Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt tirsdag den 22. januar 2008
Sag 373/2007
Kærende ApS 1
(advokat Jørgen G. Jacobsen)
mod
Indkærede A/S
(advokat Georg Dedichen)
I tidligere instanser er truffet omkostningsafgørelse af Retten i Gladsaxe den 26. oktober 2006 og afsagt kendelse af Østre Landsrets 22. afdeling den 28. november 2006.
I påkendelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Poul Sørensen, Per Sørensen, Peter Blok, Per Walsøe, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen.
Påstande
Kærende ApS 1, har påstået principalt hjemvisning, subsidiært ophævelse af sagens omkostninger og mere subsidiært fastsættelse af et mindre omkostningsbeløb end fastsat af Retten i Gladsaxe.
Indkærede A/S, har påstået principalt stadfæstelse af landsrettens kendelse, subsidiært stadfæstelse af byrettens omkostningsafgørelse.
Sagsfremstilling
Under forberedelsen af 4 sager, der blev behandlet ved Retten i Gladsaxe, herunder en sag anlagt af Indkærede A/S mod Kærende ApS 1, meddelte
- 2 -
revisionsfirmaets advokat Georg Dedichen ved fax af 19. september 2006 retten, at sagerne ”er forligt, hvorfor domsforhandlingen kan aflyses.” Til brug for rettens retsbogstilførsel af forliget vedlagde han kopi af sin telefax af 19. september 2006 til Kærende ApS 1s advo-kat, Jørgen G. Jacobsen, påført dennes påtegning s.d. om tiltrædelse. I telefaxen er anført bl.a.:
”Med henvisning til vore seneste drøftelser om en forligsmæssig løsning på retssagerne kan følgende forlig accepteres af sagsøger, idet jeg henviser til Deres fax af d.d.:
Sagsøger hæver de mod
Kærende ApS 1
…
anlagte sager mod betaling af kr. 6.875,00 med tillæg af rente således:
…
Det skyldige beløb er forfaldet til betaling 14 dage efter nærværende forligs indgåelse og er til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav parterne imellem.
Det overlades til retten at tage stilling til sagsomkostningerne efter hver af parterne har haft anledning med at fremkomme med et indlæg.
Endelig er parterne enige om, at forliget tilføres retsbogen.”
Efter at parterne ved breve af henholdsvis 22. september og 4. oktober 2006 var fremkommet med indlæg, blev forliget tilført retsbogen den 26. oktober 2006, og retten bestemte, at Kærende ApS 1 inden 14 dage skulle betale sagernes omkostninger med 24.340 kr. Denne afgørelse blev af Kærende ApS 1 kæret til landsretten, der ved kendelse af 28. november 2006 afviste kæremålet med følgende begrundelse:
”Det fremgår af forlig af 19. september 2006, at parterne som led i forliget har overladt byretten at træffe afgørelse om sagsomkostninger. Det fremgår ikke af forliget, at der er taget kæreforbehold, hvilket heller ikke fremgår af byrettens retsbog af 26. oktober 2006.
Da der ikke er taget kæreforbehold,
bestemmes:
Kæremålet afvises.”
- 3 -
Lovforarbejder
I Retsplejerådets betænkning 1436/2004, Reform af den civile retspleje III, Adgang til dom-stolene, kapitel 7, afsnit 3.3, hedder det s. 261:
”Retsplejerådet finder, at rettens afgørelse om sagsomkostninger ikke skal anses som truffet ”som led i” parternes forlig. Parterne kan forlige sagen, men de kan også nøjes med at forlige dele af sagen, således at resten af sagen fortsætter til afgørelse ved retten. Parterne kan i den forbindelse vælge at forlige hele sagens realitet uden at træffe be-stemmelse om sagsomkostninger, således at retten – ligesom i alle andre tilfælde, hvor en sag slutter ved retten – træffer afgørelse om sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens regler herom.
Retsplejerådet foreslår, at når parterne indgår forlig om sagens realitet, skal retten træffe en sædvanlig afgørelse om sagsomkostninger, medmindre parterne som led i forliget træffer bestemmelse herom, og at rettens afgørelse skal kunne appelleres efter de al-mindelige regler. …”
I bemærkningerne til betænkningens lovudkast anføres vedrørende forslaget til § 322 bl.a. (s. 503):
”Det forudsættes endvidere, at når parterne indgår forlig om sagens realitet, træffer ret-ten en sædvanlig afgørelse om sagsomkostninger, medmindre parterne som led i forliget træffer bestemmelse herom, og at rettens afgørelse derfor – i modsætning til hidtidig praksis – kan appelleres efter samme regler som andre afgørelser om sagsomkostninger, jf. nærmere kapitel 7, afsnit 3.3.”
Ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces) blev bestemmelsen i den hidtidige § 328 – hvor-efter retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom – videreført som § 322. I lovforslagets bemærkninger til § 322 (Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 5556) blev bemærkningerne til denne bestemmelse i be-tænkningens lovudkast gentaget.
Anbringender
Kærende ApS 1 har til støtte for sin principale påstand kritiseret den foreliggende praksis, hvorefter muligheden for at få prøvet en afgørelse om sagsomkostninger i en forligt sag forudsætter, at der er taget kæreforbehold. Retsplejeloven er rettens eneste hjemmelsmæs-sige grundlag for at træffe afgørelse om sagsomkostninger, når parterne overlader omkost-
- 4 -
ningsbedømmelsen til retten. Derfor må retsplejelovens almindelige kæreadgang som ud-gangspunkt finde anvendelse. Da det endvidere er helt sædvanligt at overlade til retten at træffe afgørelse om sagsomkostninger, kan parternes manglende kæreforbehold ikke tages som udtryk for et fravalg af kæreadgang. Da der efterhånden nærmest pr. automatik tages kæreforbehold, kan et sådant forbehold betragtes som implicit, uanset at det ikke måtte være nævnt. Den sondring, der i praksis er sket mellem, om en sag er hævet eller forligt, er uklar. Dette kommer til udtryk bl.a. ved det ofte anvendte udtryk ”hævet som forligt” . Det er ikke klart, om det må forstås som en civilretlig disposition, hvilket vil tale for kæreadgang, eller om der er tale om en aftaleretlig disposition, hvilket vil tale imod kæreadgang.
Indkærede A/S har anført, at spørgsmålet om sagsomkostninger er omfattet af dispositionsmaksimen, at spørgsmålet om sagsomkostninger er en del af parternes aftale, og at retsmidlet vedrørende ændring af en aftale mellem to uafhængige erhvervsdri-vende parter ikke er kære/anke, men derimod anlæggelse af en ny retssag.
Højesterets begrundelse og resultat
Fem dommere – Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Per Walsøe og Marianne Høj-gaard Pedersen – udtaler:
Som led i parternes forlig blev det overladt til retten at træffe afgørelse om sagsomkostninger, uden at der blev taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet om adgang til at kære rettens afgø-relse.
Siden 1955 – jf. U 1955, s. 761, 763 og 764 HK – har Højesteret gentagne gange fastslået, at en omkostningsafgørelse, der er truffet af retten som led i et af parterne indgået forlig, kun kan kæres, hvis der er taget et udtrykkeligt kæreforbehold.
Det er i forarbejderne til lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskel-lige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces) forudsat, at praksis ændres, såle-des at en rets afgørelse om sagsomkostninger i en sag, hvor det som led i et forlig er overladt til retten at træffe afgørelse herom, kan kæres efter samme regler som andre afgørelser om sagsomkostninger. Højesteret har derfor overvejet, om der er grundlag for at ændre den oven-nævnte retspraksis. Vi finder, at den ordning, der er forudsat i forarbejderne, er hensigtsmæs-
- 5 -
sig, således at rettens omkostningsafgørelse også i forligte sager kan kæres, medmindre par-terne udtrykkeligt har frafaldet kære.
Efter det anførte finder vi, at Kærende ApS 1 ikke ved forliget er afskåret fra at kære byrettens omkostningsafgørelse til landsretten, og vi stemmer derfor for at tage Kærende ApS 1s påstand om hjemvisning af sagen til landsretten til prøvelse af byrettens omkost-ningsafgørelse til følge.
Dommerne Poul Sørensen og Niels Grubbe udtaler:
Som anført af flertallet har det siden 1955 været fast højesteretspraksis, at en omkostningsaf-gørelse, der er truffet af retten som led i et af parterne indgået forlig, kun kan kæres, hvis der er taget udtrykkeligt kæreforbehold. Denne praksis er således konsekvent fastholdt og forud-sat i talrige trykte højesteretsafgørelser, senest i afgørelsen, der er trykt i U 2000.543 HK.
Denne praksis indebærer en regel om, hvorledes parternes aftale skal udfyldes, når den ikke tager udtrykkelig stilling til spørgsmålet om kæreadgang, og bygger på overvejelser om, at denne ordning normalt er i overensstemmelse med parternes intentioner. Når retspraksis er så langvarig og fast, må parterne og deres advokater i almindelighed anses for at have indrettet sig på den ved indgåelse af forlig, således at de ved udformning af forligsteksten ikke indsæt-ter nogen bestemmelse om at udelukke kæreadgang, når det er den ordning, de ønsker.
På denne baggrund finder vi, at ændring af den udfyldende regel som udgangspunkt bør ske ved lov, således at parterne efter lovens bekendtgørelse og ikrafttræden har mulighed for at indrette sig på en ny udfyldende regel, som i det foreliggende tilfælde har et indhold, der er i modstrid med den hidtidige. En ændring af den gældende retsregel bør således kun ske ved ændring i retspraksis, hvis tungtvejende grunde taler for det.
Efter vores opfattelse udgør udtalelser i forarbejder om en ændring i retstilstanden, der forud-sættes at ske ved ny retspraksis og ikke udmøntes i lovgivning, ikke i sig selv sådanne tungt-vejende grunde. Vi finder endvidere, at forarbejderne ikke angiver grunde for en ændret rets-tilstand, endsige for at ændre en sikker retstilstand uden lovgivning. Endelig er der efter vores
- 6 -
opfattelse ikke siden afgørelsen i U 2000.543 HK i øvrigt indtrådt omstændigheder, der giver det fornødne grundlag for gennem ny retspraksis at ændre den faste udfyldende regel.
Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens afgørelse.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Thi bestemmes :
Sagen hjemvises til landsretten til prøvelse af byrettens omkostningsafgørelse.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for Højesteret.
Kæreafgiften tilbagebetales til Kærende ApS 1.