Gå til indhold
Tilbage til søgning

Byrettens dom om tiltale for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, vold i gentagelsestilfælde, straffelovens § 266, trusler samt straffelovens § 123, stk. 1, vidnetrusler ændres, således at straffen, der tillige fastsættes efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, forhøjes til fængsel i 4 måneder

Vestre LandsretStraffesag2. instans7. oktober 2020
Sagsnr.: 52/22Retssagsnr.: SS-1225/2020-VLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Vestre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-1225/2020-VLR
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
52/22
Sagsdeltagere
Rettens personaleLars Christensen; PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleDorte Thorhauge; PartsrepræsentantNiels Christian Strauss; Rettens personaleJohn Lundum

Dom

D O M

afsagt den 7. oktober 2020 af Vestre Landsrets 14. afdeling (dommerne Lars Christensen, John Lundum og Dorte Thorhauge (kst.) med domsmænd) i ankesag

V.L. S – 1225 – 20

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

født Dato 1979

(advokat Niels Christian Strauss, Aarhus)

Retten i Randers har den 27. maj 2020 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 4-1008/2020).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i henhold til tiltalen for byretten og skær-pelse.

Forklaringer

Tiltalte og Forurettede har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af Vidne 2.

Tiltalte har supplerende forklaret om forhold 1, at Forurettede og han forud for den 26. december 2019 ikke havde set hinanden i nogen tid, fordi Forurettede havde forbudt ham at komme hos hende. Det skete, efter at der havde været en periode på halvandet år, hvor de havde været

- 2 -

sammen hver dag. Stemningen var derfor ikke så god mellem dem. Da hun forlod hans lejlighed med børnene den 26. december 2019, smækkede hun med døren. Det fik ham til at åbne døren og sige, at hun ikke behøvede at smække med hans dør. Forurettede var da et par trin nede af trappen, men vendte om og gik op til ham. De stod og råbte begge to. Han spyttede ikke på Forurettede, men han kan ikke afvise, at der kan være kommet spyt ud af mun-den på ham, mens de begge stod og råbte. Vedrørende forhold 2 har tiltalte supplerende forklaret, at han var meget påvirket den 10. januar 2020, da han skrev de pågældende sms-beskeder til hende. Den 4. januar 2020 havde han taget 100 morfinpiller for at begå selv-mord. Han døde imidlertid ikke, men kunne ikke bevæge sig i 4 dage. Han lå bare og sov eller døsede hele tiden. Vedrørende forhold 3 har tiltalte supplerende forklaret, at når han nævner politiet og pansere i sms-beskederne, må det nok være, fordi han var blevet afhørt af politiet tidligere på dagen. Han har sendt sms-beskederne hjemmefra. Han var så fuld den aften, at han var ude af stand til at køre på scooter. Han har kendt Forurettedes nabo i flere år, og naboen ville uden videre have genkendt ham, hvis det havde været ham, der havde holdt på en knallert og dyttet uden for Forurettedes hus den 14. januar 2020 om natten.   

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at Forurettede har trukket ansøgnin-gen om ophævelse af den fælles forældremyndighed tilbage. Han har fortsat samvær med Barn hver anden weekend, men han vil gerne have det ændret til en 7/7-ordning. Han ser stadig Barn mandag og onsdag til fodbold. Han er ikke længere træner for Barn. Han er ved at få pension, hvilket han har kæmpet for i mange år.

Forurettede har supplerende forklaret om forhold 1, at hun smækkede med døren, da hun gik ud fra tiltaltes lejlighed den 26. december 2019. Tiltalte kom farende ud og råb-te, at hun ikke skulle smække med hans dør. Hun var stadig på reposen, og tiltalte kom helt tæt på hende. Han var så tæt på hende, at hun gik et halvt skridt tilbage. Tiltalte spyttede hende i ansigtet. Det var et bevidst spyt, idet tiltalte samlede spyt, inden han spyttede. Hun har supplerende forklaret om forhold 2 og 3, at hun opfattede sms-beskederne som trusler mod hende. Det var anderledes sms-beskeder end dem, tiltalte tidligere havde sendt til hende. Hun er sikker på, at det var tiltalte, der var uden for hendes hus, da sms-beskederne i forhold 3 blev sendt, da hun kunne genkende tiltaltes stemme. Hendes nabo har sagt til hende, at det var tiltalte, der havde holdt og dyttet.   

Vidne 2 har forklaret, at han er nabo til Forurettede. Han kender også tiltalte, som i en periode boede sammen med Forurettede. En nat, hvor han og hans familie sov, var der

- 3 -

en person, der holdt på en knallert udenfor og dyttede og dyttede. Han stod op og gik ud for at se, hvad der foregik. Han talte med manden, som dyttede. Han er ikke sikker på, om det var tiltalte, idet den pågældende havde en styrthjelm på. Ud fra stemmen er han 75 % sikker på, at det var tiltalte, men han så ikke den pågældendes ansigt. Mens han var inde i huset for at hente en jakke, kunne han høre manden og hans nabo tale sammen. Naboen var på første sal i et vindue. Da han kom ud igen, var manden på knallerten kørt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ad forhold 1:

Det er ved Forurettedes forklaring bevist, at tiltalte bevidst spyttede hende i ansig-tet i forbindelse med episoden den 26. december 2019, hvor tiltalte og Forurettede var blevet uenige om, hvor deres fælles søn skulle være nytårsaften. Landsretten har her-ved lagt vægt på, at Forurettedes forklaring er fremstået detaljeret og troværdig, og at hun først anmeldte forholdet til politiet efter at være blevet oplyst om, at et sådant spyt er strafbart. Tiltalte er således skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Ad forhold 2 og 3:

Landsretten er af de grunde, som byretten har anført, enig i, at tiltalte er skyldig i disse forhold.   

Under hensyn til karakteren af navnlig forhold 3 og til, at tiltalte tidligere er dømt for at have udøvet vold mod Forurettede, forhøjes straffen, der tillige fastsættes efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, til fængsel i 4 måneder.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom ændres, således at straffen, der tillige fastsættes efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, forhøjes til fængsel i 4 måneder.

Byrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.

- 4 -

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Lars Christensen John Lundum Dorte Thorhauge

(kst.)

Oplysning om appel

2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 52/22
Rettens sags nr.: SS-1225/2020-VLR
Afsluttet
1. instansRetten i RandersRAN
DDB sags nr.: 16/22
Rettens sags nr.: SS-1008/2020-RAN
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb