Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 10. november 2022
Sag BS-18582/2021-VLR
(7. afdeling)
Sagsøger
(advokat Tobias Stadarfeld Jensen, beskikket)
mod
Region Syddanmark
(advokat Finn Schwarz)
Landsdommerne Chris Olesen, Jeanette Bro Fejring og Thomas Klyver har del-taget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Kolding den 23. april 2018. Ved Retten i Koldings kendelse af 12. maj 2021 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om lovligheden af foranstaltninger iværksat over for Sagsøger på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i perioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016, og om han har krav på en godtgørelse i den forbindelse.
Påstande
Sagsøger har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Region Syddanmark, skal anerkende, at afgørelsen om at holde ham indespær-ret og isoleret på sin patientstue ved Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i pe-rioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016 er ugyldig.
2
Sagsøger har endvidere nedlagt påstand om, at Region Syd-danmark skal betale 70.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.
Region Syddanmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagsøger har fri proces.
Sagsfremstilling
Sagsøger blev ved Retten i Odenses dom af 8. december 2014, der i det væsentlige blev stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 25. marts 2015, dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen, dengang i Nykøbing Sjælland, i anledning af en række forhold omfattende bl.a. vold og trusler om vold mod personalet på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart.
I Justitsministeriets farlighedsdekret af 16. januar 2015 udstedt i medfør af psy-kiatrilovens § 40 blev det ligeledes fastsat, at han skulle anbringes på Sikrings-afdelingen i Nykøbing Sjælland. Farlighedsdekretet blev godkendt af Retten i Odense ved dom af 1. april 2015.
Som følge af pladsmangel blev Sagsøger først overført til Sik-ringsafdelingen den 8. juli 2016. Indtil denne dato var han anbragt i surrogat på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart.
Sagsøger var tvangsfikseret på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart fra den 22. december 2014 til den 26. oktober 2015. Højesteret har ved dom af 3. februar 2021 (UfR 2021.1893) fundet, at den del af tvangsfikserin-gen, som fandt sted i perioden fra den 19. januar 2015 til den 26. oktober 2015, udgjorde en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention. Højesteret tilkendte ved dommen Sagsøger en godt-gørelse på 250.000 kr. Af Højesterets dom fremgår bl.a. følgende:
”Psykiatriloven
…
… Højesteret [finder] det godtgjort, at Sagsøger i den
pågældende periode under anbringelsen på Retspsykiatrisk afdeling, Middelfart, udgjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed og sik-kerhed, og at det ikke var muligt på afdelingen at imødegå denne fare ved mindre indgribende foranstaltninger end tvangsfiksering. Højesteret til-træder derfor, at tvangsfikseringen har opfyldt betingelserne i § 4 og § 14 i psykiatriloven.
Artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
3
Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland (nu Psykiatrien Slagelse, Sikrings-afdelingen) har efter psykiatrilovens §§ 18 a-c nogle særlige muligheder for tvangsforanstaltninger som f.eks. at aflåse patientstuer og anvende op-pegående fiksering med det formål at supplere eller udgøre et alternativ til sengeliggende tvangsfiksering.
Efter Højesterets opfattelse må det formodes, at Sagsøger i væsentligt omfang ville være blevet undergivet én eller flere af de nævnte foranstaltninger som supplement eller alternativ til sengeliggende tvangsfiksering, hvis han i overensstemmelse med farlighedsdekretet og anbringelsesdommen i stedet var blevet overført til Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. Det må derfor antages, at han fra den 19. januar 2015 har været tvangsfikseret til seng i væsentligt videre omfang, end hvis der var sket overførsel.
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at artikel 3 i Den Europæ-iske Menneskerettighedskonvention er blevet krænket i hele den omhand-lede periode fra den 19. januar 2015 til den 26. oktober 2015, hvor Sagsøger har været tvangsfikseret til sengen.
