Sag om, hvorvidt Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende efter EU-rettens principper om erstatning for skade påført borgere ved at have indført og opkrævet en EU-stridig afgift og ved efterfølgende at have praktiseret en EU-stridig tilbagebetalingspraksis

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 26. januar 2022 af Østre Lrets 23. afdeling   

(landsdommerne John Lundum, Hanne Aagaard og Hanne Harritz Pedersen).

23. afd. nr. B-186-16:

Lady & Kid A/S

Direct Nyt ApS

Harald Nyborg A/S og

KID-Holding A/S

(alle advokat Asbjørn de Roepstorff)

mod

Kongeriget Danmark ved Skatteministeriet

(advokat Sune Fugleholm)

Denne sag er anlagt ved Københavns Byret den 20. oktober 2015 og er ved kendelse af 25. januar 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.   

Sagen angår, om Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende efter EU-rettens principper om erstatning for skade påført borgere ved at have indført og opkrævet en EU-stridig afgift (ambien) og ved efterfølgende at have praktiseret en EU-stridig tilbagebetalingspraksis.   

Sagsøgerne, Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S, har nedlagt endelig påstand om, at Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet til sagsøgerne skal betale

a) 6.797.191 kr. og

- 2 -

b) 2.989.498 kr.

med tillæg af procesrente fra den 20. oktober 2015.

Sagsøgte, Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Indledning

Iperioden 1988-1991 blev danske virksomheder opkrævet en afgift i form af

arbejdsmarkedsbidrag (ambi), der afløste en række tidligere opkrævede arbejdsgiverafgifter. Ved dom afsagt den 31. marts 1992 af EF-Domstolen (herefter Domstolen) i sagen C-200/90 (Dansk Denkavit) blev det fastslået, at ambien var i strid med artikel 33 i 6. momsdirektiv.   

I forbindelse med skattemyndighedernes behandling af anmodninger om tilbagebetaling af opkrævet ambi skete der fuldt fradrag for den økonomiske fordel, som afskaffelsen af de tidligere arbejdsgiverafgifter havde medført. Denne tilbagebetalingspraksis blev anfægtet i fire retssager, som Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S anlagde i 1997-98 mod Skatteministeriet.   

Ved Københavns Byrets dom af 16. december 2002 blev Skatteministeriet frifundet, og byretten afslog ved kendelse afsagt samme dag en begæring om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen.

Selskaberne ankede dommen til Østre Landsret og anmodede landsretten om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen. Dette blev afvist ved Østre Landsrets kendelse af 27. september 2007. Efter gennemførelse af hovedforhandling afsagde Østre Landsret den 12. oktober 2009 kendelse om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen.   

Domstolen underkendte ved dom af 6. september 2011 i sag C-398/09 (Lady & Kid m.fl.) den danske praksis om fradrag for den økonomiske fordel, som afskaffelsen af de tidligere arbejdsgiverafgifter havde medført.   

- 3 -

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S og Skatteministeriet indgik herefter den 14. maj 2012 forlig i ankesagerne. Selskaberne hævede ankesagerne mod, at Skatteministeriet tilbagebetalte ambi med tillæg af renter, i alt ca. 92 mio. kr. Efter forliget blev det overladt til landsretten at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Den 10. januar 2013 tilkendte Østre Landsret Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S i alt 3,2 mio. kr. til dækning af udgifter til advokatbistand. Herudover blev der tilkendt beløb til dækning af retsafgift mv.   

Under denne sag har Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S fremsat krav om erstatning for tab, som selskaberne har anført at have lidt ved ikke – med Østre Landsrets kendelse af 10. januar 2013 om sagsomkostninger – at have fået fuld dækning for omkostninger til sagkyndig bistand i tilbagebetalingssagerne. Det drejer sig om udgifter til advokat- og revisorbistand på 6.797.191 kr. og et tab på 2.989.498 kr. ved ikke at have haft beløbet på 6.797.191 kr. til rådighed i tidsrummet fra betalingen af udgifterne til sagens anlæg.   

Selskaberne har navnlig anført, at Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende efter EU-retten ved at have indført og opkrævet den EU-stridige ambi og ved efterfølgende at have praktiseret en EU-stridig tilbagebetalingspraksis. Endvidere har staten tilsidesat det EU-retlige effektivitetsprincip ved at have gjort det uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af ambien. Desuden har der været handlet i strid med TEUF artikel 267, stk. 3, da henholdsvis Københavns Byret og Østre Landsret i 2002 og 2007 afslog selskabernes anmodninger om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen.   

Kongeriget Danmark ved Skatteministeriet har navnlig anført, at der ikke er handlet ansvarspådragende efter EU-retten i forbindelse med tilbagebetalingen af ambi eller i forbindelse med behandlingen af selskabernes tidligere anmodninger om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Et eventuelt erstatningsansvar som følge af ambi-lovens vedtagelse og virkning var endvidere forældet senest ved udgangen af 2001.   

- 4 -

Ambi-loven

Danmarkindførte ved lov nr. 840 af 18. december 1987 en afgift, benævnt

arbejdsmarkedsbidrag, der i daglig tale blev kaldt ambi. Ambien, som udgjorde 2,5 pct., blev beregnet på samme grundlag som moms for momspligtige virksomheder. De væsentligste forskelle fra moms var, at ambien ikke skulle betales ved import, men blev opkrævet af de importerede varers fulde salgspris ved første salg i Danmark, og at ambien ikke skulle angives særskilt ved fakturering.   

Samtidig med indførelsen af ambien den 1. januar 1988 blev der gennemført lovændringer,

hvorveden række tidligere opkrævede arbejdsgiverafgifter, der påhvilede danske

virksomheder med ca. 10.300 kr. pr. fuldtidsansat, blev ophævet.   

Baggrunden for denne omlægning af finansieringen af arbejdsgiverafgifterne var, at der var

sketbetydelige stigninger i virksomhedernes lønomkostninger, hvilket havde forringet

konkurrenceevnen. Formålet med de nævnte lovændringer var at fjerne sammenhængen mellem arbejdsgiverafgifterne og antallet af beskæftigede. Endvidere ønskede man at holde det generelle prisniveau i ro. Det var forventningen, at når der samtidig med den nye afgift blev givet en række lettelser, havde erhvervslivet som helhed ikke grund til generelt af forhøje priserne. En momsforhøjelse havde erfaringsmæssigt en tendens til umiddelbart at udløse automatiske prisforhøjelser svarende til momsforhøjelsen, idet moms blev faktureret særskilt.   

Forud for lovens vedtagelse havde en arbejdsgruppe om arbejdsgiverafgifter, der var nedsat af

dendaværende regerings koordinationsudvalg, fået foretaget en vurdering af de

fællesskabsretlige aspekter af ambien. I arbejdsgruppens rapport fra oktober 1987 konkluderedes det, at den nye afgift var en fiskal afgift, som kunne pålægges ved indenlandsk anvendelse uanset varens oprindelse og uden at være en omsætningsafgift.   

Arbejdsgruppen udarbejdede endvidere en fortrolig notits af 16. oktober 1987 om de EF-retlige aspekter af omlægningsmodellen vedrørende arbejdsgiverafgifter. I notitsen, der blev sendt til statsministeren og flere andre ministre, opsummeredes de fællesskabsretlige forhold på grundlag af den juridiske vurdering i Udenrigsministeriet, som Justitsministeriet ifølge rapporten var enig i. Af notitsen fremgår:

- 5 -

”…

Juridisk vurdering

Det er udelukket, at den nye afgift kan betragtes som en moms, der klart ikke rejser EF-retlige problemer. Den nye afgift afviger på flere punkter fra de regler om moms, der fremgår af EF’s momsdirektiver.

Det er usikkert, om modellen for omlægning af arbejdsgiverafgifter efter EF’s regler vil blive betragte[t] som en direkte skat på virksomhederne, som en ikke-fiskal afgift (arbejdsgiverafgift, dvs. en afgift til finansiering af sociale formål til fordel for arbejdstagere) eller en fiskal afgift.   

Hvis EF-Kommissionen vælger at betragte den nye afgift isoleret, kan den anses for en forbrugsafgift (dvs. fiskal afgift). I dette tilfælde er det sandsynligt, at afgiften vil være EF-medholdelig.   

Et problem kan dog opstå i relation til art. 33 i 6. momsdirektiv, der – bortset fra moms – udelukker EF-landene fra at opretholde eller indføre afgifter, der har karakter af omsætningsafgift. Selvom der i EF-bestemmelserne (eller domspraksis) ikke findes nærmere vejledning med hensyn til hvad det er, der giver en afgift karakter af omsætningsafgift, er det dog synspunktet, at en mulig argumentation kan etableres for det standpunkt, at den nye afgift ikke har karakter af en omsætningsafgift, jf. nedenfor.   

Der består imidlertid usikkerhed om hvorvidt den nye afgift set isoleret vil blive anset for i EF-sammenhæng at være en fiskal afgift, idet det er muligt, at afgiften kan betragtes som en direkte skat på virksomheder. Det afgørende i denne sammenhæng vil formentlig være, om afgiften vurderes som en vareafgift eller en afgift pålagt virksomheden, altså med virksomheden som skattesubjekt. Hvis afgiften anses som en direkte skat, er der modstrid med EF’s statsstøtteregler (art. 92 i EØF-traktaten), idet eksporterende virksomheder belastes mindre.

Hvis den nye afgift derimod vurderes i sammenhæng med afskaffelsen af arbejdsgiverbidragene (og tilskuddet til sygedagpengeudgifterne), vil afgiften sandsynligvis af EF blive betragtet som en ikke-fiskal afgift. Den nye afgift vil i så fald være i modstrid med art. 9 eller art. 95 i EØF-traktaten, idet den belaster importen mere end den indenlandske produktion. Den indenlandske produktion begunstiges, da provenuet fra afgiften anvendes til at aflaste virksomhederne for udgifter til sociale formål. Set fra et andet EF-medlemslands synspunkt (fx Tyskland) vil omlægningen umiddelbart se således ud, at tyske varer i konkurrence med danske varer på det danske marked skal bære både tyske sociale arbejdsmarkedsudgifter og tilsvarende danske. Omvendt i konkurrencen på det tyske marked vil danske varer i modsætning til tyske være fritaget for en del af de normale sociale arbejdsmarkedsomkostninger.   

På baggrund af de ovenfor anførte EF-retlige synspunkter har arbejdsgruppen konkluderet, at den eneste mulighed for accept af den nye afgift i EF er at betragte den som en ren forbrugsafgift (dvs. en fiskal afgift), der ikke er en omsætningsafgift. Som det fremgår af diskussionen ovenfor, er det dog ingenlunde givet, at dette synspunkt vil kunne føres igennem.   

- 6 -

…

3. Dansk argumentation

Arbejdsgruppens rapport er baseret på, at der er tale om en samlet operation, hvor afskaffelsen af arbejdsgiverbidragene mv. ses i sammenhæng med en ændret finansieringsform ved hjælp af det nye bidrag, der skal betales af virksomhederne. Dette betyder endvidere, at fremlæggelsestalen i folketinget må antages at skulle basere sig på samme betragtning.   

Derimod må det i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om den nye afgift anses for hensigtsmæssigt at lægge vægten på det synspunkt, at der er tale om en fiskal afgift. Dette skyldes, at det i givet fald vil være lovforslagene og de dertil knyttede bemærkninger, som vil udgøre grundlaget for EF-Kommissionens analyse af forslaget og derfor for eventuelle drøftelser mellem Kommissionen og de danske myndigheder.   

Over for de ovenfor anførte synspunkter, der kan ventes fremført fra EF-side, kan man fra dansk side gøre følgende synspunkter gældende:   

-at der er tale om en (indirekte) fiskal afgift, idet den er proportional med

værditilvæksten og derved overvæltes på varepriserne. Endvidere at den nye afgift pålægges alle varer (og tjenesteydelser) til indenlandsk anvendelse – uanset varens oprindelse.

-at der ikke er tale om en ikke-fiskal afgift (afgift til finansiering af

sociale formål), idet afgiften udskrives med en ensartet procentsats, og at provenuet indgår i statskassen. Udgifterne til de omhandlede sociale ordninger vil i fremtiden blive udbetalt over statsfinanserne ved hjælp af en særlig fordelingsnøgle (promille af momsgrundlaget). Herved brydes forbindelsen mellem de sociale ordninger og den nye afgift.

-at der ikke er tale om en omsætningsafgift, idet den nye afgift ikke

påhviler de enkelte transaktioner, den faktureres ikke, og den påvirker ikke direkte prisen på de enkelte varer og tjenesteydelser.

-at der ikke er tale om en direkte skat på virksomhederne, idet en sådan

skat normalt fastsættes under hensyntagen til skatteydernes individuelle forhold, fx indkomst eller formue. Endvidere kan det anføres, at afgiften i sidste ende kommer til at påhvile forbrugerne, og at virksomheden derfor ikke er tænkt som skattesubjekt.   

…”

Af et fortro ligt notat af 3. november 1987 om forholdet mellem EF’s statsstøtteregler og den påtænkte omlægning af arbejdsgiverafgifterne fremgår det, at Justitsministeriet fandt det overvejende sandsynligt, at den påtænkte ordning indebar et element af ulovlig statsstøtte. En præsentation af forslaget f.eks. i fremsættelsestalen, der fremhævede ordningens konkurrenceforbedrende karakter, ville ifølge Justitsministeriet antageligt blive bemærket af Kommissionen. Af notatet fremgår endvidere:

- 7 -

”5. …

En ændret præsentation vil kunne skjule statsstøtteelementet, men kan ikke fjerne det. En sådan præsentation kunne indeholde en fremhævelse af ordningens beskæftigelsesfremmende karakter, idet finansieringen flyttes fra at bero på en beskatning pr. ansat til at blive sat i forhold til anvendelsen af også andre produktionsfaktorer. Herved kan det også forklares, hvorfor virksomheder, der ikke har ansat personale, skal bidrage til uddannelsen af elever m.v., således at disse får de kvalifikationer, virksomhederne har brug for.   

…

Sammenfattende finder Justitsministeriet derfor, at også en ordning, hvor administrationen varetages af en selvstændig fond, indebærer en betydelig risiko for at blive ansat for ulovlig statsstøtte.”

I en fortrolig notits af 16. november 1987 skrev Tolddepartementet, at fordi den foreslåede afgift blev pålagt værditilvæksten, uden at den blev beregnet som fastsat i de gældende momsdirektiver, ”synes den umiddelbart at kunne karakteriseres som en omsætningsafgift der i henhold til artikel 33 er forbudt” .

Af et fortroligt notat af 16. november 1987 om den videre procedure i forbindelse med spørgsmålet om forholdet mellem EF-retten og den nye afgift anførte Justitsministeriet:

”…

1. Der er truffet afgørelse om at foreslå en omlægning af arbejdsgiverafgifterne,

således at en del af de bidrag, som arbejdsgiverne hidtil har betalt til finansiering af en række sociale ordninger, bortfalder. I stedet opkræves en afgift på erhvervsmæssig virksomhed, der hovedsageligt beregnes ud fra virksomhedens momsgrundlag.   

2. Det er oplyst, at det nye system, der tilsigter at forbedre eksporterhvervenes

konkurrenceevne, allerede er ved at blive gjort til genstand for nærmere analyse i EF-Kommissionen. …

3. Forskellige aspekter ved ordningen kan blive gjort til genstand for en EF-retlig

kritik, der objektivt bedømt er begrundet i større eller mindre grad. Hvilket eller hvilke punkter Kommissionen i givet fald vil vælge at lægge vægt på er vanskeligt at forudsige eller at påvirke.

…

Ud fra de tilkendegivelser, der allerede er sivet fra Kommissionen vedrørende den foreløbige vurdering af den nye afgift, skønnes det nødvendigt at give Kommissionen en redegørelse for ordningen, der forklarer, at der er tale om en generel ordning, der ikke indeholder noget statsstøtteelement. Endvidere skønnes det nødvendigt at tilkendegive, at afgiften er en forbrugsafgift, der ikke er i strid med momsreglerne.   

…

4. Hvis regeringen af danske medier bliver spurgt, om ordningen er i

overensstemmelse med EF-retten, foreslås det, at der svares følgende:   

- 8 -

”Det er klart, at spørgsmålet om ordningens forhold til EF-retten har været grundigt undersøgt. Regeringen er overbevist om, at ordningen er fuldt forenelig med EF-reglerne, fordi der er tale om, at de eksisterende arbejdsgiverafgifter generelt lempes, og den nye afgift også virker helt generelt. Da sagen jo er vigtig, har vi imidlertid besluttet af spille med åbne kort over for Kommissionen, og statsministeren har sendt Kommissionen et eksemplar af lovudkastet med en redegørelse for ordningen.”

Den danske regering underrettede i november 1987 Kommissionen om lovforslaget. I januar 1988 henledte Kommissionen den danske regerings opmærksomhed på de problemer, som ambien kunne give anledning til i relation til artikel 33 i det 6. momsdirektiv. Udenrigsministeriet udtalte over for Kommissionen i et Rådsmøde den 22. februar 1988 bl.a., at der ikke var tvivl om, at den nye beskatning var i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten og i momsdirektivet, og at dette spørgsmål var blevet omhyggeligt behandlet af ministeriets eksperter.

Da den danske regering fastholdt sin opfattelse af, at ambien ikke var en omsætningsafgift, der var i strid med artikel 33 i det 6. momsdirektiv, indledte Kommissionen i 1991 en traktatkrænkelsessag mod Danmark ved Domstolen (sag C-234/91).   

Ambiens lovlighed var endvidere i 1990 blevet anfægtet ved søgsmål ved Østre Landsret fra virksomhederne Dansk Denkavit ApS og Virksomhed ApS (der senere blev opkøbt af Bose A/S og derfor i det følgende benævnes Bose A/S). Selskaberne gjorde gældende, at afgiften på grund af sin lighed med moms var i strid med artikel 33 i det 6. momsdirektiv. Selskaberne krævede derfor afgiften tilbagebetalt.   

Under behandlingen af sagerne ved Østre Landsret forelagde retten præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Ved dom af 31. marts 1992 i sag C-200/90 (Dansk Denkavit) udtalte Domstolen, at ambien var i strid med artikel 33 i 6. momsdirektiv. Domstolen afslog at begrænse den tidsmæssige virkning af dommen, da det ikke var godtgjort, at fællesskabsretten

- på det tidspunkt, hvor ambien blev indført - med rimelighed kunne udlægges således, at ambien var tilladt, og da Kommissionen allerede i januar 1988 havde gjort den danske regering opmærksom på, at ambien kunne være i strid med fællesskabsretten.

- 9 -

Ved dom af 1. december 1993 (i traktatkrænkelsessagen) fastslog Domstolen på ny, at ambien var i strid med det 6. momsdirektiv.   

Det danske retsgrundlag for tilbagebetaling af ambi og retspraksis

Samtidig med, at sagerne om ambiens forenelighed med det 6. momsdirektiv verserede ved Domstolen, blev ambi-loven ophævet ved lov nr. 891 af 21. december 1991 med virkning fra den 1. januar 1992.   

I forlængelse af ophævelsen af ambi-loven og Domstolens dom af 31. marts 1992 i sag C-200/90 (Dansk Denkavit) indførtes ved lov nr. 389 af 20. maj 1992, der trådte i kraft den 22. maj 1992, en tilbagebetalingsordning for den ulovligt opkrævede ambi. Loven havde ifølge bemærkningerne til lovforslaget til formål ”at sikre en hensigtsmæssig og ensartet behandling af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag, der er eller måtte blive rejst mod statskassen” .

Loven indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

”§ 1. Det afgøres efter dansk rets almindelige regler, om og i givet fald i hvilket omfang der består krav på tilbagebetaling eller erstatning i forbindelse med beløb, der er indbetalt til statskassen i medfør af lov nr. 840 af 18. december 1987 om arbejdsmarkedsbidrag med senere ændringer.

§ 2. Krav som nævnt i § 1 skal fremsættes skriftligt over for den told- og skatteregion, til hvilken indbetaling af arbejdsmarkedsbidrag senest er sket. Stk. 2. Det krævede beløb skal være specificeret og begrundet samt være ledsaget af dokumentation, der gør det muligt nærmere at bedømme, om den bidragspligtige har lidt et tab. Stk. 3. Told- og skatteregionerne kan kræve, at den, der fremsætter krav som nævnt i § 1, tilvejebringer yderligere oplysninger, og har, hvis det skønnes nødvendigt for bedømmelse af det rejste krav, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af virksomhederne, og til at efterse virksomhedernes regnskabsmateriale m.v. I øvrigt finder reglerne i §§ 14 og 15 i lov om afgift af lønsum m.v. tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med indgivelse af krav efter loven, herunder om, hvilken dokumentation der skal medfølge.”

På grundlag af tilbagebetalingsloven blev der behandlet mere end 27.000 tilbagebetalingskrav.

- 10 -

Som følge af Domstolens dom af 31. marts 1992 i sag C-200/90 (Dansk Denkavit) tog Østre Landsret ved domme af 25. juni 1993 Dansk Denkavit ApS og Bose A/S’ påstande om tilbagebetaling af de erlagte ambibeløb til følge, dog således at beløbene blev reduceret med den fulde besparelse, som selskaberne havde opnået ved den samtidig med ambiens indførelse gennemførte afskaffelse af en række arbejdsgiverafgifter.   

Skatteministeriet ankede de nævnte domme. Under behandlingen af sagerne for Højesteret anmodede selskaberne om, at der blev stillet en række præjudicielle spørgsmål til Domstolen, herunder navnlig om, hvorvidt fradrag for tidligere gældende arbejdsgiverafgifter var foreneligt med fællesskabsretten. Ved kendelse af 16. december 1993 (Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 181/2) afslog Højesteret at imødekomme anmodningen. Højesteret udtalte, at de krav, fællesskabsretten stiller i forbindelse med tilbagebetaling af nationale afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten, allerede er udførligt behandlet i Domstolens praksis. Dette gjaldt tillige spørgsmålet om de nationale myndigheders adgang til over for en virksomheds krav om tilbagebetaling at gøre gældende, at afgiften er overvæltet på virksomhedens aftagere, og spørgsmålet om bevisbyrde i denne henseende. Højesteret henviste i den forbindelse til Domstolens domme af 27. februar 1980 i sag 68/79 (Hans Just), dom af 9. november 1983 i sag 199/82 (San Giorgio) og dom af 25. februar 1988 i sagerne 331, 376 og 378/85 (Bianco). Højesteret afslog herunder at forelægge et spørgsmål (spørgsmål 3), der i realiteten drejede sig om, hvorvidt det ved vurderingen af, om afgifter betalt af en importør må antages at være overvæltet på dennes aftagere, bør tages i betragtning, at der i sammenhæng med indførelsen af ambien blev afskaffet andre afgifter, som i første række påhvilede den indenlandske produktionen. Højesteret fandt, at dette spørgsmål måtte indgå som et moment i den bevisbedømmelse, som henhørte under de nationale domstole.   

Den 15. marts 1994 afsagde Højesteret dom i sagerne. Højesteret konstaterede, at ambien blev indført som led i en omlægning, hvis formål var at forbedre danske virksomheders konkurrenceevne, og at det var tilstræbt, at besparelsen for virksomhederne ved afskaffelsen af de tidligere opkrævede arbejdsgiverafgifter gennemsnitligt skulle modsvare ambien, således at denne som helhed ikke ville medføre prisstigning. Højesteret konstaterede, at dette mål efter det oplyste i vidt omfang blev nået, idet virksomhederne i almindelighed undlod at

- 11 -

forhøje deres priser som følge af ambiens indførelse i det omfang, ambien modsvaredes af besparelser opnået ved afskaffelsen af arbejdsgiverafgifterne.

Højesteret fandt endvidere, at det efter de økonomiske redegørelser, der var fremlagt under sagen, måtte lægges til grund, at en afgift som ambien, der ligesom moms var af generel karakter, og som beregnedes på samme grundlag som moms, på et marked med fri prisdannelse ud fra en isoleret betragtning i almindelighed ville blive overvæltet fuldt ud på senere omsætningsled – i sidste instans forbrugerne – på samme måde som moms. Dette gjaldt uanset den nævnte forskel med hensyn til fakturering.

Et flertal på 5 af Højesterets 7 dommere fandt efter den sammenhæng, i hvilken ambien blev indført, at en stillingtagen til, hvorvidt den enkelte virksomhed måtte antages at have overvæltet de opkrævede ambi-beløb på sine aftagere, ikke kunne ske med udgangspunkt alene i en isoleret betragtning af ambiens virkninger, idet det tillige måtte indgå i vurderingen, på hvilken måde afgiftsomlægningen som helhed påvirkede virksomhedernes konkurrencesituation. For så vidt angik importvirksomheder måtte der herved lægges særlig vægt dels på, i hvilket omfang virksomhedernes produkter konkurrerede med produkter fremstillet i Danmark, dels på lønomkostningernes andel af værdien af produkter af den pågældende art.

I sagen om Dansk Denkavit ApS (Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 430) fandt Højesteret efter en konkret bedømmelse af beviserne i sagen, herunder oplysninger om lønomkostningernes andel af priserne på virksomhedens varer, virksomhedens konkurrencesituation, virksomhedens priser og regnskaber, at ambien var overvæltet, og frifandt Skatteministeriet.   

I sagen Bose A/S (Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 450) fandt Højesteret efter en tilsvarende konkret bedømmelse af beviserne i sagen, at afgiftsomlægningen indebar en ikke uvæsentlig forringelse af virksomhedens konkurrencesituation. Der var herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de ambi-beløb, som var opkrævet hos virksomheden, for overvæltet på virksomhedens aftagere. Efter det anførte om den sammenhæng, i hvilken ambien blev indført, fandtes Bose A/S imidlertid alene at have krav på tilbagebetaling af de

- 12 -

opkrævede ambi-beløb med fradrag af den fulde besparelse, som opnåedes ved afskaffelsen af de hidtidige arbejdsgiverafgifter.   

Med henvisning til de ovennævnte Højesteretsdomme af 15. marts 1994 i sagerne Dansk Denkavit og Bose A/S udsendte Told- og Skattestyrelsen en cirkulæreskrivelse af 12. april 1994, der fastlagde retningslinjerne for den administrative behandling af tilbagebetalings-sagerne. Dommene fik efter styrelsens opfattelsen bl.a. følgende indflydelse på behandlingen af ambi-sager:

”…

Bevisbyrde

I dommene anføres det, at opkrævede ambi-beløb skal tilbagebetales, ”medmindre de må anses for overvæltet på senere omsætningsled” . Højesteret anvender heller ikke i sine øvrige præmisser et ordvalg, som pålægger nogen af parterne bevisbyrden for, om overvæltning er sket. Statens anbringende om fri bevisbedømmelse synes således fulgt af Højesteret.

Sparede arbejdsgiverafgifter m.v.

Det fremgår af Bose-dommen, at der altid skal ske fuldt fradrag for en virksomheds sparede arbejdsgiverafgifter m.v. Det første, der må tages stilling til i sagsbehandlingen, er altså, om virksomheden har et krav, når de sparede arbejdsgiverafgifter er fratrukket den indbetalte ambi.   

…

Tilfælde med fri prisdannelse

…

For importvirksomheder har Højesteret lagt særlig vægt på i hvilket omfang importvirksomhedernes produkter konkurrerede med produkter fremstillet i Danmark og på lønomkostningernes andel af værdien af produkter af den pågældende art.

…

For at tilbagebetaling i konsekvens af dommene kan komme på tale, må der for en importvirksomhed foreligge følgende forhold:

-Virksomheden skal have været i en reel konkurrencesituation med danske producenter af tilsvarende varer.

-Virksomheden skal have sparet mindre i arbejdsgiverafgifter end den har betalt i ambi.

-Virksomhedens konkurrencemæssige situation skal være forringet som følge af omlægningen, dvs. at der skal være tale om løntunge produkter, således at de danske virksomheder sparede mere i arbejdsgiverafgifter på de konkurrerende varer.

-Den  konkurrencemæssige  forringelse  skal  være  væsentlig  (”ikke uvæsentlig”).

- 13 -

-Virksomheden må ikke have overvæltet ambien gennem fx prisforhøjelser.”

Ved Østre Landsrets dom af 28. marts 1996 i sag B-2923-94 (Geysir) skete der modregning af

sparedearbejdsgiverafgifter inklusive sygedagpenge ved tilbagebetalingen af ambien.

Landsretten udtalte, at modregning efter forarbejderne til ambiloven var velbegrundet og i god overensstemmelse med den almindelige lære om compensatio lucri cum damno.

I medfør af tilbagebetalingslovens § 2, stk. 4, blev udstedt bekendtgørelse nr. 645 af 30. juni 1996 om fremgangsmåde og dokumentation ved indgivelse af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag.   

I forlængelse af bl.a. Geysir-dommen blev udstedt cirkulære nr. 122 af 10. juli 1996 om tilbagebetaling af ambi, hvor det under henvisning til dommen bl.a. fremgik, at der skulle foretages fuldt fradrag for sparede arbejdsgiverafgifter inklusive en anslået besparelse på sygedagpenge ud fra princippet om, at virksomheden kun kan få erstattet det tab, der er tilbage, efter at evt. formuefordele, som skaden har tilført skadelidte, er fratrukket.   

Cirkulæret blev ophævet med virkning fra den 2. januar 2007 og afløst af Skats Ligningsvejledning, jf. skrivelse nr. 9001 af 2. januar 2007.   

Dommene fra 1994 blev fulgt op af Højesterets domme af 18. juni 1997 i en sag anlagt af Monsanto-Searle A/S (Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 1171) og af 15. juni 2004 i en sag

anlagt afDanmarks Fiskeriforening som mandatar for en række fiskere (Ugeskrift for

Retsvæsen2004, side 2308). Herudover blev der afsagt et stort antal byrets- og

landsretsdomme.

I den første dom (Monsanto-Searle) tog Højesteret udgangspunkt i Domstolens dom i sagerne C-192/95 – C-218/95 (Comateb). Højesteret bemærkede bl.a., at ambiens tendens til efter sin karakter at blive overvæltet på aftagerne var et moment, som alt efter markedets karakter måtte indgå i den konkrete bevisbedømmelse med større eller mindre vægt. I den konkrete sag førte den konkrete bevisbedømmelse til, at ambien måtte anses for fuldt overvæltet på aftagerne.

- 14 -

I den anden dom (Danmarks Fiskeriforening) om afsætningen af en lang række fiskearter tog Højesteret udgangspunkt i Domstolens dom i sag C-147/01 (Weber's Wine World). Højesteret fandt for langt de fleste fangstarters vedkommende, at de var solgt på et marked, hvor ambiens almindelige tendens til overvæltning på aftagerne ikke gjorde sig gældende. På grundlag af de øvrige oplysninger om prisdannelsen i markedet, prisudviklingen for de enkelte arter, markedets funktion og konkurrencesituationen fandt Højesteret herefter, at ambien måtte anses for overvæltet for halvdelens vedkommende. Ved opgørelsen af tilbagebetalingskravene måtte afgiftsomlægningen dog ses som en helhed, og da ophævelsen af arbejdsgiverafgifterne stod i umiddelbar forbindelse med indførelsen af ambi, måtte tilbagebetalingskravene reduceres med besparelsen på arbejdsgiverafgifterne. Dette gjaldt dog ikke for de arbejdsgiverafgifter, der vedrørte fiskernes salg til udlandet. Dette salg var ikke belagt med ambi og burde ved opgørelsen betragtes som en separat virksomhed. Som følge heraf kunne de sparede arbejdsgiverafgifter, der vedrørte salg til udlandet, ikke modregnes i fiskernes tilbagebetalingskrav.

Fællesskabsretten  

Spørgsmål om tilbagebetaling af afgifter, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, har været behandlet i en række afgørelser fra Domstolen, herunder Domstolens dom af 26. juni 1979 i sag 177/78 (McCarren) , dom af 27. februar 1980 i sag 68/79 (Hans Just), dom af 9. november 1983 i sag 199/82 (San Giorgio), dom af 13. december 1983 i sag 222/82 (Apple and Pear) , dom af 25. februar 1988 i de forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85 (Bianco og Girard), dom af 14. januar 1997 i de forenede sager C-192/95 – C-218/95 (Comateb) og dom af 2. oktober 2003 i sag C-147/01 (Weber's Wine World).

I McCarren fastslog Domstolen i præmis 25 og 26, at det tilkommer den nationale ret i hvert enkelt tilfælde under anvendelse af de nationale regler at afgøre, om og i hvilket omfang en afgift, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten, bør refunderes, og om og i hvilket omfang en refusion kan anses for udlignet gennem nogle præmier, som de erhvervsdrivende i den konkrete sag havde fået udbetalt.   

I Hans Just fastslog Domstolen, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at der ved vurderingen af, om der skal ske tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter, tages hensyn

- 15 -

til, om der er sket overvæltning på andre virksomheder eller forbrugere, således at tilbagebetaling til den afgiftspligtige virksomhed, vil medføre ugrundet berigelse.

Domstolen fastslog efterfølgende i San Giorgio samt Bianco og Girard, at der ikke må opstilles bevis- eller formodningsregler, der gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten. Domstolen udtalte i San Giorgio (præmis 14):

”... Dette vil især være tilfældet i forbindelse med formodninger eller bevisregler, der pålægger den afgiftspligtige byrden ved at bevise, at de med urette betalte afgifter ikke er blevet overvæltet på andre retssubjekter, eller i forbindelse med særlige begrænsninger med hensyn til formen for det krævede bevis, såsom udelukkelse af ethvert andet bevismiddel end det skriftlige bevis.

...”

I Apple and Pear udtalte Domstolen i præmis 41, at det tilkommer den nationale domstol på grundlag af national lovgivning at tage stilling til, om og i hvilket omfang en afgift, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten, skal betales tilbage, samt om og i hvilket omfang kravet på tilbagebetaling skal nedsættes under hensyn til de direkte fordele, som de pågældende afgiftspligtige i de konkrete sager havde haft.   

I Comateb opsummerede Domstolen sin praksis og fremhævede blandt andet, at man ikke generelt kan lægge til grund, at indirekte afgifter i alle tilfælde overvæltes, idet det afhænger af en række forskellige omstændigheder ved hver enkelt transaktion, som det henhører under den nationale ret at klarlægge, og at den nationale ret må have et frit skøn med hensyn til bevisbedømmelsen (præmis 25). Hvis kun en del af afgiftsbyrden er overvæltet på senere led, må det ikke-overvæltede beløb tilbagebetales til den afgiftspligtige (præmis 28). Selv om afgiften helt eller delvist er overvæltet på køberen, vil en tilbagebetaling til den afgiftspligtige dog ikke nødvendigvis medføre en ugrundet berigelse for denne, hvis den prisstigning, som overvæltningen af afgiften har fremkaldt, har medført et fald i salgsmængden, fordi varer fra andre medlemsstater bliver dyrere end lokale varer på grund af afgiften, som lokale varer er fritaget for (præmis 29-31).

I Weber's Wine World understregede Domstolen, at undtagelsen fra medlemsstaternes tilbagebetalingspligt ved overvæltning og ugrundet berigelse skal fortolkes restriktivt, idet der

- 16 -

navnlig skal tages hensyn til, at overvæltningen af en afgift på forbrugeren ikke nødvendigvis udligner de økonomiske virkninger af afgiftspålæggelsen for den afgiftspligtige (præmis 95), og at spørgsmål om og i hvilket omfang tilbagebetaling af en afgift, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, medfører en ugrundet berigelse for den afgiftspligtige, kun kan fastlægges ved en økonomisk analyse, der tager hensyn til alle de relevante omstændigheder (præmis 100). Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om afgiftsmyndighedens praksis, såfremt der ikke gælder en lovbestemt formodning, ikke har den virkning, at en sådan formodning for ugrundet berigelse opstilles (præmis 114). I dommen opsummerede Domstolen endvidere ækvivalens- og effektivitetsprincipperne således (præmis 103):

”Ifølge fast retspraksis tilkommer det i mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet med urette, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler, der finder anvendelse på sådanne ansøgninger om tilbagebetaling. Disse regler må dog ikke være mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende situationer på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprin cippet)...”

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S’ tilbagebetalingssager  

KID-Holding A/S anlagde sag mod Skatteministeriet den 19. december 1997 ved Københavns Byret med påstand om bl.a. ugyldighed af et afslag på tilbagebetaling af ambi, der var meddelt til virksomheden Daells Varehus, som kravet oprindelig angik. Kravet var i mellemtiden overdraget til KID-Holding A/S. Afslaget var begrundet med, at virksomhedens besparelse over den samlede ambi-periode som følge af de ophævede arbejdsgiverafgifter oversteg den ambi, der var betalt i perioden, og at virksomheden derfor havde fået fuld dækning for den betalte ambi.

En tilsvarende sag blev anlagt af Lady & Kid A/S den 8. april 1998, efter at denne virk-somhed med tilsvarende begrundelse havde modtaget afslag på krav om tilbagebetaling af ambi.

Den 19. maj 1998 anlagdes sager af Direct Nyt ApS og A/S Harald Nyborg Isenkram- og Sportsforretning (”Harald Nyborg”), der også havde fået afslag på ansøgninger om

- 17 -

tilbagebetaling af ambi med den begrundelse, at den del af den betalte ambi, som ikke var modregnet med sparede arbejdsgiverafgifter, var overvæltet.   

De fire virksomheder drev detailhandelvirksomhed i form af varehus-, butiks- og postordre-virksomhed.

Daells Varehus drev store varehuse med mange forskellige produkter, herunder navnlig mange importerede tekstilvarer. Daells Varehus havde endvidere en stor postordreafdeling. Daells Varehus betalte i ambi-perioden i alt 20.053.556 kr. i ambi og sparede i samme periode i alt 23.151.291 kr. i arbejdsgiverafgifter.

Lady & Kid A/S drev under navnet Daells Discount A/S en række lavprisforretninger med et begrænset udvalg af Daells Varehus' sortiment, herunder i betydeligt omfang tekstilvarer. Lady & Kid havde fælles momsregistrering med Virksomhed A/S, der drev samme type virksomhed. Lady & Kids tilbagebetalingskrav omfattede derfor begge virksomheders ambi-betalinger på i alt 779.986 kr. Virksomhedernes sparede arbejdsgiverafgifter i ambiperioden udgjorde i alt 1.872.901 kr.   

Harald Nyborg drev et antal varehuse med salg af bl.a. isenkram, sportsudstyr, autotilbehør og landbrugsredskaber.  Harald Nyborg, der havde indbetalt 5.333.609 kr. i ambi og sparet 3.322.105 kr. i arbejdsgiverafgifter, søgte hele ambi-beløbet tilbagebetalt.

Direct Nyt ApS drev udelukkende postordrevirksomhed med importerede varer af meget forskellig karakter. Selskabet, der blev drevet sammen med Harald Nyborg, havde ikke selv ansatte og sparede derfor ikke arbejdsgiverafgifter. Direct Nyt ApS søgte hele den betalte ambi på i alt 709.933 kr. tilbagebetalt.

Både Daells Varehus og Harald Nyborg havde mange tusinde varenumre, som løbende blev udskiftet.

Sideløbende med sagernes behandling havde selskabernes repræsentanter en løbende korrespondance med Kommissionen om den danske tilbagebetalingspraksis. Kommissionen havde endvidere indledt en traktatkrænkelsessag mod Danmark vedrørende den danske

- 18 -

tilbagebetalingspraksis, men efter at Skatteministeriet havde redegjort for forløbet af tilbagebetalingssagerne, henlagde Kommissionen i 1998 sagen.

Selskaberne anmodede imidlertid Kommissionen om fortsat at udføre tilsyn med tilbagebetalingssagernes proceduremæssige forløb, da selskaberne var af den opfattelse, at den danske tilbagebetalingspraksis var i strid med fællesskabsretten. Selskaberne påpegede endvidere, at de danske domstole var tilbageholdende med at forelægge præjudicielle spørgsmål vedrørende ambien, og at man under selskabernes tilbagebetalingssager havde anmodet byretten om præjudiciel forelæggelse.   

Efteren del korrespondance mellem selskabernes advokat og medarbejdere hos

Kommissionen sendte kontorchef Person fra Kommissionen, Generaldirektoratet for Skatter og Afgifter, Generelle Sager, Juridiske forhold og håndhævelse af Fællesskabets bestemmelser, et brev af 18. september 2002 til selskabernes advokat. Brevet indeholdt bl.a. en gennemgang af henholdsvis den danske retspraksis om tilbagebetaling af ambien og fællesskabsrettens praksis om tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten. I brevet anførtes afslutningsvis (oversat fra engelsk):

”…

På grundlag af ovennævnte betragtninger forventer Kommissionens tjenestegren at indstille til Kommissionen, at der indledes en overtrædelsesprocedure mod Danmark. Jeg må imidlertid understrege, at kun Kommissionen selv kan tage en sådan beslutning.   

I mellemtiden vil Kommissionens tjenestegren byde ethvert præjudicielt spørgsmål fra de danske domstole vedrørende disse problemer velkommen. Disse kan bedst analysere, hvordan den danske lovgivning anvendes i praksis. Desuden ville et præjudicielt spørgsmål have den fordel, at Domstolen vil få mulighed for at afklare alle spørgsmål vedrørende den bevisbyrde, som kan pålægges myndighederne og/eller skatteyderne (mens en af Kommissionen indledt overtrædelsesprocedure kun vil gøre det muligt for Domstolen at afgøre, hvad der ikke er tilladt).”

Ved Københavns Byrets dom af 16. december 2002 blev Skatteministeriet frifundet i alle fire sager. Byretten afslog ved en kendelse afsagt samme dag en begæring om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen.

- 19 -

Sagerne blev herefter indbragt for Østre Landsret ved ankestævninger af 13. januar 2003.

Under sagernes behandling for landsretten blev der foretaget undersøgelser af virksomhedernes produktsammensætning og konkurrencesituation mv. Efter undersøgelserne blev der opnået enighed mellem parterne om, at Harald Nyborg og Direct Nyt i et vist omfang havde solgt importerede varer i konkurrence med tilsvarende løntunge danske varer.   

Da ophævelsen af arbejdsgiverafgifterne måtte anses at have ført til uændrede priser på de løntunge danske varer, erkendte Skatteministeriet, at virksomhederne af konkurrencemæssige grunde var afskåret fra at forhøje deres priser med merudgiften til ambi, og Skatteministeriet tilbagebetalte under behandlingen af sagerne for landsretten den ambi, som efter Skatteministeriets opfattelse ikke var overvæltet. I alt blev til Harald Nyborg tilbagebetalt 760.349 kr. med tillæg af renter på 1.177.041 kr., i alt 1.937.390 kr., og til Direct Nyt 319.469 kr. med tillæg af renter på 491.901 kr., i alt 811.370 kr.

Der blev endvidere opnået enighed om, at 35 pct. af Harald Nyborgs køb bestod af importerede varer, mens 84 pct. af den ambi, som virksomheden betalte til statskassen, vedrørte disse varer, samt at 40 pct. af Daells Varehus' køb bestod af importerede varer, mens 94 pct. af den ambi, som virksomheden betalte til statskassen, vedrørte disse varer, ligesom der blev opnået enighed om, at de tidligere arbejdsgiverafgifter belastede virksomhedernes handel med importerede varer og dansk indkøbte varer forholdsmæssigt lige meget.

Under sagernes behandling fremsatte selskaberne på ny anmodning om forelæggelse af

spørgsmålfor Domstolen. Ved kendelse af 27. september 2007 afslog landsretten

anmodningen.   

Selskabernes repræsentant og Skatteministeriet fortsatte med at have en løbende korrespondance med Kommissionen.

Selskaberne anmodede igen landsretten om forelæggelse af spørgsmål for Domstolen ved et processkrift af 24. juni 2008. Anmodningen om præjudiciel forelæggelse blev gentaget i selskabernes påstandsdokument af 2. juni 2009.

- 20 -

Efter gennemførelse af hovedforhandlingen i sagerne traf Østre Landsret ved kendelse af 12. oktober 2009 afgørelse om præjudiciel forelæggelse for Domstolen vedrørende den danske tilbagebetalingsordning. Med Procesbevillingsnævnet tilladelse kærede Skatteministeriet afgørelsen til Højesteret. Ved kendelse af 11. februar 2010 afviste Højesteret kæremålet under henvisning til Domstolens dom af 16. december 2008, sag C-210/06 (Cartesio) og den danske procesordning. Højesteret tillagde selskaberne 100.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret.   

Generaladvokat P. Cruz Villalòn anførte i sit forslag af 7. december 2010 til afgørelse i sagen, at i realiteten var ugrundet berigelse det eneste, der kunne begrunde en undtagelse fra pligten til tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten, og at overvæltningssynspunktet var en af dens manifestationer (præmis 38). Det kunne derfor ikke udelukkes, at der fandtes nationale ordninger, der tog hensyn til andre omstændigheder end overvæltning, som var lige

såvelbegrundede, eftersom de også var forbundet med en ubegrundet berigelse.

Generaladvokaten fandt det dog overdrevet kunstigt at hævde, at den omstændighed i sig selv, at en ny afgift trådte i stedet for udgiften til visse arbejdsgiverafgifter, var tilstrækkelig til at anse den nye afgift for at være overvæltet (præmis 54). Generaladvokaten anførte, at da der ikke var sket en ”overvæltning” i ordets sædvanlige forstand, kunne der være tale om en ”anden omstændighed” , som ligeledes kunne henføres under begrebet ”ugrundet berigelse” . Generaladvokaten foreslog herefter Domstolen at svare bl.a., at EU-retten ikke var til hinder for, at der gøres undtagelse fra princippet om tilbagebetaling af en ulovlig afgift i tilfælde, hvor afgiften kunne være udlignet som følge af en samtidig ophævelse af andre, ligeledes kvantificerbare, lovlige afgifter, således at der i modsat fald ville foreligge en ugrundet berigelse (præmis 105).   

Domstolen underkendte ved dom af 6. september 2011 i sag C-398/09 (Lady & Kid m.fl.) den praksis, som havde været fulgt i forbindelse med tilbagebetaling af ambi, hvorefter der ved opgørelse af tilbagebetalingskrav skete fuldt fradrag for den økonomiske fordel, som afskaffelsen af de tidligere arbejdsgiverafgifter havde medført. Domstolen udtalte med henvisning til bl.a. dommen i sagen Comateb, at afgifter opkrævet i strid med EU-retten skulle tilbagebetales, medmindre der var sket overvæltning, og at direkte overvæltning på køberen var den eneste undtagelse fra retten til tilbagebetaling (præmis 20). Domstolen udtalte endvidere med henvisning til bl.a. dommen i sagen Weber’s Wine Wold, at selv om

- 21 -

der var sket overvæltning, kunne den erhvervsdrivende stadig have lidt et tab som følge af en forringelse af salgsmængden (præmis 21). Herefter udtalte Domstolen (præmis 22-25):

”Ligeledes kan en medlemsstat ikke modsætte sig et krav om tilbagebetaling af en uretmæssig afgift med den begrundelse, at afgiften er blevet økonomisk udlignet gennem ophævelsen af en lovlig afgift af tilsvarende størrelse.

Tilbagebetaling af en ulovlig afgift til en erhvervsdrivende, som har overvæltet det hertil svarende beløb til sine kunder, kan under de ovenfor anførte omstændigheder ganske vist føre til en ugrundet berigelse af denne erhvervsdrivende, men dette er ikke tilfældet, når der er tale om en ophævelse af andre afgifter, som angiveligt står i forbindelse med indførelsen af en afgift, som er i strid med EU-retten.   

En sådan ophævelse er et resultat af de valg, der træffes af medlemsstaten på skatte- og afgiftsområdet, og som er udtryk for dennes almindelige politik på det økonomiske og sociale område.   

…

Domstolens dom af 26. juni 1979, McCarren (sag 177/78, Sml. s. 2161), og af 13. december 1983, Apple and Pear Development Council (sag 222/82, Sml. s. 4083), afkræfter ikke denne konklusion. Selv om Domstolen i præmis 25 i McCarren-dommen og i præmis 41 i dommen i sagen Apple and Pear Development Council ikke udelukkede, at den nationale domstol på grundlag af national lovgivning kunne nægte tilbagebetaling af en uretmæssig afgift af andre grunde, end at afgiften var blevet overvæltet, udgør direkte overvæltning på køberen af den med urette erlagte afgift, som det fremgår af denne doms præmis 20, den eneste undtagelse fra retten til tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten.”

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S og Skatteministeriet indgik herefter den 14. maj 2012 forlig i ankesagerne. Selskaberne hævede ankesagerne mod, at Skatteministeriet tilbagebetalte ambi med tillæg af renter, i alt ca. 92 mio. kr. Efter forliget blev det overladt til landsretten med sædvanligt kæreforbehold at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Den 10. januar 2013 tilkendte Østre Landsret Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S i alt 3,2 mio. kr. til dækning af udgifter til advokatbistand. Herudover blev der tilkendt beløb til dækning af retsafgift mv. Af landsrettens retsbog af 10. januar 2013 fremgår bl.a.:

”Det følger af bl.a. U.2008.1848H, at der ved fastsættelsen af sagsomkostninger i almindelighed skal tages udgangspunkt i sagens værdi og karakter, men

- 22 -

samtidig tages hensyn til det opnåede resultat, betydningen heraf og advokatarbejdets omfang. Ved sagsomkostningsfastsættelsen skal anvendes samme sagsværdi som ved beregning af retsafgift, idet der dog skal været et rimeligt forhold mellem de sagsomkostninger, der tilkendes til dækning af advokatsalær, og de advokatsalærer, der faktisk betales.   

Ved fastsættelsen af de sagsomkostninger, som Skatteministeriet skal betale til KID-Holding A/S, Lady & Kid A/S, A/S Harald Nyborg Isenkram og Sportsforretning og Direct Nyt ApS, skal der således tages udgangspunkt i sagernes værdi, komplicerede karakter og de opnåede resultater, og samtidig skal der tages hensyn til på den ene side advokatarbejdets betydelige omfang og på den anden side, at selskaberne i det væsentlige har været repræsenteret af samme advokat.”

Procesbevillingsnævnet afslog den 16. maj 2013 en ansøgning fra selskaberne om tilladelse til at kære landsrettens afgørelse om sagsomkostninger til Højesteret.   

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S’ erstatningssag

- anmodning om præjudiciel forelæggelse i erstatningssagen.

Østre Landsret har ved kendelse af 4. marts 2019 afslået at tage en anmodning fra Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen til følge. Af kendelsen fremgår bl.a.:

”Det ene hovedspørgsmål i denne sag er, om La dy & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S efter EU-retten har krav på, at den danske stat dækker selskabernes sagsomkostninger ud over det beløb, som blev fastsat af Østre Landsret den 10. januar 2013. Selskabernes forslag til de præjudicielle spørgsmål 1-14 angår dette hovedspørgsmål.   

…

Landsretten bemærker om de enkelte forslag til præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen:

Spørgsmål 1 angår, om staten i relation til en medlemsstats erstatningsansvar anses som en enhed. Kongeriget Danmark ved Skatteministeriet bestrider ikke, at staten juridisk er en enhed og hæfter for alle statsorganer, herunder også for anonyme fejl.   

EU-Domstolen har i flere afgørelser fastslået, at en medlemsstats erstatningsansvar gælder, uanset hvilket organ i medlemsstaten der har været årsag til overtrædelsen, og at en medlemsstat derfor ikke kan påberåbe sig den interne fordeling af kompetencer og ansvar mellem de kollektive enheder, der findes i dens interne retsorden. Der henvises bl.a. til dom af 1. juni 1999 i sag C-302/97 (Konle), præmis 62-63, dom af 4. juli 2000 i sag C-424/97 (Haim), præmis 27-28, dom af 30. september 2003 i sag C-224/01 (Köbler), præmis 31-36, og dom af 28. juli 2016 i sag C-168/15 (Tomášová), præmis 18 -19.   

- 23 -

Spørgsmål 2-4 angår rækkevidden af det EU-retlige effektivitetsprincip i forhold til sager om tilbagebetaling af beløb opkrævet i strid med EU-retten, herunder i relation til udmåling af sagsomkostninger.

EU-Domstolen har i en række afgørelser fastslået, at en medlemsstat som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, jf. bl.a. dom af 6. september 2011 i sag C-398/09 (Lady & Kid m.fl.), præmis 17, dom af 19. juli 2012 i sag C-591/10 (Littlewoods Retail m.fl.), præmis 24, dom af 18. april 2013 i sag C-565/11 (Irimie), præmis 20, og dom af 6. oktober 2015 i sag C-69/14 (Târȿia), præmis 24.

Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet med urette, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler, der finder anvendelse på sådanne ansøgninger om tilbagebetaling. Disse regler må dog ikke være mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende situationer på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet), jf. f.eks. dom af 2. oktober 2003 i sag C-147/01 (Weber’s Wine World m. fl.), præmis 103, dom af 15. december 2011 i C-427/10 (Banca Antoniana Popolare Veneta), præmis 22-25, og Târȿia -dommen, præmis 26-27.

EU-Domstolen har i den forbindelse udtalt, at effektivitetsprincippet indebærer, at den afgiftspligtige med henblik på at få dækket det tab, der følger af, at pengebeløb ikke har været til rådighed, har ret til tilbagebetaling af afgiftsbeløbet med renter, jf. bl.a. Littlewoods Retail-dommen, præmis 25-30, Irimie-dommen, præmis 21-29, og Târȿia -dommen, præmis 25. De nationale regler om bl.a. beregning af eventuelle skyldige renter må i den forbindelse ikke fratage den afgiftspligtige person en passende kompensation for det tab, der er opstået som følge af betaling af ikke-skyldig afgift.

EU-retten indeholder ikke generelle regler om behandlingen af sager om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet med urette, herunder om fastsættelse af sagsomkostninger i sager herom. Det følger af EU-Domstolens praksis om effektivitetsprincippet, at medlemsstaternes processuelle regler om tilbagebetaling af afgifter ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som følger af EU-retten

Spørgsmål 5-8 angår betingelserne for medlemsstaternes erstatningsansvar for manglende overholdelse af EU-retten.   

EU-Domstolen har i en række afgørelser fastlagt betingelserne for, hvornår en medlemsstat er erstatningsansvarlig, jf. bl.a. dom af 5. marts 1996 i de forenede sager C-46/93 (Brasserie du Pêcheur) og C-48/93 (Factortame), Tomášová -dommen, præmis 22, og dom af 4. oktober 2018 i sag C-571/16 (Kantarev), præmis 92-95. Det følger af EU-Domstolens praksis, at det principielt er de nationale retsinstanser, der skal anvende betingelserne for, at medlemsstaterne

- 24 -

ifalder ansvar for de tab, som borgerne er blevet forvoldt på grund af tilsidesættelser af EU-retten, jf. bl.a. dom af 25. november 2010 i sag C-429/09 (Fuß), præmis 48, Tomášová -dommen, præmis 21, og Kantarev-dommen, præmis 95. Der er dog også eksempler på, at EU-Domstolen i en sag har fundet at råde over alle de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme, om medlemsstaten ifalder erstatningsansvar, jf. bl.a. Köbler-dommen, præmis 101, og Fuß-dommen, præmis 53.

EU-Domstolen har også udtalt sig om en medlemsstats ansvar som følge af afgørelser truffet af en national ret i sidste instans og har anført, at medlemsstaten drages til ansvar, hvis den nationale ret åbenbart har tilsidesat gældende ret, og at det ved vurderingen heraf bl.a. skal indgå, om retten har undladt at opfylde sin pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål, jf. bl.a. Köbler-dommen, præmis 53-56 og Tomášová -dommen, præmis 20-26. En overtrædelse af EU-retten er under alle omstændigheder åbenbar og dermed tilstrækkelig kvalificeret, når den omhandlede afgørelse åbenbart tilsidesætter Domstolens praksis på det pågældende område.

Forslaget til spørgsmål 8 indebærer, at EU-Domstolen i givet fald skulle foretage en nærmere konkret vurdering af, om det beskrevne forløb indebærer, at den danske stat efter EU-retten ifalder erstatningsansvar i den foreliggende sag. Denne vurdering skal efter EU-Domstolens praksis principielt foretages af de nationale domstole.   

Spørgsmål 9-11 angår spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse ved behandlingen af sagen om fastsættelse af sagsomkostninger i tilbagebetalingssagen. Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S har i den forbindelse bl.a. anført, at enten Østre Landsret eller Procesbevillingsnævnet ved behandlingen af spørgsmålet om sagsomkostninger skulle have forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

EU-Domstolen har i flere afgørelser udtalt sig om, hvilke nationale organer der i henhold til TEUF artikel 267 må anses for en ret, jf. bl.a. dom af 31. januar 2013 i sag C-394/11 (Belov), præmis 38-54, og kendelse af 14. november 2013 i sag C-49/13 (MF 7), præmis 15-19.

Spørgsmål 12-14 angår rækkevidden af navnlig effektivitetsprincippet i forhold til nationale forældelsesregler. Kongeriget Danmark ved Skatteministeriet har i den forbindelse bl.a. anført, at det ikke gøres gældende, at forældelsesfrister for ansvarspådragende tilsidesættelse af effektivitetsprincippet skal regnes fra et tidspunkt forud for ophøret af den ansvarspådragende adfærd.

Som det fremgår bl.a. af Højesterets dom af 13. september 2018 (sag 190/2017), har EU-Domstolen i en række domme udtalt sig om forholdet mellem nationale søgsmålsfrister og forældelsesregler og det EU-retlige effektivitetsprincip. Domstolen har herunder taget stilling til tilfælde, hvor disse frister indebærer, at et krav er forældet på det tidspunkt, hvor EU-Domstolen fastslår, at den nationale lovgivning og eventuelt tillige en dom afsagt af en national domstol som sidste instans er i strid med EU-retten.

- 25 -

Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af den fulde beskyttelse af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne. Disse regler må dog ikke være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet).   

EU-Domstolen har for så vidt angår effektivitetsprincippet anerkendt, at det er foreneligt med EU-retten, at der af retssikkerhedsmæssige hensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den berørte og f.eks. den pågældende myndighed. Sådanne frister kan ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, selv om udløbet af disse frister i sagens natur medfører en hel eller delvis afvisning af sagen.

Der henvises herom bl.a. til dom af 15. april 2010 i sag C-542/08 (Barth), præmis 16-17 og 28, dom af 19. maj 2011 i sag C-452/09 (Iaia e.a.), præmis 16-17, dom af 8. september 2011 i de forenede sager C-89/10 og C-96/10 (Q-Beef og Bosschaert), præmis 33-36, dom af 16. januar 2014 i sag C-429/12 (Pohl), præmis 23-29, dom af 28. januar 2015 i sag C-417/13 (Starjakob), præmis 61-62, og dom af 20. december 2017 i sag C-500/16 (Caterpillar Financial Services), præmis 36-42.

EU-Domstolen har i den forbindelse udtalt, at EU-retten ikke afskærer en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sin rettigheder gældende for de nationale domstole, jf. bl.a. Iaia-dommen, præmis 21, og Caterpillar Financial Services-dommen, præmis 45, eller anvendelsen af en sådan forældelsesfrist skyldes ukorrekte oplysninger, som den pågældende med vilje er blevet givet af den anden part, jf. bl.a. dom af 1. december 1998 i sag C-326/96 (Levez), præmis 28-34, og Barth-dommen, præmis 36.

EU-Domstolen har endvidere i flere afgørelser udtalt sig om betydningen af, at et krav er forældet, eller en søgsmålsfrist er udløbet på det tidspunkt, hvor EU-Domstolen fastslår, at den nationale lovgivning eller fortolkningen heraf er i strid med EU-retten. Der henvises herom bl.a. til Iaia-dommen, præmis 22-23, dommen i de forenede sager Q-Beef og Bosschaert, præmis 46-53, Pohl-dommen, præmis 30-32, og Starjakob-dommen, præmis 59-69.

…

Det er på den anførte baggrund landsrettens foreløbige vurdering, at det ikke er nødvendigt at anmode EU-Domstolen om at afgøre præjudicielle spørgsmål i sagen.”

Landsretten afslog på ny ved kendelse af 9. marts 2020 at tage en anmodning fra

- 26 -

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen til følge.   

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S har igen under hovedforhandlingen i sagen anmodet om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen.   

Erstatningspåstandene udgør ifølge selskaberne de reelle udgifter til advokat- og revisorbistand i forbindelse med sagerne om tilbagebetaling af ambi på i alt 10.097.191 kr., med fradrag af de 3,2 mio. kr., som blev dækket ved Østre Landsrets omkostningsafgørelse af 10. januar 2013, og de 100.000 kr., som blev dækket ved Højesterets afgørelse af 11. februar 2010, samt en rentegodtgørelse med 2.989.498 kr. for det tab, selskaberne har lidt ved ikke at have haft beløbet på 6.797.191 kr. til rådighed i tidsrummet fra betalingen af udgifterne til sagens anlæg.   

Procedure

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S har gjort gældende, at Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet har pådraget sig erstatningsansvar efter de EU-retlige principper om medlemsstaternes erstatningsansvar for kvalificerede tilsidesættelser af EU-retten og skal erstatte sagsøgernes tab i form af de udgifter til advokat- og revisorbistand, som ikke blev dækket med Østre Landsrets omkostningsafgørelse af 10. januar 2013 (kravet på 6.797.191 kr.), og det tab, sagsøgerne har lidt ved ikke at have de pågældende beløb til rådighed i perioden fra deres betaling og indtil sagens anlæg (kravet på 2.989.498 kr.).

Sagsøgerne har henvist til, at Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne ifalder erstatningsansvar for tab, som er forvoldt borgere ved en tilsidesættelse af EU-retten, såfremt den bestemmelse, der er overtrådt, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, overtrædelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og der er direkte årsagsforbindelse mellem statens overtrædelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab (Brasserie du pêcheur og Factortame, præmis 51).   

- 27 -

Det er ubestridt, at de EU-retlige bestemmelser og principper, som sagsøgte har tilsidesat i forbindelse med sagsøgernes ret til tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede afgifter, tillægger borgerne rettigheder.

Det var en kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten, at den danske stat vedtog og stadfæstede ambi-loven, og at Skatteministeriet opkrævede ambi fra sagsøgerne. Den danske stat vidste således på forhånd, at ambien var i strid med fællesskabsretten, og Kommissionen gjorde allerede i januar 1988 opmærksom på, at ambien var i strid hermed. På trods heraf fortsatte Skatteministeriet i næsten fire år med at opkræve ambi.   

Den danske praksis med at foretage fuldt fradrag med sparede arbejdsgiverafgifter, uden at det var godtgjort, at der var sket overvæltning, eller hvor det var lagt til grund, at der ikke var sket overvæltning, var fra start i strid med Domstolens praksis. I San Giorgio-dommen var det således fastslået, at en afgift opkrævet i strid med fællesskabsretten skal tilbagebetales, medmindre det er godtgjort, at afgiften er overvæltet (præmis 13). I 1997 konsoliderede Domstolen i Comateb-dommen sin praksis om, at tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten kun kan nægtes, hvis det er godtgjort, at den betalte afgift er overvæltet, og at tilbagebetaling vil medføre ugrundet berigelse (præmis 20-35). I 2003 konsoliderede Domstolen i Weber’s Wine World-dommen på ny sin praksis og understregede, at overvæltning var den eneste undtagelse til tilbagebetalingspligten, og at denne undtagelse skulle fortolkes indskrænkende. Det var i åbenbar strid med denne praksis, at sagsøgte fastholdt den danske praksis med at foretage fuldt fradrag med sparede arbejdsgiverafgifter, uden at det var godtgjort, at der var sket overvæltning, eller hvor det var lagt til grund, at der ikke var sket overvæltning. Den generelle danske praksis vedrørende sparede arbejdsgiverafgifter var således allerede inden Lady & Kid-dommen i strid med Domstolens faste praksis. Domstolens dom i Lady & Kid-sagen er på de afgørende punkter baseret på Comateb-dommen og var reelt en konsolidering af Domstolens faste praksis. Lady & Kid-dommen medførte således ikke nogen ændring i Domstolens praksis.

Skatteministeriets begrundelse for at nægte sagsøgerne tilbagebetaling var i strid med Domstolens faste praksis. Told- og Skattestyrelsen afslog i 1997 og 1998 KID-Holding A/S og Lady & Kid A/S ’ ansøgninger om tilbagebetaling alene med den begrundelse, at selskaberne havde sparet mere i afskaffede arbejdsgiverafgifter, end de havde betalt i ambi.

- 28 -

Styrelsen foretog også fradrag for sparede arbejdsgiverafgifter i Harald Nyborg A/S’ og Direct Nyt A pS’ tilbagebetalingskrav og vurderede, at den del af den betalte ambi, som ikke var modregnet med sparede arbejdsgiverafgifter, var overvæltet. Skatteministeriets nægtelse af tilbagebetaling var i alle sagsøgernes sager og under hele sagsforløbet i strid med Domstolens faste praksis.

Kommissionens ageren kan ikke tages til indtægt for, at den danske praksis ikke udgjorde en kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten. At Kommissionen ikke anlagde en traktatkrænkelsessag efter sagsøgernes klage i 1999 og 2001, kan således ikke på nogen måde tages til indtægt for, at den danske praksis ikke udgjorde en kvalificeret overtrædelse af EU-retten.

Det var endvidere ansvarspådragende, at de danske domstole undlod at foretage pligtmæssig forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Danske domstole undlod konsekvent at forelægge præjudicielle spørgsmål om den danske praksis om tilbagebetaling af den uretmæssigt opkrævede ambi indtil 2009, selvom afgiftspligtige i adskillige sager anmodede domstole, der afgjorde sagen i sidste instans, om præjudiciel forelæggelse. Det følger af Domstolens dom i Lady & Kid-sagen, at EU-retten var til hinder for den daværende danske praksis vedrørende fradrag i tilbagebetalingskrav for sparede arbejdsgiverafgifter. Det indebærer, at det ikke i den periode, hvor danske domstole etablerede og fastholdt den danske praksis med fuldt fradrag for sparede arbejdsgiverafgifter, kunne udelukkes, at der forelå en rimelig tvivl med hensyn til fortolkningen af relevante EU-retlige regler. Dermed var undtagelserne til forelæggelsespligten ikke til stede, og danske domstole i sidste instans, som undlod præjudiciel forelæggelse, tilsidesatte (nu) TEUF art. 267, stk. 3. Præjudiciel forelæggelse skulle være sket allerede i Dansk Denkavit og Bose-sagerne. Domstolen havde således allerede i San Giorgio-dommen udtalt, at tilbagebetaling kun kan nægtes, når det er godtgjort, at den afgiftspligtige reelt har overvæltet den ulovlige afgift. Dansk Denkavit og Bose anmodede Højesteret om at forelægge præjudicielle spørgsmål om bl.a. betydningen af de sparede arbejdsgiverafgifter, men Højesteret afviste dette (Ugeskrift for Retsvæsen1994, side 181/2). I Bose-dommen fandt Højesteret derefter, at Bose ikke havde overvæltet den betalte ambi, men at der skulle ske fuldt fradrag for sparede afgifter i Boses tilbagebetalingskrav – i strid med San Giorgio-dommen. Med Comateb-dommen konsoliderede Domstolen sin praksis om, at nægtelse af tilbagebetaling forudsætter, at der er

- 29 -

sket overvæltning. Ikke desto mindre undlod Højesteret præjudiciel forelæggelse i Monsanto-Searle (Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 1171), og Østre Landsret nægtede præjudiciel forelæggelse i bl.a. Difko-sagen (Tidsskrift for Skatteret 2000, side 993). Også efter Weber’s Wine World-dommen undlod Højesteret i bl.a. Danmarks Fiskeriforening-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 2308) at forelægge præjudicielle spørgsmål. Danske domstoles undladelse af pligtmæssig forelæggelse af præjudicielle spørgsmål skal tillægges betydning ved bedømmelsen af den danske tilsidesættelse af EU-retten. Hertil kommer, at den vedholdende manglende pligtmæssige forelæggelse i sig selv udgør en ansvarspådragende tilsidesættelse af EU-retten.

