Sag om, hvorvidt Civilstyrelsen skal udrede godtgørelse til sagsøgerne for uberettiget at videregive følsomme personoplysninger fra sagsøgers sag hos Erstatningsnævnet

RETTEN I VIBORG

DOM

afsagt den 12. januar 2026

Sag BS-53777/2023-VIB

Sagsøger 1

(advokat Mads Krøger Pramming)

og

Sagsøger 2

(advokat Mads Krøger Pramming)

mod

Civilstyrelsen

(Kammeradvokaten v/advokat Aleksander Lind)

Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er modtaget den 30. oktober 2023, drejer sig om, hvorvidt Civilstyrelsen skal betale godtgørelse for uberettiget videregivelse af personoplysninger om Sagsøger 1 og hendes mor, Sagsøger 2, fra Sagsøger 1's sag hos Erstatningsnævnet til skadevolderen.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har nedlagt følgende påstande:   

Påstand 1

2

Civilstyrelsen skal til Sagsøger 1 betale 225.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.   

Påstand 2

Civilstyrelsen skal til Sagsøger 2 betale 112.500 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Påstand 3  

Civilstyrelsen tilpligtes at anerkende, at Civilstyrelsen har krænket Sagsøger 1's ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ved den 18. februar 2021 at have sendt navne og adresser på Sagsøger 1's psykologer samt navnet på Sagsøger 1's nye skole, mor og søster til Person 1.

Civilstyrelsen har heroverfor nedlagt følgende påstande:

Over for påstand 1:

Frifindelse, idet Civilstyrelsen dog anerkender at skulle betale 15.000 kr. i tort-

godtgørelse til Sagsøger 1.   

Over for påstand 2:

Frifindelse.   

Over for påstand 3:

Civilstyrelsen tager bekræftende til genmæle.

Der har deltaget 3 dommere i afgørelsen, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3.

Oplysningerne i sagen

Ved Østre Landsrets dom af 9. juli 2020 blev Person 1 (herefter ”ger-

ningsmanden” /”skadevolder”) idømt 2 års fængsel for blandt andet flere for-

hold af blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb mod den dengang 13-årige Sagsøger 1 i medfør af straffelovens § 232, 2. pkt., og § 222, stk. 1 og 2. Gerningsmanden blev desuden efter straffelovens § 123 dømt for at have fremsat trusler mod Sagsøger 1.

Ved Østre Landsrets dom blev gerningsmanden dømt til at betale 80.000 kr. i tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, til Sagsøger 1.

Sagsøger 1 blev herefter den 29. juli 2020 tilkendt godtgø-

relse ved Erstatningsnævnet med efterfølgende udbetaling fra Civilstyrelsen.

3

Ved ansøgning af 2. november 2020 anmodede Sagsøger 1

via sin advokat om blandt andet godtgørelse for svie og smerte hos Erstat-

ningsnævnet. Anmodningen var vedlagt en række bilag, herunder kommunale akter. Den 29. januar 2021 tilkendte Erstatningsnævnet godtgørelse for svie og smerte på 80.000 kr., hvorefter Civilstyrelsen udbetalte godtgørelsen.   

I forbindelse med regreskravet for den udbetalte godtgørelse for svie og smerte

udleverede Civilstyrelsen anonymiseret kopi af afgørelsen fra Erstatningsnæv-

net af 29. januar 2021 med oplysning om dato for afgørelsen, navnet på sagsbe-

handleren og nævnsmedlemmet i Erstatningsnævnet og oplysning om, at Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 havde fået udbetalt 80.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Den 12. februar 2021 anmodede skadevolderens advokat om indsigt i grundla-

get for kravet for godtgørelse for svie og smerte. Den 18. februar 2021 udleve-

rede Civilstyrelsen sagsakter til skadevolderens advokat omfattende rets- og dombøger samt følgende delvist ekstraherede dokumenter:

- Opstartsskema af 23. januar 2017 fra Børnehus Sjælland

- Afsluttende notat af 23. maj 2019 fra Børnehus Sjælland

- Brev af 22. maj 2019 fra psykolog

- Mail af 28. maj 2019 fra Kommune 1

- Mail af 7. august 2019 fra psykolog

- Mail af 28. oktober 2019 fra Kommune 1

- Mail af 31. oktober 2019 fra Kommune 1

- Kontrakt af 10. marts 2020 fra psykolog

- Udtalelse af 1. oktober 2020 fra psykolog

- Kontrakt af 22. november 2019 fra psykolog

- Børnefaglig undersøgelse af 30. juli 2019

- Fraværsoversigter fra skadelidtes skole

- Oversigt over samtaler af 12. oktober 2020

- Retspatologisk afdelings personundersøgelse af Sagsøger 1

Den 18. februar 2021 fremsendte Civilstyrelsen ligeledes underretning til Sagsøger 2Sagsøger 2

Sagsøger 2 om videregivelsen af sagsakterne til gerningsmandens advo-

kat.

Den 19. februar 2021 fik Sagsøger 2 efter anmodning aktindsigt i re-

gressagen og de sagsakter, der var blevet tilsendt gerningsmanden. Den 20. fe-

bruar 2021 anmeldte Sagsøger 2 Civilstyrelsen til Datatilsynet.   

Datatilsynet udtalte ved afgørelse af 7. januar 2022 alvorlig kritik af Civilstyrel-

sens videregivelse af visse oplysninger til gerningsmanden, idet Datatilsynet

4

fandt, at oplysningerne ikke var nødvendige at videregive og derved ikke skete

inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen. Det var Datatilsynets vur-

dering, at navne og adresser på Sagsøger 1's psykologer,

navnet på Sagsøger 1's nye skole, fornavne på Sagsøger 2Sagsøger 2

Sagsøger 2 og Sagsøger 1's søster, oplysninger om Sagsøger 2 og hendes ægtefælles stillinger og oplysninger om, at Sagsøger 2 var sygemeldt, alle var oplysninger, som ikke burde være blevet udleveret.

Vedrørende begrundelsen for Datatilsynets afgørelse fremgår bl.a. følgende:

”…

Datatilsynet lægger til grund, at Civilstyrelsen havde behov for at videregive oplysninger

om skadelidte til skadevolder med henblik på at vurdere, om der skulle rejses et regres-

krav mod skadevolder.

Civilstyrelsen har imidlertid – i forbindelse med behandlingen af klagesagen hos Datatil-

synet – vurderet, at flere af de oplysninger som blev videregivet, reelt ikke var nødven-

dige for, at skadevolder kunne forholde til erstatningskravet, herunder visse oplysninger om skadelidtes familie samt oplysninger om skadelidtes nye skole.

Datatilsynet enig i, at disse oplysninger ikke var nødvendige at videregive for, at skade-

volder kunne forholde sig til regreskravet.

Datatilsynet bemærker i den forbindelse, at det i den foreliggende sag – hvor der både er

tale om følsomme oplysninger, og hvor skadevolder havde et polititilhold mod skade-

lidte og hendes familie – er særligt vigtigt at være opmærksom på, at der kun bliver vide-

regivet oplysninger om skadelidte til skadevolder, som er nødvendige for behandlingen af regressagen.

På den baggrund finder Datatilsynet anledning til at udtalealvorlig kritik af, at Civilsty -

relsen videregav oplysninger til skadevolder, som ikke var nødvendige at videregive, og

at videregivelsen derved ikke skete inden for rammerne af databeskyttelsesforordnin-

gens4 artikel 9, stk. 2, og artikel 6, stk. 1.

[…]

For så vidt angår de øvrige oplysninger, som Civilstyrelsen videregav til skadevolder, finder Datatilsynet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte styrelsens vurdering af, at oplysningerne var nødvendige at videregive, for at skadevolder kunne forholde sig til regreskravet,.

Datatilsynet har i den forbindelse lagt vægt på, at Civilstyrelsen har oplyst, at styrelsen skal kunne godtgøre over for skadevolder, at der er et erstatningsretligt krav mod denne,

5

og at der er årsagssammenhæng mellem den strafbare handling og den erstatning, der er udbetalt, herunder størrelsen af erstatningen, hvormed videregivelsen af oplysningerne var nødvendigt for, at Civilstyrelsen kunne vurdere om et retskrav kunne fastlægges, gø -res gældende eller forsvares, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f.

Datatilsynet har endvidere lagt vægt på, at Civilstyrelsen ved cirkulæreskrivelse af 21. december 2020 på statens vegne er pålagt at træffe afgørelse om regres mod skadevolder, herunder så skadelidte ikke selv skal have kontakt med skadevolder for at forfølge kravet mod denne, hvorfor behandlingen af oplysningerne var nødvendig af hensyn til udførel -sen af denne opgave, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

…”

Civilstyrelsen har anerkendt, at videregivelsen af oplysningerne, som Datatilsynet udtalte alvorlig kritik af, udgjorde en culpøs retsstridig handling, som har været egnet til at krænke Sagsøger 1's selv- og æresfølelse, og at der derfor er grundlag for udmåling af godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, som dog ikke overstiger 15.000 kr.   

Civilstyrelsen har ligeledes anerkendt, at den konkrete udlevering til skadevolderens advokat den 18. februar 2021 udgjorde en krænkelse af Sagsøger 1's ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, men har gjort gældende, at Sagsøger 1 opnåede oprejsning herfor ved udmåling af tortgodtgørelse på 15.000 kr.

Denne sag drejer sig herefter om, hvorvidt der i forhold til Sagsøger 1 er grundlag for at udmåle en større godtgørelse efter erstatnings-ansvarslovens § 26, stk. 1, og/eller EMRK artikel 3 og/eller artikel 8, og om der er grundlag for at tilkende erstatning for ikke-økonomisk skade efter GDPR artikel 82.

Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt der i forhold til Sagsøger 2 er grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og/eller EMRK artikel 8, og om der er grundlag for at tilkende erstatning for ikke-økonomisk skade efter GDPR artikel 82

Forklaringer

Sagsøger 2 har forklaret, at hun er Sagsøger 1's

mor. Hun blev bekendt med Civilstyrelsens videregivelse af personoplysningerne til gerningsmanden, da hun modtog Civilstyrelsens brev af 18. februar 2021. Hun ringede straks til Civilstyrelsen, fordi det fremgik af brevet, at i det omfang skadevolderens interesse i at få kendskab til oplysningerne burde vige for afgørende hensyn, ville oplysningerne blive

6

hemmeligholdt. Hun var meget chokeret, fordi alle sagsakterne, foruden rets-og dombøger, var så personlige. Det videregivne omfattede oplysninger, som var givet i et fortroligt rum. Hun oplyste om gerningsmandens polititilhold mod familien under telefonsamtalen med Civilstyrelsen. Polititilholdet var blevet givet allerede i december 2020. Sagsøger 1 fik også udleveret en overfaldsalarm, fordi gerningsmanden blev løsladt i forbindelse med ankesagen.   

Hun fik tilsendt akterne fra Civilstyrelsen dagen efter, og hun blev fuldstændig forfærdet over indholdet af oplysningerne. Det var følsomme oplysninger om familien med udførlig beskrivelse af familiens og Sagsøger 1's psykiske forhold, samt andre meget personlige forhold. De oplysninger, som var blevet videregivet om hende selv, omfattede hendes navn, stilling, at hun ugentligt gik til psykolog, og hvordan hun hjalp Sagsøger 1. Det fremgik også, at hun var kriseramt, og med detaljeret beskrivelse af, hvordan hun støttede Sagsøger 1. De oplysninger, som var blevet udleveret, var dybt fortrolige.   

Overfaldsalarmen blev udleveret til Sagsøger 1, fordi de var bange for gerningsmanden. Sagsøger 1 har båret overfaldsalarm igennem hele forløbet, og gør det fortsat. Sagsøger 1 fortalte den 14. januar 2019 på skolen, at hun havde været udsat for voldtægt. Sagsøger 1 fortalte, at gerningsmanden havde truet med at slå Sagsøger 1 og familien ihjel. Han havde også truet med at slå Sagsøger 2 ihjel. Gerningsmanden er tidligere Stilling 1, og hun er meget bange for, hvad han kan finde på, og om han vil få nogen til at gøre det, som han havde truet med. Derfor omfatter polititilholdet hele familien.   

Sagsøger 1 er traumatiseret som følge af overgrebene, som var foregået på skolen, i skoven og områderne i byen. Hele området er traumebelagt for Sagsøger 1, og det var ubehageligt for hende at færdes i området. Sagsøger 1 valgte derfor, at hun ville gå i skole i By 1. Det handlede om at finde et helt nyt sted, som gerningsmanden ikke kendte til. De havde nøje udvalgt, hvilken skole Sagsøger 1 skulle gå på, fordi det skulle være sikkert. Det var en katastrofe, at gerningsmanden havde fået oplysninger om Sagsøger 1's nye skole. Sagsøger 1 ville gerne gå på gymnasiet i By 1, men det ønsker hun ikke længere, fordi gerningsmanden kender til hendes skolegang i By 1. Udleveringen af oplysningerne til gerningsmanden har haft store konsekvenser for Sagsøger 1.   

Vidne har forklaret, at har er Sagsøger 1's far. Sagsøger 1 fik en overfaldsalarm, og gerningsmanden fik et polititilhold efter ankesagen. Sagsøger 2 ringede til Civilstyrelsen samme dag, som hun fik besked om, at Civilstyrelsen havde videregivet sagsakter til gerningsmanden. Sagsøger 2 oplyste Civilstyrelsen om, at der var et polititilhold. Han overhørte telefonsamtalen, fordi han var i stuen, da hun ringede til Civilstyrelsen. Han blev bange, da han fandt ud af, hvilke

7

oplysninger der var videregivet til gerningsmanden. Han vidste ikke, hvordan de skulle beskytte Sagsøger 1. Det var som om, at alt blev revet op igen. Familien har været bange for, hvad gerningsmanden kunne finde på. Han følte sig enormt magtesløs, da de fik oplyst, at gerningsmanden havde fået udleveret oplysninger om adresse, opholdssteder, arbejdsplads mv. Sagsøger 1 har fortalt dem, at gerningsmanden havde truet hende med, at det ville gå ud over familien, hvis hun fortalte, hvad der var foregået. Gerningsmanden havde sagt til Sagsøger 1, at hvis han ikke selv kunne gøre det, så havde han Udeladtkammerater, som kunne gøre det. Gerningsmanden blev også dømt for trusler mod familien.   

Han ville passe på sin familie, men det var svært, når gerningsmanden var bekendt med, hvor Sagsøger 1 gik til psykolog, hvad de havde talt om, og hvor hun færdes og gik i skole. Sagsøger 1 have valgt at tage til By 1 for at starte et nyt sted, hvor hun ikke forestillede sig, at der ville opstå nye problemer. De valgte ikke en skole i By 2, som ellers ville have været mere oplagt og tættere på. Sagsøger 1 valgte By 1 for ikke at risikere at komme til at møde gerningsmanden. Det var planen, at Sagsøger 1 skulle fortsætte på gymnasiet i By 1, men det fravalgte hun, fordi hun ikke turde efter videregivelsen af oplysningerne. Hun valgte derfor at begynde på gymnasiet i By 3.   

Videregivelsen af oplysningerne fra Sagsøger 1's fortrolig samtaler med psykologen medførte, at Sagsøger 1 ikke ville tale med en psykolog. Sagsøger 1 følte, at hun ikke kunne tale med nogen. Hun har efterfølgende haft samtaler med en psykolog, men det har været enormt svært for Sagsøger 1, fordi hun forestiller sig, at det kan ske igen.   

Parternes synspunkter

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har til støtte for på -

standene i deres påstandsdokument anført:

”…

ANBRINGENDER

Det gøres overordnet gældende, at Civilstyrelsen har krænket Sagsøger 1's

Sagsøger 1's ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions (herefter ”EMRK”) artikel 8, og at Sagsøger 1 der-

for er berettiget til godtgørelse efter EMRK artikel 13, sammenholdt

med artikel 41 i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstols (herefter ”EMD”) praksis.

Herudover gøres det gældende, at Civilstyrelsen har handlet i strid

med databeskyttelsesforordningen og dansk ret, og at Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 derfor er berettiget til godtgørelse efter

8

databeskyttelsesforordningens artikel 82 og erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

1. Videregivelse af følsomme oplysninger i strid med EMRK arti-kel 8

Det gøres overordnet gældende, at Civilstyrelsens videregivelse af Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's særligt følsomme og intime oplysninger til hendes gerningsmand udgør en krænkelse af hendes ret til privatliv efter EMRK artikel 8, navnlig i lyset af polititilholdet.

Udlevering af oplysninger, herunder særligt helbredsoplysninger, fra en myndighed til en tredjepart udgør efter helt fast praksis et indgreb i EMRK artikel 8, jf. f.eks. Leander mod Sverige (sagsnr. 9248/81) fra 1987, præmis 48.

For at der ikke er tale om en krænkelse af artikel 8, skal indgrebet skal

have lovhjemmel, siges at forfølge et legitimt formål og være nødven-

digt i et demokratisk samfund efter bestemmelsens stk. 2. Videregivelse af helbredsoplysninger til brug for behandlingen af en retssag skal således i første række ske under overholdelse af national

ret, og hvis national ret ikke er overholdt, vil der blive statueret kræn-

kelse allerede af den grund, jf. bl.a. Panteleyenko mod Ukraine (sagsnr. 11901/02), præmis 56-62. Da der ikke var lovhjemmel til at videregive de følsomme oplysninger efter databeskyttelses-forordningen, gøres det gældende, at indgrebet i Sagsøger 1's ret til privatliv, ikke kan retfærdiggøres efter EMRK artikel 8, stk. 2.

Selv hvis retten skulle nå frem til, at indgrebet havde lovhjemmel, gøres

det i anden række gældende, at indgrebet ikke er nødvendigt i et demo-

kratisk samfund, idet Civilstyrelsen ved sin afgørelse om videregivelse af oplysningerne til gerningsmanden ikke foretog en korrekt afvejning af Sagsøger 1's ret til ikke at få delt dybt fortrolige oplysninger

med sin gerningsmand over for statens interesse i at inddrive den udbe-

talte erstatning hos gerningsmanden i regressagen.

1.1 Det retlige grundlag for den menneskeretlige proportionalitets- 

vurdering

Efter EMRK artikel 8 anses beskyttelsen af personlige oplysninger, her-

under ikke mindst helbredsoplysninger, for at være af helt grundlæg-

gende betydning for individets ret til privatliv efter EMRK artikel 8. EMD udtalte således for første gang i Z mod Finland (sagsnr. 22009/93) fra 1997, at helbredsoplysninger nyder en særlig stærk beskyttelse, da

9

der ellers er risiko for en afskrækkende effekt mod at afgive sådanne oplysninger og søge hjælp, jf. præmis 95:

In this connection, the Court will take into account that the protection of personal data, not least medical data, is of fundamental importance to a person’s enjoyment of his or her right to respect for private and family life as guaranteed by Article 8 of the Convention. Respecting the confidentiality of health data is a vital principle in the legal systems of all the Contracting Parties to the Convention. It is crucial not

only to respect the sense of privacy of a patient but also to preserve his or her con-

fidence in the medical profession and in the health services in general. Without

importance.

[Understregninger tilføjet]

Domstolen konkluderede i sagen, at artikel 8 ikke var krænket, idet op-

lysningerne var af afgørende betydning for straffesagen og de foruret-

tede i sagen.

Sagen adskiller sig afgørende fra nærværende sag på en række punkter,

herunder navnlig ved at helbredsoplysningerne var af afgørende betyd-

ning i en straffesag med flere forurettede; at klager ikke selv var offer i sagen; og at klager ikke ønskede at afgive forklaring mod sin ægtefælle.

10

EMD har også i civile sager fundet, at det kan udgøre en krænkelse, når nationale domstole tillader fremlæggelse af helbredsoplysninger, hvis sådanne oplysninger ikke af afgørende betydning for rettens afgørelse af tvisten.

I L.L. mod Frankrig (sagsnr. 7508/02) fandt Domstolen det således i strid

med artikel 8, at retten i en skilsmissesag tillod fremlæggelse af journa-

ler m.v. om klager, som skulle dokumentere et påstået alkoholmisbrug. Domstolen udtalte indledningsvist, at intime oplysninger må forventes

at se dagens lys i civile sager om skilsmisse, idet sådanne sager i sin na-

tur er intime, og løsningen af sådanne tvister forudsætter, at der gribes ind i privatlivet og foretages en afvejning af modstridende interesser. I forlængelse heraf udtalte EMD imidlertid, at selv en sådan uundgåelig

indgriben skal begrænses til det, der er strengt nødvendigt (”strictly ne-

cessary”) efter sagens karakter og omstændigheder, jf. pr. 45:

The Court notes at the outset that the present case concerns civil proceedings in the area of divorce, which by definition are proceedings during which information on

cant’s right to respect for his private life, in view of the fundamental importance of the protection of personal data, was not proportionate to the aim pursued and was

11

therefore not “necessary in a democratic society for the protection of the rights and freedoms of others.

[…]

Accordingly, in the light of the foregoing, there has been a violation of Article 8 § 2 of the Convention.   

[Understregninger tilføjet]

Udgangspunktet er herefter også, at videregivelsen af oplysningerne i

nærværende sag skal vurderes ”strengt nødvendige” for udfaldet af re-

gressagen og kunne tåle en intensiv domstolsprøvelse, hvor hensynet til Civilstyrelsens mulighed for at løfte bevisbyrden i regressagen samlet skal veje tungere end Sagsøger 1's ret til ikke at få delt intime og følsomme oplysninger for ikke at være i strid med EMRK artikel 8.

1.2 Vurderingen er skærpet i sager om børn, der har været udsat for

integrity requires particular attention when the victim of violence is a child.

[Understregninger tilføjet og egen oversættelse fra fransk]

Hensynet til børn, som har været udsat for seksuelle overgreb, medfø-

rer også af en videre ret (og pligt) for medlemsstaterne til at begrænse den kontradiktoriske proces, så længe forsvaret stadig kan udøve sine rettigheder på forsvarlig vis, jf. bl.a. S.N. mod Sverige (sagsnr. 34209/96), præmis 47:

The Court has had regard to the special features of criminal proceedings concern-

ing sexual oRences. Such proceedings are often conceived of as an ordeal by the victim, in particular when the latter is unwillingly confronted with the defendant.

These features are even more prominent in a case involving a minor. In the assess - 

ment of the question whether or not in such proceedings an accused received a fair

trial, account must be taken of the right to respect for the private life of the per -

12

ceived victim. Therefore, the Court accepts that in criminal proceedings concerning

damaging to their dignity – without fear of public curiosity or comment.

[Understregning tilføjet]

Tilsvarende fremgår det af M.G. mod Litauen (sagsnr. 6406/21) fra 2024,

at barnets tarv skal være det primære hensyn i sager om seksuel mis-

brug af børn, og at der må lægges vægt på, om den konkrete proces risi-

kerer at påføre barnet yderligere traumer og sekundær viktimisering i strid med artikel 8 og øvrige folkeretlige og EU-retlige kilder, jf. præmis 98 og 115:

Lastly, it is clear from the Court’s case-law that, in cases where children may have been victims of sexual abuse, compliance with the positive obligations arising out

of Article 3 requires, in the context of the domestic proceedings, the effective im- 

plementation of children’s right to have their best interests as a primary considera -

13

tion and to have the child’s particular vulnerability and corresponding needs ade - 

quately addressed. These requirements are also set out in other international in-

struments of relevance to the present case, such as the Lanzarote Convention and the instruments adopted by the European Union.

[…]

Accordingly, the Court considers that requiring the applicant to undergo several medical examinations because of the failure of previous experts to provide duly

reasoned and comprehensive reports, as well as requiring him to undergo a psy-

chological assessment several years after the impugned events because the authori-

ties had omitted to order such an assessment at an earlier stage of the proceedings, risked causing him additional trauma and was therefore incompatible with the State’s obligation to have the child’s particular vulnerability and corresponding needs adequately addressed.

[Understregninger tilføjet]

De særlige hensyn, der må tages til beskyttelsen af barnet i forbindelse med videregivelse af følsomme oplysninger til gerningsmanden for at forhindre ”sekundær og gentagen viktimisering” , fremgår også af EU-direktiv nr. 2012/29 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet, præambelbetragtning 54 og 57:

(54) Beskyttelse af offerets privatliv kan være et vigtigt middel til at forhindre se-

kundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, og det kan sikres

ved et bredt spektrum af foranstaltninger, herunder hemmeligholdelse af oplysnin- 

ger om offerets identitet og opholdssted eller begrænsninger i videregivelsen af disse oplysninger. Denne beskyttelse er særlig vigtig for børneofre og omfatter hemmeligholdelsen af barnets navn.

[…]

(57) Der er en tendens til, at ofre for […] seksuel vold […] og børneofre er mere ud-

sat for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering eller for gengældelse. Der bør udvises særlig omhu i forbindelse med vurderingen af, om sådanne ofre risikerer en sådan viktimisering, intimidering og gengældelse, og der bør være en

stærk formodning om, at sådanne ofre vil have fordel af særlige beskyttelsesforan-

staltninger.

[Understregninger tilføjet]

Hertil kommer, at Danmark også efter Istanbul Konventionen er for-

pligtet til at beskytte ofre mod sekundær viktimisering, og at den for-

pligtelse i særdeleshed gælder særligt sårbare ofre, jf. konventionens ar-

tikel 3.3. og 3.4.

Det følger således af både EMD’s praksis, EU-retten og folkeretten, at

det skal tillægges betydelig vægt i byrettens vurdering, at Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 var et barn på tidspunktet for udleveringen af oplysningerne,

14

som udsprang af yderst grove og gentagne seksuelle overgreb, da hun var kun 13 år gammel.

1.3 Videregivelsen var ikke ”strengt nødvendig” , og hensynet til Sagsøger 1'sSagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's helbred og sikkerhed vejer tungere end hensynet til statens regreskrav i sagen

Det gøres gældende, at videregivelsen af en række af Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's intime oplysninger til hendes gerningsmand ikke var ”strengt nød-

vendig” i lyset af de tungtvejende hensyn til hendes helbred og sikker-

hed, som et barn der har været udsat for grove og gentagne seksuelle overgreb.

Det er i den forbindelse afgørende at afklare, hvilke af de udleverede

oplysninger, der har været nødvendige for at løfte bevisbyrden for Ci-

vilstyrelsens regreskrav mod gerningsmanden, som det var opgjort på tidspunktet for udleveringen.

Det samlede beløb, som staten udbetalte til Sagsøger 1 efter of-

fererstatningsloven – og dermed også tabsposterne, som Civilstyrelsens regreskrav mod gerningsmanden baserer sig på – udgør:

Svie og smerte, jf. erstatningsansvarslovens § 380.000 kr.

Varigt mén, jf. erstatningsansvarslovens § 4140.925 kr.

Erhvervsevnetab, jf. erstatningsansvarslovens §§ 5-9678.000 kr.

Udgifter til advokatbistand49.000 kr.

I alt 947.925 kr. 

Datatilsynet udtalte i deres afgørelse af 7. januar 2022 ”alvorlig kritik” af Civilstyrelsen for deres udlevering af følgende følsomme oplysninger til gerningsmanden:

1. Oplysninger om fornavn på mor og søster;

2. oplysninger om forældrenes arbejdssted;

3. oplysningen om Sagsøger 2's sygemelding; og 4. oplysningen om Sagsøger 1's nye skole.

Civilstyrelsen har erkendt, at videregivelsen af disse oplysninger var uberettiget, jf. bilag 17, og har i sit svarskrift også anerkendt ansvaret og

en godtgørelse på 15.000 kr. herfor over for Sagsøger 1 efter er-

statningsansvarslovens § 26.

Civilstyrelsen har samtidig anerkendt, at Civilstyrelsen krænkede Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's ret til privatliv efter EMRK artikel 8 ved den 18. fe-

bruar 2021 at sende navne og adresser på Sagsøger 1's psykolo-

15

ger samt navnet på Sagsøger 1 til gerningsmanden i overens-

stemmelse med sagsøgernes påstand 3, jf. Civilstyrelsens duplik i sa-

gen.

Vurderingen af, hvilke (øvrige) oplysninger, der har været strengt nød-

vendige for at løfte bevisbyrden over for gerningsmanden, er imidlertid en vurdering, som ligger uden for Datatilsynets kompetence. Af den grund kan Datatilsynets afgørelse ikke anses for udtømmende i forhold

til, hvilke oplysninger der har været nødvendige for at løfte bevisbyr-

den for erstatningskravet, som det var opgjort den 18. februar 2021.

For så vidt angår regreskravet for godtgørelse forsvie og smerte efter er -

statningsansvarslovens § 3, skal Civilstyrelsen alene løfte bevisbyrden

for, at den Sagsøger 1 kunne betragtes som syg i lovens for-

stand i perioden fra den 25. oktober 2018 frem til den 10. november

2019. Herudover skal der være årsagssammenhæng mellem overgre-

bene og det forhold, at Sagsøger 1 var syg.

At Sagsøger 1 var syg i perioden som følge af de forhold, som

gerningsmanden blev dømt for, underbygges i tilstrækkelig grad af(i) 

udtalelserne fra hendes behandlende psykolog af 22. maj 2019 og 7. au-

gust 2019 (bilag 11, s. 20 og 22); (ii) de isolerede psykologiske vurderin -

ger fra Børnehus Sjællands afsluttende notat af 25. maj 2019,(iii) den

isolerede faglige vurdering i den børnefaglige undersøgelse (bilag 11, s. 52) samt (iv) den psykologiske udtalelse fra Praksis/ved psykologerne Person 2 & Person 3 af 1. oktober 2020 (bilag 11, s. 28).

I forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng følger det af Højeste-

rets praksis, at kravene til bevis herfor lempes, når skadevolderens handling er begået med forsæt. I sager om seksuelle overgreb er beviset for årsagssammenhæng på den baggrund lempeligt, jf. U.2002.1496H.

Dette gælder derfor også i sager om voldsofferregres, hvor de skadegø-

rende handlinger per definition begås forsætligt. Herefter anses det for tilstrækkeligt til at statuere årsagsforbindelse, at det bedømmes som mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden den udøvede vold, jf. fx U.2017.2307V.

Oplysninger ud over de faglige vurderinger kan derfor heller ikke an-

ses for strengt nødvendige for at løfte bevisbyrden for årsagssammen-

hæng.

16

For så vidt angår regreskravet for godtgørelse forvarigt mén og erhverv ­ 

sevnetab, blev Sagsøger 1 ved Erstatningsnævnets afgørelse af

29. september 2021 tilkendt 15 % i varigt mén. I medfør af erstatnings-

ansvarslovens § 8 fastsættes erstatning for erhvervsevnetab som et ka-

pitalbeløb ganget med méngraden og herefter ganget med 10, når ska-

delidte er under 15 år.

Den af Erstatningsnævnet fastsatte méngrad baserer sig på Patienter-

statningen vejledende udtalelse af 1. september 2019. Patienterstatnin-

gen er tildelt denne kompetence på grund af Patienterstatningens sær-

lige ekspertise i vurderinger af årsagssammenhæng og udmåling af va-

rigt mén, som er opbygget under lægefaglig medvirken gennem be-

handlingen af et stort omfang af personskadesager. Der skal derfor

være et sikkert grundlag for at tilsidesætte Patienterstatningens vejle-

dende vurdering.

Patienterstatningens vejledende udtalelser i sagen er baseret på en lang

række lægelige akter om Sagsøger 1, herunder de ovenfor-

nævnte psykologudtalelser og kommunale akter fra hendes forløb ved

Børnehuset Sjælland. Der er intet grundlag for at antage, at Patienter-

statningen har fundet oplysningsgrundlaget for sine udtalelser util-

strækkeligt.

Ved vurderingen blev der således også lagt vægt på den psykiatrisk

speciallægeerklæring af 15. november 2021, hvoraf det fremgår, at Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 dagligt var præget med PTSDsymptomer.

Det er på den baggrund også sagsøgers synspunkt, at Patienterstatnin-

gens udtalelse af 1. september 2019 og den psykiatriske speciallægeer-

klæring af 15. november 2021 er fuldt ud tilstrækkelig for at kunne løfte bevisbyrden for denne del af regreskravet mod gerningsmanden.

Ingen af de videregivne oplysninger kan i øvrigt anses for nødvendige for at dokumentere udgifterne til advokatbistand.

Udover de af Datatilsynet problematiserede følsomme oplysninger og de ovenfor nævnte faglige vurderinger, som må anses for tilstrækkelige

for at løfte bevisbyrden i regressagen, videregav Civilstyrelsen også in-

time detaljer om blandt andet:

1. Hvordan Sagsøger 1 har talt om overgrebene med sin

familie, herunder at hun ikke ønsker, at hendes søskende skal kende detaljerne.

17

2. Hvordan Sagsøger 1 har følt om overgrebene og ger-

ningsmandens fængsling.

3. At Sagsøger 1 har forsøgt at finde mere bevismateriale,

hun kan indlevere til politiet.

4. Hvordan Sagsøger 1's forældre og søskende har været

påvirket af situationen.

5. Familiens indretning af hverdagen og følelsesmæssig støtte i fa-

milien.

6. Familiens fritidsaktiviteter og hobbyer.

Disse oplysninger er intime personlige refleksioner og beskrivelser af

nære relationer, søskendeforhold og hverdagslige interaktioner, som in-

tet har med gerningsmandens erstatningsansvar eller årsagssammen-

hæng at gøre. Civilstyrelsen udleverede samtidig oplysninger, som

kunne lede til, at gerningsmanden – med et polititilhold – kunne lokali-

sere Sagsøger 1 og hendes familie.

Disse oplysninger kan på ingen måde anses for ”strengt nødvendige” for at løfte bevisbyrden i regressagen. Oplysningerne ses heller ikke at være inddraget af parterne i regressagen.

I den forbindelse skal det bemærkes, at et regreskrav som følge af for-

sætlige straffelovsovertrædelser ikke er et offentligretligt krav, men et

privatretligt krav. I den konkrete regressag havde en afvisning af udle-

vering af oplysningerne derfor også alene medført en relativt begrænset

procesrisiko for, at Civilstyrelsen ikke kunne inddrive de udbetalte be-

løb hos gerningsmanden.

Spørgsmålet i sagen er således ikke, om gerningsmanden har haft til-

strækkelig mulighed for at varetage sine interesser i regressagen, idet

der ikke er særlige hensyn at tage til gerningsmanden under regressa-

gen, som ikke allerede er omfattet af de almindelige regler om proces-

suel skadevirkning.

Det skal også bemærkes, at godtgørelsen for svie og smerte alene ved-

rører et beløb på 80.000 kr., hvorfor den hertil knyttede procesrisiko alene omhandler et relativt beskedent beløb.

Selve formålet med offererstatningsordningen er, at den forurettede kan rette sit krav mod staten i stedet for mod gerningsmanden. Dette for at skåne forurettede for yderligere kontakt til gerningsmanden. Det må tilsvarende lægges til grund, at Sagsøger 1 ikke under

en potentiel civil erstatningssag over for sin gerningsmand ville frem-

lægge de ovenfor oplistede oplysninger – selv hvis de kunne bruges til

18

at underbygge et erstatningskrav – for at beskytte sin egen og sin fami-

lies sikkerhed og privatliv. Det strider derfor også mod det grundlæg-

gende formål med offererstatningsordningen, at Civilstyrelsen egen-

hændigt – efter at have indtrådt i Sagsøger 1's erstatningskrav mod gerningsmanden – videregav disse intime oplysninger. Videregivelsen af oplysningerne betød samtidig, at et i forvejen særligt sårbart barn blev retraumatiseret, og at hendes psykiske symptomer blev forværret, jf. bilag 19 og bilag 23.

I lyset af formålet med offererstatningsordningen og EMD’s praksis bør retten derfor komme frem til, at Civilstyrelsens afvejning af hensynet til Sagsøger 1's ret til privatliv over for statens mulighed for at

inddrive det udbetalte beløb i regressagen var uproportional, og at vi-

deregivelsen af de intime oplysninger til gerningsmanden derfor var i strid med EMRK artikel 8.

2. Processuel krænkelse af EMRK artikel 8

Udover den materielle krænkelse af EMRK artikel 8 gøres det også gæl-

dende, at der er sket en processuel krænkelse af bestemmelsen.

EMD stiller i sin praksis krav om, at der skal være retssikkerhedsgaran-

tier, der kan beskytte mod videregivelse i strid med artikel 8. Ved vur-

deringen af, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt, ser Domsto-

len på, om de grunde, der er anført af de nationale myndigheder, er re-

levante og tilstrækkelige, se blandt andet Jon Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for Praktikere, 6. udgave, s. 966f.

Staten har i den forbindelse også en pligt til at organisere myndigheder

og uddanne ansatte på en sådan måde, at fortrolige eller hemmelige op-

lysninger ikke videregives uberettiget, jf. bl.a.Apostu mod Rumænien 

(sagsnr. 22765/12), pr. 119, og Stoll mod Schweiz (sagsnr. 69698/01), præ -mis 143.

EMD har også med henvisning til FN’s Børnekonventions artikel 12 ud-

talt, at modne børn skal høres, og at det kan udgøre en krænkelse, når

barnet ikke inddrages i afgørelser, der vedrører dem, jf. bl.a.M. og M. 

mod Kroatien (sagsnr. 10161/12), præmis 171 og 186.

Sagsøger 1 er på intet tidspunkt – hverken før eller efter Erstat-

ningsnævnets afgørelse – blevet hørt om, hvilke oplysninger, der ville kunne indgå i en eventuel regressag mod gerningsmanden.

19

Sagsøger 1 har heller ikke modtaget tilstrækkelig vejledning om, at gerningsmanden ville kunne begære sagsakterne udleveret til sig selv gennem aktindsigt i forbindelse med regressagen, jf. bilag 6.

Det har således ikke været muligt for hende at præcisere, hvilke oplys-

ninger, hun ikke ønskede skulle indgå i regressagen af hensyn til hen-

des sikkerhed og til hendes privatliv, og hun har i forbindelse med an-

søgningen til Erstatningsnævnet ikke modtaget tilstrækkelig vejledning om mulige konsekvenser af en ansøgning om erstatning.

Efter videregivelsen af oplysningerne til Sagsøger 1's gernings-

mand så Civilstyrelsen sig nødsaget til at ændre sine ændret sine in-

terne retningslinjer. Styrelsen oplyste samtidig, at de fremover ville

have et øget fokus på, at der alene udleveres oplysninger til gernings-

manden, som er nødvendige for, at gerningsmanden kan forholde sig til det rejste krav.

Civilstyrelsen har samtidig gjort gældende, at styrelsen først blev op-

mærksom på polititilholdet over for Sagsøger 1 og hendes fa-

milie i maj 2021 i forbindelse med en artikel i JyllandsPosten. Dette

selvom Sagsøger 2 den 18. februar 2021 ringede og informe-

rede Civilstyrelsen om polititilholdet.

