Dom
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt mandag den 10. november 2025
Sag BS-31412/2025-HJR
Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Kærende, tidligere Sagsøger (advokat Sophie Becher)
mod
DI som mandatar for Indkærede A/S, tidligere Sagsøgte A/S
(advokat Morten Hyldgaard Schulz)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Aarhus den 5. maj 2025 (BS-5422/2025-ARH) og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 2. juni 2025 (BS-23571/2025-VLR).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jens Kruse Mikkelsen, Lars Apostoli og Kristian Korfits Nielsen.
Påstande
Kærende, Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Kærende, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand om, at sagen henvises til behandling ved Vestre Landsret som 1. instans.
Indkærede, DI som mandatar for Indkærede A/S, tidligere Sagsøgte A/S, har tilsluttet sig henvisnings-påstanden.
Sagsfremstilling
Kærende, tidligere Sagsøger blev i oktober 2020 ansat som funktionær hos Indkærede A/S, tidligere Sagsøgte A/S.
Den 9. november 2022 modtog han en bekræftelse på, at han var tildelt en bo-nus, der kom til udbetaling i fire rater i løbet af 2022 og 2023. Udbetaling af den
2
fulde fastholdelsesbonus var betinget af, at Kærende, tidligere Sagsøger var i uopsagt stilling frem til 1. oktober 2023.
Den 13. juni 2023 opsagde Kærende, tidligere Sagsøger sin stilling til fratræden i august 2023. Som følge af opsigelsen afviste Indkærede A/S, tidligere Sagsøgte A/S at udbetale 3. og 4. rate til Kærende, tidligere Sagsøger.
Sagen angår, om Kærende, tidligere Sagsøger i medfør af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, har krav på at få udbetalt en afpasset andel af den bonus, han ville have fået udbetalt, hvis han havde været ansat i Indkærede A/S, tidligere Sagsøgte A/S ved bonusperi-odens udløb.
Sagen er anlagt ved Retten i Aarhus, der ved kendelse af 5. maj 2025 har henvist sagen til behandling i 1. instans ved Vestre Landsret.
Landsretten har ved kendelse af 2. juni 2025 ophævet byrettens kendelse og hjemvist sagen til behandling ved byretten som 1. instans. I landsrettens begrundelse hedder det:
”Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af princi-piel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsud-viklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der efter omstændig-hederne vil være tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstols-reformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og derfor bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse. Det fremgår endvidere heraf, at det må tages i betragtning, at retten som alternativ til henvisning kan beslutte, at sagen skal undergives kol-legial behandling i byretten.
Det følger af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, at såfremt en funktionær, der ifølge aftale eller sædvane delvis vederlægges med tantieme, grati-ale eller lignende ydelser, fratræder sin stilling i et løbende regnskabsår, tilkommer der ham en i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt, dersom han havde været ansat i virksomheden ved regnskabsårets afslutning eller på det tidspunkt, ydelserne i øvrigt udbetales.
Ved vurderingen heraf skal der bl.a. tages stilling til, om den aftalte bo-nus alene udgør en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, eller om den tillige udgør en ve-
3
derlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn, jf. herved U.2012.1315 H og U.2017.2980 H.
Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en kon-kret fortolkning af parternes aftale, herunder om den aftalte bonus alene udgør en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, eller om den tillige udgør en vederlæg-gelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn.
Herefter og efter en samlet vurdering af sagen finder landsretten, at be-tingelserne for at henvise sagen til landsretten i 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke er opfyldt.
Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1.”
Anbringender
Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Kærende, tidligere Sagsøger har til støtte
sen af blandt andet rækkevidden af UfR 2012.1315 H og UfR 2023.3826 H er af
4
generel betydning for retsanvendelsen på området. Da sagens afgørelse må for-ventes at kunne bidrage til retsanvendelsen og retsudviklingen på området, og da sagen er begrundet i uenighed om forståelsen af Højesterets hidtidige domme, bør sagen skulle afgøres af Højesteret.
Højesterets begrundelse og resultat
Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at sagen ikke skal henvises til landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse.
THI BESTEMMES:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.
Publiceret til portalen d. 10-11-2025 kl. 13:04
Modtagere: Advokat (L) Morten Hyldgaard Schulz, Advokat (H) Sophie Becher