Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 25. maj 2023
Sag BS-48124/2022-HJR
(1. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøger
ved Værge (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket)
mod
Udlændinge- og Integrationsministeriet
(advokat Paw Fruerlund)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 19. afdeling den 4. november 2022 (BS-18647/2021-OLR).
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard, Rikke Foersom og Peter Mørk Thomsen.
Påstande
Parterne har gentaget deres påstande.
Supplerende retsgrundlag
Som det fremgår af landsrettens dom, blev børneloven vedtaget ved lov nr. 460 af 7. juni 2001. Forslaget til børneloven byggede på betænkning nr. 1350 fra 1997 om børns retstilling og de høringssvar over betænkningen, som Justitsministe-riet havde modtaget. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår desuden bl.a. (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, lovforslag nr. L 2, s. 35-36):
”Almindelige bemærkninger
…
2
2. Faderskab
2.1. Faderskab som en status, der udløser retsvirkninger
Faderskab i retlig forstand er udtryk for en retlig relation – en retsstatus – mellem far og barn.
Herudover anvendes udtrykket genetisk faderskab som en betegnelse for det forhold, at barnet er udviklet fra mandens sædcelle. Udtrykket socialt faderskab anvendes for det forhold, at den pågældende mand – uanset om han retligt eller genetisk er far til barnet – reelt fungerer som far til dette.
Lovforslaget vedrører fastslåelse af det retlige faderskab.
Det retlige faderskab har en lang række retsvirkninger, som i dag er re-guleret dels i børneloven, dels i anden lovgivning.
En af de vigtigste retsvirkninger er, at faderen har pligt til at forsørge barnet efter de nærmere regler i børnelovens kapitel 2. Faderskab er i almindelighed en forudsætning for at få del i forældremyndigheden over barnet, jf. nærmere lov om forældremyndighed og samvær, kapitel 1. Efter lovens kapitel 2 er faderskab endvidere en betingelse for, at en mand, der ikke har barnet boende, har ret til samvær. Herudover kan det bl.a. nævnes, at far og barn har arveret efter hinanden efter arvelo-vens regler, ligesom faderskabet kan have betydning for barnets ind-fødsretlige forhold efter de nærmere regler i indfødsretsloven.
Børnelovsudvalget har ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i, at et retligt statusbegreb om faderskab bevares som betingelse for, at fa-milieretlige retsvirkninger m.v. kan indtræde. Der henvises til betænk-ningen, side 24 f.
Justitsministeriet er enig i dette synspunkt.”
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Appellant, tidligere Sagsøger er født Dato 2018 i Danmark af Værge, der er cubansk statsborger. Han er blevet til ved as-sisteret reproduktion på en klinik i Danmark med sæd fra en ”åben sæddonor” , der har dansk statsborgerskab. I hans fødsels- og dåbsattest er alene Værge registreret som forælder.
3
Den 10. februar 2020 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke er dansk statsborger. Det fremgår af afgørelsen, at han er registreret som cubansk statsborger med virkning fra fødslen.
Sagen angår, om Appellant, tidligere Sagsøger efter indfødsretslovens § 1, stk. 1, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen som følge af, at han er blevet til ved as-sisteret reproduktion med sæd fra en sæddonor, der har dansk statsborgerskab. Der er endvidere spørgsmål, om afgørelsen er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og fa-milieliv eller artikel 14 om forbud mod diskrimination sammenholdt med arti-kel 8.
Indfødsretsloven og børneloven
Efter indfødsretslovens § 1, stk. 1, erhverver et barn som udgangspunkt dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk.
Bestemmelsen bygger på et afstamningsprincip, hvorefter det er forældrenes statsborgerskab, der er afgørende for, om et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen.
Højesteret finder, at indfødsretslovens § 1, stk. 1, efter ordlyd og forarbejder må forstås i overensstemmelse med børnelovens bestemmelser om, hvem der er forælder til et barn i retlig forstand. Dette følger tillige af børneloven og dens forarbejder.
Det beror herefter på børnelovens bestemmelser, hvem der efter indfødsretslo-vens § 1, stk. 1, anses som far til Appellant, tidligere Sagsøger.
Det fremgår af børnelovens § 28, at en sæddonor ikke anses som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion, hvis sæden er done-ret til bl.a. et vævscenter, der distribuerer sæd, medmindre andet følger af § 27, § 27 a, stk. 1, eller § 27 b.
Appellant, tidligere Sagsøger er som nævnt blevet til ved assisteret reproduktion på en klinik i Danmark med sæd fra en sæddonor, og det er ubestridt, at sæddonoren ikke efter børneloven anses som far til ham.
Det følger dermed af det anførte, at sæddonoren heller ikke kan anses som far til Appellant, tidligere Sagsøger efter indfødsretslovens § 1, stk. 1.
Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse er derfor i overensstemmelse med lovens § 1, stk. 1.
4
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Ministeriets afgørelse medfører ikke, at Appellant, tidligere Sagsøger bliver statsløs, idet han som nævnt er registreret som cubansk statsborger, og det kan lægges til grund, at afgørelsen ikke har umiddelbare, negative følger for ham. Højeste-ret finder på den baggrund, at afgørelsen ikke er i strid med Menneskerettig-hedskonventionens artikel 8.
Hvis ministeriets afgørelse om, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke har dansk ind-fødsret, må anses for omfattet af Menneskerettighedskonventionens anvendel-sesområde, skal der tages stilling til, om afgørelsen er i strid med artikel 14.
Appellant, tidligere Sagsøger er med hensyn til erhvervelse af dansk indfødsret ved fødslen efter indfødsretslovens § 1, stk. 1, stillet på samme måde som andre børn født i Danmark, der ikke har en retlig forælder i medfør af børneloven med dansk statsborgerskab.
Højesteret finder, at der er en objektiv og rimelig begrundelse for, at et barns er-hvervelse af dansk indfødsret ved fødslen efter indfødsretslovens § 1, stk. 1, be-ror på, om barnet har en retlig forælder med dansk statsborgerskab.
Det gælder også, hvis et barns biologiske far i medfør af børnelovens regler ikke er retlig far til barnet. Der kan således ikke stilles krav om, at en ret til statsbor-gerskab, som er afledt af forældrenes statsborgerskab, skal være fastlagt efter andre hensyn end dem, der sagligt begrunder børnelovens regler om, hvem der er barnets retlige forældre.
Højesteret bemærker herved, at der er en objektiv og rimelig begrundelse for, at en sæddonor efter børnelovens § 28 ikke anses som retlig far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion. Som anført i forarbejderne (Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 138, s. 11-12) er det fortsat intentionen bag børneloven, at et barn så vidt muligt skal have en far. Udviklin-gen på området for sæddonation tilsiger ifølge forarbejderne, at der i et vist om-fang også bør tages hensyn til sæddonor og den frihed, som sæddonor, kvinden og kvindens ægtefælle eller partner har til at vælge donationsform og måder at etablere et familieliv på. Det fremgår endvidere, at formålet med børnelovens § 28 er at sikre en sæddonor mod at blive dømt som far til børn, der er blevet til ved hans sæd, i tilfælde, hvor det ikke har været hensigten, at sæddonor skulle være juridisk (retlig) far eller spille en aktiv rolle i barnets liv, men alene at hjælpe en videre kreds af kvinder, som han ikke kender identiteten på.
Efter det anførte finder Højesteret, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse ikke er i strid med Menneskerettighedskonventionen.
5
Konklusion
Højesteret stadfæster dommen.
Under hensyn til sagens karakter og videregående betydning skal ingen af par-terne betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskas-sen.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.