Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 20. oktober 2022
Sag BS-9018/2021-VLR
(5. afdeling)
Malerforbundet i Danmark som mandatar for
Sagsøger
(advokat Karsten Høj)
mod
Sagsøgte ApS
(advokat Christina Neugebauer)
Landsdommerne Henrik Estrup, Lisbeth Kjærgaard og Flemming Krog Bjerre (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Viborg den 7. april 2020. Ved kendelse af 3. marts 2021 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Påstande
Sagsøgeren, Malerforbundet i Danmark som mandatar for Sagsøger, har
nedlagtpåstand om, at Sagsøgte ApS, tilpligtes at
anerkendeat være forpligtet til at betale Sagsøger yderligere erstatning
fortabt arbejdsfortjeneste med 75 % af hans krav for perioden fra den 12.
februar2019 til, der er truffet endelig afgørelse om Sagsøgers krav på
erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven.
Sagsøgte ApS har påstået frifindelse.
2
Om baggrunden for påstanden er i Malerforbundet i Danmark som mandatar for Sagsøgers processkrift 2 af 24. maj 2022 anført følgende, hvilket Sagsøgte ApS i sit sammenfattende processkrift har tilsluttet sig:
” 1. Forlig om perioden frem til betaling af erhvervsevnetab
Der er indgået forlig om betaling af yderligere krav på godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste for perioden frem til den 11. februar 2019, hvor sagsøgte betalte erstatning for erhvervsevnetab.
Der er i alt betalt 129.873,23 kr. (skattefri godtgørelse for svie og smerte med 5.130 kr. samt skattepligtig tabt arbejdsfortjeneste med 102.284,95 og skattepligtige renter med 22.458,28 kr.).
Denne forligsaftale gør endeligt op med den tidligere nedlagte påstand 2.
2. Procesaftale om størrelse af eventuelt yderligere krav på tabt arbejdsfortjeneste
Der er desuden indgået aftale om, at sagsøgte til sagsøger betaler 75 % af det krav, som Sagsøger har på tabt arbejdsfortjeneste fra den 12. februar 2019, hvis hans ret til tabt arbejdsfortjeneste ikke anses for ophørt med sagsøgtes betaling den 11. februar 2019 af erhvervsevnetab med 25 % efter erstatningsansvarsloven. Der er i den forbindelse enighed om, at Sagsøgers eventuelle yderligere krav på tabt arbejdsfortjeneste forrentes efter erstatningsansvarsloven § 16. Retten til tabt arbejdsfortjeneste vil, i fald denne ret ikke er ophørt, løbe frem til, der er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab.
Den tidligere nedlagte påstand 1 om betaling af 262.549,67 kr. er herefter ændret til en anerkendelsespåstand.
3. Procesaftale i øvrigt.
Med procesaftalen under punkt 2 har Sagsøger ikke afskrevet sig muligheden for at gøre gældende, at endeligt fastsat erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven skal fastsættes højere end 25 %, og – hvis der er grundlag herfor – at kræve yderligere erstatning for erhvervsevnetab af sagsøgte.
Med disse aftaler gør Sagsøger ikke længere gældende, at der ikke var et forsvarligt grundlag for at fastsætte Sagsøgers varige erhvervsevnetab midlertidigt, da sagsøgte den 11. februar 2019 betalte 25 %. Sagsøger gør heller ikke gældende, at erhvervsevnetabet midlertidigt burde have været fastsat højere end 25 %.
Det betyder, at Retten alene skal tage (principiel) stilling til, om sagsøgtes betaling af midlertidigt fastsat erhvervsevnetab den 11. februar 2019 bragte retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør eller, om retten hertil først
3
ophører,når der er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab efter
reglerne i arbejdsskadesikringsloven.
…”
Parternehar under hovedforhandlingen oplyst at være enige om, at
sagsfremstillingen i Sagsøgte ApS' sammenfattende processkrift er
retvisendeog dækkende og derfor egnet til at indgå i dommen. Der er i det
sammenfattende processkrift anført følgende:
” 3. Supplerende sagsfremstilling
3.1 Arbejdsskade
Sagsøger, i det følgende sagsøger, kom til skade ved en arbejdsskade den 13. april 2015. Tilskadekomsten skete derved, at han sammen med en
kollegaskulle løfte en vinduesramme ud fra et vindueshul, hvorved han
pådrog sig en højresidig skulderskade.
3.2 Ansvarsanerkendelse
TopdanmarkForsikring A/S har på vegne af sin kunde (sagsøgers
arbejdsgiver)anerkendt at være erstatningsansvarlig for hans
tilskadekomst, jf. sagens bilag 6. Topdanmark Forsikring A/S har som følge heraf betalt erstatning og godtgørelse, jf. nedenfor.
3.3 Erhvervsmæssigt forløb forud for arbejdsulykken
Sagsøger blev i 1986 uddannet til bygningsmaler og havde gennem hele sit arbejdsliv arbejdet som sådant frem til sygemeldingen den 18. april 2015.
3.4 Erhvervsmæssigt forløb efter arbejdsulykken
3.4.1 Virksomhedspraktik 1
Sagsøger var i perioden fra den 3. oktober 2016 til den 22. december 2016 i
virksomhedspraktikved Virksomhed 1, jf. sagens bilag 23 og 24. Hans
arbejdsopgaver bestod her i forefaldende pedelopgaver, vedligeholdelse af
diverselokaler, oprydning på udearealer med videre. Sagsøger arbejdede
mellem 16-17½ timer ugentligt uden fravær, men var ikke 100% effektiv.
Sagsøger udtalte blandt andet, jf. sagens bilag 24:
”(…) at angsten er det, der fylder mest. Han har det ikke godt med at
væresammen med andre og deltager ikke i kaffepausen med de
andre, men bliver i kælderen (…)” .
4
Videre fremgår det, at jobkonsulenten blandt andet udtalte, jf. sagens bilag 24:
”Ut vurderer, at praktikken er hensigtsmæssig og der kan tages de nødvendige skånehensyn. Det har vist sig i forløbet, at det er angsten, der er Sagsøgers største udfordring. De praktiske opgaver klarer han fint, når han kan gå alene – eller sammen med Person.”
3.4.2 Virksomhedspraktik 2
Sagsøger var i perioden fra den 7. marts 2017 til den 9. juni 2017 i
virksomhedspraktik ved Virksomhed ApS 1, jf. sagens bilag 25 og
26. Sagsøger havde en fremmødetid på 20 timer ugentligt fordelt over 4 dage med en effektivitet på 50-60 %.
3.4.3 Fleksjobtilkendelse
Sagsøger blev den 25. oktober 2017, jf. sagens bilag 31, tilkendt fleksjob.
3.4.4 Virksomhedspraktik 3
Sagsøger var i perioden fra den 1. til 26. januar 2018 i virksomhedspraktik
vedVirksomhed 2, jf. bilag 32-35. Sagsøger startede med en ugentlig
arbejdstidpå 16 timer med en effektivitet på cirka 40 %, og endte med at
arbejde ni timer ugentligt fordelt på tre dage.
3.4.5 Fleksjob
Sagsøger blev den 2. maj 2018 ansat i fleksjob som pedelmedhjælper ved
Virksomhed 3Virksomhed 3, jf. bilag 36-38. Han skulle arbejde 10 timer
ugentligt med en effektivitet på 60 %. Han blev aflønnet for en arbejdstid
på 6 timer ugentligt.
3.5 ASL sagen
3.5.1 Afgørelse – anerkendelse og mén 10 %
Den9. august 2016, jf. sagens bilag 10, anerkendte Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, herefter benævnt AES, hændelsen den 13. april 2015 som en arbejdsskade, og det varige mén blev fastsat skønsmæssigt til 10 %. For så vidt angik vurderingen af varigt mén lagde AES vægt på, at sagsøgers
genervar bedst sammenlignelige med méntabellens punkt D.1.8.4.2,
hvorefter en arm med nedsat skulder/albuefunktion giver et varigt mén på 10 procent.
5
3.5.2 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 20 %
Den 15. februar 2017, jf. sagens bilag 11, traf AES afgørelse om, at sagsøger havde et midlertidigt tab af erhvervsevne på 20 %, og at hans årsløn skulle fastsættes til kr. 422.000. Af begrundelsen fremgår det blandt andet:
”Du er i gang med et ressourceforløb som skal udvikle din arbejdsevne, og vi ved ikke, hvordan din erhvervsmæssige situation ender med at blive. Vi har derfor truffet en midlertidig afgørelse om dit tab af erhvervsevne. Det betyder, at vi vil vurdere din ret til erstatning igen på et senere tidspunkt.
Vi har set på, hvilke funktionsbegrænsninger du har som følge af arbejdsskaden, og hvordan de påvirker dine muligheder for at tjene penge ved arbejde sammenlignet med, hvad du kunne tjene uden arbejdsskaden.
(…)
Ud over arbejdsskaden har du angst. Disse gener hindrer dig i at varetage stressbelastende arbejdsopgaver.
Vi vurderer, at du på grund af dine gener ikke vil kunne vende tilbage til dit arbejde som servicemontør og bygningsmaler i samme omfang som før skaden. Årsagen er, at jobbet indebærer mange funktioner, der vil være belastende for din skulder og angst. Det er eksempelvis løft, stræk af skulderen og højt arbejdstempo.
Du vil heller ikke kunne arbejde indenfor andre arbejdsområder til samme løn.
Du har nogle begrænsninger, når du skal finde et nyt job på det brede arbejdsmarked. Du har ingen uddannelse og vil være henvist til ufaglært arbejde. Mange af disse jobs er fysisk belastende. Det har du vanskeligt ved at klare med dine skånehensyn. Du har også altid arbejdet inden for samme branche, og det kan derfor være en udfordring for dig at skulle skifte job til en anden branche.
På trods af dine funktionsbegrænsninger har du ressourcer, der styrker dig på arbejdsmarkedet. Du har været ansat hos flere forskellige arbejdsgivere og er derfor vant til at omstille dig til nye arbejdspladser og kolleger. Du har solid erhvervsmæssig erfaring inden for det håndværksmæssige arbejde.
Din kommune oplyser, at du i perioden 3. oktober 2016 til 22. december 2016 har været i virksomhedspraktik som pedelmedhjælper. Dine opgaver har været praktiske og forefaldende opgaver. Du var glad for det, og praktikken er nu blevet forlænget. Du kan klare at arbejde cirka 17-18 timer ugentligt.
Det fremgår også af de kommunale oplysninger, at du selv gerne vil lave noget udendørs arbejde, såsom skifte reklamer ved busstoppesteder og lignende.
6
Vi vurderer, at du aktuelt, at du aktuelt vil kunne tjene cirka 170.000-200.000 kroner i et job, der tager højde for dine skånebehov.
Før skaden kunne du tjene 422.000 kroner årligt i 2014-niveau (se beregningen i afsnittet om årsløn nedenfor). Det svarer til 438.000 kroner årligt i 2017-niveau.
Det betyder, at dit samlede tab af erhvervsevne er 55 procent.
Vi kan imidlertid kun give erstatning for den del af dit tab af erhvervsevne, der skyldes arbejdsskaden. Vi vurderer, at omkring halvdelen af dit tab af erhvervsevne, med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden. Årsagen er, at du har angst, som hindrer dig i at arbejde flere timer end du gør. I vores vurdering har vi lagt vægt på, at din kommune har oplyst,
at det er en lidelse der plager dig meget. Den er både årsag til at du ikke kan være og arbejde sammen med mange mennesker og at du ikke kunne stige i tid i virksomhedspraktikken.
Vi er opmærksomme på at du har haft angst i flere år, men at den ikke hindrede dig i at arbejde inden arbejdsskaden. Der er dog tale om en sygdom, der gradvist kan udvikle sig og forværres. Vi har vurderet, at sygdommen har nået et niveau, hvor den aktuelt påvirker din arbejdsevne eller inden for kortere tid vil påvirke den.
Det betyder, at vi har fastsat dit tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden til 25 procent, indtil der foreligger en nærmere afklaring af din arbejdsevne. (…) Vi er opmærksom på, at du har en medfødt lidelse i fødderne og har været igennem en operation i begge fødder og i højre knæ mellem 2008 og 2010 som betød at du har været sygemeldt i en længere periode forud for skaden. Du overvejede om du skulle skifte erhverv, men vendte alligevel tilbage til malerfaget, som blev kombineret med montering af vinduer. Her arbejdede du frem til skadestidspunktet uden at dine gener i knæ og fødder har hindrede dig. Vi mener derfor ikke, at der er grundlag for at trække fra i din erstatning for dette.”
3.5.3 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 25 %
Den 6. april 2017, jf. sagens bilag 12, berigtigede AES afgørelsen af 15. februar 2017, jf. sagens bilag 11, da det fejlagtigt var anført, at sagsøgers tab af erhvervsevne var på 20 % og fastsatte tabet til 25 %.
3.5.4 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 35 % og udmåling
Ankestyrelsen, herefter benævnt AST, traf den 8. maj 2017 afgørelse om, at sagsøger havde et midlertidigt tab af erhvervsevne på 35 % pr. 22.
7
december 2016, jf. sagens bilag 13. Af begrundelsen fremgår det blandt andet:
”Om det samlede tab af erhvervsevne
(…)
Som følge af arbejdsskaden har du skånehensyn overfor skulderbelastende arbejde. Du kan ikke foretage kraftfulde løft eller træk med højre arm.
Vi har sammenholdt din situation med vores principafgørelse 168-11, der handler om tilkendelse af midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, såfremt det er tilstrækkeligt afklaret, at man ikke vil kunne vende tilbage til ens hidtidige arbejde som følge af arbejdsskaden.
Vi vurderer på denne baggrund, at du ikke vil være i stand til at genoptage dit tidligere arbejde som bygningsmaler. Dette arbejde indebærer mange belastende bevægelser for skulder, herunder meget tunge løft af vinduer. Arbejdet er således ikke foreneligt med dine skånehensyn.
Det fremgår af sagens oplysninger, at du blev udlært som bygningsmaler i 1986, og at du siden har arbejdet i denne profession. Du har således en omfattende erfaring inden for dette fag. Før skaden kunne du tjene 422.000 kroner årligt i 2014-niveau (vi henviser til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 15. februar 2017). Det svarer til 438.000 kroner årligt i 2017-niveau.
Vi har i denne sammenhæng lagt til grund, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fastsat din årsløn til 422.000 kroner i 2014-niveau, og at dette ikke er påklaget.
Vi lægger vægt på, at du som følge af arbejdsskaden vil være henvist til ufaglært arbejde.
Du har også skånehensyn over for stressende og psykisk belastende arbejdsopgaver som følge af din angstlidelse. Disse skånehensyn skyldes således andre forhold end arbejdsskaden.
angstlidelsen.
Vi vurderer på denne baggrund, at du aktuelt vil være i stand til at oppebære en indtægt på cirka 130.000 kroner. Det betyder, at dit samlede aktuelle tab af erhvervsevne er på 70 procent.
Om fradraget
Vi vurderer, at en del af dit nuværende erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed også skyldes dine angstlidelse, som er blevet væsentligt forværret efter arbejdsskaden.
8
Vi lægger vægt på, at du har haft angstlidelsen gennem mange år, men du har været i stand til at arbejde fuld tid som bygningsmaler, da du har været tryg ved dette arbejder. Efter arbejdsskaden har din angstlidelse udviklet sig. Denne har bevirket, at du ikke har ønske om at starte på en ny uddannelse, ligesom du har været sygemeldt grundet angsten. Angsten har ligeledes bevirket, at du ikke har kunnet øge din ugentlige arbejdstid til mere end 17-18 timer ugentligt, da du har været under virksomhedspraktik som pedelmedhjælper.
I forhold til størrelsen af fradraget har vi skønsmæssigt fastsat det til 1/2. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at arbejdsskadens følger ikke indebærer, at du har behov for en nedsat ugentlig arbejdstid, men vi vurderer, at arbejdsskaden er den væsentligste årsag til, at du har måttet opgive at arbejde som bygningsmaler.”
AES udmålte derpå erstatning baseret på denne AST afgørelse, jf. sagens bilag 14.
3.5.5 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 30 % / 35 %
AES traf den 12. februar 2018 afgørelse om, at sagsøgers midlertidige tab af erhvervsevne var 30 %, jf. sagens bilag 15. Af begrundelsen fremgår det blandt andet:
”(…)
Du modtager ledighedsydelse, fordi du er visiteret til et fleksjob. Vi skal derfor træffe en midlertidig afgørelse om dit tab af erhvervsevne. Det betyder, at vi vil vurdere din ret til erstatning igen på et senere tidspunkt.
Dit tab af erhvervsevne er fastsat ud fra forskellen mellem ledighedsydelsen, og hvad du kunne have tjent uden arbejdsskaden.
Før skaden kunne du tjene 422.293,96 kroner årligt (se beregning i vores afgørelse om årsløn af 15. februar 2017). Det svarer til 437.557,6 kroner årligt i 2017-niveau.
Din aktuelle indtjening er 179.557,6 kroner årligt (se beregning i afsnittet om aktuel løn).
Du har dermed en lønnedgang på 257.593,6 kr. Det svarer til en lønnedgang på 58,9 procent.
Det betyder, at dit samlede tab af erhvervsevne er 60 procent.
Vi kan imidlertid kun give erstatning for den del af dit tab af erhvervsevne, der skyldes arbejdsskaden. Ankestyrelsen vurderede i vores seneste afgørelse af 8. maj 2017, at omkring halvdelen af dit tab af erhvervsevne, med overvejende sandsynlighed skyldes din konkurrerende gener fra din angst. Vi har ikke modtaget oplysninger
9
om, at din helbredsmæssige situation er ændret. Det fremgår af din visitation til fleksjob, at denne ligeledes skyldes dine psykiske gener. Derfor har vi stadig nedsat dit tab af erhvervsevne med omkring halvdelen.
Det betyder, at vi har fastsat dit tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden til 30 procent, mens du modtager ledighedsydelse.”
AES genvurderede den 3. maj 2018, jf. sagens bilag 16, afgørelsen af 12. februar 2018 og vurderede, at sagsøgers midlertidige tab af erhvervsevne i perioden fra den 25. oktober 2017 til den 31. december 2017 var 30 %, og at sagsøgers tab af erhvervsevne fra den 1. januar 2018 var 35 %.
3.5.6 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 25 %
Den 16. august 2018, jf. sagens bilag 17, traf AES afgørelse om, at sagsøgers midlertidige tab af erhvervsevne nu var 25 %, idet sagsøger var kommet i nyt midlertidigt fleksjob.
3.5.7 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 55 % /40 %
Den 25. juli 2019, jf. sagens bilag 18, traf AES afgørelse om, at sagsøgers midlertidige tab af erhvervsevne nu var 55 % pr. 1. januar 2019, idet sagsøger var blevet opsagt fra fleksjobbet pr. 31. december 2018. AES genvurderede den 3. september 2019, jf. sagens bilag 19, afgørelsen af 25. juli 2019 og vurderede, at sagsøgers midlertidige tab af erhvervsevne fra den 1. januar 2019 var 40 %.
3.5.8 Afgørelse – midlertidigt erhvervsevnetab 25 %
Den 6. august 2020, jf. sagens bilag 55, traf AES afgørelse om, at sagsøgers midlertidige tab af erhvervsevne nu var 25 % pr. 2. marts 2020, idet sagsøger var blevet ansat i fleksjob som pedel hos Virksomhed ApS 2 9 timer ugentligt pr. 2. marts 2020.
3.6 Sagens behandling hos Topdanmark og selskabets betalinger
3.6.1 Periode 1 – den 17. april 2015 til 30. september 2015
Topdanmark betalte den 5. april 2016 erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til sagsøger med kr. 91.782,77. Beløbet dækkede sagsøgers midlertidige indtægtstab for perioden 17. april 2015 til 30. september 2015, jf. sagens bilag 6, side 2.
3.6.2 Periode 2 - den 1. november 2015 til den 21. december 2016
10
Derer mellem parterne enighed om, at sagsøger ikke er berettiget til
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. november 2015 til den 21. december 2016.
3.6.3 Periode 3 – den 22. december ff.
Topdanmark accepterede ved brev af 19. juli 2018, jf. sagens bilag 7, at
betaleerstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra og med den 22. december
2016.
Topdanmarktilbød samtidig at betale endelig erstatning for tab af
erhvervsevne på 25 procent.
Som anført ovenfor var sagsøger pr.2. maj 2018 blevet ansat i fleksjob som
pedelmedhjælper ved Virksomhed 3, jf. sagens bilag 36-38 og
hanhavde været gennem 3 virksomhedspraktikker, der viste hvad han
formåedearbejdsmæssigt med samtlige sine helbredsmæssige
udfordringer. Han skulle i fleksjobbet arbejde 10 timer ugentligt med en
effektivitetpå 60 % og han blev aflønnet for en arbejdstid på 6 timer
ugentligt.
Af Topdanmarks brev af 19. juni 2018 til sagsøgers daværende advokat fremgår det blandt andet:
”I forbindelse med min gennemgang af sagen har jeg også set på, om
vikunne komme med vores midlertidige bud på det endelige
erhvervsevnetab.
Ud fra oplysningerne i den sociale sag, er det vores opfattelse, at der er et forsvarligt grundlag for dette.
Det fremgår af oplysningerne, at din klient har fået tilkendt flexjob fra den 24. oktober 2017.
Jeg kan også se, at din klient har andre lidelser som gør, at han ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på fuld tid.
Her lægger vi vægt på, at din klient lider af agorafobi - angst - og det er faktisk den væsentligste årsag til, at han ikke kan komme tilbage på fuld tid.
Det er så udtalt, at han ikke kan arbejde sammen med andre, kan ikke spise frokost sammen med sine kolleger - endda ikke drikke en kop kaffe sammen med dem.
Denne lidelse er ikke en følge af uheldet den 13. april 2015 - hvilket
ArbejdsmarkedetsErhvervssikring også har konkluderet i deres
midlertidige afgørelser.
11
Derudover kan jeg se, at din klient også har fået konstateret en diskusprolaps i nakken, hvorfra han også har gener, som hindrer ham i at arbejde.
Endelig vil jeg heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at din klient i 2011 fik overrevet sit korsbånd og skadet sin menisk, hvorfor han også har skånehensyn i forhold til sit ben.
Hvis vi ser isoleret på den skade, som vores kunde har forvoldt din klient, er det alene skulderskaden.
Her har din klient fået 10 % i varigt men som følge af ubehag i højre skulder, skurren, smerter ved belastning, nedsat kraft, let nedsat bevægelighed, skånehensyn i forhold til løft, træk og kraftfulde bevægelser.
Vi har vurderet, at med den skade, som vores kunde har forvoldt, burde din klient arbejde fuldt ud i et erhverv, som ikke er skulderbelastende.
Din klient har tidligere oplyst til kommunen, at kunne se sig selv som chauffør, som f. eks. køre mad ud til ældre mennesker.
Endvidere er der også vores opfattelse, at din klient kunne arbejde som p-vagt.
Det er alene hans angst, som hindrer ham i at gøre dette.
Selvom din klient ville kunne arbejde på fuld tid, er det også vores opfattelse, at din klient ikke ville kunne opnå den løn, som han havde, inden han kom til skade.
Derfor mener vi, at det midlertidige bud på det endelige erhvervsevnetab er 25 %.”
Topdanmark betalte erstatning svarende til 25 % i overensstemmelse hermed, dvs. kr. 913.552 i februar 2019. Der er mellem parterne enighed om, at sagsøgers ret til tabt arbejdsfortjeneste ophørte pr. 18. februar 2019, hvis sagsøgte har ret til at bringe Sagsøgers ret til tabt arbejdsfortjeneste til ophør (gennem betaling af erstatning for tab af erhvervsevne efter EAL).”
Anbringender
Malerforbundet i Danmark som mandatar for Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende:
”Det gøres gældende, at sagsøgte ikke kan frigøre sig fra forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved at skønne over det fremtidige erhvervsevnetab og udbetale i overensstemmelse hermed.
12
Sagsøgte er derimod forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til, at Sagsøger er endeligt erhvervsmæssigt afklaret, hvilket i arbejdsskadesager vil sige, når arbejdsskademyndighederne har truffet endelig afgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i denne sag ikke truffet endelig afgørelse.
Det gøres gældende, at skadevolder ved ulykker som både omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven og erstatningsansvarsloven ikke har mulighed for at bringe forpligtelsen til betaling af tabt arbejdsfortjeneste til ophør, ved selv at foretage et rimeligt skøn på et forsvarligt grundlag samt udbetale erstatning for erhvervsevnetab i overensstemmelse hermed.
Bestemmelsen i erstatningsansvarsloven § 2, for så vidt angår skøn over fremtidig erhvervsevne, finder alene anvendelse i sager, der udelukkende er omfattet af erstatningsansvarsloven.
Retsstillingen fastslået i U2008.1386H, MS s. 211, og U2008.2601H, MS s. 225, finder ikke anvendelse, når skaden tillige er dækket efter arbejdsskadesikringsloven.
I den tidligere gældende erstatningsansvarslov (2002-loven) var der i § 2, stk. 1, 2. pkt. en direkte henvisning til arbejdsskadeforsikringsloven, MS s. 5, hvilket medførte, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, når der i arbejdsskadesagen blev truffet midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab. Den daværende henvisning til arbejdsskadeforsikringsloven medførte, at afgørelser i arbejdsskadesagen, uanset om det var midlertidige eller endelige afgørelser, indebar en afbrydelse af retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Højesteret tog principiel stilling til midlertidige afgørelsers afbrydelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i U2010 436H, MS s. 237 og U2010.451H, MS s. 249, hvor det blev fastslået, at retstilstanden ikke var i overensstemmelse med en af forudsætningerne bag erstatningsansvarsloven fra 2002.
Dette affødte en ændring af loven, jf. lov 2011-06-14 nr. 610, MS s. 6, hvorefter afgørelser om midlertidigt erhvervsevnetab i arbejdsskadesager ikke i sig selv afbryder retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører således alene, hvis og når der er grundlag for at fastslå, at skadelidte har lidt et erhvervsevnetab på 15 pct. eller mere med den virkning, at skadelidte i stedet for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er berettiget til erstatning for sit erhvervsevnetab.
13
Da det allerede er slået fast, at det alene er endelige afgørelser om erhvervsevnetab i arbejdsskadesager (og ikke midlertidige), der afbryder retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, må bestemmelsen i erstatningsansvarsloven § 2 derfor forstås således, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste udstrækkes til det tidspunkt, hvorfra en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om det varige erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen har virkning. I perioden frem til dette tidspunkt foretages der fradrag i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste med de ydelser for midlertidigt fastsat erhvervsevnetab, som skadelidte modtager i medfør af arbejdsskadeforsikringsloven (§ 17, stk. 3 og § 17a), jf. EAL § 2, stk. 2.
Det gøres gældende, at der i samspillet mellem erstatningsansvarsloven og arbejdsskadeforsikringsloven er en indre afhængighed, hvilket blandt andet kommer til udtryk i arbejdsskadefor-sikringsloven § 77, om lovens forrang. Efter denne bestemmelse nedsættes tilskadekomnes krav mod erstatningsansvarlige ”i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser … efter denne lov” . Heri er tillige indeholdt, at krav efter erstatningsansvarsloven rent beløbsmæssigt ikke kan opgøres, før kravet efter arbejdsskadesikringsloven kendes, jf. herved Bo von Eyben i Personskadeserstatning, MS s. 184.
Højesteret har i flere afgørelser fastlagt, hvorledes erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven samvirker, når erhvervsevnetab skal håndteres i en personskadesag, der er omfattet af begge regelsæt. Problemstillingen behandles i U1995.843H, MS s. 193, U1996.674H, MS s. 196, U2017.2583 H, MS s. 293, og U.2018.3616H, MS s. 301.
Højesteret har i alle dommene fastslået, at krav om erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven – når det også er omfattet af arbejdsskadesikringsloven – ikke forfalder, før sagen efter arbejdsskadesikringsloven er endelig afgjort.
Dette er også i overensstemmelse med Højesterets præmisser i U.2009.138H, MS s. 231, hvor Højesteret anførte:
” Efter ordlyden af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., og dens forarbejder må bestemmelsen forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller« mellem de to erstatningsposter.”
14
Sagsøgers ret til erhvervsevnetabserstatning indtræder således ikke før arbejdsskademyndighederne endeligt har afgjort sagsøgers krav på erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Det betyder overført til denne sag, at Sagsøger ikke kan gøre krav på yderligere erstatning for erhvervsevnetab så længe, der ikke er truffet en endelig afgørelse herom i arbejdsskadesagen. Omvendt er det sagsøgtes synspunkt, at de har en ret til selv at fastsætte erhvervsevnetabet såvel midlertidigt som endeligt, uden at Sagsøger kan få prøvet denne fastsættelse. Det er denne ”ubalance” mellem skadelidtes og skadevolders retlige position, der gør sagen principiel.
Da Sagsøgers krav om yderligere erstatning for erhvervsevnetab ikke var forfaldent, da sagsøgte betalte erstatning for 25 %, betyder det efter sagsøgers opfattelse, at betalingen ikke sker som følge af en forpligtelse, men alene er udtryk for en frivillig betaling.
Tilkendes forsikringsselskaberne en særlig ret til at kunne skønne og udbetale erhvervsevne-tabserstatning i henhold til erstatningsansvarsloven inden, der er truffet endelig afgørelse i arbejdsskadesagen med den betydning, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, efterlades skadelidte tidsmæssigt i et juridisk tomrum frem til den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen. Et juridisk tomrum, idet skadelidte ikke har mulighed for, eller ret til at anfægte forsikringsselskabets skøn og udbetaling, idet spørgsmålet om erstatning mv. efter arbejdsskadeforsikringsloven ikke er afgjort, jf. U1995.843H. Dette juridiske tomrum kan også betegnes som et ”hul” mellem betalingerne for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og den rette erstatning for erhvervsevnetab efter
erstatningsansvarsloven.
Det gøres gældende, at en eventuel udbetaling af erstatning for erhvervsevnetab inden endelig afgørelse i arbejdsskadesagen må betragtes som en a conto-betaling af erstatning uden egentlig afbrydelsesvirkning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. En skade, som både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og af erstatningsansvarsloven, og hvor skadelidte kræver et overskydende beløb for erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven, kan skadelidte i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 77 først kræve det overskydende beløb betalt, når arbejdsskadesagen er afsluttet.
Stadfæstes en praksis om, at forsikringsselskabet kan skønne og udbetale erstatning for erhvervsevnetab i disse sager, påtvinges Sagsøger en yderligere ubestemt ventetid, før han kan opnå den erstatning, der tilkommer ham, hvilket er åbenbart urimeligt. Af den årsag bør bestemmelsen i erstatningsansvarsloven § 2 læses og forstås i lyset af dette
15
således, at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste først ophører, når der træffes endelig afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven.
Forsikringsselskabet skøn og udbetaling af erstatning for erhvervsevnetab kan sidestilles med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring midlertidige afgørelser, hvilket lovændringen i 2011 gjorde op med, idet der politisk ikke var vilje til ”huller” eller overlap af de forskellige erstatningsformer. Sagsøger er opmærksom på, at der i de to vurderinger er forskel i det tidsmæssige aspekt af vurderingerne, men retsvirkningen er identisk, nemlig at kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste afbrydes.
Afslutningsvis bemærkes, at Østre Landsret i U2022.575Ø, MS s. 323, har vurderet, at den ansvarlige skadevolder i overensstemmelse med præmisserne i særligt U2008.1386H og U2008.2601H også i sager omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og hvor der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab, på et forsvarligt grundlag kan skønne over skadelidtes erhvervsevnetab og foretage betaling svarende hertil, hvorved retten til tabt arbejdsfortjeneste bringes til ophør. Det resultat svarer således til sagsøgtes synspunkt i denne sag. Procesbevillingsnævnet har på baggrund af ansøgning om anketilladelse, MS s. 357, givet anketilladelse, og dommen er anket til Højesteret.”
Sagsøgte ApS har i sit sammenfattende processkrift anført følgende:
”Det spørgsmål, sagen rejser er om skadevolder når skadelidte er omfattet af såvel EAL som ASL overhovedet er berettiget til at bringe erstatningen til ophør.
Spørgsmålet er:
Må skadevolder indhente en EAL § 10 udtalelse og/eller selv skønne over skadelidtes fremtidige endelige tab af erhvervsevne og under overholdelse af de betingelser der bl.a. er opstillet i U.2008.1386H samt U.2016.802 bringe skadelidtes rette til tabt arbejdsfortjeneste til ophør (ganske som skadevolder ville hvis skadelidte alene var omfattet af EAL) eller er skadevolder forpligtet til at vente på ASL sagen og betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste så længe der ikke er truffet endelig afgørelse i skadelidtes ASL sag.
Det følger som anført af erstatningsansvarslovens (EAL) § 2, stk. 1, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen.
16
Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Der findes efter ordlyden af EAL § 2, stk. 1, to stoptidspunkter, når det gælder periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste.
Såfremt skadelidte kan komme til at arbejde igen i et sådant omfang, at skadelidte ikke lider et varigt tab, der berettiger til erstatning for tab af erhvervsevne, er der krav på tabt arbejdsfortjeneste indtil skadelidte kan eller burde kunne arbejde igen, jf. EAL § 2, stk. 1, 1. pkt. (det ene stoptidspunkt).
Kan skadelidte derimod ikke komme til at arbejde igen i et sådant omfang,
at skadelidte lider et varigt tab, der berettiger til erstatning for tab af erhvervsevne, er der krav på tabt arbejdsfortjeneste indtil det varige tab af erhvervsevne kan bedømmes, jf. EAL § 2, stk. 1, 2. pkt. (det andet stoptids-punkt).
Som anført er der, jf. den nugældende (og dermed også den på skadetidspunktet gældende) bestemmelse, hvor skadelidte er påført et tab af erhvervsevne på 15 procent eller derover, krav på tabt arbejdsfortjeneste indtil det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Et ansvarsforsikringsselskab er i sager omfattet af ASL ikke forpligtet til at afvente den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen.
Selskabet har ret til selv at foretage en vurdering af erhvervsevnetabet i henhold til EAL.
Det er alene en forudsætning – som i alle andre sammenhænge, når det gælder EAL § 2 og EAL § 5 – at der er grundlag for at skønne, at der udøves et kvalificeret rimeligt skøn, og at der betales fuld erstatning i henhold hertil. Sker dette hører retten til tabt arbejdsfortjeneste op, uanset at der ikke er truffet endelig afgørelse i skadelidtes arbejdsskadesag.
Der er ikke grundlag for at forstå Højesterets udtalelser i U.2008.1386H, og U.2008.2601H (samt i øvrigt senere domme f.eks. U.2014.184H eller U.2016.802H) således, at de alene vedrører skader, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Det er i overensstemmelse med retspraksis.
17
Det følger også af beskrivelsen af gældende ret i afsnit 2.4.2.2. i bemærkningerne til forslag til den ved lov nr. 610 af 14. juni 2011 senere vedtagne ændring af lov om erstatningsansvar og lov om arbejdsskadesikring (lovforslag nr. 136 af 9. februar 2011) og ikke mindst formålet med lovændringen som blev gengivet gang på gang gennem det lovforberedende arbejde.
Det lovforberedende arbejde cementerede at formålet lovændringen alene var at sikre, at en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab efter ASL § 17, stk. 3, ikke længere bragte retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør, og at erstatningsydelsen efter ASL skulle fradrages, jf. § 2, stk. 2, i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste (for den ”samme” periode).
Ændringen havde alene til formål at sikre ligestilling og give de skadelidte omfattes af ASL samme rettigheder når det gælder tabt arbejdsfortjeneste om de ”rene EAL’er” og dermed at sikre, at en afgørelse om ret til midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter ASL § 17 ikke længere medførte, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte.
Det vil sige, at formålet var at rette op på og fjerne forskelsbehandlingen der var en følge af U.2009.138H, U.2010.436H samt U.2010.451H, hverken mere eller mindre.
Formålet var således ikke at give den skadelidte (sagsøger) omfattet af begge regelsæt en bedre retsstilling end den retsstilling som skadelidte, der alene var omfattet af EAL, havde på tidspunktet for lovændringen. Den retsstilling er gennemgået ovenfor se U.2008.1386H samt U.2008.2601H.
Den retsstilling sagsøger plæderer for giver ham en bedre retsstilling end hvad der følger af U.2008.1386H m.fl., hvorefter skadevolder, sagsøgte, har ret til af egen drift (hvis betingelserne er opfyldt) at bringe retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør. Højesteret afviste i U.2008.1386H bl.a. og netop et synspunkt om der kun helt undtagelsesvis kunne være behov for midlertidige vurderinger. Der henvises til advokat Karsten Højs principale påstand som denne er gengivet i Landsrettens dom.
Dertil kommer, at Højesteret med U.2021.4752H har fastslået, at et ansvarsforsikringsselskab, der har udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, ikke kan indtræde i skadelidtes krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning for samme periode.
Højesteret har endelig med U.2022.2136H fastslået, at et ansvarsforsikringsselskab ikke kan standse udbetalingen af erstatning for
18
tabt arbejdsfortjeneste som følge af en midlertidig afgørelse om er-hvervsevnetab og blev dømt til at betale rente af de løbende fremsatte erstatningskrav.
Det fremgår af EAL § 16, stk. 1, 2. og 3. pkt. at er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.
Sagsøgte skal altså løbende forrente krav efter EAL § 2, selvom kravets korrekte størrelse ikke kan opgøres. For så vidt sagsøgte betaler for meget i erstatning – fordi der ikke er sket fradrag som fastlagt i EAL § 2, stk. 2, for midlertidige ASL ydelser, kan sagsøgte ikke indtræde i sagsøgers ret til disse løbende ydelser efter ASL (der skulle være fragået) og kan ej heller søge det for meget erlagte tilbage.
Med EAL 2011-lovændringen, blev der derfor i mere end en forstand skabt en retsstilling, hvor de skadelidte der også er omfattet af ASL kan opnå erstatning efter EAL § 2 der stiller dem væsentligt bedre end de skadelidte der ”rent” omfattes af EAL.
Heroverfor står, og det medgiver sagsøgte, at sagsøger der er omfattet af ASL modsat de skadelidte, der alene omfattes af EAL, ikke kan vælge kun at rejse sit krav efter EAL, jf. U.1995.843H samt U.1996.674H. Begge domme fastslog, at skadelidte i en sag, der er omfattet af ASL, ikke kan vælge i stedet at forfølge et krav efter EAL, før spørgsmålet om erstatning m.v. efter ASL er afgjort. Den retsstilling har EAL 2011-lovændringen ikke forandret.
Der er enighed om, at sagsøger ikke selv kan bringe retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør i en differencekravssag (hvor de er lidt et tab af erhvervsevne) i.e. han skal afvente, at der i ASL sagen træffes endelig afgørelse om tab af erhvervsevne.
Det ændrer imidlertid ikke ved at sagsøgte også med henvisning til
arbejdsfortjeneste til ophør.
Det gøres gældende,
19
at sagsøgte ikke er forpligtet til at afvente den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen og
at sagsøgte som ansvarsforsikringsselskab har ret til selv at foretage en vurdering (et rimeligt skøn) af erhvervsevnetabet i henhold til EAL.
Det gøres videre gældende,
at sagsøgte dermed kan frigøre sig fra at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og
at sagsøgte ikke er forpligtet til – forud for sagsøgtes egen vurdering af erhvervsevnetabet – at indhente en vejledende udtalelse fra AES.
Sagsøgers krav på tabt arbejdsfortjeneste ophørte med betaling af erstatningen for erhvervsevnetab, og der er ikke noget ”hul” mellem betalingerne for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne. I overensstemmelse med de af Højesteret opstillede vilkår for at bringe tabt arbejdsfortjeneste til ophør, jf. bl.a. gengivelsen af U.2008.1386H i U.2008.2601H, har Topdanmark Forsikring A/S nemlig da selskabets var af den opfattelse, at der var (1) grundlag for at skønne over sagsøgers fremtidige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere mente sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, (2) udøvet et rimeligt skøn og (3) udbetalt erhvervsevnetabserstatning i forhold hertil. Sagsøger stilles dermed ikke ringere end den ”rene EAL’er” der også må tåle at retten til tabt arbejdsfortjeneste ensidigt kan bringes til ophør, hvis – vel at mærke – betingelserne herfor er opfyldt. Modsat den ”rene EAL’er” modtager sagsøger, uagtet retten til tabt arbejdsfortjeneste er bragt til ophør, fortsat løbende midlertidige ydelser for tab af erhvervsevne efter ASL, idet disse ikke kan fradrages i erstatningen for tab af erhvervsevne efter EAL. Der er efter EAL derfor intet hul og intet overlap.
Sagsøgte har som anført ovenfor betalt erstatning for tab af erhvervsevne i februar 2019 med kr. 913.552.
Retten til tabt arbejdsfortjeneste er derfor bragt til ophør, se da også U.2022.575Ø samt U.2022. 3671V, og sagsøger har ikke yderligere krav på tabt arbejdsfortjeneste.
At skadelidte ikke har tilsvarende rettigheder og skal forfølge sine krav i henhold til ASL kan ikke føre til noget andet resultat.”
Landsrettens begrundelse og resultat
20
Som følge af den procesaftale, som parterne har indgået under sagens forberedelse, og som er gengivet ovenfor, angår sagen alene spørgsmålet om, hvorvidt Sagsøgte ApS' betaling af erstatning for et midlertidigt fastsat erhvervsevnetab den 11. februar 2019 bragte retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør, eller om retten hertil først ophører, når der er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven.
Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Som anført i Højesterets dom af 11. marts 2008 (gengivet i U2008.1386H) følger det af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, § 5, stk. 2, § 10, stk. 1, og § 16, stk. 1, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt grundlag for - eventuelt midlertidigt - at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale erstatning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings) udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.
Der er ikke grundlag for at forstå Højesterets udtalelse således, at den alene vedrører skader, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, hvilket også er lagt til grund i domme afsagt af Østre Landsret gengivet i U2010.1797 og U2022.575 og af Vestre Landsret gengivet i U2010.2771 og U2022.3671. Dette er også i overensstemmelse med beskrivelsen af gældende ret i afsnit 2.4.2.2. i bemærkningerne til forslag til den ved lov nr. 610 af 14. juni 2011 senere vedtagne ændring af lov om erstatningsansvar og lov om arbejdsskadesikring (lovforslag nr. 136 af 9. februar 2011).
Da Sagsøgte ApS' betaling af erstatning for et midlertidigt fastsat erhvervsevnetab den 11. februar 2019 således bragte retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, selv om der ikke er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven, tager landsretten den påstand om frifindelse, som Sagsøgte ApS har nedlagt, til følge.
21
Efter sagens udfald skal Malerforbundet i Danmark som mandatar for Sagsøger i delvise sagsomkostninger betale 25.000 kr. til Sagsøgte ApS.
Beløbet, derer uden moms, vedrører udgifter til advokatbistand. Der er ved
fastsættelsenaf beløbet lagt vægt på sagens værdi henholdsvis før og efter
indgåelsen af parternes procesaftale og på sagens omfang og forløb.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte ApS frifindes.
I sagsomkostninger skal Malerforbundet i Danmark som mandatar for SagsøgerSagsøger inden 14 dage betale 25.000 kr. til Sagsøgte ApS. Beløbet
forrentes efter rentelovens § 8 a.