Dom
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 5. november 2008
Sag 280/2007
(1. afdeling)
Appellant
(advokat Finn Christiansen)
mod
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen
(kammeradvokaten ved advokat Benedicte Galbo)
I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 11. juli 2005 og af Østre Lands-rets 5. afdeling den 30. august 2006. Procesbevillingsnævnet har den 24. maj 2007 meddelt tilladelse til, at landsrettens dom indbringes for Højesteret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Børge Dahl, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Michael Rekling.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellant, har nedlagt påstand om, at landsrettens dom af 30. august 2006 op-hæves, og at sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.
Indstævnte, Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har påstået frifindelse.
Sagsfremstilling
Under forberedelse af den af Appellant indankede sag ved landsretten afholdtes der et forbe-redende retsmøde den 9. august 2006. Appellant var for landsretten repræsenteret af advokat Lars Ulrich. Det fremgår af retsbogen, at ingen var tilsagt eller mødt til retsmødet. Under
- 2 -
retsmødet besluttede landsretten at indkalde til et berammelsesmøde den 30. august 2006 med tilkendegivelse af, at udeblivelsesvirkninger kunne bringes i anvendelse, hvis parterne ikke kom til berammelsesmødet.
Da advokat Lars Ulrich ikke mødte til retsmødet den 30. august 2003, afviste landsretten ved dom af samme dato sagen med henvisning til retsplejelovens § 386, stk. 1.
I en udtalelse af 7. august 2007 fra landsrettens 5. afdeling til kammeradvokaten hedder det:
”Under henvisning til Deres brev af 5. juli 2007… kan det oplyses, at retsbogsudskriften af 9. august 2006 samme dag ved almindelig brevforsendelse – hvilket er almindeligt, når der er tale om advokater – blev fremsendt til begge parters advokater.
Dokumentationen herfor er et notat på sagsomslaget foretaget af den kontorfuldmægtig, der ekspederede sagen. På sagsomslaget er der en rubrik netop til dette formål, hvor det skal anføres, hvad der er sendt, til hvem, datoen og hvem der har foretaget ekspeditio-nen. I rubrikken er anført: ”Rb. 9/8-06 til begge. Medarbejder ved retten 9/8-06” .
Der var ikke i perioden mellem den 9. august og den 30. august 2006 nogen form for henvendelser mellem landsretten og advokat Lars Ulrich.”
Anbringender
Appellant har anført, at han var uvidende om retsmødet den 30. august 2006, idet han ikke havde modtaget udskrift af landsrettens retsbog af 9. august 2006. Han var derfor ikke lovligt indkaldt til retsmødet den 30. august 2006, jf. herved Højesterets kendelse af 24. august 2004 i sag 160/2004 (UfR 2004.2756/1). Kriminalforsorgen har hverken godtgjort, at retsbogsud-skriften af 9. august 2006 var afsendt fra landsretten til advokat Ulrich, eller at advokaten har modtaget retsbogsudskriften.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har anført, at når en offentlig myndighed har truffet en afgørelse og sandsynliggør, at den er blevet fremsendt til adressaten i overensstemmelse med den almindelige postgang i myndigheden, når myndigheden ikke har registreret afgørelsen som kommet retur fra postvæsenet, og når afgørelsen i øvrigt er modtaget af den anden part i sagen, må det antages, at afgørelsen rent faktisk er blevet afsendt fra myndigheden. Retsbogs-udskriften af 9. august 2006 blev modtaget af Kriminalforsorgens advokat. Det må herefter påhvile Appellant at sandsynliggøre, at noget er hændt, som har medført, at brevet med rets-bogsudskriften ikke er kommet frem, jf. herved Højesterets dom af 15. august 2007 (UfR 2007.2791). Da dette ikke er sandsynliggjort, må det lægges til grund, at retsbogsudskriften
- 3 -
var kommet frem til advokat Ulrich, således at Appellant var lovligt indkaldt til retsmødet den 30. august 2006.
Højesterets begrundelse og resultat
Den foreliggende sag angår indkaldelse til retsmøde.
En parts manglende fremmøde til et retsmøde kan kun tillægges udeblivelsesvirkning, hvis den pågældende har været lovligt indkaldt. Til lovlig indkaldelse ved almindeligt brev hører, at brevet er kommet frem til modtageren. Afgivelse til postbesørgelse af et brev kan ikke i sig selv udgøre fornødent bevis herfor, jf. herved Højesterets kendelse af 24. august 2004 (UfR 2004.2756/1).
Da Appellants advokat har benægtet at have modtaget landsrettens indkaldelse af 9. august 2006, er sagens afvisning som følge af hans manglende fremmøde til retsmødet den 30. au-gust 2006 sket med urette. Højesteret ophæver derfor landsrettens dom og hjemviser sagen til fortsat behandling.
Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af advokatudgift for Højesteret med 15.000 kr. og af retsafgift for Højesteret med 1.500 kr., i alt 16.500 kr.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, til Appellant inden 14 dage betale 16.500 kr., der forrentes efter rentelovens § 8 a.