Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 6. maj 2022
Sag BS-3242/2019-OLR
(21. afdeling)
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (advokat Nicolai Mailund Clan)
mod
Krone Fleet Danmark A/S
(advokat Lissi Andersen Roost)
og
Sag BS-3246/2019-OLR
(21. afdeling)
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (advokat Nicolai Mailund Clan)
mod
Krone Fleet Danmark A/S
(advokat Lissi Andersen Roost)
Landsdommerne Kristian Porsager Seierøe, Mohammad Ahsan og Marya Akhtar (kst.) har deltaget i sagernes afgørelse.
Sagernes baggrund og de nedlagte påstande
Sagerne drejer sig om, hvorvidt Dansk Forening for International Motorkøre-tøjsforsikring (herefter DFIM) som dansk såkaldt grønkortbureau kan rette re-
2
greskrav mod Krone Fleet Danmark A/S (herefter Krone) i forbindelse med skader forvoldt ved færdselsuheld i udlandet af vogntog bestående af uden-landsk indregistrerede sættevognstrækkere – en lastbiltype, hvis funktion nor-malt er at trække en sættevogn (herefter trækker) – og dansk indregistrerede sættevogne (herefter trailere), som er udlejet af Krone.
De i sagen omhandlede vogntog kan illustreres som nedenfor, hvor 1 angiver trækkeren og 2 angiver traileren:
Sagerne udspringer af krav rejst i anledning af et færdselsuheld i Tyskland den 6. juni 2016 (herefter den tyske sag) og et færdselsuheld i Spanien den 13. sep-tember 2016 (herefter den spanske sag).
Ved stævning af 20. november 2018 anlagde DFIM sag mod Krone og Nordea Finans Danmark A/S ved Retten i Glostrup (BS-45671/2018-GLO) for regreskra-vet i den tyske sag, og ved stævning af 21. november 2018 anlagde DFIM sag mod Krone og Nordea Finans Danmark A/S ved Retten i Glostrup (BS-45573/2018-GLO) for regreskravet i den spanske sag.
DFIM har oplyst, at der er tale om prøvesager, idet DFIM foruden de i nærvæ-rende dom omhandlede to sager har rejst en række lignende regreskrav, heraf yderligere 8 sager alene mod Krone. Sagerne om disse regreskrav er enten an-lagt ved byretterne for at afbryde forældelse eller omfattet af suspensionsafta-ler.
Retten i Glostrup henviste ved kendelse af 18. januar 2019 de foreliggende sager til behandling i Østre Landsret som 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.
3
For landsretten har sagerne været behandlet i forbindelse med hinanden, jf. retsplejelovens § 254, stk. 1.
DFIM har ved meddelelse af 22. juni 2020 hævet sagerne for så vidt angår Nor-dea Finans Danmark A/S, og landsretten har truffet afgørelse om sagsomkost-ninger i den forbindelse.
DFIM har i den tyske sag nedlagt påstand om, at Krone tilpligtes til DFIM at betale 28.842,12 kr., svarende til det beløb, som DFIM har betalt til Deutsches Büro Grüne Karte e.V. (det tyske grønkortbureau).
DFIM har i den spanske sag nedlagt påstand om, at Krone tilpligtes til DFIM at betale 4.871,59 kr., svarende til det beløb, som DFIM har betalt til Oficina Es-pañola de Aseguradores de Automoviles (det spanske grønkortbureau).
Krone har påstået frifindelse i begge sager.
DFIM har under skriftvekslingen for landsretten taget forbehold for at begære sagen forelagt præjudicielt for EU-Domstolen, men har hverken i sine på-standsdokumenter eller under hovedforhandlingen fremsat begæring herom.
Sagsfremstilling
Den tyske sag
Sagen omhandler et færdselsuheld, der fandt sted i Tyskland den 6. juni 2016, hvor et vogntog bestående af en polsk indregistreret trækker og en dansk in-dregistreret trailer påkørte en tysk indregistreret personbil. Ved påkørslen blev personbilen beskadiget. Krone stod i SKATs motorregister anført som bruger af den danske trailer. Af en tysk politirapport om færdselsuheldet fremgår bl.a., at uheldet skete ved, at personbilen holdt tilbage for køretøjet med traileren pga. vejarbejde i et lyskryds. Idet vogntoget skulle passere personbilen, strejfede det med den bageste ende af traileren personbilen på førersiden.
Af sagens oplysninger fremgår, at forsikringsselskabet R+V Allgemeine Versi-cherung AG, hvor ejeren af personbilen havde tegnet en kaskoforsikring, ved brev af 27. august 2016 rettede henvendelse til CED Germany GmbH, der er skadebehandler for det tyske grønkortbureau, Deutsches Büro Grüne Karte e.V., i anledning af uheldet. I brevet gjorde forsikringsselskabet et regreskrav gældende.
I et brev af 20. juni 2017 fra det tyske grønkortbureau til DFIM hedder det bl.a.:
”ANMODNING OM GODTGØRELSE (INTERNE REGLER, ARTI-KEL 5)
4
Vi sender jer hermed anmodningen om godtgørelse i henhold til artikel 5 i de interne regler.
Vi har foretaget følgende betalinger:
Erstatning: 6.603,14 EUR
Eksterne tjenester: 149,76 EUR
Administrationsgebyr: 990,47 EUR
I alt 7.743,37 EUR
Vi skal venligst bede jer om at foretage indbetaling til følgende konto hos Deutsche Bank Hamburg:
…
Bemærk: Som anført i artikel 5.2 i de interne regler skal de skyldige be-løb betales i den nationale valuta og i det land, hvor den part, der fore-står behandlingen, har hjemme, uden omkostninger og inden for to måneder fra anmodningens fremsættelse. Ved udløbet af denne 2-måneders periode vil der blive opkrævet en morarente på 12 % om året af det skyldige beløb fra datoen for anmodningens fremsættelse og ind-til datoen for modtagerbankens modtagelse af indbetalingen.”
DFIM betalte den 26. juni 2017 det krævede beløb til den tyske grønkortbureau og modtog den 20. november 2017 3.376,45 euro fra den polske trækkers forsik-ringsselskab, TVM Verzekeringen, svarende til betaling for 50 % af det fulde erstatningsbeløb med fratræk af halvdelen af administrationsgebyret på 990,47 euro.
Det krav, som DFIM har rettet mod Krone, vedrører et beløb i danske kroner, der svarer til halvdelen af det fulde erstatningsbeløb på 7.743,37 euro.
Den spanske sag
Sagen omhandler et færdselsuheld i Spanien den 13. september 2016, hvor et vogntog bestående af en litauisk indregistreret trækker og en dansk indregistre-ret trailer påkørte en personbil, således at personbilen blev beskadiget. Krone stod ifølge SKATs motorregister anført som bruger af den danske trailer, der ifølge en spansk politirapport om hændelsesforløbet var involveret i færds-elsuheldet. Af politirapporten fremgår endvidere bl.a., at uheldet skete ved, at personbilen på motorvejen skiftede fra tredje til anden vognbane, hvorefter lastbilen påkørte personbilen bagfra.
Forsikringsselskabet Pelayo Mutua de Seguros, hvor ejeren af personbilen hav-de tegnet sin kaskoforsikring, bekræftede ved brev af 27. juni 2017 modtagelsen af en betaling på 453,94 euro fra det spanske grønkortbureau, Oficina Española de Aseguradores de Automóviles, på vegne af DFIM.
5
I et brev af 29. juni 2017 fra det spanske grønkortbureau til DFIM hedder det bl.a.:
” According art. 5 of the lnternal Regulations we have settled this claim
and now write to request reimbursement of the below quoted amount. Please remember if the payment is not received within two months we will have to request delay interest. We kindly ask you for remittance free of all bank charges and quoting our reference (above) to:
…
Damage to vehicles453,94 €
…
Handling fees200,00 €
…
TOTAL CLAIMED DEBIT 653,94 €”
Kravet mod Krone vedrører betaling af et beløb i danske kroner, der svarer til dette beløb.
Nærmere om DFIM og grønkortordningen
DFIM, der ifølge sine vedtægter er stiftet den 23. juni 1927, er en forening, som alle forsikringsselskaber, der tegner ansvarsforsikring for motordrevne køretø-jer i Danmark, er forpligtet til at være medlem af, jf. herved færdselslovens § 105, stk. 1.
DFIM varetager en række opgaver, herunder som informationskontor og er-statningsorgan i overensstemmelse med færdselslovens bestemmelser og be-stemmelser i bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der im-plementerer motorkøretøjsforsikringsdirektiverne.
Herudover er DFIM grønkortbureau i medfør af grønkortordningen. Ordnin-gen bygger på en henstilling i 1949 fra en arbejdsgruppe under transportko-mitéen i FN’s Økonomiske Europakommission med det formål at understøtte og forenkle den mellemstatslige motorkøretøjstrafik. Grønkortbureauer i en lang række deltagerlande har på den baggrund indgået en aftale – de såkaldte ”Internal Regulations” – om gensidig anerkendelse af motorkøretøjsforsikrin-ger.
DFIM har fremlagt en translatøroversat dansk version af aftalen, som den var gældende på tidspunktet for de to færdselsuheld. Heraf fremgår bl.a.:
” Internal Regulations
Indledning
6
Samtlige underskrivere af nærværende aftale har indgået denne ud fra følgende betragtninger:
(1) I 1949 sendte arbejdsgruppen "The Working Party on Road Trans-port of the Inland Transport Committee of the Economic Commission for Europe of the United Nations" en betænkning til medlemslandenes regeringer om at forsikringsselskaber, som dækkede risici ved motor-ansvar, skulle indgå aftaler med henblik på at udarbejde ensartede og praktiske bestemmelser, som ville sikre, at forsikringstagerne var til-strækkeligt forsikrede, når de besøgte lande, hvor ansvarsforsikring for motorkøretøjer var lovpligtig.
(2) Betænkningen konkluderede, at målet bedst kunne nås ved at indfø-re et ensartet forsikringsdokument, som fastsatte de grundlæggende principper i de aftaler, som samtlige forsikringsselskaber i medlem-slandene skulle indgå.
(3) Aftalen mellem bureauerne, som blev vedtaget i november 1951 af repræsentanter for forsikringsselskaberne i de medlemslande, som på daværende tidspunkt havde reageret positivt på anmodningen, danne-de grundlag for relationerne mellem disse forsikringsselskaber.
(4)
(a) Formålet med aftalen, kendt som grønkortordningen, var at lette in-ternational kørsel med motorkøretøjer ved at muliggøre, at ansvarsfor-sikring for motorkøretøjer opfyldte betingelserne gældende i besøg-slandet, og i tilfælde af uheld at kunne garantere erstatning til skadelid-te i overensstemmelse med skadelandets nationale lovgivning.
(b) Det internationale forsikringsbevis (det grønne kort), som er officielt anerkendt af myndighederne i de lande, som har vedtaget United Na-tions Recommendation, er i ethvert besøgt land bevis for gyldig an-svarsforsikring for så vidt angår det køretøj, som står beskrevet deri.
(c) I hvert deltagende land er der oprettet et nationalt og officielt god-kendt bureau med henblik på at stille tosidet garanti overfor:
- regeringen - for at det udenlandske forsikringsselskab vil over-
holde landets lovgivning og kompensere skadelidte i overens-stemmelse hermed
- bureauet i det besøgte land - for at motoransvarsforsikringssel-
skabet for det køretøj, der er involveret i uheldet, er indforstået med dets forpligtelser iht. den internationale aftale
(d) Som resultat af dette almennyttige tosidige mandat er det pålagt hvert enkelt bureau at have sin egen uafhængige finansielle struktur baseret på fælles forpligtelser gældende for de forsikringsselskaber, som opererer på det nationale marked, og som er bemyndiget til at sæl-ge lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, hvilket gør bureauet i stand til at leve op til forpligtelserne i de internationale aftaler bureau-erne imellem.
7
(5)
(a) For yderligere at lette international trafik har nogle lande valgt at af-skaffe kontrol af det grønne kort ved grænsen i medfør af aftaler indgå-et mellem de respektive bureauer, hvor dækningsgarantien er baseret på køretøjets registreringsnummer.
(b) Via Direktiv af 24. april [1]972 (72/166/EF) foreslog Rådet for den Europæiske Union bureauerne i medlemslandene at indgå en sådan af-tale, dengang kendt som "the Supplementary Inter-Bureaux Agree-ment", som blev underskrevet 16. oktober 1972.
(c) Efterfølgende aftaler baseret på samme principper tillod bureauer fra andre lande at blive medlemmer; disse aftaler blev derpå samlet i et dokument under navnet "The Multilateral Guarantee Agreement", som blev underskrevet 15. marts 1991.
(d) Da det nu er hensigtsmæssigt at indarbejde samtlige bestemmelser, som regulerer forholdet bureauerne imellem, i et enkelt dokument, har Council of Bureaux ved generalforsamlingen i Rethymnon på Kreta d. 30. maj 2002 vedtaget dokumentet og kaldt det "Internal Regulations".
(e) Generalforsamlingen d. 29. maj 2008 i Lissabon, Portugal ratificerede de opdateringer, der var til Internal Regulations i medfør af implemen-teringen af det 5. motorkøretøjsdirektiv (direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005).
AFSNIT I - GENERELLE REGLER (OBLIGATORISKE BESTEM-MELSER)
Artikel 1 - Formål
Formålet med Internal Regulations er at regulere de gensidige relatio-ner mellem de nationale motorkøretøjsbureauer og dermed håndhæve bestemmelserne i Betænkning nr. 5 vedtaget d. 25. januar 1949 af The Working Party on Road Transport of the Inland Transport Committee of the Economic Commission for Europe of the United Nations. Denne blev afløst af tillæg 1 til "The Revised Consolidated Resolution on the Facilitation of Road Transport (R.E. 4) vedtaget i dens nuværende ver-sion, herefter kaldet "Betænkning nr. 5", af the Inland Transport Com-mittee ved den 66. møde, som blev afholdt fra 17.-19. februar 2004.
Artikel 2 - Definitioner
For så vidt angår denne aftale skal følgende ord og vendinger have den betydning de nedenfor er tillagt og ingen anden:
2.1 "Nationalt motorkøretøjsbureau" (herefter: bureau) betyder den pro-fessionelle organisation, som er medlem af Council of Bureaux og stiftet i det land, hvor det er etableret iht. Betænkning nr. 5.
8
2.2 "Forsikringsselskab" betyder ethvert foretagende, som er bemyndi-get til at sælge lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer.
2.3 "Medlem" betyder ethvert forsikringsselskab, som er medlem af et bureau.
…
2.5 "Køretøj" betyder ethvert motorkøretøj, som er beregnet til anven-delse på land, drevet af mekanisk kraft og som ikke kører på skinner, samt trailere, hvad enten de er tilkoblet eller ej. Det er en forudsætning, at køretøjet/traileren er underlagt lovpligtig forsikring i det land, hvor det/den benyttes.
…
2.11 "Grønt kort" betyder det internationale motorkøretøjsforsikrings-bevis, som er tilpasset en af de modeller, der er godkendt af Council of Bureaux
2.12 "Council of Bureaux" betyder det organ, som samtlige bureauer skal være medlem af, og som er ansvarlig for administrationen og drif-ten af det internationale system for motoransvarsforsikring (kendt som Grønkortordningen).
…
Artikel 3 - Skadebehandling
3.1 Når et bureau modtager underretning om et uheld i dets territorium hvor et udenlandsk køretøj er involveret, skal bureauet, uden først at afvente modtagelsen af et formelt krav, undersøge de nærmere uhelds-omstændigheder. Bureauet skal hurtigst muligt underrette forsikrings-selskabet, som har udstedt det grønne kort eller forsikringspolicen, el-ler, hvis det er aktuelt, det pågældende bureau, om uheldet. Undladelse heraf skal dog ikke komme bureauet til skade.
…
3.4 Bureauet skal behandle alle krav med fuld autonomi og i overens-stemmelse med skadelandets lovgivning hvad angår ansvar, erstatning til skadelidte og lovpligtig forsikring, og i forsikringsselskabet, som ud-stedte det grønne kort eller forsikringspolicen eller, såfremt det er aktu-elt, det pågældende bureaus, bedste interesse.
Alene bureauet besidder kompetencen til at fortolke skadelandets lov-givning (også når der henvises til et andet lands lovgivning) samt til at tage stilling til kravet. Med forbehold for sidstnævnte bestemmelse skal bureauet ved udtrykkelig forespørgsel herom informere forsikringssel-skabet eller bureauet, før den endelige afgørelse foretages.
…
Artikel 5 - Betingelser for refusion
5.1 Når et bureau eller den agent, bureauet har udpeget til formålet, har taget stilling til alle krav vedrørende det samme uheld, skal det, inden-for en periode på maksimalt et år fra den dato, hvor den sidste betaling
9
til skadelidte har fundet sted, sende en anmodning om refusion, pr. fax eller email, til medlemmet af det bureau, der har udstedt det grønne kort eller forsikringspolicen eller, hvis det er aktuelt, til dette bureau. Anmodningen om refusion skal specificere følgende: 5.1.1 de beløb, der er udbetalt som erstatning til skadelidte i henhold til enten et forlig eller en retskendelse;
5.1.2 de beløb, der er udbetalt for eksterne tjenesteydelser under be-handling og stillingtagen til hvert enkelt krav, og alle udgifter, der spe-cifikt er afholdt i forbindelse med en retssag, som ville være blevet ud-betalt ved lignende omstændigheder af et forsikringsselskab i skade-landet.
5.1.3 Et handlinggebyr til dækning af alle øvrige udgifter beregnet i henhold til de regler, der er godkendt af Council of Bureaux.
Når krav vedrørende det samme uheld bestrides, således at der ikke udbetales erstatning, kan de beløb, der nævnes i Artikel 5.1.2 ovenfor, samt det minimumhandlinggebyr, som er fastsat af Council of Bureaux i overensstemmelse med Artikel 5.1.3 ovenfor, opkræves.
5.2 Kravet om refusion skal angive: at de forfaldne beløb skal betales
omkostningsfrit i modtagerens land og i modtagerens nationale valuta inden for en periode på to måneder fra datoen for fremsættelse af refu-sionskravet, og at når denne periode udløber, forrentes beløbet automa-tisk med 12% p.a. fra datoen for refusionskravets fremsættelse og indtil beløbet er indgået på modtagerens bankkonto. Hvis kravet om refusion resulterer i et garantikald iht. Artikel 6, skal renter påløbe indtil datoen for garantikaldet.
Kravet om refusion kan også angive, at beløb, der fremstår i en national valuta, kan betales i euro, til den kurs, der var gældende i kravstillerens land på datoen for fremsættelse af kravet.
…
Artikel 6 - Garantistillerens forpligtelser
6.1 Hvert bureau skal stille garanti for, at dets medlemmer refunderer beløb, der i overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel 5 kræves betalt af bureauet i skadelandet eller af den agent, bureauet har udpeget til formålet.
Hvis et medlem ikke refunderer det skyldige beløb indenfor den perio-de på to måneder, der fastsættes i Artikel 5, skal medlemmets bureau selv foretage refusionen i overensstemmelse med de betingelser, der fastsættes herunder, når bureauet modtager et garantikald fra skade-landets bureau eller fra den agent, bureauet har udpeget til formålet.
Det bureau, der står som garant, skal betale beløbet, dvs. beløbet i refu-sionskravet iht. Artikel 5, samt morarenter på 12 % p.a. påløbet indtil garantikaldets udstedelse, inden for en periode på en måned. Når den-ne periode udløber, forrentes det skyldige beløb automatisk med 12 %
10
p.a. beregnet fra datoen for garantikaldet til beløbet er indgået på mod-tagerens bankkonto.
Garantikaldet skal sendes pr. fax eller e-mail inden for en periode på 12 måneder fra datoen for afsendelse af refusionskravet i henhold til Arti-kel 5. Når denne periode udløber og uden præjudice for eventuelle morarenter, som det garanterende bureau er pligtig at betale, er det ga-ranterende bureau kun pligtig at betale det beløb, som kræves af dets medlem plus 12 måneders renter beregnet til 12 % p.a.
Et garantikald er ikke gyldigt, hvis det er udstedt mere end to år efter at kravet om refusion er afsendt.
…
AFSNIT Ill - SÆRLIGE REGLER FOR KONTRAKTMÆSSIGE FORHOLD MELLEM BUREAUER, DER ER BASERET PÅ ANTA-GET FORSIKRINGSDÆKNING (VALGFRI BESTEMMELSER)
Bestemmelserne i dette afsnit gælder i tilfælde, hvor forbindelsen mel-lem bureauer er baseret på antaget forsikringsdækning, dog med visse undtagelser.
Artikel 10 - Bureauernes forpligtelser
De bureauer, for hvilke bestemmelserne i dette afsnit gælder, skal, på fuldt gensidigt grundlag, garantere refusion af beløb, der er skyldige i henhold til dette Regulativ, og som hidrører fra uheld, der involverer et køretøj, der er normalt hjemmehørende i det land, der ligger under hvert enkelt bureaus kompetence, uanset om køretøjet er forsikret eller ej.”
Af DFIM’s vedtægter af 25. marts 2020 fremgår bl.a.:
Ӥ 3. РMedlemskab
Stk. 1. Forsikringsselskaber, som er godkendt til at tegne lovpligtig an-svarsforsikring
for motordrevne køretøjer i riget, er forpligtet til at være medlem af for-eningen.
…
§ 4. – Medlemmernes hæftelse
Stk. 1. Foreningens medlemmer hæfter som selvskyldnerkautionister for opfyldelse af foreningens forpligtelser.
Stk. 2. Foreningens medlemmer har, hvis foreningen har udlagt skades-beløb, på anfordring pligt til at refundere udlæg uden omkostninger for foreningen.”
Forklaringer
Vidne 1 og Vidne 2 har afgivet forklaring.
11
Vidne 1 har forklaret bl.a., at hun er Stilling i DFIM, som er en privat forening, der har til opgave at hjælpe tilskadekomne i forbindelse med færds-elsuheld. DFIM varetager bl.a. opgaven som grønkort- og informationsbureau.
Et grønkortbureau fungerer som et postkontor, der hjælper tilskadekomne med at rette deres krav mod de rigtige. Man kan rejse kravet i sit eget land, hvorefter det lokale bureau kontakter en af sine partnere i de øvrige lande. Bureauerne ordner indbyrdes det praktiske med erstatningsudbetalingen. Grønkortordnin-gen er ikke begrænset til EU. Der er 48 lande med i ordningen.
En skade behandles af bureauet i skadeslandet efter lovgivningen i dette land. Herefter sendes kravet til et andet grønkortbureau – eksempelvis DFIM – der hjælper med at behandle kravet, herunder regreskravet. Bureauerne er i tæt dialog med hinanden, men alle bureauer arbejder ud fra lovgivningen i det på-gældende land.
DFIM har modtaget krav fra Tyskland, hvor erstatningsbyrden fordeles 50/50 mellem trækker og trailer i tilfælde, hvor der i forbindelse med et færdselsuheld i Tyskland har været en dansk trailer involveret. DFIM har i disse tilfælde lagt en tysk højesteretsdom fra 2010 til grund i forbindelse med behandlingen af kravet.
I 2016 var der en forventning om, at der ikke ville komme flere krav af denne type, bl.a. pga. et brev, som det tyske grønkortbureau sendte ud. DFIM sendte et brev ud til sine medlemmer på grundlag af brevet fra Tyskland. Kravene er imidlertid fortsat med at komme.
Tilsvarende har DFIM for Spaniens vedkommende behandlet krav ud fra en 70/30 fordeling af ansvaret, når det spanske bureau har sendt krav videre til DFIM.
Hun er ikke bekendt med, om der fortsat kommer krav af samme type fra Tys-kland eller Spanien, og hun ved ikke, hvor mange krav DFIM aktuelt har mod Krone eller andre aktører i Danmark, eller hvor stort et beløb kravene samlet vedrører.
De to krav i de foreliggende sager er rejst af DFIM som grønkortbureau. Krave-ne er ikke rejst af DFIM som erstatningsorgan, som vedrører den situation, at skadelidte retter direkte henvendelse til DFIM. DFIM handler i nogle sager som garantifond, der behandler skader i Danmark forvoldt af ukendte eller uforsik-rede køretøjer. DFIM har adgang til et offentligt register, hvori det kan identifi-ceres, hvor et køretøj er forsikret. Hvis der ikke kommer oplysninger frem i re-gistret, skyldes det oftest, at køretøjet er uforsikret.
12
Vidne 2 har forklaret bl.a., at han er Stilling i Krone. Krone begyndte at modtage krav fra DFIM af samme type som i de foreliggende sager i 2014.
Krone har i dag en flåde på 4.000 trailere, hvor Krone står registreret som bru-ger. Krone udlejer som hovedregel trailerne med ”full service” . Det vil sige, at Krone står for vedligeholdelsen af trailerne. Der er ikke i Danmark krav om for-sikring af trailere. I 2016 havde Krone ca. 3.500 trailere med ”full service” . Kro-ne har derudover trailere, hvor det er lejeren, der står som bruger.
Krones trailere kører i hele Europa og med mange forskellige trækkere. Det er typisk vognmænd eller speditører, der lejer Krones trailere. Krone har ikke teg-net ansvarsforsikringer for trailerne, da Krone ikke mener, at der er pligt til det-te. Traileren er forsikret under trækkerens forsikring, så det er kunderne, der kører med traileren, der skal sørge for forsikring.
Han har kendskab til kunder, der ligesom Krone afviser regreskrav rejst af DFIM for færdselsuheld, hvor en trailer er involveret. Han har også kendskab til kunder, der tegner en såkaldt ”hængerforsikring” , som bl.a. Tryg sælger. De fleste store speditørvirksomheder er dog selvforsikrede.
I forbindelse med DFIM’s brev i 2014 undersøgte Krone, om det var muligt at tegne en selvstændig ansvarsforsikring for traileren. Forsikringsselskaberne havde i 2014 ikke et sådant produkt, så det var på daværende tidspunkt kun muligt at tegne en kasko- og ansvarsforsikring, som ville koste ca. 400 kr. pr. trailer. Dette var en stor omkostning, og hvis Krone begyndte at tegne forsik-ring for trailerne, ville Krone ikke længere være konkurrencedygtige i forhold til bl.a. udbydere i Sverige og Holland.
Han er bekendt med forsikringsforholdene i Tyskland og Spanien, men han mener ikke, at der i Tyskland og Spanien er en pligt til at tegne selvstændig for-sikring for dansk indregistrerede trailere. En trailer, der er indregistreret i Danmark og koblet på en trækker, er forsikret under trækkerens forsikring. En tysk indregistreret trailer skal derimod have egen ansvarsforsikring, fordi der er krav om dette i Tyskland.
I Krones almindelige betingelser findes et vilkår om, at lejeren skal tegne kasko-og ansvarsforsikring, der dækker traileren.
Den dom, som han henviser til i mailkorrespondancen med DFIM i oktober 2017, er den hollandske dom, der er fremlagt i sagerne.
Retsgrundlaget
Dansk ret
13
Af færdselslovens § 105, stk. 1, der er uændret siden uheldstidspunkterne i de foreliggende sager, fremgår:
”§ 105. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretø-jer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse (koncession) til at drive forsikringsvirk-somhed. Et udenlandsk forsikringsselskab, der har koncession i et an-det land inden for Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrøren-de direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdi-rektiv), og som i Danmark er anmeldt til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, kan ligeledes tegne ansvarsforsikring for mo-tordrevne køretøjer i Danmark. Alle forsikringsselskaber, der tegner an-svarsforsikring for motordrevne køretøjer i Danmark, skal være med-lem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM). Betingelser for betaling af løbende ydelser til DFIM fastsættes af transportministeren. Alle forsikringsselskaber, der ønsker at tegne ansvarsforsikring for registreringspligtige motordrevne køretøjer i Danmark, skal herudover anmelde dette til Centralregisteret for Motor-køretøjer.”
Et motordrevet køretøj er ifølge færdselslovens § 2, nr. 14, der ligeledes er uæn-dret siden uheldstidspunkterne, et køretøj, der er forsynet med motor som drivkraft.
Af § 6, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 579 af 6. juni 2007 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., der var gældende på tidspunkterne for færdselsuhelde-ne i de foreliggende sager, fremgår:
”Ved registrering af et motordrevet køretøj skal det godtgøres, at der i
Parterne er på den anførte baggrund enige om, at der i Danmark *) ikke består en pligt til selvstændigt at forsikre en trailer, idet denne er omfattet af trække-rens forsikring.
EU-ret
I artikel 3, 24 og 25 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikrings-
14
pligtens overholdelse (2009/103) (5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv) hed det på uheldstidspunkterne:
”LOVPLIGTIG FORSIKRING AF MOTORKØRETØJER
ERSTATNINGSORGANER
Art. 24
Stk. 1. Hver medlemsstat sørger for at oprette eller anerkende et erstat-ningsorgan, der kan udbetale erstatning til skadelidte i de i artikel 20, stk. 1, omhandlede tilfælde. En sådan skadelidt kan indgive erstat-ningskrav til erstatningsorganet i sin bopælsmedlemsstat:
a)hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten ik-ke har givet et begrundet svar på det fremsatte erstatningskrav in-den for en frist på tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte indgav sit erstatningskrav til det forsikringsselskab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, eller til dettes skade-behandlingsrepræsentant, eller
b)hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en skadebehandlingsre-præsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, i overens-stemmelse med artikel 20, stk. 1; de skadelidte kan i så fald ikke indgive erstatningskrav til erstatningsorganet, hvis de har indgivet erstatningskrav direkte til det selskab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, og har modtaget et begrundet svar senest tre måneder efter indgivelsen af erstatningskravet.
