Dom
HØJESTERETS
DOM
afsagt tirsdag den 23. maj 2023
Sag BS-27519/2022-HJR
(2. afdeling)
Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant 2
(advokat Per Buttenschøn, beskikket)
mod
Top-Toy A/S under konkurs
(advokat Morten Langer)
og
Sag BS-27525/2022-HJR
Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant 1 (advokat Per Buttenschøn, beskikket)
mod
Top-Toy A/S under konkurs
(advokat Morten Langer)
og
Sag BS-27728/2022-HJR
Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Appellant 3 (advokat Sophie Becher, beskikket)
mod
Top-Toy A/S under konkurs
(advokat Morten Langer)
2
I tidligere instanser er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 30. september 2020 (BS-25020/2019, BS-25277/2019 og BS-25314/2019) og af Østre Landsrets 3. afdeling den 8. november 2021 (BS-41244/2020, BS-41265/2020 og BS-41981/2020).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben, Hanne Schmidt, Oliver Talevski og Julie Arnth Jørgensen.
Påstande
Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant 2 har for Højesteret ned-lagt påstand om, at Top-Toy A/S under konkurs skal anerkende Appellant 2's krav på principalt 298.418,25 kr., subsidiært 247.650 kr., mere subsidiært 23.471,10 kr. og mest subsidiært 19.478,09 kr. som et dividendebærende masse-krav, jf. konkurslovens § 93.
Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant 1 har for Høje-steret nedlagt påstand om, at Top-Toy A/S under konkurs skal anerkende Appellant 1's krav på principalt 274.050 kr., subsidiært 243.600 kr., mere subsidiært 21.554,49 kr. og mest subsidiært 19.159,55 kr. som et dividendebæ-rende massekrav, jf. konkurslovens § 93.
Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Appellant 3 har for Højesteret nedlagt påstand om, at Top-Toy A/S under konkurs skal aner-kende Appellant 3's krav på principalt 542.250 kr., subsidiært 450.000 kr., mere subsidiært 42.648,88 kr. og mest subsidiært 35.393,26 kr. som et dividendebærende massekrav, jf. konkurslovens § 93.
Top-Toy A/S under konkurs har nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært anerkendelse af mindre beløb end de mest subsidiære påstande.
Retsgrundlag
Konkurslovens dagældende § 56 havde følgende ordlyd:
”§ 56. Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på afta-lens vilkår.
Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkurs-dekretets afsigelse indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som massekrav.”
Ved lov nr. 896 af 21. juni 2022 blev konkurslovens § 56 ændret. Loven trådte i kraft den 17. juli 2022 og finder ikke anvendelse i disse sager. Efter lovændrin-gen har konkurslovens § 56 følgende ordlyd:
3
”§ 56. Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på afta-lens vilkår.
Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af § 93 alene medkon-trahentens krav på vederlag for tiden efter konkursbehandlingens ind-ledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., el-ler § 61, stk. 1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af konkursboet.
Stk. 3. Angår aftalen successive ydelser, omfattes af § 93 alene den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret efter konkurs-behandlingens indledning.”
Anbringender
Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant 2 og Appellant 1 og Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Appellant 3
Appellant 3 har gentaget anbringenderne for landsretten og anført navnlig, at boet
ved sin indtræden i ansættelsesforholdene også er indtrådt i de for ansættelses-forholdene vedtagne bonusaftaler, jf. konkurslovens § 56, stk. 1, og at disse skal honoreres i henhold til dagældende § 56, stk. 2.
Konkurslovens dagældende § 56, stk. 2, er alene en periodiseringsregel, og be-stemmelsen fungerer sammen med – og ikke selvstændigt ved siden af – kon-kurslovens § 56, stk. 1. Konkursboet er derfor ved sin indtræden blevet beretti-get og forpligtet af de aftaler og vilkår, der udspringer af ansættelsesforholdet. Boet er forpligtet af alle de aftaler, som den ansatte og arbejdsgiveren ærligt og redeligt har vedtaget, herunder også bonusaftalerne. Det kan ikke tillægges be-tydning, at kurator ikke havde kendskab til aftalerne om fastholdelsesbonus, idet det var kurators eget valg ikke at gennemlæse og gennemgå aftalegrundla-get forud for boets indtræden.
