Gå til indhold
Tilbage til søgning

Byrettens dom stadfæstes, dog således at tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, betinget på vilkår, at tiltalte i 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes

Østre LandsretStraffesag2. instans20. august 2008
Sagsnr.: 717/23Retssagsnr.: SS-1425/2008-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-1425/2008-OLR
Sagstype
Øvrige straffesager
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
717/23
Sagsemner
Færdsel
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleTaber Rasmussen; Rettens personaleBlack; PartsrepræsentantMikael Skjødt; Rettens personaleThomas Trier Hansen

Dom

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 20. august 2008 af Østre Landsrets 22. afdeling

(landsdommerne Taber Rasmussen, Black og Thomas Trier Hansen (kst.)).

22. afd. a.s nr. S-1425-08:

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

(CPR nr. (Født 1976))

(advokat Mikael Skjødt, besk.)

Roskilde Rets dom af 13. marts 2008 (S 51-3891/2007) er anket af Tiltalte med principal påstand om frifindelse.

Tiltalte har subsidiært påstået formildelse, således at hun idømmes en betinget frakendelse henset til den tid, der er forløbet, siden kørslen fandt sted.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og politiassistent Vidne 1.

Tiltalte har fastholdt, at hun blot ”fulgte strømmen” af biler. Hun så løbende på speedo -meteret. Hun bor i et hus noget ude på landet og har ca. 70 kilometer til den døgninstitu-tion, hun arbejder på i By. På grund af skiftende arbejdstider er det nødvendigt for hende at kunne komme frem og tilbage i bil. Det er umuligt for hende at komme frem og tilbage med offentlige transportmidler. Et kørselsforbud vil derfor betyde, at hun mister sit arbejde. Desuden vil hun, der er læreruddannet, ikke have råd til at beholde sit hus.

- 2 -

Politiassistent Vidne 1 har forklaret blandt andet, at han gennem flere år udelukkende har været beskæftiget med AKT-målinger.

Landsrettens bemærkninger:

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, som byretten har an-ført, skyldig efter anklageskriftet.

Straffen findes passende udmålt.

Vedrørende sanktionen i øvrigt:

Når kørekort er erhvervet i henhold til færdselslovens § 56, kan førerretten i anledning af kørselsfejl suspenderes eller bringes til ophør på flere måder med den virkning, at den pågældende afskæres fra fortsat at måtte køre.

Efter færdselslovens ordning kan adgangen til fortsat kørsel således bringes til ophør ved inddragelse efter § 130. Inddragelse er ikke obligatorisk, og afgørelsen herom er underlagt domstolskontrol.

Endvidere kan adgangen til fortsat kørsel bringes til ophør ved ubetinget frakendelse. Ube-tinget frakendelse er ikke en obligatorisk retsfølge, jf. § 126, stk. 2, og afgørelsen af, om ubetinget frakendelse skal ske, træffes i sidste ende af domstolene.

Endelig kan adgangen til fortsat kørsel bringes til ophør efter § 127 ved kørselsforbud, der ligeledes i sidste ende beror på en domstolsafgørelse. Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 498 af 7. juni 2001, kan efter sin ordlyd opfattes således, at kørselsforbud ikke er fakultativ, men skal nedlægges i de i bestemmelsen angivne tilfælde. Efter det ovenfor an-førte ville det imidlertid være lidet stemmende med færdselslovens ordning i øvrigt, hvis kørselsforbud var obligatorisk. Der er ikke i forarbejderne til lovændringen taget klart stil-ling til spørgsmålet, og der er således ikke sikre holdepunkter for at antage, at det med reglerne om kørselsforbud har været tilsigtet at indføre en obligatorisk retsfølge.

- 3 -

Dertil kommer, at kørselsforbud i senere lovforarbejder til ændringer af færdselsloven er beskrevet som en fakultativ ordning (”kan”).

Det hedder således i forslag til lov om ændring af færdselsloven ( L 2 af 2. oktober 2002, Motorvejshastighed, skærpet håndhævelse af hastighedsgrænserne og andre initiativer til forbedring af færdselssikkerheden) i de almindelige bemærkninger under pkt. 4.1. vedrørende det gældende kørselsforbud bl.a. (Folketingstidende 2002 – 2003, tillæg A, s. 24):

”Ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 om ændring af færdselsloven blev der bl. a. indført regler om kørselsforbud for personer, der kører uforsvarligt inden for de første to år efter, at vedkommende første gang har erhvervet førerret…….

Loven indebærer, at personer, der overtræder færdselsloven inden for de første to år efter, at de første gang har erhvervet førerret, kan pålægges et kørselsforbud, hvis der er tale om visse grovere overtrædelser, som efter færdselslovens regler i øvrigt ville medføre en betinget frakendelse af førerretten.

De overtrædelser, der kan medføre kørselsforbud, er de samme overtrædelser, som ellers udløser en betinget frakendelse i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., og § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6, …hvis

- føreren overskrider de tilladte hastighedsgrænser med mere end 70 % (§126, stk.1, nr. 2 ) ….”

I forarbejderne til forslag til lov om ændring af færdselsloven ( L 7 af 23. februar 2005, Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.) er ligeledes anført: (Folketingstidende 2004-05, tillæg A, s. 164)

”Bestemmelsen i § 126, stk. 4 ( nu § 127, tilføjet her ) indebærer, at personer, der overtræder færdselsloven inden for de første tre år efter, at de første gang har erhvervet førerret, kan pålægges kørselsforbud, hvis der er tale om visse grovere overtrædelser, som efter færdselslovens regler i øvrigt ville medføre en betinget frakendelse af førerretten” .

Herefter og yderligere henset til disse motivudtalelser må det antages, at kørselsforbud efter § 127 ikke - trods bestemmelsens formulering - er en undtagelsesfri sanktion, men at domstolene kan undlade at anvende kørselsforbud, således at den pågældende i stedet idømmes en betinget førerretsfrakendelse.

- 4 -

Overtrædelsen fandt sted den 30. oktober 2006. Det fremgår af sagen, at politimesteren ved brev af 9. november 2006 underrettede tiltalte om resultatet af hastighedsmålingen. Ved brev af 22. november 2006 sendte politimesteren hende en tilkendegivelse, hvorefter sagen kunne afgøres ved, at hun vedtog en bøde og et kørselsforbud. Den 4. december 2006 meddelte tiltalte, at hun ønskede sagen indbragt for retten. Anklageskrift i sagen, som blev udarbejdet den 13. juli 2007, blev modtaget i byretten den 16. juli 2007.

Navnlig henset til sagsbehandlingstiden, som ikke skyldes tiltaltes forhold, og til, at tiltalte efter det oplyste ikke senere har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven, finder landsretten, at anvendelse af kørselsforbud bør undlades, således at tiltalte i stedet idøm-mes en betinget frakendelse af førerretten som nedenfor bestemt.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Tiltalte straffes med en bøde på 2.500 kr.

Forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 6 dage.

Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendes tiltalte. Fra-kendelsen er betinget på vilkår, at tiltalte i 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.   

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 720/23
Rettens sags nr.: SS-377/2008-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 717/23
Rettens sags nr.: SS-1425/2008-OLR
Anket
1. instansRetten i RoskildeROS
DDB sags nr.: 716/23
Rettens sags nr.: SS-3891/2007-ROS
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb