Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 15. januar 2008 af Østre Landsrets 17. afdeling
(landsdommerne Erik Kjærgaard, Henrik Gam og Charlotte Løfberg (kst.) med doms-mænd).
17. afd. a.s nr. S-3795-06:
Anklagemyndigheden
mod
1) Tiltalte 1
(CPR nr. (Født 1954))
(advokat Lars Melchior Kjeldsen)
2) Tiltalte 2
(CPR nr. (Født 1961))
(advokat Jakob Juul)
Københavns Byrets dom af 23. november 2006 (SS 20.4996/01) er anket af Tiltalte 1 og Tiltalte 2 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.
Forklaringer:
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og Vidne 2, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.
- 2 -
Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne Vidne 5, Vidne 6 og Vidne 7, tidligere Person 16.
Endelig er de for byretten af vidnerne Vidne 1, Vidne 3 og Vidne 4 samt de for byretten i sagen mod Person 1 af vidnerne Person 2 og Person 3 afgivne forklaringer dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte 1Tiltalte 1 har supplerende forklaret blandt andet, at når han i byretten for-klarede, at han ønskede at få Tiltalte 2s ”syn på sagen” , lå deri, at han ønskede at få kon -kret rådgivning både vedrørende den politiske løsning og i forbindelse med håndtering af den aktuelle fusion. Medarbejderne var ikke begejstrede for en fusion med Danske Bank, da de vidste, at Danske Bank var parat til at foretage masseafskedigelser. Tiltalte opfattede det, som om Danske Bank skulle overtage deres virksomhed. Der var en politisk problem-stilling i Kapitalkredsen, idet der var divergerende holdninger til konsekvensen af en fu-sion med Danske Bank. Han husker ikke, om han fik strategi-notatet udleveret, men de ting, som står i notatet, var blandt de forhold, som drøftedes indgående i Kapitalkredsen. Strategien om at gå aggressivt frem var et af hans dilemmaer som formand for kredsen, da en fløj ønskede denne strategi. Der var langt fra enighed, og som formand skulle han skabe konsensus. Såfremt strategien fulgtes, ville det være en krigserklæring mod bestyrelsen og direktionen. Det var en væsentlig problemstilling for ham som formand, da han efterfølg-ende skulle fremstå troværdigt. Det ville betyde, at han eventuelt ikke kunne fortsætte som formand, og ledelsen ville fremover se negativt på kredsen som forhandlingspartner. Han så selv positivt på muligheden for at få Svenska Handelsbanken på banen.
Tiltalte 2 har stor erfaring inden for den danske bankverden og kendskab til det nordiske marked. Han ville kunne bidrage med sin viden om, hvilke alternative muligheder der var. Tiltalte fortalte derfor Tiltalte 2 om fusionen for at få rådgivning om, hvordan han kunne løse den udfordring, han stod overfor, og om han skulle og hvordan han i givet fald kunne påvirke direktionen og bestyrelsen. Hvis Tiltalte 2 skulle kunne rådgive ham fornuftigt, måtte han vide, hvilken udfordring tiltalte stod overfor. De vurderede, at det var vigtigt at få påvirket direktionen og bestyrelsen. Hvis dette skulle være muligt, var han nødt til at have et materiale af en vis bonitet. Når han den 26. september 2000 fortalte Tiltalte 2 om bytteforholdet, skyldtes det, at han vurderede, at Tiltalte 2 havde brug for denne oplys-
- 3 -
ning ved sine fortsatte overvejelser om mulige alternativer. Tiltalte har ikke rettet henvend-else til Svenska Handelsbanken, og det lykkedes ham ikke at overbevise bestyrelsen eller direktionen om et alternativ til Danske Bank. En alternativ løsning opgav han selv i forbindelse med bestyrelsesmødet den 1. oktober 2000, da det stod klart, at fusionen ville blive en realitet.