Da krænkelsen af artikel 3 er sket, mens Sagsøger var anbragt på Retspsykiatrisk afdeling, Middelfart, giver Højesteret ham medhold over for Region Syd-danmark, således at tvangsfikseringen i perioden fra den 19. januar 2015 til den 26. oktober 2015 ikke var lovlig.
…”
Den 26. oktober 2015 blev tvangsfikseringen ophævet, og Sagsøger blev i stedet underlagt de foranstaltninger, som denne sag angår.
Parterne er enige om, at Sagsøger i perioden fra den 26. okto-ber 2015 til den 8. juli 2016 var underlagt de foranstaltninger, der er beskrevet i sagens bilag 1, hvoraf bl.a. fremgår:
”Åben/lukket dør på stuen
Sagsøger kan i følgende tidspunkter have åben dør til sin stue.
Kl. 8-9
Kl. 11-13
Kl. 16-19
Kl. 21-22.45
Resten af tiden er døren lukket til stuen. Sagsøger kan godt have tv eller ra-dio på stuen når døren er lukket.
4
Når Sagsøger har åben dør på stuen, skal der foran døren være placeret en reol. Denne skal være låst når den står foran døren.
Hvis Sagsøger flytter reolen, skal der trykkes alarm. Det er kun personalet der flytter på reolen.
...
Telefon
Sagsøger kan ringe i 10 min. Der skal laves klare aftaler om hvem han ønsker at kontakte.
Han kan frit ringe til bistandsværge og advokat.
Sagsøger skal anvende afdelingens mobiltelefon og han ringer fra egen stue,
…
MÅLTIDER FOR SagsøgerSagsøger
Sagsøger indtager alle måltider på egen stue, maden serveres på en plast bakke. Al service er engangs og skal med ud fra stuen igen. Det må ikke kasseres i skraldespanden på stuen.
…
Kommunikation med Sagsøger
Sagsøger er skærmet på egen stue. Og når personalet skal have kontakt med Sagsøger skal der være 3 personaler tilstede.
Man må gerne samtale med Sagsøger når døren er åben og han står inde på stuen bag reolen, obs man selv holder afstand til reolen.
Ved samtale inde på stuen, når Sagsøger er vågen, skal han sidde ved bordet.
Det er vigtig at være klar og tydelig i kommunikationen med Sagsøger. Det skal være korte og præcise aftaler der bliver indgået med Sagsøger. Man må gerne fra gangen "small talke" med Sagsøger, f.eks sige godmorgen og svare på korte spørgsmål. Længere samtaler foregår med 3 personaler på stuen.
Det er meget vigtig at tænke over både sit verbale og nonverbale krops-sprog. Det er den primærkontaktperson der laver alle de aftaler der skal indgås med Sagsøger, men det er vigtig at de 2 andre personer er til stede så alle høre hvad der bliver indgået af aftaler og kan bakke op om disse. Hvis Sagsøger efterspørger udførsel af opgaver, af andre end dagens kon-taktperson. Henvises der til dagens kontaktperson eller teamet.
5
Hvis Sagsøger på nogen måde kommer ud fra egen stue eller ikke overhol-der de aftaler der er indgået skal alarmen aktiveres. Man skal ikke indgå alene i en dialog med Sagsøger i en tilspidset/opkørt situation.
…
Tøjvask
…
Sagsøger kan ikke komme med ned i vaskerummet for selv at vaske tøjet.
…
Rengøring
…
Når ISS skal gøre rent på Sagsøgers stue skal der være 3 personaler til stede. 1 person på stuen med 1 person fra ISS, de 2 andre er placeret ved døråb-ningen.
Det er vigtigt at ISS ikke samtaler med Sagsøger mens de er på stuen, dette skal de dagligt mindes om af den primærkontaktperson inden de går i gang med rengøringen.
…”
Der er fremlagt journaloptegnelser fra Psykiatrien i Region Syddanmark, der nærmere beskriver forløbet op til, og mens foranstaltningerne var gældende. Det fremgår bl.a. heraf, at Sagsøger flere gange frem til den 26. oktober 2015 blev informeret om de påtænkte foranstaltninger, og at han gav udtryk for at acceptere disse. Det fremgår endvidere heraf, at Sagsøger i to tilfælde blev tvangsfikseret i perioden, hvor foranstaltnin-gerne var gældende. Den 24.-25. januar 2016 var han ifølge journaloptegnelser-ne tvangsfikseret i knapt et døgn i forbindelse med, at han forladt sin patients-tue. Den 21. marts 2016 blev han ifølge journaloptegnelserne tvangsfikseret i nogle timer efter, at han i flere tilfælde havde forladt patientstuen og undladt at efterkomme personalets anvisninger.
Sagsøger indbragte spørgsmålet om lovligheden af foranstalt-ningerne for Det Psykiatriske Patientklagenævn, der den 3. februar 2016 afviste at behandle sagen, idet nævnet fandt, at klagen faldt uden for nævnets kompe-
6
tence, idet nævnet kun kan behandle klager over de indgreb, der er nævnt i psykiatrilovens § 35.
Sagsøger indledte også en sag ved domstolene efter retspleje-lovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativ bestemt frihedsberøvelse. Ret-ten i Odense afviste ved dom af 10. juni 2016 sagen, idet retten fandt, at foran-staltningerne ikke udgjorde en selvstændig frihedsberøvelse. Dommen blev stadfæstet af Østre Landsret ved dom 7. februar 2017.
Sagsøger anlagde herefter nærværende sag.
Sagsøger, overlæge Vidne 1 og bistandsværge Vidne 2 afgav forklaring under retssagen efter retsplejelovens kapitel 43 a, og forklaringerne er gengivet i førnævnte domme.
Forklaringer
Sagsøger, Vidne 2 og Vidne 1 har afgivet supplerende forklaring.
Sagsøger har supplerende forklaret, at han ikke var tilfreds
med den medicin, han fik forud for fikseringen. Medicinen virkede ikke, og den havde mange bivirkninger. Lægerne kunne ikke tage sig sammen til at kigge på det, og de ville ikke indse, at der var noget galt.
Fikseringen på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart ophørte den 26. oktober 2015, fordi han fik problemer med hjertet og maven. Problemerne skyldtes, at han brugte nikotintyggegummi og lægemidlet Zyprexa på samme tid. Han blev undersøgt, og lægerne troede, at han havde fået en blodprop. Han fik ikke at vide, hvad der skulle ske, da fikseringen ophørte. Personalet fortalte ham bare, at der ville blive stillet et skab foran hans dør, og at han skulle holde sig inde på sin stue. Det accepterede han, fordi det havde været uværdigt for ham at være fikseret i ti måneder, og fordi det var en bedre foranstaltning end fiksering. Al-ternativet var fiksering eller personlig skærmning. Han havde ikke indflydelse på indholdet af foranstaltningen. Han overholdt reglerne, indtil personalet be-gik fejl. Han husker tre episoder, hvor han ikke overholdt reglerne. Den første gang lavede han sjov med en anden patient, der sad udenfor og solede sig. Han fik at vide, at det måtte han ikke, og det blev han sur over. Den anden gang gik han tilbage til sin stue efter at have overtrådt reglerne, og han ventede der, ind-til politiet kom og fikserede ham. Den tredje gang gik han rundt i hele afdelin-gen. Alle andre havde låst sig inde, og der var ingen, der tog ansvar. Han ved ikke, om det skyldtes, at de var bange for ham. Når han forlod sin stue, var det for at protestere. Det var den eneste måde, han kunne protestere på. Der var ingen, der ville diskutere med ham eller have en dialog med ham, når der var rav i den. De ville bare begrænse ham og straffe ham.
7
Han kunne skubbe reolen foran døren væk. Der var hjul under, og den var ikke ret høj. Han kunne godt hoppe hen over den. Reolen var bare et symbol. Når døren stod åben, kunne han se de andre patienter og personalet gå rundt ude på gangen. Han talte ikke med de andre patienter, men han ved, at der var flere af de andre patienter, der på hans vegne var sure over den behandling, han blev udsat for. Personalet kom ind til ham, hvis han gerne ville snakke, eller hvis han så for meget fjernsyn. Personalet sad ikke på gangen ude foran hans stue, men i den sidste periode var der medarbejdere fra et vagtfirma ude på gangen.
