Dom
RETTEN I ROSKILDE
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 5. november 2012
Rettens nr. 5A-7463/2012
Politiets nr. 0108-80239-00201-10
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr.
Anklageskrift er modtaget den 12. september 2012.
Tiltalte, Adresse, 4000 Roskilde er tiltalt for overtrædelse af
1.
Færdselslovens § 117, stk. 1, § 53, stk. 1, spirituskørsel, ved den 7. juli 2010 kl. 21.40 at have ført personbil Reg. nr. 1 ad Vesterbrogade ud for nr. 2, 1620 København V, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.
2.
Færdselslovens § 117, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, 1. pkt., ved på samme tid og sted som i forhold 1 anført at have ført personbil Reg. nr. 1 efter at have indtaget det bevidsthedspåvirkende stof kokain i et sådant omfang, at indholdet af den aktive komponent for det pågældende stof i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for det pågældende stof.
3.
færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 1 anført at have ført personbil Reg. nr. 1 uden at have kørekortet hos sig under kørslen.
4.
Std 75272
side 2
færdselslovens § 118, jf. § 80, stk. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 1 anført at have ført personbil Reg. nr. 1 uden at anvende sikkerhedssele.
5.
bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 43, ved på samme tid og sted som i forhold 1 anført at have været i besiddelse af 2,3 gram kokain til eget brug.
6.
færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, ved den 27. januar 2011 kl. 08.34 at have ført varebil Reg. nr. 2 ad Motorring 3 ved afkørslen til Jyllingevej i Glostrup, selv om førerretten var midlertidigt inddraget af politiet den 27. juli 2010.
7.
færdselslovens § 118, jf. § 55 a, stk. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 6 anført at have ført varebil Reg. nr. 2 og herunder benyttet håndholdt mobiltelefon under kørslen.
8.
Færdselslovens § 117, stk. 1 og stk. 2, nr. 8, jf. § 53, stk. 1, ved den 12. februar 2011 kl. 23.02 at have ført personbil Reg. nr. 3 ad Roskildevej ud for nr. 327, 2640 Hedehusene, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.
9.
Færdselslovens § 117, stk. 1, og stk. 2, nr. 8, jf. § 54, stk. 1, 1. pkt., ved på samme tid og sted som i forhold 8 anført at have ført personbil Reg. nr. 3 efter at have indtaget det bevidsthedspåvirkende stof kokain i et sådant omfang, at indholdet af den aktive komponent for det pgl. stof i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for det pågældende stof.
10.
færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 8 anført at have ført personbil Reg. nr. 3, selv om førerretten var midlertidigt inddraget af politiet.
11.
bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste
side 3
B, nr. 43, ved på samme tid og sted som i forhold 8 anført at have været i besiddelse af 0,2 gram kokain til eget brug.
12.
færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, ved den 6. april 2011 kl. 01.28 at have ført personbil Reg. nr. 3 ad Frederikssundsvej ved Frodefredegodsvej, 3650 Ølstykke, selv om førerretten var midlertidigt inddraget af politiet.
13.
Færdselslovens § 117, stk. 1 og stk. 2, nr. 8, jf. § 53, stk. 1, ved den 12. februar 2012 kl. 00.46 at have ført personbil Reg. nr. 4 ad Bredgade ud for nr. 17 i Roskilde efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.
14.
færdselslovens § 117, stk. 1 og stk. 2, nr. 8, jf. § 54, stk. 1, 1. pkt., ved på samme tid og sted som i forhold 13 anført at have ført personbil Reg. nr. 4 efter at have indtaget det bevidsthedspåvirkende stof kokain i et sådant omfang, at indholdet af den aktive komponent for det pågældende stof i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for det pågældende stof.
15.
færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 13 anført at have ført personbil Reg. nr. 4, selv om førerretten var midlertidigt inddraget af politiet.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand fængselsstraf på ikke under 40 dage, der eventuelt gøres betinget af et vilkår om afvikling af samfundstjeneste, en tillægsbøde på 6.500 kr. og en bøde for de øvrige forhold på ikke under 16.500 kr.
Anklagemyndigheden har endvidere påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget i ikke under 7½ år, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 8 og nr. 9, jf. § 126, stk. 1, nr. 2 og 7, jf. § 128.
Anklagemyndigheden har endelig påstået konfiskation af personbil, Volkswagen Golf, 1,8, årgang 1992, Reg. nr. 4, stelnr.
Stel nr. hos tiltalte, jf. færdselslovens § 113 a, stk. 4.
side 4
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Han har ikke protesteret over for påstanden om konfiskation.
Sagens oplysninger
Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte.
Den afgivne forklaring er ikke optaget i retsbogen og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 4.
Der blev den 7. juli 2010 kl. 22.54 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 0,53 promille alkohol og der blev fundet stoffet kokain over bagatelgrænsen for det pågældende stof.
Der blev den 12. februar 2011 kl. 23.52 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 0,89 promille alkohol og der blev fundet stoffet kokain over bagatelgrænsen for det pågældende stof.
Der blev den 12. februar 2012 kl. 01.21 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 0,89 promille alkohol og der blev fundet stoffet kokain over bagatelgrænsen for det pågældende stof.
Tiltaltes kørekort har været midlertidigt inddraget af politiet siden den 27. juli 2010.
Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold og har skønnet, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil anbefales et vilkår om, at tiltalte undergiver sig behandling mod misbrug af alkohol og euforiserende stoffer, hvis Kriminalforsorgen finder det fornødent.
Tiltalte er tidligere straffet,
ved Retten i Roskildes dom af 11. december 2007 med fængsel i 14 dage for
overtrædelse af straffelovens § 293a, der blev gjort betinget af en prøvetid på 1 år og afvikling af 20 timers samfundstjeneste, og
ved Retten i Roskildes dom af 17. november 2011, som stadfæstet ved Østre
Landsrets dom af 7. september 2012, med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 158, jf. til dels § 23.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltaltes skyld
side 5
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen
Straffen skal i det hele fastsættes som tillægsstraf til Østre Landsrets dom af 7. september 2012.
Der skal endvidere tages hensyn til, at forhold 2 og 9 er begået forud for den skærpelse af straffen for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, 1. pkt., der er tiltænkt indført med lov nr. 184 af 8. marts 2011, jf. herved straffelovens § 3, stk. 1.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at tiltalte for så vidt angår forhold 1-5 blev sigtet den 7. juli 2010, for så vidt angår forhold 6-7 blev sigtet den 27. januar 2011 og for så vidt angår forhold 8-11 blev sigtet den 12. februar 2011. Retten modtog først den 12. september 2012 et anklageskrift i sagen, der blev behandlet den 29. oktober 2012, hvor den blev optaget til dom. Der var tidligere berammet et retsmøde den 12. juni 2012 med henblik på behandling af spørgsmålet om beslaglæggelse af tiltaltes bil, men dette blev aflyst af anklagemyndigheden med henblik på samlet behandling med de øvrige forhold.
Forhold 1-11 er hver for sig og til sammen ukomplicerede straffesager, og sagsbehandlingstiden – uden at det beror på tiltaltes forhold – har for så vidt angår forhold 1-5 i betydelig grad, og for så vidt angår forhold 6-11 i nogen grad oversteget det rimelige. Dette skal også tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen, herunder ved fastsættelse af prøvetiden og den samlede bøde, jf. straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., og princippet i disse bestemmelser, ligesom statskassen skal betale sagens omkostninger vedrørende disse forhold. Der henvises i den forbindelse til Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 2315/1.
Tiltalte har i den foreliggende sag og til samlet pådømmelse i tre tilfælde ført motordrevet køretøj under påvirkning af spiritus med en promille under 1,2 og samtidig påvirket af kokain over bagatelgrænsen. Forholdene ville som udgangspunkt isoleret set medføre bødestraf. Ved den samlede pådømmelse må der tages udgangspunkt i summen af de konstaterede alkoholpromiller, og hertil lægges, hvad der svarer til 0,51 promille alkohol for forhold 2 og 9, og 1,21 promille alkohol for forhold 14. Den samlede promille kan derfor opgøres til 4,54, men der skal ved strafudmålingen tages hensyn til, at kørslerne er foretaget under samtidig påvirkning af begge rusmidler.
Frihedsstraffen, der som nævnt skal fastsættes som en tillægsstraf, kan på denne baggrund passende fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, jf. stk. 1, jf. § 53, stk. 1 og § 54, stk. 1, 1. pkt., og bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste
side 6
B, nr. 43 (jf. til dels tidligere nr. 37), jf. i det hele straffelovens § 89.
Tiltalte har erklæret sig villig til at udføre samfundstjeneste.
Da tiltalte efter Kriminalforsorgens erklæring er egnet hertil, gøres dommen betinget, med de vilkår, der er anført nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Der er ved fastsættelsen af prøvetiden taget hensyn til det ovenfor anførte.
Tiltalte skal som udgangspunkt endvidere idømmes en tillægsstraf i form af en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 118, stk. 1, 55a, stk. 1, og § 80, stk. 1, jf. § 118a, stk. 3, samt en tillægsbøde efter straffelovens § 64, jf. § 58, stk. 2.
Under henvisning til det ovenfor anførte findes den passende at kunne fastsættes til en samlet bøde på 10.000 kr.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Frakendelse af førerretten
Tiltalte har i den foreliggende sag og til samlet pådømmelse i tre tilfælde ført motordrevet køretøj under påvirkning af spiritus med en promille under 1,2 og samtidig påvirket af kokain over bagatelgrænsen. Tiltalte skal derfor som udgangspunkt frakendes retten til at føre motordrevet køretøj ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2 og 7, jf. § 125, stk. 1, nr. 8, jf. til dels tidligere § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 125, stk. 1, nr. 8 og 9.
Den lange sagsbehandlingstid vedrørende forhold 1-11 udgør ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for i medfør af princippet i straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., at fravige udgangspunktet om ubetinget frakendelse også for disse forhold isoleret set.
Under hensyntagen til, at kørslerne er foretaget under samtidig påvirkning af begge rusmidler frakendes tiltalte herefter retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 5 år fra den 27. juli 2010, jf.
færdselslovens § 128, stk. 2.
Konfiskation
Anklagemyndigheden har påberåbt sig færdselslovens § 133a, stk. 4, som hjemmel for konfiskation.
Denne bestemmelse blev indført med lov nr. 184 af 8. marts 2011, der trådte i kraft den 1. januar 2012.
Tiltalte er i fire uafhængige tilfælde fundet skyldig i overtrædelse af
side 7
færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., ved at have ført motordrevet køretøj, selv om kørekortet var inddraget administrativt af politiet.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2, at sådanne tilfælde skal anses som omfattet af bestemmelsen i § 133a, stk. 4, nr. 1.
Tiltalte har endvidere gjort sig skyldig i tre uafhængige tilfælde at have ført motordrevet køretøj under påvirkning af spiritus med en promille på under 1,2 og samtidig påvirket af kokain over bagatelgrænsen. To af disse tilfælde er begået forud for ikrafttræden af den nævnte lov, og de ville isoleret bedømt alene have ført til en betinget frakendelse af førerretten.
Forholdene medfører både efter den forud for lovændringen gældende og nugældende bestemmelse i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7, ved en samlet pådømmelse ubetinget frakendelse af førerretten. Færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7, er ikke omfattet af ordlyden af § 133a, stk. 4, nr. 1, eller stk. 2, nr. 1, og det kan efter forarbejderne til lov nr. 184 af 8. marts 2011, heller ikke antages at disse forhold, der skal bedømmes samlet, skal anses som omfattet af § 133, stk. 4, nr. 2.
Tiltalte er i forhold 12 fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, og i forhold 14 i overtrædelse af § 54, stk. 1, nr. 1. Forholdene er begået i det samme kørselsforløb, og efter den 1. januar 2012. Selv om sidstnævnte forhold medfører ubetinget frakendelse efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, og dermed er omfattet af § 133a, stk. 4, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1, så fremgår det af de almindelige og særlige bemærkninger i forarbejderne til lov nr. 184 af 8. marts 2011, at disse to forseelser i relation til spørgsmålet om konfiskation alene skal anses som ét forhold.
De øvrige tre forhold af overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., er alle begået uafhængigt af hinanden og forud for 1. januar 2012.
Af forarbejderne til bestemmelsen i færdselslovens § 133a, stk. 4, fremgår af de almindelige bemærkninger, at konfiskation skal ske, uanset om de begåede forhold er til samtidig pådømmelse, eller om der foreligger mellemliggende afgørelser.
Der er med lovændringen tilsigtet en anden gentagelsesvirkning end den, der sædvanligvis følger af straffelovens § 84, og det må efter forarbejderne til og formålet med ændringen endvidere antages, at hver uafhængig kørsel fremover skal tillægges gentagelsesvirkning, uanset om den måtte være indeholdt i samme forudgående afgørelse.
Sidstnævnte er en ændring af gældende ret fra før lovændringen, hvorefter to eller flere kørsler indeholdt i en tidligere afgørelse i relation til gentagelse anses som ét forhold.
side 8
Af de særlige bemærkninger til § 2 i lov nr. 184 af 8. marts 2011 fremgår blandt andet følgende:
”Det bemærkes generelt - for så vidt angår de foreslåede lovændringer vedrørende straffastsættelsen - at det af straffelovens § 3, stk. 1, følger, at spørgsmålet om strafbarhed og straf skal afgøres efter den straffelovgivning, som er gældende på det tidspunkt, hvor sagen pådømmes. Er handlingen foretaget før den nye lovs ikrafttræden, må straffen dog ikke blive strengere end efter de regler, som var gældende på gerningstidspunktet.
For så vidt angår frakendelse af førerretten og konfiskation følger det af straffelovens § 4, stk. 2, at frakendelse af førerretten kun kan ske, når dette også var hjemlet ved den lovgivning, som var gældende ved handlingens foretagelse. Heraf følger, at der heller ikke kan idømmes en strengere frakendelses- eller konfiskationssanktion end den, der kunne være idømt efter de regler, der var gældende på gerningstidspunktet.
Det bemærkes endelig, at hvor forhøjet straf eller andre retsfølger er foreskrevet i gentagelsestilfælde, kommer afgørelser, der er truffet i henhold til tidligere ret, i betragtning efter deres indhold lige med afgørelser efter den lov, i henhold til hvilken den foreliggende handling bedømmes, jf.
straffelovens § 5.”
Efter straffelovens § 5 er det alene afgørelser truffet i henhold til tidligere gældende ret, som tillægges gentagelsesvirkning. Der er ikke i forarbejderne udtrykkeligt taget stilling til, om hver enkelt uafhængige kørsel indeholdt i en sådan tidligere afgørelse skal tillægges gentagelsesvirkning.
På denne baggrund, og da der må foreligge et sikkert grundlag for at tillægge lovændringen denne konsekvens, kan en afgørelse truffet forud for lovens ikrafttræden den 1. januar 2012, der indeholder en samlet pådømmelse af flere uafhængige forhold af overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., alene anses som ét forhold i relation til spørgsmålet om gentagelsesvirkning, jf. straffelovens § 5, jf. princippet i straffelovens § 3, stk. 1.
Da der ikke kan gøres forskel på den situation, at forholdene ikke endnu er, men kunne være taget under samlet pådømmelse og afgjort forud for 1. januar 2012, hvilket navnlig må gælde tilfælde, hvor forsinkelsen ikke skyldes tiltaltes forhold, finder retten ikke, at betingelserne for konfiskation i færdselslovens § 133 a, stk. 4, er opfyldte.
Derfor tages påstanden herom ikke til følge.
Thi kendes for ret:
Tiltalte skal straffes med en tillægsstraf af fængsel i 30 dage.
side 9
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1.Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
2.Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 30 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i længstetiden.
3.Tiltalte skal i længstetiden - såfremt Kriminalforsorgen finder det fornødent - efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse underkaste sig behandling mod misbrug af alkohol og euforiserende stoffer.
Tiltalte skal betale en samlet bøde på 10.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort i 5 år fra den 27. juli 2010.
Tiltalte frifindes for påstanden om konfiskation.
Tiltalte skal betale en tredjedel af sagens omkostninger, og statskassen skal endeligt afholde den resterende del.
Dommer