De skadelidte kan ikke fremsætte erstatningskrav over for erstatnings-organet, hvis de har anlagt søgsmål direkte mod forsikringsselskabet.
15
Erstatningsorganet træder ind senest to måneder efter, at skadelidte har fremsat sit erstatningskrav over for dette organ, men afslutter behand-lingen af sagen, hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræ-sentanten efterfølgende giver et begrundet svar på erstatningskravet.
Erstatningsorganet underretter øjeblikkelig:
a)skadevolderens forsikringsselskab eller skadebehandlingsrepræsen-tanten
b)erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted
c)skadevolderen, hvis denne er kendt
om, at det har modtaget et erstatningskrav fra skadelidte, og at det vil behandle kravet senest to måneder efter, at skadelidte har fremsat sit erstatningskrav.
Denne bestemmelse griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at tillægge eller undlade at tillægge erstatningsorganets intervention en subsidiær karakter samt til at give regler for regresretten mellem dette organ, den eller de for uheldet ansvarlige og andre forsikringsselskaber eller orga-ner inden for den sociale sikring, der skal yde skadelidte erstatning for samme skade. Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet fastsætter andre betingelser for udbetaling af erstatning end dem, der er fastsat i dette direktiv, og navnlig gør udbetalingen betinget af, at ska-delidte på nogen måde godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til at betale eller nægter at betale.
Stk. 2. Det erstatningsorgan, som har ydet erstatning til skadelidte i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, kan kræve refusion af den udbe-talte erstatning af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det for-sikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted. Sidstnævnte organ indtræder i skadelidtes rettigheder over for skadevolderen eller dennes forsikringsselskab i den udstræk-ning, erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, har ydet denne erstatning for tabet eller den lidte skade. Hver medlem-sstat har pligt til at anerkende en sådan subrogation, der er fastsat af en anden medlemsstat.
Stk. 3. Bestemmelserne i denne artikel har virkning:
a)efter at der er indgået en aftale mellem de erstatningsorganer, der er oprettet eller anerkendt af medlemsstaterne, om deres funktion og forpligtelser og om fremgangsmåden ved refusion
b)fra den dato, som Kommissionen fastsætter, efter at den i nært sam-arbejde med medlemsstaterne har forvisset sig om, at en sådan afta-le er indgået.
ERSTATNING
Art. 25
16
Stk. 1. Er køretøjet ukendt, eller er det ikke inden for to måneder efter uheldet muligt at identificere forsikringsselskabet, kan skadelidte rette en anmodning om erstatning til erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat. Erstatningen ydes i henhold til artikel 9 og 10. Erstatningsorganet kan i dette tilfælde på samme betingelser som dem, der er fastsat i artikel 24, stk. 2, rejse krav:
a)hvis forsikringsselskabet ikke kan identificeres: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende
b)hvis der er tale om et ukendt køretøj: mod garantifonden i den med-lemsstat, hvor uheldet er sket
c)hvis køretøjet er hjemmehørende i et tredjeland: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket.
Stk. 2. Nærværende artikel finder anvendelse på uheld, der er forvoldt af køretøjer, der er hjemmehørende i et tredjeland og omfattet af artikel 7 og 8.”
Efter direktivets artikel 1, nr. 1, forstås ved ”køretøj” også påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede, og det fremgår af artikel 5, stk. 2, at medlemssta-terne kan undtage køretøjer fra forsikringsforpligtelsen, idet undtagelserne i så fald optages på en liste, der sendes til andre medlemsstater og til Kommissio-nen. Direktivet er på disse punkter uændret siden uheldstidspunkterne.
Danmark har ikke gjort brug af denne undtagelsesadgang.
Gældende ret på uheldsstederne
Parterne er enige om, at følgende kan lægges til grund vedrørende henholdsvis tysk og spansk ret:
Tysk ret
I henhold til den tyske færdselslov er indehaverne af det trækkeren og af traile-ren solidarisk ansvarlige over for en skadelidt for den skade, som er forvoldt af trækkeren og traileren i kombination. Endvidere følger det af tysk ret, at såvel trækkeren og traileren skal forsikres selvstændigt. Der er således i Tyskland et krav om dobbeltforsikring.
I en dom afsagt af Bundesgerichtshof den 27. oktober 2010 har forbundsdom-stolen fastslået, at der i det indbyrdes forhold mellem trækker og trailer i for-bindelse med skade forvoldt af et vogntog, hvor både trækker og trailer er hjemmehørende i Tyskland, og hvor der for begge er tegnet forsikring hos to forskellige forsikringsselskaber, skal fortages en fordeling af erstatningsbyrden efter brøken 50/50 mellem de to forsikringsselskaber.
17
De tyske domstole har i efterfølgende praksis fastslået, at det samme gælder i forbindelse med skader forårsaget af vogntog, hvor trækkeren og traileren er forsikret i forskellige lande.
Spansk ret
Der er fremlagt en oversat version af en udateret aftale, der efter det oplyste er indgået mellem en række spanske forsikringsselskaber om fordelingen af an-svaret for skader forvoldt af vogntog. I aftalen hedder det:
”AFTALE MELLEM MOTORFORSIKRINGSSELSKABER OM AFGØ-
RELSE AF TREDJEPARTSANSVAR VED UHELD I FORBINDELSE
MED MOTORKØRETØTER TIL BLANDET ANVENDELSE, OG HVIS
ENKELTDELE ER FORSIKRET I FORSKELLIGE SELSKABER.
INDLEDNING
Uheld i relation til køretøjer integreret til en traktor eller et trækkende køretøj og en sættevogn eller en eller flere trailere, når de integrerende eler4enter er forsikret i forskellige selskaber, skaber generelt interesse-konflikter mellem de respektive forsikringsgivere, ikke mindst når de resulterende skader ikke skyldes hele køretøjet, men et af dets elemen-ter.
Med hensyn til praksis er det klart, at hvert blandet køretøj repræsente-rer en risiko eller enhed, når det kører rundt. Det høje antal af tvister, der henvises til, og forudfattede meninger afledt deraf fra forsikrings-giverne kunne undgås, hvis der blev taget hensyn til, at alt tredjeparts forsikringsansvar for komponenterne i de blandede køretøjer i virkeligheden er en koassurance, og hvis afklaringen ved uheld blev baseret på fordelingsprincipper, der karakteriserer denne forsikrings-formel.
I et håb om at afklare denne form for uheld på en enkel og fornuftig måde, og baseret på de tidligere nævnte principper, har forsikringssel-skaber fundet det praktisk at udarbejde den nærværende aftale, der re-guleres af følgende:
GÆLDENDE KLAUSULER
1. - I denne aftale henviser blandet køretøj til det køretøj,
som er integreret til en traktor eller et trækkende køretøj og en sætte-vogn eller en eller flere trailere, alt efter hvilke karakteristika, anvendel-sesmåder og transporteret materiale, der er tale om.
2.- Herved afklares kun tredjepartsansvar i forbindelse
med uheld, der skyldes blandede køretøjer i de af områdets stater, der er inkluderet i det internationale forsikringscertifikat (grønt kort-ordningen). Derfor er aftalen ikke relevant til afklaring af relaterede skader, der kan være forårsaget mellem forskellige dele af selve det blandede køretøj, som enten skyldes kørslen eller tilkob-lings/frakoblingsmanøvrer.
18
3.- For anvendelsen af denne aftale er det påkrævet, at alle
de elementer, der udgør det blandede køretøj, er forsikret med policer i samme omfang som en ansvarsforsikring for motorkøretøjer for risiko-en ved kørsel.
4.- Ingen forsikringsgiver kan afslå betalingen af erstat-
ning for uheld med undtagelse af situationer, hvor han/hun påviser, at hans/hendes dækning ikke er gældende, og ved at fremsende tilstræk-kelig dokumentation til den anden/de andre forsikringsgiver(e).
5.- Det samlede beløb for uheldet forudsættes at være 70
% for det trækkende køretøjs forsikringsgiver og 30 % for trailerens for-sikringsgiver. (Gældende siden 1.06.97).
Forsikringsgiveren, der har betalt, fremsætter og fremsender en afslut-tende opgørelse sammen med en kopi af regningerne og dokumenta-tion for deres betaling til den anden/de andre forsikringsgiver(e).
I alle tilfælde fremsættes afgørelsen med fradrag af mulige godtgørel-ser, som den pågældende forsikringsgiver har fået pga. anvendelsen af andre aftaler om fordelingen eller involveringen i uheld med motorkø-retøjet, som har kunnet fastsættes.
Afgørelsen er i praksis afslutningen, da det forrige trin er lukningen af sagen.
Afgørelser skal godtgøres inden for en måned fra deres afsendelse. Hvis den tidligere nævnte afgørelse ikke føres ud i livet eller fremsen-des til den anden/de andre forsikringsgiver(e) i løbet et år efter datoen for den senest udførte betaling i den pågældende sag, fastsættes den ob-ligatoriske godtgørelse af den anden/de andre forsikringsgiver(e).
6.- Forsikringsgiveren er direkte forpligtet til sammen
med den/de forurettede at håndtere og afklare uheldet uafhængigt og på eget initiativ, hvis han/hun anser det for belejligt, også hvis har/hun drøfter forholdet med de andre forsikringsgivere eller beder om deres samarbejde.
7.- Manglende anmeldelse af uheldet, uanset hvem der er
forpligtet til at gøre dette, fritager ikke forsikringsselskabet for forplig-telser, der er fastsat i denne aftale, og som skal sammenstilles, fordi det tidligere nævnte dokument er udløbet. Forsikringsselskabet skal derfor håndtere sin ansøgning ved hjælp af de beviser, der leveres af den an-den/de andre forsikringsgiver(e), der er involveret i uheldet eller ved at bede om deres samarbejde.
8.-
Tilknyttede forsikringsgivere er forpligtet til at præsen-tere sine uenigheder i omfanget af nærværende aftale for Arbitration and Monitoring Commission hos LINESPAs tekniske kommission for motorkøretøjsforsikring, som er underskrevet pga. konventionen mel-lem selskaber om betaling af medicin-/hospitalsomkostninger, der skyldes uheld med motorkøretøjet.
19
Den tidligere nævnte Arbitration and Monitoring Commission fungerer med hensyn til denne aftale med samme styrke, som den har i henhold til dens vedtægter, og forsikringsgivere påtager sig at respektere og overholde dens beslutninger.
9.-
Denne aftale er gældende fra den 1. januar 1987 og om-fatter samlede perioder fra 1. januar til 31. december og bliver underfor-stået og uden betingelser forlænget årligt.
Forsikringsselskaber, der er samlet i UNESPAs tekniske kommission for motorkøretøjsforsikring, der ønsker at tilslutte sig, skal underrette om dette skriftligt. Dens overholdelse er gældende fra en måned efter mod-tagelsen af den tidligere nævnte underretning, og den skal som mini-mum opretholdes til det næste årlige udløb.
Hvis et selskab ønsker at opsige denne aftale, skal det underrette UNESPAs tekniske kommission for motorkøretøjsforsikring mindst en måned før det næste årlige udløb.”
I et juridisk responsum af 14. juni 2019 indhentet af DFIM efter sagens anlæg, anføres om forståelsen af aftalen – der omtales som ”the Convention” – bl.a. følgende:
”It is mandatory for the Convention to be applicable that, each part of the articulated vehicle, meaning both, the towing vehicle and the trailer are insured for vehicle's civil liability.
…
5. Conclusion
According to all the above mentioned, applying to our case, given that the towing vehicle insurance company has assumed the payment of the total cost of the accident involving the articulated vehicle in Spain, Spanish law establishes that the towing vehicle insurer shall pay 70% of the total costs, and the trailer insurer shall pay the remaining 30%, but it is valid if one of the insurers pays the total cost in advance.
Also, in any case, the insurance company of the towing vehicle must have prepared the liquidation of the payment and has 1 year from the date of the payment to send it along with its receipt to the insurance company of the trailer, if not, the other insurance company will not be obliged to reimburse its part of the costs previously assumed.
Apart from the above stated, if the liquidation of the payment has al-ready been sent, the towing vehicle insurer has 5 years from the date of the payment to claim the trailer insurer the reimbursement of its part of the cost.”
DFIM har ikke henvist til spanske lovbestemmelser eller spansk retspraksis til støtte for kravet.
20
Anbringender
DFIM har anført, at begge sager har international karakter, og at der i sagerne skal foretages en vurdering af lovvalg. DFIM har i påstandsdokumenterne an-ført om lovvalg, bl.a.:
”Det er DFIM’s opfattelse, at der mellem parterne er enighed om på-standen, samt de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsesfor-løbet i forbindelse med [færdselsuheldene den 6. juni 2017 og den 13. september 2017], og at tvisten derfor vedrører spørgsmålet om DFIM’s regresret […].
Såfremt Landsretten måtte komme frem til, at tvisten mellem parterne skal afgøres efter dansk ret, er DFIM på det foreliggende grundlag enig i, at DFIM i så fald ikke kan rette et regreskrav mod Krone, da Krone ikke efter dansk ret har pligt til at tegne selvstændig ansvarsforsikring for trailere i Danmark.
Tilsvarende er det DFIM’s opfattelse, at Krone, såfremt Landsretten måtte komme frem til, at sagen skal behandles efter spansk [eller tysk] ret, er enig i, at DFIM i så fald har regres for sine betalinger i sagen jf. påstanden.”
For så vidt angår den tyske sag har DFIM anført om sagens internationale karak-ter, at:
”Nærværende sag har tilknytning til både Tyskland, Polen og Dan-mark, idet der skal henvises til;
at uheldet er sket i Tyskland,
at det trækkende køretøj var fra Polen,
at traileren (Krones) var fra Danmark,
at forholdet mellem kaskoforsikringsselskabet R+V Allgemeine Versi-cherung AG, det trækkende køretøjs forsikringsselskab TVM Verzekeringen og Deut[s]ches Büro Grüne Karte e.V. er afgjort i henhold til tysk ret, og
at forholdet mellem DFIM, Deut[s]ches Büro Grüne Karte e.V. og R+V Allgemeine Versicherung AG, TVM Verzekeringen er afgjort i hen-hold til tysk ret.”
Herefter har DFIM for den tyske sag sammenfattende anført:
”Internationale privatretlige forhold
Til støtte for den nedlagte fuldbyrdelsespåstand gøres det herefter sammenfattende gældende,
21
at DFIM’s regreskrav er et deliktuelt krav,
at der er værneting i Danmark,
at lovvalget skal træffes i henhold til de i dansk retspraksis udviklede lovvalgsregler for deliktuelle anliggender,
at sagen skal afgøres i henhold til uheldsstedets lovgivning,
at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der medfører, at sagen som helhed har nærmere tilknytning til Danmark, hvorfor dansk ret ikke finder anvendelse på denne sag, og
at sagens materielle forhold skal bedømmes i henhold til tysk ret, jf. princippet om lex loci delicti.
Fordelingen af den interne erstatningsbyrde og regres
Videre gøres det gældende,
at DFIM berettiget og med frigørende virkning er indtrådt i R+V All-gemeine Versicherung AGs krav mod Krone,
at fordelingen af den interne erstatningsbyrde mellem det trækkende køretøj og Krone skal fordeles i overensstemmelse med tysk rets-praksis, herunder den tyske Forbundsdomstolsafgørelse af 27. ok-tober 2010,
at Krone dermed endeligt skal bære 50 % af skadelidtes samlede krav som følge af uheldet den 6. juni 2016,
at Krone ikke som uforsikret part går fri for ansvar, men blot hæfter over for den forsikrede part gennem et regreskrav,
at DFIM dermed har et berettiget regreskrav mod Krone for ethvert beløb, som DFIM har betalt til Deutsches Büro Grüne Karte e.V. som følge af uheldet den 6. juni 2016, og
at orienteringsskrivelserne udsendt af DFIM til danske vognmænd og deres fagorganisationer ikke ændrer på ovenstående.”
DFIM har for så vidt angår den spanske sag til støtte for, at der er tale om en in-ternational sag anført:
”Nærværende sag har tilknytning til både Spanien, Litauen og Dan-mark, idet der skal henvises til;
at uheldet er sket i Spanien,
22
at det trækkende køretøj var fra Litauen,
at traileren (Krones) var fra Danmark,
at forholdet mellem det trækkende køretøj, Pelayo og Ofesauto er af-gjort i henhold til spansk ret, og
at forholdet mellem Pelayo, Ofesauto og DFIM er afgjort i henhold til spansk ret.”
I den spanske sag har DFIM sammenfattende anført:
”Internationale privatretlige forhold
Til støtte for den nedlagte fuldbyrdelsespåstand gøres det herefter sammenfattende gældende,
at DFIM’s regreskrav er et deliktuelt krav,
at der er værneting i Danmark,
at lovvalget skal træffes i henhold til de i dansk retspraksis udviklede lovvalgsregler,
at sagen skal afgøres i henhold til uheldsstedets lovgivning,
at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der medfører, at sagen som helhed har nærmere tilknytning til Danmark, hvorfor dansk ret ikke finder anvendelse på denne sag, og
at sagens materielle forhold skal bedømmes i henhold til spansk ret, jf. princippet om lex loci delicti.
Fordelingen af den interne erstatningsbyrde og regres
Videre gøres det gældende,
at DFIM berettiget og med frigørende virkning er indtrådt i Pelayos krav mod sagsøgte,
at fordelingen af den interne erstatningsbyrde mellem det trækkende køretøj og Krone skal fordeles i overensstemmelse med spansk retspraksis,
at Krone dermed endeligt skal bære 30 % af skadelidtes samlede krav som følge af uheldet den 13. september 2016,
at Krone ikke som uforsikret part går fri for ansvar, men hæfter over for den forsikrede part gennem et regreskrav,
23
at DFIM dermed har et berettiget regreskrav mod Krone for ethvert beløb, som DFIM har betalt til Ofesauto som følge af uheldet den 13. september 2016,
at den spanske praksis gælder generelt og ikke kun er begrænset til forsikringssituationer – dobbeltforsikring eller ansvarsforsikring for uheldet, og
at orienteringsskrivelserne udsendt af DFIM til danske vognmænd og deres fagorganisationer ikke ændrer på ovenstående.”
Under hovedforhandlingen har DFIM præciseret, at regreskravene i begge sa-ger udelukkende støttes på bestemmelserne i grønkortaftalen og praksis på grønkortområdet, og således hverken på reglerne om kreditorskifte eller på be-stemmelserne i motorkøretøjsforsikringsdirektivet, færdselsloven, eller be-kendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.
Krone har i sit påstandsdokument af 1. marts 2022 anført bl.a.:
”Til støtte for de nedlagte frifindelsespåstande bestrides det i begge sa-ger, at der er hjemmel for de af DFIM fremførte regreskrav mod Krone.
I den forbindelse skal jeg henvise til følgende:
1.Det bestrides, at det påhviler Krone, som anført af DFIM i dennes replik i begge sager, at skulle bevise, at de regreskrav, der ligger til grund for DFIM’s påstande, hviler på et urigtigt grundlag.