En anden grund til, at han fortalte Tiltalte 2 om fusionen, var som nævnt for at få hjælp til fusionsberedskabet. På et tidspunkt så de, at det bar mod fusionen, og det var derfor vigtigt at fortælle Tiltalte 2 om datoen for fusionen med Danske Bank på grund af forbe-redelsen af beredskabet. Det er rigtigt, at RealDanmark også planlagde møder med medar-bejderne og havde besluttet at indkalde områdelederne til møde søndag den 1. oktober 2000, da man havde en forventning om, at fusionen ville blive godkendt og offentliggjort den 2. oktober 2000. Disse møder var dog ikke nok til at imødekomme medarbejdernes behov for information. Som fagforening har man behov for at holde medlemsmøder og ”klæde tillidsmændene på” . Reaktionsmønsteret blandt medarbejderne kan være meget forskelligt; nogle kan reagere ved at blive psykisk syge, og han har tidligere oplevet medarbejdere, der er gået grædende hjem. Det paritetiske udvalg bestående af medarbejdere fra begge fusionsvirksomheder, som overtager det arbejde, et normalt samarbejdsudvalg behandler vedrørende de driftsmæssige forandringer, men også vedrørende personaleforholdene, blev først nedsat 1 måned efter fusionen. Det er vigtigt, at tingene håndteres rigtigt fra begyndelsen og at have et beredskab parat, for at arbejdsplads-en ikke skal gå i stå. Man kan ikke vente til 3 uger efter, at medarbejderne er blevet orien-teret. Ledelsen var gjort opmærksom på, at de havde indkaldt deres bagland, og at de holdt møder i weekenden inden fusionen. Det var hans opfattelse, at dette var accepteret. Det ville også hjælpe til at skabe ro i organisationen.
Tiltalte 2Tiltalte 2 har supplerende forklaret blandt andet, at grunden til, at han den 28. august 2000 videregav oplysninger om fusionen til Person 1 og Person 2, var, at medarbejderne i RealDanmark var meget skeptiske over for fusionen, og han øn-skede derfor at støtte Tiltalte 1 ved at drøfte eventuelle alternativer. Person 1 var hans sparringspartner og kendte BG Bank rigtigt godt. Forinden dette tidspunkt havde han og Person 1 haft flere drøftelser med ledelsen i BG Bank. Tiltalte øn-skede at drøfte med sine kolleger, hvorvidt man skulle støtte fusionen, eller om man kunne finde andre løsninger, hvor blodbadet ikke ville blive så stort. Han ønskede at orientere Tiltalte 1 om kollegernes syn på sagen. Tiltalte var bekendt med, at Svenska Han-delsbanken kunne være interesseret. Den 4. september 2000 informerede tiltalte af samme årsag Person 3, da hun ligeledes var næstformand. Person 3 havde et indgående kendskab til Danske Bank og havde oplevet fyringsrunder dér. Hun kunne derfor fortælle
- 4 -
om muligheder for at påvirke ledelsen i Danske Bank. Finansforbundet foretog sig ikke noget aktivt med hensyn til modbud i de følgende 4 uger. De blev enige om, at der var for stor risiko ved at gøre noget aktivt. Dette råd havde han givet Tiltalte 1, der også endte med at stemme for fusionen. Det var hans opfattelse, at hvis der var andre interesse-rede, ville de komme af sig selv. Han syntes dog, at det var fornuftigt at rejse spørgsmålet. I Finansforbundet er der ansat økonomer, som kunne have været behjælpelige med at ana-lysere regnskaber. Det gør de hvert år med de store institutters regnskaber, og resultaterne videregives til medarbejderrepræsentanterne.
Når han den 27. september 2000 orienterede Person 4 om fusionen, var det, fordi denne var sekretariatschef i Finansforbundet og dermed ansvarlig for den økonomi-ske del af forløbet, herunder at beredskabet var klart den 2. oktober 2000. Når han den 28. september 2000 gav Person 1 oplysninger om offentliggørelsesdato og byttefor-hold, var det, fordi de sammen arbejdede på en pressemeddelelse og stadig ventede på et modbud. Det var en interessant oplysning, da han ikke fandt den tilbudte pris specielt høj. Oplysningerne blev givet som en naturlig del af, at de drøftede, om der eventuelt ville komme andre tilbud. De delte oplysningerne i fortrolighed. I øvrigt måler han ikke sin ”til-lid til medarbejderne i centimeter ”.
Som formand for Finansforbundet og præsident for de finansansatte på verdensplan har han deltaget i en del fusioner. Tingene er foregået på samme måde. Det er sund fornuft. Det eneste, som ikke har været sund fornuft, er, at en person har handlet aktier. I forbundet er man vant til at håndtere kursfølsomme oplysninger. Når en person på højt niveau bliver afskediget, vil det også påvirke aktiekurserne. Da Unibank afskedigede 1.500 medarbej-dere, kunne det aflæses i aktiekurserne. Afsnittet i fusionsvejledningen om tavshedspligt står ikke i modsætning til oplysningen om, at et bestyrelsesmedlem kan søge rådgivning i forbundet.
Vidne 2 har som vidne oplyst, at datoen den 9. september 2000 anført i by-retsdommen side 19, midt, rettelig var den 29. september 2000. Hun har supplerende for-klaret blandt andet, at det er hende, som har udarbejdet det fortrolige notat til Person 4 vedrørende Kapitalkredsens ”London -projekt” . Hun begyndte på notatet fredag den 29. september 2000, da hun kom tilbage til forbundet efter mødet i afdelingen. Om søndag-en færdiggjorde hun notatet, inden hun tog tilbage til afdelingen. Notatet er udarbejdet for at informere Person 4, der var den ansvarlige sekretariatschef. Vidnet var ansat
- 5 -
i medlemsservice og servicerede 10 kredse, herunder Kapitalkredsen. Kredsen havde ned-sat et koordinationsudvalg til planlægning af telefonsamtaler med medlemmerne. Hun var bindeled mellem kredsen og forbundet, så man kunne koordinere pressekontakt m.m. Hun udarbejdede et skema med plan over, hvilke opgaver der skulle udføres af hvem og hvor-når. Det var for at kunne koordinere opgaverne. Hun opholdt sig i kredsen i 10 dage og kom kun ind i forbundet om morgenen. Beredskabet kom rent faktisk til at fungere. Vidnet deltog også i 1991-1992 i fusionen mellem Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen SDS, som blev til Unibank. Dengang havde man et tilsvarende beredskab.
Vidne 5 har som vidne forklaret blandt andet, at han i september 2000 var vicekon-cernchef i Kapital Holding med ansvar for økonomi m.m., men ikke for personalet. Inden da havde han været viceadministrerende direktør i BG Bank. Han har haft ledende stilling-er i bankverdenen, siden Giro Bank blev dannet i 1991. I Kapital Holdings bestyrelse var der forskellige fløj e; ”græsrødderne” og forretningsfolkene. I begyndelsen af 2000 havde man brugt lang tid på at drøfte strategier, herunder om eventuelt at fusionere yderligere. ”Græsrødderne” var de oprindelige fra BG Bank, som helst ville bevare det bestå ende. Der var dengang hele tiden kontakter mellem pengeinstitutterne med sonderinger og interesse-forespørgsler. Danske Bank havde tidligere rettet henvendelse til koncernen, og i forbind-else med strategiplanlægningen var man opmærksom på, at der ville være en god synergi forbundet med denne mulighed. Bestyrelsen ønskede dog på daværende tidspunkt ingen yderligere fusion. I løbet af foråret skete et stemningsskifte. I juni måned kom der en hen-vendelse fra Danske Bank, som blev startskuddet på fusionen. Direktionen foretog en ana-lyse af fusionsplanerne, og den var positiv. Hovedaktionærens mål var at sikre distributi-onsmarkedet. Derfor var det godt med en dansk løsning. Materialet blev præsenteret for bestyrelsen på et ekstraordinært møde den 22. august 2000, så direktionen kunne få mandat til at gå videre. Den 18. september 2000 blev afholdt endnu et ekstraordinært bestyrelses-møde, hvor fusionsdato og bytteforhold m.m. blev præsenteret. På et samarbejdsudvalgs-møde få dage senere blev udleveret det samme materiale som til bestyrelsesmødet. Der var næsten personsammenfald mellem bestyrelsesmedlemmerne og SU-medlemmerne. Det materiale, som blev udleveret til SU-medlemmerne vedrørende fusionsdato og byttefor-hold, var også tilgået forskellige rådgivere såsom Carnegie og Goldman Sachs, som var nødt til at være i besiddelse af disse oplysninger. Oplysningerne var fortrolige og kursføl-somme. Det lå i situationen, at materialet ikke var offentliggjort og ikke skulle ud af huset. SU-medlemmerne har tavshedspligt. Han husker ikke, hvornår han fik at vide, at Kapital-kredsen var i færd med at planlægge et fusionsberedskab, men han havde viden herom ind-
- 6 -
en den 2. oktober 2000. Det var sund fornuft, at fagforeningen sørgede for et sådant fusi-onsberedskab. Direktionen vidste, at Kapitalkredsen ville indkalde alle tillidsfolkene samme dag, som fusionen blev offentliggjort, og så var det på plads. Hvis et sådant bered-skab skal have effekt, skal det være klart på dagen, hvor mange spørgsmål vil opstå. Det var også i selskabets interesse, at fusionsberedskabet var klart den 2. oktober 2000. Han havde ikke forinden kendskab til, at Kapitalkredsen trak på ressourcer i Finansforbundet, men han og resten af direktionen var ikke forundret over det. Det har altid været almindelig praksis, at der foregår en dialog mellem forbundet og de lokale folk. Det ved han fra de 2 fusioner, han selv har været med til, men det sagde de andre også. De fik senere at vide, at Danske Banks personalerepræsentanter også havde haft kontakt med forbundet. I Real-Danmark var man overrasket over, at Tiltalte 1 havde kontaktet Finansforbundet allerede i august måned 2000, men ikke over, at han havde det i september 2000. Som ef-terrationalisering ville man nok have foretrukket at blive spurgt først.
