Gå til indhold
Tilbage til søgning

Tiltale for to overtrædelser af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 11, nr. 2, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 7. Påstand om ubetinget frakendelse af førerret

Retten i RandersStraffesag1. instans10. september 2010
Sagsnr.: 16553/22Retssagsnr.: SS-2319/2009-RAN
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Retten i Randers
Rettens sagsnummer
SS-2319/2009-RAN
Sagstype
Øvrige straffesager
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
16553/22
Sagsemner
Færdsel
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden

Dom

RETTEN I RANDERS

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 10. september 2010

Rettens nr. 28-2319/2009

Politiets nr. 4200-90307-00002-08

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

CPR nr. (Født 1968)

Anklageskrift er modtaget den 17. juli 2009.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af

1.

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 11, nr. 2, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 7, ved onsdag den 4. juli 2007 under kørsel med lastbil Reg. nr. at have undladt at afbryde kørslen i mindst 45 minutter efter 4½ times kørsel, idet de afholdte pauser indenfor køretiden på 7 timer og 45 minutter var på ikke over 22 mi-nutter, hvilket udgjorde en overskridelse på 72 %.

2.

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 11, nr. 2, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 7, ved torsdag den 5. juli 2007 under kørsel med lastbil Reg. nr. at have undladt at afbryde kørslen i mindst 45 minutter efter 4½ times kørsel, idet de afholdte pauser indenfor køretiden på 6 timer og 50 minutter var på ikke over 24 mi-nutter, hvilket udgjorde en overtrædelse på 51 %.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har endvidere påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendel-sen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 6, jf. § 126, stk. 1, nr. 7.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Std 75273

Side 2/3

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at han kørte lastbil de nævnte dage. Han kørte, som det fremgår af de fremlagte skiver. Foreholdt bilag B-3 har tiltalte om forhold 1 forklaret, at han den 4. juli startede kørslen kl. 04.30. Han kørte til kl. 04.52, hvor han startede den første pause. Han startede igen kl. 05.30 og kørte til kl. 10.25. Derefter holdt han pause til kl. 10.50. Han kørte videre til 11.55, hvorefter han holdt pause til kl. 12.05. Han afsluttede kørslen kl. 16.20. Den første pause, som skal være minimum 15 minutter, holdt han således fra kl. 04.52 til kl. 05.30. Den næste pause holdt han fra kl. 10.25. Han erkender, at denne kun blev på 24 minutter, selv om den skal være 30 minutter. Dette skyldes, at han havde en aftale om, at bilen skulle læsses inden kl. 12. Han mener ikke, at en pause på over 30 minutter kan regnes som en afbrydelse af kørselsforløbet.

Foreholdt bilag B-4 har tiltalte om forhold 2 forklaret, at han den 5. juli star-tede kørslen kl. 03.40. Han holdt pause fra lige før kl. 05.00 til kl. 05.34 og igen fra kl. 09.15 til kl. 09.36. Den næste pause holdt han fra kl. 12.55 til kl. 13.05. Han afsluttede kørslen kl. 15.05.

Politiassistent Vidne, Nationalt Færdselscenter, Tungtvognssektio-nen, har som vidne forklaret, at de kigger på lastbilens skive for at se, hvor-når en ny kørsel påbegyndes. De ser efter, om der derefter er de lovpligtige pauser på 30 minutter, som afbryder kørselsforløbet. Pausen kan også være opdelt i én pause på 10 minutter og én på 25 minutter. Hvis der er holdt en pause på 30 minutter eller mere, starter et nyt kørselsforløb. Egentlig skal pausen være på 45 minutter, men det er vedtaget, at man accepterer 40 minutter. Pausen på 45 minutter kan være delt op i en kort på 15 minutter (10 minutter accepteres) og 30 minutter (25 minutter accepteres).

Foreholdt bilag B-3 har vidnet om forhold 1 forklaret, at de regnede køre-tiden fra kl. 04.30 til kl. 04.50. Derefter var der pause til kl. 05.30. Den næste pause var fra kl. 10.25 til kl. 10.45. Den sidste pause var for kort til at afbryde kørselsforløbet, og de regnede derfor køretiden frem til kl. 16.20. Denne udregningsmetode er godkendt at Rigsadvokaten og Justitsministe-riet.

Foreholdt bilag B-4 har vidnet om forhold 2 forklaret, at der blev kørt fra kl. 03.45 til kl. 04.55. Derefter var der pause til kl. 05.35. Næste pause var kl. 09.15 til kl. 09.35. Derefter blev der kørt videre til kl. 15.05. De små pauser, der holdes løbende, trækkes fra, når køretiden beregnes.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at tiltalte i forhold 1 holdt pause fra kl. 04.52 til kl. 05.30 og i forhold 2 fra kl. 05.00 til kl. 05.34, således at

Side 3/3

han i begge tilfælde har holdt pause på over 30 minutter inden han igen påbe-gyndte kørslen. I overensstemmelse med Justitsministeriets cirkulære nr. 9293 af 30. marts 2007, punkt 2, og Østre Landsrets dom af 22. februar 2010 lægger retten til grund, at disse pauser herved har afbrudt opmålingspe-rioden. Retten finder ikke, at denne fortolkning medfører et resultat, som er i strid med forordningens artikel 7, hvis formål er at tilgodese hensyntet til færdselssikkerheden.

Idet tiltalte herefter har kørt som anført i anklageskriftets forhold 1 og 2, fin-der retten under disse omstændigheder i det hele tiltalte skyldig efter ankla-geskriftet.

Straffen fastsættes derfor til en bøde på 12.200 kr., jf. Justitsministeriets be-kendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 11, nr. 2, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 7.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Da der til samtidig påkendelse foreligger to kørsler, som hver især medfører betinget frakendelse , jf færdselslovens § 125, stk. 1 nr. 6 , skal der ske en u-betinget frakendelse, som passsende kan fastsættes til 6 måneder jf. færdsels-lovens § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 128 stk. 1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte skal betale en bøde på 12.200 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræ-ves kørekort, i 6 måneder fra endelig dom.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Dommer

Oplysning om appel

2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 16554/22
Rettens sags nr.: SS-2094/2010-VLR
Afsluttet
1. instansRetten i RandersRAN
DDB sags nr.: 16553/22
Rettens sags nr.: SS-2319/2009-RAN
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
4200-90307-00002-08
Påstandsbeløb