Sagen angår, om sagsøger har krav på at få udleveret eller destrueret hele eller dele af en kopi af hans dagbog, som er i myndighedernes besiddelse

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 6. september 2023

Sag BS-2833/2020-OLR

(7. afdeling)

Dansk Forfatterforening som mandatar for

Sagsøger

(advokat Gitte Løvgren Larsen, beskikket)

mod

Rigspolitiet

og

Rigsarkivet

(advokat Sune Fugleholm for begge)

Landsdommerne Finn Morten Andersen, Peter Thønnings og Mikael Friis Rasmussen har deltaget i sagens afgørelse.

Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 30. september 2019. Ved kendelse af 21. januar 2020 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retspleje-lovens § 226, stk. 1.

Sagen angår, om Sagsøger har krav på at få udleveret eller destrue-ret hele eller dele af en kopi af hans dagbog, som er i myndighedernes besiddel-se. Baggrunden er, at Sagsøger i november 1981 blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 ved at have haft ulovlig forbindelse med fremmed efterretningstjeneste, og i forbindelse med en samtidig ransag-ning af Sagsøgers bopæl kom PET i besiddelse af hans dagbog. I april 1982 afgjorde Justitsministeriet sagen med et tiltalefrafald, hvorefter

2

Sagsøger fik tilbageleveret den originale dagbog. PET var fortsat i besid-delse af en kopi af dagbogen, hvilket Sagsøger blev opmærksom på i 2009.

Der er under sagen rejst en række spørgsmål, herunderom den oprindelige ko-

piering af dagbogen var hjemlet, om dagbogskopierne skal anses for beslaglagte effekter, som skal tilbageleveres, om der med kopieringen af dagbogen er fore-taget retsstridig eksemplarfremstilling i strid med den ophavsretlige eneret, og om den fortsatte opbevaring af dagbogskopierne og mulige tilgængeliggørelse via Rigsarkivet udgør en krænkelse af Sagsøgers ophavsret. Det er i den forbindelse spørgsmålet, om Sagsøger har krav på godtgørel-se for ikke økonomisk skade, jf. ophavsretslovens § 83, stk. 3. Der er i sagen endvidere spørgsmål om bl.a., hvorvidt kopieringen og/eller opbevaringen af dagbogskopierne udgør et indgreb i Sagsøgers ret til respekt for privatliv i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og om overførelsen af dagbogskopierne til Rigsarkivet udgør en persondatabe-handling i strid med retshåndhævelsesdirektivet og/eller en krænkelse af artikel 7 og 8 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder.

Påstande

Sagsøgeren, Dansk Forfatterforening som mandatar for Sagsøger,

har endeligt nedlagt følgende påstande:

Påstand 1

Principalt Rigspolitiet skal til Sagsøger udlevere, subsidiært de-struere, alle fysiske og slette alle digitale uddrag, som PET råder over, af Sagsøgers dagbog, herunder

- ”En dagbog 1972-76”

- ”En dagbog 1977 – til dato”

- ”10 stk. lommebøger, heraf en for hvert af årene 1973, 1975, 1976,

1977, 1978 og 1979 og to for 1980 og to for 1981” .

Subsidiært Rigspolitiet skal – bortset fra side 2981 2992 3009 3012 3025 3032

3049 3057 3067 3068 3069 3072 3074 3078 3088 3090 3091 3092 3098 3099 3100 3102 3103 3109 3112 3116 3117 3131 3135 3136 3137 3138 3183 3184 3185 3212 3216 3217 3220 3221 3226 3230 3239 3243 3247 3249 3250 3254 3255 3263 3266 3267 3269 3273 3274 3276 3277 3283 3286 3316 3321 3325 3376 3381 3382 3383 3396 3397 3400 3401 3407 3408 3421 3429 3445 3450 3453 3459 3460 3478 3485 3486 3487 3488 3489 3494 3497 3498 3502 3503 3505 3506 3511 3511 3512 3518 3526 3527 3529 3530 3531 3538 3539 og side 3540 – til Sagsøger udlevere, subsidiært destruere, alle fysiske og slette alle digitale uddrag, som PET råder over, af Sagsøgers dagbog, herunder

3

- ”En dagbog 1972-76”

- ”En dagbog 1977 – til dato”

- ”10 stk. lommebøger, heraf en for hvert af årene 1973, 1975, 1976,

1977, 1978 og 1979 og to for 1980 og to for 1981” .

Påstand 2

Principalt Rigsarkivet skal til Sagsøger udlevere, subsidiært de-

struere, alle fysiske og slette alle digitale kopier, som Rigsarkivet råder over, af Sagsøgers dagbog, herunder

- ”En dagbog 1972-76”

- ”En dagbog 1977 – til dato”

- ”10 stk. lommebøger, heraf en for hvert af årene 1973, 1975, 1976,

1977, 1978 og 1979 og to for 1980 og to for 1981” .

Subsidiært Rigsarkivet skal – bortset fra side 2981 2992 3009 3012 3025 3032

3049 3057 3067 3068 3069 3072 3074 3078 3088 3090 3091 3092 3098 3099 3100 3102 3103 3109 3112 3116 3117 3131 3135 3136 3137 3138 3183 3184 3185 3212 3216 3217 3220 3221 3226 3230 3239 3243 3247 3249 3250 3254 3255 3263 3266 3267 3269 3273 3274 3276 3277 3283 3286 3316 3321 3325 3376 3381 3382 3383 3396 3397 3400 3401 3407 3408 3421 3429 3445 3450 3453 3459 3460 3478 3485 3486 3487 3488 3489 3494 3497 3498 3502 3503 3505 3506 3511 3511 3512 3518 3526 3527 3529 3530 3531 3538 3539 og side 3540 – til Sagsøger udlevere, subsidiært destruere, alle fysiske og slette alle digitale kopier, som Rigsarkivet råder over, af Sagsøgers dag-bog, herunder

- ”En dagbog 1972-76”

- ”En dagbog 1977 – til dato”

- ”10 stk. lommebøger, heraf en for hvert af årene 1973, 1975, 1976,

1977, 1978 og 1979 og to for 1980 og to for 1981” .

Påstand 3 Rigspolitiet og Rigsarkivet skal in solidum betale 50.000 kr. til Sagsøger

Sagsøger med sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg til betaling sker.

De sagsøgte, Rigspolitiet og Rigsarkivet, har begge påstået frifindelse.

Procesbevillingsnævnet meddelte den 13. maj 2019 Sagsøger fri proces til under en sag mellem på den ene side Dansk Forfatterforening som mandatar for Sagsøger og på den anden side Politiets Efterretning-stjeneste (PET) og Rigsarkivet (Statens Arkiver) at nedlægge nærmere angivne påstande. Landsretten har lagt til grund, at den meddelte fri proces omfatter Dansk Forfatterforening som mandatar for Sagsøgers (herefter Sagsøger) endelige påstande under denne sag.

4

Sagsfremstilling

Sagsøger-sagen

Sagsøger er dansk forfatter og oversætter og har arbejdet som

journalist.

Under den kolde krig foregik der østlig påvirknings- og efterretningsindsats i Danmark, og kontraspionage var følgelig en af de danske efterretningstjenesters væsentligste opgaver i perioden.

PET – som organisatorisk nu hører under Rigspolitiet – blev i begyndelsen af 1970’erne opmærksom på Sagsøgers kontakter til sovjetiske diplo-mater. I PET-kommissionens beretnings bind 13 om ”Titel 1” hedder det bl.a.:

”2. Sagsøgers SAMARBEJDE MED KGB IFØLGE Person 1-MATERIALET

Siden begyndelsen af 70’erne havde PET været opmærksom på Sagsøgers sovjetkontakter. Dog var det et problem, at forfatterens mø-der med sovjetiske diplomater ofte aftaltes mundtligt fra gang til gang, hvilket gjorde det svært for tjenesten at overvåge forbindelsen. Med Person 1's hvervning [i 1975] fik PET et mere præcist indtryk af Sagsøgers tilknytning til KGB. …”

Fra 1979 foretog PET en tættere overvågning af Sagsøger i form af aflytning af Sagsøgers telefon og fra juni 1980 også ved rumaflyt-ning på Sagsøgers bopæl. Disse indgreb blev foretaget på grundlag af retskendelser.

I oktober 1981 blev KGB-officer og ambassadesekretær ved den sovjetiske re-præsentation i København, Person 2, udvist af Danmark. I PET-kommissionens beretnings bind 13, kapitel 5, hedder det om udvisningen bl.a.:

”Den 21. oktober 1981 indkaldte Udenrigsministeriet den sovjetiske ambassadør til et møde samme dag. På mødet blev ambassadøren overbragt et notat om, at Person 2 havde begået handlinger, der var strafbare ifølge den danske straffelovs §108. Udenrigsministeriet bad dernæst ambassadøren om at sørge for, at Person 2 forlod landet sene-st den 4. november 1981. Person 2 udrejste fra Danmark den 30. okto-ber 1981. Baggrunden for udvisningen var, at ambassadesekretæren angiveligt havde fungeret som føringsofficer for Sagsøger og […] samt deltaget i efterretningsoperationer, der havde til hensigt at påvirke den politiske meningsdannelse i Danmark. …”

5

Den 3. november 1981 blev Sagsøger anholdt og sigtet for overtræ-delse af straffelovens § 108 ved at have haft ulovlig forbindelse med fremmed efterretningstjeneste. Der blev på Sagsøgers bopæl gennemført en ransagning, som retten i Rudkøbing samme dag havde godkendt ved kendelse i medfør af den dagældende § 794 i retsplejeloven. Under ransagningen, der va-rede flere dage, tog PET bl.a. Sagsøgers personlige dagbøger og lommebøger i bevaring.

Sagsøger blev efter det oplyste løsladt den 5. november 1981.

Retten i Rudkøbing besluttede den 6. november 1981 i medfør af dagældende § 782 i retsplejeloven, at de omhandlede dagbøger og lommebøger ”vil være at beslaglægge, idet de må antages at være af betydning som bevismidler i sagen.”

Østre Landsret stadfæstede ved kendelse af 12. november 1981 retten i Rudkø-bings beslutning af 6. november 1981 i henhold til byrettens grunde.

Den 15. februar 1982 fremsendte politiet til Sagsøgers beskikkede forsvarer, lrs. Advokat 1, kopi af Sagsøgers ”dagbøger 1972 – 1981 inclusive.”

Om efterforskningsmaterialet i sagen mod Sagsøger, herunder dagbogens indhold, hedder det i PET-kommissionens beretnings bind 13, kapi-tel 2 og 3, bl.a.:

”…En aflytningsoperation i perioden 1979-81 og en ransagning af for-fatterens bopæl i november 1981 bidrog med yderligere materiale. Summen af disse oplysninger førte til, at PET efterfølgende kunne kon-statere, at der i perioden 11. september 1972 – 16. august 1981 var blevet aftalt minimum 115 møder mellem Sagsøger og diverse KGB-officerer. Kun et fåtal af disse møder var blevet aflyst. De KGB-officerer, som Sagsøger havde kontakt til, var Person 3 (11. sep-tember 1972 – 16. maj 1973), Person 4 (16. maj 1973 – 10. juni 1977), Person 5 (10. juni 1977 – 9. december 1978) og Person 2 (9. december 1978 – 16. august 1981). …

…

3. PET’S OVERVÅGNING 1979-1981

…

Anholdelse og ransagning

…

Det mest betydningsfulde fund under ransagningen var Sagsøgers dag- og lommebøger fra perioden 1972 og frem. De indeholdt en lang række oplysninger om møder med sovjetiske ambassadefolk. Ved hjælp af denne nye kilde lykkedes det PET at danne sig et overblik over Sagsøgers østkontakter op gennem 1970’erne. Blandt de mange

6

effekter, der blev beslaglagt, var også et visitkort fra Person 4, Sagsøgers tidligere ambassade-kontakt. På kortet var der påført ”KGB-agent” , og politiet, der foretog en skriftprøve, var af den opfattel-se, at teksten var skrevet på Sagsøgers skrivemaskine.”

Dato besluttede Justitsministeriet, at Sagsøger skulle meddeles tiltalefrafald. I en orientering fra Justitsministeriet samme dag – un-derskrevet af Justitsminister 1 – hedder det bl.a.:

”Sagsøger-sagen.

1.Justitsministeriet har foretaget en gennemgang af resultaterne af den

hidtidige efterforskning i en konkret straffesag, hvor forfatteren Sagsøger har været sigtet efter straffelovens § 108 for ulovlig forbindelse med fremmed efterretningsvæsen. Det kan i denne forbin-delse nævnes, at det kræver justitsministeriets beslutning at rejse tiltale i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed).

Justitsministeriet har efter en samlet vurdering af de nu foreliggende oplysninger i sagen fundet det forsvarligt at undlade at efterforske sa-gen videre, således at der ikke rejses tiltale mod den pågældende. Justitsministeriet finder det af væsentlig almen interesse kort at redegø-re for nogle forhold omkring fremmede efterretningstjenesters generelle virksomhed i Danmark samt for nogle hovedpunkter i den konkrete straffesag.

…

4.Den danske straffelovs § 108 hjemler straf for den, der, uden at for-

holdet falder ind under § 107 om spionage mod danske interesser, ”i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke indenfor den danske stats område.”

Specielt med hensyn til den propagandaformidlende virksomhed, som udgør en del af sigtedes aktiviteter i den foreliggende sag, må det for-ventes, at domstolene vil anlægge en helt konkret vurdering fra tilfælde til tilfælde, således at der navnlig lægges vægt på, om virksomheden ef-ter en samlet bedømmelse – herunder samarbejdsformer, vederlæggel-se, graden af afhængighed mellem parterne – klart har været drevet med det overordnede sigte at sætte den fremmede efterretningstjeneste i stand til at forfølge sine formål, således at bistanden tydeligt adskiller sig fra, hvad der blot med nogen rimelighed kan betegnes som normal virksomhed som journalist eller forfatter her i landet.

Det er samtidig indlysende, at Justitsministeriet ved vurderingen af til-talespørgsmålet i disse sager vil benytte sin beføjelse til tiltalerejsning med den yderste varsomhed, dels af hensyn til ytringsfriheden, dels fordi andre virkemidler ofte vil kunne være tilstrækkelige.

Hovedsynspunktet må her være, at det i et frit samfund som det dan-ske, hvor alle ytringer er tilladt med ganske få begrænsninger som følge af særlige lovbestemmelser, normalt vil være overladt til den enkelte borger at vurdere lødigheden af – og den reelle baggrund for – de syns-punkter, som føres frem i den offentlige debat. Det er den enkelte sam-fundsborgers egen dømmekraft og kritiske sans, som her sættes på prø-

7

ve, og anderledes kan forholdene ikke være i et demokrati, hvis funda-ment er en fri meningsdannelse. Men dette udelukker ikke, at det kan være på sin plads undertiden at reagere mod særligt grove tilfælde af udefra styret påvirkning af den offentlige debat. En sådan indgriben kan – foruden ved strafferetlige reaktioner overfor enkeltpersoners for-bindelse med fremmed efterretningsvæsen – ske ved diplomatiske for-holdsregler, ved information til befolkningen omkring de pågældende forhold eller ved en kombination af disse virkemidler.

5.Selvom det må forudsættes, at Sagsøger har udvist for-

hold, som i princippet falder ind under beskrivelsen i straffelovens § 108, har Justitsministeriet efter en samlet vurdering af alt foreliggende ikke fundet, at danske interesser er skadet i en sådan grad, at der er fuld tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale. Justitsministeriet har i denne forbindelse udover de generelle hensyn, som er omtalt foran, lagt vægt på blandt andet den pågældendes personlige forhold og på, at de sovjetiske diplomater, som må betragtes som sagens hovedpersoner, al-lerede har forladt Danmark, for den enes vedkommende blandt andet som direkte følge af den aktuelle sag.

Justitsministeriet vil endelig tilføje, at politiet har været ikke blot beret-tiget, men forpligtet til at foretage en nærmere efterforskning af den forbindelse, som blev konstateret mellem Sagsøger og de sovjetiske diplomater. En præcis kortlægning af de aktiviteter, som ud-foldes, er naturligvis af afgørende betydning for anklagemyndighedens, herunder Justitsministeriets ofte vanskelige vurderinger af tilta-lespørgsmålet i sager af denne art. Det er derfor en selvfølge, at den konkrete afgørelse ikke vil betyde nogen indskrænkning af politiets muligheder for at foretage efterforskning indenfor retsplejelovens rammer under sædvanligt ansvar overfor domstolene og Justitsministe-riet.”

Det fremgår af sagen, at Justitsministeriets orientering blev gengivet i bl.a. We-ekendavisen i Dato, og at der i ”Soviet Active Measures – Hearings before the Permanent Select Committee on Intelligence House of Representatives” fra 1982 findes en engelsk oversættelse af orienteringen.

Efter tiltalefrafaldet fik Sagsøger tilbageleveret de originale dagbø-ger mv.

PET opbevarede – uden at Sagsøger var klar over det – fortsat en kopi af samtlige dagbøger (i alt 665 tætskrevne sider svarende til ca. 1.400 nor-malsider) på den journalsag (operationssag), som havde dannet grundlag for sigtelsen og tiltalefrafaldet over for Sagsøger. Det er oplyst, at PET på en anden journalsag (personsag vedrørende Sagsøger) opbeva-rede kopier af dele af dagbogen.

PET-kommissionens beretning indeholder sålydende konklusionsafsnit vedrø-rende den historiske gennemgang af Sagsøger-sagen:

8

”Udeladt. PET ind-samlede et omfattende materiale, der viste såvel hyppigheden som ind-holdet af Sagsøgers samtaler med KGB. Hvorvidt Sagsøger var klar over de sovjetiske diplomaters virkelige status, er usikkert, idet han intetsteds i aflytningsmaterialet omtaler dem som KGB-officerer. PET havde en formodning om, at forfatteren måtte være vi-dende herom. Møderne med KGB-officererne skete således under ”kon-spirative former” .

Et centralt punkt i PET’s materiale vedrører ”aktive foranstaltninger” , det vil sige KGB’s forsøg på via forfattere og intellektuelle i Vesten at påvirke den offentlige debat til fordel for Sovjetunionens udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål. Materialet godtgør, at KGB overdrog Sagsøger tekstforlæg og andre skrifter, der var udarbejdet i Centret i Moskva, og at disse indgik i forfatterens to pamfletter Pamflet 1 og Pamflet 2Pamflet 2Pamflet 2. To af de nævnte forhold i PET’s materiale: at Sagsøger skulle have modtaget 7.000 kr., samt at han skulle have vildledt den nordkoreanske ambassade, synes ikke tilstrækkeligt do-kumenteret. Justitsministerens redegørelse af Dato nævnte ef-terfølgende blot, at Sagsøger havde fået ”tilsagn” om penge, men accepterede PET’s antagelse om, at en vildledningsmanøvre havde fundet sted over for den nordkoreanske ambassade. Det er dokumente-ret, at Sagsøger modtog anseelige mængder af spiritus og ciga-retter.

Det fremgår af interne notater, afhøringsrapporter og skrivelser til Rigsadvokaten, at både PET’s ledelse og de involverede medarbejdere udtrykte en opfattelse af, at Sagsøger var ”agent for KGB” eller ”påvirkningsagent” . Person 1-materialet, som er den væsentligste kilde til forståelse af KGB’s agentbegreber, nævner dog kun forfatteren som en ”fortrolig kontakt” . Fortrolige kontakter indgik i KGB’s ”agent-indeks” , men primært af statistiske årsager. Den korrekte betegnelse for Sagsøgers angivelige virke var ifølge KGB’s hemmelige leksikon, som afhopperen Person 6 udsmuglede, en ”fortrolig påvirkningskon-takt” .

Det hører dog med til det samlede billede, at PET’s ledelse i interne no-tater påpegede, at Sagsøger ”var en ualmindelig ’dårlig’ agent” , idet han talte over sig. Over for venner og bekendte omtalte Sagsøger ofte sit tætte forhold til ambassaden. Omvendt viser Person 1-materialet, at den til tider slet skjulte måde at holde kontakt til ambassaden på kan have været en del af en ”overbevisende dæk-historie” , som KGB havde udarbejdet, idet den sovjetiske tjeneste fryg-tede, at vestlige tjenester var kommet under vejr med, hvad der foregik.

Embedsmænd og ministre var indbyrdes uenige om, hvorvidt ”aktive foranstaltninger” var omfattet af straffelovens § 108. PET’s chef Person 7 forsvarede anvendeligheden af den milde spionageparagraf, og Justitsministeriets notat af 8. september 1981, som var blevet til på departementschef Person 8's foranledning, nåede det samme resul-tat, om end med forbehold. Rigsadvokat Person 9 og Justitsminister 1 var skeptiske, og sidstnævnte har for Kommissionen

9

forklaret, at han gav ordre om, at Sagsøger ikke måtte anholdes. Justitsministerens holdning, der betonede, at ytringsfriheden gav vide rammer for, hvad man måtte foretage sig, afspejlede også Statsminister synspunkt. Sagsøger blev anholdt den 3. november 1981.

PET beklagede hændelsesforløbet over for justitsministeren i et notat af 11. maj 1982, der anførte to hovedårsager til anholdelsen: 1) PET havde fundet nye oplysninger om en ”kode” , 2) Pressen var kommet på sporet af Person 2's udvisning, hvorfor politiet måtte skride til anholdelse og ransage forfatterens hjem, inden vægtige beviser forsvandt. Nærvæ-rende analyse har sandsynliggjort, at ”koden” var en gammel oplys-ning, som ikke var central for den samlede bevisførelse. Desuden var PET, eller en samarbejdende udenlandsk tjeneste, muligvis selv kilde til den oplysning i pressen, som angiveligt forårsagede, at politiet var nødt til at skride til anholdelse af Sagsøger. Det har ikke været muligt for Kommissionen at fastslå, hvem i PET’s ledelse, der har forfattet det pågældende notat.

PET’s ageren i denne sag var også bestemt af hensynet til en igangvæ-rende kontraefterretningsoperation, som udførtes i samarbejde med en anden vesteuropæisk tjeneste. Operationen måtte indstilles på grund af statsministerens ordre om, at Person 2's udvisning skulle hemmelig-holdes, men kunne genoptages fra det øjeblik Sagsøger blev an-holdt. Operationen havde til hensigt at skabe opmærksomhed i medi-erne omkring udvisningen af Person 2 og Sagsøgers anholdel-se. PET og den udenlandske tjeneste samarbejdede omkring udviklin-gen af tekstforlæg, som journalistkontakter kunne skrive deres artikler på baggrund af. I månederne efter Sagsøgers anholdelse blev Person 2/Sagsøger en tophistorie i dansk presse, men fik også en betydelig international dækning, hvad PET og samarbejdende uden-landske tjenester havde en vis indflydelse på. Således blev pamfletterne Pamflet 1 og Pamflet 2 omtalt over den ganske verden. Ikke som et skarpt journalistisk portræt af Vestens vederstyggeligheder, sådan som KGB angiveligt havde håbet på, men derimod som et eksempel på Sov-jetunionens forsøg på at påvirke opinionen i det demokratiske Vesten.”

Sagsøgers omhandlede dagbøger er – bortset fra, hvad der fremgår af PET-kommissionens beretning – ikke under denne sag fremlagt helt eller delvist af Sagsøger eller af de sagsøgte.

Det efterfølgende forløb

I marts 1998 besluttede justitsministeren på grund af den forestående undersø-gelse af PET’s virksomhed fra 1945-1989 at indføre et makuleringsforbud for PET’s sager. Det indebar, at PET ikke måtte destruere noget materiale, og det fremgår af sagen, at baggrunden var at sikre en kommissionsundersøgelses ad-gang til alt materiale samt et ønske om ikke at afskære forskere fra adgang til dette materiale. Af oplysninger fra PET fremgår, at makuleringsforbuddet blev gennemført i PET således, at det gjaldt for alle sagstyper, bortset fra personsik-kerhedsundersøgelsessager.

10

Sagsøger anmodede i april 1998 om aktindsigt i alt materiale, som PET måtte være i besiddelse af om ham, og i juni blev han meddelt aktindsigt i en række dokumenter, navnlig avisklip.

PET-kommissionen (til undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksom-hed) blev nedsat af regeringen ved lov nr. 359 af 2. juni 1999. Efter lovens § 5, stk. 1, havde enhver pligt til at stille dokumenter og andet foreliggende materia-le til rådighed for undersøgelseskommissionen på dennes anmodning, og efter stk. 2 gjaldt pligten efter stk. 1, uanset de pågældende oplysningers eventuelle undergivelse af tavshedspligt. Efter de nævnte bestemmelser udleverede PET materiale til brug for kommissionens arbejde, herunder kopien af Sagsøgers dagbøger.

I juni 2000 anmodede regeringen Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) om at udarbejde en historisk udredning i form af en hvidbog om Danmarks sikker-hedspolitiske situation i perioden fra 1945 og frem til Sovjetunionens opløsning. DUPIs undersøgelse skulle ikke omfatte konkrete forhold omfattet af kommis-soriet for PET-kommissionen. I august 2002 blev DUPIs kommissorium udvidet til også at omfatte bl.a. ”Warszawapagtlandenes forsøg på at opnå direkte eller indirekte indflydelse på formuleringen af Danmarks sikkerhedspolitik, herun-der gennem danske partier og organisationer m.v.” Pr. 1. januar 2003 blev DUPIs hidtidige aktiviteter videreført af Dansk Institut for Internationale Studi-er (DIIS). Af kommissoriet for den historiske udredning fremgår, at der for DI-IS’ anvendelse af akter, der indgår i PET-kommissionens undersøgelse, skulle gælde de samme regler som for PET-kommissionen, og DIIS har på dette grundlag haft adgang til dagbogskopierne.

I forbindelse med en forespørgselsdebat i Folketinget den 21. januar 2003 om undersøgelser af indre danske konflikter under den kolde krig besluttedes føl-gende vedtagelse nr. V 39:

”Folketinget udtrykker ønske om, at der skal være størst mulig åbenhed om, hvad der foregik under den kolde krig.

Folketinget noterer med tilfredshed, at regeringen vil sikre størst mulig åbenhed med hensyn til adgangen til statens arkivmateriale om den kolde krig, således at andre forskere behandles på lige fod med forsker-ne under Institut for Internationale Studier i forbindelse med arkivad-gang og aktindsigt.”

Under henvisning til denne vedtagelse henvendte historiker Person 10 sig herefter til Statsministeriet med anmodning om arkivadgang og aktindsigt, og den 3. september 2004 meddelte Statsministeriet Person 10 en adgang på sær-lige vilkår til statslige arkiver, herunder PET’s arkiver, i forbindelse med Person 10's

11

forskningsprojekt: ”Titel 2” . For så vidt angår adgangen til ar-kiverne og offentliggørelse af oplysninger, der hidrører fra arkiverne, svarede de for Person 10 gældende retningslinjer til de retningslinjer, der var gælden-de for DIIS’ undersøgelse. Det er oplyst, at Person 10 havde adgang til dag-bogskopierne i 2006.

Rigsarkivet og PET havde i 1965 aftalt nærmere kriterier for, hvilke af PET’s sager/akter, der ikke skulle kasseres, men derimod bevares ved arkivering. Af en udredning fra februar 2013 udarbejdet af professor Person 11 om ”Titel 3” fremgår bl.a., at Rigsarkivaren i et notat af 26. august 2004 ophævede bestemmelserne om sager af ”historisk værdi” i aftalen fra 1965 og blot fastsatte, at sager vedrørende personsikkerhedsregistre-ring uden belastende oplysninger kunne kasseres. I Person 11's udredning er også omtalt et referat af møde den 16. maj 2007, hvor PET ønskede at drøfte hvilke sager, der kunne kategoriseres som værende af særlig historisk interesse, men at medarbejderne ved Statens Arkiver gerne ville afvente PET-kommissionens og PET-udvalgets arbejde. Hverken notatet eller mødereferatet er fremlagt for landsretten.

