Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 8. april 2022
Sag BS-25729/2021-VLR
(10. afdeling)
Sydøstjyllands Politi
(advokat Aleksander Lind)
mod
Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 2
og
Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1
(advokat Kim Stensgård for begge)
Retten i Herning har den 29. juni 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-38557/2020-HER).
Landsdommerne Mogens Heinsen, Marie Kathrine Nielsen og Rasmus Lindhardt Jensen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, Sydøstjyllands Politi, har nedlagt endelig påstand om, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 tilpligtes til Sydøstjyllands Politi at betale 92.813,51 kr. med procesrente af 74.825,00 kr. fra den 2. november 2020, og at Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 2 af beløbet tilpligtes in solidum med Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 at beta-le 7.500 kr. med procesrente fra den 2. november 2020.
De indstævnte, Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, har påstået dommen stadfæstet.
2
Supplerende sagsfremstilling
Der er fremlagt supplerende bilag for landsretten, herunder anmeldelse af ar-bejdsulykke af 21. maj 2014 fra Skole 1, journalnotat fra Sydvestjysk Syge-hus vedrørende Person 1 for perioden 13. august 2015 til 12. januar 2016, anmeldelse af erhvervssygdom udarbejdet af praktiserende Læge 2 den 22. september 2015, Person 1's besvarelse af spørgeskema til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 16. oktober 2015, Person 1's beskrivelse af hændelsen til brug for speciallæge af 7. juni 2016, Psykiatrisk Erklæring udarbejdet af speciallæge i psykiatri Læge 1 af 8. juni 2016, Person 1's beskrivelse af gener efter episoden af 23. fe-bruar 2017 og journalnotat fra Klinikken for Psykiatrisk Sundhed.
Forklaringer
Person 1 har afgivet forklaring og Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 har afgi-vet supplerende forklaring.
Person 1 har forklaret, at hun siden 1999, hvor hun blev uddannet, og frem til 2014 arbejdede på fuld tid som folkeskolelærer. Skole 1, hvor epi-soden skete, er en almindelig folkeskole, hvor der også var omkring 60 speci-alskolebørn. Hun underviste de ældste specialskolebørn.
Den pågældende dag var hun vikar i en specialklasse, hvor hun og den anden lærer ved navn Person 4 blev enige om at tage eleverne med på en gåtur. Der kom en tredje lærer forbi med Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, som på daværende tidspunkt gik i en almindelig klasse. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 havde i den pågældende uge ikke alminde-lig undervisning, idet lærerne i hans klasse ikke ville have ham med på lejrtur, hvorfor han blev undervist efter et specielt skema. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 havde tidligere gået i skolens specialafdeling på indskolings- og mellemtrinet, men hun havde ikke tidligere undervist ham og havde derfor kun begrænset kendskab til ham. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 kom med på turen.
Da de var på vej ud af skolen, begyndte Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 at holde dørene, så de havde svært ved at komme ud. Udenfor slog Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 på affaldscontainerne og klap-pede lågene op og i. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 var meget urolig. De fortsatte deres tur. Hun kom til at gå med Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 på den ene side og en anden elev, Person 2, på den anden. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 provokerede Person 2, som var dårligt begavet og nemt blev opfarende og ked af det. Hun vidste, at hun skulle holde Person 2 i ro, og hun måtte derfor afle-de Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1. De gik fra skolens område mod byen forbi nogle træer. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 fandt en stor kæp, som han forsøgte at slå Person 2 med. Hun forsøgte at holde Person 2 i ro, og hun bad Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 stoppe. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 slog Person 2, og der kom blod på Person 2's kind. Person 2 fik også et slag over hånden. Hun lagde derfor armen om Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 skulder og sagde, at de skulle gå tilbage til skolen. Hun tænkte, at det ville være den bedste måde at få Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 ud af situationen på. De 15 andre ele-ver, som gik med den anden lærer, var påvirkede af situationen.
3
Da hun lagde armen omkring Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, angreb han hende i stedet. Hun fik slag med kæppen på underarmen og maven. Senere kunne hun se blødninger på maven, og hun havde i flere måneder en lang dyb ridse på armen. Samtidig med hun fik slag med kæppen, fik Person 4 trukket Person 2 væk og sikret sig, at de andre børn i alderen 16 - 19 år, blev trukket med op ad en villavej tilbage mod skolen. Flere elever var begyndt at græde. Der kom flere beboere ud af husene på villavejen, og nogle af børnene kom med ind i husene for at komme væk. Hun vurderede, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 var til fare for sine omgivelser. Efter hun hav-de værget for sig, forsøgte hun at holde Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 fast. Det gav tumult. På et tidspunkt faldt hun og slog hul på bukserne. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 sparkede hende, mens hun lå på asfalten, men hun var hurtigt oppe igen. Da var Person 4 kommet tilbage til hende. Hun og Person 4 skiftedes derefter til at holde Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 fast. Hun blev ved med at sige til Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, at hun ville slippe ham, hvis han faldt til ro. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 græd og havde svært ved at finde ro. Til sidst sagde Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 ok, hvorefter hun og Person 4 slap ham, og han gik væk. De troede, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 var gået tilbage til skolen. Pludselig kom Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 tilbage fra en have med sten i hænderne, og han gik truende og råbende hen imod hende. Hun tænkte, at det ville gå helt galt, hvis han kastede stenene. Hun følte, at hun var i livsfare. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 kastede stenene, men han ramte hverken første, anden eller tredje gang, han kom tilbage efter at have hentet sten. Efter at have kastet tre gange var Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 væk. Hun ringede til skolelederen, både fordi de havde ansvaret for Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, som de ikke længere vidste hvor var, og fordi de ikke vidste, om Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 kunne stå et andet sted. Ledelsen hentede Person 4, hende og de øvrige elever i deres privatbiler. Hun havde kæppen med tilbage til skolen, hvor den længe stod på kontoret. Forældrene blev orienteret og hun var på kontoret, hvor hun skrev et referat af hændelsen.
Hun ved, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 blev bortvist fra skolen og skulle hjemmeundervises. Hun hørte fra de andre elever, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 under hjemmeundervisningen færdedes meget ude på villavejene. Hun mener ikke, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 kom tilbage til skolen igen. Hun var efter episoden meget nervøs for, at hun skulle møde ham igen. Når hun havde parkeret sin bil, løb hun derfor ind på skolen, samtidig med hun var klar til at ringe 112.
Dagen efter episoden kom moren til Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 hen på skolen i spisepausen for at hente Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 taske og nogle bøger. Moren sagde, at hun ikke troede på, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 havde gjort, som de sagde. Hun måtte løfte op i sin trøje og vise rifter-ne på sin mave og de blå mærker på armene. Hun gik op til skolelederen, da det var ubehageligt, at moderen var konfronterende. Skolelederen bad hende om at sende moren op på kontoret.
Hun synes, at det gik fint frem til sommerferien. I ferien følte hun, at hun havde influenza. Hun var i perioder så sindssygt træt, at hun næsten ikke formåede at
4
deltage i den ombygning, som de var i gang med hjemme, og under deres sommerferie i Spanien, kunne hun ikke koordinere arme og ben under sine lø-beture. Hun vidste ikke dengang, at det var angstanfald, som hun fik. Hun var bange og nervøs.
Efter sommerferien fortsatte hun på arbejde. Hun havde det ikke godt. Primo oktober 2014, hvor hun var på vej til idrætsundervisning, kollapsede hendes ben midt i skolegården, og hun kunne ikke flytte sin ene arm. Hun kom til læ-gen. Hun havde ekstremt forhøjet blodtryk og var meget svimmel. Hun blev undersøgt for, om hun havde en hjerneblødning. Hun var sygemeldt i tre uger, men der blev ikke fundet en årsag. På daværende tidspunkt overvejede hun ikke, at hun kunne have PTSD. Hun kom tilbage til sit arbejde på skolen, men hun havde det ikke godt. Hendes kolleger sagde, at hun ikke var den vanlige glade og hjælpsomme hende. Hun var i sin sædvanlige stilling frem til somme-ren 2015. Dagen inden en lejrtur var hun nødt til at melde fra. Hun lå i sin seng en hel måned. Hun kunne ikke skrive på computer eller sove. Det er derfor kor-rekt, at hun først i maj 2015 blev sygemeldt, og at det var med stress. PTSD er en stresstilstand. Hun var sygemeldt til oktober 2016, og hun blev varslet op-sagt.
