Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 19. september 2013 af Østre Landsrets 1. afdeling (landsdommerne Birgitte Grønborg Juul, Kåre Mønsted og Ann-Britt Belisario (kst.) med domsmænd).
1. afd. nr. S-1066-13:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr.)
(advokat Steen Petersen, besk.)
Retten i Glostrups dom af 4. april 2013 (15-14597/2012) er anket af anklagemyndigheden, der endeligt har nedlagt påstand om, at dommen ophæves, og sagen hjemvises til byretten.
Tiltalte, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Afgørelserne af 6. september 2012 og 18. september 2012 om strafcelle er truffet i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, jf. genstandsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, jf. § 2, stk. 1, nr. 11, og efter afholdelse af diciplinære forhør i Statsfængslet i Vridsløselille. Afgørelserne er ikke påklaget til Kriminalforsorgen. Det fremgår af forhørsprotokollen, at der endvidere blev truffet afgørelse om, at Tiltalte skulle politianmeldes for besiddelsen af mobiltelefonen og usb-nøglen.
- 2 -
Supplerende om retsgrundlaget
Det følger af art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blandt andet, at enhver har ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig domstol, når der skal træffes afgørelse angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.
Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, nr. 7, kan disciplinærstraf ikendes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, hvis den indsatte overtræder en regel, der er fastsat af justitsministeren, når det i reglen er bestemt, at overtrædelsen kan medføre diciplinærstraf.
Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. 1, fastsættes varigheden af strafcelle som disciplinærstraf under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger. Ifølge § 70, stk. 2, anbringes en indsat, der er ikendt strafcelle, i særlig afdeling eller eget opholdsrum eller i et arresthus. Under anbringelsen er den indsatte udelukket fra fællesskab i institutionen.
Udståelse af strafcelle afbryder ikke strafudståelsen, og tiden i strafcellen medregnes i straffetiden. Ved beregningen heraf fradrages dog den tid, den indsatte uforskyldt måtte være blevet anbragt i strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 18, stk. 3.
Af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 5 fra Retsudvalget vedrørende lovforslag nr. L 201, der senere blev vedtaget som lov nr. 527 af 6. juni 2007, fremgår om lovforslagets forhold til artikel 4 i Tillægsprotokol nr. 7 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blandt andet:
”I den af Europarådet udarbejdede forklarende rapport til den 7. tillægsprotokol er det anført, at artikel 4 ikke er til hinder for, at der både kan rejses en straffe- sag og en disciplinærsag mod en person for samme forhold. Pkt. 32 i den forklarende rapport har følgende ordlyd:
”32. Article 4, since it only applies to trial and conviction of a person in
criminal proceedings, does not prevent him from being made subject, for the act, to action of different character (for example, disciplinary action in the case of an official) as well as to criminal proceedings.”
- 3 -
På baggrund heraf finder Justitsministeriet, at man kan anvende både disciplinærretlig og strafferetlig sanktion for den samme lovovertrædelse uden at krænke forbuddet mod dobbeltstraf (ne bis in idem-princippet). Om spørgs- målet om, hvorvidt en disciplinærsag kan have karakter af en straffesag i konventionens forstand, henvises til det nedenfor anførte.
… Efter praksis skal der ved vurderingen af, om en disci plinærsag over for indsatte anses for en straffesag omfattet af artikel 6, bl.a. lægges vægt på intensiteten af den sanktion, som den pågældende risikerer at pådrage sig, jf. Engel m.fl. mod Holland, dom af 8. juni 1976, præmis 82.
Med hensyn til intensiteten af den sanktion, som den indsatte risikerer at pådrage sig, fremgår det af lovforslagets punkt 3.1.3, at indsatte i de lukkede fængsler, som findes i besiddelse af en mobiltelefon, i dag normalt bliver ikendt en disciplinærstraf på 5 dages ubetinget strafcelle, og hvis den indsatte på ny bliver fundet i besiddelse af en mobiltelefon inden for de næste 6 må- neder, ikendes vedkommende efter praksis normalt en disciplinærstraf på 7 dages ubetinget strafcelle.
Det bemærkes i den forbindelse, at i Pelle mod Frankrig, Menneskerettigheds- kommissionens afgørelse af 10. oktober 1986, fandt Menneskerettighedskom- missionen, at artikel 6 ikke var anvendelig i forhold til en afgørelse om ikendelse af 12 dage i strafcelle, da der ikke var tale om nogen yderligere frihedsberøvelse, men snarere en skærpelse af afsoningsformen. Den samme betragtning er lagt til grund af Menneskerettighedskommissionen i X mod Schweiz, afgørelse af 9. maj 1977, hvor kommissionen fandt, at en disciplinær- straf på 5 dages isolation og inddragelse af alle udgangstilladelser for den resterende del (i det konkrete tilfælde nogle måneder) af en afsoning ikke udgjorde nogen yderligere frihedsberøvelse og derfor ikke var af særligt indgribende karakter.
På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, af afgørelser om discipli- nærstraf for ulovlig besiddelse af mobiltelefon mv. ikke vil være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i EMRK, og allerede af den grund vil den foreslåede ordning derfor ikke være i strid med artikel 6.”
