Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten ændrer byrettens dom, således at appelindstævnte ApS skal betale erstatning til appellant ApS mod at appellant ApS tilbageleverer effekter

Vestre LandsretCivilsag2. instans5. februar 2025
Sagsnr.: 773/25Retssagsnr.: BS-18203/2024-VLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Vestre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-18203/2024-VLR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
773/25
Sagsemner
Køb
Sagsdeltagere
Rettens personaleFlemming Krog Bjerre; Rettens personaleClaus Rohde; PartsrepræsentantAnders Bredgaard; PartInnocleaner DK ApS; Rettens personaleAnnette Dellgren; PartsrepræsentantCarsten Brink; PartBIOTECH INNOVATION ApS

Dom

VESTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 5. februar 2025

Sag BS-18203/2024-VLR

(4. afdeling)

Innocleaner DK ApS

(advokat Carsten Brink)

mod

Biotech Innovation ApS

(advokat Anders Bredgaard)

Retten i Hjørring har den 2. april 2024 afsagt dom i 1. instans (sag BS-20556/2023-HJO).

Landsdommerne Annette Dellgren, Flemming Krog Bjerre og Claus Rohde har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, Innocleaner DK ApS, har gentaget sin påstand for byretten om, at indstævnte, Biotech Innovation ApS, tilpligtes at betale 535.757 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 9. juni 2021.

Biotech Innovation ApS har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

Person 1, Person 2 og Vidne 1 har afgivet supplerende forklaring. Skønsmand og Vidne 4, tidligere Person 4 har endvidere afgivet forklaring.

2

Skønsmand har forklaret, at han har en baggrund

som civilingeniør indenfor spildevandsområdet, og at han siden 1980’erne har arbejdet inden for spildevandsområdet. Nu arbejder han med ”det rene vand” . Han arbejder som privat rådgiver hos Niras. Han kan vedstå sine skønserklæ-ringer. Forsyningsselskaber måler svovlbrinteindholdet i spildevand. De har både feltmålinger og kontinuerlige målinger. Det kan også være, at der måles fedtindhold og pH-værdi. Hvis svovlbrinteindholdet er for højt, må man for-holde sig til det og skride ind, fordi det korrugerer rørene og lugter. Det er en gængs reaktion at tilsætte kemi, herunder jernklorid, for at håndtere svovlbrin-te.

Vedrørende svarene på spørgsmål 1-3 har han forklaret, at det er rigtigt forstået, at målingerne foretaget af SAMN Forsyning er korrekte, foretaget med korrekt udstyr og af kompetent personale.

Vedrørende svaret på spørgsmål 6 har han forklaret, at pH-værdi, fedtindhold og temperatur er helt afgørende for vurderingen af det potentielle indhold af svovlbrinte i spildevandet. Målinger heraf var ikke foretaget, og der var heller ikke en måling, man kunne sammenligne med, og derfor besvarede han spørgsmålet med, at man på baggrund af målingerne ikke kunne fastslå Power Packs effekt på fjernelse af svovlbrinte.

Forud for testperioden havde forsyningsselskabet tilsat jernklorid, men det var skyllet ud af systemet, inden Power Packs blev sat op. Forsyningsselskabet til-satte efter en periode jernklorid igen, fordi indholdet af svovlbrinte var for højt. Man kunne ikke se, hvad man skulle sammenligne med. Når man kiggede på kurverne, kunne man se en restkoncentration af svovlbrinte, men man kunne ikke sige, om restkoncentrationen var til stede pga. de installerede Power Packs. Han kan ikke forklare, hvad det skyldes, at der stadig var restindhold af svovlbrinte.

pH-værdien har stor betydning for tilstedeværelsen af svovlbrinte. Hvis pH-værdien i spildevandet er over 8,5, dannes der ikke svovlbrinte.

Vedrørende svaret på spørgsmål 8 har han forklaret, at man kunne konstatere, at der var en restkoncentration af svovlbrinte, mens der var installeret Power Packs. Jernkloridet var ude af systemet og var derfor uden betydning for må-lingerne. Målingerne viste, at da Power Packs blev sat op, var der stadig rest-koncentrationer af svovlbrinte, men det kunne ikke måles, om det var pga. de opsatte Power Packs, eller det skyldtes andre faktorer som pH-værdi, fedtind-hold og/eller temperatur. Der manglede målinger i spildevand, som ikke var tilsat jernklorid eller behandlet af Power Packs som sammenligningsgrundlag. Det, man kunne se under testen, var, at der var varierende restkoncentrationer af svovlbrinte. Nogle gange var restkoncentrationen høj – andre gange lav. Han

3

kunne konstatere, at der var ikke uvæsentlige restkoncentrationer. Det kan væ-re, at de installerede Power Packs har haft en lille indflydelse på størrelsen af restkoncentrationerne.   

Vedrørende svaret på spørgsmål SS 1 har han forklaret, at de anvendte måleme-toder er gængse, men der er stor usikkerhed i koncentrationsmålingerne. Det skyldes bl.a. turbulens ved målestederne.

Vedrørende svaret på spørgsmål 2 har han forklaret, at usikkerheden i målin-gerne skyldes ventilation og turbulens omkring målestedet.   

Person 1 har forklaret, at han var med til projektet ude ved HOFOR, som havde store svovlbrinteproblemer. De lavede nogle tests, hvor der dog ikke blev målt en reduktion af svovlbrinteindholdet. HOFOR øn-skede ikke at fortsætte samarbejdet.   

Vedrørende forsøgene med Guldborgsund Forsyning har han forklaret, at han kontaktede dem. Det var det første sted, han lavede forsøg. Forsyningsselskabet viste dem, hvor der var problemer, og han talte med Person 2 om, hvilken størrelse Power Pack der skulle bruges. Han havde jo ikke selv nogen forudsætning for at vurdere dette. Han monterede de anbefalede Power Packs, og de fungerede helt fantastisk til at starte med. Efter en måned var der imidler-tid ingen effekt, hvilket han talte med Person 2 om. Person 2 foreslog en større aflader. Han satte en kobberaflader på, men det var en dårlig løsning. De skiftede til en større aflader efter vejledning fra Person 2. De så igen en effekt, som dog aftog efter en måned. De skiftede aflader igen, hvilket igen virkede i en periode.   

Han stolede på de målinger, som forsyningsselskaberne oplyste. De måler jo kontinuerligt på svovlbrinteindholdet. Der er også andre, der har reklameret over de leverede Power Packs, men de har ikke fulgt op på det.   

Det er korrekt, at der var en minimumsreduktion af svovlbrinte på 90 % til at starte med hos Guldborgsund Forsyning, sådan som det fremgår af hans hjem-meside. Oplysningerne om forsøget ligger stadig på hjemmesiden. Guldborgs-und Forsyning ønskede ikke at fortsætte med Power Packs.   

Han fik det fremlagte power point-materiale, ekstrakten side 103, fra Person 2. Han har fået masser af materiale fra Person 2 enten direkte eller ved leveringerne af de købte Power Packs. Person 2's marketingsmateriale viste, at Power Packs fungerede. Han lavede testen med Guldborgsund Forsyning for at vise, at Power Packs virkede.   

Inden han i mail af 15. juni 2020 til Arwos, ekstrakten side 172, skrev, at han kunne garantere en reduktion af svovlbrinte på 90 %, havde han ringet til Person 2

4

og spurgt, hvad han kunne skrive. Det gjorde han næsten hver gang, han solgte Power Packs. Det var ikke på baggrund af markedsføringsmaterialet, at han skrev sådan.