Den påståede manglende viden om polititilholdet fritager imidlertid

ikke Civilstyrelsen for ansvar. Tværtimod. I en regressag, der udsprin-

ger af en straffesag om gentagende og voldsomme seksuelle overgreb mod et barn, må der pålægges myndighederne en positiv pligt til selv at afklare dette forhold, inden man videregiver intime oplysninger til gerningsmanden.

Civilstyrelsen lader også til i det indhentede notat til brug for Justitsmi-

nisterens svar på spørgsmål nr. 1153 af 22. juni 2021 selv at anerkende, at de interne retningslinjer på det relevante tidspunkt var mangelfulde,

at Sagsøger 1 ikke blev tilstrækkeligt informeret og hørt i sa-

gen, og at styrelsen har en forpligtelse til at undersøge, om der er givet polititilhold i sagen:

Sagen har fået Civilstyrelsen til at gennemgå sine retningslinjer og procedurer for

udlevering af oplysninger til gerningsmanden for at sikre, at der fremover udeluk-

kende udleveres de nødvendige oplysninger, og at offeret bliver ordentligt infor-

meret om, hvad der kan blive udleveret […] Civilstyrelsen vil endvidere fremover

selv rette henvendelse til politiet med henblik på at få oplysning om eventuelle po-

lititilhold, hvis sagens omstændigheder giver anledning til det.

20

Det er sagsøgers synspunkt, at Civilstyrelsen herved har anerkendt, at organiseringen af de interne processer i Civilstyrelsen på tidspunktet for videregivelsen var utilstrækkelig, og at der som direkte følge heraf

skete en uberettiget videregivelse af Sagsøger 1's følsomme op-

lysninger i strid med artikel 8.

3. Godtgørelse efter EMRK artikel 13 og 41 sammenholdt med princippet i erstatningsansvarslovens § 26

Det gøres gældende, at Civilstyrelsens indgreb i Sagsøger 2 og Sagsøger 1's ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8 udgør en retsstridig krænkelse, og at Civilstyrelsen skal udbetale godtgørelse til Sagsøger 2 og Sagsøger 1 herefter.

Det følger af EMRK artikel 13 sammenholdt med princippet i erstat-

ningsansvarslovens § 26, at der skal tilkendes godtgørelse af de danske domstole, når en person i henhold til Menneskerettighedsdomstolens praksis efter konventionens artikel 41, ville have ret til godtgørelse, jf. U2017.2929H.

Retten til godtgørelse for en konventionskrænkelse, når der er tale om en fundamental rettighed som artikel 8, skal således ske efter princippet

i § 26, men med udgangspunkt i det niveau for godtgørelse, som er fast-

lagt i EMD’s praksis, jf. U2017.3272Ø og U2018.3631Ø.

EMD arbejder med interne retningslinjer eller tabeller for tilkendelse af erstatning, hvorefter der som udgangspunktet gives mellem 4.000 og 30.000 euro (svarende til ca. 30.000 og 224.000 kr.) for krænkelser af arti -kel 8, jf. Jon Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for Praktikere, 6. udgave, s. 223.

Det følger af EMD’s praksis vedrørende udmåling af godtgørelse ved

sager om offentlige myndigheders uberettiget videregivelse af fortro-

lige oplysninger, at der skal tages udgangspunkt i den medførte smerte

og lidelse, som videregivelsen må antages at have forårsaget, jf.P og S 

mod Polen (sagsnr. 57375/08), præmis 176.

Hertil kommer, at den økonomiske godtgørelse efter EMRK artikel 41

skal afspejle krænkelsens omfang, grovhed og varighed, jf. EMD’s Pra-

ctice Direction on Just Satisfaction Claims, pkt. 13.

I P og S mod Polen udleverede personalet på et hospital uberettiget for-

trolige oplysninger om en 14-årig pige, der var blevet gravid efter en

voldtægt samt oplysninger om hendes mor til medierne. Pigen blev til-

21

kendt en godtgørelse på, hvad der svarer til 225.000 kr. og moren blev tilkendt en godtgørelse på 112.500 kr.

Nærværende krav er opgjort ud fra, at Civilstyrelsen ved at videregive

oplysninger til gerningsmanden har påført Sagsøger 1 en kon-

staterbar forværring af hendes psykiske gener, at hendes liv potentielt kunne være bragt i fare, de meget graverende forhold i sagen, samt ud fra, at Sagsøger 1 har måttet indrette sit liv, herunder vælge skole, ud fra en frygt for, at gerningsmanden ville bruge de udleverede oplysninger til at lokalisere hende (bilag 19).

Herudover må det ved opgørelsen af Sagsøger 2's godtgø-

relse tillægges vægt, at gerningsmanden også har et polititilhold over for Sagsøger 2, at gerningsmanden ikke har haft nogen som helst interesse i at få udleveret oplysninger om hendes sygemelding, samt ud fra, at der er tale om helbredsoplysninger, og disse er blevet udleveret til hendes datters overgrebsmand.

De fremsendte oplysninger indeholdt desuden beskrivelser af Sagsøger 2's

Sagsøger 2's tanker og følelser i forbindelse med, at hendes mindre-

årige datter var blevet udsat for alvorlige seksuelle overgreb.

Det bemærkes, at sagen P og S mod Polen blev afgjort i 2008, og at der derfor må tages højde for den generelle inflation, der er sket over de sidste 17 år. Herudover er leveomkostningerne i Danmark højere end i Polen, hvilket efter EMD-praksis ligeledes skal indgå ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse, jf. EMD’s Practice Direction on Just Satisfaction

Claims, pkt. 14 og Jon Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention for Praktikere, 6. udgave, s. 213.

Det rejste krav efter EMRK artikel 8 er således fastsat på baggrund af en skønsmæssig afvejning af, hvad der er efter EMD’s praksis er et rimeligt niveau i nærværende sag.

4. Ulovlig databehandling i strid med databeskyttelsesforordnin - 

gen

Det gøres gældende at Civilstyrelsens videregivelse af følsomme oplys-

ninger var i strid meddatabeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1., ar-

tikel 6, stk. 1 og princippet om dataminimering i artikel 5, stk. 1, litra c.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, at be-

handling som defineret i forordningens artikel 4, nr. 2, herunder overla-

delse, af en helbredsoplysning er forbudt, medmindre der er grundlag for at videregive oplysningen efter artikel 9, stk. 2. Det følger af artikel

22

9, stk. 2, litra f, at der kan ske lovlig behandling af sådanne personop-

lysninger, hvis det er ”nødvendigt for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares ”.

For så vidt angår øvrige personoplysninger følger det af databeskyttel-

sesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, at disse oplysninger kan be-

handles, hvis behandlingen ”er nødvendig af hensyn til udførelse af en op ­ gave i samfundets interesse, eller som henhører under o7entlig myndighedsu ­ døvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt ”.

Byretten kan i øvrigt lægge til grund som ubestridt, at videregivelsen af

oplysningerne, som Datatilsynet udtalte ”alvorlig kritik” for i sin afgø-

relse af 7. januar 2022 (bilag 20) ikke er omfattet af undtagelserne i arti -kel 9, stk. 2, og artikel 6, stk. 2, og at Civilstyrelsens videregivelse af

disse oplysninger til gerningsmanden derfor var i strid med forordnin-

gens artikel 9, stk. 1, og artikel 6, stk. 1.

Tilsvarende fremgår det af forordningens artikel 5, stk. 1, litra c, at der

gælder et princip om, at behandling af personoplysninger skal være til-

strækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i for-

hold til de formål, hvortil de behandles (”dataminimeringsprincippet”).

På den baggrund gøres det gældende, at videregivelsen af de øvrige op-

lysninger, som Civilstyrelsen ikke har anerkendt som retsstridige, var unødvendige for at løfte bevisbyrden for erstatningskravet af de grunde, der er beskrevet ovenfor i afsnit 1, og at videregivelsen derfor også er i strid med databeskyttelsesforordningen.

Det skal igen understreges, at der er tale om meget følsomme oplysnin-

ger i en sag, hvor gerningsmanden har et polititilhold over for Sagsøger 1 og hendes familie. Disse forhold skærper Civilstyrelsens pligt til at frasortere unødvendige oplysninger.

Det må desuden anses for skærpende for Civilstyrelsens retsstridige be-

handling af Sagsøger 1's personlige oplysninger, at Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 på tidspunktet for de skadevoldende handlinger og på tids-

punktet for udleveringen af oplysningerne til gerningsmanden var et

barn, som nyder særlig beskyttelse efter forordningen, jf. præambelbe-

tragtning 38.

5. Erstatning for immateriel skade efter databeskyttelsesforord - 

ningens artikel 82

Det gøres gældende, at begge sagsgøgerne er blevet påført immateriel

skade efter databeskyttelsesforordningens artikel 82 som følge af Ci-

23

vilstyrelsen retsstridige videregivelse af deres følsomme oplysninger til gerningsmanden i forbindelse med regressagen.

Efter databeskyttelseslovens § 40 har enhver person, som har lidt mate-

riel eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet

eller enhver anden behandling i strid med denne lov og databeskyttel-

sesforordningen, ret til erstatning efter forordningens artikel 82. Efter

forordningens artikel 82, stk. 1, har enhver, som har lidt en materiel el-

ler immateriel skade som følge af en overtrædelse af forordningen, ret

til erstatning for den forvoldte skade fra den dataansvarlige eller data-

behandleren.

Det er fast antages, at bestemmelsen udgør et selvstændigt hjemmels-

grundlag for krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade, se bl.a. professor, Henrik Udsens artiklen U2020B.226 og Østre Landsrets dom af 20. august 2025 i sag BS-27044/2020-OLR.

Det fremgår af EU-Domstolens praksis, senest dom af 4. oktober 2024 i sag C- 507/23 (Patērētāju tiesību aizsardzības centrs), præmis 24, at betin -

gelserne for at opnå erstatning efter databeskyttelsesforordningens arti-

kel 82, stk. 1, er, (i) at forordningen skal være overtrådt,(ii) at der fore -

ligger en materiel eller immateriel skade eller er forvoldt en skade, og (iii) at der er årsagsforbindelse mellem overtrædelsen og skaden, idet disse tre betingelser er kumulative.

Af databeskyttelsesforordningens præambelbetragtning nr. 146 frem-

går, at begrebet ”skade” bør fortolkes bredt i lyset af retspraksis ved EU-Domstolen og på en sådan måde, at det fuldt ud afspejler formålet med forordningen.

Om skadesbegrebet fremgår af EU-Domstolens praksis, jf. bl.a. dom af 20. juni 20243 i sag C- 590/22 (PS (Adresse erronée), præmis 32, at den

frygt, som en forurettet nærer for, at dennes personoplysninger potenti-

elt kan blive misbrugt af tredjemand som følge af en overtrædelse af forordningen i sig selv kan udgøre en immateriel skade.

Østre Landsret har også i sag BS-27044/2020-OLR af 20. august 2025 fundet, at der kan foreligge immateriel skade i forordningens forstand i

tilfælde, hvor følsomme oplysninger videregives til en konkret tredje-

mand. Sagen angik en person, som i forbindelse med en ansøgning om økonomisk støtte til et efterskoleophold for sit barn havde angivet, at

vedkommendes ægtefælle havde en bipolar lidelse. Ansøgerens tidli-

gere ægtefælle blev efterfølgende meddelt aktindsigt i ansøgningen, da

ansøgningen vedrørte deres fælles barn. Landsretten fandt, at videregi-

24

velsen af oplysningen om den bipolare lidelse til ansøgerens tidligere ægtefælle var i strid med forordningens artikel 9, stk. 1, og at der var tale om en immateriel skade:

Spørgsmålet er herefter, om A1 og A2 herved har lidt en immateriel skade som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1.

[…] Idet der også lægges vægt på oplysningens meget følsomme karakter og A1s forklaring herom, finder landsretten det på denne baggrund godtgjort, at A1 har lidt en immateriel skade i forordningens forstand.

Endvidere fremgår det af EU-Domstolens dom af 14. december 2023 i sag C-1072/24 (Gemeinde Ummendorf), præmis 23, at databeskyttelsesfor -

ordningens artikel 82, stk. 1, er til hinder for en national praksis, der på-

lægger en forurettet at godtgøre, at konsekvenserne af den tilsidesæt-

telse, som vedkommende hævder at have lidt, udgør en skade, der ad-

skiller sig fra den blotte tilsidesættelse af bestemmelserne i forordnin-

gen .

Det gøres på den baggrund gældende, at både Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er blevet påført immateriel skade ved, at de efter videregivelsen af de følsomme oplysninger har haft en velbegrundet frygt for, at deres personoplysninger potentielt kan blive misbrugt af gerningsmanden.

Dette understøttes også af, at begge sagsøgere har haft polititilhold mod

gerningsmanden (bilag 3), hemmelige adresser, og at Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 har fået bevilget en overfaldsalarm af politiet (bilag 4) af frygt for at blive opsporet af gerningsmanden.

I forhold til selve godtgørelsesniveauet antages det i litteraturen, at godtgørelsesniveauet efter artikel 82 bør være højere end det niveau, der følger af praksis efter erstatningsansvarslovens § 26, og at det er nærliggende at finde støtte i godtgørelsesniveauet fra lignende sager fra EMD, jf. f.eks. professor, Henrik Udsens artiklen U2020B.226:

Det må nok også forventes, at godtgørelsesniveauet efter art. 82 vil kunne være hø-

jere end det niveau, der følger af den hidtidige praksis efter EAL § 26 […] EU-

Domstolen har endnu ikke truffet afgørelser om godtgørelse for persondatakræn-

kelser, heller ikke efter det tidligere persondatadirektiv, men Retten i første instans

og EU-Personaleretten har truffet to afgørelser om godtgørelse for persondata-

krænkelser begået af EU-institutioner, ligesom der foreligger praksis fra Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstol. Selvom afgørelserne ikke omhandler ikke art.

25

82 og ikke er afsagt af EU-Domstolen, peger de dog i retning af et højere godtgørel-

sesniveau, end det der følger af den hidtidige praksis efter EAL § 26.

På den baggrund gøres det gældende, at udmålingen af Sagsøger 1 og

Sagsøger 2's krav på godtgørelse for immateriel skade efter ar-

tikel 82 også skal fastsættes under hensyn til krænkelsen af deres ret til privatliv efter EMRK artikel 8 og EMD’s retningslinjer og praksis om godtgørelsesniveauet som redegjort for i afsnit 3.

6. Godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1

Hvis Sagsøger 1 og/eller Sagsøger 2 ikke skulle være berettiget til godtgørelse efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, gøres det gældende, at betingelserne for at tilkende dem godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26 er opfyldt.

Godtgørelse for tort forudsætter, at der er handlet retsstridigt, og at krænkelsen angår de pågældendes selv- og/eller æresfølelse, jf. U2020.1615H og U2021.3343H.

Der er i sagen tale om en retsstridig krænkelse, idet der er sket ulovlig

videregivelse af intime oplysninger til gerningsmanden i en sag om al-

vorlige sædelighedsforbrydelser, hvor der foreligger et polititilhold. Ci-

vilstyrelsen har samtidig erkendt, at videregivelsen af de i Datatilsynets afgørelse af afgørelse af 7. januar 2022 var retsstridig.

Civilstyrelsen har ved at videregive oplysningerne påført Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 en konstaterbar forværring af sine psykiske gener, jf. bilag 19.

Hun har med rette følt, at hun ved Civilstyrelsens udlevering af oplys-

ninger er blevet bragt i fare, og hun har som følge af Civilstyrelsens

krænkelse valgt ikke at fortsætte på samme skole ud af frygt for, at ger-

ningsmanden ville bruge de udleverede oplysninger til at lokalisere hende og opsøge hende, jf. bilag 19 og bilag 23.

På den baggrund må det lægges til grund, at, at den retsstridige videre-

givelse af Sagsøger 1's intime oplysninger til gerningsmanden efter sin karakter og omfang var egnet til at påvirke hendes selv- og æresfølelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

I forhold til Sagsøger 2 kan det konstateres, at gerningsman-

den ikke har haft nogen som helst interesse i at få udleveret oplysninger om hendes sygemelding, da hun ikke er erstatningsberettiget, samt at

der er tale om helbredsoplysninger udleveret til hendes datters over-

grebsmand, som i øvrigt også har et polititilhold over for hende. Heru-

26

dover indeholder oplysningerne beskrivelser af Sagsøger 2's

tanker og følelser i forbindelse med, at hendes datter blev udsat for al-

vorlige overgreb.

På den baggrund må det lægges grund, at Sagsøger 2 også

opfylder betingelserne for at blive tilkendt tortgodtgørelse, jf. erstat-

ningsansvarslovens § 26, stk. 1.

…”

Civilstyrelsen har til støtte for påstandene i sit påstandsdokument anført:

”…

5. ANBRINGENDER

5.1 Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1

5.1.1 Vedrørende de oplysninger Datatilsynet kritiserede Civilstyrelsen for at udlevere til skadevolderen

5.1.1.1 Særligt vedrørende Sagsøger 1

Som den nedlagte påstand 1 afspejler, anerkender Civilstyrelsen, at ud-

levering af de oplysninger, som Datatilsynet kritiserede (bilag 20) Ci-

vilstyrelsen for at udlevere til skadevolderens advokat den 18. februar 2021, udgør en culpøs retsstridig handling, som har været egnet til at

krænke Sagsøger 1's selv- og æresfølelse, hvorfor der er grund-

lag for udredning af godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Der er tale om følgende oplysninger:

- Navne og adresser på Sagsøger 1's psykologer

- Navnet på Sagsøger 1's nye skole

- Fornavnet på Sagsøger 1's søster

Ovenstående oplysninger udgør ikke følsomme personoplysninger, jf.

GDPR artikel 9, stk. 1.

Det gøres gældende, at en godtgørelse ikke over kr. 15.000 i det forelig-

gende tilfælde er rimelig og i overensstemmelse med retspraksis.

Der skal efter Civilstyrelsens opfattelse ikke udmåles en højere godtgø-

relse end kr. 15.000, hvilket understøttes af, at Civilstyrelsen ved sin

sagsbehandling har varetaget saglige hensyn - modsat omstændighe-

derne i Højesterets dom i U.2020.1615H.

27

Hertil kommer, at hverken Datatilsynet eller politiet vurderede, at der

som følge af udleveringen var sket en overtrædelse af straffeloven, hvil-

ket understøtter, at godtgørelsen bør ligge i et niveau ikke over kr. 15.000.

Det skal desuden fremhæves, at Civilstyrelsen ikke var bekendt med

polititilholdet på tidspunktet for udleveringen af oplysningerne til ska-

devolderens advokat den 18. februar 2021. Dette blev Civilstyrelsen først bekendt med i maj 2021.

Sagsøgerne har også gjort gældende, at Sagsøger 1 er blevet påført en konstaterbar forværring af hendes psykiske gener som følge af udlevering af de oplysninger, som Datatilsynet kritiserede (bilag 20), blev udleveret til skadevolderens advokat den 18. februar 2021. Dette bestrides som udokumenteret.

Det er således stærkt misvisende, når sagsøgerne med henvisning til speciallægeerklæringerne (bilag 19 og 23) anfører (stævningen, side 19), at Sagsøger 1 ”som følge af Civilstyrelsens krænkelse ” valgte ikke at fortsætte på samme skole.

Det bemærkes i den forbindelse, at skadevolderen blev løsladt efter

landsrettens dom i juli 2020 (bilag 2), og at det fremgår af speciallægeer-

klæringerne (bilag 19 og 23), at Sagsøger 1 på den baggrund undlod at starte i 10. klasse efter sommeren 2020 af frygt for at møde

skadevolderen. Sagsøger 1's skolevalg havde således ikke no-

gen sammenhæng med udleveringen af oplysningerne til skadevolde-

rens advokat den 18. februar 2021.

Det kan alene udledes af speciallægeerklæringerne (bilag 19 og 23), at Sagsøger 1 var psykisk påvirket af den forbrydelse, som hun havde været udsat for, samt det forhold, at skadevolderen blev løsladt efter landsrettens dom.

Hertil kommer, at det i speciallægeerklæringen af 15. november 2021 (bilag 19, side 3) fejlagtigt er lagt til grund, at skadevolderen havde fået

udleveret samtlige akter i sagen. Civilstyrelsen har under hele proces-

sen klart kommunikeret, jf. bl.a. underretningen fra Civilstyrelsen til Sagsøger 2 af 18. februar 2021 (bilag 10), at det alene var en begrænset mængde dokumenter og oplysninger, der blev udleveret til skadevolderens advokat.

Det gøres på den baggrund gældende, at der ved udleveringen af op-

lysningerne om Sagsøger 1, som Datatilsynet kritiserede Ci-

28

vilstyrelsen for, er sket en culpøs krænkelse af Sagsøger 1's selv

og æresfølelse, som kan berettige til godtgørelse for tort efter erstat-

ningsansvarslovens § 26, stk. 1, dog ikke over kr. 15.000.

5.1.1.2 Særligt vedrørende Sagsøger 2

Datatilsynet kritiserede (bilag 20) Civilstyrelsen for at udlevere føl-

gende oplysninger om Sagsøger 2 til skadevolderen:

- Sagsøger 2's fornavn

- Oplysninger om Sagsøger 2's og hendes mands stillinger

- Oplysninger om, at Sagsøger 2 var sygemeldt

Det gøres derfor gældende, at udlevering af oplysningerne om Sagsøger 2'sSagsøger 2's

Sagsøger 2's fornavn og stilling, som ikke er følsomme personop-

lysninger, ikke udgør en culpøs krænkelse af Sagsøger 2's

selvog æresfølelse af en sådan grovhed, at hun er berettiget til godtgø-

relse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Det er alene oplysningen om sygemeldingen, som er en følsom perso-

noplysning, jf. GDPR artikel 9, stk. 1, idet der er tale om en helbredsop-

lysning.

Oplysningen fremgår af opstartsskemaet af 23. januar 2017 fra Børne-

hus Sjælland (bilag 11, side 3) under afsnittet ”Oplysninger om foræl-

dremyndighedsindehaver(e)” . Navne og personnummer på forældre-

myndighedsindehaverne er anonymiseret og under oplysninger om stilling fremgår bl.a. følgende:

” Stilling 2 i Kommune 2, pt sygemeldt grunden situationen” .

Der er således ikke videregivet oplysninger om karakteren af sygemel-

dingen, herunder varigheden.

Sagsøger 2 har desuden fået indsigt i det udleverede materi-

ale, hvorved hun er bekendt med, hvad Civilstyrelsen har videregivet. Det fremstår i det hele som udokumenteret, at Sagsøger 2 er

påført en psykisk belastning alene som følge af det forhold, at Civilsty-

relsen udleverede oplysningen om hendes midlertidige sygemelding til skadevolderens advokat.

Hertil kommer, at Sagsøger 2 – i modsætning til Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 – ikke var mindreårig på tidspunktet, hvor oplysningerne blev

29

videregivet, og at hun ikke var et direkte offer for den forbrydelse, som skadevolderen udsatte Sagsøger 1 for.

Det gøres derfor gældende, at udlevering af oplysningerne om Sagsøger 2'sSagsøger 2's

Sagsøger 2's fornavn og stilling, som ikke er følsomme personop-

lysninger, og midlertidige sygemelding, ikke udgør en culpøs kræn-

kelse af Sagsøger 2's selv- og æresfølelse af en sådan grov-

hed, at hun er berettiget til godtgørelse for tort efter erstatningsansvars-

lovens § 26, stk. 1.

5.1.2 Vedrørende de oplysninger Datatilsynet ikke kritiserede Civilsty ­ 

relsens for at udlevere til skadevolderens advokat

Sagsøgerne har ved besvarelsen af opfordring (A) præciseret, at deres anbringender ligeledes angår en række oplysninger, som Datatilsynet ikke kritiserede blev udleveret til skadevolderens advokat. Sagsøgerne gør i den forbindelse gældende, at også udleveringen af disse oplysninger var uberettiget, jf. GDPR artikel 9, stk. 1 og 9, stk. 2, litra f.

Civilstyrelsen bemærker, at Datatilsynet - i overensstemmelse med Ci-

vilstyrelsens synspunkt - nåede til det modsatte resultat af sagsøgerne, og at Datatilsynets afgørelse i øvrigt ikke blev indbragt for domstolene i medfør af databeskyttelseslovens § 39, stk. 2, jf. bilag 20, afsnit 3.2.

Det gøres i forhold til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, gældende, at udleveringen af de nævnte oplysninger i (replikken, side 4-5)1 – og som Datatilsynet ikke udtalte kritik i forhold til udleveringen af – ikke udgjorde en culpøs retsstridig handling, som var egnet til at krænke

hverken Sagsøger 1 eller Sagsøger 2's selv- og æres-

følelse. Sagsøgernes synspunkt om, at også disse oplysninger er udleve-

ret i strid med GDPR er således udtryk for sagsøgerens subjektive hold-

ninger og har ikke støtte i Datatilsynets afgørelse. Der henvises i øvrigt

til afsnit 5.2.2.1, om iagttagelsen af Danmarks internationale forpligtel-

ser for så vidt angår de oplysninger, der ikke blev udtalt kritik i forhold til udleveringen af.

1 Pkt. 1: ”Oplysninger fra perioden efter den 10. november 2019” , pkt. 2: ”Beskrivelser af hvordan Sagsøger 1's familie har været påvirket af situationen, familiens planer for fremtiden osv. (bilag 9, side 35, side 36 og side 37)” , pkt. 3: ”Beskrivelser af hvordan Sagsøger 1 og hendes familie indretter dagligdagen” , pkt. 4: ”Intime

beskrivelser af Sagsøger 1's konkrete tanker og følelser vedrørende overgre-

bene og andre forhold, herunder om hendes forhold til egen krop (og ikke blot en symptombeskrivelse af de psykiske symptomer fra overgrebene), jf. blandt andet bilag

30

9, side 40-44” og pkt. 5: ”Navne og adresser på Sagsøger 1 og Sagsøger 2's be-

handlere mv.” .