Det gøres derimod gældende, at det selvsagt påhviler DFIM at doku-mentere, at de påståede regreskrav mod Krone i begge sager er beretti-get og hjemlet, hvilket i øvrigt bestrides at være tilfældet.
Der henvises i den forbindelse til, at DFIM som dansk erstatningsorgan varetager offentligretlige opgaver efter udpegning fra Justitsministeri-et/Transportministeren med hjemmel i lovgivningen, jf. således blandt andet færdselslovens § 115a og § 115b.
Der henvises i den forbindelse til, at DFIM’s virksomhed og deraf føl-gende kompetencer som dansk erstatningsorgan ved uheld forvoldt af ukendt eller uforsikret motordrevet køretøj, samt i tilfælde af refusion, regres og subrogation, er udtømmende foreskrevet og reguleret i DFIM’s lovgrundlag, der blandt andet består af Bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. (BEK nr. 1618 af 18/12/2018 og den tidligere BEK. Nr. 579 af 06/06/2007).
Det er i den forbindelse meget vel muligt, at DFIM i begge sager har henholdt sig til en fremgangsmåde, som har været brugt i en årrække, men det gøres gældende, at de påståede praksisser er uhjemlet, og byg-ger på en fejlagtig forudsætning fra såvel det spanske som det tyske grønt-kort-bureau om, at dansk indregistrerede trailere, der ikke er
24
hjemmehørende i Spanien eller Tyskland, er uforsikrede, når der ikke er tegnet en selvstændig motoransvarsforsikring for disse.
2.Det bestrides, at de i disse sager omtvistede trailere/sættevogne skulle være omfattet af artikel 5, stk. 2 i det 5. Motorkøretøjsforsikringsdirek-tiv.
3.Det bestrides, at DFIM har godtgjort, at de dansk indregistrerede sætte-vogne, campingvogne og trailere, som hvert år kører på det tyske vejnet uden en selvstændig ansvarsforsikring, ikke opfylder kravet i § 1 i Ge-setz über die Haftpflichtversicherung für ausländische Kraftfahrzeuge und Kraftfahrzeuganhänger.
Det bestrides, at DFIM har godtgjort, at den omtvistede sættevogn, der ikke er hjemmehørende i Spanien, men som anvendes på det spanske vejnet, er uforsikrede, når de anvendes i Spanien.
Det bestrides, at DFIM har godtgjort, at der i spansk og tysk ret i øvrigt skulle være en pligt til at tegne en selvstændig ansvarsforsikring for sættevogne eller for den sag skyld campingvogne og trailere, der er in-dregistreret i Danmark og som ikke er hjemmehørende i Spanien eller Tyskland, men som benyttes på det spanske og/eller tyske vejnet.
Det bestrides på den baggrund, at der efter spansk og tysk ret er nogen selvstændig ansvarsforsikringspligt i relation til de omtvistede dansk indregistrerede sættevogne, eller for den sags skyld dansk indregistre-rede campingvogne og hobby-trailere, som anvendes i Spanien og/eller Tyskland uden at være hjemmehørende der.
4.Det bestrides, at henholdsvis spansk og tysk ret regulerer den af DFIM påståede regresadgang mod Krone, idet DFIM’s adgang til at kræve re-gres hos Krone udelukkende og endeligt er reguleret i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. (BEK nr. 1618 af 18/12/2018) i den tidligere bekendtgørelse (BEK. Nr. 579 af 06/06/2007), der ikke giver DFIM nogen adgang til regres i disse sager.
Der henvises i den forbindelse til, at de to retssager således udelukken-
de omhandler DFIM’s adgang somdansk erstatningsorgan til regres mod
Krone.
Der henvises videre til EU-domstolens dom i sagerne C-359/14 og C-475/14 afsagt den 21. januar 2016, på baggrund af hvilken det gøres gældende, at regressøgsmål mellem to forsikringsselskaber i anledning af færdselsuheld i Tyskland og andre lande hverken automatisk eller i øvrigt er underlagt det lands lov, hvor færdselsuheldet skete.
Dette gælder selvsagt endnu mere for regressøgsmål anlagt af DFIM som dansk erstatningsorgan mod Krone som dansk virksomhed.
I disse sager, hvor såvel DFIM som Krone er hjemmehørende i Dan-mark, og hvor der eksisterer udtrykkelige danske regler om DFIMs re-gresadgang, efter at DFIM har udbetalt refusion til en skadelidt eller et andet grønt kort bureau i medfør af bekendtgørelse om ansvarsforsik-
25
ring for motorkøretøjer, gøres det gældende, at regressøgsmålet mellem DFIM og Krone er underlagt dansk ret.
Dette indebærer ikke nogen opdeling af retsforholdet, som ville være i strid med traditionen i medfør af litteraturen og retspraksis, som hæv-det af DFIM, idet EU-Domstolen med den ovennævnte dom fastslår, at lovvalget i forhold til regressøgsmål afgøres uafhængigt af lovvalget i forhold til ansvarsspørgsmålet i anledning af færdselsuheldet.
For så vidt angår dommen fra Landgericht Göttingen mellem Kravag-Logistic Versicherungs AG og et dansk forsikringsselskab, bestrides det, at det heraf fremgår, at retsforholdet, uagtet det danske forsikrings-selskabs anbringender, skulle reguleres efter tysk ret.
Det bestrides videre, at Krone i forholdet til DFIM kan sidestilles med det tyske motoransvarsforsikringsselskab i Højesterets kendelse i sa-gerne BS-45073/2019-HJR og BS-43125/2019-HJR af 31. august 2020, som havde tegnet selvstændig ansvarsforsikring for den omtvistede dansk indregistrerede trailer, idet Krone ikke er et ansvarsforsikringsselskab, endsige et tysk et af slagsen, og idet der ikke var nogen pligt til tegning af selvstændig ansvarsforsikring for de omtvistede trailere.
Det bestrides på den baggrund, at ovennævnte Højesteretskendelse om regresopgøret mellem to lovpligtige motoransvarsforsikringer med hjemting i to forskellige stater, kan bruges til støtte for, at DFIM’s på-ståede regreskrav, fremsat af DFIM i rollen som dansk erstatningsorgan mod Krone, som dansk udlejer af danske indregistrerede trailere, for hvilke der ikke består nogen ansvarsforsikringspligt, er underlagt
spansk eller tysk ret.
Det bestrides endvidere, at forholdet mellem DFIM og TVM Verzeke-ringen i den tyske sag er afgjort efter tysk ret, som anført af DFIM. De to parter indgik derimod et forlig, gående ud på at TVM Verzekeringen kunne ”nøjes” med at dække 50% af den tyske skadelidtes tab, selvom den af TVM Verzekeringen ydede motoransvarsforsikring ifølge forsik-ringsbetingelserne var forpligtet til at dække 100% af tabet. Der henvi-ses i den forbindelse til de fremlagte hollandske afgørelser, hvoraf fremgår, at der efter hollandsk ret alene består en motoransvarsforsik-ringspligt i relation til trækkeren – lige som i Danmark.
DFIM anfører i den spanske sag, at såvel forholdet mellem den skade-voldende trækker og det spanske grøntkort bureau og forholdet mellem DFIM og det spanske grøntkort bureau er blevet afgjort på baggrund af spansk ret.
Det bestrides, at dette er korrekt. Forholdende er afgjort på baggrund af en privatretlige aftale mellem spanske motorforsikringsselskaber, som selvsagt ikke er ”spansk ret” .
Det bestrides også, at de to retssager mellem Krone og DFIM omhand-ler erstatning uden for kontrakt. Det bestrides følgelig, at regreskravet fremført af DFIM mod Krone skulle være underlagt lovvalget for ”selve
26
skadeforholdet mellem den spanske/tyske skadelidte og skadevolderen ”, som anført af DFIM.
Det bestrides endvidere, at det er relevant at diskutere et lovvalg endsi-ge anvendelsen af den individualiserede metode eller lex loci delicti i disse sager i forhold til regreskravene rejst af DFIM mod Krone.
Der henvises i den forbindelse til, at retsforholdet mellem DFIM og Krone ikke er internationalt. Derfor åbner retsforholdet ikke op for an-vendelsen af de danske international privat- og procesretsregler, i dette tilfælde ”deliktstatuttet” (reglerne om lovvalg ved erstatning uden for kontrakt), som DFIM påberåber sig.
Det gøres på den baggrund gældende, at de af DFIM fremførte anbrin-gender og påberåbte afgørelser om lovvalg ikke har nogen relevans for sagerne.
5.Af § 24, stk. 4 i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. (BEK nr. 1618 af 18/12/2018), jf. § 21, stk. 4 i den tidligere bekendt-gørelse (BEK. Nr. 579 af 06/06/2007), om refusion, regres og subroga-tion fremgår, at DFIM indtræder i skadelidtes rettigheder over for ska-devolderen eller dennes forsikringsselskab i den udstrækning, erstat-ningsorganet i den medlemsstat i Den Europæiske Union eller Det Eu-ropæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvor skadelidte er bosat (i disse sager det spanske og tyske grøntkort bureau), har ydet denne er-statning for tabet eller den lidte skade og i overensstemmelse med afta-len nævnt i stk. 3 har fået refunderet det ydede beløb af DFIM.
Af samme bekendtgørelsers § 24, stk. 1 og stk. 2 fremgår dog, at DFIM kun kan afkræves refusion i det omfang det spanske og tyske grøntkort bureau har ydet skadelidte erstatning i medfør af enten artikel 24 eller 25 i EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kon-trollen med forsikringspligtens overholdelse (det 5. Motorkøretøjsdirek-tiv).
