Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten stadfæster byrettens dom i sag om anerkendelse af en patientskade

Vestre LandsretCivilsag2. instans8. marts 2024
Sagsnr.: 1443/25Retssagsnr.: BS-19660/2023-VLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Vestre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-19660/2023-VLR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1443/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantStine Pedersen; Rettens personaleErik P. Bentzen; Rettens personaleJeanette Bro Fejring; Rettens personaleMaria Dalager Hauge (kst.); PartAnkenævnet for Patienterstatningen; PartsrepræsentantChristina Steen; PartsrepræsentantGitte Møller Iversen

Dom

VESTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 8. marts 2024

Sag BS-19660/2023-VLR

(9. afdeling)

Appellant, tidligere Sagsøger

(advokat Gitte Møller Iversen)

mod

Ankenævnet for Patienterstatningen

(advokat Christina Steen v/advokat Stine Pedersen)

Retten i Esbjerg har den 21. marts 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-8919/2018-ESB).

Landsdommerne Erik P. Bentzen, Jeanette Bro Fejring og Maria Dalager Hauge (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant, tidligere Sagsøger, har gentaget sine påstande for byret-ten om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at hun er blevet påført en erstatningsberettigende patientskade i forbindelse med behandlingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby Sygehus, fra den 24. september 2012 og frem, subsidiært at sagen skal hjemvises til Ankenævnet for Patienterstatnin-gen.

Indstævnte, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået dommen stadfæ-stet, subsidiært at sagen skal hjemvises.   

2

Forklaring

Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende forklaret, at det oplyste i lægeerklæ-ringen af 11. maj 2016 til brug for Patienterstatningen, punkt 5.d., hvorefter hun ifølge lægens vurdering i princippet kan udføre alle arbejdsfunktioner, men har brug for skiftende arbejdsstillinger og hyppige toiletbesøg, ikke er korrekt. Hun havde et ønske om at vende tilbage til arbejdet. Hun turde derfor ikke sige, hvordan hun havde det. Hun var bange for at ”skyde sig selv i foden” i forhold til kommunen. Hun håbede, at det ville blive bedre. For at kunne møde i lands-retten i dag har hun været nødt til at bestille et hotelværelse i Viborg. Hun kan ikke rejse langt i et stræk, da hun har brug for at kunne lægge sig med en var-mepude. Hun kan dog rejse med tog, hvor hun kan komme på toilettet efter behov, hvilket ikke er muligt, hvis hun kører i bil. Hun tog morfin for sine smerter i går, og hun har taget ekstra morfin i dag ud over sin faste dosis. Ellers ville hun ikke kunne ”være i det.”    

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Appellant, tidligere Sagsøger har yderligere anført vedrørende sin subsidiære på-stand, at hvis landsretten finder, at der er tvivl om omfanget af generne, bør sagen hjemvises med henblik på indhentelse af en samlet beskrivelse heraf. Sa-gen bør desuden hjemvises, hvis landsretten finder, at der skal indhentes yder-ligere oplysninger, før myndighederne kan tage stilling til spørgsmålet om an-erkendelse.

Ankenævnet for Patienterstatningen har heroverfor anført, at der alene kan ske hjemvisning af sagen, hvis Appellant, tidligere Sagsøger får medhold i sin princi-pale påstand. Der kan derimod ikke ske hjemvisning med henblik på en afkla-ring af omfanget af gener eller til en fornyet prøvelse, idet en hjemvisning alene kan ske med henblik på ankenævnets vurdering af udmålingsspørgsmålet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Parterne er enige om, at Appellant, tidligere Sagsøger ved behandlingen på Skejby Sygehus den 24. september 2012 og frem blev påført en patientskade i form af anastomoselækage og efterfølgende fisteldannelse, byld i underlivet, urinleder-påvirkning og nyresten.

Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede ved afgørelsen af 25. september 2017, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke har krav på erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 1 og 4, i lov om erstatning og klageadgang inden for sundhedsvæsenet, bl.a. fordi de indtrådte komplikationer ikke opfylder lovens kriterier om skadens alvor og sjældenhed.   

3

Der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte denne afgørelse, og be-visbyrden herfor påhviler Appellant, tidligere Sagsøger.   

Ingen af de nævnte komplikationer kan isoleret betragtet anses for sjældne i lovens forstand, jf. Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 10. Efter bevisførel-sen, herunder navnlig Retslægerådets besvarelse, er der ikke påvist et lægefag-ligt grundlag for at konkludere, at komplikationerne har en sådan indbyrdes sammenhæng, at disse skal vurderes som et samlet skadesbillede, eller i øvrigt at disse i kombination forekommer sjældent i lovens forstand, jf. Retslægerådets svar på spørgsmål 10. Lovens kriterium om sjældenhed er derfor ikke opfyldt.   

Komplikationerne skal sammenholdes med, at Appellant, tidligere Sagsøger før september 2012 ifølge det lægelige journalmateriale gennem meget lang tid havde haft tilbagevendende svære underlivssmerter, og de skal ses i lyset af det langvarige og komplicerede behandlingsforløb for hendes grundlidelse i form af endometriose, der ifølge de lægelige oplysninger må betegnes som sjælden og svær med blandt andet involvering af tyktarmen og urinlederne.   

Med disse bemærkninger og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, til-træder landsretten, at Appellants, tidligere Sagsøger skade efter en samlet vurde-ring ikke er mere omfattende, end hvad hun med rimelighed må tåle. Landsret-ten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal Appellant, tidligere Sagsøger i sagsomkostninger for landsretten betale 60.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi har landsretten ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til an-kesagens omfang og forløb og til størrelsen af de tilkendte sagsomkostninger for byretten.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 60.000 kr. til Ankenævnet for Patienterstatningen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 08-03-2024 kl. 10:00

Modtagere: Indstævnte Ankenævnet for Patienterstatningen, Appellant, tidligere Sagsøger

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1444/25
Rettens sags nr.: BS-57507/2024-HJR
Afsluttet
3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1445/25
Rettens sags nr.: BS-57435/2024-HJR
Afsluttet
2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 1443/25
Rettens sags nr.: BS-19660/2023-VLR
Anket
1. instansRetten i EsbjergESB
DDB sags nr.: 1442/25
Rettens sags nr.: BS-8919/2018-ESB
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Ja
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb