Kendelse
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Lukkede døre
Afsagt den 22. august 2013 af Østre Landsrets 11. afdeling
(landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Katja Høegh og Karen Hald).
11. afd. kære nr. S-1922-13:
Anklagemyndigheden
mod
Arrestant
(CPR nr. (Født 1974))
(advokat Hanne Reumert, besk.)
Arrestant, der er varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., har kæret Kø-benhavns Byrets kendelse af 26. juni 2013 (SS 4-14524/2013) med påstand om, at besøgs-kontrollen ophæves for så vidt angår Arrestants hollandske Advokat.
Parternes synspunkter
Den daværende beskikkede forsvarer, advokat Eske Hald, har indgivet kæreskrift.
Forsvareren har anført, at Arrestant, som er hollandsk statsborger ønsker, at hans faste hollandske Advokat, får mulighed for at besøge ham i fængslet uden besøgskontrol. Adgang til ukontrolleret besøg af en advokat fra hjemlandet er en grundlæggende ret for en arrestant, navnlig for en arrestant fra et EU-land, jf. tillige Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Anklagemyndigheden har ikke an-
- 2 -
ført konkrete omstændigheder, der kan begrunde besøgskontrol i relation til Advokat, som intet har med sagen eller de øvrige medsigtede at gøre.
Anklagemyndigheden har på landsrettens anmodning indgivet kæresvarskrift af 17. juli 2013 med bemærkninger til det af forsvareren anførte. Det anføres:
”Efter anklagemyndighedens opfattelse er det af hensyn til varetægtsfængsli n-gens formål nødvendigt, at besøgskontrollen ikke ophæves for så vidt angår Advokat, idet Arrestant har en beskikket forsvarer, og idet Køben-havns Byret ved kendelse af 3. juni 2013 har bestemt, at Advokat ikke beskikkes som yderligere forsvarer. Landsretten har ved kendelse af 24. juni 2013 stadfæstet byrettens kendelse herom.
Henset til, at både byretten og landsretten ikke har imødekommet pågældendes begæring om beskikkelse af Advokat som forsvarer, må besøg fra Advokat sidestilles med besøg af enhver anden.
Anklagemyndigheden finder ikke, at besøgskontrollen er i strid med Den Eu-ropæiske Menneskerettighedskonvention, idet Arrestant har fået bi-stand af en forsvarer, jf. retsplejelovens § 729a, jf. § 730, stk. 2.”
Landsretten har ved retsbog af 26. juli 2013 anmodet anklagemyndigheden og den nu be-skikkede forsvarer, advokat Hanne Reumert, om en udtalelse om, hvorvidt det i byrettens retsbog anførte om, at Arrestant ønsker at vælge sin hollandske advokat som forsvarer, skal forstås sådan, at Arrestant har antaget – eller ønsker at antage – den hollandske ad-vokat som valgt forsvarer, jf. retsplejelovens § 730, og om dette i så fald betyder, at den hollandske advokat vil give møde for byretten sammen med den beskikkede forsvarer.
Den beskikkede forsvarer har i et brev af 14. august 2013 svaret, at Arrestant ønsker den hollandske advokat som ”medforsvarer” sammen med den beskikkede forsvarer. Arrestant har blandt andet behov for at drøfte sagen med den hollandske advokat, herunder om betydningen af sagen for hans forhold i Holland m.v. Det vides ikke, om den hollandske advokat vil give møde sammen med den beskikkede forsvarer. Dette kan formentlig ikke afklares, før den hollandske advokat har haft adgang til at besøge Arrestant i fængslet og drøfte sagen nærmere med den beskikkede forsvarer.
Anklagemyndigheden har 19. august 2013 meddelt ikke at have bemærkninger til det, som forsvareren har anført.
- 3 -
Landsrettens begrundelse og resultat
Ifølge artikel 1 og 2 i Rådets direktiv af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser (77/249) med sene-re ændringer skal medlemsstaterne anerkende advokater fra andre EU-medlemsstater.
Af direktivets artikel 4 og 5 fremgår:
” Artikel 4
Stk.1. Virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten eller over for offentlige myndigheder udøves i den medlemsstat, der er værtsland, på de betingelser, som gælder for advokater, der er etableret i denne stat, bortset fra betingelser om bopæl eller medlemskab af en faglig organisati-on i nævnte stat.
Stk.2. Under udøvelsen af disse former for virksomhed skal advokaten iagttage de faglige regler, der gælder i værtslandet, idet han dog fortsat er undergivet de forpligtelser, der påhviler ham i den medlemsstat, han kommer fra.
…
Stk.4. Ved udøvelsen af andre former for virksomhed end dem, der er omhand-let i stk. 1, forbliver advokaten undergivet de betingelser og faglige regler, der gælder i den medlemsstat, han kommer fra, idet han dog tillige er undergivet de regler, som uanset deres oprindelse gælder for advokatstanden i værtslandet, navnlig vedrørende uforenelighed mellem udøvelse af advokatgerning og andre former for virksomhed i denne stat, tavshedspligt, forholdet mellem kolleger, forbud mod, at samme advokat bistår parter med modstridende interesser, samt vedrørende annoncering. Disse regler kan dog kun anvendes, såfremt de kan efterkommes af en advokat, der ikke er etableret i værtslandet, og kun i det om-fang kravet om overholdelse er objektivt begrundet af advokatgerningen, stan-dens omdømme og overholdelsen af ovennævnte regler om uforenelighed.
Artikel 5
For så vidt angår udøvelse af virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten kan en medlemsstat kræve, at de advokater, der er omhandlet i artikel 1:
-introduceres for retspræsidenten og eventuelt for formanden for advokat-samfundet i værtslandet, i overensstemmelse med stedlige regler eller sted-lig sædvane;
- 4 -
-handler enten i forbindelse med en advokat, som udøver virksomhed ved den ret, der skal behandle sagen, og som i givet fald er ansvarlig over for denne ret, eller i forbindelse med en »avoué« eller »procuratore« der ud-øver virksomhed ved den pågældende ret. ”
Direktivet er gennemført i dansk ret ved retsplejelovens § 130 og ved den i medfør af den-ne bestemmelse udstedte bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.
Ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. § 1, kan advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat udføre tjenesteydelser som advokater her i landet, dog sådan at der i de tilfæl-de, hvor der efter dansk ret er pligt til at møde med advokat, kun kan gives møde for en dansk domstol, hvis advokaten fra EU-medlemsstaten, handler sammen med en advokat, der har dansk advokatbeskikkelse og møderet for den ret, der skal behandle sagen.
Arrestant ønsker at benytte den hollandske Advokat som valgt forsvarer sammen med den beskikkede danske forsvarer, advokat Hanne Reumert. Anklagemyndig-heden har ikke oplyst om forhold, jf. retsplejelovens § 730, stk. 3, jf. § 733, stk. 2, der kan begrunde, at Advokat skal afvises som valgt forsvarer, eller i øvrigt gjort gældende, at det ikke skulle være muligt for Arrestant at benytte Advokat som valgt forsvarer sammen med den beskikkede forsvarer.
Det følger herefter af retsplejelovens § 771, stk. 1, sidste pkt., at Arrestant har ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer, Advokat. Der sondres ikke i bestemmel-sen mellem beskikkede og valgte forsvarere.
Som følge heraf ændres byrettens kendelse, således at Arrestant kan modtage ukontrolle-rede besøg af den valgte forsvarer, Advokat.
T h i b e s t e m m e s :
Byrettens kendelse ændres, således at Arrestant skal have adgang til at modtage ukon-trolleret besøg af sin valgte forsvarer, Advokat.
- 5 -
(Sign.)