Han har svært ved at se relevansen af, at Tiltalte 1 allerede i august måned oriente-rede Finansforbundets formand om fusionen, men han kan godt se, at det var relevant umiddelbart før fusionen. Fortrolige oplysninger om bytteforholdet burde ikke være givet til Finansforbundet, for det var ikke temaet; men det var personalereduktionerne. Set i bak-spejlet ville han ikke have fremlagt oplysninger om bytteforhold på SU-mødet, og han er overrasket over, at Tiltalte 1 har søgt konkret rådgivning i Finansforbundet. Det er legi-timt, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer overvejer sagen og har en mening herom, men de bør bringe behovet for rådgivning frem i bestyrelsen. Hvis en medarbejder-repræsentant ønsker noget andet end flertallet i bestyrelsen, bør debatten tages i bestyrel-sen, men omvendt er det ikke ukendt, at aktionærvalgte medlemmer rådfører sig med deres bagland. Han kan godt forstå, at Tiltalte 1 var i et dilemma. På baggrund af et så-dant dilemma kan ethvert bestyrelsesmedlem måske have behov for at orientere sig eks-ternt. Det er hans opfattelse, at det ville være vanskeligt for Svenska Handelsbanken eller en anden udenlandsk bank at komme med et så attraktivt tilbud, at det kunne opveje til-buddet fra Danske Bank, men det ville have betydet færre personalereduktioner. Der er ingen tvivl om, at hvis der var kommet et interessant modbud, ville det være blevet under-søgt og diskuteret meget indgående i bestyrelsen. I bestyrelsen troede man imidlertid ikke på muligheden for et udenlandsk tilbud. Han mener ikke, at Tiltalte 1 kunne have gen-nemført en ”aktivistisk” fremgangsmåde i overensstemmelse med strategi -notatet. Såfremt han havde gjort det, var der nok blevet en del surhed, og Tiltalte 1 ville være gået langt ud over sin rolle som bestyrelsesmedlem.
- 7 -
Vidne 6 har som vidne forklaret blandt andet, at han i 2000 var for-mand for bestyrelsen i Kapital Holding. Han var samtidig formand for Foreningen Real-Danmark, som ejede 2/3 af aktierne. Han var med i fusionsplanerne fra starten af maj 2000, da der kom en henvendelse fra Danske Bank. Fra begyndelsen af fusionsforløbet var ind-draget mange rådgivere, herunder de finansielle rådgivere Carnegie og Goldman Sachs, der jo også senere skulle afgive erklæringer. Drøftelserne med rådgiverne foregik på formand-skabs- og direktionsniveau. Det var kun få og særligt betroede stabsmedarbejdere, som deltog i drøftelserne om planerne. Han mener, at de underskrev en fortrolighedserklæring. Der var mange medarbejdere, herunder chauffører, som var bekendt med fusionsplanerne. De blev udvalgt efter et sagligheds- og hensigtsmæssighedskriterium. Vidnet havde ingen samtaler med Tiltalte 2 i forløbet.
På baggrund af en ”skriveøvelse” , som var udarbejdet af medlemmer af direkti onerne på begge sider, besluttede formandskabet omkring den 10. august 2000 at præsentere bestyr-elsen for materialet for at få et forhandlingsmandat. Der blev derfor indkaldt til ekstraordi-nært bestyrelsesmøde den 22. august 2000, hvor man gav bestyrelsen en grundig mundtlig orientering. Bestyrelsesmedlemmerne fik at vide, at de skulle ”holde armene ind til siden” . Det blev understreget, at der var tale om meget fortrolige oplysninger. Det var hans ind-tryk, at alle bestyrelsesmedlemmerne var godt informeret omkring forløbet af fusionen og forstod, hvad det drejede sig om, men der vil altid være usikkerheder, som først kan bely-ses senere. Man tilbød, så vidt han husker, ikke yderligere rådgivning af bestyrelsesmed-lemmerne.
Tiltalte 1 havde ringet til ham ca. 1 uge forinden, da han var forhindret i at deltage i bestyrelsesmødet, og spurgt, om der var noget, han som formand for personaleorganisationen skulle forholde sig til. Vidnet fortalte om henvendelsen fra Dan-ske Bank og understregede, at oplysningen var fortrolig. Det var i strid med instruktionen og forretningsordenen, at Tiltalte 1 oplyste Tiltalte 2 om den påtænkte fusion. Først efter offentliggørelsen af fusionsplanerne blev vidnet bekendt med, at Tiltalte 1 havde videregivet oplysninger herom forinden. Dette var overraskende for vidnet, men senere har han af Person 25 eller Vidne 5 fået oplyst, at man havde gjort sådan tidligere. I øvrigt kan han godt forstå, at et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem kunne have behov for en rådgiver.
- 8 -
Drøftelserne på samarbejdsudvalgsmødet den 22. september 2000 foregik i fortsat fortro-lighed, men til dette møde var der udsendt en del beskrivende materiale. Han var overra-sket over, at oplysningerne om offentliggørelsesdato og bytteforhold, som havde været fremme på bestyrelsesmødet nogle dage forinden, også blev udleveret på SU-mødet, men da var man langt henne i forløbet. Han var ikke bekendt med, at Tiltalte 1 havde videregivet oplysningerne om offentliggørelsesdato og bytteforhold til Tiltalte 2. En så-dan videregivelse fandt han overraskende, og han havde svært ved at se behovet derfor, men han kunne godt forstå, at medarbejderne var urolige, eftersom der skulle afskediges 3.500 ud af 20.000. Han var ikke bekendt med den beredskabsplan, som Kapitalkredsen havde udarbejdet til orientering af tillidsmændene inden 2. oktober 2000. Det, Kapitalkredsen gjorde, var indholdsmæssigt forstandigt, men for ham som formand var det vigtigt, at oplysningerne ikke blev givet inden meddelelsen om fusionen, så de ville kunne indvirke på aktiekurserne. Det kom som en overraskelse for ham, at Kapitalkredsen var nødt til at trække på Finansforbundets ressourcer for at kunne etablere et beredskab med psykologer m.m. Hvis han i september 2000 havde fået kendskab til den nære forbindelse mellem Finansforbundet og en del af medarbejderstaben, ville han være blevet overrasket og ”mopset” , men bagefter virker det mindre overraskende.
Foreholdt en artikel i dagbladet Børsen for den 22. september 2000, hvorefter Svenska Handelsba nken var på ”frierfødder” , kan han oplyse, at der tidligere havde været kontakt med denne bank. En udenlandsk aktør ville have svært ved at skabe samme synergi og be-vare et godt distributionsnet. Hvis der var kommet et bedre modbud fra Svenska Handels-banken, måtte man selvfølgelig se på det, men et sådant modbud var ikke realistisk.
