Dom
RETTEN I HERNING
DOM
afsagt den 6. marts 2023
Sag BS-3570/2022-HER
Civilstyrelsen
(advokat Maja Friis Hindsig)
mod
Sagsøgte
(advokat Signe Suhr Mortensen)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 28. januar 2022.
Sagen drejer sig om Civilstyrelsens regreskrav mod Sagsøgte.
Civilstyrelsen har nedlagt følgende påstand:
Sagsøgte tilpligtes til Civilstyrelsen at betale kr. 278.031,21 med tillæg af sædvanlig procesrente af kr. 27.520,00 fra den 20. maj 2021 og af 248.223,18 fra den 5. november 2021 til betaling sker.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært påstand om frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
2
Forklaringer
Sagsøgte, Værge, Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4 har afgivet forklaring.
Sagsøgte forklarede, at han gik på Skole på daværende tidspunkt. Han havde ikke været i kontakt med politiet. Han havde ikke været sigtet for noget. Skole var en almindelig folkeskole som alle andre. Han gik i 9. klasse. Han mener ikke, at skolen var særligt belastet. Der var nok konflikter og slagsmål, men det var ikke en hverdagsting. Han var en ganske almindelig dreng. Han mindes ikke konflikter med lærere eller andre elever. Vidne 2 var hjælpelærer i den klasse, som han gik i. Han valgte selv at skifte skole. Han er ikke blevet bortvist fra andre skoler. Han havde enten matematik eller fysik den dag. Han sad bag i klasselokalet og talte med en ven. Vidne 2 sendte ham op på kontoret, fordi han havde talt i timen. Han skulle blive på kontoret, til timen var slut. Da det ringede til pause, så gik han tilbage til klassen for at hente sine bøger. Han stod derefter udenfor ved skabene. Vidne 2 kom ud og spurgte, hvem han havde talt med oppe på kontoret. Han svarede, at ”det må du selv finde ud af” . Vidne 2 råbte og tog fat i hans krave. Vidne 2 sagde igen, hvem har du snakket med på kontoret. Måske tog han selv fat i Vidne 2's arme og skubbede dem væk. Der kom hurtigt andre lærere og elever, så der skete ikke rigtig noget. Vidne 2 kom ikke ned at ligge. Han blev efterfølgende sat på en bænk. Han sad sammen med en ven, der forsøgte at få ham ned igen. Han kom efter noget tid tilbage på kontoret og blev sendt hjem for den dag. De talte ikke om episoden den dag. Vidne 2 kom ikke op på kontoret. Lederen Person sagde, at han skulle tage hjem og køle af. Han kom tilbage igen dagen efter, hvor der blev holdt et møde med lederen, Vidne 2 og Person. Han havde sin mor med. De talte om, hvad der var sket dagen før og om, at det var vigtigt, at der ikke skete sådanne ting i klassen. Det var han enig i. Han mindes mest, at det var Person, der sagde noget. Han mindes ikke, at Vidne 2 sagde på mødet, at han skulle have slået ham eller været fysisk aggressiv. Han kan godt huske, at han sagde det med kasketten. Det gjorde han for at vise, at det kunne han ikke have gjort. Han blev vred over, at manden tog fat i ham. Han synes ikke, at han pustede sig op eller var aggressiv. Det er ikke hans ord. Han sagde ikke sådan. Der blev ikke nævnt noget om en politianmeldelse. Han blev først bekendt med sagen længe efter. Måske halvandet år. Efter episoden følte han, at det var ærgerligt, at det skulle ende på den måde. Han mente ikke selv, at han havde gjort noget forkert. Det føltes uretfærdigt. Han kan ikke gen-kende, at han skulle have truet Vidne 2 efterfølgende. Han er tilmeldt flere vi-karbureauer, men laver ikke så meget lige nu. Han har søgt ind på HF til som-mer. Han har ingen indtægt lige nu. Han mente ikke, at han havde gjort noget forkert, men det var svært at sige, når lærerne mente noget andet. Vidne 2 var ikke urimelig hård eller noget. Han havde talt i timen den dag. Vidne 3 og Vidne 4 kom ud efter episoden. Da der blev råbt. De så ikke episoden. Hans ven Vidne 1 overværede episoden.
3
Værge forklarede, at hun ikke kan huske om det var den dag, at hun talte med Sagsøgte om en episode i skolen. Hun mener, at mødet var dagen ef-ter. Hun tænker da, at de snakkede om episoden samme dag. Men hun kan ikke huske det, eller hvad Sagsøgte eventuelt sagde. Mødet på skolen var med Person, Vidne 2, Sagsøgte og hende. Der blev sagt, at Sagsøgte havde en truende ad-færd. Det var det eneste, der blev drøftet på det møde. Det var Person, der førte ordet. Hun erindrer ikke, at Vidne 2 sagde noget. Han sad der bare. Hun havde fået at vide, at Vidne 2 havde taget fat i hendes barn. Hun fokuserede kun på at få sagt til Vidne 2, at hvis han tog fat i hendes søn igen, så ville hun melde ham til politiet. Vidne 2 var kendt for at være udadreagerende. Eneste grund til at hun ikke anmeldte det til politiet var, at Vidne 2 også havde været hendes lærer, da hun gik på skolen. Vidne 2 er kendt for at have den adfærd over-for flere elever. Hun kan ikke huske, hvad afslutningen på mødet blev men me-ner, at de landede et godt sted. Sagsøgte fortsatte på skolen. Der blev intet nævnt om, at Sagsøgte havde slået eller sparket. Det blev der intet nævnt om. At Sagsøgte skulle have været udadreagerende. Sagsøgte skiftede skole, fordi han følte sig forfulgt på den anden skole. Hun kan ikke huske, om Sagsøgte blev bortvist fra nogle af de andre skoler. Hun hørte først noget om sagen, da der kom noget i hendes eboks.
Vidne 1 forklarede, at han gik på Skole. Han gik i klasse med Sagsøgte. Han har kendskab til et sammenstød mellem Sagsøgte og Vidne 2. Han var på gangen sammen med Sagsøgte, fordi de skulle have ting fra skabene. Vidne 2 begyndte at råbe. Han vendte sig om og så, at Vidne 2 kom tættere på Sagsøgte. Det var Vidne 2, der kom tættere på Sagsøgte. Vidne 2 prøvede at skubbe til Sagsøgte. Sagsøgte undgik ham. Vidne 2 sagde, at Sagsøgte skulle gå ind i klassen. Sagsøgte sagde ”nej, jeg venter på Vidne 1” . Der var ikke noget, før Vidne 2 skubbede ud efter Sagsøgte. Sagsøgte prøvede bare at modstå skubbet. Det var ikke fordi, at der var noget vold eller noget. Han mindes ikke, at Sagsøgte havde ved Vidne 2 eller at Sagsøgte sparkede. De var ret tæt på hinanden på et tidspunkt, men der blev ikke nikket nogle skaller. Der blev hel-ler ikke slået. Det var en lille smal gang de stod i. Der kom mange elever og læ-rere ud. Det tog noget tid. Selve episoden tog ikke så lang tid. Måske fem mi-nutter. Måske mindre. Begge parter blev trukket væk af de lærere og elever, der kom ud. Læreren Vidne 3 syntes, at det var sjovt at se på. Han sagde til de andre elever, at de bare skulle lade det være. Han smilte også. Han ved ikke hvorfor. Vidne 4 var der måske. Hverken Vidne 4 eller Vidne 3 så selve episoden. Det var en me-get lille gang med en branddør og døre til tre klasser. Der var også skabe. Der var 1-2 meter hen til klassen. Han stod en halv til en hel meter væk. Det var kun ham og Sagsøgte og Vidne 2, der var der, da episoden skete. Vidne 2 gik
4
først op i hovedet på Sagsøgte. Vidne 2 råbte. Sagsøgte råbte tilbage. Vidne 2 skubbede Sagsøgte hårdt. Ikke så hårdt at han faldt. Der var i hvert fald ikke noget provokerende i det, som Sagsøgte sagde. Han skubbede med begge hænder. Vidne 2 var muggen som lærer. Han var ikke den bedste lærer. Han havde hørt rygter om Vidne 2 fra de ældre elever. Ikke noget han selv havde oplevet.
Vidne 2 forklarede, at han blev ansat på Skole i 1995. Han arbejder stadig på skolen. Han arbejder i udskolingen i dag. Det gjorde han også dengang. Han underviste Sagsøgte men ikke ret længe. I matematik og fy-sik. Sagsøgte blev smidt ud af klassen af en eller anden grund. Han ville så ind igen. Han sagde til Sagsøgte, at det skulle han ikke. Han spærrede døren. Det ville Sagsøgte ikke finde sig i. Sagsøgte begyndte at blive aggressiv. Han skub-bede og masede for at komme ind. Sagsøgte hidsede sig endnu mere op og be-gyndte at slå og sparke ud. Sagsøgte ramte ham. Han værgede for sig. Det var tumult. Det skete lige på det tidspunkt, hvor frikvarteret sluttede. Der kom an-dre og forsøgte at trække Sagsøgte væk. Det lykkedes ikke først. Der kom mange til. Han følte sig verbalt truet. Han kan bedst huske, hvad der blev sagt bagefter. Bagefter var hans krop fyldt med adrenalin. Han gik på kontoret og fortalte om episoden. Sagsøgte kom ind på et andet kontor. Da Sagsøgte kom ud igen, så truede han ham. Det var ude på gangen. Sagsøgte truede både ham og hans familie. Han blev berørt af episoden lige efter. Han havde ikke fysiske ge-ner. Han blev først sygemeldt noget tid efter. De havde et møde to dage efter. Der var Sagsøgte også rimelig aggressiv overfor ledelsen. Han kom tilbage til skolen. Sagsøgte var der også. Det var de næste fjorten dage, at det begyndte at gå helt galt for ham. Han gik til ledelsen flere gange, men der skete ingenting. Han begyndte at ryste og var blandt andet ved at blive kørt ned flere gange på cykelturen hjem. Han har før været udsat for andre episoder, men har ikke tidli-gere været sygemeldt af den grund. Denne episode var måske nok grovere end de andre. Han havde kun Sagsøgte i 14 dage. Han vil beskrive Sagsøgte som ud-fordrende i dagene efter. Sagsøgte blev efterfølgende bortvist fra skolen på grund af en anden episode. Sagsøgte sparkede ud, men han værgede for sig. Han blev ramt, da han værgede for sig. Det var flere slag og spark. Det tog no-get tid. Mere end tre slag. Måske syv til ti slag. Det er han rimelig sikker på. Han kan ikke huske, hvordan Sagsøgte slog ud. Hvordan han gjorde det. Trus-lerne mod hans familie var samme dag. Oppe ved kontoret. Han kan ikke huske nøjagtigt, hvad der blev sagt, men der var trusler mod hans familie. Han kan ikke huske ordlyden. Mødet efterfølgende var ikke et forsoningsmøde. Han kan ikke huske, hvem der talte på mødet, men det var nok mest Person. Han kan ikke huske, om han på mødet fortalte om episoden selv. Person forsøgte nok at finde en løsning. Han har ikke selv gjort sig overvejelser om at anmelde det
5
til politiet. Det har selvfølgelig påvirket ham. Skolen ligger ikke i det rigeste kvarter i byen. Der var flere og flere belastede elever på skolen.
Foreholdt side 172, speciallægeerklæringen, forklarede vidnet, at det er rigtigt, det der står. Det var mere og mere et hårdt klima på skolen.
Sagsøgte nikkede ham en skalle. Sagsøgte snittede ham. Han blev ramt rimeligt midt på panden. Ikke noget der sagde dunk. Det skete til sidst. Han kan kun huske en anden episode på dette niveau. Den var ikke så forskellig fra denne. Han kan ikke huske, om han blev sparket og slået dengang. Det er kørt op på et lidt voldsomt niveau dette her. Hvis Sagsøgte var blevet bortvist efter episoden, så var det måske ikke blevet på denne måde. Hvis ledelsen havde taget hånd om det.
Vidne 3 forklarede, at har arbejdet på Skole i 25 år. Han arbejdede der også på det pågældende tidspunkt. Han er kollega med Vidne 2. De har undervist sammen. Børnene var på vej ud. Det var lige blevet pause. Det var en smal gang, hvor mange elever kom ud på samme tid. Han var stadig i klassen men hørte noget ude på gangen. Det var noget, som han skulle være obs på. Der var rigtig mange elever. Der foregik noget, som han ikke så, men det fik ham til at mase sig igennem mængden og stille sig imellem dem. Han husker det som, at Vidne 2 trådte frem og så gjorde Sagsøgte udfald mod ham. Da han kom ud, så var der en verbal konflikt. Der skete noget. Sagsøgte la-vede et udfald, som fik ham til at reagere og mase sig frem for at stille sig imel-lem. Det kunne være en skalle eller noget. Han kan ikke huske det præcist. Han hørte nok, hvad der blev sagt, men han kan ikke huske det nu. Han hørte, at der blev talt højt. Han var klar over, at der var noget, der var ved at blive bygget op. Derfor gik han derud. Han så de to. De stak op over de andre elever og desuden var der et lille rum omkring dem, der var tomt. Han plejer at være god til at gå imellem, når der er noget. Sagsøgte var en af de elever, som de var ekstra op-mærksomme på. Der havde været en episode tidligere med verbal tilsmuds-ning. Sagsøgte kunne heller ikke altid finde ud af at gøre, som der blev sagt. De andre episoder, der har været på skolen, har næsten altid været i de små klas-ser. Der er mindre filter på de små børn. Dette var anderledes, fordi det foregik i udskolingen. Der plejer ikke at være sådanne episoder i udskolingen. Det er relativt usædvanligt, at en elev er voldelig mod en lærer. Han ville have reage-ret anderledes, hvis det kun var en verbal situation. Sagsøgte var meget ophid-set i situationen. Efter at han stillede sig imellem dem, så var der stadig fra
6
Sagsøgte forsøg på at komme udenom, og Sagsøgte sparkede også ud efter Vidne 2. Flere af eleverne forsøgte at få Sagsøgte væk. Vidne 2 var meget rystet efter episoden. Han blev ved med at sige, at der burde ske noget. At det ikke kunne være rigtigt det her. Vidne 2 var meget utryg i dagene efter, da Sagsøgte blev ved med at gå på skolen. De talte om episoden dengang, men har ikke talt om det siden. For ikke at rive op i noget. Han så Sagsøgtes hoved lave et ud-fald, derfor tænkte han, at det var en skalle. Han så ikke en arm. Derfor han tænkte således. Han så ikke nogen skader på Vidne 2. Hans fokus var på Sagsøgte. At få ham væk. Han stod med ryggen til Vidne 2.