Alt vederlag, der udspringer af en ansættelsesaftale, er omfattet af vederlagsbe-grebet i konkurslovens § 56, stk. 2. Det har ingen betydning, om vederlag i hen-hold til ansættelsesaftalen kommer til udbetaling som en fast grundløn eller som følge af en bonusaftale. En aftalt bonus er en del af den ansattes vederlag for den ansattes arbejde i arbejdsgiverens tjeneste, hvorfor bonussen under alle omstændigheder og uanset fortolkningen af konkurslovens § 56 skal honoreres, når kurator vælger at indtræde.
Den aftalte fastholdelsesbonus modsvarede, at de i perioden frem til udbetalin-gen ikke fik lønforhøjelser, og den udgjorde reelt vederlæggelse for arbejde og skal betragtes som en løndel med udskudt betaling, jf. UfR 2012.1315 H og UfR 2017.2980 H. Da bonusserne er vedlæggelse for arbejde, er de omfattet af funkti-onærlovens § 17 a og må ligeledes anses for ”vederlag” i konkurslovens § 56, stk. 2. De skal derfor honoreres som massekrav. Selv om funktionærlovens
4
§ 17 a er forankret i ansættelsesretlig beskyttelseslovgivning, er der ikke holde-punkter for, at vederlagsbegrebet i konkurslovens § 56, stk. 2, skal fortolkes væ-sentligt forskelligt fra almindelige ansættelsesretlige principper.
Da bonusaftalerne er omfattet af funktionærlovens § 17 a, skal der tillægges fe-riepenge og pension. Bestemmelserne i aftalerne om, at bonussen ikke skal til-lægges feriepenge og pension, skal tilsidesættes.
Fastholdelsesbonussen må anses for optjent på dagen, hvor betingelserne i bo-nusaftalerne blev opfyldt. Alternativt må bonusaftalerne anses for optjent over perioden fra bonusaftalernes indgåelse og frem til det tidspunkt, hvor betingel-serne for at udbetale bonusserne blev opfyldt. I så fald skal den forholdsmæs-sige del af bonus, der kan henføres til den periode, hvor konkursboet var ind-trådt, betales som massekrav, jf. herved de mere og mest subsidiære påstande.
En fastholdelsesbonus kan ikke sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse og kan derfor ikke konkursreguleres i medfør af konkurslovens § 61.
Top-Toy A/S under konkurs har gentaget anbringenderne for landsretten og an-
ført navnlig, at konkursboet ikke kan anses for at være indtrådt i de indgåede aftaler om fastholdelsesbonus. Konkursboet indtrådte alene i ansættelsesafta-lerne. Aftalerne om fastholdelsesbonus er selvstændige aftaler isoleret fra selve ansættelsesforholdene. Boets indtræden i ansættelsesaftalerne bør ikke samtidig medføre indtræden i de særskilte bonusaftaler, der var kontraktsafvigende og isoleret fra ansættelsesaftalerne. Kurator havde ikke kendskab til aftalerne om fastholdelsesbonus.
Konkurslovens dagældende § 56, stk. 2, er en selvstændig regel, der udgør en modifikation til udgangspunktet efter § 56, stk. 1, hvorefter konkursboet ved indtræden bliver berettiget og forpligtet på aftalens vilkår. For løbende ydelser, såsom ansættelsesforhold, følger det specifikt af konkurslovens dagældende § 56, stk. 2, at konkursboet ved sin indtræden alene bliver forpligtet til at ud-rede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel op-sigelse som massekrav. Bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, idet den udgør en fravigelse fra det almindelige udgangspunkt om ligedeling.
Uanset om konkursboet måtte anses for at være indtrådt i bonusaftalerne, er fastholdelsesbonusserne ikke omfattet af begrebet vederlag i konkurslovens da-gældende § 56, stk. 2. Det følger af retspraksis, at de såkaldte ”stay on” -bonus-ser/-godtgørelser, der betales for at forhindre, at ansatte forlader deres arbejds-plads, hvis virksomheden er kommet i en økonomisk vanskelig situation, ikke er omfattet af lønprivilegiet i konkurslovens § 95. Der er ikke grundlag for at anlægge en anden fortolkning af begrebet ”vederlag” i § 56, stk. 2.
Fastholdelsesbonussen skulle ydes ud over lønnen og var hverken afhængig af medarbejdernes arbejdsindsats eller af, hvordan det gik virksomheden. Da fast-
5
holdelsesbonussen – i overensstemmelse med principperne i UfR 2012.1315 H – ikke skal anses for vederlag for arbejde, men alene præmiering til nøglemedar-bejdere for at blive i deres stillinger i en for virksomheden kritisk periode, er de heller ikke omfattet af funktionærlovens § 17 a.
Selv hvis fastholdelsesbonussen skulle blive anset for at udgøre vederlag efter § 17 a, medfører det ikke, at bonussen automatisk også må anses for vederlag efter konkurslovens § 56, stk. 2. Der er ikke grundlag for at anvende den løn-modtagervenlige fortolkning fra funktionærloven inden for konkurslovens om-råde, hvor formålet er ligedeling mellem kreditorerne. Det er da også præciseret i forarbejderne til nyaffattelsen af § 56, stk. 2, i 2022, at en stay-on bonus ikke er omfattet af bestemmelsen.
Hvis fastholdelsesbonus skal honoreres af konkursboet som massekrav, vil det alene være en forholdsmæssig andel heraf. Der skal ikke tillægges pension.
Under alle omstændigheder er konkursboet berettiget til at konkursregulere fastholdelsesbonusserne til 0 kr. i medfør af konkurslovens § 61, da bonusserne kan sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse eller et forlænget opsigelsesvar-sel.
Højesterets begrundelse og resultat
Appellant 2, Appellant 1 og Appellant 3 indgik i november 2017 aftale med deres arbejdsgiver, Top-Toy A/S, om fastholdelses-bonus (”retention bonus”) på op til tre måneders løn, der ifølge aftalerne ville blive udbetalt, hvis de forblev i deres stillinger indtil udgangen af januar 2019. Den 28. december 2018 blev Top-Toy taget under konkursbehandling. Den 10. januar 2019 indtrådte konkursboet i Appellant 2's, Appellant 1's og Appellant 3's ansættelsesforhold, og de fratrådte først deres stil-linger efter udgangen af januar 2019.
Højesteret finder, at boets indtræden i Appellant 2's, Appellant 1 og Appellant 3's ansættelsesforhold ikke alene omfattede deres ansættelsesaftaler, men tillige deres aftaler om fastholdelsesbonus.
Hvis et konkursbo indtræder i en gensidigt bebyrdende aftale, som skyldneren har indgået, bliver boet berettiget og forpligtet på aftalens vilkår, jf. konkurslo-vens § 56, stk. 1. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlag for tiden efter konkursdekretets afsigelse som massekrav, jf. konkurslovens dagældende § 56, stk. 2, som finder anvendelse i disse sager.
Som følge af konkursboets indtræden i ansættelsesforholdene har Appellant 2, Appellant 1's og Appellant 3's krav på vederlag for deres løbende arbejdsydelser for konkursboet for tiden efter konkursdekre-tets afsigelse status som massekrav, jf. konkurslovens dagældende § 56, stk. 2.
6
Konkurslovens dagældende § 56, stk. 2, er en modifikation til § 56, stk. 1, om at boet ved sin indtræden bliver forpligtet på aftalens vilkår, og Højesteret finder, at den indebærer, at Appellant 2's, Appellant 1's og Appellant 3's krav på fastholdelsesbonus kun skal honoreres som massekrav, hvis kravene må anses for vederlag for en løbende arbejdsydelse udført for bo– et. Den omstændighed, at boets indtræden i ansættelsesforholdene som nævnt også omfattede deres aftaler om fastholdelsesbonus, indebærer således ikke, at deres krav på fastholdelsesbonus skal honoreres som massekrav efter konkurs– lovens § 56, stk. 1.
Efter bevisførelsen lægger Højesteret til grund, at udbetaling af fastholdelsesbo-nus til Appellant 2, Appellant 1 og Appellant 3 alene var betinget af, at de forblev i deres stilling og udførte deres arbejdsopga-ver som hidtil indtil udgangen af januar 2019. Bonussen blev efter aftalerne ikke tillagt feriepenge, pension eller andre lønrelaterede betalinger, og der var ikke tale om honorering for en særlig arbejdsindsats. Højesteret finder derfor, at fast-holdelsesbonussen ikke havde karakter af løntillæg med udskudt betaling, men at den som anført i aftalerne udgjorde en præmiering (”award”) for at forblive i stillingen i en kritisk periode for virksomheden.
Under disse omstændigheder kan Appellant 2's, Appellant 1's el-ler Appellant 3's krav på fastholdelsesbonus efter Højesterets opfat-telse hverken helt eller delvist anses som vederlag for deres arbejde for boet for tiden efter konkursdekretets afsigelse. Deres krav på fastholdelsesbonus har derfor ikke status som massekrav, jf. konkurslovens dagældende § 56, stk. 2.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 100.000 kr. til Top-Toy A/S under konkurs.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.