Vidne 7, tidligere Person 16 har som vidne forklaret blandt andet, at han var bestyrelsesmedlem i Kapi-talkredsen som et af de 3 fra RealDanmark. Han sad også i koordinationsgruppen, hvis formål var at få de 3 personalegrupper til at samarbejde. Han var næstformand i RealDan-mark Kredsen. Han arbejdede med det faglige på fuld tid og fik løn fra koncernen. Det daglige arbejde bestod af det politiske arbejde i Kapitalkredsen, og i sin rolle som næst-formand holdt han møder med medlemmer og tillidsmænd og tog sig af mødeforberedelse og andet organisatorisk. Vidnet hørte første gang om fusionen den 21. september om mor-genen. Person 15 og vidnet blev indkaldt til møde sammen med Person 14, Tiltalte 1, Person 26 og muligvis tillige Person 5 og Person 27. På mødet blev de orienteret om fusionen. Ved en tidligere fusion i 1999 var koordinations-gruppen blevet dannet, og det havde været nødvendigt at opretholde den. Det var
- 9 -
Tiltalte 1, der underrettede om fusionen. Tiltalte 1 sagde, at oplysningerne var fortro-lige. Mødet varede 1 – 1½ time. Hvis fusionen faldt på plads, ville den blive offentliggjort i oktober 2000. Herefter var de nødt til at overveje, hvad de som faglig organisation kunne stille op. På mødet den 21. september 2000 havde de en brainstorming, hvorefter han ud-møntede det til noget konkret i skemaer. Skemaerne, som blev løbende opdaterede, skitse-rer, hvem der skulle underrettes, samt logistikken vedrørende underretningen. Det var vid-net og Person 15, der stod for logistikken, mens Person 26 og Tiltalte 1 stod for det indholdsmæssige, der skulle kommunikeres ud. Fra de tre kredsbestyrelser skulle der indkaldes 140 personer til møde. De blev indkaldt telefonisk dagen før mødet. Person 26 og Tiltalte 1 udarbejdede et ”tale -papir” . Det var en mundtlig indkald -else, som skulle læses op i telefonen. Det er også anført i et skema, hvor mange medlem-mer der var, og hvor de befandt sig i koncernen. Dette var baseret på Finansforbundets oplysninger. Der var anført krisehjælp i form af en psykolog, der var ansat i forbundet. De planlagde medlemsmøder, men de vidste ikke før den 25. september 2000, at mødet med tillidsmændene skulle finde sted den 1. oktober 2000. Tillidsmændene kunne henvende sig til og få hjælp af en ”kommandocentral” . Dér kunne man også opsamle information og koordinere. ”Brandmænd” var en gruppe i kredsbestyrelsen, der ved spontane reaktioner kunne rykke ud og støtte tillidsmænd og andre, som havde behov derfor. Der forventedes arbejdsnedlæggelser og spontane reaktioner. Kontaktperson i Finansforbundet blev Vidne 2 fra den 28. september 2000. Til mødet med tillidsmændene den 1. oktober 2000 skulle de finde et sted, hvor der var megen plads, men hvor det også kunne afholdes dis-kret, da de ikke kunne melde ud, at der skulle være møde med 140 tillidsmænd. De fik kontakt til Quality Hotel i Tåstrup, som de fortalte, at der skulle holdes en fest. Person 14 forudbetalte arrangementet med en check af egne private midler, for at det ikke skulle blive opdaget i en bank, at der blev hævet så stort et beløb til dette formål. Bered-skabet fungerede godt, og tillidsmændene virkede tilfredse. Koordinationsgruppen havde tidligere været aktiv i forbindelse med fusioner og havde tidligere fået børsfølsomme op-lysninger, f.eks. i forbindelse med større fyringsrunder. I hvert fald i forbindelse med én fyringsrunde havde de direkte indflydelse.
Vidnet udarbejdede et notat om ”Den Danske” c ontra ”Den Nordiske” løsning. I notatet henvises til en artikel i Børsen for den 22. september 2000 om, at Svenska Handelsbanken var meget interesseret i at komme ind på det danske marked. Konklusionen i notatet var overordnet, at en fusion med en udenlandsk koncern var et muligt alternativ, der kunne sikre ledelsen og medarbejderne og samtidig en god indtjening. Han udarbejdede notatet
- 10 -
med dets strategiplan for at gøre Kapitalkredsens ledelse opmærksom på, om det, de var i gang med, var den eneste løsning. Person 15 bakkede op om vidnets tanker og ideer. Vidnet tror, at Tiltalte 1 og Person 26 tænkte det samme, men vidnets op-fattelse var, at de var ramt af ”granatchok” – var handlingslammede. Vidnet mener, at pa-piret kun blev sendt til den helt tætte koordinationsgruppe. Tiltalte 1 havde et poli-tisk problem. Han havde én gruppe, der gik ind for Danske Bank-løsningen, mens en anden gruppe inklusive Person 15 og vidnet talte for en anden løsning. Det var Tiltalte 1, som skulle tage beslutningen. Det var kun Person 15 og vidnet, der mente, at det var værd at gøre et forsøg med Svenska Handelsbanken og at lede efter andre løsninger. Det var Tiltalte 1, der skulle beslutte, hvilken strategi der skulle vælges.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Det fremgår af § 36, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., at den, der er i besiddelse af intern viden, ikke må videregive denne viden til andre, medmindre videregivelsen er et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktion.
