Dom
D O M
afsagt den 6. juli 2023 af Vestre Landsrets 11. afd eling (dommerne Peter Buhl, Hans-Jørgen Nymark Beck og Rikke Brændgaard-Nielsen (kst.) med domsmænd) i ankesag
V.L. S–0026–23
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
født Dato 1 1992
(advokat Jan Schneider, Aarhus)
Retten i Aarhus har den 23. december 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 15-8244/2022).
Påstande
Tiltalte, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse af straffen, og frifindelse for påstanden om frakendelse af ret til at udføre lægegerning.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forurettede 1, Forurettede 2 og Forurettede 4 har gentaget deres påstande for byretten om godtgørelse.
Forurettede 3 har for landsretten påstået, at tiltalte skal betale 152.220 kr. i erstatning og godtgørelse.
- 2 -
Tiltalte har påstået frifindelse for kravene om erstatning og godtgørelse og har bestridt kravene størrelsesmæssigt.
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne Forurettede 1, Forurettede 2, Vidne 3, Vidne 6, Forurettede 4, Vidne 11, Vidne 7, Forurettede 3, Vidne 10, Vidne 12, Vidne 9 og Vidne 8 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han afsluttede medicinstudiet i sommeren 2021 efter 8 års universitetsstudie. Han har i gennemsnit været i praktikforløb svarende til ca. 1 måned hvert semester. Herefter følger typisk et KBU-forløb på et år. På Hospital 1 udfyldte han reelt en stilling som afdelingslæge og havde her et større ansvar end i uddannelsesstillingen i Hospital 2, hvor der var mere læring og opsyn. Han er ikke bange for at tage ansvar og har nok taget flere selvstændige beslutninger, end andre yngre læger med hans anciennitet ville gøre. Han ville undgå at kontakte bagvagten om forhold, som han selv burde have undersøgt forinden. Det kan godt have resulteret i, at han har foretaget undersøgelser, som en mere erfaren læge ville have undladt. Foreholdt mail af 3. marts 2022 fra Person 8 til Person 9 (tillægsekstrakt 1, side 6) kan han godt være enig i, at han nok har været for tilbageholdende med at konsultere bagvagten. Når han i dag ser tilbage på forløbet, kan han godt se, at han nok har foretaget undersøgelser, som en mere erfaren læge ikke ville have foretaget, og som han nok skulle have undladt. Han har nok også været lidt for jovial og kammeratlig i kommunikationen med patienterne, og det har kunnet sende nogle forkerte signaler og misforstås af patienterne. Han forsøgte at afkode patienten og tilpasse sin kommunikation, men det kan være svært at aflæse, hvordan den enkelte patient forventede at blive talt til. Han fik overvejende positive tilbagemelding fra patienterne. Han er ikke bevidst om, at han kan have miskommunikeret med patienter. Forurettede 2 er den eneste patient, som har kontaktet ham privat.
Tiltalte har vedrørende forhold 1 supplerende forklaret, at han slet ikke kan genkende, at
han skulle have taget Forurettede 1 på brysterne. Hun var bekymret for et blodunderløbent mærke på låret. Hun blev spurgt, om hun havde tilsvarende mærker andre steder på kroppen, og gav samtykke til, at han undersøgte hendes ryg og mave. Hun blev
- 3 -
undersøgte i området omring brysterne, og han kan ikke afvise, at han kan have strejfet et bryst. Foreholdt afhøringsrapport af 19. august 2022, side 6, 5. afsnit (fil 2, side 384), har tiltalte forklaret, at det godt kan passe, at han har forklaret, at han også godt kan have trykket Forurettede 1 på hendes bryster, hvis hun har haft et mærke. Han så efter mærker på hendes mave og bryst. Hun løftede selv op i kjolen. Han så ikke hendes bryster og ved derfor ikke, om hun havde mærker på brysterne. Han vurderede, at det var en relevant bekymring, hun gav udtryk for vedrørende mærkerne. Han kan ikke sige, hvorfor han ikke har journaliseret denne del af undersøgelserne. Det kan være vanskeligt som yngre læge at vurdere, hvor meget der bør medtages i journalen. Han konfererede ikke denne del af undersøgelsen med bagvagten. Som han anførte i journalen (fil 2, s. 473), var det svært at mærke puls under foden. Han skulle sikre, at der var blodforsyning til foden og tjekkede derfor også pulsen først i knæhasen og dernæst i lysken. Hun blev orienteret om årsagen til, at han målte pulsen i lysken, men han burde også have noteret dette i journalen.
Foreholdt indholdet af Forurettede 1's anmeldelse af 2. maj 2022 (fil 2, side 442), har tiltalte forklaret, at det er korrekt, at hun havde givet udtryk for utryghed på grund af de blå mærker. Hun viste ham mærket på låret, der var på størrelse med en halv håndflade. I hendes tilstand skal man sikre sig, at mærkerne ikke skyldes den blodfortyndende medicin. Han vurderede på baggrund af undersøgelsen, at mærket ikke var foranlediget af medicineringen, og undersøgelsen gav derfor ikke anledning til at ændre behandlingen. Han noterede det derfor ikke i journalen, men i den bedste af alle verdener skulle han have noteret det.
Tiltalte har vedrørende forhold 3 supplerende forklaret, at han ikke har foretaget en
undersøgelse af Forurettede 2's bryster, men han undersøgte hendes brystkasse, da hun oplyste at have smerter i brystet. Foreholdt at der ikke står noget om smerter i brystet i skadenotatet (fil 2, side 487 f.), har tiltalte forklaret, at det er korrekt. Han var alene i skadestuen og havde mange patienter. Havde han haft bedre tid og færre patienter, havde han kunnet medtage mere end blot det vigtigste i journalen. Hun var stærkt smerteplaget og havde været bevidstløs, så han valgte at gå bredspektret frem. Han var bekymret for, om der kunne være brud ved brystkassen. Han undersøgte brystet ved at trykke på brystbenet midtpå og fra siderne af brystet. Han husker ikke, om han havde hånden inden for hendes bh. Efter at have undersøgt hendes brystkasse, vurderede han, at der ikke var anledning til røntgen af brystet. Han kan ikke genkende, at han skulle have haft fingre i hendes skede; det har han ikke haft. Han ville have skrevet det i journalen, hvis han havde foretaget en
- 4 -
gynækologisk undersøgelse. Foreholdt afhøringsrapport af 19. august 2022, side 11, 1. og 3. afsnit (fil 2, side 389), har tiltalte forklaret, at det godt kan passe, at han har forklaret, at han ikke mente, at han havde lavet en vaginal undersøgelse, og at det ikke var sikkert, at han ville skrive om en vaginalundersøgelse i journalen, hvis ikke undersøgelsen gav anledning til fund. Han husker ikke konkret, hvordan han bad om samtykke til rektalundersøgelsen. Han valgte en rektalundersøgelse for at udelukke nerveskade i ryggen efter faldtraumet. Han ville også have lavet undersøgelsen, hvis det havde været en mandlig patient. Undersøgelsen viste normale forhold. Han skrev i journalen, at der var normale neuro-vaskulære forhold, men det havde selvfølgelig været bedst, hvis han udtrykkeligt havde skrevet, at der havde været foretaget en rektalundersøgelse. Han kan ikke sige, om Forurettede 2 kan have forvekslet rektalundersøgelsen med en vaginal undersøgelse, men hun var omtåget og groggy. Han er sikker på, at han ikke har taget hendes hånd hen til sit lem. Foreholdt afhøringsrapporten (side 389, 3. sidste afsnit) har han forklaret, at det er muligt, at han har forklaret, at han ikke kunne genkalde sig at have trykket sit erigerede lem mod hendes hånd. Han vil ikke umiddelbart mene, at han kommenterede på, at hun var stram i skeden. Der var en spøgefuld tone, og hun fortalte bl.a., at hun havde 7 børn og ingen mand derhjemme. Hun foreslog, at han kunne komme hjem og passe hendes børn. Der var en positiv stemning, som han valgte at gå med på, men der var ikke tale om flirt. Der var fra hans siden ingen seksuel undertone. Han anerkender, at han nok har ”overundersøgt” Forurettede 2. Han har ikke undladt at journalføre undersøgelser for at dække over det.
Han er ret sikker på, at Forurettede 2 havde fået et morfin-præparat i ambulancen. Hun gav udtryk for, at smerterne i brystet var midtfor på brystet. Hun var svær at tyde, da hun var meget smerteplaget, men samtidig omtåget. Han mener, at han skrev hendes journal samme dag, da hun var blevet udskrevet. Det kan godt passe, at det var kl. 13.37 (fil 2, side 487). Forurettede 2 sendte den første besked til ham samme dag umiddelbart efter udskrivningen. Han var ikke opmærksom på beskeden, der vist havnede i et spamfilter, og svarede hende først efter 2 uger. Han fortryder i dag, at han svarede.
Tiltalte har vedrørende forhold 7 forklaret, at han ikke har befølt Forurettede 4 på
brysterne eller klemt hendes bryster. Han har ikke undersøgt hendes bryster, men han undersøgte brystregion, da der var tale om et faldtraume. Hun var landet halvt på siden og halvt på ryggen. Han vurderede derfor, at det var relevant at undersøge, om der kunne være brud. Hun klagede over smerter fra albuen og nedre del af lænden. De nederste ribben
- 5 -
indgik som en del af undersøgelsen. Han kan ikke afvise, at han har berørt området ved brysterne. Han har trykket midtfor brystet og fra siderne, og han kan ikke afvise, at hun kan have opfattet det som om, at han har følt på brysterne. Foreholdt, at der intet står i journalen om undersøgelsen af brystregionen, har tiltalte forklaret, at det ville have været bedst, hvis han havde skrevet det. Hun var påklædt, da han foretog undersøgelsen, og undersøgelsen fandt sted, inden hun fik armen i slynge.
Han havde fået oplyst, at hun var faldet ned ad en trappe. Brækkede ribben kan have alvorlige konsekvenser, og det er derfor ikke unormalt at undersøge for brækkede ribben ved faldtraumer. Undersøgelsen kan foregå enten manuelt med hænderne eller ved røntgen. Undersøgelsen kan involvere, at man trykker på brystvævet. Han mener, at han fortalte Forurettede 4, at han ville undersøge hende for brud på brystbenet. Han har muligvis været lidt for frisk i kommunikationen med hende og datteren.
Tiltalte har vedrørende forhold 5 forklaret, at han tilså Forurettede 3 for at
genoverveje hendes behandling. Han var på det tidspunkt ikke klar over, at hun allerede var blevet revurderet af Vidne 12; så ville han ikke have tilset hende. Vidne 12's journalnotat lå på det tidspunkt endnu kun som en lydfil og var endnu ikke blevet skrevet. Han var ikke opmærksom på lydfilen, og han var ikke bevidst om, at han havde logget denne del af journalen, inden han tilså Forurettede 3. Han gik ikke ind til hende alene for at dygtiggøre sig. Han havde hørt, at Vidne 12 havde talt med Vidne 10 om bl.a. Forurettede 3, men han var ikke klar over, at Vidne 12 havde tilset Forurettede 3. Han undrede sig over, at der var bestilt røntgen, og kunne ikke umiddelbart læse hvorfor.
Foreholdt afhøringsrapport af 23. marts 2022, side 4, næstsidste afsnit (fil 2, s. 357), har tiltalte forklaret, at han ikke mener at have forklaret, at undersøgelsen som udgangspunkt ikke var nødvendig. Han mener heller ikke at have forklaret, at undersøgelsen ikke havde været nødvendig, men var for at skabe læring for ham selv som anført i samme rapport side 11 (fil 2, side 364). Han fik ikke lov til at gennemlæse rapporten, og hans forklaring er nok ikke gengivet helt korrekt. Efter at have aflyttet uddrag fra optagelsen af politiets afhøring af ham har han forklaret, at han som sagt godt var klar over, at der var lagt en behandlingsplan for patienten, men at han vurderede, at den godt kunne genovervejes.
