Dom
RETTEN I HORSENS
DOM
afsagt den 16. oktober 2023
Sag BS-47715/2020-HRS
Sagsøger
(advokat Anette Kusk ved Advokatfuldmægtig)
mod
Miljø- og Fødevareklagenævnet
(advokat Louise Solvang Rasmussen)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 4. december 2020.
Sagen drejer sig om gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2020.
Sagsøger har nedlagt påstand om, at Miljø- og Fødevareklage-nævnets afgørelse af 25. juni 2020 i sagsnr. 20/02902 er ugyldig.
Sagsøgte, Miljø- og Fødevareklagenævnet, har nedlagt påstand om frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
2
Sagsøger etablerede i 2018 en 700 m2 kunstgræsplæne og et stengærde på sin ejendom Adresse i By. Ejendommen er beliggende ned til Område, og arealet med kunstgræsplænen og stengærdet er beliggende inden for søbeskyt-telseslinjen.
Den 9. januar 2020 traf Skanderborg Kommune, efter at være blevet gjort be-kendt med etableringen, afgørelse om afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til at beholde kunstgræs og stengærde. Kommunen meddelte sam-tidig Sagsøger et påbud om senest den 10. januar 2021 at fjerne kunstgræsset og stengærdet.
Sagsøger påklagede den 6. februar 2020 kommunens afgørelse til Miljø- og Fø-devareklagenævnet.
Af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2020 fremgår blandt andet:
”Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation i sag om etab-lering af kunstgræs og stengærde inden før søbeskyttelseslinjen i Skanderborg Kommune
Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter naturbeskyt-telseslovens § 16, stk. 1, jf. § 65, stk. 1, jf. § 78, stk. 1, 1. pkt.
1
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Skanderborg Kommunes af-gørelse af 9. januar 2020 om afslag på lovliggørende dispensation til etablering af kunstgræs og stengærde inden for søbeskyttelseslinjen på Matrikel nr., beliggende Adresse, By.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke ind-bringes for anden administrativ myndighed, jf. § 17 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet
2
og gebyrbekendtgørelsens § 2.
3 Eventuel retssag
til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. naturbe-skyttelseslovens
§ 88, stk. 1.
Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. § 8 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
…
3. Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger og afgørelse
3.1 Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger
Efter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, må der ikke placeres bebyg-gelse, campingvogne eller lignende eller foretages beplantning eller æn-dringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer på 3 ha og der-over (søbeskyttelseslinjen).
3
Hovedformålet med søbeskyttelseslinjen er at sikre søer som værdi-fulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndig-hed skal foretage en konkret, individuel vurdering af en ansøgning om dispensation ud fra de hensyn, som skal varetages med dispensations-bestemmelsen.
En myndighed kan således ikke "sætte sit skøn under regel" ved på for-hånd at beslutte ikke at ville meddele dispensation under nogen om-stændigheder eller ved at opstille ufravigelige interne regler for, i hvilke tilfælde dispensationer vil kunne meddeles.
Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at Skanderborg Kommunes i sin afgørelse af 9. januar 2020 ikke har sat skøn under regel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at kommunen har foretaget tilsyn på ejen-dommen, og at afgørelsen indeholder en konkret og individuel vurde-ring af de hensyn, der varetages efter naturbeskyttelseslovens § 16.
Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, er en forbudsbestemmelse, der suppleres af en række undtagelser i stk. 2 og stk. 3.
Forbuddet gælder ifølge § 16, stk. 2, nr. 2, ikke for beplantning i eksiste-rende haver. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at kunstgræsset og stengærdet ikke er omfattet af undtagelsen, idet der ikke er tale om be-plantning, men et syntetisk materiale, der ligner naturligt græs.
I henhold til naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3, kan der i lovligt etable-rede haver, uanset forbuddet i stk. 1, placeres mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højst 15 m fra denne. Miljø-og Fødevareklagenævnet finder, at kunstgræsset og stengærdet ikke er omfattet af undtagelsen fra forbuddet. Nævnet har herved lagt vægt på, at kunstgræsset og stengærdet ikke er etableret i tilknytning til boligen, idet det fremgår af luftfotos, at kunstgræsset på det nærmeste sted er etableret ca. 20 m fra boligen.
Da det ansøgte ikke er omfattet af en undtagelsesbestemmelserne i na-turbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 2 og § 16, stk. 3, kræver det dispen-sation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1.
Efter naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, kan Miljø- og Fødevaremini-steren ophæve eller reducere søbeskyttelseslinjen. Baggrunden vil ty-pisk være, at en kommune i forbindelse med lokalplanlægning ansøger om ophævelse eller reduktion af beskyttelseslinjen, men reduktionen kan også gennemføres som en generel reduktion af beskyttelseslinjen, hvor der ikke udarbejdes lokalplanlægning for området.
Hvis der er tale om en generel reduktion af beskyttelseslinjen for et ek-sisterende, sammenhængende byområde, hvor der ikke er taget stilling til mulig bebyggelse, udstykning, mv., og hvor reduktionens eneste for-mål er at forenkle administrationen af beskyttelseslinjen, er der som ud-
4
gangspunkt ikke grund til at skærpe dispensationspraksis. Dispensa-tionsansøgninger vil i disse tilfælde blive vurderet på samme måde, som dispensationsansøgninger ved ikke-reducerede beskyttelseslinjer.