Sagsøger anmodede ved brev af 16. maj 2005 til PET på ny om ak-tindsigt i alt materiale, som PET måtte være i besiddelse af om Sagsøger.

DIIS frigav hvidbogen i henhold til kommissoriet den 30. juni 2005.

PET meddelte i januar og februar 2007 Sagsøger aktindsigt i en række dokumenter indeholdende oplysninger om ham, og som DIIS havde haft adgang til i forbindelse med sin udredning.

I 2008 blev det generelle makuleringsforbud, som var indført i 1998, forlænget, således at der tidligst måtte ske makulering 10 år efter PET-kommissionens af-slutning.

Det er oplyst, at også forskere fra Center for Koldkrigsforskning, der var en of-fentlig myndighed under Forsvarsministeriet, på grundlag af vedtagelse nr. V 39 har haft adgang til bl.a. PET’s arkiver, herunder de omhandlede dagbogsko-pier i en periode fra 2008.

PET har under denne sag oplyst, at en del af de politirapporter, som blev udar-bejdet af kriminalpolitiet i Svendborg i forbindelse med straffesagen mod Sagsøger, blev afklassificeret til brug for Center for Koldkrigsforskning i 2008. Der blev i forbindelse med afklassificeringen oprettet to administrative sager om afklassificeringen i PET, hvorpå der blev journaliseret de rapporter

12

med dagbogsblade, som blev afklassificeret. Sagerne blev efter det oplyste op-rettet i journal/ESDH-systemet ”Doc2000” . Disse sager er slettet i medfør af PET-lovens regler, men opbevares i PET i medfør af PET-bekendtgørelsens § 18, stk. 2, med henblik på aflevering til Rigsarkivet. Sagerne holdes adskilt fra tje-nestens øvrige oplysninger, således at alene medarbejdere, der af chefen for PET er særligt autoriseret hertil, har adgang til oplysningerne.

PET-kommissionen afgav sin beretning den 24. juni 2009. Beretningens bind 13 angår som anført ovenfor ”Titel 1” .

Sagsøger blev via PET-kommissionens beretning opmærksom på, at PET havde udarbejdet og bevaret en kopi af hans dagbøger, og ved ensly-dende breve af 30. juni 2009 rettede Sagsøger henvendelse til hen-holdsvis PET-kommissionen og Justitsministeriet med spørgsmål til bl.a. hjem-len for offentliggørelse af passager fra dagbøgerne.

I brev af 22. juli 2009 til PET anmodede Sagsøger om bl.a. at få ud-leveret, subsidiært adgang til, hele PET’s materiale om ham og hans sag, her-under ”udskrifter af mine dagbøger.” Sagsøger ønskede også op-lyst hjemlen for PET-kommissionens offentliggørelse af private oplysninger hidrørende fra dagbøgerne.

Justitsministeriet besvarede ved brev af 10. august 2009 Sagsøgers henvendelser til PET-kommissionen og Justitsministeriet, idet bl.a. hjemlen for Justitsministeriets offentliggørelse af PET-kommissionens beretning blev oplyst.

Den 7. december 2009 udstedte Justitsministeriet nye ”Retningslinjer for Poli-tiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger mv.”

Det er oplyst, at operationssagen og personsagen blev opbevaret hos PET af hensyn til PET’s opgaver frem til 2010, hvor PET vurderede, at opbevaring af sagerne, herunder dagbogskopierne, ikke længere var nødvendig, jf. § 6 i ret-ningslinjerne af 7. december 2009 for PET’s behandling af personoplysninger mv. Det er tillige oplyst, at PET samtidig vurderede, at sagsakterne, herunder dagbogskopierne, skulle bevares for eftertiden i henhold til § 10, stk. 1, i de nævnte retningslinjer samt aftalen fra 1965 mellem Rigsarkivet og PET. Det er endelig oplyst, at de to journalsager af praktiske grunde ikke straks kunne over-føres til Statens Arkiver (senere Rigsarkivet), men at sagerne fra 2010 blev holdt adskilt fra PET’s øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for PET var særligt godkendt hertil, kunne få adgang til sagerne, og således at sa-gerne ikke kunne gøres til genstand for søgning eller sagsbehandling i forbin-delse med efterretningstjenestens operative og efterforskningsmæssige opgaver,

13

jf. § 10, stk. 2, i de af Justitsministeriet i 2009 udstedte retningslinjer for PET’s behandling af personoplysninger mv.

Ved brev af 4. marts 2010 rettede Sagsøger henvendelse til Kontro-ludvalget vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester (det såkaldte Udvalg 1) med spørgsmål om, hvad udvalget havde besluttet, der skul-le ske med dagbogskopierne og politiets aflytningsrapporter.

Udvalg 1's formand svarede i brev af 8. juni 2010 bl.a.:

”Udvalg 1 har […] som opgave at godkende efterretningstje-nestens registrering af danske statsborgere og herboende udlændinge. Udvalg 1 skal endvidere godkende fortsat registrering, hvis efterretningstjenesten ønsker at forlænge registreringer ud over 10 år. Registreringer, som Udvalg 1 ikke kan godkende, skal slettes og registreringssagens dokumenter som udgangspunkt makuleres. For sager af særlig historisk interesse gælder dog, at sagens dokumenter ik-ke makuleres i forbindelse med, at registreringen slettes, men overføres til Statens Arkiver. Indtil overførsel til Statens Arkiver kan ske, opbeva-res sagen adskilt fra efterretningstjenestens øvrige sager og med særlige adgangsbegrænsninger. Hvilke sager, der må anses for at være af særlig historisk interesse, afgøres af Statens Arkiver. I den forbindelse kan jeg oplyse, at Deres sag anses for at være af særlig historisk interesse.”

PET vendte ved brev af 11. juni 2010 tilbage til Sagsøgers brev af 22. juli 2009. PET meddelte under henvisning til princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., Sagsøger aktindsigt i en række dokumenter, som danner grundlag for omtalen af Sagsøger i PET-kommissionens beretning, herunder i kopier af ”dagbogsudskrifter” fra 1972 til 1981. PET oplyste bl.a., at en række forskere og PET-kommissionen – alle under tavshedspligt – i de senere år havde haft adgang til efterretningstje-nestens arkiver.

I brev af 5. april 2011 til justitsministeren klagede Sagsøger over, at dagbogskopierne fortsat var i PET’s varetægt og over planerne om at udlevere dem til Statens Arkiver.

Til brug for behandling af Sagsøgers klage indhentede Justitsmini-steriet en udtalelse fra PET, som forelå den 13. juli 2011. PET henviste heri til sin afgørelse af 11. juni 2010 og anførte herudover bl.a., at sagsakterne vedrørende Sagsøger anses for at være af særlig historisk interesse, og at det følger af bestemmelser i arkivlovgivningen og i Justitsministeriets retningslinjer af 7. december 2009 for PET’s behandling af personoplysninger mv., at også dagbogskopierne skal overføres til Statens Arkiver.

14

Udvalget vedrørende Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretnings-tjeneste (Udvalg 2) afgav den 24. februar 2012 betænkning nr. 1529/2012. I betænkningens kapitel 8, afsnit 2.6.2 hedder det om PET’s prak-sis i relation til arkivloven, at 1965-retningslinjerne ”følges efter det oplyste sta-dig i relation til PET’s personregistreringssager.”

Den 12. april 2012 fastsatte Rigsarkivaren ”Statens Arkivers bevarings- og kas-sationsbestemmelser for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretnings-tjeneste” . Af bestemmelserne fremgår, at de trådte i kraft straks, og ”Samtidig ophæves Rigsarkivets skrivelse af 17. december 1965.”

Ved brev af 26. juni 2012 besvarede rigsarkivaren en henvendelse af 10. juni 2012 fra Sagsøger. Rigsarkivaren anførte bl.a., at det ligger uden for hans kompetenceområde at vurdere PET’s sagsbehandling i sagen, og at PET er underlagt forskellige eksterne tilsyn, som vil være rette klagemyndighed.

Ved brev af 29. august 2012 besvarede en medarbejder hos rigsarkivaren en henvendelse af 27. august 2012 fra Sagsøger. I svaret blev anført bl.a.:

”I Deres brev af 27. august 2012 stiller De en række spørgsmål om do-kumenter mv., der indgår i det sagsmateriale, som vedrører PETs tidli-gere undersøgelse af Deres forhold, herunder om Statens Arkiver kon-kret har besluttet, at Deres sag skulle bevares, og om Statens Arkiver i den forbindelse har ønsket, at også Deres private dagbøger skulle indgå i det bevarede materiale.

Statens Arkiver kan hertil oplyse, at i perioden fra 1965 til 2004 afgjor-des det alene af PET, hvilke konkrete sager der betragtedes som beva-ringsværdige af hensyn til den historiske forskning. Udvælgelsen af sa-ger til bevaring skete på grundlag af en aftale af 17. december 1965, ind-gået mellem rigsarkivaren og PETs ledelse, men selve udvælgelsen ske-te udelukkende ved PETs foranstaltning.

De spørger endvidere til tilgængelighedsfristen for de fra PET til Sta-tens Arkiver afleverede arkivalier. Vi kan hertil oplyse, at Statens Arki-ver har drøftet spørgsmålet om tilgængelighed med PET, jf. arkivlovens § 27. Drøftelserne er endnu ikke afsluttet.

For så vidt angår Deres ønske om at få de private dagbøger, der i sin tid blev taget i forvaring af PET, udleveret. Hertil må vi svare, at dette spørgsmål ikke afgøres efter arkivlovens bestemmelser, men formentlig henhører under retsplejeloven. Statens Arkiver kan således ikke tage stilling til, hvorvidt den i sin tid stedfundne beslaglæggelse har været lovlig.

…

Afslutningsvis skal kan det oplyses, at dagbøgerne fortsat ikke er i Rigsarkivets varetægt, jf. Rigsarkivarens brev af 26. juni 2012.”

15

Justitsministeriet traf den 30. august 2012 sålydende afgørelse over for Sagsøger:

”1. Justitsministeriet vender hermed tilbage til Deres klage af 23. maj 2011 over, at en kopi af Deres dagbøger, som blev konfiskeret i 1981, fortsat befinder sig i Politiets Efterretningstjenestes varetægt, og over Politiets Efterretningstjenestes planer om at udlevere dagbøgerne til Starens Arkiver. De har i den forbindelse henvist til bestemmelser i grundloven, retsplejeloven, ophavsretsloven og retningslinjerne for Po-litiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger samt Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Politiets Efterretningstjeneste er ved brev af 13. juli 2011 fremkommet med en udtalelse i sagen, som De har kommenteret ved brev af 2. okto-ber 2011.

2. Det fremgår af udtalelsen fra Politiets Efterretningstjeneste, at sagsak-terne vedrørende Dem anses for at være af særlig historisk interesse. Ef-terretningstjenesten har i den forbindelse henvist til, at det følger af § 10 i Justitsministeriets retningslinjer af 7. december 2009 for Politiets Efter-retningstjenestes behandling af personoplysninger mv., at materiale, som i medfør af bestemmelser om bevaring og kassation udstedt af Sta-tens Arkiver skal bevares for eftertiden, herunder sager af særlig histo-risk interesse, ikke må destrueres eller slettes.

Det følger desuden af bestemmelsen, at sådant materiale i stedet skal overføres til Statens Arkiver. Hvis materialet af praktiske eller sikker-hedsmæssige grunde ikke kan overføres til Statens Arkiver, skal mate-rialet holdes adskilt fra efterretningstjenestens øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for Politiets Efterretningstjeneste er særlig godkendt hertil, har adgang til sagerne og således, at sagerne ik-ke kan gøres til genstand for søgning eller sagsbehandling i forbindelse med efterretningstjeneste operative og efterforskningsmæssige opgaver.

Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet efter en gennemgang af sa-gen ikke finder grundlag for at tilsidesætte Politiets Efterretningstjene-stes vurdering af, at sagsakterne vedrørende Dem, herunder dagbog-skopierne, anses for at være af særlig historisk interesse.

Justitsministeriet skal i øvrigt gøre opmærksom på, at ordningen med bevaring af sager af særlig historisk interesse bygger på en aftale tilbage fra 1965 mellem Statens Arkiver og Politiets Efterretningstjeneste. Ord-ningen har således også været gældende forud for de ovennævnte ret-ningslinjer fra 2009.

Justitsministeriet skal samtidig oplyse, at Rigsarkivet for nylig har ud-stedt bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i Poli-tiets Efterretningstjenestes varetægt. Disse bestemmelser trådte i kraft 12. april 2012. Bestemmelserne er udstedt i medfør af § 5, stk. 1, i be-kendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentli-ge arkivers virksomhed.

16

Det er Justitsministeriets vurdering, at også de nye bestemmelser fra Rigsarkivet om bevaring og kassation indebærer, at sagsakterne vedrø-rende Dem, herunder dagbogskopierne, skal bevares.

3. Justitsministeriet skal bemærke, at ministeriets afgørelse ikke kan på-klages til anden administrativ myndighed. En kopi af denne afgørelse er sendt til Politiets Efterretningstjeneste til orientering.

Justitsministeriet skal beklage den lange sagsbehandlingstid, og at De på grund af fejl ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet holdt orienteret om sagsbehandlingstiden.”

I brev af 7. september 2012 anmodede Sagsøger Justitsministeriet om en mere udførlig begrundelse for ministeriets afgørelse og en mere fuld-stændig besvarelse af hans henvendelse af 5. april 2011.

Den 10. september 2012 besvarede en medarbejder hos rigsarkivaren en hen-vendelse af 7. september 2012 fra Sagsøger. I svaret blev anført bl.a.:

”I brev af 7. september 2012 stiller De spørgsmål, hvem der har truffet beslutning om, at PET sag om Dem, som bl.a. indeholder Deres dagbø-ger, er betragtet som værende af særlig historisk interesse.

Udvælgelsen af de historisk værdifulde akter fra perioden indtil 2004 er sket ved PETs medarbejdere ifølge den aftale, der i 1965 blev indgået mellem PETs chef og rigsarivaren. Rigsarkivet har ikke deltaget i ud-vælgelsen af de konkrete akter.

Aftalen af 17. december 1965 har ikke hjemmel i arkivloven, som først trådte i kraft 1. oktober 1992. Efter arkivlovens ikrafttrædelse vedblev de bestemmelser om bevaring og kassation, der var udstedt tidligere, at gælde, indtil de ophævedes eller erstattedes af bestemmelser, der ud-stedes af rigsarkivaren med hjemmel i arkivloven.

Aftalen af 17. december 1965 blev ophævet i 2004. Der blev ved den lej-lighed ikke udstedt ny bestemmelser, idet rigsarkivaren besluttede at afvente afslutningen af PET-kommissionens og det såkaldte Udvalg 2 arbejde. Rigsarkivaren har den 12. april 2012 udstedt ny bevarings- og kassationsbestemmelser.

…”

Sagsøger søgte juridisk bistand hos Dansk Forfatterforening, som ved brev af 25. september 2012 rettede henvendelse til Justitsministeriet i sagen ”vedrørende lovligheden af, at PET er i besiddelse af en fuldstændig kopi af Sagsøgers dagbog for perioden 1972-1981, som PET har planer om at overgive til Statens Arkiver.” Dansk Forfatterforening anmodede Justitsmini-steriet om at genoverveje sin afgørelse. Forfatterforeningen satte bl.a. spørgs-

17

målstegn ved lovligheden af PET’s besiddelse af dagbogskopierne og ved lov-ligheden af den påtænkte udlevering heraf til Statens Arkiver. Forfatterforenin-gen henviste bl.a. til, at dagbøgerne er ophavsretligt beskyttede.

Sagsøger klagede den 18. oktober 2012 til Folketingets Ombuds-mand over Justitsministeriets afgørelse af 30. august 2012.

Ved afgørelse af 20. december 2012 – stilet til Dansk Forfatterforening – fast-holdt Justitsministeriet med sålydende begrundelse ministeriets afgørelse af 30. august 2012:

”Politiets Efterretningstjeneste afgav ved brev af 13. juli 2011 en udtalel-se i sagen. Det fremgik af udtalelsen, at Politiets Efterretningstjeneste anser sagsakterne vedrørende Sagsøger, herunder dagbog-skopierne, for at være af særlig historisk interesse. Efterretningstjene-sten har i den forbindelse henvist til, at det følger af § 10 i Justitsmini-steriets retningslinjer af 7. december 2009 for Politiets Efterretningstje-nestes behandling af personoplysninger mv., at materiale, som i medfør af bestemmelser om bevaring og kassation udstedt af Statens Arkiver skal bevares for eftertiden, herunder sager af særlig historisk interesse, ikke må destrueres eller slettes. Det følger desuden af bestemmelsen, at sådant materiale i stedet skal overføres til Statens Arkiver.

Justitsministeriet meddelte ved brev af 30. august 2012 Sagsøger, at ministeriet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Politiets Ef-terretningstjenestes vurdering af, at sagsakterne vedrørende ham, her-under dagbogskopierne, anses for at være af særlig historisk interesse. Ministeriet meddelte desuden, at Rigsarkivets nye bevarings- og kassa-tionsbestemmelser for papirarkivalier i Politiets Efterretningstjenestes varetægt, der trådte i kraft den 12. april 2012, også indebærer, at sagsak-terne skal bevares.

Det er fortsat Justitsministeriets opfattelse, at det på baggrund af de nævnte regler er nødvendigt at bevare sagsakterne vedrørende Sagsøger, herunder dagbogskopierne.”

Ved brev af 21. marts 2013 klagede Dansk Forfatterforening på vegne af Sagsøger til Folketingets Ombudsmand over Justitsministeriets og PET’s sagsbehandling og afgørelse om arkivering i Statens Arkiver af den kopi af Sagsøgers dagbøger, der fandtes hos PET. Dansk Forfatterforening gjorde en række juridiske synspunkter gældende, herunder at Justitsministeri-ets afgørelser ikke levede op til forvaltningslovens krav om begrundelse. Kla-gen var vedlagt bl.a. et af advokat Person 12 udarbejdet notat af 15. marts 2013 om ophavsretlig vurdering af PET’s kopiering af Sagsøgers dagbog samt et brev af 19. marts 2013 med professor Person 13's op-havsretlige vurderinger.

18

Af sagen fremgår, at Folketingets Ombudsmand ved brev af 20. juni 2013 an-modede Justitsministeriet om direkte over for Dansk Forfatterforening at uddy-be begrundelsen for ministeriets afgørelse af 30. august 2012 og i den forbindel-se forholde sig udtrykkeligt til det, som Sagsøger og Dansk Forfat-terforening havde skrevet i henvendelserne til ombudsmanden.

I brev af 17. december 2013 til Dansk Forfatterforening anførte Justitsministeriet herefter bl.a.:

”Dansk Forfatterforening har stillet spørgsmålstegn ved lovligheden af, at Politiets Efterretningstjeneste fortsat er i besiddelse af en kopi af Sagsøgers dagbøger, og ved lovligheden af at besidde en fuld-stændig kopi af dagbøgerne. Forfatterforeningen ar endvidere stillet spørgsmålstegn ved, om dagbogskopierne har en særlig historisk inter-esse, og om der er foretaget en afvejning af den mulige historiske inter-esse i forhold til hensynet til Sagsøgers interesse i at være enebestemmende i forhold til dagbøgerne.

Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til, at Politiets Efterret-ningstjeneste ved brev af 13. juli 2011 afgav en udtalelse i sagen. Det fremgår af udtalelsen, at Politiets Efterretningstjeneste anser sagsakter-ne vedrørende Sagsøger, herunder dagbogskopierne, for at være af særlig historisk interesse. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Politiets Efterretningstjenestes faglige vur-dering af nødvendigheden af at opbevare en fuldstændig kopi af dag-bøgerne. Det bemærkes i den forbindelse, at sagen har givet anledning til betydelig omtale, herunder i PET-kommissionens beretnings bind 13.

For så vidt angår Sagsøgers bemærkninger om grundlaget for Politiets Efterretningstjenestes afgørelse om at udlevere dagbogsko-pierne til Statens Arkiver, kan Justitsministeriet henholde sig til be-grundelsen i ministeriets afgørelse af 30. august 2012. Heraf fremgår bl.a., at Rigsarkivet har udstedt bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i Politiets Efterretningstjenestes varetægt, som trådte i kraft den 12. april 2012. Bestemmelserne er udstedt i medfør af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og of-fentlige arkivers virksomhed. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af arkivloven. Politiets Efterretningstjeneste er forpligtet til at følge disse bestemmelser.

Det er således fortsat Justitsministeriets opfattelse, at det er nødvendigt at bevare sagsakterne vedrørende Sagsøger, herunder dag-bogskopierne.”

Den 1. januar 2014 trådte lov nr. 604 af 12. juni 2013 om Politiets Efterretnings-tjeneste (PET-loven) i kraft. Med PET-loven blev der foretaget regulering bl.a. af PET’s indsamling, indhentning, interne behandling, herunder sletning, samt videregivelse af oplysninger om fysiske og juridiske personer. Samtidig blev PET’s selvstændige opgaver lovfæstet, og Tilsynet med Efterretningstjenesterne blev oprettet.

19

I brev af 6. februar 2014 til Folketingets Ombudsmand gentog Dansk Forfatter-forening sin tidligere klage over Justitsministeriets sagsbehandling i sagen. For-fatterforeningen anførte, at Justitsministeriet fortsat havde undladt at forholde sig til de spørgsmål, der var rejst i sagen.

Folketingets Ombudsmand svarede i brev af 2. april 2014 bl.a., at han samme dag havde oversendt Dansk Forfatterforenings henvendelse af 6. februar 2014 til Tilsynet med Efterretningstjenesterne med henblik på tilsynets behandling af klagen over PET’s kopiering, opbevaring og udlevering af Sagsøgers dagbøger, hvis tilsynet måtte vurdere klagen omfattet af tilsynets kompe-tence.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne anførte i brev af 16. juni 2014 til Dansk Forfatterforening bl.a.:

”Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET), at en fysisk eller juridisk person kan anmode Tilsynet med Efter-retningstjenesterne om at undersøge, hvorvidt tjenesten uberettiget be-handler oplysninger om den pågældende. Tilsynet sikrer, at dette ikke er tilfældet, og giver herefter den pågældende meddelelse herom.

Tilsynet har foretaget en undersøgelse af, hvorvidt tjenesten i relation til Sagsøgers dagbøger uberettiget behandler oplysninger om den pågældende. Tilsynet kan oplyse, at dette ikke er tilfældet.”

I brev af 3. juli 2014 anmodede Dansk Forfatterforening herefter Folketingets Ombudsmand om at genoptage behandlingen af foreningens tidligere klage over Justitsministeriets sagsbehandling i sagen. Forfatterforeningen anførte bl.a., at tilsynets udtalelse efter foreningens opfattelse ingen sammenhæng hav-de med klagen, og derfor ikke burde tillægges relevans.

Folketingets Ombudsmand anmodede i brev af 22. oktober 2014 Justitsministe-riet og PET om en udtalelse i sagen og om at låne sagens akter. Ombudsmanden bad myndighederne om nærmere redegørelse for en række forhold, og han bad om at få oplyst bl.a., om der i forbindelse med beslutningen om opbevaring og aflevering af dagbogskopierne havde været inddraget almindelige proportiona-litetsbetragtninger, herunder om det har været overvejet at bevare og aflevere uddrag af dagbøgerne.

Til brug for Folketingets Ombudsmand afgav PET den 28. november 2014 (til Justitsministeriet) sålydende udtalelse:

”PET kan i den anledning oplyse følgende:

20

Politiet beslaglagde Sagsøgers dagbøger i forbindelse med ransagningen af hans bopæl den 3. november 1981. Ransagningen fandt sted i henhold til retskendelse indhentet samme dato. Retten traf efter-følgende efter politiets begæring afgørelse om beslaglæggelse af dagbø-gerne i medfør af den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 782, idet de måtte antages at være af betydning som bevismidler i sagen.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorfor retsplejelovens § 791 er nævnt i PET's svar af 11. juni 2010 på Sagsøgers brev af 22. juli 2009 bemærkes, at Sagsøger i sit brev havde spurgt, om PET fortsat var i besiddelse af aflytningsrapporter, og i den forbindelse gerne ville have oplyst, om PET mente sig fritaget for at rette sig efter retsplejelovens § 791.

Det fremgår af sagen, at dagbøgerne er anvendt i efterforskningen. Det fremgår endvidere, at en kopi af dagbøgerne er fremsendt til Sagsøgers Advokat 1. Dagbøgerne blev efterføl-gende udleveret tit Sagsøger, og PET bevarede en kopi på operationssagen, som i dag findes i PET's såkaldte historiske arkiv, som indeholder sager, som skal afleveres til Statens Arkiver.

PET ses ikke at være i besiddelse af notater eller lignende, som kan be-lyse baggrunden for beslutningen om at kopiere dagbøgerne.

Den 7. december 2009 udstedte Justitsministeriet retningslinjer for Poli-tiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger mv. (ved-lagt), der bl.a. vedrørte sletning af journalsager, herunder operationssa-ger.

I 2010 tog PET stilling til, hvorvidt operationssagen vedrørende Sagsøger fortsat var nødvendig af hensyn til varetagelsen af PET's opgaver, jf. § 6 i retningslinjerne. PET vurderede, at dette ikke var tilfældet.

Det blev endvidere vurderet, at sagen skulle bevares for eftertiden, jf. § 10, stk. 1, i retningslinjerne og den såkaldte 1965-aftale, som fremgår af brev af 17. december 1965 fra Rigsarkivet ti1 PET (vedlagt). Sagen blev herefter gjort utilgængelig for PET's operative og efterforskningsmæs-sige virke, jf. § 10, stk. 2.

PET ses ikke at være i besiddelse af notater eller lignende om overvejel-serne i forbindelse med denne vurdering. Det fremgår således ikke, om der blev foretaget en konkret vurdering af dagbøgerne, herunder en af-vejning af dagbøgernes historiske interesse over for hensynet til Sagsøger eller eventuelle tredjepersoner, eller om der blev ind-draget proportionalitetsbetragtninger om eksempelvis kun at bevare dele af dagbøgerne. Det kan imidlertid oplyses, at PET's praksis var at vurdere hele sager og ikke de enkelte dokumenter heri.

Det bemærkes, at daværende Justitsminister 2 på grund af den forestående undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes virk-somhed fra 1945 - 1989 (PET-kommissionen) i marts 1998 besluttede at

21

indføre makuleringsforbud for Politiets Efterretningstjenestes sager (i praksis emne-/journalsager, B, D, A og INF-sager).

I et svar af 14. maj 2009 på spørgsmål nr. S 2101 fra medlem af Folketin-get Person 14 (vedlagt) oplyste daværende Justitsminister 3, at han i 2008 havde aftalt med chefen for PET, at makulerings-forbuddet forlænges til 10 år efter afslutningen af PET-kommissionens arbejde, uanset hvad der måtte følge af sletningsreglerne.

Operationssagen rettet mod Sagsøger indgik i PET-kommissionens arbejde, se hertil PET-kommissionens beretning bind 13 om KGB's kontakt- og agentnet i Danmark.

Hvis PET i 2010 havde vurderet, at dagbøgerne ikke skulle bevares, vil-le dagbøgerne således ikke være blevet makuleret, men i stedet placeret pa det arkiv, hvor materiale, der skal makuleres, opbevares, indtil makuleringsforbuddet ikke længere er gældende.

I medfør af § 5, stk. 1, i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed fastsatte Rigsarkivaren den 12. april 2012 "Statens Arkivers bevarings-og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretningstjeneste" (vedlagt). Det fremgår af pkt. 3 i disse bestem-melser, at arkivalierne bevares og kasseres efter retningslinjerne i bilag 1-6. Af bilag 1 fremgår, at operationssager bevares, dog kasseres sager, som ikke har medført egentlig sagsbehandling.

Det følger af § 9, stk. 1, i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET), der trådte i kraft den 1. januar 2014, at PET skal slette oplysninger om fysi-ske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser el-ler efterforskning rettet mod sådanne personer, når der ikke i forbindel-se med undersøgelsen eller efterforskningen er tilvejebragt nye oplys-ninger inden for de seneste 15 år. Dette gælder dog ikke, hvis andet føl-ger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.

Det er PET's opfattelse, at operationssagen vedrørende Sagsøger inklusive de heri indeholdte dagbøger i henhold til Rigsarkiva-rens ovennævnte bestemmelser af 12. april 2012 skal bevares og afleve-res til Statens Arkiver, idet der er tale om en operationssag, som har medført egentlig sagsbehandling.

De uklassificerede akter i sag 2005-006-45 vedrørende Sagsøgers anmodning om aktindsigt i PET's registre vil snarest blive frem-sendt til Justitsministeriet. PET's øvrige akter i sagen er klassificerede og kan således beklageligvis ikke udlånes. Folketingets Ombudsmand er velkommen til hos PET at gennemgå materialet. Det bemærkes, at den pågældende medarbejder skal være sikkerhedsgodkendt.”

Den 16. december 2014 afleverede PET personsagen vedrørende Sagsøger til Rigsarkivet.

22

Til brug for Folketingets Ombudsmand afgav Justitsministeriet den 24. februar 2015 sålydende udtalelse:

”Justitsministeriet har i anledning heraf indhentet en udtalelse fra PET. PET's udtalelse af 28. november 2014 med tilhørende bilag er vedlagt. De tilhørende bilag omfatter bl.a.:

•Justitsministeriets retningslinjer af 7. december 2009 for PET's be-handling af personoplysninger.

•Rigsarkivets skrivelse af 17. december 1965 til PET (1965-aftalen).

•Rigsarkivets bevarings- og kassationsbestemmelser af 12. april 2012 for PET’s papirarkivalier.

Der vedlægges endvidere:

•Justitsministeriets akter i sagerne, j.nr. 2011-200/15-0013 (elektro-nisk) og 2011-2002/57-0325 (papirsag)

•PET's uklassificerede akter i sag 2005-006-45 vedrørende Sagsøgers anmodning om aktindsigt i PET's registre.

Om adgang til PET’s klassificerede akter henvises til PET’s udtalelse af 28. november 2014.

Justitsministeriet skal herefter udtale følgende om de forhold, som om-tales i Folketingets Ombudsmands brev 22. oktober 2014:

1. Tilvejebringelse og opbevaring af dagbøger

Folketingets Ombudsmand har anmodet Justitsministeriet og PET om at redegøre nærmere for, hvordan PET kom i besiddelse af Sagsøgers dagbøger, og på hvilket grundlag PET efterfølgende beslutte-de at fotokopiere dagbøgerne og opbevare kopien, herunder grundlaget for den fortsatte opbevaring.

1.1. Beslaglæggelsen af dagbøgerne

1.1.1. Som det fremgår af PET's udtalelse af 28. november 2014, beslag-lagde PET de pågældende dagbøger i forbindelse med en ransagning på Sagsøgers bopæl den 3. november 1981. Ransagningen fandt sted i henhold til retskendelse indhentet samme dato.

Retten traf efterfølgende efter politiets begæring afgørelse om beslag-læggelse af dagbøgerne, idet retten fandt, at dagbøgerne måtte antages at være af betydning, som bevismidler i sagen.

Forløbet omkring efterforskningen mod Sagsøger er i øv-rigt indgående beskrevet i PET-Kommissionens beretning, bind 13. Det fremgår bl.a., at PET via de beslaglagte dagbøger (og lommebøger), der indeholdt en lang række oplysninger om møder med sovjetiske ambas-sadefolk, kunne danne sig et overblik over Sagsøgers øst-kontakter op gennem 70’erne.

23

1.1.2. Beslaglæggelsen er ifølge PET's udtalelse foretaget i henhold til den dagældende retsplejelovs kapitel 72 om beslaglæggelse.

Efter den dagældende § 782, stk. l, i retsplejeloven kunne ting, der an-toges at være af betydning som bevismidler eller at burde konfiskeres, eller som ved forbrydelsen var fravendt nogen, af hvem de kunne kræ-ves tilbage, tages i bevaring, hvor dette skønnedes fornødent. Udleve-redes sådanne ting ikke frivillig af den, i hvis besiddelse de var, eller krævedes de tilbage af nogen, der frivillig har udleveret dem, kunne tingen beslaglægges.

Efter den dagældende § 783, stk. 1, 1. og 2. pkt., i retsplejeloven blev be-slutning om beslaglæggelse taget af retten. Politiet kunne dog, hvor så-dan beslutning ikke uden fare kunne afventes, foretage en foreløbig be-slaglæggelse, men beretning om denne måtte da uden ophold og senest inden 24 timer forelægges for retten, der afgjorde, om beslaglæggelsen skulle opretholdes.

PET er således i sin tid kommet i besiddelse af de omhandlede dagbø-ger gennem et strafprocessuelt tvangsindgreb (beslaglæggelse), som er godkendt af retten.

1.2 Kopiering af dagbøgerne

1.2.1. PET oplyser i udtalelsen, at PET ikke ses at være i besiddelse af notater eller lignende, som kan belyse baggrunden for beslutningen om at kopiere dagbøgerne.

Det må således efter Justitsministeriets opfattelse i dag betegnes som usikkert, på hvilket nærmere grundlag PET for mere end 30 år siden fo-retog kopieringen af de beslaglagte dagbøger.

1.2.2. Justitsministeriet finder i forlængelse heraf anledning til at be-mærke, at det ikke er usædvanligt, at politiet – med hjemmel i retspleje-loven og de almindelige regler for offentlige myndigheders adgang til at behandle personoplysninger – kopierer beslaglagte dokumenter (el-ler de dele, der vurderes relevante for sagen), og tilakterer kopierne straffesagen.

Det sker bl.a. i tilfælde, hvor dokumenterne vurderes at skulle indgå i sagen som bevis, herunder hvis materialet skal fremlægges i retten i forbindelse med anmodning om retskendelser mv. eller i forbindelse med hovedforhandlingen i straffesagen.

Efter den dagældende § 745, stk. 1, i retsplejeloven havde forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet havde til-vejebragt. I det omfang materialet uden ulempe kunne mangfoldiggø-res, skulle genpart tilstilles forsvareren. Forsvareren måtte dog ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

Alle former for bevismateriale var principielt omfattet af bestemmelsen, herunder politirapporter, beslaglagte dokumenter og genstande, tekni-

24

ske erklæringer mv., jf. Hans Gammeltoft Hansen i den kommenterede retsplejelov (6. udgave, 2000), bind III, side 68 f., note 4. Materialet måt-te anses for tilvejebragt, så snart det var undergivet politiets rådighed, jf. Hans Gammeltoft Hansen, ibid., side. 69, note 5.

Ifølge PET’s udtalelse af 28. november 2014 har PET i forbindelse med sagen mod Sagsøger anvendt dagbøgerne i efterforsknin-gen og har sendt en kopi af dagbøgerne til Sagsøgers da-værende Advokat 1.

På den baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grund-lag for at fastslå, at PET uberettiget har kopieret Sagsøgers dagbøger og tilakteret kopien af dagbøgerne til operationssagen.

Justitsministeriet har endvidere ikke grundlag for at fastslå, at det kun var dele af dagbøgerne – der som anført i deres helhed var beslaglagt efter retskendelse med henblik pa at tjene som bevis – som havde be-tydning for sagen, således at PET på daværende tidspunkt skulle være afstået fra at kopiere dagbøgerne i deres helhed og tilaktere kopien til operationssagen.

1.3. Udlevering af kopierne af dagbøgerne i forbindelse med tiltalefrafaldet

1.3.1 Det fremgår af PET' s udtalelse, at PET tilbageleverede de beslag-lagte dagbøger – men ikke kopien på operationssagen – til Sagsøger. Kopien af dagbøgerne på operationssagen er således siden blevet opbevaret af PET sammen med sagens øvrige akter.

Der er ikke for Justitsministeriet oplysninger om, hvad der er sket med den kopi, som Advokat 1 fik udleveret.

1.3.2. Justitsministeriet har overvejet, om PET burde have udleveret den kopi af dagbøgerne, som var tilakteret operationssagen, senest i forbin-delse med, at straffesagen mod Sagsøger blev afsluttet med tiltalefrafald.

Efter den dagældende retsplejelovs § 793 skulle ting, som var fravendt nogen ved en forbrydelse eller var udbyttet af sådanne ting, udleveres til rette vedkommende senest når sagen var endeligt sluttet. Andre ting, som var beslaglagte for at tjene som bevismidler, skulle tilbagegives, når de ikke længere behøvedes. Den, som var interesseret i tilbagegivel-sen, kunne kræve rettens kendelse om spørgsmål.

Spørgsmålet om udlevering af beslaglagte genstande er i dag reguleret af retsplejelovens § 807 d, hvoraf bl.a. fremgår, at rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse af genstande, bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, med-mindre det beslaglagte konfiskeres.

Sagsøgers dagbøger må efter Justitsministeriets opfattelse anses for omfattet af dagældende retsplejelovs § 793, 2. pkt., således at kriteriet for tilbagelevering var, "når de ikke længere behøves" (som be-vis).

25

Hverken den dagældende retsplejelov eller den gældende retsplejelov (§ 807 d) indeholder en udtrykkelig regulering af, hvad der skal ske med kopier af beslaglagte dokumenter, der er indgået i straffesagens akter, når sagen afsluttes. Der findes således ikke i forhold til beslag-læggelse en bestemmelse svarende til gældende § 791 i retsplejeloven, som indebærer, at båndoptagelser, fotokopier eller anden gengivelse af det, der ved indgreb i meddelelseshemmeligheden er kommet til poli-tiets kendskab, som udgangspunkt skal tilintetgøres, hvis der ikke rej-ses sigtelse mod nogen for den lovovertrædelse, der dannede grundlag for indgrebet, eller hvis påtale senere opgives.

I forarbejderne til den nugældende § 806, stk. 4 (lovforslag nr. L 41 til lov om ændring af retsplejeloven, folketingsåret l 998/99, bemærknin-gerne til § 1, nr. 22), fremgår, at rettens endelige afgørelse om ikke at godkende en beslaglæggelse, der er iværksat af politiet, medfører, at det beslaglagte straks skal tilbageleveres, og at der bør udarbejdes poli-tirapport om tilbageleveringen. Er der i et sådant tilfælde tale om be-slaglæggelse af dokumenter eller edb-materiale, der kan mangfoldiggø-res, må det i forbindelse med tilbageleveringen sikres, at kopier af ma-terialet ikke forbliver i politiets besiddelse.

Disse lovbemærkninger tager sigte på den situation, hvor politiet har foretaget en ulovlig beslaglæggelse, og indebærer, at politiet i en sådan situation ikke blot skal tilbagelevere den beslaglagte genstand, men og-så tilbagelevere, destruere mv. de beviser, som politiet har tilvejebragt i forbindelse med undersøgelse af den beslaglagte genstand.

Det tilsvarende kan imidlertid ikke antages at gælde, hvor politiet har foretaget en lovlig beslaglæggelse. Der kan i den forbindelse henvises til, at beslaglæggelse angår en persons fysiske rådighed over en genstand, herunder et dokument. Beslaglæggelsen indebærer således, at en per-son – efter omstændighederne ganske kortvarigt i forbindelse med ko-piering, affotografering mv. – fratages den fysiske rådighed over en genstand. Genstanden for beslaglæggelsen kan imidlertid ikke antages at udstrækkes til også at omfatte resultatet af de undersøgelser, som po-litiet har foretaget af en lovligt beslaglagt genstand.

Det må således efter Justitsministeriets opfattelse antages, at tilbagele-veringspligten efter den dagældende retsplejelovs § 793 (og gældende § 807 d) omfatter den beslaglagte genstand, men ikke de beviser, herun-der kopier, billeder mv., som politiet har tilvejebragt ved undersøgelse af den pågældende genstand, og som er indgået i straffesagens akter.

Justitsministeriet finder på den anførte baggrund ikke grundlag for at fastslå, at PET har været forpligtet til at udlevere kopien af dagbøgerne fra operationssagen til Sagsøger i forbindelse med, at selve dagbøgerne blev tilbageleveret.

1.4. Opbevaring af kopierne efter tiltalefrafaldet

26

1.4.1. Som anført ovenfor pkt. 1.3 har PET siden tiltalefrafaldet i 1982 opbevaret kopien af Sagsøgers dagbøger i operationssagen pa linje med sagens øvrige akter .

PET har over for Justitsministeriet oplyst, at operationssagen mod Sagsøger er opbevaret af hensyn til varetagelse af PET' s opga-ver.

PET har i den forbindelse oplyst, at der ikke ses at være notater mv., der belyser, om tjenesten allerede i forbindelse med tiltalefrafaldet i 1982 vurderede dagbøgerne (og sagens akter i øvrigt) som værende af særlig historisk interesse, jf. den såkaldte 1965-aftale, som på daværende tids-punkt gjaldt for PET's overførsel af materiale til Statens Arkiver. Om 1965-aftalen henvises til pkt. 2.2.2 nedenfor.

Justitsministeriet skal i tilknytning hertil bemærke, at PET som andre offentlige myndigheder er berettiget – og normalt også forpligtet – til at opbevare sager og tilknyttede sagsakter efter, at der er truffet afgørelse i sagen.

Oplysninger i PET's operationssager kan således – på samme måde som sager hos det øvrige politi – være relevante at opbevare, hvis der f.eks. måtte fremkomme nye oplysninger om de forhold, der i sin tid blev undersøgt, eller hvis oplysningerne f.eks. måtte blive relevante i forbin-delse med efterforskningen af nye sager.

Spørgsmålet om PET’s adgang til at opbevare operationssager er i dag reguleret af § 9 i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014, hvorefter PET – med-mindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov – skal slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilveje-bragt som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer, nar der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller efterforsk-ningen er tilvejebragt nye oplysninger inden for de seneste 15 år. Slet-ning af oplysningerne kan undlades, hvis væsentlige hensyn til vareta-gelsen af PET's opgaver, jf. § l, gør det nødvendigt. PET-lovens § 9 er nærmere omtalt under pkt. 2.2.3 nedenfor.

Tidligere var PET's adgang til at opbevare operationssager med tilhø-rende sagsakter reguleret af Justitsministeriets retningslinjer af 7. de-cember 2009 for PET's behandling af personoplysninger mv. (2009-retningslinjerne). Det fremgik af § 6, stk. 2, i 2009-retningslinerne, at en journalsag (f.eks. en operationssag) skulle slettes og eventuelle tilknyt-tede sagsakter destrueres, hvis sagens oplysninger ikke længere var nødvendige af hensyn til varetagelsen af efterretningstjenestens opga-ver, jf. dog § 10 (materiale af særlig historisk interesse, jf. den såkaldte 1965-aftale, som omtales pkt. 2.2. l. nedenfor). Såfremt efterretningstje-nesten ønskede at bevare en sag i mere end 20 år efter sagens oprettelse, kunne dette kun ske med det daværende Udvalg 1's godken-delse. Frem til sletning skete, skulle spørgsmålet om sagens bevaring herefter forelægges Udvalg 1 til godkendelse hvert 10. år, medmindre udvalget havde fastsat en kortere frist.

27

Det fremgik af § 6, stk. 3, i 2009-retningslinjerne, at Udvalg 1 etablerede en stikprøvekontrol med bl.a. overholdelsen af de i medfør af stk. 2 fastsatte frister.

Udvalg 1 blev pr. 1. januar 2014 afløst af Tilsynet med Efter-retningstjenesterne, som er oprettet i henhold til PET-loven.

Om de tidligere retningslinjer for PET's behandling af personoplysnin-ger kan der i øvrigt henvises til betænkning nr. 1529 om PET og FE, ka-pitel 5, afgivet af det såkaldte Udvalg 2.

Om PET's opbevaring af materiale af særlige historisk interesse henvi-ses til pkt. 2.2.l nedenfor og kapitel 8, pkt. 2.6 i betænkning nr. 1529.

1.4.2. Det fremgår af PET's udtalelse af 28. november 2014, at PET i 2010 tog stilling til, hvorvidt operationssagen vedrørende Sagsøger fortsat var nødvendig af hensyn til varetagelsen af PET’s opga-ver.

PET vurderede, at dette ikke var tilfældet, hvorefter sagsakterne (her-under kopierne af dagbøgerne) skulle destrueres, medmindre sagen skulle overføres til Statens Arkiver (eller øvrigt opbevares som led i det kassationsforbud, som – i forbindelse med PET-kommissionens arbejde – var blevet indført i efteråret 2008), jf. nærmere herom i PET’s udtalel-se.

1.5 Opsamling

På den ovenfor anførte baggrund er der efter Justitsministeriets opfat-telse ikke grundlag for at fastslå:

-at PET ulovligt er kommet i besiddelse af Sagsøgers dagbøger,

-at PET ulovligt har kopieret dagbøgerne og

-at PET ulovligt har opbevaret kopien af dagbøgerne

2. Sletning eller overførsel til Statens Arkiver

Folketingets Ombudsmand har anmodet PET og Justitsministeriet om en nærmere redegørelse for vurderingen af dagbøgernes særlige histo-riske interesse, herunder om der i forbindelse med denne vurdering er foretaget en afvejning af den historiske interesse over for hensyn til Sagsøgers personlige interesser mv. og eventuelle tredjeper-soners interesse i, at der ikke sker videregivelse af fortrolige oplysnin-ger om dem.

2.1. Sagsforløbet

2.1.1. Som anført under pkt. 1.4.3 ovenfor vurderede PET i 2010, at ope-rationssagen vedrørende Sagsøger, herunder kopien af dagbøgerne, ikke længere var nødvendig af hensyn til varetagelse af PET’s opgaver

28

Efter de dagældende retningslinjer for PET’s behandling af personop-lysninger mv., jf. nærmere herom pkt. 2.2 nedenfor, skulle PET herefter vurdere, om operationssagen skulle destrueres eller bevares for efterti-den.

Som det fremgår af PET’s udtalelse, blev det vurderet, at sagen skulle bevares for eftertiden, jf. 2009-retningslinjernes § 10, stk. 1, og den så-kaldte 1965-aftale mellem Rigsarkivet og PET. Sagen blev herefter gjort utilgængelig for PET’s operative og efterretningsmæssige virke, jf. 2009-retningslinjernes § 10, stk. 2.

PET har i den forbindelse oplyst, at PET ikke ses at være i besiddelse af notater eller lignende i forbindelse med denne vurdering. Det fremgår således ikke, om der blev foretaget en konkret vurdering af dagbøger-ne, herunder en afvejning af dagbøgernes historiske interesse over for hensyn til Sagsøger eller eventuelle tredjepersoner, eller om der blev inddraget proportionalitetsbetragtninger om eksempelvis kun at bevare dele af dagbøgerne. PET har imidlertid oplyst, at PET’s praksis var at vurdere hele sager og ikke enkelte dokumenter heri.

2.1.2. Sagsøger klagede den 23. maj 2011 til Justitsministe-riet over, at kopien af dagbøgerne fortsat var i PET’s varetægt, og over PET’s planer om at udlevere kopien til Statens Arkiver.

Ved afgørelse af 30. august 2012 til Sagsøger redegjorde Ju-stitsministeriet for, at operationssagen af PET var blevet vurderet af særlig historisk interesse. Ministeriet redegjorde endvidere for retnings-linjerne for overførelse af sådanne sager til Statens Arkiver, herunder om reglerne for opbevaring hos PET, hvis materialet – som det var til-fældet i den konkrete sag – af praktiske eller sikkerhedsmæssige grun-de ikke kunne overføres til Statens Arkiver.

Det fremgår endvidere af Justitsministeriets afgørelse, at ministeriet ik-ke fandt grundlag for at tilsidesætte PET’s vurdering (fra 2010) af, at sagsakterne, herunder kopien af dagbøgerne, var af særlig historisk in-teresse, jf. den såkaldte l965-aftale.

Justitsministeriet oplyste desuden i afgørelsen, at Rigsarkivet forud for Justitsministeriets afgørelse i henhold til arkivlovgivningen havde fast-sat bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt. Disse bevarings- og kassationsbestemmelser trådte i kraft 12. april 2012 og afløste den såkaldte 1965-aftale.

Justitsministeriet fandt i afgørelsen, at de nye bestemmelser fra Rigsar-kivet også indebar, at sagsakterne, herunder kopien af dagbøgerne, skulle bevares med henblik på overførsel til Statens Arkiver

2.1.3. I forlængelse af Justitsministeriets afgørelse af 30. august 2012 har Dansk Forfatterforening rettet henvendelse til Justitsministeriet på veg-ne af Sagsøger om sagen.

Justitsministeriet har i breve af 20. december 2012 og 17. december 2013 fastholdt ministeriets afgørelse af 30. august 2012.

29

I forbindelse med ikrafttræden af PET-loven den 1. januar 2014 blev der etableret en såkaldt indirekte indsigtsordning, hvorved den nyoprette-de myndighed, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, blev kompetent til at behandle spørgsmålet om opbevaring af bl.a. sagsakter vedrøren-de Sagsøger i det såkaldte historiske arkiv hos PET.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne traf den 16. juni 2014 en afgørelse, hvoraf fremgår, at tilsynet i henhold ti! § 13, stk. 1, i PET-loven har fore-taget en undersøgelse af, om PET i relation til Sagsøgers dagbøger uberettiget behandler oplysninger om ham. Det fremgår af afgørelsen, at dette ikke er tilfældet.

2.2. Retsgrundlaget

2.2.1. Efter § 6, stk. 2, i de tidligere gældende retningslinjer af 7. decem-ber 2009 for PET’s behandling af personoplysninger mv. (2009-retningslinjerne) skulle en journalsag (f.eks. en operationssag) slettes og eventuelle tilknyttede sagsakter destrueres, hvis sagens oplysninger ik-ke længere var nødvendige af hensyn til varetagelsen af PET's opgaver.

Dette gjaldt dog ikke "sager af særlig historisk interesse", idet det fulgte af § 10, stk. l, i 2009-retningslinjerne, at materiale, som i medfør af be-stemmelser om bevaring og kassation udstedt af Statens Arkiver skulle bevares for eftertiden, ikke måtte destrueres eller slettes. Sådant materi-ale skulle i stedet senest ved udløbet af den frist, som efter retnings-linjerne gjaldt for destruktion eller sletning, overføres til Statens Arki-ver.

Det fulgte af retningslinjernes § 10, stk. 2, at hvis materialet af praktiske eller sikkerhedsmæssige grunde ikke overførtes til Statens Arkiver, skulle materialet, fra det tidspunkt, hvor destruktion eller sletning efter retningslinjerne skulle være sket, holdes adskilt fra efterretningstjene-stens øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for Poli-tiets Efterretningstjeneste var særligt godkendt hertil, havde adgang til sagerne og således, at sagerne ikke kunne gøres til genstand for søgning eller sagsbehandling i forbindelse med efterretningstjenestens operative og efterforskningsmæssige opgaver.

2.2.2. Frem til 12. april 2012 fandtes de nærmere retningslinjer for, hvil-ke sager PET – uanset slettefristerne mv. – skulle bevare med henblik på overførelse til Statens Arkiver, i den såkaldte 1965-aftale mellem Rigs-arkivet og PET.

Aftalen er nærmere beskrevet i Rigsarkivets skrivelse af 17. december 1965 til PET. Det fremgår bl.a. af denne skrivelse, at PET’s arkivalier om bl.a. enkeltakter vedrørende personer, der har haft en mere fremtræ-dende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position beva-res. Det fremgår endvidere, at (andet) materiale, som skønnes at have eller at kunne få historisk værdi, bevares.

Der henvises i øvrigt til Rigsarkivets skrivelse af 17. december 1965 til PET.

30

2.2.3. I henhold til § 5, stk. 1, i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksom-hed (arkivbekendtgørelsen) udstedt i medfør af arkivloven fastsatte Rigsarkivets i 2012 bevarings- og kassationsbestemmelser for papirar-kivalier i PET’s varetægt. Bestemmelserne trådte i kraft den 12. april 2012 og ophævede samtidig Rigsarkivets skrivelse af 17. december 1965 (1965- aftalen).

I henhold til bilag 1 i disse bevarings- og kassationsbestemmelser skal operationssager bevares. Dog kasseres sager, som ikke har medført egentlig sagsbehandling.

Arkivloven – og dermed også de i medfør heraf fastsatte bevarings- og kassationsbestemmelserne for PET’s papirarkivalier – finder også an-vendelse for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden (den 1. juli 2003), jf. lovens § 52.

Rigsarkivets bevarings- og kassationsbestemmelse finder således også anvendelse for operationssagen, hvor kopien af Sagsøgers dagbøger er akteret.

Der henvises i øvrigt til Rigsarkivets bevarings- og kassationsbestem-melser af 12. april 2012 for papirarkivalier i PET’s varetægt.

2.2.4. Den 1. januar 2014 trådte PET-loven i kraft.

Efter PET-lovens § 9 skal PET, medmindre andet følger af lov eller be-stemmelser fastsat i medfør af lov, slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller ef-terforskning rettet mod sådanne personer, når der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen er tilvejebragt nye oplysnin-ger inden for de seneste 15 år. Sletning af oplysningerne kan undlades, hvis væsentlige (hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver, jf. § 1, gør det nødvendigt.

Af bemærkningerne til § 9 i forslaget til lov om PET (Lovforslag nr. L 161 af 27. februar 2013) fremgår bl.a. følgende:

"Der findes i anden lovgivning, herunder arkivlovgivningen, regler, der indebærer, at PET ikke er berettiget til at slette oplysninger. Rigsarkivaren har således f.eks. fastsat regler, der indebærer, at PET skal bevare oplysninger af historisk interesse, jf. nærmere her-om i pkt. 4.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Sådanne regler skal PET følge, hvilket indebærer, at PET vil være afskåret fra at slette oplysningerne. Det følger således af stk. 1, at PET's for-pligtelse til at slette oplysninger ikke skal gælde, hvis andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.

Det forudsættes, at justitsministeren i medfør af bemyndigelsesbe-stemmelserne i lovforslagets § 7, stk. 3, og § 8, stk. 3, fastsætter reg-ler, der begrænser PET’s mulighed for at behandle oplysninger,

31

som skulle være slettet, men ikke er blevet det som følge af be-stemmelser fastsat i anden lovgivning, jf. stk. 1, f.eks. fordi oplys-ningerne er af historisk interesse. Det vil bl.a. fremgå af disse regler, at PET skal opbevare sager, der af praktiske eller sikkerhedsmæssi-ge årsager ikke overføres til Statens Arkiver, på et historisk arkiv hos PET, hvortil der gælder særlige adgangsbegrænsninger.”

2.3. Justitsministeriets bemærkninger

2.3.1. Spørgsmålet om den fortsatte opbevaring af operationssagen ved-rørende Sagsøger, herunder kopien af dagbøgerne, på PET’s særlige historiske arkiv er i dag reguleret af PET-lovens § 9, stk. 1, sammenholdt med Rigsarkivets bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt udstedt i medfør af arkivbekendt-gørelsen.

PET er således forpligtet til at bevare operationssager, som har medført egentlig sagsbehandling, jf. bilag 1 i Rigsarkivets bevarings- og kassa-tionsbestemmelser. De nævnte bevarings- og kassationsbestemmelser giver ikke PET mulighed for at fjerne akter helt eller delvist fra sådanne sager.

De hensyn, der er til personer, som er omtalt i operationssagerne, er derimod varetaget af arkivlovgivningens almindelige regler, herunder reglerne om adgang til sådanne arkivalier. Det følger således bl.a. af ar-kivlovens § 23, at arkivenheder, som indeholder oplysninger om en-keltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, som udgangs-punkt (først) er tilgængelige, efter de er 75 år gamle.

Operationssagen, herunder kopien af dagbøgerne, vedrørende Sagsøger har ifølge oplysningerne i sagen medført egentlig sags-behandling og skal som følge heraf bevares, jf. Rigsarkivets bevarings-og kassationsbestemmelser og PET-lovens § 9.

Justitsministeriet har således ikke grundlag for at kritisere, at PET fort-sat opbevarer operationssagen vedrørende Sagsøger, her-under kopien af dagbøgerne, i tjenestens særlige historiske arkiv med henblik på overførelse til Statens Arkiver.

Det bemærkes i den forbindelse, at Tilsynet med Efterretningstjenester-ne fra 1. januar 2014 er den kompetente klageinstans i forhold til PET's behandling af personoplysninger, herunder i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt PET-lovens § 9 er overholdt i sager, der opbevares på PET’s historiske arkiv. Som anført ovenfor under pkt. 2.1.3 har Tilsynet med Efterretningstjenesterne ved afgørelse af l6. juni 2014, fundet, at PET i relation ti] dagbøgerne ikke uberettiget behandler oplysninger om Sagsøger.

2.3.2. Særligt for så vidt angår det af Dansk Forfatterforening anførte synspunkt om, at ophavsretslovens § 28 skulle være til hinder for PET's fortsatte opbevaring af kopien af Sagsøgers dagbøger, be-mærkes følgende:

32

Ophavsretslovens § 28, der fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 407 af 26. juni 1998, fastslår bl.a., at værker kan gengives (bl.a. kopieres) i for-bindelse med sagsbehandlingen inden for offentlige myndigheder. Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 37 af 26. marts 1998, bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6) fremgår, at almene samfunds-mæssige hensyn tilsiger, at der skabes en klar hjemmel for, at der i for-bindelse med sagsbehandling inden for bl.a. offentlige myndigheder kan foretages den for sagsbehandlingen nødvendige kopiering.

Hverken ophavsretslovens § 28, loven i øvrigt eller den ophavsretslov, som var gældende i 1981-82, hvor PET ifølge det oplyste foretog kopie-ringen, kan antages være til hinder for, at PET i sin tid kopierede do-kumenter, der var beslaglagt i henhold til retskendelse, eller til hinder for, at PET i overensstemmelse med PET-lovens og arkivlovgivningens regler nu opbevarer de pågældende dokumenter med henblik på over-førsel til Statens Arkiver.

Justitsministeriet skal i den forbindelse henvise til ophavsretslovens § 27, hvoraf bl.a. fremgår, at når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed eller domstol i for-bindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmel-ser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvaltningsmyndighed eller domstol. Ophavsretten er endvidere ikke til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et of-fentligt arkiv eller en institution, som efter kulturministerens bestem-melse kan sidestilles hermed, gøres tilgængelige for almenheden i over-ensstemmelse med arkivlovgivningen bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres kopier af private arkivalier.

Når ophavsretten således viger for aktindsigtsreglerne og arkivlovgiv-ningen, kan det efter Justitsministeriets opfattelse ikke være i strid med ophavsretsloven, at PET fortsat opbevarer en kopi af Sagsøgers dagbøger med henblik på overførelse til Statens Arkiver som en del af et offentligt arkivalie, jf. PET-lovens § 9 og Rigsarkivets beva-rings- og kassationsbestemmelser for PET's papirarkivalier.

2.3.3. Da PET i 2010 besluttede at bevare operationssagen vedrørende Sagsøger, var spørgsmålet om bevaring af sagen nærmere reguleret af 2009-retningslinjerne og den såkaldte 1965-aftale, jf. nær-mere herom pkt. 2.2.1 og 2.2.2 ovenfor.

Set i forhold til de nugældende bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier hos PET, var retningslinjerne fra 1965 betydeligt me-re skønsprægede i forhold til, hvilke specifikke sager mv. der skulle be-vares.

Som det fremgår af Justitsministeriets afgørelse af 30. august 2012 og ef-terfølgende korrespondance med Dansk Forfatterforening, har Justits-ministeriet ikke fundet grundlag for at tilsidesætte PET’s vurdering (fra 2010) af, at operationssagen vedrørende Sagsøger som så-dan var omfattet af 1965-aftalen og således skulle overføres til Statens

33

Arkiver med henblik på bevaring for eftertiden, jf. § 10 i 2009-retningslinjerne.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at operationssagen mod Sagsøger både i samtiden og efterfølgende har givet anled-ning til omfattende omtale i bøger, medier mv. Således har den uaf-hængige undersøgelseskommission (PET-kommissionen) ganske ind-gående behandlet efterforskningen mod Sagsøger, herun-der på grundlag af oplysninger fra operationssagen, jf. bind 13 i beret-ningen

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at kritisere, at PET’s praksis var at vurdere hele sager og ikke enkeltakter. Justitsministeriet bemær-ker i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at fastslå, at kopien af dagbøgerne, der efter det oplyste har været anvendt i forbindelse med efterforskningen af sagen, ikke burde have været tilakteret sagen, jf. nærmere herom 1.3.2 ovenfor. Justitsministeriet bemærker endvidere, at hensynet til Sagsøger og eventuelle andre personer omtalt i dagbogen også på daværende tidspunkt ville være beskyttet af arkiv-lovgivningens almindelige regler.

2.3.4. Justitsministeriet skal afslutningsvist bemærke, at der også for andre forvaltningsmyndigheder (end PET), herunder det øvrige politi og anklagemyndighed, samt for domstolene, er pligt til bevare sager i henhold til bevarings- og kassationsbestemmelser udstedt af Rigsarki-vet i henhold til arkivlovgivningen.

Der er således bl.a. i henhold til arkivlovgivningen fastsat bevarings- og kassationsbestemmelser for anklagemyndighedens arkivalier, jf. be-kendtgørelse nr. 183 af 10. marts 2009, og for Rigspolitiet og politikred-senes arkivalier, jf. bekendtgørelse nr. 177 af 5. marts 2009.

Disse bevarings- og kassationsbestemmelser medfører, at politiet og anklagemyndigheden opbevarer et ganske omfattende antal straffesa-ger af hensyn til eftertiden. Sådanne straffesager vil – som det er tilfæl-det med operationssagen vedrørende Sagsøger – også kunne indeholde oplysninger af privat karakter.

Der henvises i øvrigt til PET’s udtalelse af 28. november 2014 og det vedlagte materiale.”

Dansk Forfatterforening fremkom i brev af 25. april 2015 til Folketingets Om-budsmand med bemærkninger til udtalelserne fra PET og Justitsministeriet. Forfatterforeningen anførte bl.a.:

”Vi bemærker at denne sag drejer sig om arkiveringen af den fulde dagbogskopi.

PET tog også en partiel kopi af uddrag af dagbogen, der må forudsættes at udgøre de passager af dagbogen, som PET på et tidspunkt i sagsbe-handlingen har vurderet som relevante for sagen. Den partielle kopi var tilakteret operationssagen så sent som i 2010, da Sagsøger

34

fik aktindsigt i operationssagen og gjorde sig bekendt med PET’s be-siddelse af såvel den fulde dagsbogskopi som kopien af uddrag af dag-bogen. Dette har vi tidligere anført i vores brev til Folketingets Om-budsmand af 21. marts 2013, side 2, nederst. Det nævnes ikke i PET281114 og det afvises uden nærmere begrundelse som relevant i JM240215.

Ifølge Sagsøger, er det også disse uddrag, altså den partiel-le kopi, der er brugt som kildemateriale i såvel PET Kommissionens be-retning, som i DIIS’s Koldkrigsrapport. Dens tilstedeværelse vil således kunne bekræftes af uafhængige vidner.

Tilstedeværelsen af denne partielle kopi af dagbogen i uddrag er et be-vis for, at PET både var i stand til og rent faktisk på et tidspunkt har fo-retaget en vurdering af, at der var anseelige dele af Sagsøgers dagbog, der aldrig har været relevant for PET’s efterforskning af Sagsøger.

Efter vores opfattelse er det irrelevant om den partielle dagbogskopi fortsat forefindes på sagen eller muligvis er blevet slettet af PET siden 2010. Det behøver vi således ikke afvente hverken justitsministeriets el-ler PET’s yderligere oplysninger om. Dens eksistens beviser, at myn-digheden ikke kan anføre en begrundelse for, hvorfor PET skulle være berettiget til at være i besiddelse af den fulde dagbogskopi, hverken i 2010 eller på noget tidspunkt siden den partielle dagbogskopi blev fremstillet.

Når dagbogskopien ikke er lovligt i PET’s besiddelse i 2010 er der heller ikke nogen forpligtelse for PET til at overføre dagbogskopien til Statens Arkiver. Der er da heller ikke tale om nogen absolut forpligtelse som PET og justitsministeriet fremfører allerede fordi der er tale om en skønsmæssig vurdering af, om materialet er af "særlig historisk interes-se".

Arkivering i Statens Arkiver ud fra almenvellets historiske interesse kan ikke finde sted mod borgerens modsatrettede grundlovs- og folke-retligt sikrede rettigheder til beskyttelse af privatlivets fred og ejen-domsrettens ukrænkelighed. Arkivloven er blot en almindelig lov.

…”

I brev af 2. juni 2015 anførte Justitsministeriet over for Folketingets Ombuds-mand bl.a., at PET den 22. maj 2015 havde oplyst, at den medarbejder i PET, som havde behandlet sagen i anledning af forfatterforeningens klage til Folke-tingets Ombudsmand, ikke umiddelbart havde konstateret, at PET skulle være i besiddelse af en såkaldt ”partiel kopi” af dagbøgerne. Det blev dog bemærket, at det ikke stod PET klart, hvad der nærmere blev sigtet til med ”partiel kopi” .

Det fremgår af sagen, at Sagsøger den 29. februar 2016 anmodede Rigsarkivet om at se materiale, der ikke er umiddelbart tilgængeligt.

35

Folketingets Ombudsmand anmodede den 29. marts 2016 Justitsministeriet, PET og Tilsynet med Efterretningstjenesterne om en supplerende udtalelse. Ombudsmanden bad særligt myndighederne om at forholde sig til, hvorvidt artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kunne være relevant ved anvendelse og fortolkningen af gældende arkivregler mv. i en sag som den foreliggende.

Det fremgår af sagen, at Folketingets Ombudsmand den 22. juni 2016 holdt møde med Justitsministeriet, Kulturministeriet og Rigsarkivet om sagen.

Den 4. juli 2016 fremsendte Justitsministeriet sin udtalelse (bilagt PET’s udtalel-se) til Folketingets Ombudsmand, hvori anførtes bl.a.:

”2. Justitsministeriet skal i anledning af Ombudsmandens anmodning bemærke følgende:

2.1. Justitsministeriet har for så vidt angår de to første spørgsmål været i telefonisk kontakt med PET, der har oplyst, at tjenesten ikke kan kaste yderligere lys over de rejste spørgsmål i forhold til PET’s udtalelse af 28. november 2014, som er refereret i Justitsministeriets brev af 24. fe-bruar 2015 til Folketingets Ombudsmand.

Justitsministeriet kan dog henvise til pkt. 2.3.3 i det nævnte brev.

2.2. For så vidt angår det mere generelle spørgsmål om, hvorvidt myn-dighederne i forbindelse med anvendelse og fortolkning af arkivregler-ne, herunder bevarings- og kassationsbestemmelser udstedt af Rigsar-kivet, særskilt skal inddrage artikel 8 i Den Europæiske Menneskeret-tighedskonvention (EMRK), skal Justitsministeriet bemærke følgende:

Bestemmelsen i § 9 i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1881 af 29. december 2015, vedrører PET’s sletning af oplysnin-ger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i un-dersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer. Det frem-går af bestemmelsen, at regler i anden lovgivning (herunder arkivlov-givningen) kan indebære, at PET ikke er berettiget til at slette oplysnin-ger.

Det følger af bilag 1 i Rigsarkivets bevarings- og kassationsbestemmel-ser for papirarkivalier i PET's varetægt, der trådte i kraft den 12. april 2012, at PET er forpligtet til at bevare operationssager, som har medført egentlig sagsbehandling. Operationssagen vedrørende Sagsøger skal som følge heraf bevares for eftertiden, jf. Rigsarkivets beva-rings- og kassationsbestemmelser og PET-lovens § 9.

I lighed med, hvad der er fastsat for en lang række andre offentlige myndigheders arkivalier, er bevarings- og kassationsbestemmelserne for papirarkivalier i PET’s varetægt udformet på en sådan måde, at der ikke skal foretages en konkret vurdering af enkeltakter mv. i de sager,

36

som skal bevares i henhold til bestemmelserne. Bestemmelserne giver således efter deres ordlyd ikke PET mulighed for at foretage en konkret afvejning – bl.a. af hensynet til en persons privatliv over for den histori-ske interesse – i forbindelse med aflevering af bevaringsværdige sager til Statens Arkiver, herunder mulighed for i den forbindelse at fjerne ak-ter helt eller delvist fra sådanne sager.

I lyset heraf har Justitsministeriet overvejet om bevarings- og kassa-tionsbestemmelserne for papirarkivalier i PET’s varetægt er forenelige med artikel 8 i EMRK.

2.2.1. Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret til respekt for sit pri-vatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at offentlige myndigheders opbevaring af personoplysninger efter om-stændighederne kan være omfattet af retten til respekt for privatlivet ef-ter EMRK artikel 8. I sagerne Leander mod Sverige, dom af 26. marts 1987 (præmis 48) og Amann mod Schweiz, dom af 16. februar 2000 (præmis 65), har Domstolen således fastslået, at opbevaring af oplysninger, der har forbindelse til enkeltpersoners privatliv, er omfattet af retten til respekt for privatlivet efter EMRK artikel 8.

I det omfang, der med opbevaring af personoplysninger foretages ind-greb i en enkeltpersons privatliv, skal betingelserne for dette indgreb være opfyldt, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Indgrebet skal således have lov-hjemmel, varetage et af de i bestemmelsen opregnede formål og være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionalitetskravet).

Der ses ikke at foreligge praksis fra Menneskerettighedsdomstolen om foreneligheden med EMRK af bevarings- og kassationsbestemmelser udformet som i den foreliggende sag.

Domstolen har derimod på andre områder – f.eks. i forhold til politi og efterretningstjenesters indsamling og registrering af personoplysninger – anerkendt, at offentlige myndigheder kan indsamle og opbevare op-lysninger om enkeltpersoners private forhold, hvis det sker som led i varetagelsen af legitime hensyn, jf. opregningen i artikel 8, stk. 2. I for-hold til, om en sådan indsamling og opbevaring af oplysninger er fore-nelig med EMRK artikel 8, lægger Domstolen dog bl.a. også vægt på den nærmere udformning af den nationale lovgivning herom, herunder om lovgivningen i fornødent omfang beskytter de berørte personer mod misbrug (såkaldte safe guards), jf. Weber og Saravia mod Tyskland, afgørelse af 29. juni 2006 (præmis 95-101), Rotaru mod Rumænien, Stor-kammerdom af 4. maj 2000 (præmis 55-59), Uzun mod Tyskland, dom af 2. september (præmis 63-67) og S. og Marper mod Storbritannien, dom af 4. december 2008 (præmis 95-99).

2.2.2. Justitsministeriet har indhentet en udtalelse fra Kulturministeriet om arkivlovgivningen og de hensyn, som begrunder bevaring af offent-lige myndigheders arkivalier i henhold til de bevarings- og kassations-bestemmelser, som Rigsarkivet udsteder i forhold til de enkelte myn-digheder. Kulturministeriet har i den anledning bl.a. oplyst følgende:

37

'Ifølge arkivlovens § 4, nr. 1 og 2, har Statens Arkiver til formål 'at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til doku-mentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder' og 'at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myn-digheder, der er omfattet af denne lov'.

Bevaringen af arkivalier skal sikre dækkende dokumentation for be-skrivelse og analyse af det danske samfund og dets udvikling i flest mulig aspekter. Dertil kommer arkivalier, der dokumenterer forhold af væsentlig retlige eller administrativ betydning for borgere og myndig-heder. I praksis opfylder arkivalier, der omhandler forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning, også kvalifikationen 'historisk vær-di' eller forskningsmæssig genanvendelsesværdi. Det bemærkes i denne forbindelse, at den forskningsmæssige værdi ikke kun knytter sig til fa-get historie, men til andre videnskaber, som arbejder på grundlag af hi-storiske eller tidligere tilvejebragte data, fx. sundhedsvidenskab, demo-grafi, økonomi, sociologi, politologi etc. Dertil kommer formål af al-menkulturel karakter, fx. slægtsforskning.

En del af de arkivalier eller data, der bevares af hensyn til disse formål, indeholder i sagens natur oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller forhold, der af andre hensyn fordrer fortrolighed. Udvæl-gelsen af arkivalier til bevaring sker således ikke på grundlag af ind-holdets større eller mindre fortrolige karakter, men udelukkende efter en vurdering af genanvendelses- eller bevaringsværdien.

Kassation sker af økonomiske grunde. I bemærkningerne til den tilsva-rende bestemmelse i den arkivlov, som blev vedtaget i 1992, hedder det: 'Allerede af ressourcemæssige grunde er det klart, at kun en mindre del af de offentlige myndigheders arkivalier kan bevares. Kassation foreta-ges således af økonomiske hensyn, ikke af forskningsmæssige. Der skal kasseres indtil grænsen for, hvad der er forsvarligt under hensyn til de formål, der søges opnået ved bevaring af arkivalier, og under anvendel-se af metoder, der omkostningsmæssigt står i rimeligt forhold til den opnåede pladsgevinst. Kassationsprocessen er med andre ord en imø-dekommelse af samfundets berettigede krav om økonomisering med de ressourcer, der skal anvendes i forbindelse med bevaring.' Derimod finder kassation ikke sted på baggrund af arkivaliernes indhold af for-trolige oplysninger.

Fortrolighedshensynene varetages i arkivloven gennem de i eller i med-før af loven fastsatte tilgængelighedsfrister og gennem bestemmelser, der skal sikre, at fortrolighedshensynene stadig varetages i tilfælde, hvor der dispenseres fra tilgængelighedsfristerne. Arkivlovens regler om tilgængelighed mv. i lovens kapitel 6-8 omfatter offentlige arkivali-er, der er afleveret til et offentligt arkiv eller er over 20 år gamle. Fra 20 års fristen gælder en række undtagelser, hvor fristen er eller kan for-længes. Arkivlovens kapitel 6 fastsætter for arkivenheder, der indehol-der oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske for-hold, en 75 års tilgængelighedsfrist. Er der tale om særlig følsomme op-lysninger, kan denne frist forlænges. F.eks. er der for Det Psykiatriske

38

Centralregister, der indeholder oplysninger om patienter, der har været indlagt på psykiatriske hospitaler mv., fastsat en tilgængelighedsfrist på 150 år.

Arkivlovens § 27, stk. 1, fastsætter, at den afleverende myndighed efter drøftelse med et modtagende arkiv kan fastsætte særlig længere til-gængelighedsfrister på indtil 60 år for dokumenter mv., der indeholder oplysninger af fortrolig karakter; længere frister end 60 år kan fastsæt-tes efter drøftelse mellem vedkommende minister og kulturministeren. Der er således for arkivalier, der er afleveret til Rigsarkivet fra Politiets Efterretningstjeneste, fastsat en tilgængelighedsfrist på 80 år.

Ifølge arkivlovens § 30, stk. 1, kan enhver søge om dispensation fra ar-kivlovens tilgængelighedsfrister. Imødekommes en ansøgning om dis-pensation, bliver den, der får dispensation, umiddelbart omfattet af tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger i det materiale, der er givet adgang til, jf. arkivlovens § 40. Endvidere kan der fastsættes særlig vilkår for benyttelsen af de oplysninger, der er givet adgang til, jf. arkivlovens §41. '

2.2.3. Rigsarkivet har i medfør af arkivloven – og for bl.a. at sikre beva-ringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumenta-tion af forhold af væsentlig administrativ eller retligt betydning for borgere og myndigheder, jf. nærmere herom pkt. 2.2.2 ovenfor – fastsat bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s vare-tægt.

Når PET i henhold til disse bestemmelser bevarer sager som f.eks. ope-rationssagen vedrørende Sagsøger, sker det således i over-ensstemmelse med loven og for at varetage vægtige samfundsmæssige hensyn, som kan begrunde indgreb i privatlivet, jf. EMRK artikel 8, stk. 2 (om bl.a. beskyttelse af andres rettigheder og friheder).

Den opbevaring af oplysninger om bl.a. enkeltpersoners private for-hold, som i den forbindelse finder sted, kan ikke antages at gå videre, end hvad der er foreneligt med EMRK artikel 8, stk. 2 (nødvendigt i et demokratisk samfund). Dette gælder også, selvom bevarings- og kassa-tionsbestemmelserne er udformet på en sådan måde, at der ikke foreta-ges en konkret vurdering af enkeltakter mv. i de sager, som bevares i henhold til bestemmelserne.

Der kan i den forbindelse også peges på, at bevaringen af personoplys-ninger, herunder om enkeltpersoners private forhold, er begrænset til oplysninger, som PET har indsamlet som led i sin opgavevaretagelse -bl.a. med henblik på at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod stats-forfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., jf. straffelovens kapi-tel 12 og 13. PET’s adgang til at indsamle og på anden måde behandle personoplysninger er i dag indgående reguleret i PET-loven, der i vidt omfang kodificerer den retstilstand, som tidligere var gældende for PET’s virksomhed, jf. pkt. 2.4 i lovforslag nr. L 161 af 27. februar 2013 om Politiets Efterretningstjeneste (PET).

39

Dernæst er bevaringen af oplysninger begrænset til sager, sagskategori-er mv., som Rigsarkivet i henhold til arkivloven har vurderet skal beva-res for eftertiden af de ovenfor under pkt. 2.2.2 anførte grunde. Oplys-ninger i andre sager mv. bliver derimod slettet i overensstemmelse med PET-lovens regler herom.

Endvidere indebærer arkivlovgivningens regler om tilgængelighed af arkivalier en væsentlig beskyttelse af de personer, hvis private forhold er omtalt i de sager, som bevares. Lovgivningen indebærer således, at et eventuelt indgreb i de pågældende personers privatliv i forbindelse med bevaringen af oplysninger begrænses væsentligt i intensitet som følge af, at oplysningerne først bliver umiddelbart tilgængelige for of-fentligheden efter mange år (som alt overvejende hovedregel bliver PET’s arkivalier ikke tilgængelige i de berørtes levetid), ligesom lovgiv-ningen beskytter de pågældende personer mod misbrug af oplysninger om deres private forhold, herunder ved en fastsættelse af tavshedspligt, jf. nærmere herom pkt. 2.2.2 ovenfor.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at de beva-rings- og kassationsbestemmelser, som gælder for papirarkivalier i PET's varetægt – og som PET har handlet i overensstemmelse med i den foreliggende sag – må antages at være forenelige med EMRK artikel 8. Det er som følge heraf ikke nødvendigt, at PET særskilt inddrager EM-RK artikel 8 i forbindelse med anvendelsen og fortolkningen af beva-rings- og kassationsbestemmelserne, herunder at tjenesten i de konkrete tilfælde overvejer proportionalitet i forhold til helt eller delvist at beva-re enkeltakter i sager, som er bevaringsværdige i henhold til bestem-melserne.

Justitsministeriet har drøftet dette spørgsmål med Kulturministeriet, hvorunder arkivlovgivningen hører, og Kulturministeriet er enig i Ju-stitsministeriets vurdering.

I forlængelse heraf bemærkes det, at Rigsarkivet i forbindelse med bl.a. behandlingen af ansøgninger om dispensation fra tilgængelighedsfri-ster efter omstændighederne vil skulle inddrage hensynet til beskyttel-sen af privatlivet.

3. Som det er anført i ministeriets brev af 24. februar 2015 til Folketin-gets Ombudsmand, finder Justitsministeriet ikke grundlag for at kritise-re, at PET fortsat opbevarer operationssagen vedrørende Sagsøger, herunder kopien af dagbøgerne, i tjenestens særlige historiske arkiv med henblik på overførelse til Statens Arkiver.

Justitsministeriets kan i den forbindelse også henvise til ministeriets brev af 24. februar 2015 til Folketingets Ombudsmand og PET's brev af 28. november 2014 til Justitsministeriet. Begge breve vedlægges i kopi.”

Ved brev af 30. august 2016 afgav Tilsynet med Efterretningstjenesterne sin ud-talelse til Folketingets Ombudsmand. Tilsynet oplyste bl.a.:

40

”Det følger af PET-lovens § 18, at Tilsynet med Efterretningstjenester-nes opgave er at føre tilsyn med, at PET overholder reglerne i lovens §§ 3 og 4 (om indsamling og indhentning af oplysninger), §§ 7-9 (om in-tern behandling af oplysninger), § 10 (om videregivelse af oplysninger) og § 11 (om lovlig politisk virksomhed) samt regler udstedt i medfør heraf. Tilsynet varetager endvidere de opgaver, der er nævnt i lovens § 13 (den indirekte indsigtsordning).

Ved brev af 16. juni 2014 meddelte Tilsynet med Efterretningstjenester-ne Dansk Forfatterforening på vegne af Sagsøger, at tilsy-net i medfør af PET-lovens § 13, stk. 1, havde foretaget en undersøgelse af, hvorvidt PET i relation til Sagsøgers dagbøger uberetti-get behandlede oplysninger om den pågældende, og at tilsynet kunne oplyse, at dette ikke var tilfældet.

Tilsynet med Efterretningstjenesternes bemærkninger

Tilsynet med Efterretningstjenesterne har som anført til opgave at føre tilsyn med, at PET behandler oplysninger om fysiske og juridiske per-soner i overensstemmelse med PET-loven og bestemmelser udstedt i medfør heraf, jf. PET-lovens § 18.

Da PET-loven den 1. januar 2014 trådte i kraft, opbevaredes operations-sagen vedrørende Sagsøger med tilhørende sagsakter, her-under kopien af dagbøgerne, på PET’s historiske arkiv med henblik på overførsel til Statens Arkiver. Spørgsmålet for tilsynet har herefter alene været at vurdere, om PET med rette opbevarer operationssagen med tilhørende sagsakter på tjenestens historiske arkiv med henblik på over-førsel til Statens Arkiver, eller om sagen og sagsakterne i stedet burde have været destrueret, jf. PET-lovens § 9.