I forhold til punkt 1 henvises der desuden til afsnit 5.2.2.1.1, hvorefter

oplysninger fra perioden efter 10. november 2019 var nødvendige for vurderingen af kravet om godtgørelse for svie og smerte frem til 31. juli 2020.

I forhold til punkt 2 forudsætter Civilstyrelsen, at sagsøgerne rettelig

henviser til ”bilag 11” , side 35-37. De indeholdte afsnit angår overord-

net Sagsøger 1's traumebehandling og oplysninger om hendes psykiske tilstand. Disse oplysninger var nødvendige at udlevere med

henblik på, at skadevolderen kunne forholde sig til kravet om godtgø-

relse for svie og smerte, som netop var begrundet i Sagsøger 1's psykiske tilstand.

I forhold til punkt 3 bemærkes det, at dette punkt fremstår ganske ukonkret. Det gøres dog gældende, at Civilstyrelsen ikke har udleveret oplysninger om Sagsøger 1 og hendes families indretning af dagligdagen i et omfang, der skulle kunne udgøre en culpøs retsstridig handling, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

I forhold til punkt 4 forudsætter Civilstyrelsen ligeledes, at sagsøgerne rettelig henviser til ”bilag 11” , side 40-44. Der henvises til det anførte ovenfor for så vidt angår punkt 2.

I forhold til punkt 5 bemærkes det, at Datatilsynet netop udtalte kritik

af, at Civilstyrelsen udleverede navne og adresser på Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's psykologer. Dette er da også allerede lagt til grund af Civilstyrel-

sen, jf. afsnit 3.4. Det er således ikke korrekt, at navne og adresser på Sagsøger 1's behandlere udgør oplysninger, som går ud over kritikpunkterne i Datatilsynets afgørelse (bilag 20). Det fremgår ikke

klart, hvilke behandlere der skulle være tale om for så vidt angår Sagsøger 2Sagsøger 2

Sagsøger 2, men det bestrides, at udlevering af oplysninger herom i givet fald skulle kunne begrunde en godtgørelse til Sagsøger 2 efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

5.2 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

5.2.1 EMRK artikel 3 (oplysninger om Sagsøger 1 udleveret til skadevolderen)

31

Sagsøgerne har ved besvarelsen af opfordring (B) præciseret, at anbrin-

genderne for så vidt angår EMRK artikel 3 udelukkende relaterer sig til Sagsøger 1.

Sagsøgerne har videre præciseret, at anbringenderne både omfatter op-

lysningerne, som Datatilsynet udtalte kritik i forhold til udleveringen af, samt de øvrige oplysninger, der ikke blev udtalt kritik i forhold til.

Civilstyrelsen gør gældende, at der ikke er grundlag for at bringe

EMRK artikel 3 i anvendelse i denne sag, og at spørgsmålet om udleve-

ring af personoplysninger rettelig skal behandles som et indgreb i pri-

vatlivet efter EMRK artikel 8, jf. afsnit 5.2.2.

Den praksis fra EMD, som sagsøgerne påberåber sig, og hvor der er sta-

tueret krænkelser af artikel 3, er på ingen måde sammenlignelig med faktum i denne sag.

I EMD’s dom af 3. september 2015 i sagen M. og M. mod Kroatien [10161/13] blev der fundet krænkelser af EMRK artikel 3 og 8. Sagen omhandlede ikke udlevering af oplysninger, men derimod det forhold, at Kroatien havde tilsidesat sine positive forpligtelser til at foretage en

effektiv efterforskning af mistanke om vold i hjemmet mod et mindre-

årigt barn (artikel 3-krænkelsen), samt det forhold, at forældremyndig-

hedssagen dels havde været for langvarig, og dels at denne var foregået

uden inddragelse af datteren i beslutningsprocessen (artikel 8-krænkel-

serne).

Der henvises til afsnit 5.2.2.2.1 for så vidt angår EMD’s dom af 30. okto -ber 2012 i sagen P. og S. mod Polen [57375/08] – hvor der ligeledes blev fundet krænkelser af EMRK artikel 3 og 8 - som ikke er sammenlignelig med faktum i denne sag.

Sagerne er begge væsensforskellige fra både hændelsesforløbet og ka-

rakteren af myndighedernes indgreb i denne sag, og den påberåbte EMD-praksis kan dermed ikke føre til, at der statueres en krænkelse af artikel 3.

5.2.2 EMRK artikel 8

5.2.2.1 Vedrørende de oplysninger Datatilsynet ikke kritiserede Civilstyrelsen for at udlevere til skadevolderens advokat

Civilstyrelsen bestrider ikke, at der er tale om et indgreb i sagsøgernes privatliv i henhold til EMRK artikel 8.

32

Det skal vurderes, jf. L.L. mod Frankrig [7508/02] afsagt den 10. oktober

2006 - som er kategoriseret som en key case (HUDOC) på det pågæl-

dende område - om indgrebet var berettiget. Indgrebet var berettiget

hvis (1) videregivelsen var i overensstemmelse med national ret, (2) vi-

deregivelsen opfyldte et legitimt formål og (3) videregivelsen var nød-

vendig i et demokratisk samfund.

I forhold til denne vurdering skal det fremhæves, som redegjort for un-

der afsnit 4.1 og 4.2, at Civilstyrelsen er pålagt at løse en myndigheds-

opgave, som går ud på at behandle regreskrav mod ansvarlige skade-

voldere. Det følger af offererstatningslovens § 17, 1. pkt., at staten ind-

træder i skadelidtes krav mod skadevolderen i det omfang, der ydes er-

statning. I denne bestemmelse er der en forudsætning om, at staten for-

følger krav mod skadevoldere, når der er grundlag for det.

Det er således i overensstemmelse med national ret forbundet med sag-

lige og legitime formål og nødvendigt i et demokratisk samfund, at Ci-

vilstyrelsen på statens vegne behandler personoplysninger til brug for

en regressag og i den forbindelse kan have behov for at udlevere perso-

noplysninger, som er nødvendige for at løfte bevisbyrden over for en skadevolder. I denne proces har skadevolderen også en ret til at blive bekendt med og forholde sig til grundlaget for det rejste regreskrav, så skadevolderens retssikkerhed sikres.

Staten udbetaler ca. kr. 400 mio. årligt i erstatning og godtgørelse efter offererstatningsloven, og opkrævning af regres hos skadevolder udgør således også et væsentligt hensyn til landets økonomiske velfærd. Det

er Civilstyrelsens vurdering, at der foreligger et presserende samfunds-

mæssigt behov i, at samfundet ønsker at holde gerningsmænd ansvar-

lige for den skade, de har forvoldt. Både i form af straf og erstatnings-

ansvar. Det ligger netop også i ordningen, at samfundet ”lægger ud”

for skadevolderen, og derefter søger det udlagte betalt af skadevolde-

ren.

Det skal desuden fremhæves, at Datatilsynet med rette i sin vurdering (bilag 20, side 7-8) vedrørende de oplysninger, som blev videregivet til skadevolderens advokat, jf. GDPR artikel 9, stk. 2, litra f og artikel 6, stk. 1, litra e, netop lagde vægt på ovenstående forhold samt forholdene beskrevet under afsnit 4.1 og 4.2.

Det skal desuden fremhæves, at oplysningerne alene blev videregivet til skadevolderens advokat, og at oplysningerne ikke blev videregivet til en større personkreds, herunder medierne, hvorfor forholdene i

33

denne sag adskiller sig fra forholdene i den EMD-praksis, herunderZ 

mod Finland [22009/93], Vincent del Campo mod Spanien [25527/13] og P. og S. mod Polen [57375/08], som sagsøgerne henviser til.

Endelig bemærkes det, at en underkendelse af ovennævnte ville være en underkendelse af hele voldsofferregresprocessen, som ville føre til, at skadevolderne ofte de facto ikke ville kunne afkræves erstatningen,

hvilket utvivlsomt er modstridende lovgivers intention. En sådan un-

derkendelse ville kræve meget klar praksis fra EMD. En praksis, der ikke findes.

5.2.2.1.1 Særligt vedrørende Sagsøger 1

Sagsøger 1 ansøgte om godtgørelse for svie og smerte frem til 31. juli 2020 (bilag 8), og hun fik tilkendt godtgørelse for svie og smerte

op til lovens maksimum for året 2020 (bilag 9). Det er således ikke kor-

rekt, når sagsøgerne anfører, at det ikke var nødvendigt at udlevere op-

lysninger om Sagsøger 1 for perioden efter 10. november 2019. Datatilsynet (bilag 20) har heller ikke udtalt kritik heraf.

Sagsøgerne har med henvisning til processuelle garantier kritiseret

(stævningen, side 11), at Sagsøger 1 ikke blev hørt over de op-

lysninger, der ville indgå i en regressag mod skadevolderen, at hun

ikke modtog tilstrækkelig vejledning om, at skadevolderen kunne an-

mode om aktindsigt i regressagen, og at hun ikke havde mulighed for

at præcisere, hvilke oplysninger hun ønskede skulle indgå i regressa-

gen.

Heroverfor skal det fremhæves, som anført ovenfor under afsnit 5.2.2.1,

at Civilstyrelsen er indtrådt i Sagsøger 1's retsstilling mod ska-

devolderen, jf. offererstatningslovens § 17, 1. pkt. I denne proces har

Sagsøger 1 ikke ret til at blive partshørt, og hun har derfor hel-

ler ikke adgang til at begrænse de oplysninger, som overleveres fra Er-

statningsnævnet til Civilstyrelsen.

Såfremt skadelidte havde mulighed for at begrænse det oplysnings-

grundlag, som staten baserer sit regreskrav på, ville der opstå uhen-

sigtsmæssige situationer, hvor staten ikke har det fornødne grundlag

for at kunne forfølge sit regreskrav. Det ville således ikke være hen-

sigtsmæssigt, såfremt inddrivelse af regreskrav over for ansvarlige ska-

devoldere afhang af de skadelidtes subjektive holdninger til, hvilket materiale der skal indgå i en regressag.

34

Offererstatningsordningen er bl.a. oprettet for at beskytte skadelidte mod at skulle rette og dokumentere sit erstatningskrav direkte over for

skadevolderen. Den afledte konsekvens af ordningen er herefter, at ska-

delidte som det mindre i det mere må tåle, at staten, i det omfang det er nødvendigt for at dokumentere og løfte bevisbyrden for statens krav

mod skadevolder, er berettiget til at udlevere oplysninger om skade-

lidte, jf. også føromtalte Justitsministeriets Lovafdelings notat fra 1998,

jf. afsnit 4.2, som fastslog, at videregivelse ikke er uberettiget efter straf-

felovens § 152.

Hertil kommer, at Erstatningsnævnet ved brev af 28. juli 2020 (bilag 6) vejledte Sagsøger 1 om, at skadevolderen i forbindelse med statens regressag i et vist omfang kunne få indsigt i sagens akter, og at

hun løbende er blevet underrettet om behandlingen af hendes perso-

noplysninger af både Erstatningsnævnet og Civilstyrelsen. Der kan des-

uden henvises til indholdet af brevet af 4. september 2020 fra Erstat-

ningsnævnet (bilag A).

Det bestrides, at Civilstyrelsens sagsbehandling i forbindelse med re-

gres mod den ansvarlige skadevolder er udtryk for sekundær viktimi-

sering, som det bl.a. var tilfældet i EMD’s dom af 28. maj 2015 i sagen Y mod Slovenien [41107/10]. EMD fandt her en krænkelse af EMRK artikel

8 på baggrund af en straffesag, hvor klageren, som var et voldtægtsof-

fer, måtte gennemgå et 7-måneders langt forløb med afhøringer fordelt over 4 retsmøder (uden begrundelse for intervallerne).

Afhøringerne blev foretaget af den anklagede selv og indeholdt både le-

dende og gentagne spørgsmål, ligesom den anklagede løbende anfæg-

tede rigtigheden af voldtægtsofferets svar, hvorved der ikke i straffe-

processen var fundet den rette balance mellem voldtægtsofferets ret til respekt for sin personlige integritet og den anklagedes ret til at forsvare sig under retssagen.

5.2.2.1.2 Særligt vedrørende Sagsøger 2

Civilstyrelsen henviser til afsnit 5.2.2.2.2 nedenfor, hvorefter der ikke er

grundlag for at statuere en krænkelse af EMRK artikel 8 for så vidt an-

går de oplysninger om Sagsøger 2, som Datatilsynet kritise-

rede Civilstyrelsen for at udlevere til skadevolderen.

Civilstyrelsen er af den opfattelse, at det samme resultat nødvendigvis

må gøre sig gældende i forhold til de udleverede oplysninger om Sagsøger 2Sagsøger 2

Sagsøger 2, som Datatilsynet ikke udtalte kritik i forhold til.

35

Der er heller ikke noget grundlag for et synspunkt om, at udleveringen af oplysningerne ”kumulativt” skulle kunne medføre en krænkelse af EMRK artikel 8.

5.2.2.2 Vedrørende de oplysninger Datatilsynet kritiserede Civilstyrelsen for at udlevere til skadevolderens advokat

5.2.2.2.1 Særligt vedrørende Sagsøger 1

Civilstyrelsen bestrider ikke, at der er sket en krænkelse af privatlivet efter EMRK artikel 8 i forhold til Sagsøger 1. For så vidt angår krænkelsens intensitet og udmåling af godtgørelse, kan der henvises til afsnit 5.1.1.1 ovenfor.

Supplerende hertil gøres det gældende, at en godtgørelse i størrelsesor-

denen ikke over kr. 15.000 er i overensstemmelse med praksis fra EMD, f.eks. Panteleyenko mod Ukraine [11901/02], hvor der blev udmålt EUR

3.000, idet det dog bemærkes, at indgrebet i den pågældende var væ-

sentligt mere intensivt end i denne sag, jf. nærmere herom straks ne-

denfor.

Klagen i Panteleyenko mod Ukraine [11901/02] var bl.a. begrundet i en krænkelse af artikel 8, da der i forbindelse med klagerens civile retssag

om ærekrænkelse mod hendes overordnede på den skole, hvor hun ar-

bejdede som lærer, blev indhentet fortrolige oplysninger fra et psykia-

trisk hospital om klagerens mentale tilstand og medicinske behandling,

som var uden betydning for sagen. Disse oplysninger blev efterføl-

gende uden klagerens tilladelse videregivet af dommeren til parterne

og andre personer, der var til stede i retssalen ved et offentligt rets-

møde.

Det skal fremhæves, som anført under afsnit 5.1.1.1, at oplysningerne i

denne sag alene blev videregivet til skadevolderens advokat, og at op-

lysningerne ikke blev videregivet til en større personkreds, herunder

medierne, hvorfor forholdene i denne sag adskiller sig fraPanteleyenko 

mod Ukraine samt forholdene i den EMD-praksis, som sagsøgerne hen-

viser til.

Godtgørelsen til Sagsøger 1 kan derfor ikke tilnærmelsesvis udgøre det påståede godtgørelsesbeløb på kr. 225.000.

Sagsøgerne har i forhold til godtgørelsens størrelse alene henvist tilP. 

og S. mod Polen [57375/08] , hvor der blev statueret krænkelser af både EMRK artikel 3 og 8, og hvor godtgørelsesbeløbene til et 14-årigt

36

voldtægtsoffer og hendes mor blev fastsat i samme størrelsesorden som de i denne sag påståede beløb, jf. påstand 1 og 2 (henholdsvis EUR 30.000 og EUR 15.000).

P. og S. mod Polen angik en 14-årig pige, som på baggrund af et seksuelt

overgreb ønskede en abort, idet de nationale myndigheder dog på for-

skellige måder forsøgte at presse hende til at skifte mening, nægtede

hende beskyttelse mod anti-abort demonstranter, offentliggjorde oplys-

ningerne om hendes sag og behandling på hospitalet med den virkning, at hun modtog beskeder og trusler fra fremmede, samt indledte en straffesag imod hende. Domstolen fandt, at den kumulative effekt af

disse omstændigheder, sammenholdt med klagerens ekstreme sårbar-

hed som mindreårigt voldtægtsoffer og gravid, overskred mini-

mumstærsklen i EMRK artikel 3.

Som det fremgår, er sagen svært sammenlignelig med forholdene i denne sag, hvorfor påberåbelsen af P. og S. mod Polen – som ses at ud -gøre sagsøgernes væsentligste (og eneste) løftestang for de nedlagte på-

stande 1 og 2 - hverken kan føre til en højere godtgørelse, eller at forhol-

det anses for omfattet af EMRK artikel 3.

5.2.2.2.2 Særligt vedrørende Sagsøger 2

Det gøres gældende, at Sagsøger 2 ikke er påført en kræn-

kelse i medfør af EMRK artikel 8 som følge af det forhold, at Civilstyrel -

sen udleverede oplysninger om Sagsøger 2's fornavn og stil-

ling, som ikke er følsomme personoplysninger, og om hendes midlerti-

dige sygemelding til skadevolderens advokat. Der kan i den forbindelse henvises til afsnit 5.1.1.2 ovenfor.

De udleverede oplysninger om Sagsøger 2, som alene blev sendt til skadevolderens advokat, udgør ikke et tilstrækkeligt intensivt indgreb til, at der kan statueres en konventionskrænkelse af artikel 8.

Der kan i den forbindelse henvises til, at der skal foretages en helheds-

vurdering efter fast EMD-praksis.

Sagsøger 2 har haft adgang til effektive retsmidler, idet hun

har klaget til Datatilsynet, som har truffet afgørelse, anmeldt Civilsty-

relsen til politiet, som har truffet afgørelse, og klaget til Folketingets Ombudsmand, som har svaret tilbage.

Det gøres subsidiært gældende, at hvis retten måtte finde, at der fore-

ligger en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser i forhold

til Sagsøger 2, ville selve konstateringen af en sådan kræn-

37

kelse udgøre en passende og tilstrækkelig kompensation (”just satisfa ­ 

ction ”, jf. EMRK artikel 41).

Der kan i den forbindelse henvises til L.L. mod Frankrig [7508/02], som omhandlede en skilsmissesag, hvor en kvinde havde fremlagt lægelige oplysninger om hendes tidligere partner, og hvor EMD vurderede, at

der var tale om en krænkelse af EMRK artikel 8. I forhold til spørgsmå-

let om udmåling fandt EMD, at den blotte konstatering af, at det var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, var tilstrækkelig oprejsning. Der kan desuden henvises til Amann mod Schweiz [27798/95].

I det omfang retten måtte finde, at der er sket en krænkelse i medfør af EMRK artikel 8 i forhold til Sagsøger 2, gøres det gældende,

at beløbet på ingen måde vil kunne udgøre det påståede godtgørelses-

beløb på kr. 112.500, og at det må fastsættes til et betydeligt lavere beløb end det, der udmåles til Sagsøger 1.

For så vidt angår påberåbelsen af P. og S. mod Polen [57375/08], som ikke er sammenlignelig med denne sag, henvises til afsnit 5.2.2.2.1 ovenfor.

6. DATABESKYTTELSESFORORDNINGENS ARTIKEL 82

Sagsøgerne henviser i replikken, side 4, til EU-Domstolens afgørelse i Natsionalna agentsia za prihodite (C-340/21) til støtte for, at ”det definitivt [må] lægges til grund, at databeskyttelsesforordningens artikel 82 indeholder hjemmel til udbetaling af godtgørelse, herunder godtgørelse for påført frygt ”.

Sagsøgerne henviser særligt til afgørelsens præmis 86 (citeret i replik-

ken, side 2), som efter sagsøgernes opfattelse skulle indeholde særskilt hjemmel til erstatning i tilfælde af ikke-økonomisk skade.

Civilstyrelsen gør gældende, at den omtalte præmis ikke behandler spørgsmålet om godtgørelse eller erstatning, men at den alene angår, hvad der ”kan ” forstås ved en ”immateriel skade ” som følge af en tilside -sættelse af GDPR.

Civilstyrelsen gør gældende, at sag C-340/21 ikke er relevant, da den grundlæggende angår en situation, hvor den, som personoplysningerne angår, alene havde en abstrakt begrundet frygt for misbrug på baggrund af et databrud.

Kredsen af modtagere af oplysninger er i denne sag, modsat C-340/21,

klart afgrænset, og sagen rejser derfor ikke principielle problemstillin-

ger vedrørende erstatning for ikke-økonomisk skade i abstrakt forstand. Sagsøgernes frygt i denne sag er således begrundet i skadevolderens

38

opnåede viden og eventuelle konkrete handlinger på baggrund af ska-

devolderens besiddelse af oplysninger om sagsøgerne, imens de seks millioner borgeres frygt i C-340/21 var begrundet i en abstrakt uvished

om, hvem der eventuelt måtte komme i besiddelse af en række oplys-

ninger om dem.

6.1 Særligt vedrørende Sagsøger 1

Det har været forudsat, siden GDPR fik direkte virkning i dansk ret, at GDPR artikel 82 ikke ændrer på den mulighed, der efter dansk ret er til

i visse tilfælde at udbetale godtgørelse for tort i medfør af erstatnings-

ansvarslovens regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade, og det må antages, at denne mulighed også i den foreliggende sag, for så vidt angår Sagsøger 1, er dækkende for muligheden for erstatning for ikke-økonomisk skade begrundet i den skete integritetskrænkelse.

Sagsøgerne har i processkrift 1, side 2, citeret dele af præmis 54 iÖster ­ 

reichische Post (C-300/21). Præmis 54 har i sin helhed følgende ordlyd:

” I det foreliggende tilfælde bemærkes, at databeskyttelsesforordningen ikke indeholder bestemmelser, der har til formål at fastlægge reglerne om fastsæt ­ telse af den erstatning, som en registreret, jf. denne forordnings artikel 4, nr. 1), kan kræve i henhold til forordningens artikel 82, når en overtrædelse af denne forordning har forvoldt vedkommende skade. Når der ikke findes

m.fl., C-295/04 – C-298/04, EU:C:2006:461, præmis 92 og 98).”

(min understregning).

Præmis 54 er således udtryk for, at udmålingen af erstatning og godtgø-

relse i tilfælde af en eventuel forvoldt skade efter GDPR artikel 82 skal

ske på baggrund af nationale regler. I denne sag, hvor Sagsøger 1Sagsøger 1

Sagsøger 1 har været udsat for en persondataretlig krænkelse, der berettiger

hende til tort, må hjemlen til udbetaling følge af reglerne i erstatnings-

ansvarsloven.

Spørgsmålet skal efter Civilstyrelsens opfattelse behandles efter erstat-

ningsansvarslovens § 26, stk. 1, som udgør et tilstrækkeligt retsværn for

persondataretlige krænkelser, jf. forarbejderne til ændring af tv-over-

vågningsloven og persondataloven. Dette er tillige fastslået i retsprak-

sis, jf. ”Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven med

39

kommentarer” 1. udgave (2020), Kristian Korfits Nielsen og Anders Lotterup, side 1.223.

Civilstyrelsen skal gøre opmærksom på, at Retten i Glostrup ved dom af 11. maj 2021 (BS-19120/2019- GLO) fandt, at GDPR artikel 82 må for -

tolkes således, at bestemmelsen også omfatter erstatning for ikke- øko-

nomisk skade.

Østre Landsret traf afgørelse i ankesagen den 20. august 2025 (BS-27044/2020-OLR), hvor landsretten fandt, at en borger skulle have kr. 2.500 i erstatning for ikke-økonomisk skade som følge af et databrud, hvor en kommune fejlagtigt havde delt hendes helbredsoplysninger med en tredjepart.

Landsrettens dom er anket til Højesteret, og spørgsmålet ad GDPR arti-

kel 82 er således (fortsat) aktuelt til prøvelse i den verserende sag for Højesteret.

Det bemærkes dog, at den verserende sag for Højesteret ikke er sam-

menlignelig, da den ikke angår et tilfælde, hvor der (også) er grundlag

for tilkendelse af tortgodtgørelse. I denne sag er det Civilstyrelsens op-

fattelse, at erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, er det bedst egnede -samt i sig selv et tilstrækkeligt - retsværn for den persondataretlige krænkelse, Sagsøger 1 har været udsat for, også idet hun ved dette regelsæt vil kunne opnå en højere erstatning. Der er ikke noget

grundlag for at fastslå, at Sagsøger 1 er berettiget til godtgø-

relse eller erstatning i medfør af flere regelsæt, ligesom der heller ikke findes retspraksis, som understøtter sagsøgernes synspunkt.

6.2 Særligt vedrørende Sagsøger 2

Som det fremgår under afsnit 5.1.1.1, er det for så vidt angår personop-

lysningerne om Sagsøger 2, som Civilstyrelsen har fået kritik

for at videregive, alene oplysningen om sygemeldingen (”…pt syge ­ 

meldt grunden situationen ”, jf. bilag 11, side 3), som er en følsom perso -

noplysning, jf. GDPR artikel 9, stk. 1, idet der er tale om en helbredsop-

lysning.

Det følger af Østre Landsrets præmisser i BS-27044/2020-OLR (side 57), at det påhviler sagsøgerne at godtgøre, at betingelserne for erstatning er

opfyldt, herunder at der er sket en overtrædelse af forordningens be-

stemmelser, at sagsøgerne hver især faktisk har lidt en skade, og at der er årsagsforbindelse mellem overtrædelsen og skaden, jf. senest EU-

40

Domstolens dom af 4. oktober 2024 i sag C-507/23 (Patērētāju tiesību aizsardzības centrs), præmis 24.

Det følger videre af Østre Landsrets præmisser i BS-27044/2020-OLR

(side 57-58), at den blotte tilsidesættelse af bestemmelserne i forordnin-

gen ikke er tilstrækkelig til at give erstatning, jf. sag C-590/22 (PS (Adresse erronée)), præmis 33.

