Dom
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 20. november 2008
Sag 130/2008
(1. afdeling)
Rigsadvokaten
mod
Tiltalte
(advokat Michael Juul Eriksen, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Herning den 10. oktober 2007 og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. februar 2008.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Poul Søgaard, Jytte Scharling, Jon Stokholm og Michael Rekling.
Påstande
Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.
Tiltalte, har påstået stadfæstelse.
Anbringender
Anklagemyndigheden har anført, at straffen bør forhøjes til fængsel i 10 år i overensstemmel-se med udgangspunktet for straffastsættelsen i sager om drab i samlivsforhold. Det er således ikke hensigten med denne sag at rejse det principielle spørgsmål, om der generelt bør ske en skærpelse af straffene i sager om samlivsrelateret drab.
Anklagemyndigheden har nærmere gjort gældende, at Tiltaltes sindsbevægelse, da drabet blev begået, ikke har været af en sådan ekstraordinær karakter, at strafværdigheden af
- 2 -
drabet er mindre end ved andre drab i samlivsforhold. Hertil kommer, at der foreligger skær-pende omstændigheder. Der var tale om et brutalt drab ved adskillige knivstik, og drabet blev begået uden for ejendommen om aftenen, efter at Tiltalte havde overtalt Forurettede til at gå med ud.
Tiltalte har anført, at normalstraffen for drab i samlivsforhold på 10 år med rette er fraveget af både byretten og landsretten. Handlingen blev begået i stærk affekt, hvad også hans efterfølgende selvmordsforsøg viser. Der er således tale om et typetilfælde inden for området af straffelovens § 82, nr. 7.
Højesterets begrundelse og resultat
Det almindelige udgangspunkt ved fastsættelsen af straffen for drab er fængsel i 12 år, mens udgangspunktet ved drab i samlivsforhold er fængsel i 10 år. Denne forskel er begrundet i, at drab i samlivsforhold typisk er begået under indflydelse af en særlig følelsesmæssig belast-ning. På denne baggrund kan der kun under ganske særlige omstændigheder blive tale om nedsættelse af straffen i forhold til udgangspunktet på fængsel i 10 år med henvisning til straf-felovens § 82, nr. 7, om bl.a. tilfælde, hvor gerningen er begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse.
Under hensyn til det forløb forud for drabet, som landsrettens mindretal har fremhævet, finder Højesteret, at der ikke i den foreliggende sag er tilstrækkeligt grundlag for at fravige ud-gangspunktet på fængsel i 10 år med henvisning til straffelovens § 82, nr. 7.
Det bemærkes, at der efter Højesterets opfattelse ikke foreligger skærpende omstændigheder omfattet af straffelovens § 81, nr. 5 eller 10.
Efter det anførte forhøjer Højesteret straffen til fængsel i 10 år.
Tiltalte har fortsat været fængslet under anken.
Thi kendes for ret:
Tiltalte straffes med fængsel i 10 år.
- 3 -
Byrettens og landsrettens afgørelser om sagsomkostninger stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.