Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsrettens kendelse stadfæstes i sag om hvorvidt frihedsberøvelse af udlænding er lovlig og kan opretholdes

HøjesteretStraffesag3. instans19. november 2008
Sagsnr.: 381/23Retssagsnr.: SS-329/2008-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
SS-329/2008-HJR
Sagstype
Grundlovssag
Instans
3. instans
Domsdatabasens sagsnummer
381/23
Sagsemner
Udlændinge
Sagsdeltagere
MyndighedRigspolitichefen; PartsrepræsentantHenrik Stagetorn; PartsrepræsentantK. Hagel-Sørensen; Rettens personaleTorben Melchior; Rettens personalePer Sørensen; Rettens personaleJytte Scharling; Rettens personaleJens Peter Christensen; Rettens personaleAsbjørn Jensen; Rettens personalePeter Blok; Rettens personaleBørge Dahl

Kendelse

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS DOMBOG

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt onsdag den 19. november 2008  

Det forbydes ved offentlig gengivelse af forhandlingen i retten og af kendelsen at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre udlændingenes identitet.

Sag 329/2008

(1. afdeling)

Kærende

(advokat Henrik Stagetorn, beskikket)

mod

Rigspolitichefen

(kammeradvokat K. Hagel-Sørensen)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 15. juli 2008 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 25. juli 2008.

I påkendelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Børge Dahl, Jytte Scharling og Jens Peter Christensen.

Kæresagen, der for Højesteret er behandlet i forbindelse med sag 330/2008 vedrørende Person 1, er forhandlet mundtligt.

Påstande

Kærende har nedlagt påstand om, at rigspolitichefens påstand om frihedsberøvelse af ham ikke burde være taget til følge ved byrettens og landsrettens kendel-ser.

Rigspolitichefen har påstået stadfæstelse.

- 2 -

Rigspolitichefen har oplyst, at der ikke er nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning, da Politiets Efterretningstjeneste ikke agter at fremlægge yderligere oplysninger om den fore-tagne overvågning og efterforskning.

Supplerende sagsfremstilling

Kærende blev den 22. august 2008 løsladt i forbindelse med, at han frivilligt rejste ud af landet.

Anbringender

Kærende har gjort gældende, at det på grundlag af de oplysninger, som rigspolitichefen har fremlagt, ikke er muligt at udøve den fornødne prøvelse af det faktu-elle grundlag for vurderingen af, at han må anses for en fare for statens sikkerhed, og det er dermed ikke muligt at foretage den fornødne kontrol af frihedsberøvelsens lovlighed.

Der skal fremlægges egentligt bevismateriale og ikke blot redegørelser, og der er således med det fremlagte materiale ikke sket en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen kan anses for lovlig.

Karakteren af det fremlagte materiale betyder endvidere, at kravet om passende adgang til kontradiktion ikke er opfyldt.

Rigspolitichefen har gjort gældende, at der ikke skal ske en bevisførelse som i en straffesag om skyldspørgsmål, men alene en rimelig sandsynliggørelse af, at grundlaget for farevurde-ringen var til stede. Der er fremlagt fornødne oplysninger til, at der kan ske en tilstrækkelig prøvelse af det faktuelle grundlag for farevurderingen.

Aflytningen af Kærendes telefonsamtaler, fundet af en kalender med angivelse af overvågning af Person 2s bopæl, aflytningen af søgninger på internettet vedrørende fremstilling af sprængstoffer mv. og fundet af en foldekniv og en gaspistol, der kræver vå-bentilladelse, har sammen med de øvrige omstændigheder, der er fremhævet af byretten og landsretten, tilvejebragt en tilstrækkelig underbyggelse af den foreliggende farevurdering.

Kærende har endvidere haft passende adgang til kontradiktion, idet han på baggrund af det fremlagte materiale har kunnet konstatere, hvilke påstande der var rettet imod ham. Hans advokat fik tilsendt det materiale, der er fremlagt fra Politiets Efterretningstjeneste, ligesom

- 3 -

han har haft mulighed for at udtale sig under sagens behandling i såvel byretten som lands-retten.

Højesterets begrundelse og resultat

Integrationsministeren har den 6. februar 2008 på baggrund af en indstilling fra justitsministe-ren truffet afgørelse om, at Kærende må anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 1. Udlændingeservice har herefter den 12. februar 2008 truffet afgørelse om, at Kærende skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og denne afgørelse er den 9. maj 2008 stadfæstet af Integrationsministeriet. Ingen af disse afgørelser er indbragt for domstolene, og under denne sag skal der ikke tages stilling til gyldigheden af afgørelserne om farevurdering og udvisning.

Med henblik på at sikre muligheden for udvisning i overensstemmelse med afgørelsen herom traf politiet den 12. februar 2008 afgørelse om frihedsberøvelse af Kærende. Denne afgørelse blev indbragt for domstolene, og ved Højesterets kendelser af 2. juli 2008 i sag 157/2008 vedrørende frihedsberøvelsen af Person 1 (UfR 2008.2394) og i sag 158/2008 vedrørende frihedsberøvelsen af Kærende (UfR 2008.2406/1) blev det fastslået, ”at en kontrol af frihedsberøvelsens lov lighed skal indebære en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed. Der må kræves en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet, jf. herved også menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 4. Denne sandsynliggørelse må ske ved, at myndighederne for retten fremlægger de i så henseende fornødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion” .

Spørgsmålet i denne sag er herefter, om der under behandlingen i byretten og landsretten, der førte til kendelserne af 15. og 25. juli 2008, er sket fremlæggelse af ”de i så henseende for -nødne oplysninger med passende adgang til kon tradiktion” .

Efter Højesterets kendelser af 2. juli 2008 skal der fremlægges sådanne oplysninger om det faktuelle grundlag for farevurderingen, at der er mulighed for en vis prøvelse som beskrevet. Redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste indeholdende oplysninger om, hvad der ved overvågning og efterforskning er konstateret, med gengivelser fra rapporter og suppleret med rapporter eller uddrag af rapporter om f.eks. ransagning, aflytning og overvågning, er det na-turlige udgangspunkt for prøvelsen. En oplysning i en redegørelse kan efter sin karakter eller i

- 4 -

sammenhæng med, hvad der i øvrigt foreligger oplyst, understøtte, at der foreligger den for-nødne sandsynliggørelse, mens en oplysning i en redegørelse i andre tilfælde kun kan under-støtte, at der foreligger den fornødne sandsynliggørelse, hvis den er nærmere belyst.   

Efter det, der er oplyst om Kærende, herunder det, der er fundet ved ransagninger, og det, der er oplyst om, at Politiets Efterretningstjenestes overvågning har vist, at han to gange har været ved tegneren Person 2s bopæl, tiltræder Højesteret, at det er rimeligt sand-synliggjort, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen af ham, at friheds-berøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet.

Der er givet Kærende fuld indsigt i det materiale, som danner grundlag for denne be-dømmelse. Han har således haft adgang til Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 4. juni 2008 og det i tilknytning hertil fremlagte rapportmateriale samt til efterretningstjenestens redegørelse af 4. juli 2008, ligesom han har haft mulighed for at udtale sig under sagens be-handling for såvel byretten som landsretten. Der har derfor i den foreliggende sag været for-nøden adgang til kontradiktion.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 381/23
Rettens sags nr.: SS-329/2008-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 380/23
Rettens sags nr.: SS-2098/2008-OLR
Kæret
1. instansKøbenhavns ByretKBH
DDB sags nr.: 379/23
Rettens sags nr.: SS-14167/2008-KBH
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb