Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 26. april 2023
mæssigt, da det er ydet til et interessentskab, der er en transparent enhed, og som indgår i hans virksomhedsskatteordning. Da hæftelsen i interessentskabet er solidarisk, har ejerforholdene ingen betydning. Sagen adskiller sig derfor fra UfR 2013.2382 H, hvor lånet blev ydet til et anpartsselskab, der ikke indgik i virksomhedsskatteordningen. Sagen adskiller sig også fra eksemplet i forarbej-derne til virksomhedsskatteloven om lån til en ægtefælle eller nær beslægtet uden for virksomhedsskatteordningen.
2
Den konkrete erhvervsmæssige begrundelse for lånet følger endvidere af den velovervejede måde, som han og Vidne 1 aftalte at styre likviditeten i interessentskabet på. Deres fokus var ikke blot på risikostyring fra dag til dag, men også på længere sigt. Der var ikke tale om finansiering af Vidne 1s private forhold, men derimod om at sikre interessentskabets likviditet bedst muligt. Overførslen af de tre større beløb henholdsvis den 16. september 2013, den 21. oktober 2013 og den 10. januar 2014 til interessentskabet var be-grundet i selskabets likviditet på de pågældende tidspunkter. Under hensyn til forventningerne om den fremtidige drift og selskabets likviditetsbehov tog man løbende stilling til, hvornår tilbagebetaling skulle ske.
Efter administrativ praksis accepteres mellemregninger (lån) fra en deltager til en transparent enhed, uden at dette betragtes som en hævning i virksomheds-skatteordningen, jf. SKM 2014.764 SR og SKM 2023.59 SR.
Skatteministeriet har supplerende anført navnlig, at långivningens private ka-
rakter understøttes af, at den løbende finansiering af driften i interessentskabet, som Appellant, tidligere Sagsøger stod for, ikke adskiller sig fra den forudgående fi-nansiering, som han ydede i forbindelse med salget af de 75 % af virksomheden til Vidne 1, og som – ubestridt for Landsskatteretten og for domstolene – skete i Appellants, tidligere Sagsøger private interesse.
Højesterets begrundelse og resultat
Appellant, tidligere Sagsøger har i en længere årrække drevet mink- og landbrugs-virksomheden Virksomhed 1 v/Appellant, tidligere Sagsøger under virksom-hedsskatteordningen. Som led i et generationsskifte overdrog han i juli 2013 en del af virksomheden til sin stedsøn Vidne 1. De stiftede i den forbin-delse interessentskabet Virksomhed I/S med en ejerandel på 25 % til Appellant, tidligere Sagsøger og 75 % til Vidne 1. Interessentskabets formål var at fortsætte minkdriften. Appellants, tidligere Sagsøger virksomhedsskatteordning om-fattede herefter landbrugsvirksomheden og hans andel i Virksomhed I/S.
I forbindelse med oprettelsen af interessentskabet fik selskabet en driftskredit på 1,5 mio. kr. i Spar Nord. Herudover blev driften af interessentskabet finan-sieret af Appellants, tidligere Sagsøger virksomhed, og finansieringen blev bogført som lån via en mellemregning. Ved afslutningen af interessentskabets første regnskabsår den 30. juni 2014 var mellemregningen (lånet) på 3.414.902 kr.
Skattemyndighederne har anset 75 % af mellemregningen, dvs. 2.561.177 kr., for at være et lån til Vidne 1, der ikke har erhvervsmæssig karakter. Belø-bet er derfor anset for at være overført til Appellant, tidligere Sagsøger, jf. virksom-hedsskattelovens § 5. Hans personlige indkomst for 2014 er som følge heraf for-højet med 2.561.177 kr.
3
Sagen angår, om skattemyndighederne har været berettiget hertil.
Som anført i Højesterets dom af 31. maj 2013 (UfR 2013.2382) kan en virksom-hed under virksomhedsskatteordningen yde lån, der har erhvervsmæssig ka-rakter, uden at dette anses for en overførsel af værdier til den skattepligtige. Virksomheden kan således give kredit til personer, som har en erhvervsmæssig tilknytning til virksomheden, f.eks. varedebitorer. Virksomheden kan endvi-dere placere ledig kapital som bankindskud, i obligationer mv. Hvis den skatte-pligtige derimod finansierer privat långivning, herunder til en ægtefælle eller nært beslægtede, ved at hæve beløb i virksomheden, er der tale om overførsel af værdier til den skattepligtige i henhold til virksomhedsskattelovens § 5.
I sagen fra 2013 fandt Højesteret, at lån ydet fra en lægevirksomhed under virk-somhedsskatteordningen til lægens anpartselselskab ikke havde erhvervsmæs-sig karakter. Der var derimod tale om, at lægen finansierede privat långivning, idet han, uden at det havde tilknytning til lægevirksomhedens aktiviteter, hæ-vede beløb i virksomheden. Herved skete der en ”overførsel af værdier” fra virksomheden ”til den skattepligtige” .
I den foreliggende sag blev driften i Virksomhed I/S som nævnt finansieret med en driftskredit i Spar Nord på 1,5 mio. kr. Herudover blev driften finansieret med lån fra Appellants, tidligere Sagsøger virksomhed. Den 30. juni 2014 udgjorde mellemregningen (lånet) 3.414.902 kr.
Højesteret finder, at 75 % af mellemregningen pr. 30. juni 2014, der må anses for lån til Vidne 1, ikke havde erhvervsmæssig karakter. Højesteret har lagt vægt på, at lånet til Vidne 1 ikke opstod som led i en løbende sam-handel mellem interessentskabet og Appellants, tidligere Sagsøger landbrugsvirk-somhed. Lånet udgjorde derimod en generel finansiering af driften i interes-sentskabet. Efter Højesterets opfattelse kan en sådan finansieringsvirksomhed ikke anses for at have fornøden tilknytning til aktiviteterne i den virksomhed, som Appellant, tidligere Sagsøger drev under virksomhedsskatteordningen, dvs. minkdriften i interessentskabet og landbrugsdriften uden for interessentskabet. Dette gælder, selv om Appellant, tidligere Sagsøger hæftede for interessentskabets forpligtelser.
Lånet til Vidne 1 må dermed anses for at være privat långivning med hævede beløb i Appellants, tidligere Sagsøger virksomhed. Herved skete der ”over-førsel af værdier” fra virksomheden til Appellants, tidligere Sagsøger personlige ind-komst, jf. virksomhedsskattelovens § 5.
Højesteret finder endvidere, at der ikke foreligger en administrativ praksis, som udelukker forhøjelsen af Appellants, tidligere Sagsøger personlige indkomst for 2014.
4
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Sagsøger betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.