Gå til indhold
Tilbage til søgning

Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2 – vold mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold. Påstand om erstatning

Retten i HjørringStraffesag1. instans15. juni 2010
Sagsnr.: 16545/22Retssagsnr.: SS-1188/2010-HJO
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Retten i Hjørring
Rettens sagsnummer
SS-1188/2010-HJO
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
16545/22
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden; PartsrepræsentantAnne-Lisa Andersen; PartsrepræsentantKnud Dalsgaard Hansen; PartsrepræsentantMarianne Fruensgaard

Dom

RETTEN I HJØRRING

D O M

afsagt den 15. juni 2010

Rettens nr. SS-1188/2010

Politiets nr. 5100-73241-00185-10

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte 1

CPR nr. (Født 1970) og

Tiltalte 2

CPR nr. (Født 1971)

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 26. april 2010.

Tiltalte 1 og Tiltalte 2 er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 244 jf. § 247, stk. 2 – vold mod en person, der efter karakteren ad sit arbejde er særlig udsat for vold – ved den 2. april 2010 kl. 01.54 på Adresse i Hjørring sammen at have tildelt taxachauffør Forurettede flere slag, herunder et slag i ansigtet med knyttet hånd, idet Tiltalte 2 indledningsvis tildelte Forurettede flere slag på armen og i nakken, hvorefter Tiltalte 1 gav ham et knytnæveslag i ansigtet, hvorved Forurettede bl.a. pådrog sig en øjenskade.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Advokat Marianne Fruensgaard har fremsat påstand om en erstatning på vegne sin klient på 12.100 kr.

Advokaterne Knud Dalsgaard Hansen og Anne-Lisa Andersen har tilkendegivet, at deres klienter ikke kan anerkende kravet, hverken pligt-eller størrelsesmæssigt.

Retten henskød kravet til civilt søgsmål.

Sagens oplysninger

Std 75284

Side 2/3

Tiltalte 2 har forklaret, at han den 1. april 2010 holdt fødsels-dagsfest. Der var 8-9 gæster, som var hans kammerater. Tiltalte 1 var en af gæ-sterne. Han havde drukket lidt, men ikke så meget. Han havde fået lidt øl, og han følte sig ikke beruset. En gæst ringede efter en taxa, fordi de ville til by-en. De var en 5-6 stykker, der ville til byen. Han satte sig selv ind i taxaen på bagsædet i højre side. Der var nogle af de andre, der også satte sig ind i taxaen. Han talte ikke med taxachaufføren. Han forstår ikke så godt dansk. Taxachaufføren og nogle af de andre begyndte at tale højt til hinanden. Han har ikke slået taxachaufføren, og han husker ikke, om han har set andre slå ham. På et tidspunkt gik han ud af taxaen. Det var fordi de andre sagde, at chaufføren ikke ville køre dem til byen. Herefter gik de alle tilbage til lejlig-heden. Et stykke tid efter kom politiet og bad om cpr-numre.

Tiltalte 1 har forklaret, at han var til Tiltalte 2's fødselsdagsfest. Han havde fået noget at drikke. Han husker ikke hvor meget, og han var en lille smule fuld. En af hans venner ringede efter en taxa. Der kom en taxa. Han satte sig ind i taxaen på passagersædet. Taxachaufføren sagde, at han ikke ville køre med dem, fordi de var for mange. Chaufføren skubbede til ham, så han faldt ud af taxaen. Han husker ikke, hvordan chaufføren skubbede. He-refter gik han tilbage til lejligheden. Han har ikke slået taxachaufføren, og han har ikke set andre slå.

Forurettede har som vidne forklaret, at han er taxachauffør, men ef-terfølgende er han blevet afskediget. Han var blevet bedt om at køre til Adresse. Den første, der satte sig ind i taxaen, havde en smøg i munden. Han blev bedt om at ryge færdig udenfor, og han smed smøgen ud. Den pågældende satte sig på forsædet. Herefter kom der en med en drink i hånden, og han blev bedt om at drikke udenfor. Der kom yderlige-re 2, og de sagde, at der kom 2 mere. Han sagde til dem, at han kun måtte køre med 4 i bilen. De sagde til ham, at de gerne ville betale ekstra, hvis han kørte med dem alle sammen, men det afslog han. Det var mere eller mindre dem alle sammen, han snakkede med. De talte dansk. De pågældende blev rimeligt hurtigt ophidsede. Han tilbød, at han kunne ringe efter en taxa mere, men det havde de ikke råd til. Den, der sad på bagsædet i højre side, spurgte, om han var racist, og han begyndte at slå på ham på armene og i nakken. Personen på forsædet sprang ud, men vendte sig 180º og sprang ind igen og slog ham ved øjet. Han ved ikke, om det var med knyttet hånd. Senere udpe-gede han over for politiet i lejligheden de 2, der havde slået ham. Han var ikke i tvivl med hensyn til identifikationen. Ham, der slog ham på armen og i nakken, slog omkring 10 gange. Han forklarede, at han stadig er sygemeldt og får sygedagpenge fra kommunen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Vidnet Forurettede har afgivet en sikker og detaljeret forklaring om hændelsesforløbet, som retten finder troværdig.

Side 3/3

Retten finder det på denne baggrund bevist, at Tiltalte 2, efter at der var opstået en diskussion om, hvor mange der måtte være i bilen, slog vidnet flere gange dels på armen, dels i nakken, og at Tiltalte 1 efterfølgende slog vidnet i ansigtet, hvorved vidnet pådrog sig en øjenskade. Det er dog ikke bevist, at slaget var med knyttet hånd.

Volden er for begges vedkommende begået i umiddelbar forbindelse med en diskussion om, hvor mange der måtte være i bilen, og retten finder derfor, at volden er begået af de tiltalte i forening. Retten kan tiltræde, at vidnet tilhø-rer den personkreds, der er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2.

Straffen fastsættes for så vidt angår begge de tiltalte til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2.

Thi kendes for ret:

Tiltalte 1 skal straffes med fængsel i 20 dage.

Tiltalte 2 skal straffes med fængsel i 20 dage.

De tiltalte skal hver især betale de sagsomkostninger, der vedrører dem.

Dommer

Oplysning om appel

2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 16546/22
Rettens sags nr.: SS-1431/2010-VLR
Afsluttet
1. instansRetten i HjørringHJO
DDB sags nr.: 16545/22
Rettens sags nr.: SS-1188/2010-HJO
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
5100-73241-00185-10
Påstandsbeløb