Af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 7 fra Retsudvalget vedrørende samme lovforslag fremgår blandt andet:
”Efter praksis skal der ved vurderingen af, om en disciplinærsag over for indsatte anses for en straffesag omfattet af EMRK artikel 6, bl.a. lægges vægt på intensiteten af den sanktion, som den pågældende risikerer at pådrage sig. Dette er et af de tre kriterier, som første gang blev fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Engel m.fl. mod Holland, dom af 8. juni 1976. De tre kriterier er siden blevet anvendt generelt ved afgrænsningen af, hvad der skal forstås ved ”anklage for en forbrydelse” og dermed ved afgørelsen om, hvorvidt en disciplinærsag skal behandles som en straffesag omfattet af EMRK artikel 6. Der er tale om følgende kriterier:
- 4 -
1. Om de regler, der påstås at være overtrådt, efter det nationale system
henregnes til strafferetten eller et disciplinærsystem.
2. Overtrædelsens karakter.
3. Intensiteten af den sanktion, som den pågældende risikerer at pådrage
sig.
…
[Der er] for så vidt angår disciplinærforfølgning for uretmæssig besiddelse af en mobiltelefon efter Justitsministeriets opfattelse ikke … tvivl om, at en sådan sag skal kategoriseres som en disciplinærsag i henhold til dansk ret – også efter den foreslåede ændring af straffeloven måtte være trådt i kraft – og at vurderingen af overtrædelsens karakter ikke kan føre til et andet resultat.
…
Med hensyn til det andet kriterium lægges der vægt på anvendelsesområdet for de pågældende nationale bestemmelser og formålet med sanktionen. Reglerne i straffuldbyrdelsesloven og genstandsbekendtgørelsen retter sig kun mod en afgrænset personkreds, nemlig indsatte i fængsler mv., og anvendelsesområdet er derfor begrænset. Det fremgår af pkt. 3.3. i lovforslaget, at forslaget om at kriminalisere uretmæssig besiddelse af mobiltelefoner mv. i kriminalforsorgens institutioner udmønter en konkret anbefaling fra Direktoratet for Kriminalforsorgens arbejdsgruppe om sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner. Det er endvidere beskrevet i pkt. 3.4.1 i lovforslaget, at mobiltelefoner kan være med til at gøre det nemmere for indsatte at planlægge bl.a. undvigelse fra fængsler og arresthuse samt at begå ny kriminalitet, herunder narkokriminalitet, inden for kriminalforsorgens institutioner. Formålet med at indlede en disciplinærsag mod en indsat, der uretmæssigt besidder en mobiltelefon i et fængsel, er derfor at varetage vigtige sikkerhedsmæssige og præventive hensyn. På den baggrund vil en sådan disciplinærsag efter Justitsministeriets opfattelse også efter det andet Engel-kriterium skulle behandles som en disciplinærsag og ikke som en straffesag.
Hvad angår intensiteten af den sanktion, som den indsatte risikerer at pådrage sig, henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 5 til lovforslag nr. 201…”
Landsrettens begrundelse og resultat
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. blandt andet dom af 10. februar 2009 i sagen Zolotukhin mod Rusland (Klagesag nr. 14939/03), at der ved vurderingen af, om en administrativ forseelse er en straffesag i artikel 4 i Tillægsprotokol nr. 7 ’s forstand skal lægges vægt på de såkaldte ”Engel -kr iterier” (jf. dom af 8. juni 1976 i sagen Engel m.fl. mod Holland).
- 5 -
Disse kriterier er for det første, hvorledes de bestemmelser, der udgør grundlaget for sanktionen, er klassificeret i det nationale retssystem, for det andet karakteren af den omhandlede forseelse, herunder navnlig om den pågældende forskrift retter sig mod alle eller kun mod bestemte grupper, og for det tredje karakteren og intensiteten af den sanktion, der er mulighed for at ikende.
Det følger udtrykkeligt af straffuldbyrdelseslovens § 67 og § 70, at strafcelle i dansk ret har karakter af en disciplinærstraf.
Bestemmelserne i genstandsbekendtgørelsen om forbud mod mobiltelefoner varetager navnlig sikkerhedsmæssige og præventive hensyn i fængslerne, og de disciplinærretlige sanktioner heraf i straffuldbyrdelselsloven er alene rettet mod personer, der aktuelt er indsat i en fængselsinstitution til afsoning af en frihedsstraf.
Ved ikendelse af strafcelle bliver den allerede idømte fængselsstraf ikke forlænget, da udståelse af strafcelle ikke afbryder selve strafudståelsen, og da tiden i strafcellen medregnes i straffetiden. Ikendelse af strafcelle indebærer således ikke nogen yderligere frihedsberøvelse, men vedrører alene en skærpelse af afsoningsvilkårene i en kortere periode.
Landsretten finder på den baggrund ikke, at de disciplinære sanktioner i form af strafcelle, som Tiltalte blev pålagt ved afgørelserne af 6. september 2012 og 18. september 2012 kan anses for straf, jf. artikel 4 i Tillægsprotokol nr. 7. Uanset at den disciplinære forfølgning vedrørte samme faktiske forhold som den tiltale mod Tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, som er til påkendelse under denne sag, er der derfor ikke grundlag for at afvise sagen under henvisning til princippet om forbud mod dobbeltstraf.
Anklagemyndighedens påstand om ophævelse og hjemvisning tages derfor til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ophæves, og sagen hjemvises til byretten.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
- 6 -
(Sign.)