Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 19. februar 2008 af Østre Landsrets 24. afdeling (landsdommerne Linde Jensen, Gunst Andersen og Lone Dahl Frandsen (kst.) med domsmænd).
24. afd. nr. S-3317-07:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 1979))
(advokat Niels Anker Rasmussen, besk.)
Københavns Byrets dom af 26. november 2007 (SS 3-24155/2007) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse for så vidt angår udvisningspåstanden.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Tiltalte har givet afkald på at være til stede under sagens behandling i landsretten.
Det fremgår af sagen, at tiltalte for byretten vedstod sin forklaring afgivet i grundlovsfor-høret den 30. oktober 2007. Af forklaringen fremgår bl.a.:
”Anholdte erkendte sig skyldig og forklarede, at han kom til Danmark i går. De gik rundt i centrum. Han så en flot forretning. Han gik ind i den, og han tog en hat og et tørklæde, fordi han kunne lide det. Han betalte ikke for det. Han havde fået en "russertaske" af en kammerat. Den fik han, da han kom hen til ham, hvor den lå på hans bopæl. Han vidste ikke, hvad man plejer at bruge sådan en til. Det er rigtigt nok, at han lagde de ting, som han havde taget ned i tasken. Han havde en bidetang med. Formålet med
- 2 -
den var at fjerne eventuelle alarmbrikker. Han var kommet til Danmark for at søge arbejde. Han ville blive her i ca. 2 måneder og så tage tilbage til Li-tauen. Han havde ca. 250 kr. på sig. De andre penge havde han mistet, da han kørte i bus.”
Af den af politiet foretagne afhøring af 29. oktober 2007 angående forhold af betydning for vurderingen efter udlændingelovens § 26 fremgår bl.a.:
”§ 26 afhøring.
Sigtede oplyste, at det var første gang han var i Danmark, og at han havde in-gen familie i landet. Han kendte kun ham kammeraten, der havde udleveret "russertasken" til ham.
Sigtede oplyste, at han var sund og rask.
Sigtede havde ingen problemer med myndighederne i hjemlandet, og var ikke tidligere straffet.
Sigtede oplyste, at han var gift og havde 2 mindre børn.”
Af den udtalelse om udvisningsspørgsmålet, som Udlændingeservice har afgivet den 8. november 2007, fremgår bl.a.:
Opholdsgrundlag og længde
Det er oplyst, at pågældende indrejste i Danmark den 28. oktober 2007. Pågældende har ingen opholdstilladelse i Danmark, og der er ikke registreret nogen sag hos Udlændingeservice.
Idet pågældende ikke er tilmeldt folkeregistret eller har indgivet ansøgning om EU/EØS-registreringsbevis, har han således ikke lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. herved bestemmelsen i udlændingelo-vens § 27.
Udvisningshjemmelen
Udlændingeservice er af den opfattelse, at opholdets længde fører til, at betin-gelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 24, nr. 2.
Efter udlændingelovens § 24, nr. 2, kan en udlænding udvises, hvis udlændin-gen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig rets-følge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovover-trædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.
§ 26-forhold
Tiltalte har efter det oplyste ingen tilknytning til Danmark. Der er ikke i øvrigt forhold, som omhandlet i § 26, stk. 1, der taler imod udvisning.
Udtalelse om udvisningsspørgsmålet
Udlændingeservice skal i øvrigt bemærke, at det følger af udlændingelovens § 2, stk. 3, at de begrænsninger, der følger af kapitel 3-5 kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt
- 3 -
med disse regler, samt at det følger af EF-domstolens praksis, at udvisning af en EU/EØSstatsborger kun er berettiget, såfremt den pågældendes tilstedevæ-relse eller adfærd udgør en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn.
Vi har ikke hermed taget stilling til, hvorvidt EU-reglerne i det konkrete til-fælde er til hinder for en udvisning.
På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en ubetinget frihedsstraf af ikke un-der 30 dages varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 1 nævnte hensyn, kan Udlændingeservice tiltræde anklagemyndighedens indstil-ling om udvisningsspørgsmålet.
…
Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 3 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-7 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 5 år.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte, der er 28 år og litauisk statsborger, indrejste efter sin forklaring til Danmark den 28. oktober 2007 for første gang. Han er uden tilknytning til Danmark. Ved anholdelsen den 29. oktober 2007 fandtes han i besiddelse af en pose, der indvendigt var forsynet med stanniol eller lignende med henblik på at omgå butiksalarmer (en såkaldt ”russerpose”), samt en bidetang. Om tangen har tiltalte oplyst, at formålet var at fjerne eventuelle alarm-brikker.
Efter det oplyste om tiltaltes forhold sammenholdt med tyveriets professionelle karakter tiltrædes det af de grunde, som byretten har anført, at betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 1, foreligger opfyldt, og at tiltaltes tilstedevæ-relse udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser, således at det er berettiget at udvise tiltalte, uanset han er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3.
Landsretten stadfæster derfor dommens bestemmelse om udvisning med indrejseforbud.
T h i k e n d e s f o r r e t :
- 4 -
Bestemmelsen om udvisning med indrejseforbud i byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.