Dom
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM
afsagt tirsdag den 1. april 2008
Sag 66/2007
(1. afdeling)
Rigsadvokaten
mod
Tiltalte 1
(advokat Steen Bech, e.o.)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 9. januar 2007.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm og Jens Peter Christensen.
Påstande
Dommen er anket af begge parter med påstand om, at landsrettens dom ændres, således at der ikke fastsættes en tillægsstraf for Tiltalte 1.
Parterne er enige om, at dommens bestemmelse om, at Tiltalte 1 udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, skal stadfæstes.
Den tyske højesteret (Bundesgerichtshof) afviste ved kendelse af 18. december 2007 Tiltalte 1's revisionsanke som værende grundløs. Herefter er Landgericht Stuttgarts dom af 8. december 2006, hvorved han blev idømt fængsel på livstid, endelig.
Anbringender
Parterne har til støtte for påstanden om, at der ikke fastsættes en tillægsstraf, anført, at Landgericht Stuttgarts dom af 8. december 2006 er endelig. Der foreligger herefter en situa-
- 2 -
tion, der er omfattet af straffelovens § 89, idet begge drab er begået forud for Landgericht Stuttgarts dom af 8. december 2006, og idet der ved den nu endelige tyske dom ikke er fastsat straf for drabet i Danmark. Da Tiltalte 1 ved Landgericht Stuttgarts dom af 8. decem-ber 2006 er straffet med fængsel på livstid, bliver der ikke spørgsmål om fastsættelse af en tillægsstraf, da en samtidig påkendelse af de to drab ikke ville have ført til en forhøjelse af straffen.
Højesterets begrundelse og resultat
Da Tiltalte 1 ved Landgericht Stuttgarts endelige dom af 8. december 2006 er straffet med fængsel på livstid, bliver der ikke spørgsmål om fastsættelse af en tillægsstraf, da en samtidig påkendelse af de to drab ikke ville have ført til en forhøjelse af straffen, jf. herved grundsætningen i straffelovens § 89.
Landsrettens dom ændres derfor således, at der ikke fastsættes en tillægsstraf.
Dommens bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for bestandig stadfæstes.
Tiltalte 1 har fortsat været fængslet under anken.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at der ikke fastsættes en tillægsstraf til den straf af fængsel på livstid, som Tiltalte 1 er idømt.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.