Gå til indhold
Tilbage til søgning

Sag om, hvorvidt effektuering af Ankestyrelsens afgørelse om tvangsmæssig anbringelse skal tillægges opsættende virkning

Retten i GlostrupCivilsag1. instans16. december 2021
Sagsnr.: 465/22Retssagsnr.: BS-46495/2021-GLO
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Retten i Glostrup
Rettens sagsnummer
BS-46495/2021-GLO
Sagstype
Tvangsfjernelse
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
465/22
Sagsdeltagere
PartAnkestyrelsen; PartsrepræsentantRasmus Hedegaard; PartsrepræsentantThorbjørn Thomsen

Dom

RETTEN I GLOSTRUP

KENDELSE

afsagt den 16. december 2021

Sag BS-46495/2021-GLO

Mor

(beskikket advokat Rasmus Hedegaard)

og

Far

(beskikket advokat Thorbjørn Thomsen)

mod

Ankestyrelsen

Denne afgørelse er truffet af Dommer med sakyndige dommere.

Sagens baggrund og parternes påstande

Ankestyrelsen har den 25. november 2021 truffet afgørelse af egen drift efter lov om social service § 65, stk. 4, jf. stk. 3, om at Mor og Fars Barn, født 2019, skal være tvangsmæssigt uden for hjemmet i en periode på 1 år. Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af lov om social service § 62, stk. 6, jf. stk. 1, jf. stk. 3, 1. pkt., jf. § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 4, jf. 2. pkt. Forældrene har krævet, at Ankestyrelsen indbringer sagen for retten.

Forældrene har i indlæg af 6. og 7. december 2021 anmodet om, at effektuering af afgørelsen tillægges opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 469, stk. 4, jf. lov om social service § 170, stk. 2.

2

Ankestyrelsen har fremsat påstand om, at forældrenes anmodning om opsættende virkning ikke tages til følge.

Sagen er behandlet på skriftligt grundlag og uden fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2 analogt.

Forældrene har til støtte for anmodningen anført, at der efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger foreligger sådanne omstændigheder, at betingelserne for undtagelsesvist at tillægge indbringelse af sagen for retten opsættende virkning er opfyldt.

Institution 1 har på eget initiativ tilskrevet Ankestyrelsen og særligt bemærket, at iværksættelse af den tvangsmæssige anbringelse giver anledning til stor bekymring fra Institution 1's side. Desuden henvises der til brev af 2. december 2021 fra Familiebehandlerenhed til Ankestyrelsen.

Der er således tale om en helt særlig situation, hvor familiebehandlerne og kommunen ikke er enig i, at anbringelse er den rette foranstaltning.

I brevet af 2. december 2021 fra Familiebehandlerenhed til Ankestyrelsen hedder det blandt andet:

”[…]

Familiebehandlerenhed er meget uenig i afgørelsen om, at Barn skal anbringes uden for hjemmet. Familiebehandlerenhed vurderer ikke, at Ankestyrelsen har de nyeste informationer, herunder at der d.17. december 2021 foreligger en forældrekompetenceundersøgelse på Far, som man endnu ikke kender konklusionen på.

Derudover er Barn lige opstartet i Institution 2, hvor de allerede ved første møde, oplyste at Barn fremstod bedre i sin kontakt, end det beskrevne i den børnepsykologiske undersøgelse. De beskriver fortsat, at de ser en bedre kontakt hos Barn end først beskrevet fra papirerne og de ser en pige der orienterer sig om hvor hun er, og kigger på de andre børn.

Der er hen over den seneste halvanden måned set en tiltagende positiv udvikling hos Barn, hvor hun viser tilknytning til sin far, og søger ham for omsorg og nærhed. Derudover er Barn begyndt at åbne op for kontakt til omverden. Familiebehandlerenhed har en stor bekymring for, at den fine udvikling, der er set på så kort tid, vil stagnere eller helt stoppe ved at Barn anbringes uden for hjemmet og der er bekymring for at Barn igen vil lukke sig inde i sig selv.

Barn har mens hun har boet hos sin far ikke stagneret i sin udvikling, og der er kun set positive fremskridt. Det er vurderingen, at der skal være en tæt opfølgning med familien, med de støtteforanstaltninger, der aktuelt er på familien, hvor der indtil nu kun er set fremgang i Barns udvikling og trivsel.

3

Familiebehandlerenhed henviser til at det afventes hvad forældrekompetenceundersøgelsen, samt hvad familiebehandlere og institutionen ved det opfølgende møde d.21.december 2021 fortæller om Barns udvikling.

[…]”

Ankestyrelsen har i et indlæg af 9. december 2021 blandt andet anført:

”[…]

Hovedreglen er, at Ankestyrelsens afgørelse ikke tillægges opsættende virkning, medmindre retten bestemmer det, jf. retsplejelovens § 469, stk. 3.

Vi skal bemærke, at den omstændighed, at Barn ikke tidligere har været anbragt, ikke kan føre til et andet resultat.

Advokat Pernille Lauritsen har i sin anmodning af 5. december 2021 på vegne af Mor blandt andet henvist til, at det må anses for godtgjort af kommunen, at Barns trivsel er i fremgang, og at fagpersoner omkring Barn pt. vurderer, at et skift i omsorgsmiljø på nuværende tidspunkt højst sandsynligt vil skade Barn endnu mere. Advokaten henviser også til, at kommunen har iværksat en forældrekompetenceundersøgelse i forhold til Barn, der forventes at være færdig inden for 2 uger.

Til brug for anmodningen er der vedlagt udtalelse af 2. december 2021 fra Kommune 1 og udtalelser af samme dato fra Institution 1 og Institution 2. Heraf fremgår blandt andet, at man ser en særdeles positiv udvikling hos Barn, og at der ikke er grundlag for anbringelse.

Ankestyrelsen bemærker hertil, at der gennem længere tid har været bekymring for Barn, og at der allerede i forbindelse med fødslen af Barn i 2019 bliver udarbejdet en børnefaglig undersøgelse. Kommune 2 har to gange i 2021 indstillet til børn og unge-udvalget, at Barn blev anbragt uden for hjemmet. Møderne er blevet aflyst inden behandling af sagen, dels fordi forældrene forlod landet med Barn, dels fordi forældrene aftalte, at Barn skulle flytte hjem til Far med bopæl i Kommune 1.

Ankestyrelsen skal videre bemærke, at man i egen-drift afgørelsen af 3. december 2021 alene

har henvist til Barns omfattende behandlingskrævende vanskeligheder som grundlag for anbringelsen, jf. § 58, stk. 1, nr. 4, samt 2. pkt., om at vanskelighederne ikke vurderes at kunne afhjælpes med støtte i hjemmet.

Ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i sagen og råd og vejledning fra Ankestyrelsens børnesagkyndige konsulent er det på mødet i Ankestyrelsen vurderingen, at Barn fremstår depriveret og med massive vanskeligheder på samtlige udviklingsområder. Hun har et massivt behov for intensiv og professionel behandling uden for hjemmet fra fagpersoner med forståelse

4

for og viden omkring tidligt skadede børn. Barns massive behandlingsbehov stiller særlige krav til omsorgspersonerne omkring hende, der rækker væsentligt ud over almindelig forældreevne.

Netop på grund af den langvarige bekymring for Barns sundhed og udvikling og de massive vanskeligheder, hun er beskrevet med senest i november 2021 i udtalelse fra Institution 1, mener Ankestyrelsen fortsat ikke, at det kan medføre en ændret vurdering, at fagpersonerne omkring Barn, herunder Institution 1, nu vurderer, at Barn gennemgår en særdeles positiv udvikling, idet Barn har brug for intensiv og professionel behandling uden for hjemmet hurtigst muligt, hvilket taler imod at tillægge klagen opsættende virkning.

Ankestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at man i brev af 3. december 2021 har taget stilling til de i bilag A, C og D fremlagte oplysninger. Ankestyrelsen mener ikke, at de fremlagte oplysninger anledning til en ændret vurdering og henviser til begrundelse for afgørelsen, særligt afsnittet om Barns behov for intensiv og professionel behandling uden for hjemmet.

[…]”

Rettens begrundelse og resultat

Udgangspunktet i dansk ret er, at indbringelse af en forvaltningsafgørelse for domstolene ikke medfører, at afgørelsen tillægges opsættende virkning, hvilket princip er fastslået i grundlovens § 63, stk. 1. Dette princip må tillægges vægt også på de retsområder, hvor det er overladt til retten at træffe bestemmelse om spørgsmålet.

I det foreliggende tilfælde, hvor rettens vurdering sker efter retsplejelovens § 469, stk. 3, jf. lov om social service § 170, stk. 2, må det tillægges vægt, om der foreligger oplysninger, som efter en samlet vurdering af barnets situation gør det overvejende sandsynligt, at en anbringelse af barnet uden for hjemmet på nuværende tidspunkt kan være til skade for barnets sundhed og udvikling.

Barn er et behandlingskrævende barn, som er beskrevet med massive vanskeligheder. Når der videre henses til det langvarige tidsforløb, hvor man har været bekymret for barnets sundhed og udvikling, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at tillægge Ankestyrelsens afgørelse opsættende virkning.

THI BESTEMMES:

Den af Mor og Far fremsatte anmodning om, at Ankestyrelsens afgørelse af 25. november 2021 om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet af deres Barn, født 2019, skal tillægges opsættende virkning, tages ikke til følge.

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 466/22
Rettens sags nr.: BS-5791/2022-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i GlostrupGLO
DDB sags nr.: 465/22
Rettens sags nr.: BS-46495/2021-GLO
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
0 kr.