Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 26. oktober 2022
Sag BS-20214/2021-HJR
(2. afdeling)
Appellant
(advokat Claus Bonnez, beskikket)
mod
Region Syddanmark
(advokat Finn Schwarz)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Næstved den 3. september 2019 (BS-23268/2019-NAE) og af Østre Landsrets 14. afdeling den 6. oktober 2020 (BS-42615/2019-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski og Ole Hasselgaard.
Påstande
Appellant, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom, dog sådan at godtgørelsen forhøjes til 200.000 kr. med procesrente.
Indstævnte, Region Syddanmark, har påstået frifindelse og dermed stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært stadfæstelse af landsrettens dom.
Supplerende sagsfremstilling
Journaltilførsler
I landsrettens afsnit om supplerende sagsfremstilling er gengivet dele af journa-len for Appellant udfærdiget af Psykiatrisk Afdeling, Svend-borg, i perioden 3.–5. juni 2016.
2
Det fremgår herudover af journalen den 6. juni 2016 kl. 22.50 bl.a.:
”Hånd og fodrem er skiftet hver time som ord. samarbejder fint indtil kl 22.30, hvor pt grænsesat pludselig bliver vred, latent truende og råber ”jeg skal ikke have spændt mit mavebælte, jeg skal ikke have skiftet mit lagen jeg er ligeglad med hvem jeg slog ned” , ”jeg ville ønske jeg havde en kniv, så ville jeg stikke ham igen” !!!!!”
Af journalen den 7. juni 2016 kl. 20.29 fremgår bl.a.:
”Bliver voldsom vred og truende med at ville bombe Danmark, at til-kalde terrorister.
Appellant kaster en kop kaffe ud imod fastvagten og er voldsom truende, truer med at ville slå al personale ihjel med en kniv. ”kald politiet, I kan ikke holde mig” ! Truende med at ville hænge sig i sine hovedtelefoner. Har forinden været verbal truende overfor fastvagten og det ender med at fastvagten må udskiftes med en anden vagt.”
Af journalen den 8. juni 2016 kl. 17.26 fremgår bl.a.:
”Pt. har umotiveret fortalt om hændelsen forleden hvor pt. overfaldt en kollega. Er grinende og nærmest stolt da han fortæller om det. Siger at han jo er psykisk syg og ikke kan gøre for det. Bliver korrigeret under-vejs men pt. formår ikke at se alvoren i det.”
Af journalen den 10. juni 2016 kl. 07.41 fremgår bl.a.:
”… Spørges om han ved hvorfor han er fixeret, hvortil han svarer at han stak en med en gaffel i halsen. Understreger at enhver voldelig ad-færd er helt uacceptabel, hvilket pt. griner højlydt af. Mens pt. har lig-get i bæltet har han slået ud efter plejepers. ved skift af remme. Det vurd. at pt. fortsat er helt utilregnelig og er helt uden forståelse for, at vi ikke accepterer vold…”
Af journalen den 10. juni 2016 kl. 20.11 fremgår bl.a.:
”… Forud for tilsynet har pt truet fastvagten med at ”stikke ham ned li-gesom han gjorde ved det andet plejepersonale” …”
Af journalen den 12. juni 2016 kl. 20.51 fremgår bl.a.:
”Søndag den 12/6 kl 15.45
3
Appellant kaster med sit sengebord, stol, krus ud på gangen, for at ramme fastvagten. Bordet ryger helt ud på gangen.
Herefter råber Appellant vredt og truende:
”Jeg slår dig ihjel…” ”
Af journalen den 13. juni 2016 kl. 11.30 fremgår bl.a.:
”… Kræver at komme i fængsel eller bliver løsnet fra bæltet, siger, at hvis ikke vi gør som han siger, vil han igen stikke et personale ned med en gaffel eller lignende.”
Retslægerådets udtalelse
For Højesteret er fremlagt Retslægerådets udtalelse af 25. april 2022, hvoraf fremgår følgende:
”Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet henvise til en række tidligere udtalelser vedrørende Appellant, senest af 5. november 2021, og nu, på grundlag af fremsendte akter, her under læ-geerklæring af 5. april 2019 ved overlæge Vidne, tidligere Person, Afdeling 1, Psy-kiatrien i Region Syddanmark, Svendborg, indledningsvis udtale, at Appellant er en nu 26-årig mand, som siden barndom-men har haft utilpasset adfærd og som siden tidlig ungdom har lidt af alvorlig sindslidelse, i 2015 diagnosticeret som skizofreni i svær grad, betydelige kognitive udfordringer og misbrug af forskellige rusmidler. Han har før aktuelle fikseringsepisode været indlagt tvangsmæssigt på grund af farlighed for omgivelserne. Han er opvokset i København, men flyttede i 2015, 20 år gammel, til Fyn, foranlediget af familien, som ønskede ham på afstand af banderelaterede kriminelle miljøer. Han bo-ede primært hos familie, idet ingen af de tilbudte socialpsykiatriske bo-former kunne rumme ham. Ifølge journalen ønsker familien Appellant indlagt på psykiatrisk afdeling den 10. maj 2016 efter vol-deligepisode mod familiemedlem. Efter uvarslet at slå en medpatient bæltefikseres Appellant den 11. maj 2016 med bistand fra politi, som ophæves efter 2 døgn. Han udskrives et par gange, med hurtige genindlæggelser, og er indlagt uafbrudt fra den 15. maj 2016.
Appellant udeblev efter aftalt udgang den 31. maj 2016, og af journal fremgår det, at han var taget til København og blev indlagt på psykiatrisk afdeling der. Den 3. juni 2016 blev han overført fra Bispe-bjerg Psykiatrisk Afdeling til fortsat indlæggelse på Psykiatrisk Afde-ling i Svendborg. Kort efter ankomst blev Appellant, ifølge journalen, tiltagende grad anspændt og irritabel, truede medar-bejdere på livet og foretog uvarslet overfald på en mandlig medarbej-der, som Appellant fastholdt om halsen og slog og stak
4
ham et større antal gange i baghovedet. Med bistand fra politi blev Appellant fikseret med mavebælte og remme, med bag-grund i farlighed for omgivelserne. Der blev samtidig foretaget tvangs-tilbageholdelse.
Under hele indlæggelsen beskrives Appellant som svært psykotisk, med let vakt aggression og vredesudbrud, og med ty-delig forværring, når han ryger hash.
Under perioden hvor fikseringen fandt sted, beskrives Appellants psykiske tilstand særdeles ustabil og svingende, med frem-trædende psykotiske symptomer, hvor han mente sig i sin gode ret til at have forsvaret sig ved overfaldet 3. juni 2016, og kastede med kaffe, in-ventar, etcetera mod personalet, som han vedvarende fortsatte trusler på livet mod.
Grundet den vedvarende farlighed for omgivelserne og den svært sindssygelige tilstand, som det ikke lykkedes at stabilisere, anmodede overlægen den 9. juni 2016 Justitsministeriet om at udstede ”farligheds-dekret” .
Da Appellant ud fra en lægelig vurdering vedvarende frembød en nærliggende fare for andre, besluttedes at overflytte ham til mere sikrede forhold på Retspsykiatrisk Afdeling, Middelfart, den 16. juni 2016, stadig fikseret. I forbindelse med den længerevarende fikse-ring ordineredes forebyggende medikamentel behandling mod blod-propper, som blev givet tvangsmæssigt.
Fra den 7. juni 2016 indledes gradvis løsnen af bæltet i kortere tid, med tilstedeværelse af politi. Det vurderes ikke forsvarligt at ophæve bælte-fikseringen, på baggrund af en lægelig vurdering om fortsat nærlig-gende fare for andre.
Retslægerådet skal herefter besvare de stillede spørgsmål således:
Spørgsmål 1:
Retslægerådet bedes vurdere, om det var lægeligt korrekt at opretholde tvangs-fikseringen med bælte indtil den 16. juni 2016 kl. 20:18, jf. tvangsprotokol – skema 3.I besvarelsen bedes Retslægerådet oplyse, om det ud fra et lægefagligt skøn vurderes, at opretholdelsen af tvangsfikseringen af Appellant var nødvendig af hensyn til hans eller andres liv, førlighed eller sikker-hed.
5
Efter Retslægerådets opfattelse frembød Appellant, med baggrund i den beskrevne svært ustabile, psykotiske tilstand i den an-førte periode, efter en lægelig vurdering, en vedvarende fare for omgi-velserne, som ikke vurderes at kunne være imødegået med mindre ind-gribende midler.
Spørgsmål 2:
Retslægerådet bedes vurdere, om det var lægeligt korrekt at anlægge remme i tidsrummet fra den 5. juni 2016 kl. 09: 30 til den 16. juni 2016 kl. 20:18
Ja, der henvises i øvrigt til det indledende afsnit samt til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 3:
Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares helt eller delvist benægtende, bedes det op-lyst, om Retslægerådet finder en del af perioden for fikseringen berettiget, og i så fald hvilken periode.
Spørgsmålet bortfalder.
Spørgsmål 4:
Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til at fremkomme med bemærk-ninger.
Nej.”
Supplerende forklaringer
For Højesteret har overlæge Vidne, tidligere Person afgivet supplerende forklaring. Forklarin-gen er gengivet i retsbog af 11. februar 2022, hvoraf fremgår følgende:
”Vidnet overlæge Vidne, tidligere Person forklarede behørigt formanet, at det er kor-rekt, at hun dengang var ansvarlig overlæge på Afdeling 1 i Svendborg. Hun er ikke længere overlæge på Afdeling 1, men dengang havde hun været det siden 2012. Hun har været inden for psykiatrien siden 1991.
Foreholdt at det fremgår af journalblad, ekstraktens side 91, at vidnet havde kontakt med patienten Appellant den 12. maj 2016, forklarede hun, at hun ikke havde set Appellant tidligere. Den 12. maj 2016 var således før-ste gang, at hun så Appellant.
Foreholdt erklæring af 5. april 2019, ekstraktens side 216, forklarede vidnet, at det er hende, der har lavet erklæringen. Diagnosen ”hebefren skizofreni med lav IQ” er en skizofreni, som er karakteriseret ved at
6
starte meget tidligt, og som primært er karakteriseret ved uforudsige-lige stemningssvingninger og usammenhængende adfærd. Det vil sige, at det var svært på forhånd at vide, hvordan patienten ville reagere, idet diagnosen primært er karakteriseret ved usammenhængende ad-færd og uforudseelighed.
Det er korrekt, at Appellant den 12. maj 2016 var tvangstilbageholdt og bæltefikseret. På det tidspunkt havde Appellant gået ind og ud af afdelin-gen nogle gange. Han kom hos dem første gang den 3. maj, men lod sig udskrive, kom ind igen, og lod sig udskrive. Den 11. maj henvendte han sig igen. Han havde fortrudt, at han lod sig udskrive. Han havde lige før indlæggelsen igen røget hash. Han sad i afdelingen, og pludseligt og uvarslet sprang han op og slog en medpatient, fordi han mente, at med-patienten så på broderens kone. Det skete fuldstændigt uvarslet. Grun-den til, at Appellant derpå blev flyttet over på vidnets afdeling, var, at han ikke kunne være på den afdeling, hvor denne medpatienten opholdt sig.
Adspurgt hvorfor bæltefikseringen blev seponeret dagen efter, henviste vidnet til journalbladsnotat af 13. maj 2016 kl. 10.10, ekstraktens side 95, nederst, hvoraf bl.a. fremgår, at Appellant var samarbejdende.
Foreholdt at Appellant den 15. maj 2016, hvor tvangstilbageholdelsen blev ophævet, accepterede at være frivilligt indlagt, men begærede udskriv-ning næste dag, forklarede vidnet, at det var sådan, det gik med Appellant i maj igen. Han krævede sig udskrevet den 15. og gik da rundt i hospi-talstøj. Han kom tilbage den 17. og havde igen røget hash. De prøvede ad frivillighedens vej, om de kunne håndtere det. De sagde: ”Hvis du skal være her, så skal du visiteres, for at vi ikke får hash med ind på af-delingen” .
Den 21. maj havde Appellant røget hash på udgang. Det resulterede i en tvangstilbageholdelse den 22. maj, fordi det simpelthen ikke gik.
Adspurgt til ophævelse af tvangstilbageholdelsen den 24. maj henviste vidnet til journalbladnotat af 24. maj 2016 kl. 12.30, ekstraktens side 133, øverst. De prøvede igen ad frivillighedens vej.
Det er korrekt, at Appellant den 27. maj tog hash ind i afdelingen. Appellant ville ikke visiteres, da han kom tilbage, og der fandtes hash på afdelin-gen. Appellant forlod psykiatrisk afdeling den 27. maj.
Det næste, der skete, var, at de fik besked fra Bispebjerg om, at Appellant nu var der. Appellant blev herefter overflyttet til Svendborg Afdeling 2. Appellant blev
7
anvist en stue og opsøgte en medpatient på nabostuen. Appellant blev in-formeret om, at det ikke gik. Appellant vendte sig mod personalet og tru-ede dette personale på livet. Appellant søgte op mod dagligstuen, hvor han blev opsøgt af noget andet personale. Her indfangede Appellant sygeple-jersken og stak denne 9 gange i nakke- og halsregion med en stålgaffel. Politiet kom til stede på afdelingen. Vidnet var der ikke selv, men hun kan se, at det står beskrevet i journalbladsnotatet, ekstraktens side 149. Personalet trak sig, politiet blev tilkaldt, og Appellant blev fikseret med både fodrem og håndrem.
Appellant blev flyttet fra Afdeling 2 til Afdeling 1, hvor vidnet var overlæge, pga. en uskre-vet regel om, at patienten ikke skulle være på den afdeling, hvor episo-den fandt sted.
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 3. juni 2016 kl. 19.30, ekstrak-tens side 153, nederst, anførslen: ”Pt. er nu vågen og ved ankomst til stuen sidder pt. stille i sengen.
Ved samtale er pt. lettere irriteret og vrangladen, diskuterer med sy-gepl. om hvorfor vi skal snakke om det tidligere hændte på dagen, no-get som pt. godt kan huske, men som også pt. udtrykker ”jeg måtte også forsvare mig” , tonen er irritabel og let skinger.
Herefter begynder pt. at diskutere om han måtte ryge på stuen, hvilket der er lavet aftaler om, at der ikke må ryges, hvorefter ut. argumenterer for rygestop, accepterer pt. plaster.
Pt. vrider sig nu mere i sengen, og plæderer for at komme fri, lover ikke at gøre noget og siger, at han nok skal være sød.”
Adspurgt hvorfor det var nødvendigt at fastholde tvangsfikseringen, forklarede vidnet, at hun gennem hele sin vurdering vil henvise til, at det skete ganske uvarslet. Det var helt uforudsigeligt. Det ene øjeblik kunne patienten sige, at han ville samarbejde og være sød, og det næste øjeblik kunne det være noget andet. Det var sådan, det var. Det var også sådan, det var, da Appellant slog medpatienten – det var helt uvarslet.
Hende bekendt fandt man ikke den gaffel, der havde været anvendt til overfaldet på sygeplejersken.
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 3. juni 2016 kl. 21.48, ekstrak-tens side 154, nederst, anførslen: ”I flg. aftale med ol., Vidne, tidligere Person skal Appellant en-ten forblive i mavebælte weekenden over her på Afdeling 1 eller, hvis Appellant i morgen vurderes rolig nok til, at bæltet kan seponeres, skal han overfø-res til OUH i bælte, som først seponeres efter ankomsten til OUH. OUH vil ikke modtage Appellant, hvis han fortsat har brug for at være bæltefikse-ret.”
8
Vidnet forklarede, at hele personalet var præget og belastet af overfal-det. De bad derfor Odense om hjælp, hvilket de dog afviste.
BVC skala er en skala, hvor man ud fra forskellige parametre prøver at forudsige voldsrisikoen. Det var dog ikke en skala, som egentlig var eg-net til at forudsige lige netop Appellants voldsrisiko, fordi det var så uvars-let. Det værktøj, som de havde og brugte, var således ikke anvendeligt ved den aktuelle patient. Det kom fuldstændigt uvarslet hos lige præ-cist denne patient.
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 4. juni 2016 kl. 22.40, ekstrak-tens side 159, midt, anførslen: ”3. Bæltetilsyn kl. 21.00 Ved tilsynet er pt. umotiveret grinende. I forhold til den voldsomme episode hvor pt. overfaldt et personalemedlem med en gaffel siger pt. at det var selvfor-svar. Ved rotation af remmene i eftermiddag slår pt. ud efter endnu et personalemedlem. I løbet af dagen er pt. observeret vredladen og rå-bende, når behov ikke imødekommes straks. Det vurderes, at patienten fortsat er farlig og at ophævelse af bæltefikseringen vil være forbundet med fare for personale og medpatienter. ”
Vidnet forklarede, at hun er enig i denne vurdering.
Foreholdt at vidnet i journalbladsnotat den 5. juni 2016 kl. 9.30 og kl. 13.22, ekstraktens side 160, hvor hun tilså Appellant, beskrev ham som vred og verbalt truende, forklarede vidnet, at problemet nok hele tiden var, at det var så svingende. Indimellem truede patienten med at slå dem ihjel og stikke, og indimellem var han umotiveret ganske grinende. Det svingede simpelthen fra time til time, og det var derfor, at hun fast-holdt fikseringen. Det gik sådan hele tiden. Så snart man prøvede at grænsesætte, gik det helt galt.
Ved tilsynet den 6. juni 2016, kl. 10.30, ekstraktens side 164, snakkede hun med patienten om, at hun virkelig ikke turde at løsne ham, men at hun prøvede på alle mulige måder at finde en løsning. Hun var ærlig over for patienten og sagde, at hun ikke mente, at hun havde nogen mulighed for at løsne ham på den afdeling, hun havde, men at hun prø-vede alle mulige andre løsninger. Hun fortalte patienten, at hun arbej-dede på at få politiet ind, så han i hvert fald kunne blive løsnet én gang om dagen, indtil de havde en anden løsning. Vidnet havde også møde med sygehusledelsen i forhold til, hvad de kunne gøre. Hun søgte far-lighedsdekret og havde også ringet til Retspsykiatrien for at høre, om de kunne hjælpe. Hun prøvede alle muligheder, hvilket hun fortalte til patienten.
9
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 6. juni 2016 kl. 22.50, ekstrak-tens side 166, midt, anførslen: ”Hånd og fodrem skiftet hver time som ord. samarbejder fint indtil kl. 22.30, hvor pt grænsesat pludselig bliver vred, latent truende og råber ”jeg skal ikke have spændt mit mavebælte, jeg skal ikke have skiftet mit lagen, jeg er ligeglad med hvem jeg slog ned” , ”jeg ville ønske jeg havde en kniv, så ville jeg stikke ham igen !!!!” .
Vidnet forklarede, at det var sådan, de så det. Det kom fuldstændigt uvarlset. Han blev pludselig så vred, så vred. De havde set sådanne af-fekter, da Appellant slog medpatienten og stak en gaffel i nakken på syge-plejersken.
Hun talte med Person 5 fra Retspsykiatrien.
Foreholdt at det fremgår af journalbladsnotat af 7. juni 2016 kl. 9.00, ekstraktens side 167, at vidnet fortalte patienten, at hun havde kontak-tet politiet, forklarede vidnet, at det var denne løsningsmodel, som de fremover anvendte. Retspsykiatrien havde sagt, at de ikke havde mulig-hed for at hjælpe. Hun kontaktede derfor politiet, så de kunne gøre for-holdene for patienten så tålelige som mulige, indtil de fandt en anden løsning. Det var helt utroligt, at politiet sagde ja. Politiet kom som mini-mum én gang om dagen, så patienten kunne komme i bad, ud at ryge og få lov til at gå en tur rundt i afdelingen og ud i haven. Det er ikke no-get, som politiet hverken før eller siden har haft gjort.
Vidnet blev foreholdt overlæge Person 6's konklusion og plan, ekstraktens side 169, midt, anførslen: ”Min vurdering er derfor, at pt. fortsat må vurderes som fuldstændig utilregnelig og farlig for sine omgivelser, og jeg kan ikke se, at man kan gøre andet i den aktuelle si-tuation end at holde pt. fikseret og i øvr. give frihedsgrader i forbin-delse med politiets tilstedeværelse.”
Vidnet forklarede, at hun er enig i denne vurdering.
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 7. juni 2016 kl. 20.29, ekstrak-tens side 170, midt, anførslen: ”samarbejder fint med at få skiftevis skif-tet fod og håndrem det meste af vagten, kører dog op ved 17.30 tiden, er træt af at ligge i bælte og forlanger at ut tilkalder politiet så de kan løsne ham så han kan få lov til at ryge og til at komme ud af bæltet. Bli-ver voldsom vred og truende med at ville bombe Danmark, at tilkalde terrorister. Appellant kaster en kop kaffe ud imod fastvagten og er vold-som truende, truer med at ville slå al personale ihjel med en kniv.
10
”kald politiet , I kan ikke holde mig” ! Truende med at ville hænge sig i sine hovedtelefoner. Har forinden været verbal truende overfor fastvag-ten og det ender med at fastvagten må udskiftes med en anden vagt.”
Vidnet forklarede, at det var sådan noget, der skete.
Foreholdt at det fremgår af journalbladsnotat af 9. juni 2016 kl. 14.34, ekstraktens side 175, at hun ansøgte om farlighedsdekret, forklarede vidnet, at det var første gang, hun har søgt det. Begrundelsen for at søge det var, at hun tænkte, at det var en virkelig farlig patient, som hun simpelthen ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre med. Det var med henblik på at få patienten flyttet til Sikringen. Hun tænkte, at pa-tienten ikke hørte til på en almen psykiatrisk afdeling, og Retspsyki-atrien sagde nej. Hun tænkte, at patienten virkelig var en farlig patient, som hørte til på Sikringen. Ved de tilsyn af patienten, som hun havde den pågældende dag, var hendes vurdering fortsat, at han var nærlig-gende farlig.
Foreholdt at det fremgår af journalbladsnotat af 10. juni 2016 kl. 14.30, at vidnet fjernede håndremmene, forklarede vidnet, at patienten stadig-væk lå i bælte og én fodrem. Han lå således stadigvæk, så de havde styr på det. Hun tænkte derfor, at det var forsvarligt.
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 10. juni 2016 kl. 22.38, eks-traktens side 180, anførslen: ”Appellant bliver herefter voldsom truende overfor fastvagten og siger ”jeg stikker vagten ned ligesom jeg gjorde ved ham den anden, - jeg er ligeglad !!!!” .
Vidnet forklarede, at billedet var konstant svingende.
Vidnet blev foreholdt journalbladsnotat af 11. juni 2016 kl. 17.25, eks-traktens side 182, midt, anførslen: ”Fodrem tilbydes at skifte kl. 23.00, dog ønsker pt dette ikke !!!! egentlig samarbejdsvillig det meste af vag-ten, dog en del råbende til fastvagten vagten igennem, har svært ved at udsætte sine impulsbehov og har svært ved at acceptere begrænsning, fx når han har fået 4 sandwich, at så skal han ikke også spise en stor pizza...”
Vidnet forklarede, at der hele tiden var ”ballader” Som hun husker det, kunne patienten ikke behovsudsætte.
Patienten var det meste af tiden i depotbehandling og tog egentlig sin medicin. Hun tror ikke, at man kunne have medicineret bedre. Som hun husker det, var medicinen i orden.
11
Foreholdt at det fremgår af journalbladsnotat af 12. juni 2016 kl. 16.35, ekstraktens side 184, at de igen benyttede håndrem, forklarede vidnet, at patienten kastede med bord og stol. Hun syntes da, at situationen var så problematisk, at det ikke var nok, at patienten var spændt med fod-rem og bæltefikseret.
Adspurgt hvordan vidnet vurderede patienten til revurderingen på 10. dagen, henviste vidnet til journalbladsnotat af 13. juni 2016 kl. 15.24, ekstraktens side 188, hvoraf det fremgår: ”Pt. er fortsat meget svin-gende, indimellem aggressiv og råbende også fortsat indimellem tru-ende. Der er også tendens til, når pt. bliver presset, at han bliver usam-menhængende og paranoid.” Vidnet forklarede, at det var et meget flimrende og svingende billede.
Foreholdt at det fremgår af journalbladsnotat af 14. juni 2016 kl. 15.30, ekstraktens side 189, at patienten var stille og trist, forklarede vidnet, at hun ikke tror, at der havde været sket noget, men at det var et udtryk for svingning. At patienten var svingende i humøret og indimellem ag-gressiv og råbende, var det billede, de så hele tiden. Indimellem var han stille, og indimellem aggressiv og råbende. Den 15. juni var patienten syngende i sengen. Det var sådan, de så det hele tiden. De så et kon-stant svingende billede. Som hun så patienten, og som hun husker det i dag, så var det hebefren skizofreni med lav IQ.
Det er korrekt, at tvangsfikseringen ophørte den 16. juni, fordi patien-ten skulle fremstilles i retten. Han blev efterfølgende overført til Rets-psykiatrisk Afdeling.
Foreholdt at vidnet i byretten forklarede, at ”personlig skærmning” ikke var muligt, forklarede vidnet, at de forsøgte det lidt i maj i relation til at grænsesætte patienten. Dette kunne de dog ikke, heller ikke ved tilstedeværelse af personale. Det var alt for farligt.
Hun synes virkelig, at hun vurderede, om der var andre muligheder end fiksering. Hun havde i hvert fald én og nok endda to møder med sygehusledelsen omkring, om de havde nogen andre muligheder. De kunne dog ikke finde nogen muligheder. Hun anser derfor ikke, at der på en almen psykiatrisk afdeling var andre alternativer end tvangsfik-sering, som de kunne komme frem til. Det var for farligt.
Hun tænker, at Appellant er den farligste patient, hun nogensinde har mødt. Som hun husker det, og efter at have genlæst journalen, så er kombinationen af dårlig begavelse, uforudsigelighed, et voldsomt tem-
12
perament, misbrug og historikken med kriminalitet og vold det, der gjorde patienten farlig. Hun var egentlig klar over fra starten, at det var en meget farlig patient.”
Anbringender
Appellant har anført navnlig, at Det Psykiatriske Patientklage-
nævn med rette har vurderet, at tvangsfikseringen var ulovlig fra den 5. juni 2016 kl. 9.30 frem til den 16. juni 2016 kl. 20.18, idet han i denne periode ikke længere udgjorde en nærliggende fare for andre. I den forbindelse må der læg-ges vægt på, at han ikke i journalen frem til den 5. juni kl. 9.30 var beskrevet med udadreagerende adfærd eller trusler, men derimod blot som råbende eller lignende.
Der var desuden lange perioder under tvangsfikseringen, hvor han forholdt sig roligt uden at true med vold eller lignende.
Herudover er der flere formelle mangler med hensyn til kravene i psykiatrilo-vens § 21, stk. 4, om bæltetilsyn og § 21, stk. 5, om foretagelse af en ekstern læ-gefaglig vurdering.
I lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i bl.a. Navn-sagen (dom af 15. september 2020 i sag nr. 45439/18) bør godtgørelsen fastsættes til 200.000 kr.
Region Syddanmark har anført navnlig, at betingelserne for fortsat at tvangsfik-sere Appellant efter den 5. juni 2016 kl. 9.30 frem til den 16. juni 2016 kl. 20.18 var opfyldt. Han havde den 3. juni uden varsel overfaldet en an-sat ved at stikke vedkommende adskillige gange med en stålgaffel. I hele perio-den indtil den 16. juni fremstod han særdeles ustabil og svingende med frem-trædende psykotiske symptomer. Det blev med rette vurderet, at der var en konkret, aktuel og påviselig fare for, at han ville reagere med vold mod perso-nale og medpatienter, hvis fikseringen blev løsnet. Det var derfor nødvendigt at opretholde tvangsfikseringen i hele perioden.
Selv om der måtte foreligge formelle mangler ved tilsynet med tvangsfikserin-gen, medfører dette ikke, at tvangsfikseringen var ulovlig.
En eventuel godtgørelse skal i lyset af Appellants adfærd fast-sættes til et betydeligt mindre beløb end påstået.
Højesterets begrundelse og resultat
Appellant var under indlæggelse på Svendborg Sygehus tvangsfikseret fra den 3. juni 2016 kl. 13.30 til den 16. juni 2016 kl. 20.18. Han har ligesom for byretten og landsretten ikke bestridt, at tvangsfikseringen var lovlig indtil den 5. juni kl. 9.30. Spørgsmålet er derfor, om tvangsfikseringen
13
også var lovlig i den følgende periode frem til den 16. juni kl. 20.18, og hvis den ikke var lovlig, er spørgsmålet, i hvilket omfang han har ret til godtgørelse.
Tvangsfikseringen blev iværksat den 3. juni kl. 13.30, efter at Appellant havde overfaldet en mandlig medarbejder på sygehuset med en stålgaf-fel, som han ifølge journalen uden varsel stak ni gange i medarbejderens bagho-ved og øvre ryg. Af journalen fremgår endvidere, at han den 4. juni i to tilfælde slog ud efter en medarbejder, og at han i perioden efter den 5. juni gentagne gange fremsatte trusler på liv eller helbred over for personalet.
Retslægerådet har i sin udtalelse af 25. april 2022 anført bl.a., at Appellant, som i 2015 blev diagnosticeret som skizofren i svær grad, den 10. maj 2016 blev indlagt på Psykiatrisk Afdeling, Svendborg. Efter at han uden varsel havde slået en medpatient, blev han bæltefikseret i to døgn fra den 11. maj 2016 med bistand fra politiet. Efter en indlæggelse på Psykiatrisk Afdeling, Bispebjerg, blev han den 3. juni 2016 overført til fortsat indlæggelse på Psykia-trisk Afdeling, Svendborg. Kort efter ankomsten blev han ifølge journalen i til-tagende grad anspændt og irritabel, truede medarbejdere på livet og foretog som ovenfor nævnt uden varsel et overfald på en mandlig medarbejder, som han fastholdt om halsen og slog og stak et større antal gange i baghovedet. Med bistand fra politiet blev han tvangsfikseret med bælte og remme.
I sin udtalelse har Retslægerådet endvidere anført, at Appellants psykiske tilstand i perioden frem til den 16. juni, hvor han blev overført til Rets-psykiatrisk Afdeling, Middelfart, blev beskrevet som særdeles ustabil og svin-gende med fremtrædende psykotiske symptomer, og at han ifølge journalen gav udtryk for, at han havde udført det nævnte overfald i selvforsvar. Retslæge-rådet har også peget på, at han i den pågældende periode fortsatte med at frem-sætte trusler på livet mod personalet.
Efter Retslægerådets opfattelse frembød Appellant med bag-grund i den beskrevne svært ustabile, psykotiske tilstand i den anførte periode efter en lægelig vurdering en vedvarende fare for omgivelserne, som ikke vur-deres at kunne være imødegået med mindre indgribende midler.
Af overlæge Vidnes, tidligere Person forklaring fremgår bl.a., at det blev vurderet, om der var andre muligheder end fiksering, men det blev anset for at være for farligt ud over, at remme på hænder og fødder på skift blev løsnet, og at politiet efter hen-des anmodning bistod efter den 7. juni, sådan at Appellant mindst én gang om dagen kunne komme i bad, ud at ryge og gå en tur.
På den anførte baggrund lægger Højesteret til grund, at Appellant, som var diagnosticeret som skizofren i svær grad, i den omtvistede peri-ode fra den 5. juni kl. 9.30 til den 16. juni kl. 20.18 udgjorde en vedvarende fare
14
for uforudsigelig og grov vold over for medpatienter og personale. Højesteret finder det herefter godtgjort, at han i denne periode udgjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed eller sikkerhed, og at det ikke var muligt at imø-degå denne fare ved mindre indgribende foranstaltninger end den tvangsfikse-ring, der skete med de omtalte lempelser. Højesteret finder derfor, at tvangsfik-seringen har opfyldt betingelserne i § 4 og § 14 i psykiatriloven. Det forhold, at reglerne om bæltetilsyn og ekstern lægefaglig vurdering i lovens § 21, stk. 4 og 5, i enkelte tilfælde ikke måtte være iagttaget, kan ikke føre til at anse tvangsfik-seringen for ulovlig.
Højesteret stadfæster herefter byrettens dom, hvorved tvangsfikseringen af Appellant i det hele blev kendt lovlig, og Region Syddanmark blev frifundet for påstanden om godtgørelse.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret til den anden part eller til statskassen.