Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 8. september 2010 af Østre Landsrets 14. afdeling (landsdommerne B. O. Jespersen, Henrik Gam og Rasmus Kieffer-Kristensen (kst.) med domsmænd).
14. afd. a.s. nr. S-1799-10:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. 1 (Født 1960))
(advokat Steen Røgilds, besk.)
Holbæk rets dom af 1. juni 2010 (60-809/2010) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forurettede 1 har gentaget påstanden om tortgodtgørelse med 15.000 kr.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men har anerkendt kravets størrelse.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede 1, Vidne 1 og Vidne 2, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.
- 2 -
Tiltalte har forklaret blandt andet, at han var sammen med de unge mennesker fra omkring 17-tiden. Han har kun talt med de unge mennesker i haven og i køkkenet, sådan som han husker det. Han var på intet tidspunkt beruset. Der var intet i forhold til Forurettede 1, der kunne misforstås, og han har ikke tidligere på aftenen lagt sin hånd på hendes lår. På et tidspunkt, lige før han gik i seng, var han alene i køkkenet. Han havde en hvid Dolce Gabana trøje på. Efter at Forurettede 1 og Vidne 1 var gået i seng, har han ikke været i det værelse, hvor de sov. Han ved ikke i hvilke værelser, de unge mennesker overnattede. I Person 3s værelse var en slå ned-madras, og når den var slået ned, kunne man næsten ikke åbne døren til værelset. Han har tidligere sagt til Vidne 1, at han ikke gerne så Vidne 1 komme så meget i hjemmet. Han gik i seng, medens de unge mennesker endnu snakkede sammen. Han har ikke været i bad, før han gik ud om morgenen.
Forurettede 1 har forklaret blandt andet, at hun tog det stille og roligt, da Tiltalte tog hende på lårene. Hun sagde ikke noget til ham i den anledning. Tiltalte virkede beruset, i hvert fald virkede han lidt mere opstemt end normalt. Ved 2-3 tiden gik hun i seng. I værelset var også en bred madras. Døren lukkede indad til værelset. Hun hørte ikke Tiltalte gå i seng. Vidne 1 kunne ikke forstå, at hun sparkede. Hun er ikke i tvivl om, at Tiltalte var mellem hendes ben. Der var lyst nok udenfor til, at hun kunne se Tiltalte mellem sine ben. Tiltalte kravlede derefter ud. Derpå gik hun i panik. Hun mener, at Tiltalte var mellem hendes ben i omkring 5-10 minutter, og det var først efter, at han havde pustet mellem hendes ben, at hun blev klar over, at det ikke var Vidne 1. Tiltalte slikkede hende og stak sin finger helt op i hendes skede. Hun kørte derfra en halv time senere, efter at hun havde ”samlet sig” . Hun blev afhørt samme dag af politiet og er ikke blevet afhørt siden.
Vidne 1 har forklaret blandt andet, at hans forhold til Tiltalte var godt forinden episoden. Den pågældende aften var der heller ikke problemer. Det var mere ”sjov og ballade” , når Tiltalte lagde hånden på Forurettede 1s lår. Tiltalte drak bl.a. whisky og virkede efterhånden beruset. Selv fik han nogle øl og lidt vodka, men var ikke specielt beruset. Forurettede 1, Person 2 og Tiltalte talte om, at de måske skulle i byen sammen næste dag, men det troede de andre nu ikke på. De var alle sammen en kort periode på Person 3s værelse. Senere på natten havde Forurettede 1 og han sex på sofaen i Person 3s værelse. Han hørte, at Tiltalte var på sit kontor. Døren til deres værelse var åben, da Forurettede 1 og han gik i seng. Han er ikke i tvivl om, at det var Tiltalte, der lå mellem Denises ben. Der var dagslys udefra på det tidspunkt. Forurettede 1 var helt ude af det. Han så også Tiltalte ude på gangen. I køkkenet
- 3 -
lagde Tiltalte en trøje sammen og gik derefter ud på badeværelset. Da de kørte, kom Tiltalte ud og spurgte om, hvad der var sket. Vidnet bad Tiltalte om at gå ind.
Vidne 2 har forklaret blandt andet, at der ikke tidligere på aftenen var foregået ”noget” mellem Forurettede 1 og Tiltalte, så vidt han husker. Forurettede 1 og Vidne 1 lå på gulvet på en madras. Døren til Person 3s værelse stod åben. Forurettede 1 virkede panisk og skræmt. Vidne 1 fortalte, at Tiltalte havde forgrebet sig på Forurettede 1. Tiltalte spurgte ude ved Vidne 1s bil, hvad der egentlig foregik. Vidnet ringede til politiet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.
Straffen findes passende.
Efter de juridiske dommeres bestemmelse stadfæstes dommen vedrørende tortgodtgørelse, dog således at rente først tillægges fra 1. juli 2010, jf. erstatningsansvarslovens § 16.
Med den anførte ændring vedrørende forrentning stadfæster landsretten derfor dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Dommens bestemmelse om tortgodtgørelse stadfæstes med den ændring, at godtgørelsen først forrentes fra 1. juli 2010.