse kon-stateret, at vejprojektet i den nuværende form var i strid med vandrammedi-rektivets artikel 4, som implementeret i indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Implementeringen af vandrammedirektivets artikel 4 i dansk ret består, bort-set fra indsatsbekendtgørelsens § 8, også i planlovens § 11, stk. 4, nr. 3 og plan-lovens § 13, stk. 1, nr. 5, hvorefter henholdsvis kommuneplanlægningen og lo-kalplanlægningen ikke må stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Et af disse regelsæt er netop indsatsbe-kendtgørelsen.

Planklagenævnet var således bekendt med, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet en afgørelse i februar 2023, som reelt gjorde kommuneplanen ugyl-dig, jf. Planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, og blev specifik anmodet om at genoptage sagen med henblik på at inddrage dette i afgørelsen.

Alt dette skete længe inden fristen for indbringelse af Planklagenævnets afgø-relse for domstolene udløb den 5. juni 2023.

Den 16. maj 2023 afviste Planklagenævnet at genoptage klagerne, uagtet den omstændighed, at det nu var fastslået, at plangrundlaget var stridende mod ufravigelig EU-ret. Det forekommer derfor grundlæggende stridende mod borgernes rettigheder, at Planklagenævnet afviste genoptagelsen med den be-grundelse, at der var tale om et nyt klagepunkt, når det har den direkte konse-kvens, at Planklagenævnet herved opretholder en materiel forkert afgørelse og et kommuneplanstillæg, som hviler på et ugyldigt grundlag.

Beskyttelseshensynet er her ikke, om en lovbestemt søgsmålsfrist i § 3, stk. 4, i loven om Planklagenævnet omgås, men derimod borgernes retssikkerhed for, at der ikke opretholdes ugyldige afgørelser, samt ikke mindst den danske stats overholdelse af vandrammedirektivet.

3 En nægtelse af anmodningen om genoptagelse vil medføre en praksis

til skade for borgernes retsbeskyttelse

Hvis genoptagelse nægtes, så har det den konsekvens, at der opretholdes et kommuneplantillæg på en privat borgers ejendom, der strider mod dels Plan-lovens §11, stk. 4, nr. 3, og Vandrammedirektivet, jf. EU-Domstolens praksis. Dette er ikke acceptabelt.

…”

Planklagenævnet har i sit påstandsdokument anført:

”…

3.1 Overordnede anbringender

Til støtte for Planklagenævnets påstand om frifindelse gøres det gældende, at Planklagenævnet ikke er forpligtet til at genoptage nævnets afgørelse af 5. de-cember 2022 (bilag 2), hvor nævnet ikke gav medhold i klagerne over vedta-gelsen af kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport.

Planklagenævnet har med rette i afgørelsen af 16. maj 2023 (bilag 4) afslået an-modningen om genoptagelse. Som anført i afgørelsens afsnit 2.2 har Plankla-genævnet pligt til at genoptage,

1. hvis der er nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, 2. hvis nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsent-

lige sagsbehandlingsfejl, eller

3. hvis der er tale om væsentlige nye retlige forhold.

Planklagenævnet har ikke pligt til at genoptage med henblik på behandling af nye klagepunkter. Det vil føre til omgåelse af den lovbestemte søgsmålsfrist i § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet. Sagsøger har ikke indbragt Planklage-nævnets afgørelse af 5. december 2022 for domstolene.

3.2 Planklagenævnet har ikke begået væsentlige sagsbehandlingsfejl

3.2.1 Prøvelsesgrundlag i afgørelsen af 5. december 2022

Det bestrides, at Planklagenævnets afgørelse af 5. december 2022 (bilag 2) var forbundet med væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af 5. december 2022 retlige spørgsmål i forbindelse med Horsens Kommunes vedtagelse af kommuneplantillægget, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 (bilag 2, afsnit 2.1, side 7). Det omfatter spørgsmål om lovligheden og gyldigheden af planvedtagelsen, herunder fortolkning el-ler forståelse af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltnings-retlige grundsætninger. Det omfatter derimod ikke spørgsmål om hensigts-mæssighed.

Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af 5. december 2022 også overholdelse af planhabitatbekendtgørelsen for så vidt angår beskyttelsen af bilag IV-arter, herunder flagermus og stor vandsalamander (bilag 2, afsnit 2.4, side 21-36).

Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af 5. december 2022 også, hvorvidt kra-vene til en miljøvurdering efter reglerne i miljøvurderingslovens § 12 om den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet af planens gennemførelse var opfyldt i relation til en række nærmere angivne forhold (bilag 2, afsnit 2.5 og 2.6, side 37-47).

Planklagenævnet begrænsede i overensstemmelse med fast praksis prøvelsen til de forhold, som klagerne gav anledning til at prøve. Som det fremgår af af-gørelsen af 5. december 2022, var der tale om en lang række klagepunkter.

3.2.2 Bilag IV-arter og miljøvurdering

Planklagenævnet vurderede i forbindelse med klagen over manglende beskri-velse af påtænkte afværgeforanstaltninger og overvågning, at miljøvurderin-gen indeholdt en tilstrækkelig vurdering af de væsentlige indvirkninger på miljøet og overvågning, jf. miljøvurderingslovens § 12, stk. 4, og bilag 4 (bilag 2, afsnit 2.6.2 - 2.6.3, side 37-38).

Sagsøger henviser i replikken til, at Planklagenævnet i afgørelsen af 5. decem-ber 2022, afsnit 2.4.7, side 34-35, vurderede, at der var et tilstrækkeligt grund-lag for at vurdere, at kommuneplantillægget ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for ni registrerede flagermusarter.

Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om beskyttelse af flagermusarter, da det var et klagepunkt, at der ikke var undersøgt tilstrækkeligt i forhold til flagermus i anlægsfasen (bilag 2, afsnit 2.4.1, og bilag 1, side 31-34). Nævnet

fandt, at det ikke i alle tilfælde kan kræves, at der er fastsat konkrete bestem-melser om afværgeforanstaltninger i kommuneplantillægget (bilag 2, afsnit 2.4.7, side 36).

Sagsøger henviste i sin begæring om genoptagelse (bilag B), ligesom i replik-ken, til Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering (bilag 3, afsnit 3.2.6, side 66) af, at kommunen ikke havde haft et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere støjen i anlægsfasen i forhold til den økologiske funktionalitet for flagermusar-terne i området.

Planklagenævnet fandt med rette i afgørelsen af 16. maj 2023, afsnit 2.3.3, side 4, at spørgsmålet om støj i anlægsfasen var behandlet i afgørelsen af 5. decem-ber 2022, og der var ikke tale om nogen sagsbehandlingsfejl.

Sagsøger henviser i replikken til, at Planklagenævnet i afgørelsen vurderede etablering af et paddehegn langs begge sider af vejen på nordsiden af Byg-holm Å til gavn for stor vandsalamander (bilag 2, afsnit 2.4.7, side 35).

Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om beskyttelse af stor vandsala-mander (bilag 2, afsnit 2.4, side 21 ff.), da det var et klagepunkt, at der ikke var undersøgt tilstrækkeligt i forhold til denne bilag IV-art (bilag 1, side 25-27). Planklagenævnets prøvelse var med rette fokuseret på klagepunkterne, som i denne sag var talrige.

3.2.3 Overfladevandområder og miljøvurdering

Planklagenævnet bestrider, at det er en sagsbehandlingsfejl i afgørelsen af 5. december 2022, at nævnet ikke prøvede kommuneplantillæggets forhold til regler i indsatsprogrambekendtgørelsen udstedt i medfør af vandplanlæg-ningsloven, jf. planlovens § 11, stk. 4, nr. 3.

Sagsøgers synspunkt om, at der ikke burde tillades kvælstofpåvirkning fra vejen mv., blev fremsat i klagens afsnit 10 om vådområdedeklarationen ting-lyst på klagers ejendom (bilag 1, side 40). Hovedsynspunktet var, at der med offentligt tilskud i henhold til naturbeskyttelsesloven er etableret et vådom-råde, som er sikret ved tinglyst deklaration, og at der ikke bør etableres en vej, som skal løbe gennem vådområdet. Der blev gjort en række synspunkter gæl-dende, herunder negativ påvirkning af vandmiljøet.

Klagepunktet måtte ses i sammenhæng med, at det af kommuneplantillæggets redegørelse alene fremgår, at forringelse af tilstanden af alle overfladevand-områder skal forebygges, og kommunen vurderede, at udledning af regnvand ikke vil være til hinder for målopfyldelse i recipienterne (bilag A, side 6-7). Der var alene tale om den overordnede planlægning, der muliggjorde vejpro-jektet, og klagepunktet gav ikke anledning til at prøve spørgsmålet, om et

konkret projekt ville medføre en forringelse af den økologiske tilstand af vandløbene i området.

Som anført i afgørelsen af 5. december 2022 (bilag 2, side 37-38) skal en mil-jørapport indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges med hensyn til aktuel viden og gængse vurderingsmetoder samt til, hvor detaljeret planen er, hvad den indeholder, på hvilket trin i et beslutningsforløb planen befinder sig, og hvorvidt bestemte forhold vurderes bedst på et andet trin i det pågældende forløb, jf. lovens § 12, stk. 2. Det betyder, at der kan være forhold, som ikke skal belyses i en miljørapport, som danner grundlag for en planved-tagelse, og som samtidig skal belyses i en miljøkonsekvensrapport, som ligger til grund for en tilladelse til det konkrete projekt med hjemmel i miljøvurde-ringslovens § 25.

Det bestrides, at det ud fra sagsøgers klage og sagsakterne var åbenbart, at reglerne i indsatsprogrambekendtgørelsen ikke var overholdt. Det fremgår af kommuneplantillægget, at kommunen var opmærksom på reglerne, og kom-munen vurderede, at planen ikke var til hinder for, at reglerne kunne iagtta-ges. Det må ud fra en vurdering af planen kunne antages, at et vejprojekt kan gennemføres under iagttagelse af reglerne.

Sagsøger citerer i processkrift 1, side 4, fra miljørapportens oplysning om, at detaljeringsgraden følger kommuneplanens overordnede niveau, men der trækkes på viden om det ikke-godkendte forslag til et vejprojekt (bilag 9, af-snit 2.1, side 8, og afsnit 4.3.1, side 17). Men sagsøger udelader den sidste sæt-ning i afsnittet, hvor det fremgår, at der ikke inddrages ” vurderinger, der går på det specifikke vejprojekt, idet dette ikke reguleres af planforslaget, og idet det ikke er sikkert, at det foreliggende udkast til et vejprojekt godkendes i sin nuværende form.”

Sagsøger citerer i processkrift 1, side 4, fra miljørapportens afsnit om Afvær-gende foranstaltninger (bilag 9, afsnit 8.3, side 33), hvor det fremgår, at der henvises til miljøkonsekvensrapporten, hvor det er vurderet, at det er muligt at projektere en vej uden væsentlig påvirkning af habitatområdet og bilag IV-arternes økologiske funktionalitet. Men det udelades, at det af afsnit 8.3 også fremgår, at planforslagets ” forventede påvirkning af øvrige naturforhold afhænger i høj grad af det konkrete vejprojekt som er under udvikling, og som vil være omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering med mulighed for at sikre afværgende foranstalt-ninger i en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25.”

Det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (bilag 3, afsnit 2.3.5, side 25), at der i miljøkonsekvensrapporten udarbejdet til brug for § 25-tilla-delsen indgik oplysninger om udledning af kobber fra regnvandsbassinerne, og nævnet vurderede på grundlag af disse oplysninger (bilag 3, afsnit 3.2.6, side 56), at § 25-tilladelsen var i strid med kravene i indsatsprogrambekendt-

gørelsen. Planklagenævnet havde ikke på grundlag af oplysningerne i kom-muneplantillægget og de mere overordnede oplysninger i miljørapporten an-ledning til at prøve, om planen måtte stride mod indsatsprogrambekendtgø-relsen.

Det gør efter Planklagenævnets opfattelse ikke en væsentlig forskel, at kom-munen var bekendt med vejprojektet, da kommuneplantillægget blev vedta-get, da projektet efterfølgende skulle vurderes i forbindelse med kommunens tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven. Det fremgår af miljørapporten (bi-lag 9, side 12), at der skulle udarbejdes en selvstændig miljøkonsekvensrap-port til opfyldelse af VVM-reglerne.

Det fastholdes som anført i afgørelsen af 16. maj 2023 (bilag 4, afsnit 2.4), at sagsøgers bemærkning den 1. maj 2023 (bilag D) om, at planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, ikke ses at være overholdt, er et nyt klagepunkt i forhold til de oprinde-lige klager. Planklagenævnet havde ikke på baggrund af hverken klagepunk-terne eller sagens øvrige oplysninger anledning til at prøve spørgsmålet, om kommuneplantillægget måtte være i strid med reglerne om indsatsprogram-mer i medfør af vandplanlægningsloven. Det var et klagepunkt, som nævnet ikke havde pligt til at tage op af egen drift.

Sagsøger henviser i replikken til, at der i Natura 2000-konsekvensvurderingen (bilag 10, side 23) findes oplysninger om udledning af miljøfremmede stoffer som bl.a. kobber fra anlæggets regnvandsbassiner. Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af 5. december 2022 (bilag 2, afsnit 2.3, side 9 ff., jf. afsnit 2.3.4) kla-gepunkterne vedrørende påvirkning af Natura 2000-område, N236 Bygholm Ådal, herunder påvirkning af naturtyper og arter på udpegningsgrundlaget. Nævnet havde ikke i den forbindelse anledning til at påse overholdelse af planlovens § 11, stk. 4, nr. 3.

Sagsøger henviser yderligere i processkrift 1, side 5, til, at der i Natura 2000-konsekvensvurderingen (bilag 10, side 57) findes oplysninger om udledning af kobber, som kan have betydning for bæklampret. Det ændrer ikke på, at Planklagenævnet ikke i behandlingen af klagerne havde anledning til at påse overholdelse af planlovens § 11, stk. 4, nr. 3. Det bemærkes, at sagsøgers bilag 14 ikke er indgået i sagsakterne i Planklagenævnets sag.

Det bestrides, at det har betydning for spørgsmålet om Planklagenævnets pligt til genoptagelse, at miljøkonsekvensrapporten og Natura 2000-konse-kvensvurderingen indgik i klagesagen om prøvelsen af kommuneplantillæg-get og miljørapporten. Planklagenævnet havde alene kompetence til at prøve, om der skulle gives medhold i klagen over vedtagelsen af kommuneplantil-lægget og miljørapporten, mens Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle prøve,

om det konkrete projekt var i strid med bl.a. reglerne i indsatsprogrambe-kendtgørelsen.

Planklagenævnets prøvelse – begrænset til klagepunkterne – er i overensstem-melse med retspraksis. Der kan henvises til U2008.2793H, hvor Højesteret tilt-rådte, at der ikke kan ske prøvelse af anbringende om manglende partshøring, som ikke havde været gjort gældende for Naturklagenævnet. Der kan også henvises til MAD2022.304Ø, hvor Østre Landsret tiltrådte byrettens vurdering af, at rettens prøvelse ikke omfattede kompetencenormer, som ikke havde væ-ret påklaget til Planklagenævnet.

Det er fast praksis, at en begæring om genoptagelse ikke suspenderer søgs-målsfristen, og at der i sager om genoptagelsesafgørelser alene kan ske prø-velse af genoptagelsesafgørelsen og ikke af den afgørelse, som var begæret genoptaget. Der henvises til Helle Tegner Anker, Planloven med kommenta-rer, 2013, side 867.