Hvor der er sket en generel reduktion af beskyttelseslinjen, må uafkla-rede spørgsmål derfor løses konkret ved kommunalbestyrelsens dis-pensation fra forbuddet, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Skov- og Naturstyrelsen har i sin afgørelse af 19. december 1994 foreta-get en generel reduktion af bygge- og beskyttelseslinjer for byzonen i By, således at den følger den eksisterende bebyggelse på daværende tidspunkt. Da reduktionen har en mere generel karakter uden konkret stillingtagen til fremtidigt byggeri på de enkelte ejendomme finder Miljø- og Fødevareklagenævnet, at spørgsmålet om dispensation skal vurderes efter den almindelig praksis efter naturbeskyttelseslovens § 16.
Ved vurderingen af, om der kan meddeles dispensation, er det efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis afgørende, om formålet med kunstgræsset og stengærdet er så væsentligt, at den generelle beskyttel-sesinteresse bør vige.
Efter praksis har det også betydning, om en dispensation kan medføre præcedens i strid med formålet med forbuddet. I vurderingen af den enkelte sag indgår derfor overvejelser om, hvilken betydning en dis-pensation kan få for fremtidige sager. Hvis der meddeles dispensation, skal andre lignende sager som udgangspunkt behandles på samme måde. Efter praksis vejer den generelle beskyttelsesinteresse tungt, uan-set at den enkelte sag kan have begrænset betydning.
Kunstgræsset og stengærdet er opført uden forudgående ansøgning om dispensation. Som udgangspunkt skal sagen vurderes på samme måde, som hvis der var indgivet ansøgning, og det ansøgte ikke allerede var opført.
Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ud fra en samlet vurdering af sa-gen, at der ikke foreligger forhold, der kan begrunde en dispensation til det ansøgte.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har vurderet, at kunstgræsset og sten-gærdet på væsentlig måde ændrer det naturlige dyre- og planteliv på ejendommen på trods af, at det ikke begrænser udsynet til eller indsy-net fra søen. Nævnet har herved lagt vægt på omfanget af det ansøgte, der er beliggende direkte ned til Område, hvor de øv-rige ejendomme langs søen fremstår ubebyggede og med naturlig be-voksning på arealerne nærmest søen.
Det har desuden indgået i Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at hovedformålet med søbeskyttelseslinjen bl.a. er at sikre søer og sø-bredder som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv, og at klagenævnets praksis vedrørende ændringer inden for søbeskyt-telseslinjen, der ikke forstyrrer udsynet til søen, men ændrer det natur-lige plante- og dyreliv, er restriktiv.
5
Herudover har Miljø- og Fødevareklagenævnet lagt vægt på, at det an-søgte er anlagt på arealer, der i Skanderborg Kommunes Kommuneplan 2017 er udpeget som bevaringsværdigt landskab og økologisk forbin-delse, og at en dispensation til et større anlæg som det ansøgte, vil med-føre en uønsket præcedens.
Miljø- og Fødevareklagenævnet finder desuden, at det anførte om vær-dispildsbetragtninger ikke kan føre til et andet resultat, da søbeskyttel-seslinjen ikke har til formål at varetage sådanne hensyn.
…
3.3 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Skanderborg Kommunes af-gørelse af 9. januar 2020 om afslag på lovliggørende dispensation til etablering af kunstgræs og stengærde inden for søbeskyttelseslinjen på Matrikel nr., beliggende Adresse, By.
…”
Forklaringer
Sagsøger og Skønsmand har afgivet forklaring.
Sagsøger har forklaret, at der, da han flyttede ind på Adresse i By, var al-mindeligt græs på plænen ned mod søen, hvor der blev leget en del. Hans to sønner, der i dag er 12 og 14 år, spillede meget fodbold, hvilket ødelagde græs-plænen, og han blev, på grund af de huller der opstod, bekymret for, at de skulle komme til skade. Ved at plane ud og lægge kunstgræs på, ville de kunne bruge plænen i større omfang og også om vinteren. Kunstgræsplænen betyder, at hans sønner leger meget ud i haven i stedet for at sidde inde. Det har været en god investering, som han er glad for.
Da han etablerede banen, kendte han ikke til ”søbeskyttelseslinjen” og reglerne herom. Han søgte efter en leverandør af kunstgræs og fandt frem til Winther Sport i Silkeborg. Hans krav var, at det skulle være kunstgræs, som kunne holde til, at man legede på det, og som var miljøvenligt. Han har på sportsbaner rundt omkring set gummigranulat, hvilket han ikke ville have ind i sin have. Winther Sport foreslog derfor det kunstgræs, der nu er anlagt. Han fik bekræf-tet, at kunstgræsset var miljøvenligt. Kunstgræsset skal ikke behandles. I stedet for gummigranulat er der sand, som kan forsvinde med tiden. Han har ikke ak-tuelt måtte fylde sand på. Der kommer ukrudt op gennem plænen. Hans foræl-dre plejer at luge den, men han har bedt dem holde pause, så retten kunne se ukrudtet.
Før etableringen af kunstgræsplænen var haven nogenlunde jævn, men den er jævnet lidt mere ud, og jorden ned mod søen er hævet nogle få centimeter. Det
6
betyder, at der skal mere til, før kunstgræsset kommer under vand, end der skulle tidligere. Den tidligere græsplæne var en almindelig ”tom” græsplæne. Da han modtog kommunens brev i marts 2019, ekstraktens side 69, fik han sin kaffe galt i halsen. Han modtog brevet en lørdag og forsøgte at undersøge, hvad det drejede sig om. Om mandagen den 1. april 2019 ringede han til kommune for at høre, om de ikke kunne tage en dialog om det, da han slet ikke forstod det. Han havde en god dialog med kommunen, som havde brug for at vide mere. Han noterede ned, hvad de havde brug for og gik i gang med at indsende de relevante oplysninger, herunder oplysningerne fra leverandøren af kunst-græsplænen. Han fik at vide af kommunen, at det var en beboer i Nr., der havde henvendt sig om plænen, og at der ikke ville være nogen sag, hvis ikke, han havde henvendt sig. Kommunen sagde også, at der ikke var nogen akut miljøfare ved kunstgræsplænen. Efter han havde sendt de relevante ting ind, ringede han til kommunen og gav udtryk for, at han håbede, at det ville løse sa-gen. Kommunen sagde, at han ikke skulle regne med, at det løste sig, og han opfordrede dem derfor til at komme ud og se kunstgræsplænen og terrænregu-leringen. En person fra kommunen kom ud og besigtigede plænen. Efter han havde fået advokat på, og han fornemmede, at den endelige afgørelse var på vej, kom kommunen igen på hans opfordring ud og så kunstgræsplænen. Ved besigtigelsen var der en god dialog. Repræsentanterne fra kommunen fortalte ham, at kommunen ikke tidligere havde haft lignende sager, og de havde heller ikke kunnet finde lignende sager fra andre kommuner. De fortalte ham, at deres job var at sikre sig, at det var dokumentation for, at det var ok gennem fx lig-nende sager, og hvis der ikke var det, ville deres svar altid være nej.
Kommunen gav udtryk for, at de godt kunne forstå hans synspunkt, men at de ikke ville kunne overskue konsekvensen af, hvis alle gjorde det samme som ham. Han var overrasket over, at kommunen ikke ville dykke dybere ned i det, men var samtidig glad for, at de gav udtryk for at forstå ham. Det tog ca. 9 må-neder at etablere plænen. Da han modtog kommunens afgørelse om påbud ca. 1½ år efter etableringen, forstod han det stadig ikke. Når han læser lovgivnin-gen på området, ændrer det ikke hans synspunkt. Han ville have gjort det samme, hvis han havde kendt til reglerne. Han talte med sin advokat, og de blev enige om at gå videre med sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Skønsmand har som skønsmand forklaret, at hun er professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet. Hun har arbejdet med ferskvandsbiologi, vand-løb og søer i 20-25 år. Hun kan vedstå den udarbejdede skønserklæring. Når det fremgår af svarene på spørgsmål 1 a og 1c, at både en almindelig have og en kunstgræsplæne kan være årsag til mikroplastforurening, menes der, at brugen af en almindelig have også kan medføre forurening. Det kan f.eks. være tilfæl-det, hvis man har en trampolin, bruger en plastikskovl, et plastiknet, eller andre plastikmaterialer, som afgiver plast til omgivelserne.
7
Til svaret på spørgsmål 1b, hvorefter kunstgræsplænen ikke har betydning for lateralspredningen af de emergente planter hen langs bredden, har hun forkla-ret, at søbredden er en del af søens økosystem, og nogle af planterne spreder sig med rødder, mens andre spreder sig med luft og dyrespredning. Det, hun har beskrevet er, at den laterale spredning i overgangszonen mellem sø- og land ikke var påvirket. Hun vurderede, at det ikke var nødvendigt at se sø, kunst-græsplæne og stengærde for at besvare spørgsmålene, da hun havde fotos fra området.
Konklusionen under svaret på spørgsmål 3 a om at ”kun få arter etablerer sig” har hun besvaret ud fra fotoet af kunstgræsplænen. Tilstedeværelsen af en kunstgræsplæne vil sortere nogle normalt forekommende arter på en naturlig søbred væk. Hun kan ikke udelukke, at der kan være flere arter, end dem man kan se på billedet. Om det har positiv indvirkning på dyrespredning, afhænger af, hvilke arter og hvilke dyr der er tale om. Ferskvandsdyrene har brug for den naturlige søbredsvegetation for at emergere. Det findes hverken i en almindelig eller i en kunstgræsplæne.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”…
3.1 Hovedanbringender
Det gøres overordnet set gældende, at den af Sagsøger etablerede kunstgræsplæne ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16. Sagsøger har derfor ikke handlet i strid med naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 ved at etablere kunstgræsplænen på sin ejendom.
Subsidiært gøres det gældende, at kunstgræsplænen er omfattet af na-turbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, litra b, hvorefter forbuddet efter na-turbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 ikke gælder for beplantning i eksiste-rende haver. Sagsøger har derfor ikke handlet i strid med naturbeskyt-telseslovens § 16, stk. 1 ved at etablere kunstgræsplænen på sin ejen-dom.
Hvis retten måtte finde, at den etablerede kunstgræsplæne er omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, gøres det gældende, at Sagsøger har krav på dispensation til den etablerede kunstgræs-plæne efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Derudover gøres det gældende, at Sagsøger har krav på dispensation til den etablerede stensætning efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
8
3.2 Kunstgræsplænen er ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1
Det gøres gældende, at etableringen af kunstgræsplænen på Sagsøgers ejendom ikke udgør en overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1.
Det følger af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, at der inden for søbe-skyttelseslinjen ikke må placeres ”bebyggelse, campingvogne og lignende el-ler foretages beplantning eller ændringer i terrænet” . Det gøres gældende, at etablering af kunstgræs hverken kan sidestilles med placering af bebyg-gelse, campingvogne og lignende eller foretagelse af beplantning eller ændringer i terrænet. Etablering af kunstgræs er som følge heraf ikke omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, og det kræver der-for heller ikke dispensation.
Det fremgår ikke direkte af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2020, hvorfor klagenævnet vurderer, at kunstgræsplænen fal-der ind under bestemmelsen. Klagenævnets vurdering af, at kunstgræs-set er omfattet af bestemmelsen, er således ikke begrundet.
Det kan dog konstateres, at det er Miljø- og Fødevareklagenævnets op-fattelse, at ”der [med kunstgræsset] ikke er tale om beplantning …” , jf. bi-lag 1, side 8.
Videre gøres det gældende, at etableringen af kunstgræsset på Sagsøgers ejendom er en bagatelmæssig ændring, som ikke er omfattet af for-buddet i naturbeskyttelseslovens § 16.
Etableringen af kunstgræs kræver på denne baggrund heller ikke dis-pensation.
Kunstgræsplænen er af mærket ”San Sio” og har en tykkelse/højde på 32 mm. Kunstgræsplænen er af en kvalitet og en farve, der sikrer, at det ligner naturligt græs mest muligt. Kunstgræsset er desuden uden gum-migranulat af hensyn til miljøet samt plante- og dyrelivet, ligesom pro-duktet er permeabelt, hvorved det sikres, at regnvand kan trænge gen-nem kunstgræsset. På denne måde kan der vokse naturligt græs og ukr-udt i kunstgræsset.
Der er med andre ord ikke tale om et ”sædvanligt” kunstgræsplæne.
Der skal særligt henvises til det fremlagte foto i bilag 5, hvor kunstgræs-set ligger direkte op ad naboejendommens naturlige græsplæne. Som
9
det fremgår, er der alene en lille synlig forskel på de to græsplæner, der primært kommer til udtryk ved længden på græsset.
Der skal ligeledes henvises til de fremlagte fotos i bilag 6-7. Som det fremgår, er der plantevækst i kunstgræsset. Det bemærkes, at disse fo-tos blev taget den 14. marts 2020, hvor vækstsæsonen kun var i sin spæde opstart.
Da der var naturligt græs på Sagsøgers ejendom inden etableringen af kunstgræs, er der således alene sket en bagatelmæssig synlig ændring.
For så vidt angår de landskabelige og naturmæssige hensyn, der vareta-ges ved administrationen af søbeskyttelseslinjer, skal der henvises til de tekniske specifikationer af kunstgræsset (bilag 14). Dette taler ligeledes for, at der alene er foretaget en bagatelmæssig ændring.
Videre henvises der til Skanderborg Kommunes afgørelse af 9. januar 2020 (bilag 2, s. 5/10), hvoraf bl.a. følgende fremgår:
” Der lægges desuden vægt på, at en dispensation kan få uheldig præcedens, idet større strækninger med kunstgræs nær søer og åer tilsammen vurderes at have væsentlige negative konsekvenser for plante- og dyreliv, selvom be - tydningen af en enkelt ejendom med kunstgræs i sig selv er begrænset.”
(minunderstregning)
Samt til Skanderborg Kommunes notat af 13. juni 2018 (bilag 15):
” Vi [Skanderborg Kommune] har derfor vurderet, at sagen ikke bliver prio-riteret, men blot lagt i sagskøen. Jeg har talt med Overflade-gruppe, og de melder tilbage, at de ikke anser banen som en akut miljømæssig fare.” (min understregning)
Som det fremgår, har Skanderborg Kommune vurderet, at etableringen af kunstgræsplæne og stengærde på Sagsøger ejendom er af begrænset betydning. Dette taler også for, at der alene er tale om en bagatelmæssig ændring.
Derudover skal det også fremhæves, at Skanderborg Kommunes afgø-relse er dateret den 9. januar 2020. Som beskrevet indledningsvist inde-holder afgørelsen et påbud, hvorefter min klient senest den 10. januar 2021 skal fjerne kunstgræsplænen og stensætningen, der er etableret på ejendommen indenfor søbeskyttelseslinjen.
Påbudsfristen er på 1 år, hvilket må betragtes som et udtryk for, at etab-leringen af kunstgræs ikke skaber nogen overhængende fare for hver-ken plante- eller dyreliv. Det skal fremhæves, at kunstgræsplænen på
10
Sagsøgers ejendom blev etableret i maj 2018. Dette betyder, at kunst-græsplænen har været på ejendommen i mindst 2 år og 7 måneder den 10. januar 2021, hvor påbudsfristen udløber.
Endelig bemærkes det, at Skanderborg Kommune har været vidende om kunstgræsplænens etablering siden juni 2018, idet kommunen først tog egentlige sagsbehandlingsskridt ultimo marts 2019. I den mellem-liggende periode var sagen derimod ikke prioriteret af kommunen.
Der henvises til Skanderborgs notat af 11. juni 2018 (bilag 8):
” Desuden blev han oplyst, at sagen ikke nødvendigvis ville blive prioriteret
…”
Samt til Skanderborgs notat af 12. juni 2018 (bilag 15):
” Jeg har i dag fået oplyst af naboen, at banen på Adresse er etableret. Vi har derfor vurderet, at sagen ikke bliver prioriteret.”
Det gøres gældende, at disse forhold også taler for, at der alene er tale om en bagatelmæssig ændring. Hvis der var tale om en overhængende fare for plante- og dyreliv, havde Skanderborg Kommune naturligvis prioriteret sagen.
3.3 Forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 gælder ikke be-plantning i eksisterende haver
Såfremt retten måtte finde, at etableringen af kunstgræsplænen på Sagsøgers ejendom er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16, gøres det gældende, at etableringen af kunstgræsplænen er omfattet af naturbe-skyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 2, hvorefter forbuddet i stk. 1 ikke gæl-der for beplantning i eksisterende haver.
Etableringen af kunstgræs på Sagsøgers ejendom kræver på denne bag-grund ikke dispensation. Ifølge Vejledning om Naturbeskyttelsesloven udgivet af Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, i 1993, pkt. 7.3.2, defineres eksisterende haver inden for søbeskyttelseslinjer som haver, hvor der var lovlig bevoksning før 1. september 1977.