Sagsøger 2 har ikke ved udleveringen af personoplysningen om, at hun på daværende tidspunkt var sygemeldt, haft grundlag for at nære nogen frygt for, at tredjemand – skadevolderens advokat – skulle misbruge denne information, jf. omtalen i sag C-590/22, præmis 32. Da hun ikke har godtgjort at have lidt en ikke-økonomisk skade, er hun ikke berettiget til erstatning, jf. artikel 82.

Hvis retten måtte finde, at Sagsøger 2 er berettiget til erstat-

ning, skal det fremhæves, som det også fremgår af præmisserne i BS-27044/2020-OLR (side 61), at det i EU-Domstolens dom af 4. oktober 2024 i sag C-507/23 (A mod Patērētāju tiesību aizsardzības centrs), præ -mis 36, er fastslået, at GDPR artikel 82, stk. 1, ikke er til hinder for, at en undskyldning kan udgøre den eneste form for erstatning, forudsat at en

sådan form for erstatning er i overensstemmelse med ækvivalensprin-

cippet og effektivitetsprincippet.

Civilstyrelsen har i denne sag beklaget over for sagsøgerne (bl.a. bilag

22, side 30 og 32), ligesom Civilstyrelsen har ændret sine interne ret-

ningslinjer for behandling af skadevolders (dennes repræsentants) an-

modninger om dokumentation. Hvis retten måtte finde, at Sagsøger 2 er berettiget til erstatning, gøres det gældende, at hun som følge heraf allerede har opnået tilstrækkelig oprejsning.

Endelig bestrides det, at udmålingen af godtgørelse efter GDPR artikel 82 skal ske i overensstemmelse med praksis fra EMD. Henvisningen til EU’s Charter artikel 52, stk. 3, kan ikke føre til et andet resultat. Bestem -

melsen indebærer alene, at de rettigheder, derer indeholdt i chartret, og

som svarer til rettighederne i EMRK, skal fortolkes med samme betyd-

ning og omfang. GDPR artikel 82 fastlægger imidlertid en selvstændig

EU-retlig erstatningsbestemmelse og er ikke en rettighed, der udsprin-

ger af chartret.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

41

Rettens begrundelse og resultat

Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt Civilstyrelsens videregivelse af per-

sonfølsomme oplysninger til Sagsøger 1's gerningsmand ud-

gør en krænkelse af retten til respekt for privatliv i medfør af artikel 8 i Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedskonvention, herunder om de pågældende indgreb kan anses for lovlige, nødvendige og proportionale.

Det bemærkes indledningsvist, at sagen alene omhandler videregivelsen af per-

sonoplysninger i forbindelse med Civilstyrelsens fremsættelse af regreskrav for godtgørelse for svie og smerte.   

Det er ubestridt, at Civilstyrelsen udleverede almindelige og følsomme perso-

noplysninger vedrørende Sagsøger 1 og hendes mor, Sagsøger 2Sagsøger 2

Sagsøger 2, til skadevolderen, og at dette udgjorde et indgreb i retten til Sagsøger 1's privatliv i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Videregivelsen skete som led i den retlige behandling af regreskravet i medfør af offererstatningslovens § 17 og derved under Civilstyrelsens varetagelse af

sine lovbestemte opgaver. I de tilfælde, hvor skadevolderen fremsætter anmod-

ning herom, kan Civilstyrelsen være forpligtet til at udlevere den underlig-

gende dokumentation for regreskravet, hvis denne dokumentation er nødven-

dig for at opfylde beviskravet i en eventuel civil retssag.

På baggrund af sagens oplysninger har Civilstyrelsen haft et legitimt og lov-

hjemlet grundlag for at videregive de relevante personoplysninger, som var

nødvendige for at opfylde Civilstyrelsens forpligtelse til at søge regres mod ska-

devolderen.

Henset til straffesagens karakter og grovhed, herunder at der er tale om seksu-

elle overgreb begået mod en mindreårige, er der efter retspraksis en lempeli-

gere bevisvurdering vedrørende årsagssammenhængen i sådanne erstatnings-

sager. Der henvises til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1496 og Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 2307.

I betragtning af den intime og følsomme karakter af oplysningerne i sager om

seksuelle overgreb skal enhver videregivelse af oplysninger uden den forurette-

des samtykke behandles med særlig omhu. Dette kræver en særlig grundig be-

handling og gennemgang af nødvendighedskravet med afvejning af behovet for

videregivelse af oplysningerne over for de berørtes ret til beskyttelse af fortro-

ligheden af oplysningerne, således at omfanget af videregivelsen ikke går vi-

dere end, hvad der er egnet til og påkrævet for at opfylde målet om at løfte be-

visbyrden i regressagen.   

42

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol, at selv i

sager med uundgåelig indgriben i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention, skal indgriben begrænses til det, som er strengt nødvendigt ef-

ter sagens karakter og omstændigheder, jf. L.L. mod Frankrig, sagsnr. 7508/02.   

Oplysningerne vedrørende Sagsøger 1

Det fremgår af sagen, at Civilstyrelsen i forbindelse med regreskravet udleve-

rede bilag med delvist ekstraherede oplysninger vedrørende Sagsøger 1, hvilket omfattede opstartsskema og afsluttende notat fra Børnehus

Sjælland, breve, mails og udtalelser fra Sagsøger 1's psyko-

log, mails fra Kommune 1, børnefaglig undersøgelse, personundersøgelse

fra Retspatologisk Afdeling, fraværsoversigter fra Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's skoler og oversigt over psykologsamtaler/konsultationer med Sagsøger 1.

Civilstyrelsen har anerkendt, at dele af oplysningerne vedrørende Sagsøger 1, herunder navne og adresser på psykologer, navnet på

Sagsøger 1's nye skole samt fornavn på hendes søster, ud-

gjorde en krænkelse af Sagsøger 1's ret til privatliv efter arti-

kel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sagsøger 1 har ikke nærmere præciseret, hvilke konkrete

oplysninger der i øvrigt udgjorde en krænkelse af hendes ret til privatliv. Uan-

set dette, må det efter en samlet og konkret vurdering lægges til grund, at de udleverede dokumenter i væsentligt omfang indeholdt oplysninger, som ikke var strengt nødvendige at videregive til skadevolderen. Dette skal ses i forhold

til beviskravet ved regres, og de tungtvejende hensyn til Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's ret til hemmeligholdelse af fortrolige oplysninger, der udspringer af en straffesag om seksuelle overgreb.   

Det er rettens vurdering, at navnlig de nærmere beskrivelser af Sagsøger 1's

Sagsøger 1's psykiske forhold i de børnefaglige undersøgelser, ud-

færdiget på baggrund af Sagsøger 1's udtalelser afgivet un-

der fortrolige psykologsamtaler, samt helbredsoplysningerne om hendes fysi-

ske helbred på grund af deres intime karakter må anses for særdeles personføl-

somme. Retten finder, at videregivelsen af disse oplysninger henset til sagens særlige omstændigheder udgør en krænkelse af Sagsøger 1's ret til privatliv, idet indgrebet hverken var proportionalt med det tilsigtede mål eller "nødvendigt i et demokratisk samfund til beskyttelse af andres rettigheder og friheder", jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.

43

De fremlagte fraværsrapporter sammenholdt med antallet af konsultationer og

de konkluderende opsummeringer fra psykologerne om Sagsøger 1'sSagsøger 1's

Sagsøger 1's helbredsforhold må efter deres indhold umiddelbart anses for i til-

strækkelig grad at opfylde Civilstyrelsens lovbestemte krav om at dokumentere regreskravet og løfte bevisbyrden for det erstatningsretlige ansvarsgrundlag i en sag om godtgørelse på 80.000 kr. for svie og smerte. Der er i den forbindelse taget hensyn til, at straffedommene også vil indgå i regressagen. Det forhold, at

Datatilsynet ikke har fundet grundlag for at fastslå, at der foreligger en overtræ-

delse af databeskyttelsesforordningen vedrørende de nævnte oplysninger, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Vurderingen af, om Sagsøger 1 skal tilkendes en godtgø-

relse for ikke-økonomisk skade som følge af krænkelsen af hendes ret til privat-

liv, må ske i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 41 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis sammenholdt med

principperne i erstatningsansvarslovens § 26. Ved stillingtagen hertil skal kræn-

kelsens grovhed, handlingens beskaffenhed, og omstændighederne i øvrigt ind-

drages og ses i lyset af det skærpede krav, der er til ”nødvendighedsvurderin-

gen” i sager omhandlende seksuelle overgreb mod mindreårige.   

Det lægges på baggrund af sagens oplysninger til grund, at krænkelsen er af

væsentlig betydning for Sagsøger 1, og at der efter de læge-

lige oplysninger er sket en konstaterbar forværring af hendes psykiske forhold.

I formildende retning er det inddraget, at videregivelsen alene skete til én per-

son, og at Civilstyrelsens varetagelse af opgaven er lovbunden, således at Ci-

vilstyrelsen var forpligtet til at afgive visse nødvendige oplysninger til brug for regressagen.

På den anførte baggrund finder retten, at Sagsøger 1 skal til-

kendes godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter princippet i erstatnings-

ansvarslovens § 26.

Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at godtgørelsen som udgangspunkt fastsættes inden for rammerne af Domstolens mindstebeløb, referencebeløb og maksimumbeløb, med referencebeløbet som ud -

gangspunkt. Godtgørelsen justeres under hensyn til de konkrete omstændighe-

der, herunder krænkelsens karakter, omfang og varighed. Efter en samlet vur-

dering af disse forhold fastsættes godtgørelsen til 112.500 kr., svarende til refe-

rencebeløbet.

Oplysningerne vedrørende Sagsøger 2

Det fremgår af sagen, at de videregivne delvist ekstraherede oplysninger inde-

holdt oplysninger om Sagsøger 2, herunder hendes fornavn, stilling og oplysning om hendes sygemelding, samt oplysninger om, hvordan Sagsøger 2

44

og familien var påvirket af sagen, deres håndtering af situationen, og om familiens deltagelse i familiebehandling og individuelle samtaler. Det er

ubestridt, at disse oplysninger ikke var strengt nødvendige at videregive til ger-

ningsmanden.   

Under hensyn til oplysningernes karakter, sagens omstændigheder og det for-

hold, at oplysningerne blev udleveret til gerningsmanden, som bl.a. er dømt for

trusler mod familien, finder retten, at indgrebet udgør en krænkelse af Sagsøger 2'sSagsøger 2's

Sagsøger 2's ret til privatliv i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention.

Henset til krænkelsens karakter og uanset sagens øvrige omstændigheder, her-

under at gerningsmanden har polititilhold mod familien, finder retten, at kræn-

kelsen ikke kan begrunde en økonomisk godtgørelse. Anerkendelsen af kræn-

kelsen må i sig selv anses for at udgøre en tilstrækkelig og rimelig kompensa-

tion for det ikke-økonomiske tab, som Sagsøger 2 har lidt, jf. bl.a. sa-

gerne L.L. mod Frankrig (7508/02) og Amann mod Schweiz, (27798/95).

Vedrørende påstand 3

Civilstyrelsen har taget bekræftende til genmæle over for Sagsøger 1's påstand om, at Civilstyrelsen skal anerkende, at Civilstyrelsen har krænket Sagsøger 1's ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ved den 18. februar 2021 at have sendt navne og adresser på Sagsøger 1's psykologer samt navnet på Sagsøger 1's nye skole, mor og søster til Person 1. Retten afsiger herefter dom efter parternes samstemmende påstand.

Sagsomkostninger

Efter sagens udfald skal Civilstyrelsen betale sagsomkostninger til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 med 64.500 kr., hvoraf 4.500 kr. vedrører retsafgift, og 60.000 kr. vedrører udgifter til advokatbistand. Den del af sagsomkostningerne, der vedrører udgifter til advokatbistand, er inkl. moms,

da Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke er momsregi-

streret. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på en samlet vurdering af sagens omfang og karakter, herunder sagens kompleksitet og principielle karakter, og at hovedforhandlingen har haft en varighed af en retsdag.

THI KENDES FOR RET:  

45

Civilstyrelsen skal til Sagsøger 1 betale 112.500 kr. med procesrente fra den 30. oktober 2023.

Civilstyrelsen skal anerkende, at Civilstyrelsen har krænket Sagsøger 2's ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskon -ventions artikel 8.

Civilstyrelsen skal anerkende, at Civilstyrelsen har krænket Sagsøger 1's ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ved den 18. februar 2021 at have sendt navne og adresser på Sagsøger 1's psykologer samt navnet på Sagsøger 1's nye skole, mor og søster til Person 1.

Civilstyrelsen skal til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 betale sagsomkostninger med 64.500 kr.   

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 12-01-2026 kl. 11:00

Modtagere: Advokat (H) (H) Mads Krøger Pramming, Sagsøgte Civilstyrelsen, Advokat (H) Aleksander Lind, Sagsøger 1, Sagsøger 2, Advokat (H) Mads Krøger Pramming

datoen for afgørelsen, navnet på sagsbehandleren og nævnsmedlemmerne i

friheder", jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk.