Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 19. november 2008
Det forbydes ved offentlig gengivelse af forhandlingen i retten og af kendelsen at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre udlændingenes identitet.
Sag 330/2008
(1. afdeling)
Kærende
(advokat Frank A. Wenzel, beskikket)
mod
Rigspolitichefen
(kammeradvokat K. Hagel-Sørensen)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 15. juli 2008 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 25. juli 2008.
I påkendelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Børge Dahl, Jytte Scharling og Jens Peter Christensen.
Kæresagen, der for Højesteret er behandlet i forbindelse med sag 329/2008 vedrørende Person 1, er forhandlet mundtligt.
Påstande
Kærende har nedlagt påstand om, at rigspolitichefens påstand om friheds-berøvelse af ham ikke burde være taget til følge ved byrettens og landsrettens kendelser.
Rigspolitichefen har påstået stadfæstelse.
- 2 -
Rigspolitichefen har oplyst, at der ikke er nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning, da Politiets Efterretningstjeneste ikke agter at fremlægge yderligere oplysninger om den fore-tagne overvågning og efterforskning.
Supplerende sagsfremstilling
Frihedsberøvelsen af Kærende er løbende blevet forlænget, senest ved en kendelse afsagt af Københavns Byret den 7. oktober 2008 med frist indtil den 21. oktober 2008.
Kærende blev løsladt den 20. oktober 2008, efter at Flygtningenævnet samme dag havde truffet afgørelse om, at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Tunesien eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Tunesien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet fastslog i sin afgørelse endvidere, at Kærende i overensstemmelse med Integrationsministeriets afgørelse af 13. marts 2008 skal udrejse straks.
Det hedder i Flygtningenævnets afgørelse af 20. oktober 2008 vedrørende Kærende bl.a.:
”Det fremgår af partshøringsreferat af 15. juli 2008 [ikke af 15. juni 2008 som angivet i landsrettens kendelse], udfærdiget af Udlændingeservice, at ansøgeren er blevet ind-kaldt til samtale med henblik på, at han får mulighed for at gøre sine bemærkninger til indholdet af Politiets Efterretningstjenestes e-post af 4. juli 2008. Efter at have fået op-læst og oversat efterretningstjenestens resumé af sagen har ansøgeren bemærket, at der i byretten den 14. juli 2008 blev udtalt, at der alene blev fundet pistol og håndgranater hos den anden tunesiske statsborger, og ikke som nævnt i resuméet hos dem begge.
Efterretningstjenesten ønsker at gøre ansøgeren ansvarlig for den anden tunesiske stats-borgers handlinger. Ansøgeren har ikke haft våben på sin bopæl. Hans navn er nævnt to gange i resuméet indtil videre. Første gang er det vedrørende pistolen og anden gang er det vedrørende en selvmordsvideo. Ansøgeren har ikke finansieret købet af pistolen. Den pistol, der er i myndighedernes varetægt, er en gaspistol, og der er ikke fundet am-munition til pistolen. Den kan ikke bruges til noget. Han kan ikke forstå, hvorfor Politi-ets Efterretningstjeneste insisterer på, at ansøgeren var fælles med den anden tunesiske statsborger om indkøbet af pistolen. Ansøgeren har hverken alene eller sammen med den anden tunesiske statsborger set selvmordsvideoen, hvilket Politiets Efterretnings-tjeneste dagen før i byretten erkendte, at der ikke forelå nogen beviser for. Efterret-ningstjenesten kommer med beskyldninger, som ikke kan bevises, og ansøgeren undrer sig over, hvad hensigten bag dette er. I forhold til resuméets side fire bemærker ansøge-ren, at hans navn ikke er nævnt. Til side fem har ansøgeren bemærket, at han ikke har haft noget arbejde siden 2003 og siden 2005 kun har fået kr. 7.000 om måneden i kon-tanthjælp. Han betaler kr. 6.500 om måneden i husleje, hvorfor han ikke har råd til at
- 3 -
købe en bil til den anden tunesiske statsborger, som Politiets Efterretningstjeneste har påstået. Lægen har anbefalet, at han bor i en stor lejlighed. Han får kr. 500 om måneden i boligsikring. Han har kr. 1.000 tilbage at leve for om måneden, hvorfor han må låne penge af sine søskende for at overleve. Han forstår derfor ikke, hvordan han på dette grundlag har kunnet finansiere den anden tunesiske statsborgers indkøb af en bil. Efter-retningstjenesten har heller ikke i byretten kunnet bevise noget vedrørende indkøb af bilen. Ansøgeren er i resuméet beskyldt for at have en ledende rolle. Den anden tune-siske statsborger bor nogle gange i København og andre gange i Ålborg. Der kan gå to-tre måneder imellem deres møder, som alene er tilfældige, hvorfor han ikke kan have givet ordrer eller lignende til den anden tunesiske statsborger. Politiets Efterretnings-tjeneste insisterer på at involvere ansøgeren i sagen, selv om der ikke er nogen beviser. Selv om efterretningstjenesten har ransaget hans bolig og overvåget hans telefon og in-ternetforbindelse, har de ikke kunne finde nogen beviser. Efter at have fået oplæst og oversat Politiets Efterretningstjenestes yderligere oplysninger til belysning af grundlaget for frihedsberøvelsen af de pågældende har ansøgeren til side to bemærket, at efterret-ningstjenesten tidligere har erkendt, at de ikke har fundet noget inkriminerende hos an-søgeren. Der står imidlertid i indledningen, at der er fundet noget inkriminerende hos ham og den anden tunesiske statsborger, men Politiets Efterretningstjeneste kan ikke bevise, at ansøgeren har været involveret i sagen. Til side tre og fire har ansøgeren be-mærket, at hans navn ikke er nævnt. Til side fem har ansøgeren bemærket, at efterret-ningstjenesten i begyndelsen mente, at der var tre personer involveret i sagen. Da den ene er dansk statsborger, blev han løsladt. Ansøgeren har ikke som nævnt i indledningen et tæt forhold til den anden tunesiske statsborger. Politiets Efterretningstjeneste ville have nævnt det, såfremt han og den anden tunesiske statsborger havde haft tæt kontakt. Han har ikke haft nogen ledende rolle i sagen. Efterretningstjenesten har ingen beviser mod ansøgeren, da alt det fremlagte materiale drejer sig om den anden tunesiske stats-borger. Ansøgeren har til rapportens bilag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, og 19 bemærket, at hans navn ikke er nævnt. Han har til side to i bilag 8 be-mærket, at Politiets Efterretningstjeneste ikke har dokumenteret, at den anden tunesiske statsborger har haft mulighed for at købe bilen, men at efterretningstjenesten i retten sagde, at ansøgeren finansierede købet.”
Anbringender
Kærende har gjort gældende, at det på grundlag af de oplysninger, som rigspolitichefen har fremlagt, ikke er muligt at udøve den fornødne prøvelse af det faktuelle grundlag for vurderingen af, at han må anses for en fare for statens sikkerhed, og det er der-med ikke muligt at foretage den fornødne kontrol af frihedsberøvelsens lovlighed.
Der skal fremlægges egentligt bevismateriale og ikke blot resumérapporter, og der er således med det fremlagte materiale ikke sket en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et så-dant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen kan anses for lovlig. Der er for Kærendes vedkommende ikke fremlagt noget som helst faktuelt materiale.
- 4 -
Karakteren af det fremlagte materiale betyder endvidere, at kravet om passende adgang til kontradiktion ikke er opfyldt. De fremlagte oplysninger vedrørende Kærende er så vage og ikke konkretiserede, at det ikke er muligt at udøve passende kontradiktion.
Rigspolitichefen har gjort gældende, at der ikke skal ske en bevisførelse som i en straffesag om skyldspørgsmål, men alene en rimelig sandsynliggørelse af, at grundlaget for farevurde-ringen var til stede. Der er fremlagt fornødne oplysninger til, at der kan ske en tilstrækkelig prøvelse af det faktuelle grundlag for farevurderingen.
Med efterretningstjenestens redegørelse af 4. juli 2008 er der givet tilstrækkelige faktiske op-lysninger om Kærendes involvering. Der kan i den forbindelse også lægges vægt på det materiale, der er fremlagt vedrørende Person 1, når forbindelsen mellem de to tages i betragtning.
Kærende har endvidere haft passende adgang til kontradiktion, idet han på baggrund af det fremlagte materiale har kunnet konstatere, hvilke påstande der var rettet imod ham. Hans ad-vokat fik tilsendt det materiale, der er fremlagt fra Politiets Efterretningstjeneste, ligesom han har haft mulighed for at udtale sig under sagens behandling i såvel byretten som landsretten.