Vidne 4 forklarede, at han stadig arbejder på Skole. Han har arbejdet der siden 2013. Han har været kollega med Vidne 2. Han havde undervisning i lokalet ved siden af. Han kunne høre, at der var nogen, der skændtes højlydt ude på gangen. Han tænkte, at han hellere måtte gå derud. Der stod en række elever derude. Nede ved den bagerste væg kunne han se Sagsøgte og Vidne 2. De skændes. Der stod også en række elever. Han så en slagbevægelse og et ryk med hovedet fra Sagsøgte mod Vidne 2. Han så ikke, om der blev ramt. De råbte begge to. Han tror, at de begge to var ophid-sede på det tidspunkt. Han hørte, hvad der blev sagt, men han kan ikke huske, hvad det var i dag. Han kunne høre, at Sagsøgte var vred, men han var mest op-taget af at få skilt de to parter ad. Han gik ret hurtigt derhen. Han var med til at få dem til at gå fra hinanden. Han har ikke oplevet episoder, der var så vold-somme før. Sagsøgte var en stor dreng, derfor var det mere voldsomt, end hvis det var en elev fra en mindre klasse. Vidne 2 var ophidset bagefter og han kunne mærke adrenalinen. Han gik med Vidne 2 for at tale med ham. På det tidspunkt vidste han ikke helt, hvad der egentligt var sket. Han har selv haft Sagsøgte som elev og har haft et fint forhold til ham. Han ved dog, at der efter-følgende var episoder med andre lærere og skolelederen. Episoden foregik ude på fællesgangen. Han kom ud fra sit klasselokale. De stod nede ved døren, der gik ud fra gangen. Nede ved skabsvæggen. Sagsøgte stod op mod skabene og Vidne 2 stod overfor. Vidne 3 kom også hurtigt ud og stillede sig mellem de to. Han kan ikke huske, hvem der kom først derhen. Han har ikke nogen fornem-melse af, hvor lang tid det tog. Det var en relativ kort periode. Der skete noget inden også, som han ikke overværede. Han så, at de havde fat i hinanden, da han kom ud på gangen. Han kan ikke huske, om Vidne 2 havde en hånd på Sagsøgte.
Parternes synspunkter
Civilstyrelsen har i sit påstandsdokument anført:
”…
4. ANBRINGENDER
7
Det gøres overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilside-sætte Erstatningsnævnets afgørelser (bilag 2 og 7), hvorefter forurettede som følge af volden den 27. august 2019 er berettiget til svie og smerte for perioden 2. oktober 2019 til den 30. juni 2020 samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden den 1. august 2020 til 20. september 2021.
Sagsøgte er forpligtet til at betale det beløb, som staten i henhold til Er-statningsnævnets afgørelser (bilag 2 og 7) har udbetalt til forurettede.
For så vidt angår rentekravet, støttes dette på, at Civilstyrelsen ved af-gørelserne af 20. april 2021 og 6. oktober 2021(bilag 5 og 8) har fremsat betalingspåkrav i overensstemmelse med rentelovens § 3, stk. 2.
4.1 Gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelser kan ikke prøves i denne sag
Sagsøgte har gjort gældende, at Erstatningsnævnets afgørelse af 25. fe-bruar 2021 (bilag 2) og afgørelse af 27. september 2021 (bilag 7) bør tilsi-desættes, da lovovertrædelsen ikke er anmeldt til politiet indenfor 72 timer fra gerningstidspunktet, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 1, og forholdene ikke taler for at fravige denne betingelse, jf. offererstat-ningslovens § 10, stk. 3.
Nærværende sag er alene en sag mellem Civilstyrelsen og sagsøgte. Gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelser kan således ikke prøves under denne sag.
Af samme grund kan spørgsmålet om, hvorvidt Erstatningsnævnet har været berettiget til at dispensere fra anmeldelsesfristen i lovens § 10, stk. 1, jf. stk. 3, ikke prøves under nærværende sag.
Civilstyrelsen har således ikke beføjelse til at træffe afgørelse om erstat-ningen til skadelidte efter offererstatningsloven. Denne beføjelse til-kommer alene Erstatningsnævnet, jf. offererstatningslovens § 11.
Skadevolder anses endvidere ikke for at have partstatus i forhold til sa-gens behandling ved Erstatningsnævnet og er heller ikke af lovgiver til-lagt indsigelsesadgang i forhold til de særlige betingelser for adgang til offererstatningsordningen.
Det følger af § 7 i bekendtgørelse nr. 824 af 26. juni 2013 om forretnings-orden for Erstatningsnævnet, at skadevolderen ikke efter det alminde-
8
lige forvaltningsretlige partsbegreb anses som part i sagen ved Erstat-ningsnævnet. Sagen ved Erstatningsnævnet er et inter partes anlig-gende mellem forurettede og det offentlige. Det betyder, at skadevolde-ren ikke har nogen partsbeføjelser i sagen ved Erstatningsnævnet.
Statens regreskrav er som udgangspunkt klassificeret som et alminde-ligt afledet regreskrav mod en ansvarlig skadevolder, jf. U 2015.944 H modsætningsvist. Dette medfører også, at skadevolderen som udgangs-punkt hverken skal stilles dårligere eller bedre, end hvis kravet var ret-tet direkte fra skadelidte mod skadevolder. Med andre ord skal sagsøgte ikke tillægges en særlig indsigelsesadgang, som sagsøgte ikke ville have over for forurettede alene som følge af, at det i denne sag er staten, der har betalt forurettede den erstatning, som sagsøgte er an-svarlig for.
I sagen U 2020.2390 H udtalte Højesteret således: ”I det omfang der ydes erstatning efter offererstatningsordningen, ind-træder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen, jf. offererstatnings-lovens § 17. Højesteret finder, at det følger af bestemmelsen, at skade-volder i en regressag har samme indsigelser over for staten, som skade-volder ville have i en erstatningssag direkte mellem skadelidte og ska-devolder. Skadevolder kan dermed gøre gældende, at dansk rets almin-delige regler om en skadevolders erstatningsansvar ikke er opfyldt, her-under at der ikke foreligger årsagssammenhæng mellem lovovertrædel-sen og skadelidtes skade. Højesteret finder endvidere, at der under en sådan efterfølgende regressag mod skadevolder ikke kan ske en prø-velse af, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig f.eks. på grund af manglende overholdelse af fristregler. Det bemærkes herved, at det som anført er skadelidtes krav mod skadevolderen, som staten indtræ-der i, og at regreskravets berettigelse derfor beror på en prøvelse af ska-delidte krav og ikke af gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse.”
Sagsøgte kan således efter de almindelige indtrædelsesregler gøre de samme indsigelser gældende mod kravet, som selskabet ville have haft mulighed for over for skadelidtes erstatningskrav. Derimod kan der ikke ved en regressag ske en prøvelse af, om Erstatningsnævnets afgø-relse er ugyldig f.eks. på grund af manglende overholdelse af fristregler i offererstatningsloven.
Det bemærkes, at sagsøgte i regressagen har haft mulighed for at komme med indsigelser mod kravet over for staten, herunder mod Er-statningsnævnets afgørelse og grundlaget herfor. Hertil kommer, at sagsøgte på helt sædvanlig vis har mulighed for at føre beviser og for-klare sig direkte for den dømmende ret.
9
4.2 Straffelovsovertrædelsen skal ikke prøves i regressagen
Som anført ovenfor følger det af Højesterets præmisser i U2020.2390H, at den efterfølgende regressag mellem staten og skadevolder efter offe-rerstatningslovens § 17 alene vedrører, om staten kan bevise, at de al-mindelige erstatningsretlige betingelser er opfyldt, og at spørgsmål om skadevolders eventuelle straffelovsovertrædelse (herunder Erstat-ningsnævnets vurdering heraf) ikke indgår i sagen. Civilstyrelsen be-strider ikke, at Erstatningsnævnet i forbindelse med sin vurdering af sa-gen har vurderet, at forurettede den 27. august 2019 var udsat for en overtrædelse af straffeloven. Civilstyrelsen gør dog gældende, at Erstat-ningsnævnets strafferetlige vurdering ikke er til prøvelse i denne sag.
Det gøres derfor principalt gældende, at sagen mellem Civilstyrelsen og sagsøgte ikke indebærer en stillingtagen til sagsøgtes eventuelle straffe-retlige ansvar i relation til hændelsen den 27. august 2019. Sagen omhandler alene sagsøgtes erstatningsretlige ansvar for hændelsen.
Hvis retten finder, at regreskravet forudsætter en prøvelse af, om der er begået en straffelovsovertrædelse, gøres det gældende, at der fandt en straffelovsovertrædelse sted. I den forbindelse henvises der til anbrin-gender nedenfor i afsnit 4.3.
4.3 Hændelsesforløbet - sagsøgte begik en straffelovsovertrædelse
Forurettede anmeldte ikke episoden den 27. august 2019 til politiet, hvorfor der i denne sag ikke foreligger en straffedom. Erstatningsnæv-net har imidlertid i medfør af offererstatningslovens § 1 vurderet, at den skadevoldende adfærd var en overtrædelse af straffeloven, og at forurettede derfor var berettiget til godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Sagsøgte bestrider, at han har udsat forurettede for vold.
Civilstyrelsen fastholder det beskrevne hændelsesforløb og gør gæl-dende, at forurettede var udsat for en straffelovsovertrædelse. Dette hændelsesforløb, herunder karakteren af den udøvende vold, er med ganske få afvigelser i beskrivelserne gengivet i skolens redegørelse af november 2020 (bilag 1), kommunens anmeldelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 12. september 2019 (bilag 9), forurettedes besvarelse af spørgeskemaet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 15. novem-ber 2019 (bilag 13), Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser af 17.
10
marts 2020 og 11. januar 2021 (bilag 19 og 28) samt psykiatrisk special-lægeerklæring af 20. oktober 2020 (bilag 27).
Hertil kommer, at forurettedes skader som følge af hændelsen er doku-menteret ved de lægelige akter i sagen, særligt den psykiatriske special-lægeerklæring af 20. oktober 2020 (bilag 27), hvoraf fremgår, at foruret-tedes funktionsevnetab er betinget af de arbejdsmæssige belastninger, herunder primært overfaldet i august 2019.
Skolen valgte i samarbejde med forurettede ikke at anmelde episoden, da man vurderede, at de konsekvenser, det ville få for eleven, modar-bejdede det pædagogiske arbejde på skolen (bilag 1).
Det forhold, at forurettede i spørgeskemaet til Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring angav, at han faktisk blev slået og sparket, kan ikke be-tragtes som nye forhold, men blot en uddybning af det allerede oplyste faktum i sagen.
For så vidt angår sagsøgtes anbringende om, at sagsøgtes vold mod forurettede er sket i nødværge. Bestrides dette af Civilstyrelsen. Der er ikke noget i sagen, som antyder, at sagsøgte hverken følte sig eller blev truet eller på anden vis var i fare således, at han måtte handle i nød-værge ved at slå ud efter forurettede.
Sammenfattende gøres det gældende, at retten ved vurderingen af de fremsatte regreskrav skal lægge til grund, at sagsøgte den 27. august 2019 udøvede vold med forurettede, og at forurettede var udsat for en straffelovsovertrædelse.
4.4 Der er ikke tale om ensidigt indhentede erklæringer
Det forhold, at sagsøgte ikke er blevet hørt som part i sagen skyldes, at han ikke er part i sagen mellem Erstatningsnævnet og forurettede. De indhentede erklæringer er indhentet til brug for sagen mellem Erstat-ningsnævnet og forurettede og er dermed ikke indhentet til brug for re-gressagen mellem Civilstyrelsen og sagsøgte.
Det bestrides således, at der er tale om ensidigt indhentede erklæringer, da erklæringerne er indhentet før sagens anlæg. Erklæringerne, herun-der afgørelser mv. er indhentet af offentlige myndigheder, Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring og Erstatningsnævnet. Hverken Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring eller Erstatningsnævnet er part i nærværende sag mellem Civilstyrelsen og sagsøgte.
11
4.5 Der er ikke udvist passivitet
Civilstyrelsen bestrider, at Civilstyrelsen har udvist retsfortabende pas-sivitet, herunder at der er sket en ubegrundet forhaling af sagsbehand-lingen.
Det skal fremhæves, at tidsrummet mellem overfaldet den 27. august 2019 og frem til Erstatningsnævnets tilkendelse af godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (henholdsvis den 25. februar 2021 og den 27. september 2021) ikke kan tillægges betyd-ning i forhold til passivitetsvurderingen, da Civilstyrelsen først fik kendskab til regreskravet ved modtagelsen af afgørelserne fra Erstat-ningsnævnet, hvilket skete umiddelbart efter Erstatningsnævnets afgø-relser. Retsfortabende passivitet forudsætter i sagens natur, at Civilsty-relsen havde kendskab til kravet.
Civilstyrelsen partshørte ved breve af 17. marts 2021 (bilag 3) og 4. ok-tober 2021 sagsøgte, hvorefter Civilstyrelsen traf afgørelse om regres den 20. april 2021 (bilag 5) samt 6. oktober 2021 (bilag 8). Da sagsøgte ikke underskrev frivilligt forlig, stævnede Civilstyrelsen sagsøgte den 28. januar 2022.
Ved bedømmelsen af om et offentligretligt krav kan anses for bortfaldet på grund af passivitet, må der, foruden den forløbne tid, lægges vægt på, om de sagsøgte har haft grund til at indrette sig i tillid til, at kravet ikke ville blive gjort gældende.
Civilstyrelsen har på intet tidspunkt, hverken direkte eller indirekte, gi-vet udtryk for, at Civilstyrelsen ikke ville rette et regreskrav mod sagsøgte. Allerede derfor kan regreskravet ikke være bortfaldet som følge af passivitet.
Efter overfaldets karakter kan sagsøgte desuden ikke have haft en be-rettiget forventning om, at han ikke senere ville blive mødt med regres-krav i anledning af forurettedes skader som følge af overfaldet, eller haft grund til at indrette sig i tillid til, at et krav ikke ville blive gjort gældende.
Det forhold, at der under en samtale mellem en lærer og en elev vedrø-rende en voldsepisode, ikke blev nævnt ordet strafbar handling, medfø-rer ikke, at sagsøgte kan have haft en berettiget forventning om, at et ansvar ikke vil blive gjort gældende. Det bemærkes i den forbindelse, at skolen hverken har kompetencen eller bemyndigelse til at tage stilling til et sådan forhold.
12
Det forhold, at sagsøgte ikke er blevet inddraget i sagen tidligere, skyl-des, at han ikke er part i sagen mellem Erstatningsnævnet og foruret-tede.
4.6 Årsagssammenhæng og adækvans
Det er godtgjort, at der er årsagssammenhæng mellem den forsætlige voldsudøvelse, sagsøgte har udøvet mod forurettede, og de skader forurettede herved er blevet påført. At vold og trusler om vold kunne medføre et sygeforløb for forurettede, må have været påregneligt for sagsøgte.
Det følger af Højesterets praksis, at kravene til bevis for årsagssammen-hæng lempes, hvis skadevolderens handling er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, det vil sige klar culpa. I sager om voldsudøvelse er beviset for årsagssammenhæng på den baggrund lempeligt, jf.
U.2002.1496H.
Dette gælder også i sager om voldsofferregres, hvor de skadegørende handlinger pr. definition begås forsætligt. Herefter anses det for til-strækkeligt at statuere årsagsforbindelse, at det bedømmes som mere sandsynligt, at skaden vil være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden den udøvende vold, jf. f.eks.
U.2017.2307V.
I denne sag er der tale om forsætlig vold, som utvivlsomt kan have væ-ret årsag til de opståede skader og gener hos forurettede, der forårsa-gede forurettedes sygemelding og deraf følgende tabte arbejdsfortjene-ste.
Civilstyrelsen er enig med sagsøgte i, at de efterfølgende trusler mod forurettede og dennes familie ikke vedrører episoden den 27. august 2019. Volden og de efterfølgende trusler må dog anses for at være snæ-vert forbundne, og der er endvidere ikke dokumentation for, at trus-lerne har forværret de gener, som blev påført som følge af volden. Det gøres således gældende, at de efterfølgende trusler ikke har påført foru-rettede et selvstændigt psykisk mén. Det gøres endvidere gældende, at truslernes karakter ikke er egnede til at påføre forurettede et selvstæn-digt psykisk mén.
Selv i det tilfælde, at det kan godtgøres, at forurettede har en særlig følsomhed i relation til psykiske skader eller er særligt sårbar, følger det af retspraksis, eksempelvis U.1996.1334H og U.2012.276H, at en sådan
13
følsomhed er uden betydning for den erstatningsretlige årsags- og adæ-kvansbedømmelse, jf. det almindelige erstatningsretlige princip om at ”tage skadelidte, som skadelidte er” .
4.6.1 Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i sagen
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anerkendt overfaldet den 27. au-gust 2019 som en arbejdsskade, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring har udmålt forurettedes varige mén som følge af overfaldet til 10 %.
Det forhold, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i nærværende sag har vurderet, at der er årsagssammenhæng mellem hændelsen og foru-rettedes længerevarende gener, støtter det forhold, at der ligeledes fore-ligger årsagssammenhæng mellem hændelsen og forurettedes syg-domsforløb, som denne sag angår.
I sager, hvor der foreligger en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring, må det ved bevisbedømmelsen tages i betragtning, at Arbejds-markedets Erhvervssikring under medvirken af lægelig fagkundskab og gennem behandling af et stort antal sager har oparbejdet en omfat-tende viden og en særlig erfaring i at foretage de pågældende vurderin-ger om årsagssammenhæng og varigt mén. Der skal derfor være et sik-kert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurderinger, jf. f.eks. U1999.1565H, U2005.3273H og U2005.701/2H.
Sagsøgte har ikke tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i sagen.
4.7 Særligt vedr. svie og smerte
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 25. februar 2021 (bilag 2) og 27. september 2021 (bilag 7) forurettede henholdsvis kr. 27.520,00 og kr. 24.187,50 i godtgørelse for svie og smerte for perioden 2. oktober 2019 til 30. juni 2020.
Efter erstatningsansvarslovens § 3 udgør godtgørelse for svie og smerte kr. 215,00 (2021) for hver dag, den skadelidte er syg. Ved syg forstås, at skadelidte har været sygemeldt og undergivet en vis form for behand-ling. Bestemmelsen giver mulighed for, at der i særlige tilfælde kan ydes godtgørelse for svie og smerte, selvom den skadelidte ikke har væ-ret syg.
14
I henhold til praksis er det, det er afgørende for berettigelsen til godtgø-relse for svie og smerte, om en hændelse kan anses for at være udlø-sende faktor til sygemeldingen, og om generne som følge af ulykken ef-terfølgende har været medvirkende til sygemeldingen under hele syge-perioden, jf. bl.a. dommene U2012.1838H og U2013.508H. Både forud-bestående og efterfølgende konkurrerende lidelser er således uden be-tydning, såfremt den skadelidte var rask på tidspunktet for en hæn-delse, som udløser en sygemelding, og hvis gener efterfølgende blot er medvirkende til den fortsatte sygemelding.
Det fremgår af arbejdsgivererklæringen af 10. februar 2021 (bilag 29), at forurettede har været sygemeldt som følge af hændelsen den 27. august 2019. Forurettede var fuldtidssygemeldt i perioden fra den 17. septem-ber 2019 til den 20. september 2019 og fra den 2. oktober 2019 til den 26. april 2020. Herefter var forurettede deltidssygemeldt fra den 27. april 2020 til den 30. juni 2020.
I forbindelse med forurettedes sygdomsforløb gik han til psykolog. Han havde haft samtaler med to forskellige psykologer, hvilket fremgår af lægeerklæring af 12. april 2021 (bilag 30).
Det fremgår i øvrigt af lægeerklæringen af 12. april 2021 (bilag 30), at forurettede ikke havde nogen forud bestående lidelser, der havde be-tydning for forurettedes aktuelle tilstand.
Det gøres således gældende, at forurettede har været sygemeldt og un-dergivet behandling i perioden fra 2. oktober 2019 til 30. juni 2020.
Det gøres endvidere gældende, at hændelsen den 27. august 2019 udlø-ste sygemeldingen, og at generne som følge af hændelsen medvirkede til den samlede sygeperiode.
4.8 Særligt vedr. tabt arbejdsfortjeneste
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 27. september 2021 (bilag 7) forurettede kr. 248.223,18 i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. august 2020 til 30. september 2021.
Efter erstatningsansvarslovens § 2 ydes tabt arbejdsfortjeneste indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen.
I henhold til praksis er det, der er afgørende for berettigelsen til erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste, om en hændelse kan anses for at være udløsende faktor til sygemeldingen, og om generne som følge af ulyk-
15
ken efterfølgende har været medvirkende til sygemeldingen under hele sygeperioden, jf. bl.a. dom23. mene U2012.1838H og U2013.508H.
Det fremgår af arbejdsgivererklæringen af 10. februar 2021 (bilag 29), at forurettede inden hændelsen den 27. august 2019 arbejdede 37 timer om ugen. Det fremgår af opfølgningssamtalerne mellem forurettede og kommunen (bilag 21) samt fraværsoversigten (bilag 20), at forurettede gik ned i arbejdstid fra den 1. august 2020 til 24,50 timer om ugen.
Det fremgår endvidere af opfølgningssamtalerne mellem forurettede og kommunen, at det er hændelsen den 27. august 2019, der er årsag hertil.
Det gøres derfor gældende, at hændelsen den 27. august 2019 har med-ført, at forurettede fra den 1. august 2020 kun kan arbejde 24,50 time om ugen og derfor medvirkende til, at forurettede har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. august 2020 til 30. september 2021, hvor forurettede kun har arbejdet 24,50 time om ugen.
4.9 Lempelse efter § 24
Det følger af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, at erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.
Det skal fremhæves, at der ved vurderingen efter § 24 skal lægges vægt på bl.a. ansvarets beskaffenhed, og at der sædvanligvis ikke sker lem-pelse, når det ansvarspådragende forhold er begået forsætligt, jf. bl.a. U1995.443H, U2002.1496H, FED2004.767V, FED2012.2Ø og U2015.944H.
I relation til vurderingen efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, gø-res det nærmere gældende, at lempelse af erstatningsansvaret ved for-sætlig voldsudøvelse forudsætter, at der foreligger særlige omstændig-heder. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, og der er derfor ikke grundlag for at nedsætte erstat-ningsansvaret i medfør af denne bestemmelse.
På baggrund af oplysningerne om sagsøgtes indkomst i 2019-2021 (bi-lag A) kan det ikke lægges til grund, at erstatningsansvaret må anses for urimeligt tyngende for sagsøgte. De fremlagte årsopgørelser et ud-tryk for sagsøgtes indkomst i en periode, hvor han endnu ikke har taget en uddannelse eller har haft et stabilt indkomstgrundlag. Det må for-modes, at sagsøgte på et tidspunkt vil få en uddannelse således, at han har et bedre økonomisk fundament til at kunne betale regreskravet. På
16
det foreliggende er der endvidere ingen oplysninger om, at sagsøgte har gæld.
Sagsøgte var på tidspunktet for voldsepisoden 15 år gammel. Med hans unge alder har han således mange år til at kunne tilbagebetale regres-kravet, hvilket ligeledes må tillægges betydning ved vurderingen.
På denne baggrund bestrides det, at erstatningsansvaret vil være uri-meligt tyngende for sagsøgte. Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgte har mulighed for at indgå en afdragsordning.
I sagen U2020.4029V fandt Vestre Landsret, at der henset til den skade-voldende adfærd ikke var grund til at lempe erstatningsansvaret, selvom retten fandt, at det måtte anses for ”særdeles tvivlsomt” , om skadevolder på noget tidspunkt ville blive i stand til at betale, det kræ-vede beløb på 1.3 mio. kr. Den omstændighed, at skadevolderen var på kontanthjælp og i misbrugsbehandling, kunne ikke begrunde et andet resultat.
Tilsvarende fandt Vestre Landsret i U2021.1531V, at der – uanset at det måtte anses for særdeles tvivlsomt, om gerningsmanden på noget tids-punkt vil blive i stand til at betale, det krævede beløb på 1.7 mio. kr., – ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for rent und-tagelsesvis at lempe erstatningsansvar, jf. erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.