I bemærkningerne til lovforslag nr. 85 om ændring af lov om Københavns Fondsbørs (In-sider-handel), fremsat den 23. januar 1991, jf. Folketingstidende 1990-91 (2. samling) sp. 1947 ff, anføres det under de almindelige bemærkninger, at ”formålet med lovfor slaget
….. først og fremmest (er) at gennemføre Rådets direktiv af 13. november 1989 ….. om samordning af retsforskrifterne vedrørende insiderhandel …..” , og endvidere, at det ”væ -sentligste nye i lovforslaget er forbudet mod videregivelse af intern viden. Dette forbud gælder, uanset at der ikke er nogen insider-hensigt forbunden med videregivelsen. Det søg-er dermed at begrænse, at intern viden kommer i hænderne på for mange personer, der der-ved får mulighed for insider-handel.”
Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser og herunder til § 39 b, som er identisk med bestemmelsen i § 36, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., fremgår blandt andet:
”Forbudet mod videregivelse af intern viden er en vigtig nyskabelse ….. Bestemmelsen skal hindre, at intern viden kan videregives, uanset om der er hensigt til at handle eller andet formål med videregivelsen af intern viden. Antallet af mulige insiderhandler vil
- 11 -
herved blive formindsket. Bestemmelsens sigte er således præventivt. Forbudet gælder enhver, der er i besiddelse af intern viden.
Videregivelse af intern viden, der sker som et normalt led i udøvelsen af vedkommen-des beskæftigelse, erhverv eller funktioner, er ikke omfattet af forbudet, da det ikke har været hensigten at hindre normal informationsudveksling i de udstedende selskaber, mellem disse og deres eksterne rådgivere – f.eks. pengeinstitutter, revisorer og advokat-er – samt mellem private virksomheder og offentlige myndigheder. ….. ”
Om formålet med at indføre et insider-forbud hedder det i Betænkning nr. 1216/1991 afgivet af Børsudvalget s. 33 blandt andet:
”Afgørende for værdi papirhandlen, herunder handlen over Fondsbørsen, er blandt andet investorernes tillid til, at de stilles lige. Denne tillid kan svækkes, såfremt der forekom-mer insider-handel, idet visse investorer herved opnår en fordel, som andre ikke har mulighed for. Formålet med at indføre insider-forbud, som er strafsanktionerede, er så-ledes primært at sikre en generel samfundsmæssig interesse i at skabe og bevare tilliden til det finansielle marked......” .
I betænkningen anføres det endvidere på s. 50 f under overskriften ”Normalt led i er -hvervsudøvelse m.v.” blandt andet:
”Undtagelsen må antages især at være af betydning for udstedere af værdipapirer, for rådgivere som f.eks. pengeinstitutter, børsmæglerselskaber, revisorer og advokater samt for visse aktionærer og aktionærgrupper.
Det er ikke nærmere præciseret i direktivet, hvad der forstås ved ”normalt led” , men undtagelsesb estemmelsen bør efter udvalgets opfattelse fortolkes indskrænkende. …..” .
Herefter udtaler 4 voterende:
På den anførte baggrund lægger vi til grund, dels at bestemmelsen i værdipapirhandelslov-ens § 36, stk. 1, har et børsretligt sigte som værn for tilliden til værdipapirhandlen, dels at bestemmelsens undtagelse om mulighed for videregivelse som ”et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktion” skal fortolkes indskrænkende.
Efter bevisførelsen for landsretten, herunder de afgivne forklaringer af nuværende og tidligere ansatte i Finansforbundet og RealDanmark og det i øvrigt fremlagte i form af skemaer m.v., finder disse voterende yderligere at kunne lægge til grund, at de tiltaltes vid-eregivelse af oplysninger om den påtænkte fusion, før beslutningen herom blev offentlig-gjort den 2. oktober 2000, i hovedsagen var begrundet i ønsket om at have et fusionsbered-
- 12 -
skab klart samtidigt med offentliggørelsen. Efter de afgivne forklaringer, herunder navnlig Vidne 5s forklaring, finder vi, at det ikke har været ukendt, at ansatte i involve-rede virksomheder blandt andet før en mulig fusion har informeret deres faglige organisa-tion.
Uanset at ønsket om at tilvejebringe et fusionsberedskab på dagen for offentliggørelse af fusionen den 2. oktober 2000 har begrundet, at oplysninger om en mulig fusion mellem RealDanmark og Danske Bank blev videregivet sent i september 2000, kan dette i hvert fald ikke på samme måde have begrundet viderebringelse af de samme oplysninger alle-rede i august 2000 og tidligt i september 2000. End mindre har det kunnet begrunde vid-erebringelsen af den endnu mere kursfølsomme oplysning om bytteforholdet mellem de to selskabers aktier.
På denne baggrund og under hensyn til det anførte om det overordnede formål med be-stemmelsen i værdipapirhandelslovens § 36, stk. 1, og om den snævre afgrænsning af den personkreds, hvortil oplysninger kan viderebringes, finder vi de tiltalte skyldige efter an-klageskriftet.
At oplysningerne er videregivet af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der som sådanne er en del af ledelsen, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten anser tillige forhold 1a) for omfattet af dansk straffemyndighed, jf. straffelov-ens § 9.
2 voterende udtaler:
Det bemærkes, at da de tiltalte har erklæret sig enige i at have videregivet oplysningerne som beskrevet i anklageskriftet og endvidere er enige i, at disse oplysninger er ”intern vid -en” som omhandlet i værdipapirhandelslovens § 36, stk. 1, lægges dette til grund.
Disse voterende, der i øvrigt er enige med de øvrige voterende i, at forhold 1a) er omfattet af dansk straffemyndighed, lægger på baggrund af de tiltaltes forklaringer samt vidnefor-klaringerne til grund, at videregivelsen af oplysningen om, at RealDanmark havde indledt fusionsforhandlinger med Danske Bank, fra Tiltalte 1 til Tiltalte 2 og fra Tiltalte 2 til de to næstformænd i Finansforbundet og den nærmeste medarbejder, var alminde-lig praksis, som også var blevet fulgt ved tidligere fusioner. Formålet med Tiltalte 1s be-
- 13 -
styrelsespost var at sikre medarbejderne indsigt og indflydelse, hvilket forudsatte, at han kunne indhente råd og diskutere den viden, han havde modtaget. Tiltalte 1s orientering af Tiltalte 2 og dennes orientering af de nærmeste medarbejdere i Finansforbundet var en naturlig følge af de funktioner, de hver især havde. Fusionen ville få stor betydning for medlemmerne, hvis interesser de skulle varetage. Videregivelsen af oplysningerne var der-for sagligt begrundet, og det er ikke godtgjort, at videregivelsen ikke var et normalt led i Tiltalte 1s funktion som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem og formand for Ka-pitalkredsen. Det kan heller ikke anses for godtgjort, at det ikke var et normalt led i Tiltalte 2s funktion som formand for Finansforbundet.
Disse voterende stemmer derfor for at frifinde Tiltalte 1 for forhold 1a) og for at frifinde Tiltalte 2 for forhold 2a), 2b) og 2c).
Disse voterende finder endvidere, at Tiltalte 1s videregivelse af offentliggørelses-datoen til Tiltalte 2 og dennes videregivelse af samme oplysning var et sædvanligt led i udøvelsen af deres funktioner som henholdsvis kredsformand og forbundsformand, der omfattede planlægning af et fusionsberedskab, som skulle være klar på offentliggørelses-datoen.
Disse voterende stemmer derfor for at frifinde Tiltalte 1 for forhold 1b), 1. led, og for at frifinde Tiltalte 2 for forhold 2d), 1. led.
EF-Domstolen har i dom af 22. november 2005 i sagen anklagemyndigheden mod Tiltalte 1 og Tiltalte 2 om fortolkningen af artikel 3, litra a) i direktiv 89/592 anført, at undtagelsen skal fortolkes indskrænkende, således at videregivelse kun er begrundet, så-fremt den er strengt nødvendig for varetagelsen af funktionen. Dette kan ikke føre til et andet resultat, da det findes betænkeligt ved afgørelsen af spørgsmålet om straf – jf. straf-felovens § 1 – at begrænse undtagelsesbestemmelsen imod den naturlige sproglige forstå-else heraf.
Disse voterende finder imidlertid ikke, at videregivelsen af den særdeles kursfølsomme oplysning om bytteforholdet må anses for at have været et normalt led i de tiltaltes forbe-redelse af et fusionsberedskab.
- 14 -
Vi er derfor enige med de øvrige voterende i, at Tiltalte 1 er skyldig i tiltalen efter forhold 1b) sidste led, og at Tiltalte 2 er skyldig i tiltalen efter forhold 2d), sidste led.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
Bødestraffene findes passende.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Københavns Byrets dom i sagen mod Tiltalte 1 og Tiltalte 2 stadfæstes.
De tiltalte skal for landsretten betale sagens omkostninger. De tiltalte har for landsretten selv draget omsorg for deres forsvar.