Sagen adskiller sig fra Planklagenævnets afgørelse af 25. august 2023 (bilag 13), hvor nævnet af egen drift genoptog sin afgørelse om, at et byggeri var i overensstemmelse med en lokalplan. Det fremgår, at nævnet fandt, at afgørel-sen led af en retlig mangel i form af en forkert henvisning til det bygningsreg-lement, som gjaldt for sagen, og at nævnet ikke var opmærksom på, at der var klaget over, at bygningens tagudformning var i strid med lokalplanen.

Planklagenævnet havde ikke pligt til at prøve spørgsmålet om overholdelse af vandplanlægningsloven og indsatsbekendtgørelsen af egen drift. Dette må gælde, uanset § 4 a i lov om Planklagenævnet, jf. lov nr. 417 af 24. april 2023, ikke var trådt i kraft på tidspunktet for afgørelsen af 16. maj 2023, men først trådte i kraft den 1. juli 2023.

Hjemlen i § 4 a i lov om Planklagenævnet til at begrænse prøvelsen til de for-hold, der er klaget over, er en kodifikation af den praksis, som Planklagenæv-net har haft, siden nævnet påbegyndte sin virksomhed den 1. februar 2017 og afløste det tidligere Natur- og Miljøklagenævnet. Der henvises i forarbejderne til lov nr. 417 af 24. april 2023, jf. lovforslag nr. L36 af 8. februar 2023, afsnit 2.5.1-2., til § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, og det anføres, at det er en forglemmelse, at reglen om prøvelsesbegrænsning ikke blev medtaget i lov om Planklagenævnet. Det fremgår, at bestemmelsen betyder, at nævnet ef-ter omstændighederne har pligt til at inddrage andre forhold, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret, jf. tilsvarende bemærkningerne til § 2, nr. 3.

Der henvises tillige til forarbejderne til § 12 a i lov om Natur- og Miljøklage-nævnet, jf. lovforslag nr. L147 af 29. marts 2023, afsnit 2.3, hvor det er anført,

at nævnet efter omstændighederne har pligt til at inddrage overholdelse af EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, og at det kan være relevant, hvor dele af førsteinstansens afgørelse, der ikke er påklaget, åbenbart lider af en EU-retlig mangel. Tilsvarende fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Reglen om prøvelsesbegrænsning i § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenæv-net blev tiltrådt i U2021.3664H, hvor Højesteret fandt, at nævnet med rette ikke havde taget stilling til forhold, som ikke var påklaget til nævnet.

Det bestrides, at Planklagenævnet i alle tilfælde var forpligtet til at inddrage spørgsmålet, om vandrammedirektivet var overholdt, uanset dette ikke var en udtrykkelig del af klagen. Det var ikke i forbindelse med prøvelsen af kom-muneplantillægget åbenbart, at et vejprojekt, der udmøntede kommuneplan-tillægget, ville være i strid med vandrammedirektivet. Det bestrides, at det kan lægges til grund, at et konkret projekt, der udmønter kommuneplantil-lægget, nødvendigvis vil være i strid med vandrammedirektivet.

Det forhold, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i sin prøvelse af § 25-tilladel-sen til projektet inddrog oplysninger om den økologiske tilstand i Bygholm Å (bilag 3, side 50 ff.), er ikke ensbetydende med, at Planklagenævnet i sin prø-velse af kommuneplantillægget af egen drift burde have foretaget en prøvelse af spørgsmålet om forringelse af den økologiske tilstand.

3.3 Der foreligger ikke væsentlige nye retlige forhold

Det bestrides, at der foreligger nye retlige forhold, som bevirker, at Planklage-nævnet har pligt til at genoptage afgørelsen om ikke at give medhold i kla-gerne over kommuneplantillægget.

Det forhold, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har fundet, at § 25-tilladelsen til det konkrete projekt ikke er i overensstemmelse med indsatsprogrambe-kendtgørelsens § 8, stk. 3, da det konkrete projekt vil medføre en forringelse af Bygholm Å’s økologiske tilstand, er ikke et nyt retligt forhold, som forpligter Planklagenævnet til at genoptage afgørelsen om kommuneplantillægget.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse angår som anført en afgørelse om tilladelse til et konkret projekt, mens Planklagenævnet har taget stilling til kommuneplantillægget, som muliggør en vejforbindelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering efter VVM-reglerne af det kon-krete projekt fastlægger praksis i forhold til indsatsprogrambekendtgørelsen for sådanne afgørelser, men afgørelsen har ikke den virkning i forhold til Planklagenævnets praksis om strategisk miljøvurdering af kommuneplaner, at nævnet skal genoptage sin afgørelse i nærværende sag – eller i andre sager.

Planklagenævnets afgørelse om ikke at give medhold i klagerne over vedta-gelsen af kommuneplantillægget er truffet under den forudsætning, at planen kan realiseres, uden at dette er i strid med forpligtelsen til at forebygge forrin-gelsen af tilstanden af overfladevandområder, jf. § 8, stk. 1, i indsatsprogram-bekendtgørelsen. Afgørelsen af 28. november 2023 fra Planklagenævnet (bilag 7), som er påberåbt af sagsøger, angår en sag, hvor det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at vedtagelsen af lokalplanen var i strid med indsatsprogrambekendtgørelsen.

Det bestrides, at hensynet til sagsøgers retsbeskyttelse er tilsidesat med Planklagenævnets afgørelse af 16. maj 2023.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagen angår en prøvelse af Planklagenævnets afgørelse af 16. maj 2023 om af-slag på en anmodning fra Sagsøger om at genoptage nævnets behandling af en klage over Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kom-muneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport. Prøvelsen omfatter spørgsmålene om, hvorvidt nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og hvorvidt der foreligger væsentlige nye retlige forhold, som kan føre til, at nævnet havde pligt til at genoptage be-handlingen af klagesagen.

Til spørgsmålet, om der er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl:

Vedrørende støjpåvirkning af flagermus

Til spørgsmålet, om Planklagenævnet har begået væsentlige sagsbehandlings-fejl, har Sagsøger gjort gældende, at nævnet i sin afgørelse af 5. december 2022 ikke har behandlet spørgsmålet om støjpåvirkning af flagermus i anlægsfa-sen. Retten bemærker hertil, at det fremgår af afgørelsen, at nævnet har behand-let og forholdt sig til spørgsmålet om støjpåvirkning af flagermus såvel i an-lægsfasen som i driftsfasen. På denne baggrund finder retten, at nævnet på dette punkt ikke har begået sagsbehandlingsfejl.

Vedrørende overholdelse af planlovens § 11, stk. 4, nr. 3

Sagsøger har videre gjort gældende, at det er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, at Planklagenævnet ikke har forholdt sig til Horsens Kom-munes manglende overholdelse af planlovens § 11, stk. 4, nr. 3, således som for-tolkningen af indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, er fastslået ved Miljø- og Fø-devareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023. Planklagenævnet har her-overfor gjort gældende, at det fremførte udgør et nyt klagepunkt, som nævnet

ikke havde anledning til at forholde sig til i afgørelsen af 5. december 2022, og som derfor ikke kan begrunde en genoptagelse.

Sagsøgers klage over kommuneplantillægget, pkt. 10, bærer overskriften ”Vådområdedeklarationen” . Det er anført i klagepunktet, at ”Det er i strid med den nationale interesse, men det er også i strid med den servitut

…, som er tinglyst på vores ejendom Adresse, 8700 Horsens, der blandt andet bestemmer, at området permanent skal henligge som vådområde. Dekla-rationen vedhæftes, og der henvises i den forbindelse til bestemmelserne i Na-turbeskyttelseslovens §55, stk. 3, hvor formålet … er at skabe en ny naturtil-stand, det vil sige at forbedre den natur som er i forvejen. I den forbindelse gi-ver det ikke mening at tillade negativ påvirkning af ådalen og vandmiljøet …” .