Det gøres endvidere gældende, at erstatningsansvarslovens §§ 24, stk. 1, under ingen omstændigheder kan føre til, at sagsøgtes erstatnings-ansvar helt skal bortfalde. Såfremt retten måtte finde, at erstatnings-ansvarslovens § 24, stk. 1 finder anvendelse, kan det derfor alene føre til, at sagsøgtes erstatningsansvar nedsættes.
Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at lade sagsøgtes erstatningsansvar nedsætte eller bortfalde efter erstatnings-ansvarslovens § 24, stk. 1.
Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke er vægtige hensyn at tage til forurettede i nærværende sag, idet forurettede har fået udbetalt sin er-statning af staten.
Det forhold, at forurettede allerede har fået udbetalt sin erstatning, har ikke betydning, idet Civilstyrelsen indtræder i forurettedes krav mod skadevolder, jf. offererstatningslovens § 17, stk. 1.
…”
17
Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført:
”…
ANBRINGENDER
1. Det retlige grundlag
Det fremgår af offererstatningslovens § 1, stk. 1, at staten yder erstat-ning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov.
Videre fremgår det af offererstatningslovens § 6, at erstatning ydes, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, er under 15 år eller utilregnelig. Endelig fremgår det af bestemmelsens stk. 2, at erstatning ydes, selv om tiltalte under straffesagen frifindes, hvis lovens betingel-ser i øvrigt er opfyldt.
Lovgivers hensigt har været at sikre skadelidte et retskrav på udbeta-ling af erstatning i de situationer, hvor en skadevolder forsætligt ved en forbrydelse forvolder en skade. Derfor fremgår det også af offererstat-ningslovens § 10, stk. 1, at erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Det udgangspunkt kan efter bestemmelsens stk. 3 fraviges, hvis forholdene taler for det.
Det ligger desuden fast, at staten efter offererstatningslovens § 17, er be-rettiget til at gøre regres mod gerningsmanden for den ydelse, som forurettede i henhold til Erstatningsnævnets afgørelser har fået udbe-talt.
1.1. Retsfortabende passivitet
Det gøres overordnet gældende, at kravene er bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet. For at passivitetsgrundsætningen kan finde anvendelse, er det et grundlæggende krav, at rettighedshaveren skal have kendskab til sin rettighed. Dette havde Erstatningsnævnet.
Flere faktorer taler for, at kravene er bortfaldet som følge af passivitet:
Erstatningsnævnet er en offentlig myndighed, der træffer afgørelse på vegne af staten over for en borger. Civilstyrelsen indtræder efterføl-gende som repræsentant for staten i regreskravet. Som offentlige myn-
18
digheder og dermed professionel part, må der anlægges en skærpet passivitetsvurdering.
Episoden, som man nu retter et krav mod Sagsøgte for, ligger mere end halvandet år før det tidspunkt, hvor Sagsøgte første gang bliver parts-hørt til sagen (bilag 3), og der går knap 2,5 år før der udtages stævning.
Sagsøgte har i nærværende sag ikke været part i sagen ved Erstat-ningsnævnet. Sagsøgte har derfor ikke haft mulighed for at gøre indsi-gelser imod kravets størrelse, dokumentationen eller lignende. Sagsøgte gøres først bekendt med kravet efter det tidspunkt, hvor erstatningen er fastlagt ved endelige afgørelser. Der foreligger ingen saglig begrundelse for, at der ikke sker inddragelse af Sagsøgte på et langt tidligere tids-punkt, i en sag, hvor staten er bekendt med kravet, og i en situation, hvor ansvaret ikke er blevet fastslået i forbindelse med en straffedom.
Endelig gøres det gældende, at Sagsøgte efter mødet med Vidne 2 og skolens ledelse refereret i sagens bilag 1 har haft en berettiget forvent-ning om, at et ansvar ikke ville blive gjort gældende.
På baggrund af de anførte omstændigheder gøres det således gæl-dende, at kravene er bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet.
1.2. Tilsidesættelse af Erstatningsnævnets afgørelser
Hvis retten ikke er enig i, at der er indtrådt passivitet, gøres det gæl-dende, at Erstatningsnævnets afgørelse af 25. februar 2021 (bilag 2) og afgørelse af 27. september 2021 (bilag 7) bør tilsidesættes som følge af offererstatningslovens § 10, stk. 1, jf. stk. 3. Heraf følger det, at erstat-ning er betinget af, at lovovertrædelsen anmeldes til politiet indenfor 72 timer fra gerningstidspunktet. Det følger af § 10, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det. Der ses ikke at fore-ligge forhold, der taler for, at stk. 1 i denne situation kan fraviges.
Det fremgår af bilag 1, at Skole undlod at politianmelde episo-den, da man vurderede, at de forventede konsekvenser af en politian-meldelse ville modarbejde det pædagogiske arbejde på skolen. Dette er ikke tilstrækkeligt til at fravige udgangspunktet, hvorefter der kræves politianmeldelse for, at der kan ske udbetaling af erstatning.
Skole begrunder undladelsen med, at en politianmeldelse ville modarbejde det pædagogiske arbejde på skolen. I denne situation har undladelsen – stik imod hensigten – skabt en situation for Sagsøgte, hvor han risikerer at blive pålagt et regreskrav som følge af en påstået
19
handling, som han på baggrund af skolens og Vidne 2's manglende politianmeldelse aldrig har haft mulighed for at forsvare sig imod.
Forarbejderne til offererstatningslovens § 10, stk. 3 nævner f.eks. den si-tuation, at den forurettede har befundet sig i en choktilstand efter episo-den. Til gengæld fremgår det bl.a. af FED 2003.2482/1, at der ikke til-kendes erstatning, hvis ansøger af frygt for repressalier ikke ønsker at bidrage til sagens opklaring. Der skal således ganske meget til, for at of-fererstatningslovens § 10, stk. 3 finder anvendelse.
Som følge af det ovenfor anførte gøres det gældende, at udgangspunk-tet om krav af politianmeldelse for at udbetale erstatning efter loven ikke burde være fraveget i nærværende sag, hvorfor der ikke burde være udbetalt erstatning på det foreliggende grundlag. Hvis ikke der var blevet udbetalt erstatning, ville der heller ikke kunne rejses et re-greskrav mod Sagsøgte.
Allerede af disse grunde bør der ske frifindelse af Sagsøgte.
1.3.Erstatningsnævnets afgørelser behæftet med en retlig mangel
Civilstyrelsen gør gældende, at skadevolder ingen partsbeføjelser har i sagen ved Erstatningsnævnet, da det er et inter partes anliggende mel-lem forurettede og det offentlige.
Men i nærværende sag er ansvarsgrundlaget ikke blevet fastslået ved dom inden Erstatningsnævnets prøvelse som ellers er den sædvanlige situation. Der foreligger endvidere ikke nogen journalnotater fra skolen fra tidspunktet for episoden, ligesom det ikke klart kan udledes, hvor-dan Sagsøgte har forholdt sig til beskyldningerne fra Vidne 2. På den baggrund gøres det gældende, at Erstatningsnævnet er underlagt et krav om en skærpet prøvelse særligt vedrørende vurderingen af hvor-vidt der foreligger et ansvarsgrundlag.
Det følger af § 2, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 824 af 26. juni 2013 om for-retningsorden for Erstatningsnævnet, at nævnet kan indkalde skade-lidte eller dennes repræsentant til et nævnsmøde. Nævnet kan endvi-dere indkalde andre, der har kendskab til forholdene, herunder skade-volderen, til at afgive forklaring.
Endelig ses hverken Erstatningsnævnet eller Civilstyrelsen i deres afgø-relser at have forholdt sig til problematikken om den manglende politi-anmeldelse og om hvorvidt sagen allerede af den grund burde afvises.
20
Det gøres således gældende, at Erstatningsnævnets afgørelser lider af en retlig mangel i form af manglende sagsoplysning, herunder høring og involvering af skadevolder.
