Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 13. august 2008
Sag 68/2008
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(advokat Ebbe Mogensen og advokat Søren Bech)
I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 20. afdeling den 17. december 2007. Procesbevillingsnævnet har den 8. februar 2008 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret.
Østre Landsrets 20. afd. har henholdt sig til den afsagte kendelse.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe og Thomas Rørdam.
Påstande
Tiltalte har påstået kendelsen ophævet og sagen hjemvist til landsretten til fremme af bevisanken.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
Ved den påkærede kendelse afviste landsretten Tiltaltes bevisanke i medfør af retspleje-lovens § 965c, stk. 3, (nu § 920, stk. 2), og det blev bestemt, at sagen mod Tiltalte ville være at fremme som strafudmålingsanke.
Om forløbet forud for kendelsens afsigelse er oplyst følgende:
- 2 -
I et forberedende retsmøde i Østre Landsret den 17. januar 2007, blev ankesagen berammet til i alt 122 dage i perioden fra den 13. september 2007 til den 14. maj 2009.
Der blev herefter afholdt retsmøder den 13. september, 24. september, 4. oktober, 22. oktober, 25. oktober, 29. oktober, 1. november, 5. november, 19. november og 26. november 2007, hvor tiltalte var mødt. Under et retsmøde den 8. november 2007 var tiltalte med rettens tilla-delse ikke mødt.
Ved det næste berammede retsmøde den 29. november 2007 gav Tiltalte ikke møde. Det fremgår af retsbogen, at advokat Ebbe Mogensen oplyste over for landsretten, at Tiltalte telefonisk havde meddelt, at han havde feber og diarré og derfor ikke kunne møde i retten. Advokat Ebbe Mogensen sendte senere samme dag til landsretten en lægeerklæring af samme dato, hvoraf det fremgik, at lægen havde tilset Tiltalte på Hotel i København, og at Tiltalte havde en maveinfektion og ikke var i stand til at møde i retten. Tilstanden for-ventedes at vare op til en uge. Landsretten godkendte lægeerklæringen som dokumentation for lovligt forfald den pågældende dag og udsatte sagen til den 3. december 2007.
Ved retsmødet den 3. december 2007 mødte Tiltalte på ny ikke. Det fremgår af retsbo-gen, at advokat Ebbe Mogensen fremlagde en lægeerklæring af 2. december 2007, hvori det bekræftedes, at Tiltalte havde en maveinfektion, som forhindrede ham i at møde i retten den 3. december, og at sygdomstilstanden forventedes at vare 2-3 dage yderligere. Landsret-ten godkendte lægeerklæringen som dokumentation for lovligt forfald den pågældende dag og udsatte sagen til den 6. december 2007.
Ved retsmødet den 6. december 2007 var Tiltalte igen ikke mødt. Det fremgår af retsbo-gen, at advokat Ebbe Mogensen fremlagde en på engelsk affattet lægeerklæring af 5. decem-ber 2007 fra Læge i Paris, ifølge hvilken lægen samme dag havde under-søgt Tiltalte og fundet ham ude af stand til at rejse i en periode på 2-3 dage og deltage i en retssag. Landsretten anmodede på den baggrund anklagemyndigheden om at fremskaffe dokumentation for tidspunktet for Tiltaltes seneste udrejse af Danmark. Landsretten be-sluttede endvidere at give Tiltalte frist til næste retsmøde den 13. december 2007 til at tilvejebringe uddybende dokumentation, der kunne give landsretten grundlag for at vurdere,
- 3 -
om Tiltaltes sygdom havde været til hinder for, at han kunne give møde i retten den på-gældende dag.
Ved retsmødet den 13. december 2007 gav Tiltalte møde. Det fremgår af retsbogen at advokat Ebbe Mogensen fremlagde en på engelsk affattet lægeerklæring af 6. december 2007 fra Læge, Paris ifølge hvilken lægen den pågældende dag på ny havde un-dersøgt Tiltalte og fundet, at han ligesom den foregående dag led af maveinfektion med diarré, hovedpine og kvalme til følge, og at han ikke ville have været i stand til at deltage i en retssag, og at tilstanden ifølge lægens vurdering ville normaliseres inden for de følgende 48-72 timer.
Anklagemyndigheden havde på baggrund af rettens ovennævnte anmodning igangsat efter-forskning af Tiltaltes aktiviteter i den relevante periode og resultatet heraf blev fremlagt under retsmødet.
Det blev således oplyst, at tiltalte fra den 28. november 2007 til den 1. december 2007 og igen fra den 2. december 2007 til den 3. december 2007 var indlogeret på Hotel.
Det blev endvidere oplyst, at Tiltalte fra torsdag den 29. november 2007 kl. 14.00 til mandag den 3. december 2007 kl. 9.30 hos et biludlejningsfirma lejede en Porsche Cayenne Van, og at bilen i den pågældende periode tilbagelagde 814 kilometer.
Endvidere fremgik det, at Tiltaltes visakort i perioden fra den 29. november 2007 til den 2. december 2007 bl.a. blev anvendt i København på en række restauranter, hos en frisør og i en forretning samt på Storebæltsforbindelsen.
Endelig fremgik det af oplysningerne, at Tiltalte den 3. december 2007 kl. 10.10 fløj med Air France fra København til Paris, og at denne billet var bestilt fra Tiltaltes kontor i Pa-ris den 29. november 2007.
Det hedder herefter i retsbogen:
”Tiltalte forklarede, at han onsdag den 28. november 2007 var dårlig på grund af diarré,
men at han desuagtet samme aften fløj fra Paris til København for at deltage i retsmødet
- 4 -
den følgende dag. Natten mellem den 28. og 29. november forværredes hans tilstand, og torsdag den 29. november om morgenen ringede han derfor til advokat Ebbe Mogensen og oplyste, at han ikke var i stand til at møde i retten, idet han havde diarré, ligesom han ikke havde sovet om natten. Advokat Ebbe Mogensen meddelte ham senere samme dag, at retten havde forlangt en lægeerklæring vedrørende hans sygdom, og han rekvirerede derfor en vagtlæge. Den 29. november om eftermiddagen afhentede han en bil, som han tidligere på måneden havde reserveret hos et biludlejningsfirma. Han skulle bruge bilen i weekenden fra lørdag den 1. december til søndag den 2. december i forbindelse med en jagt hos Person 1 på Langeland, hvilket var en jagt, som han var blevet inviteret til et halvt år i forvejen, og som han fortsat håbede at kunne deltage i. Den 29. november om eftermiddagen bad han sin sekretær Person 2 om at bestille en flybillet til ham fra København til Paris med afgang fra København den 3. december omkring kl. 10, idet han forinden havde modtaget oplysning fra advokat Ebbe Mogensen om, at ad-vokaten havde anmodet om aflysning af retsmøderne den 3. og 6. december. Den 29. november om aftenen var han på restaurant med en god ven og dennes kæreste og be-talte restaurationsregningen, men spiste ikke noget selv. Fredag den 30. november havde han det helbredsmæssigt bedre og gik om eftermiddagen til frisør og om aftenen på restaurant med en bekendt. Natten mellem den 30. november og 1. december fik han det dårligere, og lørdag den 1. december om morgenen ringede han derfor til sin ven Person 3, der også skulle deltage i jagten, for at aflyse sin deltagelse. Person 3, som vist nok aftenen i forvejen var fløjet fra London til København, havde brug for en bil til jagten, og Person 3 fik derfor lov til at låne den bil, han havde lejet. Person 3 af-hentede bilen hos ham på Hotel, hvor de spiste morgenmad sammen, idet han dog selv næsten intet fik at spise. Han gav Person 3 sit kreditkort med på turen til Langeland, fordi han ifølge lejekontrakten var lejer af bilen, og Person 3 må således have benyttet hans kreditkort til betaling for kørslen over Storebæltsbroen. Hans mo-biltelefon, der har Tlf nr., lå muligvis i den lejede bil, mens Person 3 lånte den, men han er ikke sikker. Han husker hverken Person 3's eller Person 1's nøjagtige adresser, og han ønsker ikke at oplyse navnene på de øvrige perso-ner, som han havde kendskab til skulle deltage i jagten. I løbet af weekenden ringede advokat Ebbe Mogensen til ham og fortalte, at retten havde besluttet at fastholde rets-møderne den 3. og 6. december. Natten mellem lørdag og søndag overnattede han hos sin bror, fordi der ikke var ledige værelser på Hotel. Søndag aften var han med sin datter og hendes veninde på restaurant, men han spiste ikke selv noget, og senere samme aften tilbageleverede Person 3 den lejede bil til ham. Mandag den 3. decem-ber 2007 om morgenen havde han 39,5 grader celsius i feber, og han var derfor ikke i stand til at møde i retten og ønskede blot at rejse hjem til sin bopæl i Paris for her at blive tilset og behandlet af egen læge. På vej til Kastrup Lufthavn afleverede han den lejede bil til biludlejningsbureauet, som lå ca. 800 m fra hotellet, men på grund af syg-dommen følte han sig ikke i stand til selv at køre bil fra lufthavnen i Paris og til sin bo-pæl, hvorfor han i lufthavnen i Paris blev hentet af sin kæreste. Hjemvendt til sin bopæl havde han fortsat diarré, og den 5. december om aftenen blev han undersøgt af egen læge, og han havde da 38,2 grader celsius i feber. Han var først feberfri den 9. decem-ber.”
Anbringender
Tiltalte har til støtte for påstanden principalt gjort gældende, at det er dokumenteret ved de fremlagte lægeerklæringer, at han har haft lovligt forfald de tre dage, han udeblev fra rets-
- 5 -
møder i landsretten, subsidiært at hans udeblivelse fra retsmøderne de tre dage ikke skal have den konsekvens, at der sker afvisning af hans bevisanke.
Anklagemyndigheden har over for Tiltaltes principale anbringende gjort gældende, at Tiltalte uanset de fremlagte lægeerklæringer ikke har godtgjort, at han var ude af stand til at møde i retten pga. sygdom. Anklagemyndigheden har over for Tiltaltes subsidiære an-bringende bl.a. gjort gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte landsrettens skøn over, hvorvidt Tiltaltes bevisanke med nytte har kunnet fremmes i hans fravær.
Højesterets begrundelse og resultat
Efter indholdet af de foreliggende lægeerklæringer er der grund til at formode, at Tiltalte på grund af sygdom havde lovligt forfald til retsmøderne i landsretten den 29. november 2007, den 3. december 2007 og den 6. december 2007, og Tiltalte har selv afgivet en detaljeret forklaring om, at dette var tilfældet.
De af Anklagemyndigheden tilvejebragte oplysninger om Tiltaltes færden i perioden fra den 29. november 2007 til den 3. december 2007 udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag til at nå til et andet resultat.
Der er derfor ikke hjemmel til at afvise Tiltaltes bevisanke i medfør af retsplejelovens § 965c, stk. 3 (nu § 920, stk. 2), og Tiltaltes principale påstand tages derfor til følge.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse ophæves.
Sagen hjemvises.