Det er i klagen ikke anført, at Horsens Kommune ved sin vedtagelse af kommu-neplantillægget ikke har overholdt bestemmelsen i planlovens § 11, stk. 4, nr. 3.

Efter formuleringen af klagepunktet, og da Horsens Kommunes vedtagelse af kommuneplantillægget var en del af den overordnede planlægning, der mulig-gjorde et senere konkret vejprojekt, tiltræder retten, at Planklagenævnet ikke på baggrund af klagen havde anledning til at prøve spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har overholdt reglerne i indsatsbekendtgørelsen. Der var derfor tale om et nyt klagepunkt, da Sagsøger anmodede om genopta-gelse af afgørelsen af 5. december 2022.

Herefter, og under hensyn til, at det i forbindelse med Planklagenævnets be-handling af Sagsøgers klage ikke var åbenbart, at kommune-plantillægget var i strid med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, finder retten heller ikke grundlag for at fastslå, at nævnet af egen drift skulle have behandlet dette spørgsmål. Retten bemærker herved, at Horsens Kommunes behandling af kommuneplantillægget var den overordnede planlægning, der muliggjorde et senere konkret projekt. Det konkrete projekt skulle behandles i en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, som indebærer, at der skal foretages en fuld miljøkonsekvensvurdering af projektet med de krav, som fremgår af miljøvur-deringslovens § 20 med tilhørende bilag 7 til loven.

Til spørgsmålet, om der foreligger væsentlige nye retlige forhold:

Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 23. februar 2023 i forbindelse med be-handlingen af en klage over Horsens Kommunes § 25-tilladelse til etablering af forbindelsesvej mellem erhvervsområde Vega og motorvej E45, afkørsel Hor-sens C, truffet afgørelse om at ophæve kommunens afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling. Afgørelsen er begrundet i, at § 25-tilladelsen ikke er i overensstemmelse med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, idet projektet vil medføre en forringelse af Bygholm Å’s økologiske tilstand i form af en forrin-gelse af kvalitetselementet for miljøfarlige forurenende stoffer, bl.a. kobber.

Nævnet har fastslået, at § 25-tilladelsen derfor lider af en væsentlig retlig man-gel.

Retten bemærker, at Planklagenævnet i sin afgørelse har taget stilling til kom-muneplantillægget, som muliggør en vejforbindelse, mens Miljø- og Fødevare-klagenævnets afgørelse som anført ovenfor angår kommunens tilladelse til det konkrete vejprojekt. Horsens Kommunes tilladelse til det konkrete vejprojekt er givet på grundlag af en mere omfattende miljøkonsekvensvurdering, jf. miljø-vurderingslovens afsnit II (VVM-reglerne), end den miljørapport, der i overens-stemmelse med miljøvurderingslovens afsnit III (SMV-reglerne) forelå ved ved-tagelsen af kommuneplantillægget.

Retten finder på den baggrund, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse vedrørende kommunens tilladelse til det konkrete vejprojekt under iagttagelse af VVM-reglerne ikke er et nyt retligt forhold, som Planklagenævnet skulle have inddraget ved vurderingen af, om betingelserne for genoptagelse af klage-sagen vedrørende vedtagelsen af kommuneplantillægget, der er sket under iagttagelse af SMV-reglerne, var til stede.

Det følger af det anførte, at Planklagenævnet frifindes for Sagsøgers påstand om, at nævnet skal tilpligtes at genoptage behandlingen af nævnets afgørelse af 5. december 2022 om Horsens Kommunes endelige vedta-gelse af kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 50.000 kr. Planklagenævnet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, Planklagenævnet, frifindes.

Inden 14 dage skal Sagsøger betale sagsomkostninger til Planklagenævnet med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 29-09-2025 kl. 09:00

Modtagere: Sagsøger, Advokat (H) Britta Moll Bown, Sagsøgte Planklagenævnet, Advokat (L) Lars Langhoff

Sagens oplysninger

Dom

Øvrige sagsoplysninger