Det 5. Motorkøretøjsdirektivs artikel 24 omhandler tilfælde (artikel 24, stk. 1 litra a og b), hvor forsikringsselskabet eller skadebehandlingsre-præsentanten ikke har givet et begrundet svar til skadelidte på det fremsatte erstatningskrav inden for en frist på tre måneder fra det tids-punkt, hvor skadelidte indgav sit erstatningskrav til det forsikringssel-skab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, el-ler til dettes skadebehandlingsrepræsentant, eller hvis forsikringssel-skabet ikke har udpeget en skadebehandlingsrepræsentant i den med-lemsstat, hvor skadelidte er bosat, i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1.
Det 5. Motorkøretøjsdirektivs artikel 25 omhandler tilfælde, hvor køre-tøjet er ukendt, eller hvor det ikke inden for to måneder efter uheldet er muligt at identificere forsikringsselskabet.
Det bestrides, at henholdsvis det spanske og det tyske grøntkort bureau har udbetalt erstatning til de skadelidte (de skadelidtes ansvarsforsik-
27
ringsselskaber) i henholdsvis Spanien og Tyskland under omstændig-heder svarende til de i det 5. Motorkøretøjsdirektivs artikel 24 eller 25 omhandlede.
I den forbindelse skal jeg henvise til:
A) I den spanske sag (BS-3242/2019-OLR) var trækkerens registrerings-
nummer og indehaver kendt og anført i politirapporten. Det samme gjorde sig gældende i den tyske sag (BS-3246/2019-OLR), hvor trække-rens registreringsnummer samt indehaver ligeledes var kendt og anført i politirapporten, ligesom trækkerens hollandske motoransvarsforsik-ring endvidere var kendt og anført i politirapporten i den tyske sag.
Krones evt. ansvar for skade forårsaget af traileren var i begge sager dækket under trækkernes motoransvarsforsikring og skader forårsaget af trailerne har derfor ikke været uforsikret. Hverken det spanske eller det tyske grøntkort bureau har derfor haft hjemmel til at afkræve DFIM refusion. Endvidere er det af DFIM selv godtgjort, at trækkerens hol-landske ansvarsforsikring i den tyske sag anerkendte sin forsikringsta-gers ansvar og forsikringsdækning af dette.
Det bestrides på den baggrund, at det spanske og tyske grøntkort bu-reau med rette har kunnet afkræve DFIM refusion i medfør af bekendt-gørelsens § 24.
B) Det følger også af bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøre-
tøjer § 24, stk. 1 og 2, at såvel det spanske som det tyske grøntkort bu-reau kun kan kræve refusion af DFIM i det omfang det forsikringssel-skab, der har udstedt policen for køretøjet, har koncession fra Finanstil-synet (jf. stk. 1), eller i det omfang, køretøjet er hjemmehørende i Dan-mark, men forsikringsselskabet ikke kan identificeres (jf. stk. 2).
Begge situationer forudsætter, at der var enpligt til tegning af ansvars-
forsikring for de to omtvistede ”køretøjer” . Denne betingelse var ikke opfyldt og derfor var der ikke hjemmel for hverken det spanske eller det tyske grøntkort bureau til at opkræve refusion hos DFIM.
Ifølge det 5. Motorkøretøjsdirektivs artikel 3 træffer hver medlemsstat passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretø-jer (som ifølge definitionen i artikel 1, nr. 1 omfatter ethvert motordre-vet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skin-ner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede), der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. I Danmark er forsikringspligten reguleret i Færdselsloven.
Det bestrides i den forbindelse, at en pligt til ansvarsforsikring af traile-re skulle følge af Færdselsloven (FL), idet ansvaret i medfør af FL § 101 påhviler den, der er ansvarlig for et ”motordrevet køretøj” , hvilket Kro-ne ikke er, al den stund at en sættevogn ikke er noget motordrevet køre-tøj, jf. definitionen heraf i FL § 2, nr. 14.
Forsikringspligten i medfør af FL § 105 påhviler ifølge § 106 endvidere alene ejeren eller brugeren af det ”motordrevne køretøj” .
28
Det bestrides således, at ansvarsforsikringspligten i medfør af FL finder
selvstændigt anvendelse påsættevogne, og det uanset om sådanne sæt-
tevogne er koblet til en trækker eller ej. I det omfang en sættevogn kob-les efter en trækker, dækker trækkerens lovpligtige ansvarsforsikring
dog også traileren. Traileren er dermedikke uforsikret, når denne er
koblet efter en trækker. Så er den dækket af trækkerens motoransvars-forsikringspolice.
C) Ifølge de såkaldte ”Internal Regulations” som er aftalen nævnt i oven-
nævnte bekendtgørelses § 24, stk. 3 og kendt som grøntkort ordningen, stiller samtlige nationale motorkøretøjsbureauer (i Danmark DFIM) ga-ranti for, at dets medlemmer, det vil sige de nationale forsikringssel-
skaber, der yder lovpligtig motorkøretøjsansvarsforsikring,refunderer
beløb, der i overensstemmelse med bestemmelserne i Internal Regula-tions artikel 5 kræves betalt af bureauet i skadelandet eller af den agent, bureauet har udpeget til formålet. Hvis et medlem ikke refunderer det skyldige beløb inden for den periode på to måneder, der fastsættes i ar-tikel 5, skal medlemmets nationale bureau selv foretage refusionen i overensstemmelse med de betingelser, der fastsættes herunder, når bu-reauet modtager et garantikald fra skadelandets bureau eller fra den agent, bureauet har udpeget til formålet.
I den spanske sag skulle det spanske grøntkort bureau i lyset af trække-rens litauiske motoransvarsforsikring således have afkrævet DFIM’s li-tauiske pendant, og ikke DFIM, 100% refusion i det omfang trækkerens motoransvarsforsikring måtte have afvist at ville anerkende sin forsik-ringstagers ansvar og forsikringsdækning heraf med 100%, hvilket imidlertid ikke er godtgjort af DFIM skulle have været tilfældet.
Det fremgår endvidere af den privatretlige aftale mellem de spanske forsikringsselskaber, hvilken aftale alene er bindene for aftalens span-ske parter, at fordelingsnøglen alene finder anvendelse, når alle elemen-ter, der udgør det blandede køretøj, det vil sige såvel trækker som trai-ler, er forsikret med policer. Det bestrides således, i modsætning til hvad DFIM har anført, at det af nyhedsbrevet fra Dekra Claims Service skulle fremgå, at den nævnte fordeling også finder anvendelse, hvis den ene enhed ikke er forsikret. Det står der intet om i nyhedsbrevet fra Dekra Claims Service. Dette nyhedsbrev beskriver alene fordelingen mellem to spanske ansvarsforsikringsselskaber, der har forsikret hver sin enhed (trækker og trailer).
Det var dog ikke var tilfældet i forhold til den i den spanske sag dansk indregistrerede trailer, for hvilken der end ikke er godtgjort nogen selv-stændig ansvarsforsikringspligt af DFIM. I det omfang traileren er koblet til en trækker, er traileren dog omfattet af trækkerens motor-ansvarspolice, der således er den eneste police på vogntoget.
I den tyske sag skulle det tyske grøntkortbureau i lyset af trækkerens hollandske motoransvarsforsikring endvidere have afkrævet DFIM’s hollandske pendant NBM, og ikke DFIM, 100% refusion i det omfang trækkerens hollandske motoransvarsforsikring måtte have afvist at ville anerkende sin forsikringstagers ansvar og forsikringsdækning heraf
29
med 100%, hvilket imidlertid ikke er godtgjort af DFIM skulle have væ-ret tilfældet, al den stund at trækkerens hollandske motoransvarsforsik-ring faktisk anerkendte ansvaret og forsikringsdækningen overfor DFIM.
6.DFIM’s regreskrav mod Krone udspringer således ikke i nogen af de to sager af udbetaling af erstatning til de skadelidte, og det bestrides følge-ligt, at DFIM er subrogeret i de skadelidtes krav mod Krone.
I den spanske sag udspringer regreskravet af, at DFIM på egen hånd accepterede den privatretlige praksis mellem spanske forsikringssel-skaber om fordeling af pligten til betaling af skadesbeløbet med 70% til trækkerens ansvarsforsikring og 30% til trailerens ansvarsforsikring, hvilket DFIM accepterede, uagtet at det hverken er godtgjort endsige indikeret, at den litauiske trækkers motoransvarsforsikring berettiget har afvist at bære 100% af skadesbeløbet.
I den tyske sag udspringer regreskravet af det af DFIM på egen hånd foranstaltede og indgåede forlig med trækkerens hollandske motor-ansvarsforsikring, ifølge hvilket DFIM accepterede, at denne motor-ansvarsforsikring alene dækkede 50% af skadesbeløbet, uagtet at træk-kerens hollandske motoransvarsforsikring dækkede såvel trækkeren som traileren med 100%. Således består der ikke i medfør af hollandsk lovgivning nogen selvstændig ansvarsforsikringspligt for trailere men derimod kun for trækkere, som redegjort for i de to hollandske retsaf-gørelser.
Det gøres i den forbindelse gældende, at DFIM’s manglende opfyldelse af Krones gentagne opfordringer om at fremlægge policen og betingel-serne for motoransvarsforsikringen udtaget hos TVM Verzekeringen på trækkeren i den tyske sag skal tillægges DFIM processuel skadevirk-ning, således at det skal lægges til grund, at der heri står, at motor-ansvarsforsikringen også omfatter sættevogne/trailere, der efterspæn-des trækkeren.
Uagtet at DFIM i den tyske sag selv forhandlede med trækkerens moto-ransvarsforsikring bestrides det således, at DFIM’s regreskrav mod Krone i de to sager adskiller sig fra det regreskrav DFIM’s hollandske pendant NBM søgte at gøre gældende mod TIP i de to hollandske rets-afgørelser.