Højesterets begrundelse og resultat
Integrationsministeren har den 6. februar 2008 på baggrund af en indstilling fra justitsministe-ren truffet afgørelse om, at Kærende må anses for en fare for statens sik-kerhed, jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 1. Udlændingeservice har herefter den 12. februar 2008 truffet afgørelse om, at Kærende skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og denne afgørelse er den 13. marts 2008 stadfæstet af Integrationsministeriet. In-gen af disse afgørelser er indbragt for domstolene, og under denne sag skal der ikke tages stilling til gyldigheden af afgørelserne om farevurdering og udvisning.
Med henblik på at sikre muligheden for udvisning i overensstemmelse med afgørelsen herom traf politiet den 12. februar 2008 afgørelse om frihedsberøvelse af Kærende. Denne af-gørelse blev indbragt for domstolene, og ved Højesterets kendelser af 2. juli 2008 i sag 157/2008 vedrørende frihedsberøvelsen af Kærende (UfR 2008.2394) og i sag 158/2008 vedrørende frihedsberøvelsen af Person 1 (UfR 2008.2406/1) blev
- 5 -
det fastslået, ”at en kontrol af frihedsberøvelsens lovlighed skal indebære en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at udlændingen må anses for en fare for statens sik-kerhed. Der må kræves en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrun-det, jf. herved også menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 4. Denne sandsynlig-gørelse må ske ved, at myndighederne for retten fremlægger de i så henseende fornødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion” .
Spørgsmålet i denne sag er herefter, om der under behandlingen i byretten og landsretten, der førte til kendelserne af 15. og 25. juli 2008, er sket fremlæggelse af ”de i så henseende for-nødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion” .
Efter Højesterets kendelser af 2. juli 2008 skal der fremlægges sådanne oplysninger om det faktuelle grundlag for farevurderingen, at der er mulighed for en vis prøvelse som beskrevet. Redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste indeholdende oplysninger om, hvad der ved overvågning og efterforskning er konstateret, med gengivelser fra rapporter og suppleret med rapporter eller uddrag af rapporter om for eksempel ransagning, aflytning og overvågning, er det naturlige udgangspunkt for prøvelsen. En oplysning i en redegørelse kan efter sin karakter eller i sammenhæng med, hvad der i øvrigt foreligger oplyst, understøtte, at der foreligger den fornødne sandsynliggørelse, mens en oplysning i en redegørelse i andre tilfælde kun kan un-derstøtte, at der foreligger den fornødne sandsynliggørelse, hvis den er nærmere belyst.
I redegørelsen af 4. juni 2008 fra Politiets Efterretningstjeneste er det anført, at efterretnings-tjenestens overvågning og efterforskning har vist, at der er tætte forbindelser mellem Kærende og Person 1, at Kærende har en mere overordnet rolle, og at han fuldt ud har været inddraget i de aktiviteter, som efterretningstjenesten har afdækket. Tilsvarende er i re-degørelsen af 4. juli 2008 anført, at Kærende har haft en ledende rolle i netværket. Imid-lertid indeholder ingen af redegørelserne nærmere oplysninger om grundlaget for disse vurde-ringer. I redegørelsen af 4. juli 2008 anføres yderligere, at Kærende på et tidspunkt i 2005
gav Person 1 penge til køb af en bil, der skulle bruges til rekognosceringer, at Kærende i februar 2007 sammen med Person 1 forberedte anskaffelsen af en pistol med lyddæmper samt håndgranater, at Kærende skulle stå for indkøbet af en pistol, at Kærende og Person 1 i efteråret 2007 sammen så selvmordsvideoer, og at Kærende i
- 6 -
forlængelse heraf tilkendegav, at Person 1 var udpeget som den, der skulle dræbe teg-neren. Det er imidlertid om disse oplysninger alene anført, at de hidrører fra efterretnings-tjenestens overvågning og efterforskning.
Da der ikke er fremlagt oplysninger om grundlaget for efterretningstjenestens vurdering, hvorefter Kærende har haft en tæt forbindelse til Person 1 og en mere overordnet rolle i planerne om at dræbe tegneren Person 2, og da der ikke er anført noget om, hvorledes de øvrige oplysninger om Kærende er tilvejebragt, finder Højesteret, at oplys-ningerne om Kærendes aktiviteter og om en forbindelse mellem ham og Person 1 ikke er tilstrækkeligt belyst. Der har som følge heraf ikke i fornødent omfang været mulighed for kontradiktion og for at foretage en prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at Kærende må anses for en fare for statens sikkerhed.
Højesteret tager herefter Kærendes påstand til følge.
Thi bestemmes :
Påstanden om frihedsberøvelse af Kærende burde ikke være taget til følge ved byrettens og landsrettens kendelser.
--oo0oo--