Samtidig trådte den nye folkeskolereform i kraft, og mange lærere blev stresse-de. Hun havde allerede haft stress i oktober 2014. Hun blev derfor henvist til og deltog i det kursusforløb, som stressede lærere blev tilbudt. Det var i forbindel-se med den behandling, at man blev opmærksom på hendes symptomer. Hun blev inviteret til en samtale, hvor hun blev undersøgt for angst og halvvejs igennem spørgeskemaet, hvor hun blev undersøgt for PTSD, sagde psykologen, at hun havde PTSD.
Det trafikuheld, som hun forud for episoden havde været udsat for, var ikke voldsomt. Under trafikuheldet måtte hun trække ud i grøften, og det blev kate-goriseret som et traumetilfælde. Hun havde hverken psykiske eller fysiske ge-ner efter trafikuheldet. I 2014 blev hun ikke behandlet som følge af trafikuhel-det. Hvis der i en afgørelse fra AES står, at hun i 2014 gik til behandling som følge af trafikuheldet, er det ikke korrekt. Det var som følge af overfaldet. Hun valgte selv at gå til behandlingerne for at lette generne.
Det er hendes vurdering, at der ikke er tvivl om, at det er hændelsen i maj 2014, som var udslagsgivende i forhold til hendes PTSD diagnose. Hendes sag er kørt lige igennem AES. Det må underbygge, at der har været tale om livstruende situation. Hun arbejder fortsat på den samme skole og inden for specialskole-området. Hun mærker sin PTSD hele tiden, men hun har valgt at sige, at hun skal have noget ud af sit liv. Hun arbejder nu 27 timer om ugen på selvvalgt nedsat tid.
5
Da hun lagde en arm om Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 skulder og sagde, at de nu skulle gå tilbage til skolen, havde hun en dreng på hver side. Hun ville lede Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 væk fra Person 2. Hun ved ikke, om det, der står i underretningen om, at hun tog bestemt fat om Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 ryg, er skrevet på baggrund af hendes referat. Hun lavede ikke en fastholdelse på ham fra begyndelsen. Hun forhindrede ikke Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 ageren, før han havde været voldelig med kæppen. Hun er sikker på, at hun blev spar-ket. Hun kan ikke forklare, hvorfor det ikke fremgår af underretningen. I un-derretningen var der ikke plads til at beskrive alle aspekter af episoden. Hun og sekretæren blev enige om, hvad der skulle stå. Hun synes ikke, at beskrivelsen var fyldestgørende, men hun mente, at de kom så tæt på det faktiske forløb, som de kunne komme. Hun ved ikke, om der var vedlagt en beskrivelse til un-derretningen.
Hun var ikke ved lægen den 19. maj 2014, men hun tog de billeder med sin mo-biltelefon, som nu ligger i sagen. Hun fik en samtale med en psykolog fra Falck Care, som også ringede til hende to uger efter episoden. Hun fik ingen vejled-ning om, at hun burde anmelde forholdet. Hun anmeldte forholdet næsten to år efter episoden, fordi hun var blevet sygemeldt, og hendes indtægt var truet. Hun havde det ubehageligt med at anmelde en elev, som ikke havde det nemt. Hun mener, at det var den 17. maj 2016, at hun var på politistationen for at an-melde forholdet og aflevere et skema udfyldt af hendes leder.
Efter episoden var hun meget bange for, om Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 far ville komme efter hende. Det skyldtes også den omgangskreds, som andre omkring hende havde fortalt, at faren havde. På den landejendom, hvor hun bor, begyndte hun at gå og kigge sig omkring. Hun blev heldigvis ikke opsøgt.
Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 har forklaret, at han i maj 2014 gik i 5. eller 6. klasse. Han er født Fødselsdato 2002, og han var derfor lige fyldt 12 år, da episoden skete. Han havde gået i specialklasse, da han havde svært ved at lære ting og meget andet. Han kan huske den 19. maj 2014. Han var med en anden klasse på en gåtur til byen. Han havde aldrig tidligere haft Person 1 som lærer. Han hu-sker, at de diskuterede, men han husker ikke om hvad. Person 1 kom bagfra og tog bestemt rundt om hans ryg. Han syntes, at det var ubehageligt, og han fik et chok. Han signalerede, at hun skulle lade være. Han tog fat i hendes arm og fjernede den fra sin ryg. Han tror ikke, at der skete noget ved det. Han så ikke, at Person 1 faldt. Efter han havde fjernet hendes arm, gik han hjem mod skolen. Han ved derfor ikke, hvad der efterfølgende skete. Han gik samme vej tilbage til skolen, som de var gået ud. Det passer ikke, at han har slået Person 1 med en kæp, ligesom han heller ikke har sparket hende.
Dagen efter episoden mødte han ind på skolen, hvor hans rigtige lærer, som var klasselærer, hans mor og han tog en snak om episoden. Så var der ikke mere i
6
det. Han fortsatte sin skolegang. Han husker ikke, om han er blevet hjemmeun-dervist. Han kan ikke huske, hvor længe han blev på skolen.
Han går stadig på den Skole 2, som han forklarede om i byretten. Han bor på skolen. Han ved ikke selv, hvad et STU forløb er. Han skal være på sko-len i 3 år. Han tror, at det er et fleksjob, han skal have bagefter. Han får omkring 6.000 kr. i uddannelseshjælp. Han har ca. 2.000 kr. til sig selv, når hans udgifter er betalt.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Den 19. maj 2014, hvor Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 og Person 1 var på en gåtur fra Skole 1 sammen med andre elever og en anden lærer, var Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 lige fyldt 12 år.
Efter Person 1's forklaring, som støttes af underretningen til Familieaf-delingen i Kommune og anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring, lægger landsretten til grund, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 under gåtu-ren først slog en anden elev med en kæp, og at han, efter Person 1 be-stemt havde lagt en arm omkring ryggen på ham, også slog hende med kæp-pen. Det lægges videre til grund, at Person 1 og senere også Person 4 fastholdt Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, fordi det blev vurderet, at han var til fare for hende og de øvrige elever, og at Person 1 under forlø-bet, blev sparket af ham. Endelig lægger landsretten til grund, at Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 til sidst kastede sten i retning af Person 1, dog uden at ramme hende. Efter landsrettens vurdering foreligger der derfor en straffe-lovsovertrædelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i afgørelse af 27. februar 2018 vurderet, at Person 1's skade i form af posttraumatisk belastningsreaktion er for-årsaget af, at hun i forbindelse med sit arbejde blev udsat for et voldeligt over-fald begået af en cirka 13-årig dreng. På denne baggrund og efter de lægelige oplysninger i øvrigt finder landsretten, at det må anses for mere sandsynligt, at Person 1's diagnose med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), ikke ville være indtrådt uden den overstående beskrevne handling den 19. maj 2014, end at diagnosen ville være indtrådt også uden handlingen. Skaden må således anses for forårsaget af Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1, og der foreligger der-for et erstatningsansvar.
Erstatningsnævnet har henholdsvis den 4. oktober 2017, 13. maj 2019, 15. august 2019 og 7. juli 2020 truffet afgørelser om udbetaling af beløb til Person 1, vedrørende dækning af blandt andet svie og smerte og udgifter til
7
advokatbistand. Første gang, Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 blev orienteret om sa-gerne ved erstatningsnævnet, var ved Sydøstjyllands Politis høring i udateret brev sendt omkring den 23. september 2020. Sagen vedrørende regreskravet blev anlagt ved stævning af den 2. oktober 2020.
Handlingen fandt sted den 19. maj 2014, da Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 var 12 år gammel. Han er nu 20 år, og det fremgår af Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 hørings-svar af 29. september 2020, at han er bevilliget et STU-ophold på Skole 2, samt at han har fået hjælp til at læse og besvare høringen fra Østjyllands Politi. Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 har forklaret, at han forventer se-nere at skulle arbejde i fleksjob. På denne baggrund og efter omstændighederne omkring handlingen og dennes beskaffenhed finder landsretten efter en samlet vurdering, at Appelindstævnte 2's, tidligere Sagsøgte 1 erstatningsansvar helt skal bortfalde, jf. erstatningsansvarslovens § 24 a. Herefter bortfalder også Appelindstævnte 1's, tidligere Sagsøgte 2 hæftelsesansvar.
Landsretten tager derfor den af Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 nedlagte påstand om stadfæstelse til følge.
Efter sagens udfald skal Østjyllands Politi i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. inkl. moms til Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1 til dækning af udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Østjyllands Politi inden 14 dage betale 35.000 kr. til Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Sagsøgte 1. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.