Ud over at sagsøgte er erstatningsansvarlig for det tab, som den kvalificerede tilsidesættelse af EU-retten har forårsaget, udgør Østre Landsrets omkostningsafgørelse af 10. januar 2013 i sig selv en tilsidesættelse af det EU-retlige effektivitetsprincip, som indebærer, at det ikke må gøres uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve EU-sikrede rettigheder. Østre Landsret tilkendte ved sin omkostningsafgørelse sagsøgerne 3,2 mio. kr. til dækning af udgifter til advokat. Endvidere havde Højesteret tilkendt sagsøgerne 100.000 kr. ved afvisningen af Skatteministeriets kære i januar 2010. Sagsøgerne havde imidlertid afholdt udgifter til advokat- og revisorbistand på i alt 10.097.151 kr. eksklusive moms. Østre Landsrets omkostningsafgørelse indebar således, at sagsøgerne alene fik dækket deres udgifter forbundet med retssagen delvist, hvilket har medført et tab for selskaberne på i alt 6.797.191 kr. Hertil kommer det rentetab, sagsøgerne har lidt ved siden af betaling af de afholdte udgifter ved ikke at have de pågældende beløb til rådighed. I landsrettens præmisser er henvist til almindelige nationale principper om udmåling af sagsomkostninger. Der er ikke taget hensyn til, at sagsøgernes udgifter til bistand var direkte forårsaget af, at sagsøgte tilsidesatte EU-retten på kvalificeret vis, eller at sagsøgte i strid med effektivitetsprincippet gjorde tilbagesøgning uforholdsmæssigt vanskelig for sagsøgerne.   

Bedømmelsen af, om tilsidesættelsen er kvalificeret, kan ikke reduceres til en bedømmelse af de enkelte handlinger og undladelser, der har ført til tilsidesættelsen. De enkelte handlinger og undladelser, som er gennemgået ovenfor hver for sig, udgør kvalificerede og ansvarspådragende tilsidesættelser af EU-retten. Dertil kommer imidlertid, at en tilsidesættelse af EU-retten ifølge Domstolens praksis kan være ansvarspådragende, uanset om tilsidesættelsen kan henføres til et bestemt statsligt organ, og uanset om noget organ har

- 30 -

handlet culpøst. Dermed kan bedømmelsen af, om en tilsidesættelse er tilstrækkeligt kvalificeret, ikke meningsfuldt reduceres til – kun – en bedømmelse af de enkelte handlinger og undladelser, der har ført til tilsidesættelsen. Da tilsidesættelsen af sagsøgtes EU-retlige forpligtelse til at tilbagebetale den af sagsøgerne betalte ambi var kvalificeret, var den ansvarspådragende, uanset om de enkelte handlinger og undladelser, der førte til tilsidesættelsen, hver for sig anses for at være kvalificerede. Hertil kommer, at den samlede effekt af sagsøgtes handlinger og undladelser har gjort det uforholdsmæssigt vanskeligt for sagsøgerne at opnå tilbagebetaling. Alene den tidsmæssige udstrækning af sagsøgernes tilbagebetalingssager og de betydelige udækkede udgifter er i strid med effektivitetsprincippet.

Der er direkte årsagsforbindelse mellem statens overtrædelser af EU-retten og sagsøgernes tab. Vedtagelse og stadfæstelse af ambi-loven var nødvendige betingelser for sagsøgernes tilbagebetalingssager og dermed for det indtrådte tab. At de ikke var tilstrækkelige betingelser for det indtrådte tab (fordi det også var betinget af bl.a. statens EU-stridige tilbagebetalingspraksis), medfører ikke, at der ikke er årsagsforbindelse. Danske myndigheder, herunder domstolene, var ansvarlige for samtlige de handlinger og undladelser, som var nødvendige og (tilsammen) tilstrækkelige betingelser for sagsøgernes tilbagebetalingssager og dermed det indtrådte tab.

Ingen del af statens ansvar er forældet. Sagsøgernes tab er forårsaget af sagsøgtes vedvarende tilsidesættelse af sagsøgernes EU-sikrede rettigheder, som først ophørte, da Skatteministeriet tilbagebetalte den af sagsøgerne betalte ambi. Den absolutte forældelsesfrist regnes først fra ophøret af den skadevoldende handling.   

Principper om retskraft er ikke til hinder for sagsøgernes krav. Domstolen har fastslået, at principper om retskraft ikke er til hinder for en efterfølgende sag om en medlemsstats erstatningsansvar for en national domstolsafgørelse (Köbler, præmis 39-40). At Østre Landsrets omkostningsafgørelse er endelig og retskraftig, afskærer således ikke sagsøgernes erstatningskrav.   

Sagsøgerne har anmodet om, at der forelægges præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om to overordnede temaer; (i) bedømmelsen af, om sagsøgtes tilsidesættelse af EU-retten var

- 31 -

kvalificeret, og (ii) hvilke krav det EU-retlige effektivitetsprincip nærmere indebærer for udmåling af sagsomkostninger i sager mod medlemsstater om udøvelse af EU-sikrede rettigheder. Til støtte for anmodningen har sagsøgerne anført, at sagsøgerne gør gældende, at den danske praksis var i strid med Domstolens faste praksis allerede før Lady & Kid-dommen, mens sagsøgte bestrider dette. Det er alene landsretten, som kan og skal tage stilling, hvad den nationale praksis bestod i, og hvordan den blev anvendt over for sagsøgerne. Det stiller sig imidlertid anderledes, for så vidt angår, om denne praksis var i åbenbar strid med Domstolens faste praksis allerede før Lady & Kid-dommen. Heri indgår en fortolkning af Domstolens praksis, og der er intet, der forhindrer landsretten i at stille præjudicielle spørgsmål til Domstolen herom. Det følger af Domstolens praksis, at medlemsstaternes processuelle regler ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som følger af EU-retten (effektivitetsprincippet). I Kantarev-dommen har Domstolen endvidere fastslået, at et retsgebyr kan være i strid med effektivitetsprincippet (præmis 132 smh. 138). Det følger heraf, at effektivitetsprincippet principielt indebærer krav til nationale regler og praksis om sagsomkostninger. Det kan i praksis gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt for borgere og virksomheder at håndhæve de rettigheder, der følger af EU-retten, såfremt der udmåles sagsomkostninger, som ikke udgør nogen reel dækning af de omkostninger til advokatbistand, som påløber under en retssag mod statslige myndigheder om håndhævelse af rettigheder, der følger af EU-retten.

Der foreligger så vidt ses ikke praksis fra Domstolen, som forholder sig specifikt til, hvilke krav effektivitetsprincippet indebærer for så vidt angår nationale regler om udmåling af sagsomkostninger i sager om håndhævelse af rettigheder, der følger af EU-retten, selvom det er forudsat, at effektivitetsprincipper finder anvendelse også for så vidt angår sagsomkostninger.

Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet har gjort gældende, at sagsøgerne ved Østre Landsrets omkostningsafgørelse af 10. januar 2013 har opnået den rimelige erstatning for deres omkostninger, som de har krav på både efter retsplejelovens og EU-rettens regler. Der er intet grundlag i Domstolens omfattende praksis om medlemsstaternes erstatningsansvar eller effektivitetsprincippet for sagsøgernes krav om at opnå fuld dækning for samtlige omkostninger i forbindelse med gennemførelsen af deres tilbagebetalingskrav. Østre Landsrets omkostningsafgørelse er truffet i overensstemmelse med retsplejelovens

- 32 -

regler, gældende takster og retspraksis. Retsplejelovens regler om omkostningsfastsættelse respekterer de EU-retlige krav, der kan stilles hertil. EU-retten indeholder ikke harmoniserede regler om fastsættelse af sagsomkostninger i civile sager, der angår tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten, og retsplejelovens regler respekterer effektivitetsprincippet. Undlader en part at fremme sagen behørigt, eller fremsætter parten under sagen ubeføjede indsigelser eller processuelle begæringer, inddrager retten dette i omkostningsfastsættelsen. Sagsøgerne har ved omkostningsafgørelsen fået rimelig dækning for deres omkostninger ved den samlede sagsbehandlingsproces.

Ambi-loven blev vedtaget i 1987 og ophørte med at virke ved udgangen af 1991. Der er ikke grundlag for at give sagsøgerne medhold i, at ambi-loven blev fremsat og vedtaget i ond tro om foreneligheden med 6. momsdirektivs art. 33. Hertil kommer, at de udækkede omkostninger, som sagsøgerne har afholdt, ikke er forvoldt ved vedtagelsen af ambi-loven, og at krav støttet på vedtagelsen af ambi-loven er forældede efter 1908-lovens § 1. Der er derfor ikke grund til nærmere at efterprøve vedtagelsen af ambi-loven.

EU-retten indeholder ikke harmoniserede regler om tilbagesøgning af nationale afgifter opkrævet i strid med EU-retten. Der er intet grundlag i Domstolens praksis for at mene, at hverken tilbagebetalingsloven, reglerne udstedt i medfør heraf eller administrativt fastsatte regler har været i strid med EU-retlige regler. Samtlige regler om tilbagebetalingen af ambi har været forelagt Kommissionen til bemærkninger og godkendelse inden ikrafttrædelse og anvendelse, ligesom Kommissionen løbende er orienteret om Højesterets domme og den administrative praksis på området. Herefter er der intet grundlag for at mene, at reglerne, administrativ praksis eller domspraksis har udgjort en kvalificeret overtrædelse af EU-retlige regler eller har gjort det uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre tilbagebetalingskrav.   

Det forhold, at Kommissionen efter nøje at have gennemgået sagsøgernes EU-retlige indsigelser undlod at anlægge et traktatbrudssøgsmål, men i stedet konkluderede, at der ikke var tale om et klart eller åbenbart brud på EU-retten, bekræfter, at Skatteministeriets administration af tilbagebetalingsloven ikke har udgjort en kvalificeret overtrædelse af EU-retten.

- 33 -

Det forhold, at generaladvokat Villalòn i sit forslag til afgørelse af Lady & Kid-sagen langt hen ad vejen fulgte regeringens argumentation og foreslog Domstolen at fastslå, at EU-retten ikke var til hinder for, at der kunne gøres undtagelser fra princippet om tilbagebetaling af ulovlig afgift i tilfælde, hvor afgiften kunne være udlignet som følge af en samtidig ophævelse af andre lovlige afgifter, idet der i modsat fald ville foreligge en ugrundet berigelse, viser tilsvarende, at Skatteministeriets tilbagebetalingspraksis var i overensstemmelse med den generelle forståelse af EU-retten og i hvert fald ikke udgjorde en åbenbar og grov overtrædelse af EU-retten.

De danske domstole har løbende i den praksis, som er anlagt i ambi-sagerne, nøje fulgt den praksis, som Domstolen har udviklet i sager om tilbagebetaling af nationale afgifter opkrævet i strid med EU-retten. Det gælder både praksis om tilbagebetaling af ambi, herunder betydningen af sparede arbejdsgiverafgifter, og om afgørelse af anmodninger om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen. I Lady & Kid-dommen udviklede Domstolen sin praksis og fraveg to tidligere domme på området. Som bekræftet ved Kommissionens standpunkt og generaladvokatens forslag til afgørelse i sagen kunne denne udvikling ikke være forudset af de danske domstole. Det forhold, at præjudiciel forelæggelse ikke skete tidligere, kan derfor ikke bebrejdes domstolene, og der kan efter Domstolens praksis herom under ingen omstændigheder være tale om et ansvarspådragende forhold i relation til sagsøgerne eller et forhold, som har gjort det uforholdsmæssigt vanskeligt for sagsøgerne at gennemføre deres tilbagebetalingskrav.

Skatteministeriets procesførelse i den foreliggende sag er sket på grundlag af og i overensstemmelse med den af domstolene fastlagte retspraksis i ambi-sagerne, herunder især Højesterets domme i Dansk Denkavit-, Bose- og Monsanto-Searle-sagerne, som Kommissionen uden indsigelser løbende har været underrettet om. Sagerne er fra Skatteministeriets side i hele forløbet behørigt fremmet, og der er ikke foretaget ubeføjede processkridt. Sagsøgerne har heller ikke under sagsforløbet fremsat indsigelser herom over for domstolene. Det meget lange sagsforløb er forårsaget af sagernes særlige principielle karakter, parternes berettigede procesførelse, herunder sagsøgernes løbende inddragelse af Kommissionen, og den præjudicielle forelæggelse for Domstolen.

- 34 -

Længden og omfanget af det samlede sagsforløb skyldes ikke forhold, som kan bebrejdes hverken Skatteministeriet eller domstolene, og kan derfor ikke påføre staten erstatningsansvar for sagsøgernes sagsomkostninger ud over de tilkendte ved Østre Landsrets omkostningsafgørelse. Tilsvarende er der ikke i Domstolens praksis om effektivitetsprincippet grundlag for at fastslå, at sagsøgerne har krav på dækning af deres fulde omkostninger til gennemførelse af deres tilbagebetalingskrav.

Vedrørende anmodningen om præjudiciel forelæggelse har Skatteministeriet anført, at landsretten ved kendelser af 4. marts 2019 og 9. marts 2020 har afvist sagsøgernes anmodninger om præjudiciel forelæggelse. Da der ikke efterfølgende er fremkommet nyt, er der ikke grundlag for at ændre disse kendelser.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vedrørende præjudiciel forelæggelse for Domstolen i denne sag:

Af de grunde, som er anført i landsrettens kendelse af 4. marts 2019 vedrørende spørgsmål 2-4, 5-8 og 9-11, finder landsretten ikke grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.

Vedrørende erstatningsansvar for overtrædelse af EU-retten:

Denne retssag handler bl.a. om, hvorvidt den danske stat har pligt til at betale erstatning til sagsøgerne for manglende dækning af samtlige de udgifter, sagsøgerne har afholdt til advokatbistand og revisionsmæssig bistand i forbindelse med behandlingen af sagsøgernes krav på tilbagebetaling af den ambi, sagsøgerne betalte i sin tid.

Efter fællesskabsretten ifalder en medlemsstat erstatningsansvar for tab, som er forvoldt borgere og virksomheder ved en tilsidesættelse af fællesskabsretten, såfremt den bestemmelse, medlemsstaten har overtrådt, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, såfremt overtrædelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og såfremt der er direkte årsagsforbindelse mellem medlemsstatens overtrædelse og det lidte tab.   

Udenrigsministeriets, Justitsministeriets og Tolddepartementets vurderinger af ambiens forhold til fællesskabsretten i oktober og november 1987 viser, at myndighederne og regeringen forud for fremsættelsen af lovforslaget om indførelse af ambien var klar over, at

- 35 -

der var en nærliggende risiko for, at loven ville være i strid med fællesskabsretten, idet den ordning, loven indførte, kunne opfattes som ulovlig statsstøtte eller som en ulovlig afgift efter artikel 33 i 6. momsdirektiv. Uanset at retssagen vedrører udgifter i forbindelse med sagsøgernes forfølgelse af deres tilbagebetalingskrav vedrørende ambien og ikke selve betalingen af ambi i sin tid, bemærker landsretten, at det ikke er godtgjort, at de danske myndigheder anså det for udelukket, at ambien kunne blive opfattet som værende i overensstemmelse med fællesskabsretten. Indførelsen af ambien udgjorde derfor ikke i sig selv en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten, som kan begrunde et erstatningsansvar.

Spørgsmålet er herefter, om Danmark har overtrådt bestemmelser i fællesskabsretten i forbindelse med administrationen af tilbagebetalingsordningen vedrørende ambi på en tilstrækkeligt kvalificeret måde til, at der kan gøres et erstatningskrav gældende.

Efter at Domstolen den 31. marts 1992 havde afsagt dom i sagen C-200/90 (Dansk Denkavit), hvorved ambien blev fundet i strid med artikel 33 i 6. momsdirektiv, vedtog Folketinget en lov om tilbagebetaling af den ulovligt opkrævede ambi. Der blev i medfør af loven truffet afgørelse i et meget stort antal sager om, hvorvidt opkrævet ambi skulle betales tilbage, og en række af sagerne endte med at blive afgjort ved de danske domstole. De danske skattemyndigheder indtog i forbindelse med behandlingen af tilbagebetalingskrav den holdning, at tilbagebetaling ikke skulle ske, hvis virksomheden havde overvæltet ambien på et senere omsætningsled, og at et tilbagebetalingskrav på ambi skulle reduceres med de arbejdsgiverafgifter, virksomheden havde sparet ved ophævelsen af de nævnte afgifter i forbindelse med indførelsen af ambien. Skattemyndighedernes linje med hensyn til de to retlige spørgsmål blev opretholdt ved de domme, der blev afsagt af danske domstole forud for Domstolens afgørelse af 6. september 2011 i Lady & Kid m.fl.   

Det er landsrettens vurdering, at skattemyndighedernes praksis og de danske domstoles afgørelser, hvorefter tilbagebetalingskrav på ambi skulle reduceres med sparede arbejdsgiverafgifter, ikke udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten. Den praksis vedrørende medlemsstaters tilbagebetalingspligt, som forelå fra Domstolen forud for dommen af 6. september 2011 i Lady & Kid m.fl., gav ikke grundlag for at fastslå, at tilbagebetaling af ulovligt opkrævet ambi alene kan afslås, hvor der er sket

- 36 -

overvæltning til et senere omsætningsled. I Domstolens afgørelser i McCarren og i Apple and Pear anføres det endog, at det tilkommer de nationale retter under anvendelse af nationale regler at vurdere blandt andet, om en refusion kan anses for udlignet gennem nogle udbetalte præmier (McCarren), henholdsvis om et krav på tilbagebetaling skal nedsættes under hensyn til de direkte fordele, som de pågældende afgiftspligtige havde haft (Apple and Pear).   

Landsretten har også tillagt det betydning, at Kommissionen ikke fandt grundlag for at rejse en traktatkrænkelsessag mod Danmark vedrørende gennemførelsen af tilbagebetalingen af ulovligt opkrævet ambi, ligesom landsretten har tillagt det betydning, at generaladvokat P. Cruz Villalòn i sit forslag til afgørelse i sagen Lady & Kid m.fl. bl.a. foreslog Domstolen at svare, at EU-retten ikke var til hinder for at tillægge det betydning for vurderingen af, om der skal ske tilbagebetaling af en ulovligt opkrævet afgift, at afgiften kunne være udlignet som følge af en samtidig ophævelse af andre afgifter.

Hvad angår de danske domstoles pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen, gav Domstolens praksis forud for dommen af 6. september 2011 i Lady & Kid m.fl. ikke grundlag for at antage, at der var berettiget tvivl om de krav, fællesskabsretten stillede i forbindelse med tilbagebetaling af nationale afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten. Højesteret foretog i kendelsen af 16. december 1993 under forberedelsen af sagerne vedrørende Dansk Denkavit ApS og Bose A/S en udførlig vurdering af, om der var grundlag for en præjudiciel forelæggelse. Højesteret tog i den forbindelse Domstolens afgørelser i Hans Just-, San Giorgio- og Bianco-dommene i betragtning. De efterfølgende danske domstolsafgørelser om ikke at tage anmodninger om præjudiciel forelæggelse til følge, herunder Københavns Byrets kendelse af 16. december 2002 i sagerne anlagt af sagsøgerne i denne sag og Østre Landsrets første kendelse af 27. september 2007 under ankebehandlingen af sagsøgernes sag, var i overensstemmelse hermed. Landsretten bemærker i den forbindelse, at Domstolens afgørelser i Comateb-dommen og Weber’s Wine World -dommen ikke indeholdt fortolkningsbidrag, der medførte, at der var en berettiget tvivl om de krav, fællesskabsretten stillede i forbindelse med tilbagebetaling af ulovligt opkrævede nationale afgifter. Det er landsrettens vurdering, at der ikke forud for Domstolens dom af 6. september 2011 i Lady & Kid m.fl. var en sådan begrundet tvivl om de krav, fællesskabsretten stillede i forbindelse med tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten, at en

- 37 -

undladelse af at stille præjudicielle spørgsmål til Domstolen udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten.   

Da der ikke foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af EU-retten i forbindelse med skattemyndighedernes og de danske domstoles behandling af sagerne om tilbagebetaling af den ulovligt opkrævede ambi eller ved de danske domstoles afvisning af at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen forud for Østre Landsrets kendelse af 12. oktober 2009, er der ikke grundlag for at pålægge Kongeriget Danmark et erstatningsansvar som påstået af sagsøgerne.

Vedrørende det EU-retlige effektivitetsprincip:

Som anført ovenfor er det landsrettens vurdering, at der ikke foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af EU-retten i forbindelse med skattemyndighedernes og de danske domstoles behandling af sagerne om tilbagebetaling af den ulovligt opkrævede ambi eller ved de danske domstoles afvisning af at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen forud for Østre Landsrets kendelse af 12. oktober 2009. Der foreligger med samme begrundelse heller ikke en tilsidesættelse af det EU-retlige effektivitetsprincip i forbindelse hermed.   

Sagsøgerne har ikke påvist forhold, der kan føre til, at længden og omfanget af det samlede sagsforløb vedrørende behandlingen af sagsøgernes krav på tilbagebetaling af ambi udgør en krænkelse af det EU-retlige effektivitetsprincip.

Østre Landsrets afgørelse af 10. januar 2013 om sagsomkostninger i de sager, sagsøgerne havde anlagt om tilbagebetaling af ambi, er udførligt begrundet. Det EU-retlige effektivitetsprincip indebærer ikke, at en virksomhed eller borger, der får medhold i, at en ulovligt opkrævet national afgift skal betales tilbage, har krav på at få dækket enhver udgift, der er afholdt i forbindelse med gennemførelsen af tilbagebetalingskravet. Spørgsmålet om dækning af udgifter afholdt i forbindelse med gennemførelsen af sagsøgernes betalingskrav skal afgøres ud fra en skønsmæssig vurdering, hvori blandt andet tilbagebetalingskravets størrelse og det nødvendige arbejde forbundet med forfølgningen af kravet indgår.

Landsretten finder ikke, at Østre Landsret i forbindelse med sagsomkostningsafgørelsen af 10. januar 2013 har handlet i strid med det EU-retlige effektivitetsprincip.   

- 38 -

Der er således ikke grundlag for at pålægge Kongeriget Danmark at betale sagsøgerne erstatning for krænkelse af det EU-retlige effektivitetsprincip.

Konklusion:

Landsretten tager Kongeriget Danmarks påstand om frifindelse til følge.

Sagsomkostninger:   

Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S skal solidarisk betale sagsomkostninger for landsretten til Kongeriget Danmark ved Skatteministeriet med 500.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Kongeriget Danmark repræsenteret ved Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S inden 14 dage solidarisk betale sagsomkostninger for landsretten til Kongeriget Danmark ved Skatteministeriet med 500.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.