Sagsøgers hus blev opført på ejendommen i 1913, og arealet inden for søbeskyttelseslinjen har siden dette tidspunkt været anvendt som have. Arealet inden for søbeskyttelseslinjen på Sagsøgers ejendom er derfor en eksisterende have i naturbeskyttelseslovens forstand, og såfremt etableringen af kunstgræs sidestilles med beplantning, er dette omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 2.
11
3.4 Dispensation fra søbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1
Såfremt retten måtte finde, at etableringen af kunstgræsplænen på Sagsøgers ejendom er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, men ikke af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, gøres det gældende, at der i sagen foreligger forhold, som begrunder, at Sagsøger har krav på dis-pensation til kunstgræsplænen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Det gøres under alle omstændigheder gældende, at der i sagen forelig-ger forhold, som begrunder, at Sagsøger har krav på dispensation til stensætningen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
3.4.1 Kunstgræs og stengærde udgør ikke en væsentlig påvirkning
Det gøres gældende, at etableringen af kunstgræs og stengærde på Sagsøgers ejendom ikke udgør en væsentlig påvirkning af de landskabelige og naturmæssige hensyn, der varetages ved administrationen af søbe-skyttelseslinjer.
Der henvises til Skanderborg Kommunes afgørelse (bilag 2 s. 5/10), hvor kommunen beskriver betydningen af en enkelt ejendom med kunstgræs som begrænset.
Herudover henvises der igen, til Skanderborg Kommunes notat (bilag 15), hvor det fremgår, at kommunen ikke prioriterer sagen, da banen ikke anses som en akut miljømæssig fare.
Kunstgræsset forringer ikke levevilkårene for plante- og dyreliv, idet kunstgræsset både tillader regnvand at trænge igennem og tillader na-turligt græs og ukrudt at vokse igennem kunstgræsset, hvorfor formålet med søbeskyttelseslinjen efterkommes. Der henvises til de fremlagte fo-tos i bilag 6-7.
Det gøres desuden gældende, at der ikke set fra søsiden mod land eller omvendt er sket en visuel ændring af landskabet.
3.4.2 Forholdene er underlagt en mindre restriktiv dispensationsprak-sis
Ejendommen har et anlagt haveanlæg, der har været anvendt som have, siden huset blev opført i 1913. Det gøres gældende, at der skal anlægges en mere lempelig vurdering og en mindre restriktiv dispensationsprak-sis, når der er tale om ændring af et haveanlæg på en ejendom belig-
12
gende i byzone, end hvis ejendommen var beliggende i landzone eller i et sommerhusområde.
Der henvises til naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3. Ifølge denne be-stemmelse kan der i lovligt etablerede haver placeres mindre bygnin-ger, anlæg og installationer mv. i tilknytning til boligen, uden at der kræves dispensation fra bestemmelsen i stk. 1.
Bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3 udgør således en undtagelse til forbuddet i stk. 1. Undtagelsen i stk. 3 har til formål at give ejere af ejendomme, der ligger indenfor en søbeskyttelseslinje, de samme muligheder for at kunne indrette deres haver med mindre byg-ninger, anlæg og installationer mv., som normalt kan opføres uden for søbeskyttelseslinjer.
Undtagelsen i stk. 3 gælder for lovligt etablerede haver, der ifølge na-turbeskyttelseslovens § 15a, stk. 4 defineres som værende byg-ningsnære arealer i forbindelse med boliger og tilsvarende bebyggelse til beboelse, der er undergivet en vis kultivering eller vedligeholdelse og ikke længere dyrkes eller anvendes landbrugsmæssigt.
Da det areal, hvorpå Sagsøger har etableret kunstgræs og stengærde, hører under denne definition, udgør arealet en have i naturbeskyttelses-lovens forstand.
Uagtet etableringen af kunstgræs og stengærde, som Sagsøger har fore-taget på sin ejendom, ikke direkte er omfattet af undtagelsen i naturbe-skyttelseslovens § 16, stk. 3, må denne bestemmelse betragtes som et udtryk for, at der skal være større mulighed for at ændre arealer, der ifølge loven defineres som værende en have. Dette taler for en mere lempelig vurdering og en mindre restriktiv dispensationspraksis ved administrationen af søbeskyttelseslinjen i denne sag.
3.4.3 Omkostninger til fjernelse af kunstgræs og stengærde
Det gøres gældende, at der vil være betydelige omkostninger forbundet med fjernelse af såvel kunstgræsplænen som stensætningen. Det frem-går af bilag 16, at det vil koste kr. 130.000,00 at fjerne kunstgræsset og stensætningen.
Det gøres gældende, at der ikke er proportionalitet mellem de omkost-ninger, der er forbundet med fjernelse af kunstgræsplæne og stengærde fra Sagsøgers ejendom, og hensynene bag naturbeskyttelseslovens reg-ler om søbeskyttelseslinjer.
13
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2020 påfører min klient betydelige omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til de miljømæssige fordele, der måske opnås ved fjernelse af kunstgræs og stengærde. Det skal gentages, at der er tale om et bagatelagtigt forhold, hvis der overhovedet er tale om en tilsidesættelse af søbeskyttelses-linjen.
…”
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sit påstandsdokument anført:
”…
3.1 Overordnet
Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2020 (bilag 1) er lovlig og gyldig.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har med rette stadfæstet Skanderborg Kommunes afslag af 9. januar 2020 (bilag 2) på lovliggørende dispensa-tion fra søbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, til bibeholdelse af kunstgræsbanen og stengærdet inden for søbeskyttel-seslinjen på Matrikel nr., beliggende Adresse, By.
Afgørelsen er ikke truffet på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag, og den er ikke behæftet med mangler, som medfører, at afgørelsen er ugyl-dig. Der er ikke under retssagen, herunder ved det gennemførte syn og skøn, fremkommet væsentligt nyt af betydning for sagen i forhold til nævnets afgørelsesgrundlag, og sagsøgeren har ikke påvist noget grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse.
3.2 Kunstgræsbane og stengærde er omfattet af naturbeskyttelseslo-vens § 16, stk. 1
Efter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, må der ikke placeres bebyg-gelse, campingvogne eller lignende eller foretages beplantning eller æn-dringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer på 3 ha og der-over (søbeskyttelseslinjen). Hovedformålet med søbeskyttelseslinjen er at sikre søer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.
14
Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, er en forbudsbestemmelse, der suppleres af en række undtagelser i stk. 2 og stk. 3. Bestemmelsen om-fatter de etablerede ændringer på sagsøgerens ejendom, medmindre forholdene konkret falder inden for undtagelserne til bestemmelsen. Dette er dog ikke tilfældet, jf. nærmere herom i afsnit 3.3 og 3.4.
Det bemærkes, at klagenævnets praksis er restriktiv i de tilfælde, hvor ændringer inden for søbeskyttelseslinjen medfører en ændring af det naturlige plante- og dyreliv, selvom det ikke forstyrrer udsynet til søen, jf. bl.a. MAD 1999.257. Kunstgræsbanen hindrer naturlig plantevækst og dermed levevilkårene for plante- og dyreliv, jf. også Skanderborg Kommunes e-mail af 8. maj 2019 (bilag 10), hvor kommunen sidestiller kunstgræsbanen med ”belægning” , hvilket ligeledes er omfattet af na-turbeskyttelseslovens § 16, jf. ordlyden ”eller lignende” . Det bemærkes, at skønserklæringen af 25. februar 2022 bekræfter dette.
3.2.1 Bagatelmæssig ændring
Sagsøgeren gør med støtte i dels kunstgræssets tekniske specifikationer (bilag 14) og dels de fremlagte fotos af kunstgræsbanen (bilag 3-7) gæl-dende, at etableringen af kunstgræsset er en bagatelmæssig ændring, som derfor ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bestrider dette.
Etablering af en kunstgræsbane på 700 m2 med stengærde placeret i umiddelbar tilknytning til søbredden, som det fremgår af luftfoto (bilag A), kan ikke anses som en bagatelmæssig ændring allerede på grund af sin størrelse og placering.
Det forhold, at der i et vist omfang kan indfinde sig plantevækst i den anlagte kunstgræsbane, jf. også Skanderborg Kommunes afgørelse (bi-lag 2, side 5), er ikke tilstrækkelig til, at kunstgræsbanen ikke vil på-virke det sønære areal som spredningskorridor og levested for dyr og planter. Selvom det fremgår af de tekniske specifikationer (bilag 14), at kunstgræsset er af en ”miljøvenlig type” samt ”permeabel” , ændrer det ikke på, at belægningstypen er unaturlig i søbredder, og at belæg-ningen hindrer søbreddens naturlige dynamik. Det bemærkes, at Skan-derborg Kommune ved besigtigelse ikke kunne konstatere plantevækst i kunstgræsset (bilag B).
Det er uden betydning, at der efter sagsøgerens opfattelse er tale om en bagatelmæssig synlig ændring, jf. også ovennævnte MAD 1999.527, hvoraf det følger, at klagenævnets praksis er restriktiv, når ændringer
15
inden for søbeskyttelseslinjen medfører en ændring af det naturlige plante- og dyreliv, selvom det ikke forstyrrer udsynet til søen.
Nævnet bestrider, at Skanderborg Kommunes sagsbehandlingstid skulle være udtryk for, at der alene er tale om en ”bagatelmæssig æn-dring” . Sagen er således blevet behandlet af kommunen på lige vis med andre ulovlige forhold, der dog ikke udgør nogen direkte ”akut miljø-mæssig fare” , som det konstateres i kommunens telefonnotat af 13. juni 2018 (bilag 15). Dette ændrer imidlertid ikke på, at der er tale om et ulovligt forhold.
Det forhold, at Skanderborg Kommune i afgørelsen af 9. januar 2020 (bilag 2) vurderede, at betydningen af en enkelt ejendom med kunst-græs i sig selv er begrænset, støtter heller ikke sagsøgerens synspunkt om ”bagatelmæssig ændring” . Kommunens bemærkninger herom om-handler således spørgsmålet om den uhensigtsmæssige præcedensvirk-ning i strid med hovedformålet bag reglerne om søbeskyttelseslinjen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bestrider endvidere sagsøgerens syns-punkt (bl.a. stævningen, side 5) om, at kommunens konkrete sagsbe-handling og prioritering – herunder også kommunens beslutning om at sætte den administrative sag (påbuddet) i bero (bilag 17) som følge af nærværende sagsanlæg – skulle være udtryk for, at det etablerede skulle være en ”bagatel” . Det fremgår eksplicit af sagens oplysninger, jf. Skanderborg Kommunes bemærkninger af 27. februar 2020 til næv-net (bilag B), at kommunen ikke anså det etablerede for en bagatel, idet der er tale om en placering nær søen og i tilknytning til søbredden og rørskoven, som fungerer som spredningskorridor og levested for mange dyr og planter. Det bemærkes, at den fastsatte frist på 1 år til at efterkomme påbuddet er fastsat af hensyn til sagsøgeren.
3.3 Undtagelsen i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 2 – beplant-ning i eksisterende haver
Det følger af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 2, at forbuddet ef-ter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, ikke gælder for beplantning i ek-sisterende haver.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har med rette vurderet (bilag 1, side 8), at kunstgræsbanen og stengærdet ikke er omfattet af undtagelsesbe-stemmelsen, idet der ikke er tale om beplantning, men derimod om et syntetisk materiale, der ligner naturligt græs.
16
Det bemærkes, at sagsøgeren da heller ikke ses at have fremført sær-skilte synspunkter til støtte for, at der skulle være tale om beplantning, men alene har gjort gældende (stævningen, side 5), at ” såfremt etablerin-gen af kunstgræs sidestilles med beplantning er dette omfattet af naturbeskyt-telseslovens § 16, stk. 2, nr. 2.”
3.4 Undtagelsen i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3 – mindre byg-ninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højst 15 meter fra denne
Det følger af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3, at der i lovligt etable-rede haver, uanset forbuddet i stk. 1, kan placeres mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højst 15 meter fra denne.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har med rette vurderet (bilag 1, side 8), at kunstgræsbanen og stengærdet ikke er omfattet af undtagelsesbe-stemmelsen, idet anlæggene ikke er etableret i tilknytning til boligen. Kunstgræsset er på det nærmeste sted placeret cirka 20 meter fra boli-gen (bilag A), og stengærdet er placeret endnu længere væk. Det be-mærkes, at sagsøgeren synes at være enig i, at undtagelsen ikke finder anvendelse. Derimod er det sagsøgerens opfattelse, jf. stævnin-gens afsnit 3.4.3, at undtagelsesbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3, skulle medføre, at der bør anlægges en mindre restriktiv dispensationspraksis i nærværende sag. Synspunktet, der bestrides, jf. også afsnit 3.5.1 nedenfor, er ikke siden uddybet af sagsøgeren.
3.5 Dispensation
3.5.1 Forholdet er omfattet af almindelig dispensationspraksis
Det bemærkes, som det korrekt er anført i Miljø- og Fødevareklagenæv-nets afgørelse (bilag 1, side 8), at en generel reduktion af søbeskyttelses-linjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, som udgangspunkt med-fører, at der ikke er grundlag for at skærpe dispensationspraksis. Som det er oplyst i nævnets afgørelse (bilag 1, side 8-9), foretog Skov- og Na-turstyrelsen i sin afgørelse af 19. december 1964 en generel reduktion uden konkret stillingtagen til fremtidigt byggeri, hvorfor nævnet har behandlet spørgsmålet om dispensation efter den almindelige praksis, jf. naturbeskyttelseslovens § 16.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bestrider sagsøgerens synspunkt om, at undtagelsesbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3, som ikke direkte finder anvendelse, skulle medføre, at der bør anlægges
17
en mindre restriktiv dispensationspraksis i nærværende sag. Synspunk-tet er uden støtte i hverken lovens ordlyd, forarbejder eller praksis, og det bestrides, at undtagelsesbestemmelsen skulle indebære et ønske fra lovgiver om, at der skal være større mulighed for at ændre forhold på beskyttede arealer, som ikke lever op til betingelserne i undtagelsesbe-stemmelsen, herunder kravet om tilknytning til boligen og højst 15 me-ter fra denne.
3.5.2 Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sin afgørelse særligt henvist til nævnets praksis (bilag 1, side 9), hvorefter det er afgørende, om formå-let med det etablerede (kunstgræsbanen og stengærdet) er så væsent-ligt, at den generelle beskyttelsesinteresse bør vige.
Nævnet anførte samtidig (bilag 1, side 9), at det efter praksis har betyd-ning, hvorvidt en dispensation kan medføre præcedens i strid med ho-vedformålet bag reglerne om søbeskyttelseslinjen. Om vægtningen af hensynene fremgår det direkte af nævnets afgørelse (bilag 1, side 9): ”Efter praksis vejer den generelle beskyttelsesinteresse tungt, uanset at den enkelte sag kan have begrænset betydning.”
I denne sag foreligger tungtvejende grunde til at beskytte det sønære dyre- og planteliv, idet der samtidig er fare for, at der dannes en uhel-dig præcedensvirkning i strid med hovedformålet bag reglerne i til-fælde af en meddelt dispensation. Såfremt de øvrige nærliggende ejen-domme skulle meddeles samme dispensation og etablere lignende kunstgræsbaner, ville man risikere at ødelægge netop de levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv, som er hovedformålet med søbeskyttelseslinjen, hvorfor hensynet med rette har vejet tungt i næv-nets afgørelse.
Nævnet lagde samtidig med rette vægt på, at klagenævnets praksis på området er restriktiv, jf. MAD 1999.267 (bilag 1, side 9), og at det etable-rede er anlagt på arealer, der i Skanderborg Kommunes Kommuneplan 2017 var udpeget som bevaringsværdigt landskab og (potentiel) økolo-gisk forbindelse.
Det bemærkes, at det er uden betydning for sagen, at det af nævnets af-gørelse fremgår, at ejendommen er beliggende inden for et område, der er udpeget som ”økologisk forbindelse” og ikke potentiel økologisk forbindelse, jf. afgørelsens beskrivelse af den dagældende kommune-plan, jf. planlovens § 11 a.
18
Det omhandlede areal, hvorpå sagsøgeren har anlagt en 700 m2 stor kunstgræsplæne og et stengærde, er således ubestridt beliggende inden for søbeskyttelseslinjen og derved omfattet af forbuddet i naturbeskyt-telseslovens § 16. Hovedformålet med søbeskyttelseslinjen er bl.a. at sikre søer og søbredder som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv, og nævnet har – ud fra en samlet vurdering af sagen – fundet, at der ikke foreligger forhold, der kan begrunde en dispensa-tion til kunstgræsplænen og stengærdet. Det er nævnets vurdering, at kunstgræsset og stengærdet på væsentlig måde ændrer det naturlige dyre- og planteliv på ejendommen på trods af, at det ikke begrænser udsynet til eller indsynet fra søen. Den planretlige betegnelse for områ-det, jf. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14, er ikke afgørende for denne vur-dering.
3.5.3 Proportionalitet
Ud fra værdispildsbetragtninger gør sagsøgeren gældende (stævnin-gen, side 7), at der ikke er proportionalitet mellem de omkostninger, der er forbundet med fjernelse af kunstgræsbanen og stengærdet, og hensynene bag naturbeskyttelseslovens regler om søbeskyttelseslinjer, idet sagsøgeren ikke mener, at de betydelige omkostninger på 130.000 kr., jf. det fremlagte tilbud (bilag 16), står i rimeligt forhold til de miljø-mæssige fordele.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sin afgørelse (bilag 1, side 10) med rette anført, at værdispildsbetragtninger ikke kan medføre noget andet resultat.
Hertil bemærkes det, at kunstgræsset og stengærdet blev opført inden for søbeskyttelseslinjen uden forudgående ansøgning om dispensation, hvorved sagsøgeren påtog sig en risiko for på et senere tidspunkt at blive mødt med et påbud om fjernelse af disse anlæg.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagen angår gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenavnets afgørelse af 25. juni 2020 om stadfæstelse af Skanderborg Kommunens afgørelse af 9. januar 2020 om afslag på lovliggørende dispensation til etablering af kunstgræs og stengærde inden for søbeskyttelseslinjen på Adresse i By.
19
Retten lægger som ubestridt til grund, at den på Adresse etablerede kunst-græsplæne og det etablerede stengærde er placeret inden for beskyttelseszonen, og at der ikke forinden er givet dispensation hertil. Det lægges endvidere som ubestridt til grund, at det etablerede stengærde er omfattet af forbuddet i natur-beskyttelseslovens § 16, stk. 1, og at etableringen heraf kræver dispensation fra kommunalbestyrelsen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Sagsøger har gjort i første række gjort gældende, at kunstgræsplænen ikke er omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, subsidiært, at den er omfattet af undtagelsen i stk. 2, nr. 2, om ”beplantning i eksisterende haver” .
Ifølge naturbeskyttelseslovens § 16 må der ikke placeres bebyggelse, camping-vogne og lignende eller foretage beplantninger eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 meter fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere lovgivning. Hovedformålet med denne søbeskyttelseslinje er at sikre søer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.
Retten bemærker indledningsvist, at en kunstgræsplæne efter sin karakter ikke kan betragtes som beplantning. Det fremgår af undtagelsesbestemmelsen i na-turbeskyttelseslovens § 16, stk. 3, at der på trods af forbuddet i stk. 1, i visse nærmere angivne tilfælde vil kunne placeres mindre bygninger, anlæg og in-stallationer i tilknytning til boligen og højest 15 meter fra denne, og som eksem-pel herpå nævnes terrasser, som derfor må anses for omfattet af forbuddet. Ret-ten finder på den baggrund og sammenholdt med bestemmelsens formål, at en kunstgræsplæne, der ligesom en terrasse har karakter af en belægning, er om-fattet af bestemmelsen.
Retten er, jf. det ovenfor anførte, enig med Miljø- og Fødevareklagenævnet i, at kunstgræsplænen ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 16, stk. 2, nr. 2, om ”beplantning i eksisterende haver” , da kunstgræsplænen ikke kan karak-teriseres som beplantning.
Spørgsmålet er herefter, om Sagsøger har krav på dispensation til etablering af stengærde og kunstgræsplæne, herunder om der er grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet blandt andet lagt vægt på, at kunstgræsset og stengærdet efter nævnets vurdering på væsentlig måde vil ændre det naturlige dyre- og planteliv på ejendommen. Nævnet har tillige lagt vægt på den præce-dens en dispensation vil medføre. Nævnets vurdering støttes af skønserklærin-gen og skønsmandens forklaring i retten.
20
På den baggrund, og da Sagsøger ikke i øvrigt har godtgjort, at nævnet ved af-gørelsen har lagt vægt på forhold, som strider mod nævnets praksis eller lovens formål, tages Miljø- og Fødevareklagenævnets frifindelsespåstand til følge.
Retten bemærker i den forbindelse, at Sagsøger synspunkt om, at forholdene er underlagt en mindre restriktiv dispositionspraksis, og at der ved nævnets afgø-relse burde være taget hensyn til Sagsøgers reetableringsomkostninger, hver-ken har støtte i nævnets praksis eller lovens formål.
Efter sagens resultat skal Sagsøger betale sagsomkostninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Sagsomkostningerne, der udgør dækning af udgiften til advokat, er efter sagens værdi og forløb fastsat til 45.000 kr. Retten har herved også lagt vægt på, at der har været foretaget syn og skøn, Beløbet til dækning af advokatomkostninger er inkl. moms, da Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke er momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Miljø- og Fødevareklagenævnet frifindes.
Sagsøger skal betale sagsomkostninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet med 45.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
2
Publiceret til portalen d. 16-10-2023 kl. 09:00
Modtagere: Advokat (H) Anette Kusk, Sagsøger, Advokat (H) Louise Solvang Rasmussen, Sagsøgte Miljø- og Fødevareklagenævnet