- 6 -
Han informerede hende om anledningen til undersøgelsen. Han undersøgte bl.a. hendes bryster. Han kunne ikke få smertebilledet til at passe og valgte derfor at foretage en mammaundersøgelse. Det var navnlig for at undersøge for en mulig infektion i brystvævet. Han erkender, at han har været for bredspektret i sin undersøgelse. Han har ikke nevet hende i brystvorterne, men undersøgelsen omfattede også en berøring af brystvorterne. Foreholdt afhøringsrapporten af 23. marts 2022, side 5, sidste afsnit (fil 2, side 358), har tiltalte forklaret, at det er muligt, at han har forklaret, at undersøgelsen var for at undersøge for cancer. Han foretog også en rektalundersøgelse, da Forurettede 3 havde mavesmerter og ændret afføringsmønster. Han kan i dag godt se, at han ikke burde have reageret på symptomerne med en rektalundersøgelse. Han beder altid om samtykke, og det gjorde han også i dette tilfælde. Det er muligt, at han ikke har brugt termen ”rektalundersøgelse” , men han har ikke omtalt det som en undersøgelse af ”ind- og udgange” . Han mener, at han forklarede hende, hvorfor han ville foretage undersøgelsen. Han kan i dag godt se, at der heller ikke var grundlag for at foretage den gynækologiske undersøgelse. Foreholdt Vidne 10's journalnotat fra kl. 11.30 (fil 2, s. 29), hvorefter der var noteret ”ingen klager” til urin- og kønsorganer, har tiltalte forklaret, at han kun foretog en overordnet gennemgang af journalen, inden han foretog sin egen undersøgelse. Han er enig i, at undersøgelsen ikke skulle have været foretaget, og slet ikke i det aktuelle sengeleje. Der var ikke tale om en undersøgelse, som var tilstrækkelig til at gøre det ud for en gynækologisk undersøgelse. Han har ikke været flirtende, og han har hverken kaldt hende ”lille frøken” eller talt om ”kvajekage” , hvis hun tissede på ham. Han nåede ikke at skrive journalnotater, inden han gik hjem, men undersøgelserne havde heller ikke resulteret i fund, som var af betydning for det videre behandlingsforløb. Han ville have beskrevet alle undersøgelserne dagen efter. Det kunne han gøre hjemmefra.
Han læste Vidne 10's journalnotat fra kl. 11.30, inden han selv tilså Forurettede 3. Normalt vil en patient på 27 år med influenza A ikke blive indlagt. Han undrede sig over det, og hendes symptomer var ikke alle typiske influenzasymptomer – f.eks. opkastning. Det fremgår af notatet, at der var ”obs” på en maveforgiftning. De øvre mavesmerter var heller ikke typiske for en influenza A. Han havde nok for mange tanker om mulige årsager til symptomer i forhold til, hvad der var lægefagligt begrundet.
Forurettede 1 har supplerende forklaret, at mærket på låret var meget stort – ca. på størrelse med en håndbold. Hun spurgte til mærket, og tiltalte svarede, at der godt kunne være en sammenhæng med den blodfortyndende medicin. Sygeplejersken havde forladt
- 7 -
stuen, da tiltalte undersøgte mærket på låret. Hun mener, at han også trykkede på mærket. Han sagde, at han var nødt til at undersøge hende nærmere. Han løftede ikke op i kjolen for at se efter andre mærker, men han løftede kjolen lidt op, stak hånden op og klemte hendes bryst. Han klemte først én gang og umiddelbart herefter endnu engang. Hun havde ikke givet lov til, at han kunne undersøge hendes bryster, og hun ville heller ikke have givet han lov, da det ikke havde noget med mærkerne at gøre. Det virkede helt forkert. Hun husker ikke, om han havde forsøgt at undersøge for puls under foden, inden han stak hånden ned til lysken. Han sagde ikke noget, inden han målte pulsen i lysken. Bagefter havde hun tankemylder. Da hun kom hjem, fortalte hun sin mand om oplevelsen, og at hun var ked af, at han ikke havde været med. Hun fortalte også sin kollega, Vidne 2, om oplevelsen. Hun kontaktede sin egen læge, da hun ikke ønskede at fortsætte behandlingen på Hospital 1. Det var hendes egen læge, der som den første betegnede det passerede som et overgreb. Hun havde også telefonisk kontakt til Hospital 1, hvor hun gjorde rede for det passerede. Hun oplyste, at hun ville melde tilbage, når hun modtog evalueringsskemaet fra sygehuset, men det modtog hun aldrig. Hun overvejede ikke at anmelde det til politiet, da det ville være hendes påstand mod lægens. Hun var ikke bekymret for, at man ikke ville tro på hende, men hun ønskede blot ikke at have mere med sygehuset at gøre. Da hun læste mediernes beskrivelse af et lignende forløb på Hospital 2, valgte hun at rette henvendelse til politiet.
Da hun talte med sin egen læge, brugte hun selv udtrykket ”raget på” . Det var forløbet ved den opfølgende kontrol, som var årsagen til henvendelsen til egen læge, og som var grunden til, at hun ikke ønskede at fortsætte behandlingen. Hendes egen vurdering af det skete var, at hun var blevet raget på, og at det havde været grænseoverskridende.
Tiltalte havde spurgt hende, om hun havde blå mærker andre steder; det mente hun ikke. Han har muligvis kigget efter, om hun havde mærker på ryggen og maven. Han kiggede på sit ur, da han stak fingrene ned til lysken. Han havde intet sagt om, at han ville måle hendes puls. Hun husker, at hun tænkte, at det ville hun gerne have været forberedt på, og at det var grænseoverskridende.
Forurettede 2 har supplerende forklaret, at hun havde smerter i knæ og ankel, da hun ankom til sygehuset. Hun fik smertestillende på sygehuset – vist nok af sygeplejersken – og ikke i ambulancen. Hun ved ikke hvilken slags smertestillende. Sygeplejersken var på stuen, da tiltalte spurgte, om han måtte undersøge hendes ryg. Det var først, da
- 8 -
sygeplejersken havde forladt stuen, at tiltalte undersøgte hendes brystkasse. Inden han stak hånden inden for hendes bluse, sagde han, at han skulle undersøge hendes ribben. Han tog fat om hendes bryst og klemte. Hun blev chokeret. Da han ville undersøge hende indvendigt, spurgte hun, om det var nødvendigt. Han sagde ikke, hvordan undersøgelsen skulle foregå. Han trak trusserne til side og stak fingrene ind i hendes skede. Hun har før fået foretaget en gynækologisk undersøgelse, men da er det foregået med benene i bøjler. Han trak først til den ene side og dernæst til den anden. Han kommenterede på, at hun var stram i skeden. Han flyttede sit underliv hen mod hendes hånd og spurgte, om hun kunne mærke, at han var begejstret. Hun trak hånden til sig. Da sygeplejersken kom ind på stuen igen, var han færdig med undersøgelsen. Hun synes ikke, der var en flirtende stemning; i hvert fald ikke fra hendes side. Efter at hun havde været til røntgen, troede hun, at hun var færdig og skulle hjem, da tiltalte kom ind på stuen og ville undersøge hende igen. Han ville være helt sikker på, at undersøgelsen havde været tilstrækkelig. Han sagde ikke, at han igen ville gennemføre en vaginalundersøgelse. Han skubbede på ny hendes trusser til side og stak fingrene op. Hun husker ikke, om han også denne gang pressede underlivet mod hendes hånd. Hun gentog, at hun ikke brød sig om undersøgelsen. Han svarede, at det var vigtigt at være grundig. Sygeplejersken virkede overrasket over at finde tiltalte på stuen, da hun kom tilbage. Hun kontaktede sin egen læge 3 dage efter undersøgelsen, fordi hun følte, at undersøgelsen ikke var foregået korrekt, og da hun ikke kunne genkende undersøgelsen i journalen. Hendes læge mente, at hun skulle anmelde episoden. Lægen frarådede hende at kontakte tiltalte på sociale medier, men vidnet ville forsøge at få tiltalte til at bekræfte forløbet af undersøgelsen.
Hun skrev nogle beskeder forud for beskederne den 31. januar 2022 mellem hende og tiltalte (fil 2, side 521). Hun forsøgte at få en dialog i gang. Der skulle have stået ”undladt” i stedet for ”indladt” i beskeden sendt kl. 22.53. Hun forsøgte at vinde tiltaltes tillid for at få ham til at indrømme, at han havde foretaget en vaginalundersøgelse. Hun skrev patientklagen sammen med sin egen læge. Politiet reagerede først, da klagen nåede frem til Hospital 1. Hun blev ringet op af sin læge, der mente, at den samme læge, som havde undersøgt vidnet, stod bag de overgreb, som havde fundet sted på Hospital 2.
Hvis hun får morfin, sejler det hele for hende, og hendes opfattelse af ting bliver påvirket. Hun er ikke i tvivl om, at undersøgelsen er foregået, som hun har forklaret. Hun kan ikke sige, om hun har været i tvivl om, hvorvidt det faktisk havde fundet sted, eller om oplevelsen i stedet skyldtes, at hun havde været påvirket af morfin. Foreholdt
- 9 -
afhøringsrapport af 14. juni 2022, side 7, 3. og 4. afsnit (fil 2, side 503), har vidnet forklaret, at det er rigtigt, at hun forklarede, at hun i forløbet kom i tvivl om, hvorvidt hun havde fået morfin, og at det bare var noget, hun havde forestillet sig. Hun er i dag ikke i tvivl. Det er rigtigt, at hun havde smerter i brystetbenet, da hun ankom til sygehuset. Hun husker ikke, om hun fortalte det til tiltalte. Hun følte sig forslået, men havde kun kraftige smerter fra knæet.
Hun husker ikke, hvornår hun første gang skrev til tiltalte, men det gjorde hun relativt hurtigt – måske et par dage efter. Hun var sammen med en veninde, da hun skrev den første besked – vistnok på Messenger. Hun fortrød beskeden og slettede den igen. Forevist besked sendt den 16. januar 2022 kl. 19.53 (forsvarerens tillægsekstrakt 3, side 3 f.) har hun forklaret, at det var den besked, som hun slettede. Hun var ved siden af sig selv, da hun skrev den. Beskeden var starten på hendes forsøg på at få ham til at bekræfte forløbet. Hun husker ikke, hvad hun sagde til veninden om baggrunden for, at hun skrev til tiltalte. Hun havde ikke lyst til at fortælle veninden, hvad der var sket på sygehuset. Hun fortalte blot, at den pågældende person havde gjort hende nysgerrig. Man kan godt sige, at hun løj over for veninden. Hun har kendt veninden i nogle år, men de er blevet uvenner. Hun vil stadig ikke oplyse venindens navn, selvom hun som vidne har pligt til det.
De to opkaldsforsøg den 18. januar 2022 var ”lommeopkald” , fordi hendes telefon var defekt. Hun husker ikke, om der var flere beskeder, inden tiltalte svarede den 31. januar 2022. Hun husker ikke indholdet af den besked, som hun sendte samme dag, og som i korrespondancen fremgår som ”forsvindende besked” . Hun havde taget screenshots af beskederne, inden hun slettede dem. Hun afleverede sine screenshots til politiet. Forevist Facebook-opslag den 18. januar 2022 (forsvarerens tillægsekstrakt 3, side 18 ff.) har vidnet forklaret, at hun ikke havde det særligt godt på det tidspunkt, hvor hun skrev opslaget. Hendes opslag er som hendes øvrige opslag med en humoristisk vinkel. Det kan godt passe, at hendes opslag i perioden indtil maj er positive, men sådan er hun. Hendes beskeder på Facebook den 18. og 20. maj 2022 handler ikke om, at hun havde anmeldt tiltalte, men om en voldelig kæreste.
Hun er blevet diagnosticeret med PTSD, og lægerne har vurderet, at det hænger sammen med det overgreb, som sagen angår. Hun går fortsat til psykolog ved centret for voldtægtsofre og er stadig sygemeldt.
- 10 -
Vidne 3 har supplerende forklaret, at hun havde modtaget epikrisen fra sygehuset inden telefonkonsultationen med Forurettede 2 den 18. januar 2022. Det var ved konsultationens afslutning, at Forurettede 2 spurgte til undersøgelsen på sygehuset. Hun anbefalede Forurettede 2 at anmelde episoden, men det ville Forurettede 2 tænke over. Ved næste konsultation spurgte hun Forurettede 2, hvad hun havde besluttet sig for. Forurettede 2 ønskede ikke at anmelde det. Forurettede 2's udgangspunkt var, at man ikke ville tro på hende. Det var muligvis ved denne konsultation, at hun og Forurettede 2 fandt frem til tiltalte på Facebook. Forurettede 2 fortalte ikke, at hun da allerede havde skrevet til tiltalte. Vidnet undrede sig meget over, at undersøgelserne ikke var beskrevet i journalen. Hun har haft Forurettede 2 som patient i længere tid, og hun har ikke nogen grund til ikke at tro på hendes forklaring. Hun spurgte en anden læge om tiltalte, da hun fandt forløbet mystisk; det har hun ikke gjort før. De undersøgelser, som Forurettede 2 havde berettet om, var ikke oplagte.
En uddannelseslæge kan godt få til opgave at foretage en undersøgelse fra top til tå i uddannelsesøjemed, men det vil efter hendes vurdering ikke inkludere en vaginalundersøgelse. Forurettede 2 er stadig patient hos vidnet.
Vidne 6 har supplerende forklaret, at nye læger bliver oplært i afdelingens praksis for journalføring ved sidemandsoplæring. Det forudsættes, at lægen kender retningslinjerne for journalisering fra studiet. De har ikke udarbejdet særlige skriftlige retningslinjer for journalføring på Hospital 1. Han vil alene forvente undersøgelser rettet mod patientens ankel, hvis klagen angår en hævet ankel. En rektalundersøgelse vil forudsætte, at der er klager fra ryggen kombineret med andre symptomer, der indikerer nerveskade. Han ville have studset over, hvis der i journalen var beskrevet en vaginalundersøgelse af en patient, som kom ind på skadestuen efter et fald på løbebånd, og han ville i så fald have taget fat i den pågældende læge. Forevist tiltaltes skadenotatet i journalen for den 16. januar 2022 kl. 13.37 (fil 2, side 488 f.) har vidnet forklaret, at det anførte om normale neurovaskulære forhold alene angår en undersøgelse af puls mv. af benene. Patienten er ifølge journalen vurderet vågen, klar og relevant, og der er ikke oplysninger om smerter fra ryggen. Der er ifølge journalen undersøgt for mulige følger af at have slået hovedet og for skader på ben. Der er ikke oplysninger, der indikerer foretagelse af vaginalundersøgelse. Skadenotater skal skrives med det samme.
Journalnotater skrives på baggrund af lægens hukommelse, og de opfordrer altid lægerne til at skrive journalnotatet umiddelbart efter undersøgelsen, men det er ikke altid muligt.
- 11 -
Hvis en patient med smerter i en ankel klager over også at have ondt i hele kroppen, kan man undersøge bredere. En rektalundersøgelse kan godt komme på tale, hvis patienten begynder at få ondt i ryggen. Smerter fra brystkassen kan give anledning til undersøgelser af brystkassen, og det vil altid foregå manuelt, inden man evt. rekvirerer røntgen. Det er ikke vidnets indtryk, at tiltalte tog flere selvstændige beslutninger, end andre yngre læger. Beskrivelsen fra Hospital 2 af tiltalte som ”Meget selvsikker (pas på det ikke stjæler fokus fra fagligheden)” (tillægsekstrakt 1, side 6) kan han til dels godt genkende, men ikke at det skulle stjæle fokus fra fagligheden. Det forekommer indimellem – om end ikke tit – at de udfører rektalundersøgelser på akutpatienter, hvor der er mistanke om brud på ryggen, men det forekommer oftere ved mistanke om diskusprolaps. Yngre læger kan foretage undersøgelser, som ældre læger ikke vil have foretaget, men det forekommer også, at yngre læger undlader relevante undersøgelser.
Forurettede 4 har supplerende forklaret, at hendes datter sad lige over for hende, da tiltalte stillede sig ved siden af vidnet, trak ud i vidnets halsudskæring og stak hånden ned i hendes bh, hvor han greb om hendes bryst. Hun husker, at hun fik øjenkontakt med sin datter. Tiltalte gik herefter hurtigt over på den anden side og gentog det ved det andet bryst. Begge gange klemte han ret hårdhændet om brystet, og det gjorde ondt. Han havde slet ikke hånden nede ved ribbenene. Hun spurgte til, hvad han lavede, hvortil han svarede, at han undersøgte, om hun havde brækkede ribben. Han spurgte ikke inden, om han måtte undersøge hendes ribben. Herefter forlod han stuen igen, hvorefter sygeplejersken kom tilbage og gav hende slyngen på.
Hun hæftede sig ikke så meget ved, da tiltalte undersøgte hendes lænd. Hun havde ikke klaget over ondt i brystkassen eller ribbenene, og hun havde da heller ikke slået brystkassen. Hun oplevede tiltalte som grov. Hun har tænkt meget over, hvorfor hun ikke reagerede på det, da det skete. Hun tror, at det hænger sammen med, at tiltalte fra starten var grov og talte nedladende til hende. Hun tænkte først ikke på at anmelde det, men som tiden gik, nåede hun frem til, at der ikke burde gå læger rundt, som opførte sig sådan. Episoden påvirkede hende, og hun stoppede bl.a. med at gå via skadestuen, når hun mødte på sygehuset, for ikke at møde tiltalte.
Hun husker ikke, hvornår hun første gang hørte om sagen, hvor en læge var blevet varetægtsfængslet for overgreb begået mod patienter – men måske omkring påsken 2022. Hun tænkte ikke da på, at det kunne være den samme læge, for det andet var foregået i
- 12 -
Hospital 2. Hun koblede ikke de to sager sammen, men det fik hende til at tænke over det, der var overgået hende. Det var først i september 2022, efter at hun i en weekend havde besluttet sig for at anmelde det til politiet, at hun slog op i journalen for at finde navnet på lægen. Det var en lang proces for hende at nå frem til, at det ikke var hendes egen skyld, og at der ikke var tale om en undersøgelse, men et overgreb.
Hun fortalte ved indledningen af konsultationen, at hun var sygehuspræst, for hun fortalte, tiltalte, at hun var faldet i præsteboligen. Hun faldt på det 5. sidste trin, slog albuen mod gelænderet og landede på måske næstsidste trin. Hun havde et blåt mærke på den ene balde. Det havde den vagthavende læge allerede set på. Tiltalte udstrålede ikke, at han havde travlt; han virkede bare irriteret. I hendes optik havde det været mere logisk at undersøge hende for brækkede ribben fra ryggen, da det var ryggen, hun landede på.
Hun har for nyligt gennemgået en hofteoperation, og da har hun kunnet mærke, at hændelsen har påvirket hende. Hun har bl.a. ringet til sygehuset for at sikre sig, at der ville være en kvindelig sygeplejerske til stede, hvis forundersøgelsen skulle foretages af en mandlig læge.
Vidne 11 har supplerende forklaret, at hun var til stede hele tiden, mens tiltalte undersøgte vidnets mor. Hun sad ca. 2 meter fra hende. Hun mener ikke, at hendes mor klagede over smerter fra andet end albuen. Det var vidnets indtryk, at undersøgelsen af albuen var afsluttet, da tiltalte stillede sig hen ved siden af hendes mor og spontant trak ud i blusen og stak hånden ned til brystet. Hånden var nede på brystet. Tiltalte havde ikke sagt noget forinden. Bagefter tog hun instinktivt et billede af hendes mors påklædning, hvis der skulle blive et eller andet. De talte bagefter om, at det var en mærkelig behandling, som ikke skulle have fundet sted, men de talte ikke om at anmelde det. Det var en ubehagelig oplevelse, som har fyldt meget for hendes mor, bl.a. fordi hun arbejder på sygehuset.
Hun og hendes mor har siden talt flere gange om at anmelde det, og det er muligt, at anmeldelsen af lægen i Hospital 2 har skubbet på hendes mors beslutning.
Vidne 7 har supplerende forklaret, at hendes kollega ved begyndelsen af vidnets vagt orienterede hende om, at en ung, afkræftet kvinde var blevet indlagt, men at der ikke skulle foretages mere med patienten. Hun havde set tiltalte på arbejde, inden vidnet blev kaldt ind til den unge kvinde. Tiltalte havde takket nej til at spise med, da det
- 13 -
blev for sent. Foreholdt afhøringsrapport af 22. marts 2022, side 5, 2. afsnit (fil 2, side 76) har vidnet forklaret, at det godt kan passe, at hun har forklaret, at tiltalte var klar over, at de spiste sammen kl. 18. Den unge kvinde, Forurettede 3, græd, da vidnet var inde ved hende. Hun følte, at lægen havde flirtet med hende. Han havde kaldt hende frøken og sagt, at han hellere ville møde hende privat. Brystundersøgelsen havde varet op til 6 minutter. Hun fortalte lidt efter lidt, hvad der var sket. Da hun fortalte om rektalundersøgelsen, spurgte vidnet, om hun havde klaget over mavesmerter, hvilket hun ikke havde. Hun fortalte ikke noget om en vaginalundersøgelse. Hun var klar og relevant, da vidnet talte med hende. Vidnet opfattede hende som meget troværdig.
Det hænder, at de har influenza-patienter indlagt på afdelingen, men det er sjældent, at de er så unge. Hun vil tro, at hun kiggede i journalen mellem kl. 19 og 19.30, men hun husker ikke nærmere om, hvad der stod.
Forurettede 3 har supplerende forklaret, at tiltalte sagde, at hun skulle undersøges fra top til tå, men han sagde ikke hvorfor. Hun husker ikke ordret, hvad han sagde om undersøgelsen. Første del af undersøgelsen gik ud på, at han skulle lytte på hende med stetoskopet. Han sagde ikke, at det var det, der skulle ske, men løftede uden varsel op i hendes t-shirt. Han sagde ikke, hvorfor hendes bryster skulle undersøges, og spurgte heller ikke, om han måtte undersøge dem. Han undersøgte skiftevis begge bryster, men det virkede ikke til, at han gik systematisk frem. Undersøgelsen varede måske 3-4 minutter. Han talte i en flirtende og slesk tone, da han talte om, at hun skulle huske at få brysterne undersøgt regelmæssigt. Når han spurgte hende, om noget gjorde ondt, f.eks. da han hev hende i brystvorterne, svarede hun hver gang, at alt gjorde ondt, fordi hun havde influenza. Tiltalte skiftede fra at være meget flirtende og slesk til at blive irriteret og sur, da hun tjekkede sin telefon, mens han var ude af stuen. Tiltalte spurgte flere gange ind til, om hun boede alene, og hun fik indtryk af, at han ville vide, om hun havde en kæreste. Tiltalte sagde flere gange og til sidst kommanderende, at hun skulle tage bukserne af, og tiltalte endte med selv at gøre det. Han spurgte hende ikke om lov. Mens han undersøgte hendes ben og mobilitet, svarede hun ham flere gange ”bidende” på hans spørgsmål og kommentarer. Det var herefter, at han sagde, at han skulle undersøge hendes ”ind- og udgange” . Han spurgte heller ikke denne gang, om han måtte, eller sagde hvorfor. Det føltes meget ydmygende at blive rektalundersøgt og ikke mindst samtidig at blive talt til på den måde. Hun følte, at undersøgelsen tog meget lang tid. Han bad hende om at lægge sig på ryggen og sprede benene, inden han begyndte vaginalundersøgelsen. Heller ikke denne
- 14 -
gang spurgte han, om han måtte, eller sagde noget om, hvorfor hun skulle undersøges. Han stak to fingre op; det kunne hun mærke. Det virkede som en meget blid undersøgelse i forhold til andre gynækologiske undersøgelser, som hun har fået foretaget. Det virkede ustruktureret, og han berørte flere gange hendes klitoris. Det virkede bevidst, da han sagtens kunne have undgået berøringen. Herefter begyndte han at presse fingrene opad og foretage bevægelser, mens han holdt den anden hånd på hendes mave og skilte hendes skamlæber. Hun var ikke i tvivl om, at han mærkede efter hendes g-punkt, og at det var seksuelt, det der foregik. Hun lukkede helt ned. Det var i den forbindelse, at han sagde, at han ikke håbede at se hende på sygehuset igen, men gerne privat. Da hun bagefter skulle stå ud af sengen og sagde til ham, at det kunne hun ikke, blev han igen kommanderende og sagde, at det skulle hun. Hun havde taget sine trusser på igen, inden hun steg ud af sengen. Mens hun var ude af sengen, var han flere gange kommanderende, når hun forsøgte at sige fra. Da han havde forladt stuen, følte hun, at hendes grænser var blevet overskredet, og hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke havde sagt fra. Hun blev meget ked af det og begyndte at græde, da hun fortalte sygeplejersken om det, der var sket.
Hun havde ikke tidligere haft det så dårligt, når hun havde influenza. Hun havde haft høj feber i 3 dage. Foreholdt oplysninger fra journalen (fil 2, side 26 ff.) har vidnet forklaret, at det er rigtigt, at hun havde ondt i leddene og i hele kroppen. Det er rigtigt, at hun havde kvalme og opkastningstrang, og som følge af opkastningerne også øvre mavesmerter, men hun husker ikke, om disse opstod under indlæggelsen. Oplysningerne i journalen passer meget godt med hendes erindring om gener under indlæggelsen. Der var ingen af de to andre læger, der tidligere havde undersøgt hende, som havde foretaget en vaginalundersøgelse af hende.
Hun har haft det meget dårligt på grund af det skete, men hun er langsomt begyndt at få det lidt bedre. Hun har udviklet sygdomsangst og er dødsensangst for at komme på Hospital 2. Hun har anfald hver nat, hvor hun vågner i panik og ikke ved, hvor hun er. Hun er nu endelig blevet færdig med sin uddannelse, som hun har udskudt flere gange, og afslutningen af uddannelsen er blevet forsinket ½ år.
Vidne 10 har supplerende forklaret, at hun har været uddannet læge siden 2016. Både hun og tiltalte var ansat på Afdeling. Hun mindes ikke, at tiltalte oprindeligt havde været tilknyttet Forurettede 3, da hun kom ind på akutvagten. Både vidnet og bagvagten kunne uddelegere opgaver til
- 15 -
andre læger, men det var ikke sket med denne patient. En oversigt over, hvem der har behandlingsansvaret for indlagte patienter, kan tilgås fra systemet og fremgår også på en storskærm. Vidnet stod som behandlingsansvarlig for Forurettede 3, indtil vidnets vagt sluttede, og behandlingsansvaret overgik til en anden læge. Hendes indledende undersøgelse af Forurettede 3 bestod bl.a. i at lytte på hende og måske mærke på maven. Hun overvejede, om det kunne være et maveonde, men da der kom svar på influenza-prøven, passede hele symptombilledet, og der var herefter ikke behov for yderligere undersøgelser. Hun afbestilte derfor den afføringsprøve, som hun tidligere havde bestilt. Vidne 12's revurdering var baseret bl.a. på oplysningerne fra hendes journalføring. Hun husker, at der var en drøftelse mellem Vidne 12 og tiltalte om indlæggelsen af Forurettede 3, og at det nogle gange var tilstrækkelig grund til at indlægge en patient, at man ville ”passe på” patienten. Det var efter hendes vurdering ikke relevant at foretage en rektalundersøgelse, da den i lyset af det øvrige symptombillede ikke ville fortælle noget om, hvorfor Forurettede 3 havde ondt i maven. Det var heller ikke relevant at foretage en vaginalundersøgelse. Forevist den indlæggende sygeplejerskes journaltilførsel om pletblødning (fil 2, side 27), har vidnet forklaret, at det er normalt for patienter med spiral. Hun har aldrig været med til at foretage en vaginalundersøgelse, der altid foretages med rette udstyr og af gynækologisk personale.
Hun har ingen erindring om, at hun skulle have bestilt røntgen af brystkassen. Der kan godt være bestilt røntgen af en sygeplejerske for at være på forkant, selvom en læge endnu ikke har ordineret røntgen, og det vil så kunne fremgå af deres klinisk logistiske system. Hun ordinerede afføringsprøver og afbestilte dem igen, og det fremgår ikke af journalen, men det burde det. Patienten havde ikke akut diarre, men et enkelt tilfælde med tynd afføring. Akutte mavesmerter betyder, at de hurtigt er kommet og ikke har været hos patienten tidligere. De øvre mavesmerter, som hun har beskrevet i journalen, er forventelige, da patienten havde kastet op.
Vidne 12 har supplerende forklaret, at der ikke blev bestilt røntgen af Forurettede 3. Det er sædvanligt, at man bestiller røntgen af influenza-patienter for at undersøge, om der er stødt en lungebetændelse til, men det afstod han fra – ligesom Vidne 10 havde gjort – da patienten ikke havde respiratoriske symptomer. Der foretages medicinsk tornado på Akutafdelingen hver dag; det er helt sædvanligt. Han lavede overdragelsen til sin afløser, da vagten sluttede, og i
- 16 -
forhold til Forurettede 3 skulle der ikke foretages yderligere, medmindre sygeplejersken meldte om ændrede symptomer eller værdier. Der kunne ikke være tvivl om behandlingsplanen for hende, og andre læger vil ikke have anledning til at tilse hende, uden forinden at gå til bagvagten, og i praksis sker det aldrig. KBU-læger vil godt kunne forestå en revurdering, men så vil det være aftalt og skulle ske under supervision. Vidnet var enig med Vidne 10 i behandlingsplanen og i vurderingen af, at Forurettede 3 ikke skulle sendes hjem. Tiltalte var til stede, da han sagde det til Vidne 10, og han vil tro, at tiltalte hørte dette. De var kun de tre til stede. Foreholdt afhøringsrapport af 5. maj 2022, side 3, sidste afsnit (fil 2, side 107), har vidnet forklaret, at det lyder rigtigt, at han har forklaret til politiet, at han havde gjort det klart over for tiltalte, at Forurettede 3 blot skulle have hvile og væske, og at hun skulle udskrives, når hun begyndte at få det bedre. Han kan ikke se værdien af en rektalundersøgelse eller en vaginalundersøgelse. Det var der ingen indikation for. Han har dikteret journalnotatet, og han mener, at diktatet blev påbegyndt kl. 16.38. Det fremgår af journalen, når der er tilknyttet en lydfil, og den vil kunne aflyttes af andre, medmindre den er under skrivning.
Han er ikke bekendt med, om man kan se, hvornår diktatet er blevet skrevet ind i journalen. Der findes et utal af retningslinjer, der både beskriver, hvornår undersøgelser skal udføres, eller hvordan de skal udføres.
Vidne 9 har supplerende forklaret, at hun har titel af cheflæge. Tiltalte havde i alt haft 9 sygedage fra den 1. februar til den 20. marts 2022. Hun har siden forklaringen i byretten undersøgt, om tiltalte havde været på en følgevagt, hvor han kunne følge en mere erfaren læge på Akutafdelingen, inden han selv havde vagt, og det havde han. Når man er på arbejde som KBU-læge, har man ikke ret til ”selvstændigt virke” , men arbejder under mellemvagtens og bagvagtens ansvar og skal altid rådføre sig med disse. Episoden, hvor tiltalte var gået kejtet til en anden kollega, angik en kvindelig kollega, der også selv havde følt, at tiltalte var gået lidt tæt på. Efter at have talt med Forurettede 3 talte hun med en jurist fra HR-afdelingen, som bad hende kontakte tiltalte og sige, at han ikke skulle møde på arbejde, mens klagen var under behandling. Han måtte afvente høringsbrevet. Hun fortalte ikke tiltalte, hvilken patient klagen angik. Tiltaltes adgang til at tilgå journalerne hjemmefra blev lukket, men først på et tidspunkt efter at hun havde talt med ham. Hun troede på Forurettede 3's forklaring. Tiltalte ringede til hende for at sige, at han nogle gange undersøgte patienter alene for at dygtiggøre sig. Tiltalte havde ingen grund til at gå ind til Forurettede 3. På Akutafdelingen kan
- 17 -
man ikke vente med journaliseringen, da det er vigtigt at overlevere oplysningerne om patienten til den senere vagt. Det er hende, der er skrevet notatet af 21. marts 2022 (fil 2, side 212), hvori hun bl.a. har givet udtryk for, at hun undrede sig over, at tiltalte havde irrelevante undersøgelser på en patient, at det var sket efter arbejdstids ophør og på en patient, der allerede havde en behandlingsplan.
Det sker, at yngre læger bliver efter arbejdstids ophør, men hun har aldrig oplevet det på Akutafdelingen. Det er ok at blive efter vagtens ophør, så længe man ikke skriver overarbejde på – og ellers vil det skulle aftales. Hun kender vejledningen for gynækologiske undersøgelser, men det er forventeligt, at Vidne 12 ikke kender den, da han har medicinsk speciale.
Vidne 8 har supplerende forklaret, at storskærmen med fordeling af behandlingsansvarlige læger er intuitiv og kan umiddelbart aflæses uden introduktion. De forventer, at alle læger fra studiet kender reglerne for journalisering. Negative fund er lige så vigtige at journalisere som de positive fund, bl.a. for at undgå gentagelse af undersøgelsen, og for at kunne udelukke mulige diagnoser. Hvis en undersøgelse ikke journaliseres, har den ifølge journalen ikke fundet sted. Hvis man læser i journalen, vil man kunne se, hvis der er et diktat, som ikke er skrevet. Der vil helt klart skulle gives samtykke til en gynækologisk undersøgelse. Der foretages ikke en generel screening af de patienter, der henvises akut. De undersøges relevant i forhold til det, de indlægges for. Der var ikke tale om en gynækologisk undersøgelse, men derimod en vaginal eksploration, der kun foretages på fødende kvinder. Yngre læger foretager ikke nødvendigvis flere undersøgelser, end ældre læger, da der også er en bekymring for at foretage undersøgelser, som ikke er relevante.
Det er usædvanligt at foretage gynækologiske undersøgelser på medicinske patienter, og der foreligger derfor ikke en særlig vejledning herfor, men derimod for kirurgiske patienter. Vejledningen ”Gynækologisk undersøgelse i Fælles Akutafdeling” gælder for alle, der arbejder på afdelingen. Vejledningen er i tilfælde af, at man måtte være i tvivl om, hvordan den skal gennemføres. Hvis undersøgelsen foretages af en mand, skal der altid være en kvinde til stede; det gælder alle steder.
Landsrettens begrundelse og resultat
- 18 -
Vidnerne Forurettede 1, Forurettede 2, Forurettede 3 og Forurettede 4 har også for landsretten forklaret sikkert og detaljeret om de undersøgelser, som tiltalte foretog i anledning af den behandling, som vidnerne modtog på Hospital 1 og på Hospital 2, herunder at tiltalte foretog de handlinger, som er angivet i tiltalen i forholdene 1, 3, 5 og 7.
Undersøgelserne fandt for de tre af vidnerne sted på Hospital 1 inden for få dage i januar 2022, umiddelbart inden tiltalte stoppede, mens den sidste af undersøgelserne fandt sted på Hospital 2 i marts 2022, kort tid efter at tiltalte var påbegyndt sin uddannelsesstilling her. Fælles for undersøgelserne gælder, at de dele af undersøgelserne, som vidnerne har oplevet som krænkende, ikke er beskrevet af tiltalte i deres patientjournaler, ligesom der også på andre punkter er ligheder i deres oplevelse af undersøgelsesforløbet, herunder at disse dele af undersøgelserne i det væsentlige foregik uden forudgående information om anledningen til denne del af undersøgelsen og uden deres forudgående udtrykkelige samtykke.
Forurettede 1's, Forurettede 3's og Forurettede 4's forklaringer om forløbet af tiltaltes undersøgelse af dem fremstår i det hele troværdige og støttes som anført af byretten af forklaringer fra øvrige vidner, som de enten havde betroet sig til kort tid efter undersøgelsen, eller som selv havde været til stede ved undersøgelsen. Landsretten lægger derfor på samme måde som byretten deres forklaringer om det passerede til grund.
Forurettede 2's forklaring om forløbet af selve undersøgelsen har også fremstået troværdig og støttes – som ligeledes anført af byretten – navnlig af forklaringen fra hendes egen læge, Vidne 3, som Forurettede 2 rådførte sig med om forløbet af undersøgelsen allerede to dage efter undersøgelsen. Landsretten finder det på den baggrund ubetænkeligt også at lægge Forurettede 2's forklaring om undersøgelsen af hende til grund – også selvom hendes forklaring om baggrunden for sit forsøg på at komme i kontakt med tiltalte i dagene efter undersøgelsen har fremstået usikker og til dels mangelfuld.
Tiltalte har også for landsretten afvist, at han i forbindelse med undersøgelsen af Forurettede 1, Forurettede 2 og Forurettede 4 har befølt dem på brysterne og foretaget en vaginal undersøgelse af Forurettede 2, og hans forklaring om
- 19 -
undersøgelsernes forløb og formål giver ikke en lægefaglig begrundelse for, at dette er sket.
På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at der ikke har været en lægefaglig begrundelse for, at tiltalte i forbindelse med undersøgelsen af Forurettede 1, Forurettede 2, Forurettede 3 og Forurettede 4 har foretaget befølinger mv. af deres bryster, og at tiltalte i forhold 1, 3, 5 og 7 er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 som sket.
Landsretten finder af de grunde, der er anført af byretten, at der heller ikke har været en lægefaglig begrundelse for at foretage en gynækologisk undersøgelse af Forurettede 2 og Forurettede 3, og at det er åbenbart, at de faktisk foretagne vaginale undersøgelser – der foregik uden anvendelse af et gynækologisk leje – har savnet en lægefaglig begrundelse. Landsretten lægger i overensstemmelse med Forurettede 2's og Forurettede 3's forklaringer om undersøgelserne til grund, at undersøgelserne i stedet fik en seksuel karakter. Undersøgelserne er herved gået videre, end hvad tiltalte har kunnet gå ud fra, at et eventuelt stiltiende samtykke fra Forurettede 2 og Forurettede 3 måtte række til. Landsretten tiltræder på denne baggrund, at tiltalte ved de gennemførte rektal- og vaginalundersøgelser i forhold 3 og 5 tillige er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225, som sket.
Landsretten tiltræder, at krænkelserne har fundet sted under omstændigheder, der kan henføres under straffelovens § 150 om misbrug af stillingen.
Landsretten tiltræder endvidere, at tiltalte i forhold 2, 4, 6 og 8 er fundet skyldig i overtrædelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 75 som sket.
5 voterende stemmer for at stadfæste byrettens straffastsættelse, mens 1 voterende stemmer for at forhøje straffen til fængsel i 2 år og 6 måneder. Alle voterende har lagt vægt navnlig på karakteren af forhold 3 og 5, og i øvrigt på de momenter, som er anført af byretten.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter byrettens straffastsættelse stadfæstes.
- 20 -
Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at tiltalte er frakendt retten til at udøve lægegerning indtil videre.
De juridiske dommere tiltræder dommens afgørelse om erstatning og godtgørelse, og således at Forurettede 3's krav vedrørende forlænget uddannelse ikke tages under påkendelse.
Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Erstatningen og godtgørelserne skal betales inden 14 dage.
Peter BuhlHans-Jørgen Nymark Beck Rikke Brændgaard-Nielsen
(kst.)