Det anførte om svovlbrinte på side 1 i brochuren ”Power Pack Reducering af 

CO2

 

 

” indgik i hans overvejelser om at sælge Power Packs. De deri omtalte tests

hos CPH, havde han ikke noget med at gøre. Person 2 var også inde over forsøgene hos HOFOR.   

Da han i mail af 28. april 2020, ekstrakten side 155, skrev til Faxe Forsyning, at Power Packs kunne nedbringe svovlbrinte til mellem 1-5 ppm, var det, fordi han mente det. Han havde forinden talt med Person 2 om det. Det kom på et tids-punkt frem, at spildevandets hårdhed havde betydning for effekten af Power Packs. Han skrev ikke noget til forsyningsselskaberne, som han ikke havde talt med Person 2 om.   

I den mail, der er refereret i Lolland Forsynings mail af 19. april 2021, ekstrak-ten side 161, til ham, lovede han forsyningsselskabet, at Power Packs kunne fjerne fedt og svovlbrinte. Dette gjorde han på baggrund af det materiale, han havde fået.   

Han må have fået notatet om prioriterede forretningsområder, ekstrakten side 114, fra Person 2. Han talte altid med Person 2 i forbindelse med salg.   

Person 2 har forklaret, at han har solgt Power Packs siden 2008. Han udførte de første forsøg i samarbejde med Frederikshavn Forsyning, hvor han kendte driftslederen. Disse forsøg vedrørte ikke svovlbrinte, men spildevandets hårdhed. Driftslederen vidste meget om hårdt og blødt vand, fordi de havde store problemer med hårdt vand i Frederikshavn. Hvis spildevandet er hårdt, er der risiko for problemer med fedt. Power Packs virkning på svovlbrinte opda-gede de først senere, da de begyndte at samarbejde med landbrugsbedrifter.

Det var først i 2016, at han kom i kontakt med Person 1. Person 1 var på besøg i Nørresundby, og han begyndte at købe Power Packs i 2018. Til at starte med købte Person 1 ikke Power Packs med henblik på vide-resalg til forsyningsselskaber, men til restauranter. Han fik dengang ikke rek-lamationer i anledning af Person 1's videresalg af Power Packs. Power Packs vir-kede næsten for godt, da fedtaflejringerne i kloakkerne løsnede sig, hvilket risi-kerede at blokere afløb og kloakrør.   

Han havde kontakt med et selskab, som solgte måleudstyr, og de foreslog for-syningsselskaberne som kunder. Selskabet var dog ikke interesseret i et samar-bejde, men ideen tog han nok med videre. Person 1 ville gerne tjene flere penge på videresalg af Power Packs.

5

Da Person 1 lavede forsøgene sammen med Guldborgsund Forsyning, havde Person 1 ingen ansatte. Person 1 skulle lave et stort forsøg, men han ville ikke for-tælle, hvor det var henne. Person 1 købte brugt udstyr af ham. Langt henne i pro-cessen kom han selv ind i projektet. Forsyningsselskabet ringede efter ophør af samarbejdet med Person 1 for at spørge til køb af Power Packs. Han kunne ikke selv love reduktion af svovlbrinte på 90 %. Der kan være mange årsager til, at der dannes svovlbrinte, herunder spildevandets pH-værdi.   

Han var ikke involveret i Person 1's kontakt med sine kunder. Det var først, når Person 1 og kunderne ikke kunne få Power Packs til at virke, at han blev involve-ret. Han vejledte Person 1 om størrelsen af de Power Packs, som Person 1 købte ud fra oplysninger om størrelsen af de rør, som de skulle monteres i.

Person 1 havde ikke rygdækning hos ham, da Person 1 den 15. juni 2020, ekstrak-ten side 172, skrev til Arwos, at svovlbrinten kunne reduceres med mindst 90 %. Man kan aldrig sige noget om reduktionens størrelse, da den er afhængig af spildevandets indhold. Han ville aldrig have skrevet, som Person 1 gjorde. Han var ikke involveret i Person 1's drøftelser med forsyningsselskaberne, da Person 1 lod salgene gå tilbage. Person 1 burde ikke have taget produkterne tilbage. Person 1 får ikke en krone fra ham. Der skulle være en begrundelse, for at man kunne tage en Power Pack tilbage.

Power point-materialet, ekstrakten side 87 ff., er en præsentation, som han brugte, når han holdt oplæg om Power Packs. Det var egentlig ikke beregnet til kunderne, men der kunne jo være kunder blandt publikum. Det anførte på sli-den, ekstrakten side 92, skal forstås sådan, at reduktionen af svovlbrinte kunne være op til 80 %. Den kunne lige så godt være 20 %. Målgruppen var virksom-heder med drift af pumpebrønde.   

Forsyningsselskaber driver et ledningsnet i et givent område. Pumpebrønde og kloakker er forskellige dele af ledningsnettet. Svovlbrinte dannes i lommer i det fedt, der sidder i kloakkerne. Når man fjerner fedtet, fjernes grundlaget for dannelsen af svovlbrinte. Han har aldrig set højere effekt af Power Packs end 85 %.

Han har lavet den fremlagte brochure ”Power Pack Reducering af CO2 ”. Den

indeholder udtalelser fra forskellige samarbejdspartnere. Den blev somme tider brugt som salgsmateriale. Det, der skrives om svovlbrinte på side 1, ekstrakten side 108, kommer fra HOFOR. HOFOR konstaterede under forsøgene, at lugten var væk. Person 1 har nok også været med til at levere materiale til det, der er anført på siden.

6

Notatet om prioriterede forretningsområder er et internt dokument. Han un-drer sig over, hvordan Person 1 er kommet i besiddelse af det. Det blev aldrig brugt i salgsøjemed. Det beskriver de områder, de har arbejdet i. Vedrørende pkt. R i notatet har han forklaret, at det vedrører svovlbrinte i stalde.   

Han kan ikke sige, hvorfor han i brochuren om Biotech Innovation ApS, ek-strakten side 126 ff., på side 1 skrev, at Power Packs kunne nedbringe svovlbrinte med op til 80 % og i power point-materialet til Innocleaner DK ApS, ekstrakten side 103, skrev, at Power Packs reducerede svovlbrinte med op til 85 %.   

Person 1 har solgt Power Packs til alle de forsyningsselskaber, der er anført i salgsopgørelsen, ekstrakten side 154. Han er ikke bekendt med, om nogle af dem, der i skemaet fremstår, som om de ikke har reklameret over Power Packs, rent faktisk har reklameret.   

Han har solgt Power Packs adskillige gange til et af selskaberne på opgørelsen efter, at samarbejdet med Person 1 stoppede. Han kunne ikke love den reduktion af svovlbrinte, som Person 1 gjorde, men han kunne hjælpe med at fjerne fedt, hvilket var deres problem.   

Han engagerede sig i opsætningen af Power Packs hos SAMN Forsyning, fordi Person 1 bad ham om det. Han var interesseret i at komme ud til kunden for at høre, hvad de var blevet lovet og for at finde ud af, om man kunne løse pro-blemerne. Kunderne var blevet lovet noget, som man aldrig kunne komme i mål med. Han ved ikke, hvad Person 1 havde lovet SAMN Forsyning.   

Foreholdt sin forklaring for byretten, ekstrakten side 12, 5. afsnit, sidste sæt-ning, har han forklaret, at der findes tegninger af Power Packs. Person 1 har ikke fået tegninger. Person 1 har fået forklaringer på, hvad Power Packs kunne. Person 1 var sælger og fik tekniske tegninger, der viste montering. De lå i kasserne, som Power Packs blev leveret i.

Han oplyste om, at Power Packs kunne fjerne svovlbrinte med 80-85 %, fordi det kunne være rigtigt. Når der står op til 85 %, er det fordi, reduktionen kom-mer an på forholdene i kloakken og spildevandet. pH-værdien og vandets ind-hold har betydning for reduktion af svovlbrinte. Alle situationer er forskellige. Der findes ikke to opgaver, der er magen til hinanden.   

Det anførte om svovlbrinte på side 1 i brochuren ”Power Pack Reducering af 

CO2

 

”, ekstrakten side 108, vedrører en isoleret kontakt mellem Power Packs og

svovlbrintemolekylet. Der kommer jo hele tiden nyt vand og dermed nye mole-kyler i kloakken. Det er nok ham selv, der har skrevet det.

7

Det anførte i pkt. Q i notatet om prioriterede forretningsområder, ekstrakten side 114, vedrører landbrug.

Han har solgt Power Packs til forsyningsselskaber, som har været monteret i spildevand. Det var ikke for at fjerne svovlbrinte, men for at fjerne fedt.   

Vidne 4, tidligere Person 4 har forklaret, at hun er uddannet miljøtekniker og laborant. Hun har været ansat hos Odder Spildevand, nu SAMN Forsyning, i flere år. Hun er Stilling og har ansvaret for driften af kloaknettet. Hun er an-svarlig for, at svovlbrinteniveauet er acceptabelt. De måler svovlbrinteniveauet på udvalgte stationer, hvor de mistænker en høj forekomst. De måler svovlbrin-teniveauet, så de kan dosere kemien korrekt. Grænseværdierne er fastsat af hensyn til arbejdsmiljø og økonomi, da kemien er dyr. De har kontinuerlige må-linger, der hele tiden måler. Uanset indhold af spildevandet, pH-værdien og fedtindholdet kan de måle, om der er svovlbrinte. De måler også temperaturen. Hun er ikke i tvivl om, at deres målinger er korrekte. Hvis en måling viser et højt niveau af svovlbrinte, justerer de kemikalietilsætningen. Det er også sådan, andre forsyningsselskaber gør.

Power Packs var interessante, fordi det var en billigere løsning end kemi, som er dyrt. De ville gerne have en billigere og mere miljøvenlig løsning. Hun blev stillet en væsentlig reduktion af svovlbrinte i udsigt. Det var i første omgang en af hendes medarbejdere, der efter vejledning fra Person 1 monterede Power Pa-cks. Efter de var ophørt med kemi, og det var renset ud af systemet, kørte de med Power Packs i nogle måneder. Indholdet af svovlbrinte steg, mens de kørte med Power Packs. Hun var løbende i kontakt med Person 1.

Person 2 var i hvert fald med til et afhjælpningsforsøg. De installerede Power Packs virkede ikke. Indholdet af spildevandet i den del af ledningsnettet, hvor de havde sat Power Packs op, er 97 % almindeligt husstandsspildevand, og ind-holdet af det svinger derfor ikke ret meget. Hun er ikke i tvivl om, at de instal-lerede Power Packs ikke virkede.   

Hun taler tit med andre i branchen, og hun har ikke kendskab til nogen, der har fået Power Packs til at virke. Hun har ikke forstået, hvordan de fungerer.

Det var Person 1, der lovede en væsentlig reduktion af svovlbrinte. Det var nok 85-90 % eller derover, og den skulle svare til den reduktion, de kunne opnå med kemi.

pH-værdien og temperaturen har betydning for tilstedeværelsen af svovlbrinte i gasform. Det er rigtigt, at de ikke målte temperatur og pH-værdi i de målin-ger, der senere er blevet brugt af skønsmanden. Det havde de ikke fået instruks om.

8

Når hun vurderer effekten af tiltag med henblik på nedbringelse af svovlbrinte-indholdet, sker det over en længere periode. Det er baseret på målinger og hen-des erfaring. Hun vurderede, at der ikke var nogen reduktion af svovlbrinte ved brug af Power Packs. Ikke en gang 10-15 %.

Vidne 1 har forklaret, at de måler indholdet af svovlbrinte. Det gør de dagligt, dog mest om sommeren. Han stoler på målingerne. I varme perioder er der flere problemer med svovlbrinte. Hvis målingerne er over grænseværdien, tilsætter en maskine automatisk noget kemi. De kan herefter følge med i, om svovlbrinteniveauet falder. Power Packs virkede ikke. I starten troede de på det, og det så også ud som om, at de kunne se en lille effekt. Efter noget tid kunne de konstatere, at Power Packs ikke havde nogen effekt, og de gik tilbage til kemi.

Person 1 og Person 2 var ude for at forsøge at få de opsatte Power Packs til at virke. De ændrede blandt andet på de wirer, der var installeret. Han har snakket med kolleger i ERFA-grupper, og der er ingen, der har haft succes med Power Packs. Hvis Power Packs havde været en succes, ville producenterne have haft meget travlt, da kemi er blevet dobbelt så dyrt over de seneste år.   

Så vidt han ved, foretager andre forsyningsselskaber også kontinuerlige målin-ger af indholdet af svovlbrinte.   

Hans chef havde noget materiale med hjem fra en konference, hvor der stod, at Power Packs kunne reducere svovlbrinten med 90 %. Det var derfor, de købte Power Packs. Mailen af 10. juni 2020, ekstrakten side 172, hvor de blev lovet en reduktion med minimum 90 %, kom fra det firma, hvor de købte Power Packs – altså fra Innocleaner DK ApS. Person 1 fortalte, at han købte Power Packs hos Biotech Innovation ApS.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

I løbet af 2019 og 2020 købte Innocleaner DK ApS Power Packs med monte-ringstilbehør af Biotech Innovation ApS med henblik på videresalg til Faxe For-syning, Ikast-Brande Spildevand, Lolland Forsyning, Arwos og Odder Spilde-vand (nu SAMN Forsyning). Den samlede købspris udgjorde efter de fremlagte fakturaer 411.642,50 kr. inkl. moms.

9

De videresolgte Power Packs blev installeret i pumpestationer i de enkelte for-syningsvirksomheders ledningsnet med henblik på reduktion af indholdet af svovlbrinte i ledningsnettet.

I det power point-materiale, som Person 2 efter sin forklaring brugte, når han holdt oplæg om Power Packs, er det på en slide med titlen ”PP-C til fedtudskiller & kloaker” anført, at Power Packs reducerer svovlbrinte med op til 80 %. I en anden power point-præsentation, som Biotech Innovation ApS fremsendte til Innocleaner DK ApS, fremgår det af en slide med overskriften ”PP-? til fedtudskiller & kloaker” , at Power Packs reducerer svovlbrinte med op til 85 %.

I brochuren ”Power Pack Reducering af CO2” som Biotech Innovation ApS står

 

bag, og som efter Person 2's forklaring somme tider blev brugt som salgsmateriale, fremgår det blandt andet på side 1, at Power Pack-behandling meget hurtigt og fuldstændigt nedbryder svovlbrintemolekylet.

I den brochure, som efter det oplyste var vedlagt de solgte Power Packs, frem-går det endelig under overskriften ”PP i kloaksystemer” , at Power Pack be-handling hjælper specifikt med problemer med svovlbrinte, som nedbringes op til 80 %, og at Power Packs har en levetid på mere end 10 år.

Innocleaner DK ApS kunne således med rette forvente, at installation af Power Packs ville medføre en væsentlig reduktion af svovlbrinte i ledningsnettet.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringerne fra medarbejderne hos for-syningsselskaberne og mailkorrespondancen mellem dem og Innocleaner DK ApS og Biotech Innovation ApS, lægger landsretten til grund, at de leverede og installerede Power Packs ikke havde en væsentlig og længerevarende effekt på indholdet af svovlbrinte i forsyningsselskabernes ledningsnet. Dette støttes til-lige af skønsmandens besvarelse af spørgsmål SS 1C.

De leverede Power Packs led således af en væsentlig mangel, da de blev leveret fra Biotech Innovation ApS til Innocleaner DK ApS.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Innocleaner DK ApS under forsøg hos Guldborgsund Forsyning opnåede en betydelig reduktion af svovlbrinte i ledningsnettet, da reduktionen efter Person 1's forklaring ophørte efter kort tid.   

Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at en række andre forsynings-selskaber, som Innocleaner DK ApS videresolgte Power Packs til, ikke har rejst tilbagebetalingskrav mod Innocleaner DK ApS.

10

Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringen fra Person 1, forklaringerne fra medarbejderne hos forsyningsselskaberne og mailkor-respondancen, lægger landsretten til grund, at Person 2 blev inddra-get i afhjælpningsforsøg og deltog heri hos alle forsyningsselskaberne. Herefter og da reklamationsfristen efter karakteren af de leverede Power Packs og den påberåbte mangel først kan regnes fra installationen og en vis driftsperiode, har Innocleaner DK ApS reklameret rettidigt. Af samme grunde finder landsretten, at reklamationsperioden på 6 måneder i de aftalte salgs- og leveringsbetingelser pkt. 8.5 er overholdt.

Betingelserne for at hæve købet var således opfyldt, da advokat Carsten Brink den 3. maj 2021 på vegne af Innocleaner DK ApS hævede købet, og Innocleaner DK ApS er således som udgangspunkt berettiget til at få købesummen, der som anført kan opgøres til 411.642,50 kr., tilbage mod tilbagelevering af de effekter, som er omfattet af Biotech Innovation ApS’ fakturaer 4745, 4627, 4756, 4757, 4765, 4766 og 4793, jf. købelovens § 57, stk. 1.   

Da Innocleaner DK ApS uanset størrelsen af den nedlagte påstand alene har gjort gældende, at selskabet er berettiget til at få købesummen tilbage, finder landsretten, at Innocleaner DK ApS ikke efter de aftalte salgs- og leveringsbe-tingelser pkt. 9.1 er afskåret fra at få købesummen tilbage.

Landsretten tager herefter Innocleaner DK ApS’ påstand til følge med 411.642,50 kr. med tillæg af procesrente fra den 9. juni 2021.

Efter sagens udfald skal Biotech Innovation ApS i sagsomkostninger for begge retter betale 122.604,70 kr. til Innocleaner DK ApS. 90.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms, 19.500 kr. er til dækning af retsafgift af det vundne beløb og 13.104,70 kr. er til dækning af udgifter til vid-neførsel, herunder skønsmandens honorar for deltagelse i hovedforhandlingen for landsretten. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til ad-vokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.   

Sagsomkostningerne omfatter ikke de omkostninger, der blev fastsat af Retten i Horsens i retsbog af 16. marts 2023, som således fortsat står ved magt.   

THI KENDES FOR RET:

Biotech Innovations ApS skal inden 14 dage til Innocleaner DK ApS betale 411.642,50 kr. med procesrente fra den 9. juni 2021 mod Innocleaner DK ApS’ tilbagelevering af de effekter, som er omfattet af Biotech Innovation ApS’ faktu-raer 4745, 4627, 4756, 4757, 4765, 4766 og 4793.

11

Biotech Innovation ApS skal inden 14 dage til Innocleaner DK ApS i sagsom-kostninger for begge retter betale 122.604,70 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 12-02-2025 kl. 16:26

Modtagere: Advokat (L) Anders Bredgaard, Appellant Innocleaner DK ApS, Advokat (H) Carsten Brink, Indstævnte Biotech Innovation ApS

Oplysning om appel

2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 773/25
Rettens sags nr.: BS-18203/2024-VLR
Afsluttet
1. instansRetten i HjørringHJO
DDB sags nr.: 772/25
Rettens sags nr.: BS-20556/2023-HJO
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
535.757 kr.