Det gøres i den forbindelse gældende, at Erstatningsnævnets vurdering af, hvorvidt der er begået en straffelovsovertrædelse, udelukkende hvi-ler på Vidne 2's egen forklaring, et enkelt notat udarbejdet af Esbjerg kommune 15 måneder efter episoden, og lægelige akter, der er udfyldt ensidigt og på baggrund af oplysninger fra Vidne 2.
Erstatningsnævnet har ikke inddraget Sagsøgte på nogen måde, på trods af at det fremgår af sagen, at Vidne 2 har afgivet divergerende forklaringer omkring hændelsen. Ifølge arbejdsgiverens redegørelse (bi-lag 1) beskriver Vidne 2, at Sagsøgte har skubbet til Vidne 2. Det fremgår at Sagsøgte slår ud efter Vidne 2 og er truende, at Sagsøgte nikker Vidne 2 en skalle og vedblev truende.
Af det udfyldte spørgeskema til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (bi-lag 13) fremgår det, at Vidne 2 angiver at han blev slået, sparket og nikket en skalle, og efterfølgende blev Vidne 2 og hans familie truet med at blive opsøgt og ”smadret” . Denne udlægning fremgår endvi-dere direkte af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrundelse (bilag 19) for at anerkende de psykiske gener efter episoden som en arbejds-skade. Dette underbygger, at alene Vidne 2's udlægning af hændelses-forløbet er lagt til grund.
Erstatningsnævnet ses heller ikke at have forholdt sig til det faktum, at Vidne 2 først opsøger lægefaglig behandling den 8. november 2019, og at der derved ikke foreligger faktiske beviser, for eksempel i form af billeddokumentation af de synlige skader, som må forventes at frem-komme, hvis man bliver udsat for både spark, slag og nikket en skalle. Der er således ingen faktiske beviser, der støtter Vidne 2's forklaring.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, de lægelige akter og re-degørelsen fra arbejdsgiver udarbejdet i november 2020, har været af af-gørende betydning for Erstatningsnævnets afgørelse om at tilkende er-statning i det anførte omfang.
Som følge heraf anføres det, at grundlaget for Erstatningsnævnets afgø-relse er så mangelfuldt, at der ikke burde have været udbetalt erstat-ning på dette grundlag. Som konsekvens af dette er der ligeledes heller ikke noget grundlag for dette regreskrav mod Sagsøgte.
1.3.1. Erklæringernes begrænsede bevisværdi
21
Endvidere gøres det gældende, at de erklæringer, afgørelser mv., der foreligger i nærværende sammenhæng må betragtes som eller sidestil-les med ensidigt indhentede erklæringer, der ikke kan anvendes som bevis i nærværende sag, da Sagsøgte ikke er blevet hørt som part i sa-gen.
Dette kan have betydning for rettens vurdering af erklæringen, jf. her-ved Lasse Højlund Christensen, ”Den Civile Retspleje” , 5. udgave, s. 590., der anfører følgende om egenhændigt indhentede sagkyndige er-klæringer:
”Såfremt en part indhenter en erklæring uden at inddrage modparten og eventuelt retten (en såkaldt ensidigt indhentet erklæring), har mod-parten ikke haft mulighed for at varetage sine interesser, hvilket kan have påvirket erklæringens indhold.” . Det anføres endvidere: ”Dette kan påvirke erklæringens bevismæssige betydning, […] og retten kan håndtere dette på forskellige måder. Retten kan enten nægte erklærin-gens fremlæggelse, jf. Rpl § 341, eller den kan tillade fremlæggelse med forbehold for at forholde sig til bevisets vægt i forbindelse med den al-mindelige bevisvurdering. De retningslinjer for ensidigt indhentede er-klæringer om sagens faktum, der i de senere år er udviklet i retspraksis, og nu – med nogle tilføjelser – er blevet lovfæstet i Rpl § 341 a, har be-væget sig mod den sidstnævnte løsning.” .
I denne sag bør Erstatningsnævnets afgørelse om Vidne 2's tab såle-des ikke tillægges bevisværdi, idet Sagsøgte ikke har haft mulighed for at komme med bemærkninger til sagen eller stille supplerende spørgs-mål, inden der blev foretaget en endelig vurdering.
1.3.2. Begrænset prøvelse i Erstatningsnævnet
At prøvelsen i Erstatningsnævnet har været mangelfuld i en sag, hvor der ikke forinden er truffet afgørelse ved dom om ansvarsgrundlaget, underbygges af, at nævnets vurdering af sagen alene er foregået på skriftligt grundlag. Der er således i modsætning til bevisførelsen under en straffesag, hvor beviserne føres umiddelbart for den dømmende ret, ikke den samme tilbundsgående prøvelse.
Civilstyrelsen gør gældende, at Sagsøgte på helt sædvanlig vis har mu-lighed for at føre beviser og forklare sig direkte for den dømmende ret. Dette bestrides.
22
Da episoden aldrig er blevet politianmeldt, er Sagsøgte blevet frataget muligheden for at få sagen vurderet på et objektivt grundlag. Det frem-går af retsplejelovens kapitel 67, at politiet som eneste offentlige myn-dighed kan foretage efterforskning. Videre af retsplejelovens § 743 fremgår det, at politiets efterforskning har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig rets-følge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgø-relse.
Det kan endvidere udledes af retsplejelovens § 96, stk. 2, at politiet er forpligtet til at udføre deres undersøgelser og arbejde på objektiv måde, forstået således, at der under efterforskningen skal tages højde for bevi-ser der taler både for og imod sigtedes skyld.
Den bevisførelse, der nu skal foregå ved retten, om hvorvidt Sagsøgte har overtrådt straffeloven eller ej, vil endvidere finde sted uden medvir-ken af domsmænd, som ellers er sædvanligt i en straffesag.
Endvidere vil den bevismæssige betydning af vidneforklaringerne med stor risiko være begrænset på grund af den manglende politiefterforsk-ning, idet politiets primære efterforskningsskridt er afhøring af parter og vidner lige efter episoden, så risikoen for påvirkning af vidners for-klaringer mindskes, når sagen efterfølgende skal hovedforhandles.
Endvidere har politiet ikke kunnet sikre faktuelle beviser, der kan støtte Sagsøgtes forklaring. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i sa-gen foreligger oplysninger om, at Vidne 2 har haft synlige skader ef-ter episoden eller opsøgt lægefaglig behandling før flere måneder efter episoden.
Det gøres i den forbindelse gældende, at det ikke kan have været lovgi-vers intention i de tilfælde, hvor der ikke foreligger politianmeldelse og dermed ingen objektiv efterforskning og ingen straffedom, hvor ansva-ret er fastslået og hvor der samtidig er tvivl om hændelsesforløbet, at tillægge Erstatningsnævnet denne kompetence, uden at Erstat-ningsnævnet forpligtes til at sikre e særlig grundig og objektiv oplys-ning og vurdering af sagen.
Dette underbygges af den tidligere refererede bestemmelse i betænk-ningens § 2 om Erstatningsnævnets muligheder for at oplyse sagen ved høring og indkaldelse af skadevolder i forbindelse med nævnsmøde.
2. Manglende ansvarsgrundlag
23
Såfremt Erstatningsnævnets afgørelser af 25. februar 2021 og 27. sep-tember 2021 ikke tilsidesættes, gøres det til støtte for de nedlagte på-stande gældende, at Sagsøgte ikke kan holdes ansvarlig for eventuelle skader, som Vidne 2 måtte have pådraget sig.
For at en personskade kan være omfattet af offererstatningsloven skal der være ført bevis for, at skadevolder både objektivt og subjektivt har realisere gerningsindholdet i en straffebestemmelse. Det bestrides, at der er ført et sådant bevis.
Det er ovenfor beskrevet, hvordan Vidne 2 er fremkommet med di-vergerende oplysninger om episoden, ligesom der ikke foreligger fakti-ske beviser, der kan støtte Vidne 2's forklaringer. Endvidere kan det konstateres, at skolens redegørelse (bilag 1) ikke stemmer overens med den begrundelse, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i deres afgø-relse (bilag 19) har lagt til grund på baggrund af Vidne 2's besvarelse af spørgeskemaet (bilag 13). Heraf fremgår, at Vidne 2 beskriver et væsentlig alvorligere hændelsesforløb, hvor Vidne 2 ikke blot blev forsøgt slået, men faktisk blev slået, at Vidne 2 ikke blot blev nikket en skalle, men også blev sparket, at Vidne 2 ikke blot blev truet under episoden, men at Vidne 2 og dennes familie efterfølgende blev truet med at blive opsøgt og ”smadret” .
Civilstyrelsen har fremlagt flere dokumenter, som ifølge Civilstyrelsen skulle besvare den tidligere fremsatte opfordring A, hvorefter der blev opfordret til at fremlægge anden dokumentation end Vidne 2's forkla-ring til støtte for, at Sagsøgte gjorde sig skyldig i strafbar vold ved epi-soden den 27. august 2019.
Det gøres gældende, at samtlige fremlagte dokumenter i denne hense-ende er et udtryk for netop Vidne 2's opfattelse af situationen. Det er således alene hans forklaring, der fremgår af de lægelige akter. Anmel-delsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (bilag 9) og afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (bilag 19) tager alle udgangspunkt i oplysninger fra Vidne 2. Når der ikke foreligger en politianmeldelse, og der derfor heller ikke har foregået en politimæssig efterforskning i form af bl.a. vidneafhøringer, gerningsstedsundersøgelse, fotorapporter mm., er det helt afgørende, at arbejdsgiveren udfærdiger en nøje beskri-velse af hændelsesforløbet til brug for de afgørelser, som Erstat-ningsnævnet efterfølgende har truffet til gunst for Vidne 2.
I nærværende sag har arbejdsgiveren først 1 år og 3 måneder efter epi-soden udarbejdet et notat om hændelsesforløbet (bilag 1). Af notatet fremgår det direkte, at episoden blev drøftet under et møde med Sagsøgte
24
, dennes mor, Vidne 2 og ledelsen, og at udtrykket strafbar vold ikke blev brugt. Der er i øvrigt kun meget få oplysninger om, hvordan Sagsøgte under mødet har forholdt sig til beskyldningerne fra Vidne 2.
Det fremgår endvidere af de lægelige akter, bl.a. bilag 12 og 19, at Vidne 2 ikke har pådraget sig fysiske skader på trods af hans udsagn om, at han er blevet både slået, sparket og nikket en skalle, jf. det udfyldte spørgeskema til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 15. november 2019 (bilag 13).
Sagsøgte bestrider at han har udsat Vidne 2 for vold eller trusler på li-vet og uden faktiske beviser, der kan underbygge Vidne 2's forkla-ring, er der samlet set ikke tilstrækkeligt grundlag for at gøre Sagsøgte helt eller delvist ansvarlig.
Selv hvis retten når frem til, at Sagsøgte objektivt set har udsat Vidne 2 for en strafbar handling, gøres det på baggrund af det oplyste i den supplerende sagsfremstilling gældende, at det er sket i nødværge.
Endelig fremgår det af sagen, at Vidne 2 har oplyst at hans familie og ham selv er blevet truet med at blive opsøgt og ”smadret” (bilag 13) og at dette har indgået i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrundelse for at anerkende de psykiske gener som en arbejdsulykke. Det gøres i den forbindelse gældende, at de efterfølgende trusler rettet mod Vidne 2 og dennes familie slet ikke vedrører episoden den 27. august 2019, som Sagsøgte er involveret i, hvorfor Sagsøgte på intet grundlag kan gø-res ansvarlig herfor.
3. Årsagssammenhæng og påregnelighed
Såfremt retten skulle finde, at Sagsøgte helt eller delvist er forsætlig ska-devolder, gøres det gældende, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for, at skaderne skyldes episoden den 27. august 2019.
Endvidere gøres det gældende, at skaderne ikke kan anses for en påreg-nelig følge af episoden den 27. august 2019. I den forbindelse bemær-kes, at det hændelsesforløb som skolen beskriver i bilag 1, forekommer forholdsvis banalt sammenholdt med den meget langvarige sygemel-ding som Vidne 2 tilkendegiver skyldes episoden.
I den forbindelse henvises blandt andet til det anførte i journal fra Ar-bejdsmedicinsk ambulatorium fra 6. februar 2020, side 2 (bilag 18): Det fremgår videre af bilag 18, side 4, at de psykiske symptomer som
25
Vidne 2 har beskrevet, også kan dække over ”omsorgstræt-hed/udbrændthed, hvilket fortsat må afklares” .
4. Bortfald eller lempelse af erstatningsansvaret
Såfremt retten mener, at Sagsøgte helt eller delvist er ansvarlig skade-volder, gøres det gældende, at erstatningsansvaret skal bortfalde, subsi-diært nedsættes under henvisning til den almindelige lempelsesregel i erstatningsansvarslovens § 24.
Det faktum, at Sagsøgte kun lige var fyldt 15 år på tidspunktet for episo-den og helt ustraffet, sammenholdt med at Sagsøgte ikke ved sin hand-ling kan have indset risikoen for et efterfølgende erstatningskrav i den størrelsesorden som Civilstyrelsen gør gældende, taler for bortfald, subsidiært lempelse af kravet.
Endvidere vil det være urimeligt byrdefuldt for Sagsøgte at blive påført den omhandlede gæld henset til Sagsøgtes økonomiske situation. I den forbindelse fremlægges som bilag A Sagsøgtes årsopgørelser for 2019, 2020 og 2021.
Endelig er der på den anden side ikke vægtige hensyn at tage til skade-lidte i nærværende sag, idet Vidne 2 har fået udbetalt sin erstatning af staten.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Under en regressag mod en skadevolder kan der ikke ske en prøvelse af, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig. Det er skadelidtes krav mod skade-volder, som staten er indtrådt i. Regreskravets berettigelse beror derfor på en prøvelse af skadelidtes krav og ikke en prøvelse af gyldigheden af Erstat-ningsnævnets afgørelser.
Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at der foregik en vold-som episode på Skole i Esbjerg den 27. august 2019 og at denne episode involverede Sagsøgte og Vidne 2.
Således som episoden er beskrevet både af forurettede og flere vidner samt konsekvent i sagens skriftlige materiale, så vurderes der at være tale om en episode, som er omfattet af straffelovens kapitel 25. Der er ikke grundlag for at lægge til grund, at der i situationen har været tale om nødværge eller at der i øvrigt har forelagt omstændigheder omfattet af straffelovens § 82.
26
Det er ved de fremlagte bilag dokumenteret, at Vidne 2's skader direkte kan henføres til den nævnte episode. Dette fremgår blandt andet af den psykiatriske speciallægeerklæring, som er fremlagt i sagen.
Det er ikke dokumenteret, at Vidne 2 har haft forudbestående li-delser, som har relevans for denne sag.
På denne baggrund findes det rejste regreskrav mod Sagsøgte beretti-get.
Efter det oplyste sagsforløb, så må det lægges til grund, at regreskravet er for-fulgt med tilstrækkelig hurtighed og at der ikke er udvist retsfortabende passi-vitet.
Efter karakteren af den skadevoldende adfærd er der ikke grundlag for at lempe Sagsøgtes erstatningsansvar i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 33.000 kr. og af retsafgift med 4.500 kr., i alt 37.500 kr. in-klusive moms.
Civilstyrelsen er ikke momsregistreret
Sagsøgte er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte tilpligtes til Civilstyrelsen at betale 278.031,21 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 27.520,00 kr. fra den 20. maj 2021 og af 248.223,18 kr. fra den 5. november 2021 til betaling sker.
Sagsøgte skal til Civilstyrelsen betale sagsomkostninger med 37.500 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 06-03-2023 kl. 10:00
Modtagere: Advokat Signe Suhr Mortensen, Sagsøger Civilstyrelsen, Sagsøgte, Værge, Advokat Maja Friis Hindsig