I disse hollandske retssager havde det tyske grøntkort bureau ladet sig nøje med 50% dækning af skadesbeløbet fra trækkerens motoransvars-forsikring, mens de resterende 50% gjordes gældende over for DFIM’s hollandske pendant NBM, fordi traileren var indregistreret i Holland, hvilket førte til regreskravet fra NBM mod TIP. I begge hollandske in-stanser blev TIP imidlertid frifundet, idet NBM ikke havde hjemmel til det fremførte regreskrav.
Der henvises i den forbindelse til den hollandske ankedomstols afgørel-se, jf. punkt 3.13, hvor den hollandske ankedomstol lagde til grund, at DFIM’s hollandske pendant havde foretaget udbetalinger til det tyske grønt-kort-bureau på utilstrækkeligt retsgrundlag. Det gøres gældende, at
30
det samme er tilfældet i relation til DFIM’s udbetalinger i disse sager til det spanske og tyske grønt-kort-bureau.
Det bestrides i den forbindelse i øvrigt, at de hollandske domstole fore-tog nogen opdeling af lovvalget, idet de nationale grøntkort bureauers ret til refusion og regres mod skadevoldere hjemhørende i bureauernes hjemlande er reguleret i de nationale lovgivninger – i Holland i den så-kaldte WAM-lov og herhjemme i den ovennævnte bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer – mens spørgsmålet om skadevol-derens ansvar over for skadelidte afgøres i henhold til lex loci delicti (i de to sager henholdsvis spansk og tysk ret).
I det omfang trailerne er dækket af trækkernes lovpligtige motor-ansvarsforsikring, bestrides det i øvrigt for fuldstændighedens skyld, at trækkernes lovpligtige motoransvarsforsikringer kan gøre regres mod ejeren/brugeren af trailerne, idet disse må anses som ”sikret” under trækkernes lovpligtige motoransvarsforsikring.
Dette er således tilfældet i såvel dansk og hollandsk ret samt i tysk ret i det omfang, der ikke måtte være tegnet nogen selvstændig ansvarsfor-sikring for traileren, idet tysk retspraksis modsætningsvis, jf. Bundesge-richtshofs afgørelse af 27. oktober 2010 indebærer, at der er tale om dob-beltforsikring i tilfælde, hvor der er tegnet en selvstændig ansvarsforsik-ring for henholdsvis trækkeren og traileren.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Det fremgår af sagerne, at to vogntog bestående af en ikke-dansk indregistreret (og forsikret) trækker og en dansk indregistreret trailer, der var udlejet af Krone (og ikke selvstændigt forsikret), var involveret i færdselsuheld med to personbi-ler i henholdsvis Tyskland og Spanien, og at det tyske og det spanske grønkort-bureau i den forbindelse har betalt nærmere bestemte beløb vedrørende repara-tionsudgifterne på personbilerne til de pågældende personbilers tyske og span-ske forsikringsselskaber.
Herefter har de omhandlede grønkortbureauer med henvisning til artikel 5 i de såkaldte Internal Regulations (herefter grønkortaftalen), som regulerer de gen-sidige relationer mellem grønkortbureauerne, anmodet DFIM om refusion for betalingen til forsikringsselskaberne, idet det spanske grønkortbureau alene har anmodet om et beløb svarende til 30 pct. af reparationsudgifterne på den på-gældende personbil. DFIM har imødekommet refusionsanmodningerne, hvor-efter DFIM har gjort et regreskrav gældende mod Krone, således at regreskravet vedrørende det tyske færdselsuheld overordnet angår 50 pct. af reparationsud-gifterne på den pågældende personbil, mens regreskravet vedrørende det span-ske færdselsuheld overordnet angår 30 pct. af reparationsudgifterne på den på-gældende personbil.
Henset til de endelige anbringender, DFIM har gjort gældende under sagernes hovedforhandling, angår sagerne udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt
31
DFIM skal gives medhold i sine regreskrav på grundlag af enten bestemmelser-ne i grønkortaftalen eller efter en (eventuel) praksis vedrørende regreskrav på grønkortområdet.
Grønkortordningen bygger på en henstilling i 1949 fra en arbejdsgruppe under transportkomitéen i FN’s Økonomiske Europakommission og reguleres af grønkortaftalen, der er indgået mellem de i aftalen deltagende landes grønkort-bureauer. Ordningen er således ikke reguleret i færdselsloven eller bekendtgø-relser udstedt med hjemmel heri, herunder bekendtgørelsen om ansvarsforsik-ring for motorkøretøjer, ligesom ordningen ikke er reguleret af bestemmelserne i motorkøretøjsforsikringsdirektivet, uanset at eksistensen af ordningen har væ-ret forudsat allerede ved udstedelsen af det første motorkøretøjsforsikringsdi-rektiv i 1972.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt DFIM skal gives medhold i sine regreskrav mod Krone på grundlag af bestemmelserne i grønkortaftalen, be-mærkes herefter, at grønkortaftalen, der som nævnt er indgået mellem de del-tagende landes grønkortbureauer, først og fremmest regulerer de gensidige re-lationer mellem grønkortbureauerne, jf. aftalens artikel 1. Endvidere berører grønkortaftalen mere indirekte forholdene for de forsikringsselskaber, der er medlemmer af grønkortbureauerne, jf. f.eks. aftalens artikel 5 og artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 3.
Af bestemmelsen i artikel 5 følger det således, at et grønkortbureau inden for et år fra betalingen til skadelidte skal sende en anmodning om refusion til forsik-ringsselskabet, der har udstedt det grønne kort eller forsikringspolicen, eller, hvis det er aktuelt, til det relevante grønkortbureau. Ifølge aftalens artikel 6, stk. 1, stiller hvert grønkortbureau garanti for, at dets medlemmer (forsikringssel-skaberne) refunderer beløb, der er krævet i medfør af artikel 5.
På denne baggrund finder landsretten, at DFIM ikke på grundlag af bestem-melserne i grønkortaftalen kan gives medhold i sine regreskrav mod Krone, der ikke er et forsikringsselskab, og hvis forhold hverken direkte eller indirekte er reguleret i eller berørt af grønkortaftalen, sammenlign herved også § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, i DFIM’s vedtægter, hvoraf det følger, at DFIM’s medlemmer (forsik-ringsselskaberne) er forpligtet til på anfordring at refundere skadesbeløb, som DFIM har udlagt.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt DFIM skal gives medhold i sine re-greskrav på grundlag af en praksis vedrørende regreskrav på grønkortområdet, bemærkes, at DFIM skal påvise, dels at der eksisterer en generel praksis, hvor-efter et grønkortbureau, der har imødekommet en refusionsanmodning fra et andet grønkortbureau, får sit regreskrav dækket af en anden aktør end et for-sikringsselskab, dels at Krone i givet fald er bundet af en sådan praksis. Lands-
32
retten skal bemærke, at det i lyset af karakteren og indholdet af grønkortaftalen må kræves ganske sikre holdepunkter for, at det kan lægges til grund, at der eksisterer en praksis af den nævnte karakter.
Landsretten finder, at DFIM ikke med henvisning til Stilling i DFIM Vidne 1's forklaring, hvorefter DFIM gennem årene har modtaget og behandlet refusionsanmodninger fra det tyske og spanske grønkortbureau, har påvist, at der eksisterer en generel praksis af den nævnte karakter.
Heller ikke det forhold, at DFIM i de foreliggende sager har modtaget refu-sionsanmodninger fra det tyske og spanske grønkortbureau, som DFIM har imødekommet, medfører, at der er påvist en praksis af den nævnte karakter. I den sammenhæng skal landsretten bemærke, at den tyske domstolspraksis, som DFIM har henvist til og anvendt i sin praksis, vedrører fordelingen af er-statningsbyrden ved færdselsuheld med et vogntog mellem forsikringsselska-ber efter ansvarsfordelingsbrøken 50/50 i tilfælde, hvor såvel trækkeren som traileren er selvstændigt forsikrede (dobbeltforsikring). Denne retspraksis kan efter landsrettens vurdering ikke uden videre udstrækkes til også at omfatte et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke foreligger dobbeltforsikring, og hvor der således ikke er tale om ansvarsfordeling mellem to forsikringsselska-ber.
Det spanske regreskrav hviler ifølge DFIM på det spanske grønkortbureaus an-vendelse og forståelse af en aftale indgået mellem spanske forsikringsselskaber, hvorefter erstatningsbyrden for et færdselsuheld med et vogntog fordeles efter ansvarsfordelingsbrøken 70/30, således at trækkerens forsikringsselskab bærer 70 pct. af erstatningskravet, mens trailerens forsikringsselskab bærer 30 pct. af erstatningskravet (dobbeltforsikring). Der er imidlertid efter det foreliggende ikke noget grundlag for, at den nævnte aftale, der som nævnt er indgået mellem spanske forsikringsselskaber, og dens anvendelse i praksis uden videre kan ud-strækkes til også at omfatte et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke fore-ligger dobbeltforsikring, og hvor der således ikke er tale om ansvarsfordeling mellem to forsikringsselskaber.
På den anførte baggrund finder landsretten, at DFIM ikke har påvist, at der ek-sisterer en generel praksis på grønkortområdet af den ovenfor skitserede karak-ter, hvorfor DFIM allerede af denne grund ikke kan gives medhold i sine re-greskrav.
Landsretten frifinder herefter Krone i begge sager.
Efter sagernes udfald skal DFIM i sagsomkostninger betale 100.000 kr. til Krone til dækning af udgifter til advokatbistand eksklusiv moms. Ud over sagernes
33
udfald er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagernes omfang, for-løb og betydning.
THI KENDES FOR RET:
Krone Fleet Danmark A/S frifindes i begge sager.
I sagsomkostninger skal Dansk Forening for International Motorkøretøjs-forsikring inden 14 dage betale 100.000 kr. til Krone Fleet Danmark A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
*) Berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, 1. pkt., således, at der på side 13, andet sidste afsnit, første linje tilføjedes ordet ”ikke” mellem ordene ”Danmark” og ”består” .
Østre Landsrets 21. afdeling, den 12. maj 2022.