Han talte med sin advokat og sin bistandsværge om foranstaltningerne, når de besøgte ham. Bistandsværgen deltog ikke i de møder, han havde med lægerne.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at hun blev bistandsværge for
Sagsøger for ca. tolv år siden, og det var hun indtil for ca. et år siden. Som bistandsværge var hun Sagsøgers stemme. Hun fulgte Sagsøger meget tæt i den periode, hvor han var fikseret på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, og hun indgav en klage over fikserin-gen.
Det kom som et lyn fra en klar himmel, at fikseringen ophørte. Hun blev først orienteret, da det var sket. Hun fik ikke at vide, hvorfor Sagsøger ikke længere skulle være fikseret, men hun kunne konstatere, at Sagsøger var meget svækket af fikseringen, og at han næsten ikke kunne gå. Sagsøger var også mentalt påvirket af fikseringen. Hun besøgte Sagsøger få dage efter, at fikseringen var ophørt. Sagsøger opholdt sig på sin stue. Stuen var på ca. 16 kva-dratmeter. Sagsøger havde adgang til et lille badeværelse og en meget lille altan. Altanen var muret op, og man kunne ikke kigge ud. Der var lidt huller i muren, så der kunne komme frisk luft ind. Sagsøger var det, man kalder skærmet til stue.
Hun besøgte ofte Sagsøger på hans stue. Hun og Sagsøger talte ikke ret meget om det regelsæt, der var blevet lavet. Hun kunne hverken gøre fra eller til, men hun talte med Sagsøger om at klage over regelsættet. Hun talte ikke med personalet på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart om regelsættet, og hun blev ikke inviteret til møder med personalet.
Sagsøger er et meget socialt menneske, og han ville gerne ha-ve mulighed for at forlade sin stue. På et tidspunkt blev Sagsøger tilbudt 15 minutters gårdtur om dagen. Gårdturene blev taget fra Sagsøger igen, selv om der var ansat tre medarbejdere på afdelingen
8
til at passe på ham. Sagsøger havde slet ingen gavn af disse medarbejdere.
Hun kan ikke huske, om hun i perioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016 indgav klager på vegne af Sagsøger, men det skulle un-dre hende, hvis hun ikke gjorde. Hun talte i hvert fald med Sagsøger om at klage, og hun var med til et møde i Patientklagenævnet, efter at Sagsøger var blevet løsnet fra bæltet.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at hun siden 2010 har været overlæge
og fra den 1. marts 2014 på Afsnit 1 på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart.
Sagsøger blev overflyttet fra Afsnit 2 til Afsnit 1 på grund af en vold-sepisode. Hun vidste ikke, hvornår der ville blive plads til Sagsøger på Sikringsafdelingen, men hun talte løbende med overlæge Person fra Sikringsafdelingen. Person fortalte, at man var nødt til at afvente udskrivningen af en anden patient.
Den 26. oktober 2015 blev Sagsøger taget ud af fikseringen på grund af sin fysiske tilstand. Sagsøger var svimmel, og han havde smerter i benene. Sagsøger var blevet tilbudt daglig fysioterapi under fikseringen, men han ønskede ikke at tage imod tilbuddet. Sagsøgers farlighed var uændret, og derfor tog det team, der var omkring Sagsøger, kontakt til Sikringsafdelingen for at høre, hvad der kunne gøres for at opretholde sikkerheden. Sikringsafdelingen foreslog, at der blev stillet et bord op inde på Sagsøgers stue længst væk fra døren, og at der blev lavet en aftale med Sagsøger om, at han skulle sidde bag ved bordet, når personalet kom ind til ham. Det ville give personalet mulighed for at komme væk, hvis Sagsøger pludselig blev vred. Sikringsafdelingen foreslog også, at der blev stillet en reol foran døren, når Sagsøger var alene på stuen, så per-sonalet også på den måde fik mulighed for at komme væk i tilfælde af vredes-udbrud fra Sagsøger. Helt fra starten af stod det klart, at per-sonlig skærmning ikke var en mulighed. Personlig skærmning ville indebære, at der døgnet rundt skulle være en medarbejder fra afdelingen ved siden af Sagsøger, og det ville ikke være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
I midten af oktober 2015 begyndte personalet at tale med Sagsøger om nye retningslinjer, der skulle gælde, når fikseringen ophørte. Det er disse retningslinjer, der omtales i journalen under den 23. oktober 2015 kl. 14.00 og den 26. oktober 2015 kl. 12.55. Retningslinjerne er identiske med de retnings-linjer, der er fremlagt som bilag 1. Sagsøger fik en mappe med retningslinjerne. Der blev ikke præsenteret et alternativ for Sagsøger. Sagsøger fik mulighed for at læse retningslinjerne
9
igennem og for at tale med personalet om dem. Hun ved ikke, om Sagsøger talte med sin bistandsværge om retningslinjerne. Sagsøger var klar i hovedet, og Sagsøger kunne kontak-te sin bistandsværge, hvis han ønskede dette.
Det var hendes indtryk, at Sagsøger accepterede retnings-linjerne. Hun tænker, at det skyldtes, at alternativet var fiksering. Den 21. marts 2016 sagde Sagsøger dog, at det ikke var hans aftaler. Det tog hun som udtryk for, at Sagsøger var utilfreds med retnings-linjerne på det tidspunkt. Det hele startede med en episode den 20. marts 2016, hvor Sagsøger under en tur i haven ikke overholdt aftalerne om afstand til personalet, og hvor han derfor blev frataget adgangen til en tur i haven i 24 timer. Det var Sagsøger stærkt utilfreds med, og det endte med, at han den 21. marts 2016 kl. 15.15 blev fikseret. Hun er enig i vurderingen af, at fikseringen var nødvendig. Da fikseringen ophørte senere samme dag, blev der, som det fremgår af journalen under den 21. marts 2016 kl. 20.45, indgået en aftale med Sagsøger om, at han skulle blive på sin stue med døren lukket. Det var muligt at indgå aftaler med Sagsøger, når der kunne opnås kontakt til ham.
Sagsøger gav ikke ved andre lejligheder udtryk for utilfreds-hed med retningslinjerne. Hun husker ikke, om bistandsværgen klagede over retningslinjerne. Optegnelserne i journalen under den 21. januar 2016 kl. 11.17 og den 22. januar 2016 kl. 09.40 kunne dog godt tyde på dette.
Anbringender
Sagsøger har navnlig anført, at de iværksatte foranstaltninger indebar, at han var indespærret og isoleret på sin patientstue og derved ikke havde mulighed for fællesskab med andre patienter. Han har ikke givet et samtykke, som opfylder kravene om bl.a. frivillighed i sundhedslovens kapitel 5. Hvis landsretten måtte finde, at der forelå et gyldigt samtykke til iværksæt-telsen af foranstaltningerne, gøres det gældende, at samtykket i hvert fald blev tilbagekaldt, da han i januar 2016 indgav klage over foranstaltningerne. Foran-staltningerne udgjorde på denne baggrund et tvangsindgreb, som under hen-syn til intensiteten af indgrebet og den langvarige periode kræver klar og sær-skilt lovhjemmel. Der var ikke hjemmel til at underlægge ham de iværksatte foranstaltninger på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. Det er alene på Sik-ringsafdelingen, at der er hjemmel til at skærme patienterne på egen stue. Nødrets- og anstaltsforhold kan ikke udgøre den fornødne hjemmel. Anstalts-forhold kan således ikke udgøre hjemmel for et så intensivt indgreb som det foreliggende, og med en indespærring på stuen i næsten 9 måneder er grænser-ne for nødret også overskredet. Hvis landsretten måtte finde, at der var hjem-mel til at iværksætte foranstaltningerne, gøres det gældende, at de blev opret-holdt så længe og på en sådan måde, at de udgjorde et uproportionalt og ned-
10
værdigende indgreb over for ham. Hans rettigheder efter artikel 3, 5 og/eller 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) er derved blevet krænket, og han har ret til en godtgørelse herfor, jf. erstatningsansvarslovens § 26 eller princippet heri sammenholdt med EMRK artikel 13 og 41. Henset til den langvarige opretholdelse af foranstaltningerne er det rimeligt at fastsætte en godtgørelse på 70.000 kr.
Region Syddanmark har navnlig anført, at regionen med hjemmel i nødrets- og anstaltsbetragtninger lovligt har fastsat de foranstaltninger, som Sagsøger var underlagt i perioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016, og som han gav samtykke til. Det er forudsat med indførelsen af psykia-triloven i 1989, at visse indgreb, som i øvrigt ikke er hjemlet i psykiatriloven, helt ekstraordinært kan foretages med henvisning til nødrets- og anstaltsbe-tragtninger, ligesom hensynet til almindelig ro og orden på en psykiatrisk afde-ling kan hjemle mindre begrænsninger/kontrolforanstaltninger. Der skal ved vurderingen af hjemmelsspørgsmålet tages hensyn til Sagsøgers fysiske og psykiske konstitution, herunder hans farlighed. Det er under denne sag og i de øvrige sager, der er behandlet ved Det Psykiatriske Patient-klagenævn og ved domstolene, dokumenteret, at Sagsøger opfyldte farlighedskriteriet i psykiatrilovens § 14, stk. 3. Det var alene af soma-tiske grunde, at tvangsfikseringen ophørte den 26. oktober 2015. Der skal tillige tages hensyn til, at Sagsøger har samtykket i anvendelsen af foranstaltningerne. Det er dokumenteret i journaloptegnelserne, at han gav samtykke til foranstaltningerne, og han tilbagekaldte ikke dette samtykke. For-anstaltningerne var ikke uproportionale, og regionen har ikke krænket hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvis lands-retten måtte finde, at foranstaltningerne helt eller delvist var ulovlige, må Sagsøgers ubestrideligt problematiske psykiske konstitution og adfærd føre til, at der ikke er grundlag for at fastsatte en godtgørelse – eller at denne skal fastsættes til et væsentligt mindre beløb end de krævede 70.000 kr.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår som anført lovligheden af de foranstaltninger, som Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i perioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016 iværksatte over for Sagsøger.
Parterne er enige om, at foranstaltningerne bl.a. omfattede, at døren ind til Sagsøgers stue kun måtte være åben i nærmere angivne tidsrum, og at der skulle være placeret en reol foran døren, når den stod åben. Hvis Sagsøger flyttede reolen, skulle der trykkes alarm. Herefter og efter de afgivne forklaringer og indholdet af journaloptegnelserne lægger landsretten til grund, at foranstaltningerne indebar, at Sagsøger – bortset fra overvågede gårdture – skulle forblive på egen patientstue, og
11
at manglende overholdelse heraf blev håndhævet med tvangsmæssige foran-staltninger, hvis han ikke selv gik tilbage til stuen.
Det fremgår af journaloptegnelserne fra Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, at Sagsøger flere gange frem til den 26. oktober 2015 blev infor-meret om de påtænkte foranstaltninger, og at han gav udtryk for at acceptere disse. Efter de afgivne forklaringer sammenholdt med omstændighederne, her-under at Sagsøger på tidspunktet havde været tvangsfikseret i en meget lang periode, og at foranstaltningerne blev anvist som den eneste mu-lighed, hvorpå han kunne komme ud af tvangsfikseringen, finder landsretten, at han ikke har givet et samtykke, som opfylder kravene til et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven. Da der ikke foreligger et gyldigt samtykke, var der derfor tale om tvangsmæssige foranstaltninger, som kræver hjemmel, jf. psykiatrilovens § 1, stk. 2 og 3.
Psykiatriloven indeholder en regulering af forskellige tvangsindgreb, som kan foretages over for patienter på psykiatriske afdelinger. Under nærmere angivne betingelser er der således bl.a. hjemmel til at foretage tvangsfiksering med bæl-te, hånd- og fodremme, fysisk magtanvendelse for at fastholde og føre patienten til et andet opholdssted og personlig skærmning (konstant overvågning fra per-sonalets side), jf. lovens §§ 14, 15, 17 og 18 d. For patienter, der er anbragt på Sikringsafdelingen, er der endvidere bl.a. hjemmel til aflåsning af patientstuer , jf. lovens § 18 a – bl.a. hvis en patient udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Herudover er det i psykiatrilovens § 4, stk. 2, fastsat, at anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved, og at mindre indgribende foranstaltninger skal anvendes, hvis disse er tilstrækkelige.
Psykiatrilovens § 18 a om aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen er det af de tvangsindgreb, der er nævnt i psykiatriloven, som mest ligner det indgreb, der blev anvendt over for Sagsøger. Bestemmelsen blev ind-ført ved lov nr. 377 af 6. juni 2002 om ændring af psykiatriloven. Det fremgår af lovforslaget til lovændringen (Folketingstidende 2001-02 (2. samling), Tillæg A, side 5590 og 5592), at bestemmelsen, der tilsigter at lovfæste en årelang praksis på Sikringsafdelingen, skal ses i sammenhæng med den særlige patientkreds på Sikringsafdelingen, og at den hidtidige praksis må anses for et væsentligt min-dre indgreb end langvarig fiksering, som vil være det eneste alternativ for den-ne gruppe patienter.
Sagsøger er dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen, og der er også udstedt et farlighedsdekret om, at han skal anbringes der. Anbringelse på Sikringsafdelingen i henhold til farlighedsdekret forudsætter, at en person, der er sindssyg, vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og
12
overhængende fare, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstræk-kelige, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 1.
Efter oplysningerne i sagen skyldtes det pladsmangel på Sikringsafdelingen, at Sagsøger i den omhandlede periode var anbragt i surrogat på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. De omtalte hensyn, der har begrundet indførelsen af psykiatrilovens § 18 a om aflåsning af patientstuer på Sikringsaf-delingen, gør sig også gældende i forhold til ham, selv om han ikke fysisk var på Sikringsafdelingen.
Højesteret har i dommen af 3. februar 2021 fundet det godtgjort, at Sagsøger i perioden fra den 19. januar 2015 til den 26. oktober 2015 ud-gjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed og sikkerhed. Efter forkla-ringen fra Vidne 1 og optegnelserne i journalen sammenholdt med det fortsat gældende farlighedsdekret lægger landsretten til grund, at Sagsøger også i perioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016 ud-gjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed og sikkerhed. Landsretten lægger endvidere til grund, at denne fare ikke i tilstrækkeligt omfang kunne imødegås ved mindre indgribende foranstaltninger end de faktisk iværksatte, som forinden var blevet drøftet med Sikringsafdelingen. Efter landsrettens op-fattelse må det derfor formodes, at Sagsøger i væsentligt samme omfang ville være blevet undergivet lignende foranstaltninger i den pågældende periode, hvis han i overensstemmelse med dommen om anbringel-se og farlighedsdekretet med det samme var blevet overført til Sikringsafdelin-gen.
På denne baggrund finder landsretten, at der var den fornødne hjemmel i psy-kiatriloven eller dennes analogi til at iværksætte de omhandlede foranstaltnin-ger over for Sagsøger. Foranstaltningerne var endvidere ikke uproportionale eller nedværdigende. Der foreligger dermed ikke en krænkelse af artikel 3, 5 eller 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Region Syddanmark frifindes derfor.
Under hensyn til sagens forløb og karakter finder landsretten, at sagens om-kostninger skal ophæves.
THI KENDES FOR RET:
Region Syddanmark frifindes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.