Det følger af bilag 1 til Statens Arkivers bevarings- og kassationsbe-stemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt, der trådte i kraft den 12. april 2012, at PET er forpligtet til at bevare operationssager, som har medført egentlig sagsbehandling. Operationssagen vedrørende Sagsøger med tilhørende sagsakter, herunder kopien af dagbø-gerne, skal som følge heraf bevares for eftertiden. I relation til spørgs-målet om PET’s forpligtelse til særskilt at inddrage EMRK artikel 8 i forbindelse med anvendelsen og fortolkningen af Statens Arkivers be-varings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt kan tilsynet i det hele henholde sig til Justitsministeriets supplerende udtalelse herom af 4. juli 2016.

PET er herefter afskåret fra at destruere operationssagen vedrørende Sagsøger med tilhørende sagsakter, herunder kopien af dagbøgerne. PET’s opbevaring heraf i tjenestens historiske arkiv med henblik på overførsel til Statens Arkiver er således efter tilsynets opfat-telse i overensstemmelse med PET-lovens § 9, jf. bilag 1 til Statens Arki-vers bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt, der trådte i kraft den 12. april 2012, og § 18 i bekendtgørelse nr. 763 af 20. juni 2014 om Politiets Efterretningstjenestes behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer m.v.

41

Det bemærkes, at tilsynet i sin redegørelse om sin virksomhed vedrø-rende PET for 2014, kapitel 4, Tema: Sletning eller arkivering, nærmere har redegjort for sin opfattelse af, at PET-loven med tilhørende be-mærkninger og efterfølgende bekendtgørelse giver et klart indtryk af, at oplysninger om fysiske og juridiske personer som altovervejende ho-vedregel vil blive slettet inden for nærmere angivne frister. Dette er imidlertid ikke tilfældet, idet omkring 80 procent af PET’s papirarkiva-lier og langt størstedelen af PET’s elektroniske arkivalier skal overføres til Statens Arkiver, hvor de som udgangspunkt vil være tilgængelige, når de er 75 år gamle. Efter tilsynets opfattelse giver PET-loven med til-hørende bemærkninger og efterfølgende bekendtgørelse således ikke et retvisende billede af omfanget af personoplysninger, der kan slettes, hvilket tilsynet finder problematisk. Tilsynet gjorde derfor i september 2014 Justitsministeriet opmærksom på problemstillingen. Justitsmini-steriets svar er gengivet i tilsynets årsredegørelse vedrørende PET for 2015, afsnit 3.2.2.”

Efter Dansk Forfatterforening havde haft lejlighed til at fremkomme med even-tuelle yderligere bemærkninger, afgav Folketingets Ombudsmand den 30. marts 2017 sålydende udtalelse (bilagt en knap 40 sider lang sagsfremstilling):

”Jeg har nu færdigbehandlet sagen.

Det giver mig ikke anledning til kritik, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at fastslå, at PET uberettiget havde kopieret dagbøgerne i forbindelse med efterforskningen af en sag mod Sagsøger i 1981-82.

Det giver mig heller ikke anledning til kritik, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at fastslå, at PET ikke kunne opbevare en fuldstæn-dig kopi af dagbøgerne på operationssagen efter tiltalefrafaldet mod Sagsøger i 1982.

Endelig har jeg ikke grundlag for at kritisere, at sagsakterne fra opera-tionssagen vedrørende Sagsøger – herunder dagsbogsko-pierne i deres fulde udstrækning – siden 2010 er bevaret for eftertiden i medfør af arkivlovgivningen mv.

Nedenfor under "Ombudsmandens udtalelse” kan Dansk Forfatterfore-ning læse nærmere om baggrunden for resultatet af min undersøgelse. Fra s. 16 er der en fremstilling af sagsforløbet.

Ombudsmandens udtalelse

1. Genstanden for min undersøgelse

I forbindelse med efterforskningen af en sag mod Sagsøger i 1981-1982 beslaglagde PET hans personlige dagbøger.

42

De originale dagbøger blev afleveret til Sagsøger, da sagen mod ham sluttede med et tiltalefrafald i 1982. PET havde imidlertid ud-arbejdet og opbevaret en kopi af samtlige dagbøger (ca. 1.400 normalsi-der), som PET i 2010 vurderede skulle bevares for eftertiden i medfør af arkivlovgivningen mv. på grund af deres særlige historiske interesse.

Sagsøger blev først i forbindelse med PET-kommissionens afgivelse af beretning i 2009 bekendt med, at PET havde udarbejdet og bevaret en kopi af dagbøgerne. Han har siden brevvekslet med bl.a. PET og Justitsministeriet om sagen, navnlig fordi han ikke ønsker, at dagbogskopierne skal bevares for eftertiden.

Justitsministeriet har ved afgørelser af 30. august 2012, 20. december 2012 og 17. december 2013 ikke fundet grundlag for at tilsidesætte PET’s vurdering af, at dagbogskopierne er bevaringsværdige, fordi de er af særlig historisk interesse, og at de som følge heraf skal afleveres til Rigsarkivet eller opbevares i PET’s særligt adskilte historiske arkiv (jf. nu § 18, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 763 af 20. juni 2014 om Politiets Ef-terretningstjenestes behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer m.v., der er udstedt med hjemmel i lov nr. 604 af 12. juni 2013 om Politiets Efterretningstjeneste (PET)).

Dansk Forfatterforening har på vegne af Sagsøger klaget til mig over PET’s og Justitsministeriets afgørelser. Forfatterforeningen har bl.a. anført,

-at PET’s besiddelse af dagbøgerne, kopiering af dagbøgerne samt opbevaring af disse mangler lovhjemmel;

-at dagbogskopierne er et ulovligt fremstillet eksemplar af et ophavs-retligt beskyttet værk;

-at PET i vurderingen af, om dagbogskopierne skal bevares for efter-tiden, ikke kan lægge vægt på hensynet til særlig historisk interesse, fordi det er usagligt i forhold til PET’s virksomhed;

-at PET i vurderingen af, om dagbogskopierne skal bevares for efter-tiden, skulle have inddraget hensynet til forfatterens enebestemmel-se i forhold til både offentliggørelse af værket og dagbøgernes per-sonlige indhold, og at bevaring for eftertiden ikke kan finde sted mod ophavsmandens berettigede indsigelse;

-at PET er forpligtet til at slette dagbogskopierne både i forhold til det personlige indhold i dagbøgerne og i forhold til ophavsmandens eneret til værket.

Jeg har valgt at koncentrere min undersøgelse om disse punkter.

Særligt med hensyn til bevaring for eftertiden af operationssagen – her-under dagsbogskopierne i deres fulde udstrækning – har jeg valgt nærmere at undersøge forholdet til beskyttelsen af privatlivet, jf. herved artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Se pkt. 5 nedenfor.

Forfatterforeningen har i sin klage rejst en række ophavsretlige spørgsmål, som jeg behandler særskilt i pkt. 6 nedenfor.

43

For så vidt angår de øvrige spørgsmål, som Dansk Forfatterforening har rejst, henviser jeg til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Det fremgår af denne be-stemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrække-lig anledning til undersøgelse.

2. Kopiering af dagbøgerne

2.1. PET har oplyst, at PET beslaglagde Sagsøgers dagbø-ger i 1981 i forbindelse med en ransagning af hans bopæl, og at domsto-lene efterfølgende traf afgørelse om beslaglæggelse af dagbøgerne, da de måtte antages at være af betydning som bevismidler i sagen.

PET og Justitsministeriet har videre oplyst, at PET ikke ses at være i be-siddelse af notater eller lignende, som kan belyse baggrunden for be-slutningen om at kopiere dagbøgerne, men at det ikke er usædvanligt, at politiet med hjemmel i retsplejeloven og almindelige regler for of-fentlige myndigheders adgang til at behandle personoplysninger kopie-rer (dele af) beslaglagte dokumenter, som vurderes relevante for sagen, og akterer dem på straffesagen.

2.2. Som anført af Justitsministeriet kom PET i besiddelse af dagbøgerne gennem et straffeprocessuelt tvangsindgreb, som var godkendt af dom-stolene. Domstolene lagde i forbindelse med afgørelsen om beslaglæg-gelse til grund, at dagbøgerne måtte antages at være af betydning som bevismidler i sagen.

Det er ikke muligt at få endeligt afklaret, på hvilket grundlag PET kopi-erede Sagsøgers dagbøger.

Jeg finder dog ikke grund til at antage, at PET skulle have kopieret dagbøgerne på et usagligt grundlag. Jeg henviser til det, som Justitsmi-nisteriet har anført. Jeg henviser også til, at PET har oplyst, at der bl.a. blev sendt en kopi af dagbøgerne til Sagsøgers advokat.

På den baggrund giver det mig ikke anledning til kritik, at Justitsmini-steriet ikke havde grundlag for at fastslå, at PET uberettiget havde ko-pieret dagbøgerne.

Jeg henviser i øvrigt til, at spørgsmålet om ophavsretlig beskyttelse i re-lation til kopiering af dagbøgerne behandles under pkt. 6 nedenfor.

3. Opbevaring af dagbogskopierne efter tiltalefrafaldet

3.1. PET har oplyst, at PET efter tiltalefrafaldet mod Sagsøger i 1982 opbevarede en kopi af dagbøgerne i efterretningstjenestens operationssag vedrørende Sagsøger på linje med sagens øvrige akter.

44

Operationssagen blev opbevaret af hensyn til varetagelsen af PET's op-gaver frem til 2010, hvor PET vurderede, at opbevaring af operations-sagen (herunder dagbogskopierne) ikke længere var nødvendig.

Justitsministeriet har i tilknytning hertil anført, at oplysninger i PET’s operationssager kan være relevante at opbevare, hvis der f.eks. måtte fremkomme nye oplysninger om de forhold, der i sin tid blev under-søgt, eller hvis oplysningerne f.eks. måtte blive relevante i forbindelse med efterforskning af nye sager på samme måde som sager hos det øv-rige politi.

Videre har ministeriet anført, at PET som andre offentlige myndigheder er berettiget og normalt også forpligtet til at opbevare sager og tilknyt-tede sagsakter efter, at der er truffet afgørelse i sagen.

Dansk Forfatterforening har især anfægtet PET's vurdering af, at opbe-varing af dagbogskopierne i deres fulde længde skulle være nødvendig af hensyn til varetagelse af PET’s opgaver. Som jeg forstår det, er det foreningens opfattelse, at PET alene kunne opbevare de dele af dagbog-skopierne, som efterretningstjenesten konkret anvendte i efterforsknin-gen, og at PET derfor burde have slettet de øvrige dele af dagbogskopi-erne i forbindelse med tiltalefrafaldet.

Forfatterforeningen har også anført, at selv under forudsætning af, at PET var berettiget til at opbevare dagbogskopierne på operationssagen efter tiltalefrafaldet i 1982, så er det vanskeligt at forestille sig, at ind-holdet af dagbøgerne skulle have haft efterforskningsmæssig betydning helt frem til 2010, ikke mindst i lyset af den kolde krigs afslutning i 1989.

3.2. Efter reglerne for ombudsmandens arbejde kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser, der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden – f.eks. politifaglig eller særlig efterforskningsfaglig viden. Det skyldes, at jeg som ombudsmand ikke har den fagkundskab, som er nødvendig for at kontrollere, om myndighedernes vurderinger er rigtige.

Jeg kan derfor kun kritisere myndighedernes beslutning, hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Efter min gennemgang af sagen mener jeg ikke, at den indeholder så-danne særlige omstændigheder.

4. Bevaring af dagbogskopierne for eftertiden

4.1. Spørgsmålet om, hvilke sagsakter PET er forpligtet til at bevare, når de ikke længere vurderes at være nødvendige af hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver, blev på tidspunktet for PET's vurdering i 2010 regule-ret af Justitsministeriets retningslinjer af 7. december 2009 for Politiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger mv.

45

Af § 6, stk. 2, i retningslinjerne fremgår, at en journalsag skal slettes – og eventuelle tilknyttede sagsakter destrueres – hvis sagens oplysninger ikke længere er nødvendige af hensyn til varetagelsen af efterretnings-tjenestens opgaver, jf. dog § 10.

Af § 10, stk. 1, følger, at materiale, som i medfør af bestemmelser om bevaring og kassation udstedt af Statens Arkiver skal bevares for efter-tiden, ikke må destrueres eller slettes.

De relevante bestemmelser om bevaring og kassation var på tidspunk-tet for PET’s vurdering i 2010 indeholdt i en aftale fra 1965 mellem Rigsarkivet og PET (jf. Rigsarkivets skrivelse af 17. december 1965 til PET).

Af aftalen fremgår bl.a., at enkeltakter vedrørende personer, der har haft en mere fremtrædende politisk, kulturel, økonomisk eller admini-strativ position (jf. aftalens pkt. 4), og andet materiale, som skønnes at have eller at kunne få historisk værdi (jf. aftalens pkt. 6), skal bevares.

Det følger af § 10, stk. 2, i Justitsministeriets retningslinjer fra 2009, at bevaringsværdigt materiale i stedet for sletning skal overføres til Sta-tens Arkiver (nu Rigsarkivet).

Hvis materialet af praktiske eller sikkerhedsmæssige grunde ikke kan overføres til Rigsarkivet, skal materialet holdes adskilt fra efterretnings-tjenestens øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for PET er særlig godkendt hertil, har adgang til sagerne, og således at sa-gerne ikke kan gøres til genstand for søgning eller sagsbehandling i forbindelse med efterretningstjenestens operative og efterforsknings-mæssige opgaver.

1965-aftalen blev i 2012 afløst af Statens Arkivers bevarings- og kassa-tionsbestemmelser for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterret-ningstjeneste. Efter disse bestemmelser kræves der ikke længere en vurdering af den konkrete operationssags historiske værdi. Fra 2012 har der således i medfør af arkivlovgivningen været pligt til at opbevare al-le operationssager for eftertiden med undtagelse af sager, som ikke har medført egentlig sagsbehandling.

Ordningen med bevaring af sager, der skal bevares for eftertiden i med-før af arkivlovgivningen, er desuden videreført i bekendtgørelse om Po-litiets Efterretningstjenestes behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer m.v. (bekendtgørelse nr. 763 af 20. juni 2014 udstedt i medfør af lov nr. 604 af 12. juni 2013 om Politiets Efterretningstjeneste (PET), jf. særligt bekendtgørelsens § 18, stk. 1).

4.2. PET vurderede i 2010, at operationssagen vedrørende Sagsøger ikke længere var nødvendig af hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver.

I den forbindelse vurderede PET imidlertid også, at sagsakterne (her-under dagbogskopierne) på baggrund af bestemmelserne i § 10, stk. 1, i

46

Justitsministeriets retningslinjer og 1965-aftalen skulle bevares for efter-tiden.

PET har oplyst, at der ikke ses at være notater mv., der belyser, om tje-nesten allerede i forbindelse med tiltalefrafaldet i 1982 vurderede dag-bøgerne og sagens øvrige akter som værende af særlig historisk interes-se.

Justitsministeriet meddelte den 30. august 2012 Sagsøger, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke fandt grundlag for at tilsidesætte PET’s vurdering af, at operationssagen vedrørende Sagsøger (herunder dagbogskopierne) skulle anses for at være af særlig historisk interesse og dermed bevaringsværdig.

Det var endvidere Justitsministeriets vurdering, at også efter de beva-rings- og kassationsbestemmelser, som i 2012 afløste 1965-aftalen (dvs. Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser af 12. april 2012 for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretningstjeneste), ville sagsakterne fra operationssagen skulle bevares for eftertiden.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne har i en udtalelse til mig oplyst, at det er tilsynets vurdering, at PET er forpligtet til at bevare operations-sagen vedrørende Sagsøger med tilhørende sagsakter – herunder dagbogskopierne – for eftertiden. Tilsynet har henvist til, at det følger af bilag 1 til Statens Arkivers bevarings- og kassationsbe-stemmelser for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretningstje-neste, at PET er forpligtet til at bevare operationssager, som har medført en egentlig sagsbehandling.

4.3. Det følger af § 4, nr. 1, i arkivloven (lovbekendtgørelse nr. 1201 af 28. september 2016), at Rigsarkivet har til formål at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af for-hold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder.

Rigsarkivet kan med hjemmel i § 5, stk. 1, i arkivbekendtgørelsen (be-kendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om of-fentlige arkivers virksomhed) fastsætte nærmere regler om bevaring og kassation af offentlige arkivalier. Det er dog efter arkivlovens § 8, stk. 1, de enkelte myndigheder, der skal drage omsorg for varetagelse af ar-kivmæssige hensyn, herunder at arkivalier opbevares på betryggende vis.

Efter arkivbekendtgørelsens § 5, stk. 2, må kassation af arkivalier kun finde sted efter bestemmelser, der fastsættes i medfør af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Det er således Rigsarkivet (tidligere Statens Arkiver), som fastsætter de nærmere retningslinjer for, om sagsakter skal bevares eller kasseres, mens det er den enkelte myndighed, der er ansvarlig for at vurdere sagsakterne i overensstemmelse med retningslinjerne. Se f.eks. § 3, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 177 af 5. marts 2009 om bevaring og kassation af

47

Rigspolitichefens og politikredsenes arkivalier, hvorefter bevaring af sager af særlig interesse bygger på politikredsens eget skøn.

I overensstemmelse med arkivordningen var det PET, som foretog vur-deringen af, om materialet fra operationssagen vedrørende Sagsøger – herunder dagbogskopierne – havde en sådan historisk værdi, at det burde bevares, jf. også kulturministerens svar af 14. maj 2012 på spørgsmål nr. S 3109 (Folketingsåret 2011-12) om PET’s arkive-ringsforpligtelse.

4.4. Ved beslutningen om, at operationssagen skulle bevares for efterti-den, indgik en vurdering efter de dagældende regler af, om sagsakterne var af særlig historisk interesse.

Forfatterforeningen har anført, at PET's forpligtelse til at arkivere mate-riale af særlig historisk interesse må skulle forstås således, at der skal være tale om en historisk interesse, der kan siges at være relevant i for-hold til PET's opgaver.

Jeg har for så vidt forståelse for, at det for en umiddelbar betragtning kan forekomme overraskende, at PET skal vurdere, om operationssagen – herunder dagbøgerne – skal bevares for eftertiden på grundlag af hensyn, som ikke er efterretningsfaglige, men rent historiske.

Hertil bemærker jeg imidlertid, at det både af 1965-aftalen og Justitsmi-nisteriets retningslinjer af 7. december 2009 for PET’s behandling af personoplysninger mv. fremgår, at kriteriet for, om en sag skal bevares for eftertiden, efter de dagældende regler netop alene var, om sagen var af historisk interesse.

Ordningen kan ses som udslag af arkivlovgivningens almindelige prin-cip om, at det er arkivmyndighederne, der fastsætter de nærmere ret-ningslinjer for bevarelse af arkivalier, mens det er de enkelte særmyn-digheder, der vurderer de konkrete arkivalier i lyset af disse retnings-linjer, jf. pkt. 4.3 ovenfor.

Det var således efter min opfattelse et sagligt hensyn, som PET lagde vægt på i sin vurdering af operationssagens bevaringsmæssige værdi.

Jeg tilføjer, at det anførte skal ses i sammenhæng med, at materiale, som af praktiske eller sikkerhedsmæssige grunde ikke kan overføres til Rigsarkivet, skal holdes adskilt fra efterretningstjenestens øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for PET er særlig godkendt hertil, har adgang til sagerne, og således at sagerne ikke kan gøres til genstand for søgning eller sagsbehandling i forbindelse med efterret-ningstjenestens operative og efterforskningsmæssige opgaver. Jeg hen-viser til pkt. 4.1 ovenfor.

4.5. Forfatterforeningen har desuden anført, at hensynet til forfatterens enebestemmelse i forhold til både offentliggørelse af værket og dagbø-gernes personlige indhold burde være indgået i PET's vurdering af, om dagbogskopierne skulle bevares for eftertiden. Forfatterforeningen me-ner i den forbindelse, at PET burde have vurderet, at et – ifølge

48

terforeningen allerede eksisterende – uddrag af dagbogskopierne ville være tilstrækkelig til at dokumentere sagsakternes særlige historiske værdi.

PET har oplyst, at efterretningstjenesten ikke ses at være i besiddelse af notater eller lignende om overvejelserne i forbindelse med vurderingen. Det fremgår således ikke, om der blev foretaget en konkret vurdering af dagbøgerne, herunder en afvejning af dagbøgernes historiske interesse over for hensynet til Sagsøger eller eventuelle tredjeperso-ner, eller om der blev inddraget proportionalitetsbetragtninger om f.eks. kun at bevare dele af dagbøgerne.

PET har imidlertid oplyst, at det var PET’s praksis kun at vurdere hele sager og ikke de enkelte dokumenter. PET har også oplyst, at efterret-ningstjenesten ikke umiddelbart ses at være i besiddelse af en såkaldt "partiel kopi", som anført af forfatterforeningen.

Jeg konstaterer herefter, at det er uklart, om der foreligger eller har fore-ligget en delvis kopi af dagbøgerne.

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsakterne i operationssagen vedrørende Sagsøger er af en sådan historisk interesse, at de skal beva-res for eftertiden, bygger på en vurdering, som jeg ikke kan foretage på en anden og bedre måde end myndighederne, der har særlige forud-sætninger for at træffe afgørelser på området bl.a. i kraft af deres erfa-ringer.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere PET’s, Justitsministeriets og Tilsynet med Efterretningstjenesternes vurdering af, at sagsakterne fra operationssagen, herunder dagbogskopierne, på grund af materialets historiske værdi skal bevares for eftertiden.

Jeg henviser i øvrigt til det, som Justitsministeriet har anført, om at ope-rationssagen mod Sagsøger både i samtiden og eftertiden har givet anledning til omfattende omtale i bøger, medier mv., og at uddrag fra dagbøgerne bl.a. indgår i PET-kommissionens beretning fra 2009 (jf. bl.a. kap. 4 "Bevismaterialet i Sagsøger-sagen” i PET-kommissionens BeretningBeretning.

5. EMRK artikel 8

5.1. Jeg har over for myndighederne rejst spørgsmål om forholdet til ar-tikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privatliv, herunder om der i medfør af denne bestemmelse måtte være pligt til at foretage en proportionalitetsvurdering i forhold til bevaring af dagbogskopierne i deres helhed snarere end i uddrag.

EMRK artikel 8 har følgende ordlyd:

"Artikel 8

Ret til respekt for privatliv og familieliv

49

1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

2. Ingen offentlige myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte an-dres ret og frihed".

I det omfang der i en konkret sag er foretaget et indgreb i en persons privatliv, skal staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Indgrebet skal således have hjemmel i national ret, vare-tage et af de i bestemmelsen opregnede formål samt være nødvendigt i et demokratisk samfund.

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal bestemmelsen i arti-kel 8, stk. 2, som udgangspunkt fortolkes indskrænkende, jf. bl.a. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 4. udgave (2017), side 765.

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal de nationale regler bl.a. indeholde tilstrækkelige begrænsninger i de beføjelser, der overla-des til efterretningstjenester. Det vil den forbindelse være relevant, om der er fastsat begrænsninger med hensyn til karakteren af de oplysnin-ger, der må indsamles og opbevares, hvilke personer der må foretages hemmelig overvågning af, hvilke betingelser der skal være opfyldt, hvilken fremgangsmåde der skal benyttes, om der er fastsat en grænse for, hvor længe sådanne oplysninger må opbevares, og om der i øvrigt er tilstrækkelige og effektive retssikkerhedsgarantier til beskyttelsen af borgeren.

Endvidere vil det være relevant, om der er en effektiv kontrol med ef-terretningstjenestens aktiviteter, og denne kontrol skal normalt udføres af domstole, i hvert fald i sidste instans. Se Jon Fridrik Kjølbro, Den Eu-ropæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 4. udgave (2017), s. 859 ff. med henvisning til praksis, særligt Rotaru mod Rumæ-nien, dom af 4. maj 2000.

5.2. I en udtalelse af 4. juli 2016 har Justitsministeriet anført, at i lighed med, hvad der er fastsat for en lang række andre offentlige myndighe-ders arkivalier, er bevarings- og kassationsbestemmelserne for papirar-kivalier i PET’s varetægt udformet på en sådan måde, at der ikke skal foretages en konkret vurdering af enkeltakter mv. i de sager, som skal bevares i henhold til bestemmelserne.

Bestemmelserne giver således efter deres ordlyd ikke PET mulighed for at foretage en konkret afvejning – bl.a. af hensynet til en persons privat-liv over for den historiske interesse – i forbindelse med aflevering af bevaringsværdige sager til Rigsarkivet. Herunder heller ikke mulighed for i den forbindelse at fjerne akter helt eller delvist fra sådanne sager.

50

I lyset heraf har Justitsministeriet overvejet, om bevarings- og kassa-tionsbestemmelserne for papirarkivalier i PET’s varetægt er forenelige med artikel 8 i EMRK, og ministeriet har indhentet en udtalelse fra Kul-turministeriet om arkivlovgivningen og de hensyn, som begrunder be-varing af offentlige myndigheders arkivalier i henhold til de bevarings-og kassationsbestemmelser, som Rigsarkivet udsteder i forhold til de enkelte myndigheder.

Kulturministeriet har i den anledning bl.a. oplyst følgende:

''Fortrolighedshensynene varetages i arkivloven gennem de i eller i medfør af loven fastsatte tilgængelighedsfrister og gennem bestem-melser, der skal sikre, at fortrolighedshensynene stadig varetages i tilfælde, hvor der dispenseres fra tilgængelighedsfristerne.

…

Arkivlovens § 27, stk. 1, fastsætter, at den afleverende myndighed efter drøftelse med et modtagende arkiv kan fastsætte særlig længe-re tilgængelighedsfrister på indtil 60 år for dokumenter mv., der in-deholder oplysninger af fortrolig karakter; længere frister end 60 år kan fastsættes efter drøftelse mellem vedkommende minister og kul-turministeren. Der er således for arkivalier, der er afleveret til Rigs-arkivet fra Politiets Efterretningstjeneste, fastsat en tilgængeligheds-frist på 80 år."

Justitsministeriet har anført, at Rigsarkivet i medfør af arkivloven – og for bl.a. at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller ret-lig betydning for borgere og myndigheder – har fastsat bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET's varetægt.

Når PET i henhold til disse bestemmelser bevarer sager som f.eks. ope-rationssagen vedrørende Sagsøger, sker det i overens-stemmelse med loven og for at varetage vægtige samfundsmæssige hensyn, som kan begrunde indgreb i privatlivet, jf. EMRK artikel 8, stk. 2 (om bl.a. beskyttelse af andres rettigheder og friheder).

Den opbevaring af oplysninger om bl.a. enkeltpersoners private for-hold, som i den forbindelse finder sted, kan ifølge Justitsministeriet ikke antages at gå videre, end hvad der er foreneligt med EMRK artikel 8, stk. 2 (nødvendigt i et demokratisk samfund). Dette gælder, selv om bevarings- og kassationsbestemmelserne er udformet på en sådan må-de, at der ikke foretages en konkret vurdering af enkeltakter mv. i de sager, som bevares i henhold til bestemmelserne.

Justitsministeriet har også peget på, at arkivlovgivningens regler om tilgængelighed af arkivalier indebærer en væsentlig beskyttelse af de personer, hvis private forhold er omtalt i de pågældende sager.

Lovgivningen indebærer således, at et eventuelt indgreb i de pågæl-dende personers privatliv i forbindelse med bevaringen af oplysninger begrænses væsentligt i intensitet som følge af, at oplysningerne først

51

bliver umiddelbart tilgængelige for offentligheden efter mange år (som altovervejende hovedregel bliver PET’s arkivalier ikke tilgængelige i de berørtes levetid), ligesom lovgivningen beskytter de pågældende per-soner mod misbrug af oplysninger om deres private forhold, herunder ved fastsættelse af tavshedspligt.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at de beva-rings- og kassationsbestemmelser, som gælder for papirarkivalier i PET's varetægt – og som PET har handlet i overensstemmelse med i den foreliggende sag – må antages at være forenelige med EMRK artikel 8.

Det er som følge heraf efter Justitsministeriets opfattelse ikke nødven-digt, at PET særskilt inddrager EMRK artikel 8 i forbindelse med an-vendelsen og fortolkningen af bevarings- og kassationsbestemmelserne, herunder at tjenesten i de konkrete tilfælde overvejer proportionalitet i forhold til helt eller delvist at bevare enkeltakter i sager, som er beva-ringsværdige i henhold til bestemmelserne.

Justitsministeriet har oplyst, at ministeriet har drøftet spørgsmålet med Kulturministeriet, som arkivlovgivningen hører under, og at Kulturmi-nisteriet er enig i Justitsministeriets vurdering.

I forlængelse heraf har Justitsministeriet bemærket, at Rigsarkivet i for-bindelse med bl.a. behandlingen af ansøgninger om dispensation fra tilgængelighedsfrister efter omstændighederne vil skulle inddrage hen-synet til beskyttelsen af privatlivet.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne har i sin udtalelse af 30. august 2016 henholdt sig til Justitsministeriets udtalelse om spørgsmålet om PET's forpligtelse til særskilt at inddrage EMRK artikel 8 i forbindelse med anvendelsen og fortolkningen af Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt.

5.3. Jeg har efter den foreliggende retspraksis fra Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstol ikke grundlag for at tilsidesætte myndigheder-nes vurdering, hvorefter det i lyset af arkivlovgivningens formål og be-skyttelsesregler er foreneligt med EMRK artikel 8, at dagbogskopierne i deres fulde udstrækning bevares for eftertiden som en del af opera-tionssagen i efterforskningen af Sagsøger i 1981-82.

Jeg tilføjer, at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

6. Ophavsret

6.1. Af ophavsretslovens § 27, stk. 1 (jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. oktober 2014), følger, at når eksemplarer af værker beskyttet efter loven er indgået til en forvaltningsmyndighed eller domstol i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værkerne, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom.

52

Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågæl-dende forvaltningsmyndighed eller domstol.

Af bestemmelsens stk. 2 følger, at ophavsretten ikke er til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv eller en institution, som efter kulturministerens bestemmelse kan sidestilles hermed, gøres til-gængelige for almenheden i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres kopier af private arki-valier.

Det følger desuden af § 28, stk. 1, i ophavsretsloven, at det er tilladt i det omfang, som betinges af formålet, at gengive værker i forbindelse med bl.a. sagsbehandling inden for offentlige myndigheder.

6.2. Dansk Forfatterforening har anført, at dagbøgerne er et ikke-offentliggjort ophavsretligt værk beskyttet af ophavsretsloven, og at det alene er ophavsmanden, som kan råde over værket, herunder i relation til spørgsmålet om kopiering af dagbøgerne og beslutningen om at be-vare kopierne for eftertiden.

Justitsministeriet har heroverfor anført, at det efter bestemmelsen i op-havsretslovens § 28, stk. 1, nr. 2, er tilladt at gengive værker i forbindel-se med sagsbehandling inden for offentlige myndigheder i det omfang, som betinges af formålet. Af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovfor-slag nr. L 37 fremsat den 26. marts 1998, Folketinget 1997-98) fremgår, at almene samfundsmæssige hensyn tilsiger, at der skabes en klar hjemmel for, at der i forbindelse med sagsbehandling inden for offent-lige myndigheder kan foretages den for sagsbehandlingen nødvendige kopiering.

Ministeriet har videre anført, at hverken ophavsretslovens § 28, loven i øvrigt eller den ophavsretslov, som var gældende i 1981-82, kan antages at være til hinder for, at PET i sin tid kopierede dokumenter, der var beslaglagt i henhold til retskendelse, eller for, at PET i overensstemmel-se med PET-lovens og arkivlovgivningens regler opbevarer de pågæl-dende dokumenter med henblik på overførsel til Rigsarkivet.

Ministeriet har derudover henvist til, at det i ophavsretslovens § 27 er fastslået, at ophavsretten ikke er til hinder for aktindsigt i ophavsretligt beskyttede værker, og at ophavsretten ikke er hinder for, at arkivalier afleveret til et offentligt arkiv gøres tilgængelige for almenheden i over-ensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom.

Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at PET's opbevaring af dagbogskopierne med henblik på overførsel til Rigsarkivet ikke er i strid med ophavsretsloven.

Forfatterforeningen har hertil bemærket, at det ikke er tilstrækkeligt, når ministeriet anfører, at der ikke er noget til hinder for kopiering og opbevaring af de pågældende dokumenter med henblik på overførsel til Rigsarkivet. Foreningen har i den forbindelse anført, at der mangler positiv lovhjemmel til PET’s kopiering og opbevaring med henblik på overførsel til Rigsarkivet.

53

6.3. Jeg bemærker, at det følger af officialprincippet, at en myndighed har ansvaret for at indhente de nødvendige oplysninger til brug for myndighedens behandling af sagen. Officialprincippet er en ulovbe-stemt retsgrundsætning, der gælder med lovskraft, og officialprincippet kan kun fraviges ved klar lovhjemmel. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 447, Jon Andersen, Forvaltningsret, 8. udgave (2014), s. 65 f., Sten Bønsing, Almindelig Forvaltningsret, 3. udgave (2013), s. 142, Karsen Revsbech, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret- Sagsbehandling, 7. udgave (2014), s. 146, og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret- Retssikkerhed, proces, sagsbehand-ling, 4. udgave (2014), s. 367 ff., særligt s. 372 f.

Ligeledes bemærker jeg, at der for offentlige myndigheder gælder både en journaliserings- og arkiveringspligt. Journaliseringspligten fulgte tidligere af god forvaltningsskik og er nu lovfæstet i offentlighedslo-vens § 15, stk. 1 (lov nr. 606 af 12. juni 2013).

Arkiveringspligten er lovfæstet i arkivloven (nu lovbekendtgørelse nr. 1201 af 28. september 2016), ligesom det følger af bestemmelsen i per-sondatalovens § 14 (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af perso-noplysninger), at der vil kunne ske arkivering af behandlede oplysnin-ger, i det omfang det følger af reglerne i arkivlovgivningen.

I de situationer, hvor det ikke længere er nødvendigt for en dataansvar-lig myndighed eller virksomhed mv. at opbevare oplysninger i person-henførbar form, jf. reglen i persondatalovens § 5, stk. 5, kan der som al-ternativ til sletning eller anonymisering ske arkivering efter reglerne i arkivlovgivningen, jf. Henrik Waaben og Kristian Korfits Nielsen, Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 3. udgave (2015), s. 211 og 350.

Jeg er derfor enig med myndighederne i, at PET i forhold til ophavsret-ten havde det fornødne hjemmelsgrundlag til at indsamle, kopiere og opbevare samt foretage historisk arkivering af dagbøgerne og/eller ko-pierne heraf.

De almindelige grundsætninger og principper beskrevet ovenfor har desuden siden PET-lovens ikrafttrædelse den 1. januar 2014 været lov-fæstet i PET-loven (bekendtgørelse nr. 231 af 7. marts 2017 af lov om Po-litiets Efterretningstjeneste (PET)), jf. herved §§ 3, 7 og 9.

Ombudsmanden har i en tidligere sag (Folketingets Ombudsmands be-retning for 2011, sag nr. 2011 9-1) udtalt, at borgerne ikke kan mødes med ophavsretlige indsigelser i forbindelse med anmodning om ak-tindsigt. Det skyldes, at adgangen til aktindsigt i udgangspunktet er uafhængig af, om oplysningerne er beskyttet af ophavsret, jf. ophavs-retslovens § 27, stk. 1.

Jeg er på det anførte grundlag enig med ministeriet i, at ophavsretten viger for aktindsigtsreglerne og arkivlovgivningen, og at den ophavs-retlige beskyttelse således må vige i de tilfælde, hvor materialet indgår i administrativ sagsbehandling.

54

Jeg er derfor også enig med ministeriet i, at PET’s kopiering af dagbø-gerne og opbevaring af dagbogskopierne med henblik på overførsel til Rigsarkivet ikke er i strid med ophavsretsloven.”

Ved brev af 30. juni 2017 anmodede Dansk Forfatterforening Folketingets Om-budsmand om at tage sagen op til ny overvejelse, særligt med henblik på be-tydningen af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I Folketingets Ombudsmands svar af 1. september 2017 til Dansk Forfatterfore-ning anførte han bl.a.:

”2. Jeg har overvejet forfatterforeningens anmodning, men jeg finder ikke grundlag for at genoptage min behandling af sagen.

Som jeg tilkendegav i forbindelse med offentliggørelsen af min udtalel-se af 30. marts 2017, har jeg forståelse for, at det kan føles indgribende, at PET opbevarer kopier af private dagbøger fra en efterforskning, der ligger langt tilbage i tiden.

Som det imidlertid også fremgår af min udtalelse, ses der ikke at fore-ligge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som mere præcist forholder sig til, om en arkivordning som den foreliggen-de er forenelig med EMRK artikel 8.

Myndighederne har i den konkrete sag anlagt en samlet vurdering af, hvorvidt arkivordningen – og dermed bevaringen af dagbogskopierne i deres fulde udstrækning – kan antages at gå videre, end hvad der er foreneligt med EMRK artikel 8.

I denne vurdering har Justitsministeriet – som nærmere anført i min ud-talelse – lagt vægt på, at arkivlovgivningen fastsætter en række fortro-lighedshensyn, som indebærer en væsentlig beskyttelse af de personer, hvis private forhold er omtalt i arkivalierne. Justitsministeriet har bl.a. henvist til arkivlovgivningens bestemmelser om tilgængelighedsfrist, til at der skal foretages en konkret vurdering, hvis der søges om dispensa-tion fra tilgængelighedsfristen, til reglerne om tavshedspligt for den, der måtte få indsigt i fortrolige oplysninger i materialet, og til bestem-melserne om særskilt opbevaring og arkivadgang i PET.

I min udtalelse af 30. marts 2017 anførte jeg som nævnt, at jeg efter den foreliggende retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-stol "ikke [har] grundlag" for at tilsidesætte myndighedernes vurdering. Jeg anførte også, at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører un-der Menneskerettighedsdomstolen.

Dette skal ses som udtryk for, at der i mangel af mere præcise retnings-linjer i Menneskerettighedsdomstolens praksis naturligt kan være en vis tvivl om, hvordan Domstolen i sidste ende ville bedømme en sag som den foreliggende, men at jeg – af de grunde, som Justitsministeriet har anført – ikke har tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighe-dernes opfattelse.

55

3. Hvis Dansk Forfatterforening ønsker at forfølge spørgsmålet yderli-gere, må jeg på den baggrund venligst henvise foreningen til at søge sagen indbragt for de danske domstole og eventuelt for Menneskeret-tighedsdomstolen.”

På grundlag af et samtykke fra PET af 14. februar 2018 meddelte Rigsarkivet den 15. februar 2018 Sagsøger tilladelse til at se materiale i ”Poli-tiets Efterretningstjeneste, arkivnr. 1353: B-sager, pakke nr. 97, 98 og 100” .

I sommeren 2018 blev makulerings- og sletningsforbuddet yderligere forlænget af justitsministeren, således at den faktiske makulering/endelige sletning af ma-teriale ikke måtte påbegyndes, før Tibet-kommissionen havde haft lejlighed til at forholde sig til, hvilket materiale, der eventuelt ville kunne være af relevans for kommissionens undersøgelse.

Den 28. august 2018 afleverede PET operationssagen vedrørende Sagsøger til Rigsarkivet. Det er oplyst, at kopi af Sagsøgers dagbø-ger herefter ikke findes i PET i fuld længde, men at PET fortsat er i besiddelse af dele af dagbøgerne, jf. ovenfor om de to i 2008 oprettede administrative sager om afklassificeringen i PET, hvorpå der blev journaliseret de rapporter med dagbogsblade, som blev afklassificeret.

Den 22. december 2018 sendte Sagsøger sålydende mail til advokat Gitte Løvgren Larsen:

”Jeg har gennemgået det materiale på Rigsarkivet, som PET har givet mig lov til at se. Følgende dagbogssider var vedlagt følgende akter:

1353. Politiets Efterretningstjeneste

1953-1991

B-sager

97

Alle mrk.B.58.548

Kasse 97

Talentspejdning 2 kopier.

Afklassifcieringsskrivelse dov. 54. Gennemgået af Center for Koldkrigs-forskning 2008-006-297

sag B.58.54

Ad 24 k1-70171-00001-81

vedlagt dagbogsblad 2992 3009 3032 3049 3057 3069 3078 3088 3091 3103 3220 3239 3243 3247 3249 3250 3254 3263 3266 3269 3273 3274 3276 3400 (24 sider, mest om værtshus og piger)

Påskrift: Straffesagsakter

(Dagbogen har altså været udleveret til Person 15 m.fl. i Svendborg

56

Afklassificeret af PET til Koldkrigscentret 2009-03-53

Opregnet på 4 sider , ca. 100 fl. Spiritus 1972-81 inkl. (ca ti om året)

Vedlagt dagbogsblade nr. 2992 3012 3025 3032 3049 3057 3068 3069 3072 3074 3078 3088 3090 3092 3099 3100 3102 3109 3131 3212 3216 3217 3220 3221 3226 3230 3239 3243 3249 3250 3255 3266 3269 3273 3277 3283 3316 3376 3383 3400 3321 3429 3453 3497 3526 3531 3539

47 sider, hver gang hele siden, ikke kun det relevante, derfor meget om alkohol og piger mm

7. Talentspejdning

Vedlagt dagbogsblade 2992 3009 3032 3049 3057 3069 3078 3088 3091 3103 3220 3239 3243 3247 3249 3250 3254 3263 3266 3269 3273 3274 3276 3400

Pakke 98

Rejser

Vedlagt dagbogsblade 3049 3074 3088 3099 3102 3109 3116 3117 3137 3185 3230 3250 3382 3518 3526 3527 3531

Hemmeligholdelsen af Sagsøgers forbindelse til KGB

Vedlagt dagbogsblad 3032 3102 3217 3220

Gaver

Vedlagt dagbogsblad

2992 3012 3025 3032 3049 3057 3068 3069 3072 3074 3078 3088 3090 3092 3099 3100 3102 3109 3131 3212 3216 3217 3220 3221 3226 3230 3239 3243 3249 3250

3255 3266 3269 3273 3277 3283 3316 3376 3383 3400 3421 3429 3433 3497 3526

3531 3539

Kasse 100

Konspirativ kørsel til og fra møder

Vedlagt dagbogsblade 3266

Talentspejdning

Vedlagt dagbogsblade 2992 3032 3049 3057 3069 3078 3088 3091 3103 3220 3239 3243 3247 3249 3250 3254 3263 3266 3269 3273 3274 3276 3400

;Møder (meget tyk mappe)

57

Vedlagt dagbogsblade (også kopi af lommebøger)

2981 2992 3009 3012 3025 3032 3049 3057 3067 3068 (tre gange) 3069 3072 3074 3078 3088 3090 (tre gange) 3091 3092 3098 3099 3100 3102 3109 3112 3131 3136 3137 3138 3183 3184 3185 3212 3216 3217 3220 3221 3226 3230 3239 3243 3249 3250 3254 3255 3263 3266 3267 3269 3273 3274 3276 3277 3283 3286 3316 3325

3376 3381 3383 3396 3397 3400 3407 3421 3429 3450 3453 (tre gange) 3460 3478

3485 (tre gange) 3486 3488 3489 3494 3497 3502 3503 3505 3506 3511 3511 3512

3518 3526 3527 (fire gange) 3529 3530 3531 3538 3539 3540

90 dagbogsblade

Intet efter 16.8.8

Gylden oktober – Armenien

3074 3099 3135 3137 3138 3221 3392 3401 3408 3445

9. Kolde krigere

3274 3400 3429 3445 3453 3459 3460 3478 3487 3488 3498

I alt vedlagt

2981 2992 3009 3012 3025 3032 3049 3057 3067 3068 3069 3072 3074 3078 3088 3090 3091 3092 3098 3099 3100 3102 3103 3109 3112 3116 3117 3131 3135 3136 3137 3138 3183 3184 3185 3212 3216 3217 3220 3221 3226 3230 3239 3243 3247 3249 3250 3254 3255 3263 3266 3267 3269 3273 3274 3276 3277 3283 3286 3316 3321 3325 3376 3381 3382 3383 3396 3397 3400 3401 3407 3408 3421 3429 3445 3450 3453 3459 3460 3478 3485 3486 3487 3488 3489 3494 3497 3498 3502 3503 3505 3506 3511 3511 3512 3518 3526 3527 3529 3530 3531 3538 3539 3540

104 dagbogsblade af 559 (2981-3540) - ca, en femtedel af det samlede dagbogsmateriale.

Det skal bemærkes, at et helt ark (tætskrevet, ca 3000 enheder eller 600 ord) er vedlagt hver gang, uanset om det eneste relevante er en kort sætning som "Møde med Person 2". Resten er privat, sommetider me-get privat.

Disse akter er udleveret til bl.a. Person 10's Koldkrigscenter, hvor me-darbejderne altså har fået adgang til at svælge i de mest intime detaljer om mit privatliv. Det fremgår, at PET til dette brug har "afklassificeret"mine dagbøger, hvordan man så kan gøre det uden at tage hensyn til min copyright.”

58

Advokat Gitte Løvgren Larsen har under hovedforhandlingen oplyst, at de subsidiære påstande (i påstand 1 og 2) er udarbejdet på grundlag af oplysnin-gerne i Sagsøgers mail af 22. december 2018.

Tibet-kommissionen II afgav beretning den 28. marts 2022, men det er oplyst, at makulerings- og sletningsforbuddet fortsat er gældende, og at PET afventer en endelig bekræftelse fra Justitsministeriet om, hvorvidt sletning og makulering kan ske.

Præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen

Sagsøger har under sagens forberedelse anmodet Østre Landsret om at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen navnlig af bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuld-byrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (retshåndhævelsesdi-rektivet) og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (Infosoc-direktivet).

Landsretten har ved kendelse af 28. januar 2022 bestemt, at anmodningen om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen ikke tages til følge.

Retsgrundlag

Lovgrundlaget for PET’s virksomhed

PET’s virksomhed er reguleret ved PET-loven, som trådte i kraft den 1. januar 2014.

Forud for denne lov var PET’s opgaver og rammerne herfor ikke fastlagt i no-gen samlet lov, men fremgik i det væsentlige af administrative bestemmelser udstedt af Justitsministeriet, hvorunder PET hørte og hører som en del af det danske politi.

I årene forud for lovens vedtagelse var de væsentligste af PET’s arbejdsopgaver fastlagt i Justitsministeriets instruks af 7. december 2009 (2009-retningslinjerne) til chefen for PET, jf. nedenfor.

PET’s virksomhed forud for PET-loven er nærmere beskrevet i forarbejderne til loven, herunder navnlig i betænkning nr. 1529/2012 om PET og FE. I pkt. 4.1.4. ”Sletning af oplysninger hos Politiets Efterretningstjeneste” i de almindelige bemærkninger i forslaget til PET-loven, jf. lovforslag nr. 161 af 27. februar 2013, er det i relation til gældende ret anført, at:

59

”PET må ikke behandle oplysninger, der ikke er - eller ikke længere er -nødvendige for varetagelsen af efterretningstjenestens opgaver. PET skal således løbende foretage revision med henblik på, at oplysninger, der ikke længere er nødvendige for varetagelsen af efterretningstjene-stens opgaver, slettes, uanset at fristen for at opbevare oplysningerne ikke er udløbet.

Det afhænger af en konkret vurdering, hvilke oplysninger der må anses for at være nødvendige for varetagelsen af efterretningstjenestens op-gaver. Med henblik på at kunne varetage efterretningstjenestens opga-ver, herunder at sikre det nødvendige informationsberedskab, kan det være nødvendigt at opbevare oplysninger, der ikke aktuelt benyttes i en konkret efterforskning.

Der er i 2009-retningslinjerne fastsat frister for, hvor længe PET må op-bevare oplysninger om fysiske og juridiske personer. Reglerne er ud-formet på en sådan måde, at hvis PET, når den pågældende frist er nået, ønsker at opbevare oplysningerne i længere tid, skal sagen forelægges for Udvalg 1, og ellers skal oplysningerne slettes.

Det følger således bl.a. af 2009-retningslinjerne, at når en registrering af en dansk statsborger, en herboende udlænding eller en organisation el-ler virksomhed hjemmehørende i Danmark ønskes opretholdt i mere end 10 år efter registreringens oprettelse, skal dette spørgsmål forelæg-ges Udvalg 1 til godkendelse.

Ifølge samme retningslinjer skal registrering af ikke-herboende udlæn-dinge samt organisationer eller virksomheder, der ikke er hjemmehø-rende i Danmark, ikke forelægges for Udvalg 1, medmindre registreringen ønskes bevaret i mere end 20 år fra registreringens opret-telse.

I samtlige tilfælde, hvor Udvalg 1 har godkendt en forlæn-gelse af en registrering ud over henholdsvis 10 eller 20 år, skal spørgs-målet om registreringens opretholdelse på ny forelægges for Udvalg 1 til godkendelse senest hvert femte år. Registreringen skal så-ledes forelægges hvert femte år frem til den slettes, medmindre Udvalg 1 fastsætter en kortere frist.

Såvel PET selv som Udvalg 1 kontrollerer, at de omtalte slet-tefrister overholdes. Dette sker bl.a. gennem brug af stikprøvekontrol.

Det følger endvidere af 2009-retningslinjerne, at bevaring af sager ved-rørende PET’s virksomhed - de såkaldte journalsager - skal forelægges for Udvalg 1, hvis tjenesten ønsker at bevare dem ud over 20 år efter sagens oprettelse.

For sager af historisk interesse gælder der særlige regler. Sådanne sager destrueres ikke ved sletning af sagerne i registre, databaser eller jour-nalsystemet, men overføres i stedet til Statens Arkiver. Reglerne herom findes i arkivloven og bestemmelser udstedt i medfør heraf. Rigsarkivet

60

har således i medfør af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed (arkiv-bekendtgørelsen) udarbejdet bevarings- og kassationsbestemmelser for PET’s arkivalier på papir. Disse bestemmelser udstedtes og trådte i kraft den 12. april 2012.

Kan de sager, der skal afleveres til Statens Arkiver, af praktiske eller sikkerhedsmæssige årsager ikke overføres til Statens Arkiver, opbeva-res de, indtil overførsel kan ske, på et historisk arkiv hos PET, hvortil der gælder særlige adgangsbegrænsninger.”

PET’s arbejde og metoder var og er i øvrigt underlagt retsplejelovens regler og domstolskontrol på samme måde som det øvrige politi. Retsplejeloven indehol-der dog på enkelte områder nogle særlige regler for efterforskning af de forbry-delser, som er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, og som derfor danner en særlig ramme for efterretningstjenestens efterforskning.

Indtil vedtagelsen af PET-loven varetog det såkaldte Udvalg 1, som var nedsat af regeringen i 1964, tilsynet med PET. Sideløbende hermed havde et særligt parlamentarisk udvalg bestående af 5 folketingsmedlemmer siden 1988 haft indseende med både Forsvarets Efterretningstjeneste og PET. Med vedta-gelsen af loven overgik Udvalg 1's tilsyn til det samtidigt oprettede Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

PET-loven

Af lovbekendtgørelse nr. 231 af 7. marts 2017 som senest ændret ved lov nr. 1706 af 27. december 2018 fremgår af § 1 om PET’s opgaver, at

”§ 1. Politiets Efterretningstjeneste har til opgave at

1)forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selv-stændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v., jf. straffelovens kapitel 12 og 13,

2)udarbejde trusselsvurderinger,

3)bistå det øvrige politi,

4)holde justitsministeren underrettet om forhold af betydning for landets indre sikkerhed, om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed og om vigtige enkeltsager,

5)være national sikkerhedsmyndighed og rådgive og bistå offentlige myndigheder og private i sikkerhedsspørgsmål, herunder at bistå ved personsikkerhedsundersøgelser,

6)beskytte personer, organisationer og myndigheder og

7)udføre øvrige opgaver, som efter gældende ret er henlagt til tjene-sten.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at andre opgaver, der har sam-menhæng med de i stk. 1, nr. 1-7, nævnte, henlægges til Politiets Efter-retningstjeneste.”

61

Lovens § 3 indeholder en bestemmelse om, at PET kan indsamle og indhente oplysninger, der kan have betydning for tjenestens virksomhed, og kapitel 5 i loven indeholder nærmere bestemmelser om intern behandling af oplysninger. Det følger af lovens § 6, stk. 7, at oplysninger omfattet af loven kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen. §§ 7 og 8 indeholder nær-mere bestemmelser om adgangen til at behandle personoplysninger, og §§ 9 og 9 a har følgende ordlyd:

”§ 9. Politiets Efterretningstjeneste skal, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer, når der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen er tilvejebragt nye oplysnin-ger inden for de seneste 15 år.

Stk. 2. Sletning af oplysninger efter stk. 1 kan undlades, hvis væsentlige hensyn til varetagelsen af Politiets Efterretningstjenestes opgaver, jf. § 1, gør det nødvendigt.

§ 9 a. Bliver Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med sine aktivi-teter opmærksom på, at sager eller dokumenter m.v. ikke længere op-fylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, skal disse slettes, uanset om slettefristen i § 9 eller frister fastsat i medfør af § 7, stk. 2, eller § 8, stk. 2, er udløbet. Politiets Efterretningstjeneste er ikke i øvrigt forplig-tet til løbende af egen drift at gennemgå tjenestens sager og dokumen-ter m.v. med henblik på at vurdere, om betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, fortsat er opfyldt.

Stk. 2. Politiets Efterretningstjeneste er uanset bestemmelserne i §§ 6 a-9 ikke forpligtet til at slette oplysninger, der ikke opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, hvis oplysningerne indgår i dokumenter m.v., som i øvrigt opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, jf. dog stk. 3 og § 13, stk. 2.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at Politiets Efterret-ningstjeneste i nærmere fastsatte tilfælde skal slette oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af lovens bestemmelser.”

Det følger af lovens § 12, at en fysisk eller juridisk person som udgangspunkt ikke har ret til indsigt i oplysninger, som PET behandler om vedkommende, eller ret til indsigt i, hvorvidt tjenesten behandler oplysninger om vedkommen-de. Efter § 13 er der dog etableret en ordning med en indirekte indsigtsret, idet vedkommende kan anmode Tilsynet med Efterretningstjenesterne om at under-søge, hvorvidt tjenesten uberettiget behandler oplysninger om den pågælden-de. Tilsynet sikrer, at dette ikke er tilfældet, og giver herefter den pågældende meddelelse herom. Af forarbejderne til loven fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 13 at ”Tilsynet er således borgerens garant for, at PET ikke ube-rettiget behandler oplysninger om borgeren. Som led i denne indsigtsordning

62

kan tilsynet bl.a. pålægge PET at slette oplysninger, som PET efter tilsynsmyn-dighedens opfattelse behandler med urette.”

Af lovens § 14 fremgår, at PET med visse undtagelser er undtaget fra offentlig-hedsloven. PET er videre undtaget fra forvaltningslovens kapitel 4-6, fra data-beskyttelsesloven og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, jf. § 3, stk. 2, i databeskyttelsesloven, og fra lov om retshåndhævende myndigheders be-handling af personoplysninger, jf. § 1, stk. 2, i lov om retshåndhævende myn-digheders behandling af personoplysninger.

I lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.1.2.4 er der anført nærmere om løbende revision og sletning efter persondataloven og PET-loven. I den for-bindelse er det under pkt. 3.1.2.4.2 om gældende ret i lovforslaget til PET-loven fra 2013 anført bl.a.:

”Lovforslaget indebærer således, at PET ikke må opbevare indsamlede og indhentede personoplysninger i længere tid end nødvendigt. PET vil i den forbindelse være forpligtet til løbende at gennemgå de oplysnin-ger, som tjenesten opbevarer, med henblik på at sikre, at den fornødne sletning (alternativt anonymisering) af oplysningerne sker. Bestemmel-sen vil dog ikke være til hinder for, at PET undlader at slette oplysnin-ger, der f.eks. skal overgives til Statens Arkiver efter de nærmere regler herom.”

Lovændringen indeholdt ikke en ændring af reguleringen af forholdet mellem slettereglerne i PET-lovgivningen og arkivloven, herunder heller ikke ændrin-ger i afleveringspligten til Rigsarkivet.

Administrative retningslinjer for PET

Justitsministeriet udstedte den 7. december 2009 Retningslinjer for Politiets Ef-terretningstjenestes behandling af personoplysninger mv. Det fremgår heraf navnlig, at:

”Indledning

Politiets Efterretningstjeneste har til opgave at forebygge, efterforske og modvirke foretagender og handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for bevarelsen af Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund.

Det er en forudsætning for løsningen af denne opgave, at efterretnings-tjenesten har effektive muligheder for at behandle de oplysninger, som efterretningstjenesten modtager, indhenter og på anden måde tilveje-bringer.

63

Hensynet til effektiviteten i efterretningstjenestens behandling af tilve-jebragte oplysninger skal samtidig afvejes over for enkeltpersoners in-teresse i, at efterretningstjenestens behandling af oplysninger ikke om-fatter mere, end hvad der kræves til varetagelsen af efterretningstjene-stens opgaver.

…

§ 2. Hvis efterretningstjenesten ønsker at opretholde registreringen af en dansk statsborger, herboende udlænding eller en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Danmark i mere end 10 år efter registre-ringens oprettelse, kan dette kun ske med Udvalg 1 god-kendelse. For ikke-herboende udlændinge samt for organisationer og virksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark, er fristen 20 år fra registreringens oprettelse. Frem til sletning sker, skal spørgsmålet om registreringens opretholdelse herefter i alle tilfælde forelægges Udvalg 1 til godkendelse hvert 5. år, medmindre udvalget har fastsat en kortere frist.”

Af § 3, stk. 7, fremgår, at hvis udvalget finder, at en støttedatabase i strid med stk. 1 og 2, indeholder oplysninger, som ikke er af relevans for efterretningstje-nestens opgavevaretagelse, skal oplysningerne straks slettes, og eventuelle her-til knyttede sagsakter destrueres, medmindre efterretningstjenesten eller et medlem af udvalget uden unødigt ophold forelægger spørgsmålet for justits-ministeren til endelig afgørelse. § 6 indeholder bestemmelser vedrørende jour-nalsystemet. Det følger af stk. 2 og 3, at

”Stk. 2. En journalsag skal slettes og eventuelle tilknyttede sagsakter de-strueres, hvis sagens oplysninger ikke længere er nødvendige af hensyn til varetagelsen af efterretningstjenestens opgaver, jf. dog § 10. Såfremt efterretningstjenesten ønsker at bevare en sag i mere end 20 år efter sa-gens oprettelse, kan dette kun ske med Udvalg 1's godkendel-se. Frem til sletning sker, skal spørgsmålet om sagens bevaring herefter forelægges Udvalg 1 til godkendelse hvert 10. år, medmindre udvalget har fastsat en kortere frist.

Stk. 3. Udvalg 1 etablerer en stikprøvekontrol med efterret-ningstjenestens behandling af oplysninger i medfør af stk. 1 og 2, her-under med overholdelsen af de i medfør af stk. 2 fastsatte frister.”

§§ 8 og 9 indeholder bestemmelser om oplysninger uden for registrene, databa-serne og journalsystemet. Det fremgår heraf:

”§ 8. Fysiske sagsakter, der knytter sig til oplysninger i de i §§ 1-6 anfør-te IT-systemer, kan opbevares og behandles på samme vilkår, som gæl-der for de elektroniske oplysninger.

§ 9. Oplysninger om personer, organisationer eller virksomheder, der i øvrigt behandles uden for de IT-systemer, som er beskrevet i §§ 1-6, skal som udgangspunkt destrueres eller overføres til registrene, databa-

64

serne eller journalsystemet senest 3 måneder efter oplysningerne er til-vejebragt. Hvis denne frist overskrides, skal Politiets Efterretningstjene-ste snarest muligt underrette Udvalg 1 herom. Underretnin-gen skal som minimum indeholde oplysninger om:

1)baggrunden for overskridelsen af tidsfristen,

2)omfanget af overskridelsen, samt

3)hvornår oplysningerne vil være overført til registrene, databaserne eller journalsystemet.

Stk. 2. Udvalg 1 kan pålægge efterretningstjenesten straks el-ler inden for en nærmere fastsat frist at destruere oplysninger som nævnt i stk. 1.”

I § 10 er det om sager af særlig historisk interesse anført:

”§ 10. Materiale, som i medfør af bestemmelser om bevaring og kassa-tion udstedt af Statens Arkiver skal bevares for eftertiden, må ikke de-strueres eller slettes. Sådant materiale skal i stedet senest ved udløbet af den frist, som efter disse retningslinjer gælder for destruktion eller slet-ning, overføres til Statens Arkiver.

Stk. 2. Kan det i stk. 1 nævnte materiale af praktiske eller sikkerheds-mæssige grunde ikke overføres til Statens Arkiver, skal materialet, fra det tidspunkt hvor destruktion eller sletning efter disse retningslinjer skulle være sket, holdes adskilt fra efterretningstjenestens øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for Politiets Efterretnings-tjeneste er særligt godkendt hertil, har adgang til sagerne og således, at sagerne ikke kan gøres til genstand for søgning eller sagsbehandling i forbindelse med efterretningstjenestens operative og efterforsknings-mæssige opgaver.

Stk. 3. Politiets Efterretningstjeneste orienterer hvert kvartal Udvalg 1 om de sager, der i henhold til ovenstående regler er overført til Statens Arkiver, eller som i medfør af stk. 2 holdes adskilt fra efter-retningstjenestens øvrige sager.”

Retningslinjerne indeholder i § 11 bestemmelser om PET’s interne kontrol med retningslinjernes overholdelse, hvorefter PET skal foretage løbende intern kon-trol med retningslinjernes overholdelse, og hvorefter PET løbende orienterer Udvalg 1 om omfanget, karakteren og resultatet af den interne kon-trol. Udvalg 1 kan i den forbindelse pålægge efterretningstjenesten at ændre sin kontrol, herunder iværksætte nye kontroltiltag.

Retningslinjerne blev i 2014 erstattet af Justitsministeriets såkaldte PET-bekendtgørelse, som blev udstedt den 20. juni 2014 i medfør af bemyndigelses-bestemmelser i PET-loven. Bekendtgørelsen omhandler PET’s behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer mv. Bekendtgørelsen er senere ændret. I det følgende gengives fra den gældende bekendtgørelse.

65

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om, hvordan PET skal lagre personop-lysninger og supplerende regler om sletning. Bekendtgørelsen indeholder tillige regler om PET’s egenkontrol, PET’s forpligtelse til at underrette tilsynet om di-verse forhold og forholdet mellem PET-lovgivningens regler om sletning og Rigsarkivets regler om bevaring og kassation.

Om bevaring til Statens Arkiver er i bekendtgørelsens § 18, stk. 1-3, fastsat føl-gende:

” § 18. Fysiske eller elektroniske oplysninger, som i medfør af bestem-melser om bevaring og kassation udstedt af Statens Arkiver skal beva-res for eftertiden, må ikke destrueres eller slettes. Sådanne oplysninger skal i stedet overføres til Statens Arkiver.

Stk. 2. Kan de i stk. 1 nævnte oplysninger af praktiske eller sikkerheds-mæssige grunde ikke overføres til Statens Arkiver, skal oplysningerne, fra det tidspunkt hvor destruktion eller sletning skulle være sket, be-handles adskilt fra efterretningstjenestens øvrige oplysninger, således at alene medarbejdere, der af chefen for Politiets Efterretningstjeneste er særligt autoriseret hertil, har adgang til oplysningerne.

Stk. 3. Oplysninger, som skal overføres til Statens Arkiver, jf. stk. 1, og oplysninger, som af praktiske eller sikkerhedsmæssige grunde ikke kan overføres til Statens Arkiver, jf. stk. 2, må, fra det tidspunkt, hvor de-struktion eller sletning skulle være sket, kun behandles af Politiets Ef-terretningstjeneste, hvis det må antages at have væsentlig betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efter-forskning af en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 eller sker i forbindelse med behandling af arkiv-, indsigts-, tilsyns- og lignende sa-ger.”

For så vidt angår oplysninger, der på ikrafttrædelsestidspunktet alene forelå hos PET i fysisk form, fremgår herudover af bestemmelserne i § 20:

”§ 20. Bekendtgørelsens § 3 finder ikke anvendelse på oplysninger, som på ikrafttrædelsestidspunktet alene foreligger hos Politiets Efterretning-stjeneste i fysisk form.

Stk. 2. Politiets Efterretningstjeneste skal senest den 1. januar 2017 lagre oplysninger som nævnt i stk. 1 i journalen eller en database, jf. §§ 1 og 2, medmindre lagringen strider mod arkivloven eller regler fastsat i med-før heraf.

Stk. 3. For de i stk. 1 nævnte oplysninger regnes de i § 1, stk. 2, og § 2, stk. 2, nævnte slettefrister fra tidspunktet for lagring i journalen eller en database, jf. stk. 2.”

Som anført blev Udvalg 1 med PET-lovens vedtagelse erstattet af Til-synet med Efterretningstjenesterne. Såvel loven som bekendtgørelsen indehol-

66

der bestemmelser om dette tilsyns virksomhed og om PET’s pligt til at foretage underretning af tilsynet.

Makuleringsforbud i PET

I marts 1998 besluttede justitsministeren på grund af den forestående undersø-gelse af PET’s virksomhed fra 1945-1989 (PET-kommissionen) at indføre et makuleringsforbud for PET’s sager, som indebar, at PET ikke måtte destruere noget materiale. Baggrunden var dels at sikre PET-kommissionen adgang til alt materiale, dels et ønske om ikke at afskære forskere fra adgang til dette materia-le. Makuleringsforbuddet blev implementeret i PET således, at det gjaldt for alle sagstyper, bortset fra personsikkerhedsundersøgelsessager. Sidstnævnte blev i juni 1998 ligeledes omfattet af makuleringsforbuddet, men senere taget ud igen.

I forlængelse af PET-kommissionens beretning i 2009 besvarede justitsministe-ren den 14. maj 2009 sålydende folketingsspørgsmål nr. S 2101:

”Vil ministeren sikre, at PET’s materiale ikke destrueres efter PET-Kommissionen er blevet færdig med sit arbejde, sådan at andre forskere efterfølgende får mulighed for at forholde sig kritisk til PET-Kommissionens arbejde?”

Af svaret fremgår, at ministeren i efteråret 2008 havde aftalt med chefen for PET, at ”der indføres et makuleringsforbud for de sager, der tilbageleveres fra PET-kommissionen. Dette sker dels for ikke at afskære eventuelle ansøgninger fra forskere om adgang til dette materiale, dels af hensyn til det såkaldte Udvalg 2, der overvejer en mere samlet lovregulering af PET’s virk-somhed….. dette makuleringsforbud tilrettelægges, således at der tidligst må ske makulering efter 10 år – uanset hvad der måtte følge af sletningsreglerne.”

I forbindelse med nedsættelse af Blekingegade-kommissionen anmodede ju-stitsministeren ved brev af 15. februar 2011 PET ”om at drage omsorg for, at det makuleringsstop, der generelt har været gældende for PET’s registre og under-liggende sagsakter siden 1998, opretholdes efter de hidtidige principper, indtil Blekingegadekommissionen har afsluttet sit arbejde.”

Blekingegade-kommissionen afsluttede sit arbejde i 2014 og PET-kommissionen afsluttede sit i 2009. Makuleringsforbuddet har derfor efter det oplyste været administreret således, at det er gældende indtil 2019.

I 2018 blev makuleringsforbuddet yderligere forlænget af justitsministeren, så-ledes at den faktiske makulering/endelige sletning af materialet ikke må påbe-gyndes, før Tibet-kommissionen havde genoptaget sit arbejde og havde haft lejlighed til at forholde sig til, hvilket materiale, der eventuelt vil kunne være af relevans for kommissionens undersøgelse, jf. Justitsministerens orientering af 2.

67

juli 2018 til Folketingets Retsudvalg (REU Alm. del, Bilag 346). Tibet-kommissionen II afgav sin beretning den 28. marts 2022.

Makulerings- og sletningsforbuddet, der således har været gældende siden 1998, er fortsat gældende, idet PET afventer en endelig bekræftelse fra Justits-ministeriet om, hvorvidt sletning- og makulering kan ske.

Rigsarkivets regler om bevaring og kassation af sagsmateriale hos PET

Af en skrivelse af 17. december 1965 fra den daværende rigsarkivar til PET fremgår følgende om bevaring og kassation af arkivalier:

”Under henvisning til mundtlig samtale med hr. politiinspektør Person 16 den 9. september 1965 skal jeg herved udtale, at der ikke fra min side er betænkelighed ved, at efterretningstjenesten kasserer akter vedr. enkeltpersoner – dog med de nedenfor under 4-5 nævnte undta-gelser – samt det mere rutinemæssige materiale med relation til efter-retningsvæsnets virksomhed i forbindelse med kontraspionagen.

Det er blevet aftalt mellem politiinspektøren og mig, at følgende arkiva-lier bevares:

1)Redegørelser, der er udarbejdet af PET eller af andre og angår de mere almindelige politiske forhold eller indeholder overvejelser eller betragtninger af mere almindelig karakter.

2)Spionsager fra tiden før anden verdenskrig.

3)Straffeakter, der vedrører spionsager og er udlånt fra de pågæl-dende politimesterembeder. Rigsarkivaren træffer efter aflevering til Rigsarkivet bestemmelse om, hvorvidt dette materiale skal overføres til de respektive landsarkiver.

4)Enkeltakter vedrørende personer, der har haft en mere fremtræ-dende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position.

5)Enkeltakter vedrørende personer, der har forbindelse med besæt-telsestiden.

6)Andet materiale, som skønnes at have eller at kunne få historisk værdi.

Rigsarkivet vil være villigt til at modtage materiale fra efterretningstje-nesten, efterhånden som man ønsker at aflevere dette. Det afleverede vil først være almindelig tilgængeligt, når det er 50 år gammelt, sager vedrørende enkeltpersoner dog først, når der er gået 100 år efter den pågældendes fødsel. Hvis nogen ønsker til forskningsbrug at benytte materiale, som ikke er 50, henholdsvis 100 år gammelt, skal tilladelse i hvert enkelt tilfælde indhentes fra efterretningstjenestens chef. Det på-gældende materiale vil, indtil det er almindelig tilgængeligt, blive op-bevaret i de arkivrum, som er beregnet til materiale af særlig fortrolig karakter, og som kun er tilgængelige for ganske få af personalet.”

Justitsministeren traf den 13. november 1995, på baggrund af en henvendelse fra Udvalg 1 om bevaringen af sagsakter af særlig historisk interesse,

68

beslutning om, at sagsakter af særlig historisk interesse skulle afleveres til Rigs-arkivet, når PET ikke længere skønnede det sikkerhedsmæssigt nødvendigt selv at opbevare de pågældende akter.

Med hjemmel i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed udstedte rigsarkivaren den 12. april 2012 Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretningstjeneste. Efter disse be-stemmelser kræves der ikke længere en vurdering af den konkrete operations-sags historiske værdi. Af retningslinjerne fremgår navnlig følgende:

”1. Område

Bestemmelserne gælder for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretningstjeneste.

2. Arkivalier som skal bevares eller kasseres

Arkivalierne bevares og kasseres efter retningslinjerne i bilag 1- 6. Arkivalier som ikke er nævnt i bilag 1-6 bevares indtil videre.

3. Kassation af arkivalier som ikke skal bevares

Arkivalier som ikke skal bevares i henhold til bilag 1-6, kasseres, når opbevaringspligt efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de efter Politiets Efterretningstjenestes egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ betydning.

4. Ikrafttrædelse mv.

Bestemmelserne træder i kraft straks. Samtidig ophæves Rigsarki-vets skrivelse af 17. december 1965.”

Af bilag 1 til disse retningslinjer følger, at der fra 2012 har været pligt til at be-vare alle B-sager og operationssager for eftertiden med undtagelse af opera-tionssager, som ikke har medført egentlig sagsbehandling, og som derfor kasse-res.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Artikel 8 i konventionen har følgende ordlyd:

”Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødven-digt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at fore-bygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædelighe-den eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

69

I Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 16. februar 2000 i sagen Amann mod Schweiz (sag nr. 27798/95) er i præmis 69 og 70 anført:

“69. The Court reiterates that the storing by a public authority of information relating to an individual’s private life amounts to an interference within the meaning of Article 8. The subsequent use of the stored information has no bearing on that finding (see, mutatis mutan-dis, the Leander judgment cited above, p. 22, § 48, and the Kopp judg-ment cited above, p. 540, § 53).

70. In the instant case the Court notes that a card containing data relat-ing to the applicant’s private life was filled in by the Public Prosecutor’s Office and stored in the Confederation’s card index. In that connection it points out that it is not for the Court to speculate as to whether the in-formation gathered on the applicant was sensitive or not or as to whether the applicant had been inconvenienced in any way. It is suffi-cient for it to find that data relating to the private life of an individual were stored by a public authority to conclude that, in the instant case, the creation and storing of the impugned card amounted to an interfer-ence, within the meaning of Article 8, with the applicant’s right to re-spect for his private life.”

I Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. maj 2000 i sagen Ro-taru mod Rumænien (sag nr. 28341/95) er i præmis 43 anført:

”43. The Court reiterates that the storing of information relating to an individual's private life in a secret register and the release of such in-formation come within the scope of Article 8 § 1 (see the Leander v. Sweden judgment of 26 March 1987, Series A no. 116, p. 22, § 48).”

I Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 6. juni 2006 i sagen Se-gerstedt-Wiberg m.fl. mod Sverige (sag nr. 62332/00) er i præmis 87 – 90 anført:

“87. The Court accepts that the storage of the information in question pursued legitimate aims, namely the prevention of disorder or crime, in the case of the first applicant, and the protection of national security, in that of the remainder of the applicants.

88. While the Court recognises that intelligence services may legitimate-ly exist in a democratic society, it reiterates that powers of secret sur-veillance of citizens are tolerable under the Convention only in so far as strictly necessary for safeguarding the democratic institutions (see Klass and Others v. Germany, 6 September 1978, § 42, Series A no. 28, and Ro-taru, cited above, § 47). Such interference must be supported by rele-vant and sufficient reasons and must be proportionate to the legitimate aim or aims pursued. In this connection, the Court considers that the national authorities enjoy a margin of appreciation, the scope of which will depend not only on the nature of the legitimate aim pursued but also on the particular nature of the interference involved. In the instant case, the interest of the respondent State in protecting its national secu-

70

rity and combating terrorism must be balanced against the seriousness of the interference with the respective applicants’ right to respect for private life. Here again the Court will limit its examination to the peri-od from 1999 onwards.

89. In so far as the first applicant is concerned, the Court finds no reason to doubt that the reasons for keeping on record the information relating to bomb threats in 1990 against her and certain other personalities were relevant and sufficient as regards the aim of preventing disorder or crime. The measure was at least in part motivated by the interest in pro-tecting her security; there can be no question of any disproportionate interference with her right to respect for private life thus being entailed. The Court has received no particulars about the precise contents of the documents released to the applicant on 13 December 2002 and will not therefore examine that matter.

90. However, as to the information released to the second applicant (namely, his participation in a political meeting in Warsaw in 1967), the Court, bearing in mind the nature and age of the information, does not find that its continued storage is supported by reasons which are rele-vant and sufficient as regards the protection of national security. Similarly, the storage of the information released to the fifth applicant could for the most part hardly be deemed to correspond to any actual relevant national security interests for the respondent State. The contin-ued storage of the information to the effect that he, in 1969, had alleged-ly advocated violent resistance to police control during demonstrations was supported by reasons that, although relevant, could not be deemed sufficient thirty years later.

Therefore, the Court finds that the continued storage of the information released to the second and fifth applicants entailed a disproportionate interference with their right to respect for private life.”

I Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. december 2008 i sa-gen S. og Marper mod Storbritannien (sagerne nr. 30562/04 og 30566/04) frem-går det af præmis 66 – 67:

“66. The Court notes that the concept of “private life” is a broad term not susceptible to exhaustive definition. It covers the physical and psy-chological integrity of a person (see Pretty v. the United Kingdom, no. 2346/02, § 61, ECHR 2002-III, and Y.F. v. Turkey, no. 24209/94, § 33, ECHR 2003-IX). […]

67. The mere storing of data relating to the private life of an individu-al amounts to an interference within the meaning of Article 8 (see Leander v. Sweden, 26 March 1987, § 48, Series A no. 116). The sub-sequent use of the stored information has no bearing on that finding (see Amann v. Switzerland [GC], no. 27798/95, § 69, ECHR 2000-II). However, in determining whether the personal information re-tained by the authorities involves any of the private-life aspects men-tioned above, the Court will have due regard to the specific context in which the information at issue has been recorded and retained, the na-

71

ture of the records, the way in which these records are used and pro-cessed and the results that may be obtained (see, mutatis mutandis, Friedl, cited above, §§ 49-51, and Peck, cited above, § 59).”

I samme dom fremgår følgende af præmis 121:

“121. The Government contend that the retention could not be consid-ered as having any direct or significant effect on the applicants unless matches in the database were to implicate them in the commission of offences on a future occasion. The Court is unable to accept this argu-ment and reiterates that the mere retention and storing of personal data by public authorities, however obtained, are to be regarded as hav-ing a direct impact on the private-life interest of an individual con-cerned, irrespective of whether subsequent use is made of the da-ta (see paragraph 67 above).”

Ophavsretsloven

Af §§ 1 og 2 i den gældende ophavsretslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. oktober 2014, fremgår navnlig:

” Beskyttede værker

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har op-havsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billed-kunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Beskyttelsens indhold

§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænk-ninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2. Som eksemplarfremstilling anses enhver direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent og hel eller delvis eksemplarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form. Som frem-stilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når

72

1)eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,

2)eksemplarer af værket vises offentligt, eller

3)værket fremføres offentligt.

…”

En tilsvarende ophavsretlig beskyttelse fandtes også i de love om ophavsret, som var gældende forud for den gældende.

Af § 28 i den gældende ophavsretslov fremgår:

” § 28. Det er tilladt i det omfang, som betinges af formålet, at gengive værker i forbindelse med

1)retssager og sager i administrative nævn og lignende og

2)sagsbehandling inden for offentlige myndigheder og institutioner, som henhører under Folketinget.

Stk. 2. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende reg-ler.”

Bestemmelsen i ophavsretslovens § 28, stk. 1, nr. 1, som blev indføjet i loven i 1995, bygger på et forslag fra Ophavsretsudvalgets betænkning 1197/1990, side 185-186, hvor det bl.a. anføres, at dagbøger kan være et vigtigt bevismateriale. Det hedder videre i betænkningen, at der må antages at være tale om en be-grænsning af ophavsretten, som er hjemlet i den generelle adgang til at indføre visse snævre begrænsninger, navnlig af hensyn til nationale og sociale formål Af forarbejderne til bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, som blev indføjet i loven i 1998, fremgår af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser i lovforslag nr. 37 af 26. marts 1998 om ændring af ophavsretsloven følgende om forslaget til en ændret affatning af § 28:

“Forslaget har til formål at åbne mulighed for, at der uden samtykke fra rettighedshaveren i forbindelse med sagsbehandling inden for offentli-ge myndigheder og institutioner henhørende under Folketinget kan fo-retages en sådan kopiering, som er nødvendig for sagsbehandlingen.

Efter den gældende lovs § 28 er det tilladt at gengive værker i forbin-delse med retssager og sager i administrative nævn og lignende i det omfang, som betinges af formålet. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Adgangen for offentlige myndigheder og lign. til at foretage kopiering i forbindelse med sagsbehandling er - i det omfang der ikke kan antages at være givet stiltiende samtykke - i dag reguleret i lovens § 12 om ko-piering til privat brug og § 14 om aftalelicens for kopiering inden for of-fentlige myndigheder, erhvervsvirksomheder m.v.

Efter § 12, stk. 1, er det tilladt enhver at fremstille enkelte eksemplarer af offentliggjorte værker til privat brug. Ansatte i offentlige myndighe-

73

der m.v. kan med hjemmel i denne bestemmelse i analog form kopiere tidsskriftsartikler og lign. til sig selv og til brug i sagsbehandlingen samt til brug for enkelte kolleger. Det er imidlertid ikke tilladt at frem-stille et større antal kopier til almindelig cirkulation eller spredning blandt myndighedens eller institutionens medarbejdere.

Herudover er adgangen til privatkopiering efter § 12, stk. 2, nr. 4, be-grænset, således at det hverken for de pågældende myndigheder eller sagens parter er tilladt at fremstille eksemplarer i digital form af andre værker, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.

Efter de gældende bestemmelser vil det således i en række tilfælde kun være muligt i meget begrænset omfang at foretage kopiering, herunder digital kopiering, i forbindelse med sagsbehandling, såfremt der indgås en aftale efter lovens § 14.

Indførelse af nye teknologiske hjælpemidler såsom pc'ere, scannere m.v. i den offentlige sektor vil i de kommende år medføre en markant ændring af sagsbehandlingen hos offentlige myndigheder, hvor man ef-terhånden vil arbejde hen imod en total elektronisk dokumenthåndte-ring uden brug af papir. Dette vil fx betyde, at offentlige myndigheder foretager en fuldstændig elektronisk lagring af alle indkomne og udgå-ende dokumenter. Selve sagsbehandlingen kommer til at foregå elek-tronisk og uden udprintning på papir. Alle dokumenter på en sag arki-veres i elektronisk form. Kulturministeriet skal i denne forbindelse henvise til Forskningsministeriets vejledning fra 1996 om Elektronisk dokumenthåndtering og forvaltningsregler.

På denne baggrund finder Kulturministeriet, at almene samfundsmæs-sige hensyn tilsiger, at der skabes en klar hjemmel for, at der i forbin-delse med sagsbehandling inden for offentlige myndigheder samt insti-tutioner, der henhører under Folketinget, kan foretages den for sagsbe-handlingen nødvendige kopiering.

I overensstemmelse hermed foreslås § 28 udvidet, således at det også skal være tilladt i det omfang, som betinges af formålet, at gengive værker i forbindelse med sagsbehandling inden for offentlige myndig-heder og institutioner henhørende under Folketinget. Forslaget ligger i naturlig forlængelse af de gældende bestemmelser i § 28 om brug af be-skyttede værker i retssager m.v. samt § 27, stk. 1, om aktindsigt.

…”

Af § 90 i den gældende ophavsretslov fremgår:

” § 90. Loven gælder også for værker og frembringelser mv., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, el-ler rettigheder, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af

74

værker eller frembringelser mv. kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en så-dan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2 og 3, skal dog altid finde anvendelse på udlejning og udlån, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Hvis beskyttelsestiden for et værk eller en frembringelse m.v. ved anvendelse af de nye bestemmelser bliver kortere, end den ville have været efter de hidtil gældende bestemmelser, anvendes de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelsen i § 63, stk. 5, skal dog altid fin-de anvendelse.”

Lovgrundlaget for Rigsarkivet

Eksistensen af et statsligt arkiv følger forudsætningsvis af grundloven, jf. her-ved grundlovens § 8, 2. pkt.

Rigsarkivets virksomhed er nærmere reguleret i arkivloven, jf. lovbekendtgø-relse nr. 1201 af 28. september 2016 med senere ændringer, der indeholder be-stemmelser om offentlige arkivalier, som ”gælder for al virksomhed, der udø-ves af den offentlige forvaltning og domstolene” , jf. lovens § 1, stk. 1. Arkiv-loven trådte i kraft den 1. juli 2003, hvor den afløste lov nr. 337 af 14. maj 1992 om offentligere arkiver m.v. med senere ændringer.

Af lovens § 4 fremgår:

”§ 4. Rigsarkivet har til formål

1)at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tje-ner til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2)at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offent-lige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov,

3)at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, her-under til forskningsformål,

4)at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

5)at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resul-tater.”

Af lovens kapitel 3 om bevaring og kassation af offentlige arkivalier fremgår navnlig:

”8. Myndighederne skal drage omsorg for varetagelse af arkivmæssige hensyn, herunder at arkivalier opbevares på betryggende måde.

Stk. 2. Myndighederne skal drage omsorg for, at arkivalier, der er lagret på elektronisk medium, bevares således, at de kan afleveres til offentli-ge arkiver.

75

Stk. 3. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver overgår an-svaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.”

Af lovens kapitel 6 om tilgængelighed til offentlige arkivalier fremgår navnlig følgende:

”§ 22. Arkivenheder, der er skabt eller tilvejebragt af den offentlige for-valtning og domstolene, og som er afleveret til offentligt arkiv, er til-gængelige, når arkivenhederne er 20 år gamle, jf. dog §§ 23-25, 27 og 28.

Stk. 2. Vedkommende myndighed træffer afgørelse i forbindelse med ansøgning om adgang til arkivalier, der er over 20 år gamle, men som ikke er afleveret til offentligt arkiv. Ansøgningen imødekommes, med-mindre de hensyn, der er omtalt i §§ 23-25 og 27, foreligger.

…

§ 23. Arkivenheder, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er tilgængelige, når de er 75 år gamle.

Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv, fastsætte en kortere eller længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1. Fastsættelse af kortere tilgængelighedsfrist end 75 år for materiale af den art, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, databeskyttelsesloven og lov om retshåndhæven-de myndigheders behandling af personoplysninger, kan dog kun finde sted efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet, hvis materialet er afleve-ret fra myndigheder inden for den offentlige forvaltning, eller fra Dom-stolsstyrelsen, hvis materialet er afleveret fra retterne.

§ 24. Arkivenheder, som omfatter sager inden for strafferetsplejen, er tilgængelige, når de er 20 år gamle, jf. dog § 23. For sådanne arkivenhe-der, som er yngre end 50 år, meddeler rigsarkivaren eller den, der af rigsarkivaren bemyndiges hertil, efter indhentet samtykke fra den afle-verende myndighed tilladelse til arkivadgang. I tilfælde, hvor det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn, kan den afleverende myndighed konkret beslutte at nægte samtykke til arkivadgang.

…

§ 27. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det modta-gende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist på højst 60 år for dokumenter omfattet af §§ 22, 24 og 25, hvor dette er nødvendigt til be-skyttelse af væsentlige hensyn til

1)statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2)rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, her-under forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige organi-sationer,

76

3)beskyttelse af vidner, sigtede eller andre i sager om strafferetslig eller disciplinær forfølgning,

4)det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelse af det offentliges forretningsvirksomhed,

5)enkeltpersoners eller private selskabers interesser i at beskytte op-lysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller

6)private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.”

Loven indeholder i kapitel 7 bestemmelser om adgang til ikke umiddelbart til-gængelige arkivalier. Af navnlig § 30 fremgår:

”§ 30. Enhver kan søge om tilladelse til benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, jf. kapitel 6.

Stk. 2. I forbindelse med ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal formå-let med den tilsigtede benyttelse af de oplysninger, der søges om ad-gang til, oplyses.

Stk. 3. Ved afgørelse af ansøgninger om benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier kan der tages særligt hensyn til, om ansøgeren har en særlig individuel interesse i de oplysninger, der søges adgang til.”

Loven indeholder i kapitel 8 bestemmelser om benyttelse af offentlige arkivali-er. Det fremgår heraf navnlig:

”§ 41. Kulturministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Datatil-synet regler om vilkår for brugen af oplysninger af den art, der er om-fattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behand-ling af personoplysninger og om fri udveksling udveksling af sådanne oplysninger, databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende myn-digheders behandling af personoplysninger.

Stk. 2. De myndigheder, der er nævnt i §§ 31-35, kan i forbindelse med imødekommelse af ansøgninger om arkivadgang eller begæringer om indsigt fastsætte særlige vilkår for benyttelse af ikke umiddelbart til-gængelige arkivalier.

Stk. 3. Vilkår fastsættes på grundlag af

1)karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, samt

2)det formål, der angives for benyttelsen, jf. § 30, stk. 2.

Stk. 4. Som vilkår kan bl.a. fastsættes,

1)at oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold ikke viderebringes,

2)at der ikke rettes henvendelse til personer, der er nævnt i det ma-teriale, der gives adgang til, eller til disses pårørende,

77

3)at dokumenter m.v. ikke gengives i deres helhed, samt

4)at der ikke foretages kopiering.

Stk. 5. I tilfælde, hvor karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, og det formål, der tilsigtes, tilsiger dette, kan der fastsættes andre vilkår.

Stk. 6. I tilfælde, hvor der fastsættes særlige vilkår, jf. stk. 2, skal benyt-teren afgive erklæring om at ville overholde de fastsatte vilkår.

Stk. 7. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om benyttelse af offentlige arkivalier.”

Anbringender

Parterne har indgivet sammenfattende processkrifter og har heri redegjort for anbringender til støtte for påstandene. Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter, idet Sagsøger dog for så vidt angår anbringenderne vedrørende bl.a. EU’s Charter om grund-læggende rettigheder, retshåndhævelsesdirektivet og Infosoc-direktivet har henvist til indholdet af påstandsdokumentet. Sagsøger har i sit på-standsdokument anført, at tidligere fremsatte anbringender fastholdes i det he-le. I det følgende gengives parternes anbringender, som disse fremgår af de ind-leverede påstandsdokumenter. Samtlige henvisninger til bilag og materialesam-

linger er udeladt og markeret med[…]. 

Sagsøger har i sammenfattende processkrift og påstandsdokument

af 16. januar 2023 anført følgende:

” ANBRINGENDER

2.1I dette påstandsdokument sammenfattes Sagsøgers ar-gumentation til støtte for påstandene. Tidligere fremsatte anbringen-der samt tidligere sagsfremstilling fastholdes i det hele.

2.2Anbringenderne er tematisk behandlet i punkt 2.5 - 2.19. Strukturen for påstandsdokumentet er følgende:

2.3Indledningsvis vil spørgsmålet om, hvorvidt der var hjemmel til den oprindelige kopiering af dagbogen blive behandlet (punkt 2.5.1). Der-næst redegøres for, at dagbogskopierne skal anses for beslaglagte ef-fekter, og dermed skal tilbageleveres til Sagsøger (punkt 2.6), hvorefter spørgsmålet om, at opbevaring af dagbogskopien udgør en krænkelse af Sagsøgers ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger, behandles (punkt 2.7 - 2.16).

78

2.4 For så vidt angår sagens ophavsretlige del behandles først, hvorvidt

PETs kopiering af dagbogen udgør retsstridig eksemplarfremstilling (punkt 2.17 - 2.18). Herefter behandles spørgsmålet om, hvorvidt op-bevaring og tilgængeliggørelse af dagbogskopien ved videregivelse af dagbogskopien til Rigsarkivet er i strid med Sagsøgers ophavsret (punkt 2.19).

2.5 Legalitetsprincippet – manglende hjemmel til oprindelig kopiering

2.5.1 Det gøres gældende, at PET ikke har haft hjemmel til at tage en kom-

plet kopi af Sagsøgers dagbog som sket i perioden fra 1981-1982.

2.5.2 Det følger af legalitetsprincippet, at myndigheders afgørelser, som

griber ind i borgeres rettigheder, altid skal have hjemmel i lov.

2.5.3 PET undlod i perioden fra 2010 og frem til 2014 at oplyse om og/eller

tage stilling til det retlige grundlag for den oprindelige kopiering af Sagsøgers dagbog til trods for gentagne opfordringer her-til […]. Først i forbindelse med Folketingets Ombudsmands anmod-ning om bemærkninger til klagesagen i 2014, forholdt PET sig til hjemmelsgrundlaget for kopieringen af dagbogen, jf. bilag […], hvori PET anførte:

” PET ikke ses at være i besiddelse af notater eller lignende, som kan bely-sebaggrunden for beslutningen om at kopiere dagbøgerne.” […]

2.5.4 PET har således ikke - hverken i forbindelse med kopieringen eller ef-

terfølgende -  kunne rationalisere sig frem til et hjemmelsgrundlag, som berettigede PET til at fremstille kopien af dagbogen.

2.5.5 I forbindelse med Folketingets Ombudsmands behandling af sagen

anførte Justitsministeriet, at det ikke er usædvanligt, at politiet med hjemmel i retsplejeloven og de almindelige myndigheders adgang til at behandle personoplysninger kopierer beslaglagte dokumenter […]. Videre anførte Justitsministeriet:

” Efter den dagældende § 745, stk. 1, i retsplejeloven havde forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet havde tilve-jebragt. I det omfang materialet uden ulempe kunne mangfoldiggøres, skulle genpart tilstilles forsvareren. Forsvareren måtte dog ikke uden po-litiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller an-dre.”  […]

79

2.5.6Det gøres gældende, at den daværende retsplejelovs § 745 udelukken-de hjemlede ret til, at Sagsøgers forsvarer gjorde sig be-kendt med det materiale, som politiet havde tilvejebragt. Bestemmel-sen gav med andre ord ikke PET ret til at kopiere dagbogen til eget el-ler andres brug eller en ret til at opbevare sådanne kopier fremadret-tet, når sagen er afsluttet. Det gøres gældende, at kravet til hjemmel skærpes, når der er tale om et så intenst indgreb i en borgers privatliv, som en kopiering af en dagbog udgør.

2.5.7Justitsministeriet har over for Folketingets Ombudsmand anført, at fordi PET havde sendt kopi af dagbogen til Sagsøgers da-værende advokat, fandt ministeriet ikke grundlag for at fastslå, at PET uberettiget havde kopieret dagbogen og tilakteret kopien heraf til ope-rationssagen […]. Det gøres gældende, at Justitsministeriets deduktion

- at kopieringen er i overensstemmelse med legalitetsprincippet, fordi den ikke er sket uberettiget - er forket. Tværtimod imødekommer det-te netop ikke legalitetsprincippet. Efter legalitetsprincippet er det et krav, at det kan fastslås, at der er sket kopiering med hjemmel i lov. Det er ikke tilfældet i denne sag.

2.5.8Da PET ikke har haft hjemmel til at fremstille den oprindelige dagbog-skopi, gøres det gældende, at PET er forpligtet til at destruere eventu-elle fysiske og digitale kopier, som PET måtte råde – direkte eller indi-rekte - over.

2.6 Dagbogskopierne skal anses for beslaglagte effekter og skal tilbage- 

leveres

2.6.1Det fremgår af Østre Landsrets kendelse af 12. november 1981 om be-slaglæggelse, jf. bilag […], at beslaglæggelsen af dagbøgerne skete, for at de kunne tjene som bevismidler. Der var således ikke tale om be-slaglæggelse med henblik på konfiskation el.lign.

2.6.2 I § 793 i den dagældende retsplejelov (lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober 1978) […] var det bestemt, at ”andre ting, som er beslaglagt for at 

tjene som bevismidler, skal tilbagegives, når de ikke længere behøves.”

2.6.3Højesteret tog i UfR 1998.795 H […] stilling til et spørgsmål om kopie-ring af en rockergruppes nyhedsbrev. Nyhedsbrevet var blevet fundet i forbindelse med brevkontrol hos en varetægtsfængslet rocker, og po-litiet kopierede nyhedsbrevet, og udleverede originalen til den vare-tægtsfængslede. Begrundelsen for kopieringen var, at det havde be-tydning som bevis i andre sager end den varetægtsfængsledes.

80

2.6.4 Byretten vurderede, at kopieringen ikke var et indgreb, der krævede

rettens godkendelse. Både Vestre Landsret og Højesteret behandlede spørgsmålet efter de dagældende regler om beslaglæggelse. Retsstil-lingen er senere bekræftet i UfR 2007.2263 V […] og UfR 2012.1510 Ø […], hvor sidstnævnte omhandlede kopiering af et brev i forbindelse med brevkontrol af en varetægtsfængslet blev anset som beslaglæg-gelse.

2.6.5 I UfR 2012.1510 Ø er gengivet et svar fra justitsministeren på et

spørgsmål stillet i forbindelse med behandling af lovforslag nr. 54 af 10. november 2010 om ændring af straffeloven og retsplejeloven, hvorefter der blev mulighed for at foretage hemmelige beslaglæggel-ser som supplement til reglerne om hemmelige ransagninger.

2.6.6 Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget stillede Folketingets Rets-

udvalg spørgsmål (spm. 6) til ministeren om, hvordan en hemmelig beslaglæggelse af f.eks. en medlemsliste ville foregå, hvis det ikke var i forbindelse en hemmelig ransagning. Ministeren besvarede spørgs-målet således:

” Rigsadvokaten har oplyst, at hemmelig beslaglæggelse uden for hemmelig ransagning i praksis f.eks. kan ske ved, at en varetægts-arrestant er underlagt brevkontrol, og at politiet i forbindelse med denne kontrol hemmeligt beslaglægger (tager) en kopi af et brev til eller fra den pågældende. Et andet eksempel kan være, at politiet møder op på en mistænkt persons adresse og på døren eller dørmåt-ten finder beskeder eller genstande, som beslaglægges hemmeligt. Det kan endvidere i forbindelse med ikke hemmelige ransagninger af f.eks. mistænktes bopæl forekomme, at politiet får lejlighed til at beslaglægge en kopi af f.eks. en medlemsliste, uden at mistænkte el-ler andre bemærker det.”  […]

2.6.7 Retspraksis samt justitsministerens svar til Folketingets Retsudvalg

fastslår entydigt, at fotokopiering af dokumenter i politiets besiddelse skal behandles efter reglerne om beslaglæggelse. Der er altså ikke en fri adgang for politiet til at fotokopiere dokumenter tilhørende sigtede eller andre. Dette gør sig også gældende for Sagsøgers dagbøger, idet bemærkes, at der i perioden mellem fotokopieringen af dagbøgerne og afsigelsen af Højesterets kendelse i UfR 1998.795H […] ikke skete ændringer af retsplejeloven af relevans for problemstillin-gen.

2.6.8 Det gøres derfor gældende, at kopierne af dagbøgerne under alle om-

stændigheder skal anses for beslaglagte effekter. Det er ikke afgørende

81

herfor, at fotokopieringen skete uden forudgående eller efterfølgende retskendelse, eller om fotokopieringen er lovlig efter ophavsretten. Den manglende retskendelse understreger blot, at kopieringen – også af denne grund – er og var ulovlig.

2.6.9 Da beslaglæggelsen af originalen skete med henvisning til, at den

kunne have betydning som bevis, må det lægges til grund, at fotoko-pieringen skete med samme formål for øje.

2.6.10 Konsekvensen af, at kopierne er beslaglagte effekter, er at § 793 i den

dagældende retsplejelov […] fandt anvendelse og derfor skulle kopi-erne tilbageleveres til Sagsøger, senest da justitsministe-ren traf afgørelse om at afslutte sagen i april 1982, jf. bilag […], og al-ternativt og absolut senest da PET i 2010 vurderede, at tjenesten ikke havde behov for sagerne længere for at kunne varetage tjenestens op-gaver, jf. Bilag […].

2.6.11 Kravet om tilbagelevering af effekter, der er beslaglagt for at kunne

tjene som bevis, er opretholdt i den gældende retsplejelovs § 807d […]. For fuldstændighedens skyld bemærkes, at bestemmelsen også gælder effekter beslaglagt i hemmelighed.

2.6.12 Det gøres derfor gældende, at samtlige kopier af Sagsøgers

Sagsøgers dagbog skal tilbageleveres til ham, og at politiet allerede skulle have foranlediget dette i april 1982. Var dette sket, ville heller ikke ko-pierne til brug for afklassificering have eksisteret. Disse er således ale-ne kommet til eksistens som følge af den ulovlige tilbageholdelse af beslaglagte effekter.

2.6.13 Tilsvarende gælder, at overlevering til Rigsarkivet heller ikke var

kommet på tale, hvis reglerne var blevet fulgt i forbindelse med straf-fesagens afslutning. Den omstændighed, at PET har overleveret de ulovligt tilbageholdte kopier til Rigsarkivet skal ikke komme Sagsøger til skade, og derfor skal også Rigsarkivet tilbagelevere de kopier, som Rigsarkivet uberettiget har modtaget.

2.6.14 …

2.6.15 …

2.7 EMRK Art. 8

2.7.1 Retten til respekt for privatliv er hjemlet i Den Europæiske Unions

Charter om Grundlæggende Rettigheder i artikel 7 […] og EMRK art. 8 […], hvoraf det fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privatliv

82

og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. EMRK er implementeret direkte i dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992.

2.7.2For at der lovligt kan foretages indgreb i privatlivet, skal indgrebet ifølge EMRK artikel 8, stk. 2:

1)ske i overensstemmelse med lov,

2)være nødvendigt i et demokratisk samfund, af hensyn til: a. national sikkerhed, b. den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, c. for at forebygge uro eller forbrydelse, d. for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller e. for at beskytte andres ret og frihed.

2.7.3Oplistningen i artikel 8, stk. 2 er udtømmende, og de tre betingelser, der oplistes i stk. 2, er kumulative og kan ikke fortolkes udvidende, jf. EMRK art. 18 […].

2.8Indgrebet skal have hjemmel i lov 

2.8.1EMD har fastslået, at en myndigheds opbevaring af information, der relaterer sig til et individs privatliv, udgør et indgreb i retten til privat-liv, jf. eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (”EMD”) dom af 17. december 2009 i sagen Gardel vs. France (sag 16428/05) præmis 58. For at overdragelsen af dagbogskopien lovligt kan finde sted, skal indgrebet ske i overensstemmelse med EMRK ar-tikel 8, stk. 2.

Da PET traf afgørelsen om at overføre dagbogskopien til Statens Arki-

ver,var PET underlagt de såkaldte 2009-retningslinier, som blandt

andet regulerede, hvilke sagsakter PET var forpligtet til at bevare, når

akterneikke længere var nødvendige for varetagelsen af PETs opga-

ver […].

2.8.2Ifølge 2009-retningsliniernes § 6, stk. 2 skulle en journalsag slettes og eventuelle tilknyttede sagsakter destrueres, hvis sagens oplysninger ikke længere var nødvendige af hensyn til varetagelsen af PETs opga-ver. I 2010 vurderede PET, at det ikke længere var tilfældet for Sagsøgers sag, jf. bilag 28 […].

2.8.3Som en undtagelse indeholdt 2009-retningsliniernes § 10, stk. 1 en re-gel, hvorefter materiale af ”særlig historisk interesse ” ikke måtte destru-eres eller slettes, men i stedet skulle overføres til Statens Arkiver. Reg-

83

len indeholdt således et skønsmæssigt element, hvorefter PET skulle foretage et skøn over hvilket materiale, der var af ”særlig historisk inter-esse ”. PET traf på baggrund af retningslinjerne afgørelse om at overfø-re den fulde dagbogskopi til Statens Arkiver. Det kan med henvisning til bilag […] lægges til grund, at PET ikke har foretaget en konkret vurdering af behovet for at opbevare kopi af dagbogen, jf. også punkt 2.5.3.

2.8.4 Som det fremgår af bilag […], efterlever (og efterlevede) PET en prak-

sis, hvorefter PET alene vurderer hele sager og ikke enkelte dokumen-ter. Det gøres gældende, at denne praksis er i strid med det forvalt-ningsretlige proportionalitetsprincip (og endvidere EMRK artikel 8, jf. nærmere i det følgende).

2.8.5 Det gøres gældende, at PET i medfør af EMRK art. 8, stk. 2, var for-

pligtet til at foretage en konkret vurdering af hvilke dele af dagbog-skopierne, der opfyldte betingelserne i 2009-retningslinierne, og at PET ikke iagttog denne pligt i forbindelse med afgørelsen om at over-føre dagsbogskopiens fulde omfang til Statens Arkiver. Til støtte her-for bemærkes det, at dagbogens 1.400 normalsider ikke alle opfylder kriteriet i 2009-retningslinierne. Langt størstedelen af dagbogens ind-hold angår Sagsøgers helt private forhold. Selv skriver Sagsøger i sin Bog” fra 20017, s. 181 f. at:

” På et par procent af disse sider, stod der noget om frokoster med russere. Resten handlede om mit privatliv, om kærester, og de sor-ger og glæder, de kunne forårsage, om problemer med alkohol og andet. Alle mulige dybt intime ting, meget udførligt og omhygge-ligt beskrevet, så jeg selv kunne bruge det i fiktionaliseret form.”

2.8.6 2009-retningslinierne, der har hjemmel i den danske arkivlovgivning,

berettigede alene PET til at overføre den del af dagsbogsmaterialet, der var af ”særlig historisk interesse ” til Statens Arkiver, hvilket unægte-ligt ikke har været alle 1.400 sider.

2.8.7 Betingelsen om lovhjemmel i artikel 8, stk. 2, nr. 1 er således ikke op-

fyldt, for så vidt angår størstedelen af dagbogskopien.

2.8.8 Det fremgår af menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. bl.a. Amann

mod Schweiz […] og Rotaru mod Rumænien […], at kravet om hjem-mel i lov indebærer, at den pågældende hjemmel også skal være til-gængelig, dvs. offentliggjort, og der er et krav om ”præcision” , dvs. virkningen skal være forudseelig, jf. Peer Lorenzen m.fl., Den Europæ-

84

iske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udgave, 2011, bd. 1, s. 764. […].

2.8.9 De dagældende bestemmelser, der hjemlede ransagning og beslag-

læggelse, havde ikke et indhold, der gør det forudsigeligt, at beslag-lagte dokumenter kopieres og med tiden vil blive overdraget til et of-fentligt arkiv. Dette synspunkt støttes af, at også kopieringen var en beslaglæggelse, og gælder særligt såfremt kopieringen skete til brug for politiets undersøgelser eller efterforskning af andre eller nye sager, idet beslaglæggelsen skete til brug for efterforskning af de forhold, som Sagsøger var sigtet for, jf. kendelserne om beslag-læggelse, jf. bilag […].

2.8.10 PET og Rigsarkivet har i forhold til spørgsmålet om hjemmel til kopie-

ring af den beslaglagte dagbog alene henvist til, at det ”ikke er usæd-vanligt at – med hjemmel i retsplejeloven og de almindelige regler for offentli-ge myndigheders adgang til at behandle personoplysninger – kopierer beslag-lagte dokumenter (eller de dele, der vurderes relevante for sagen), og tilakterer kopierne straffesagen” , jf. svarskriftet s. 12 […]. PET har endvidere hen-vist til, at kopieringen sker til brug for, at dokumentet kan anvendes som bevis under en retssag, skal fremlægges under hovedforhandling eller i forbindelse med anmodning om retskendelse. Der er endvidere henvist til journaliseringspligten. PET undlader imidlertid at oplyse om den konkrete hjemmel.

2.8.11 Den omstændighed, at en handling ”ikke er usædvanlig” kan ikke er-

statte kravet om, at indgrebet skal være hjemlet i lov, jf. EMRK art. 8, stk. 2, samt, at PET i øvrigt ikke har været i stand til at påvise en klar hjemmel til at foretage fotokopieringen og opbevare kopierne til brug for eventuelle andre sager.

2.8.12 Det bemærkes herunder, at der ikke – uanset hvad grunden er - blev

rejst tiltale mod Sagsøger […], og der er heller ikke oplys-ninger om retsmøder i øvrigt, hvor kopier af dagbøgerne kunne være relevante. Fotokopieringen må derfor være foretaget på et tidspunkt, hvor der ikke var konstateret et konkret behov for sådanne fotokopier bortset fra den, der blev sendt til Sagsøgers forsvarer. PET’s betragtninger om en mulig forklaring på kopieringen kan derfor konkret forkastes i denne sag.

2.8.13 Det er endvidere et krav, at de materielle og processuelle regler, der

måtte hjemle indgrebet, skal være overholdt. For det tilfælde, at reg-lerne om beslaglæggelse kunne hjemle indgrebet, har PET undladt at

85

følge disse regler, idet PET ubestridt ikke indhentede en rets tilladelse til at foretage kopieringen, jf. UfR 1998.795H […].

2.8.14I forhold til overdragelse til Rigsarkivet er hjemlen i sig selv tvivlsom. I 2010, hvor PET besluttede, at der ikke længere var behov for sagen […], var det det påberåbte grundlag for overdragelse til Rigsarkivet ”2009-retningslinjerne” […], der i § 10 henviste til bevarings- og kassa-tionsbestemmelser udstedt af Rigsarkivaren.

2.8.151965-retningslinjerne, som PET hidtil har henholdt sig til, blev imidler-tid ophævet allerede i 2004, jf. Rigsarkivets brev af 10. september 2012 […]. Først i 2012 fastsatte Rigsarkivet nye bevarings- og kassationsbe-stemmelser for PET’s papirarkivalier, jf. bilag […]. Den eneste grund til, at Sagsøgers sag, herunder dagbogskopien ikke blev kasseret i 2010, var derfor, at justitsministeren i 2008 havde forlænget makuleringsforbuddet til 10 år efter afslutningen af PET-kommissionens arbejde, jf. PET’s brev af 28. november 2014 […]. Der var således i perioden 2004-2012 ikke bevarings-og kassationsbe-stemmelser udstedet af Statens Arkiver.

2.8.16Kravet om hjemmel, jf. EMRK art. 8, stk. 2, er således ikke opfyldt. Det gælder i forhold til PET’s fortsatte opbevaring efter sagens afslutning og i hvert fald efter forældelse indtrådte i 1992 (hvor Berlinmuren i øvrigt var faldet og Sovjetunionen var opløst).

2.8.17Kravet om hjemmel i lov er heller ikke opfyldt i forhold til PET’s overdragelse af dagbogskopierne til Rigsarkivet, idet hjemlen skal vurderes på beslutningstidspunktet i 2010 og ikke på tidspunktet, hvor beslutningen blev effektueret.

2.9Indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund 

2.9.1Indgrebet var ikke nødvendigt i et demokratisk samfund, som krævet efter EMRK art. 8, stk. 2. Det gælder i forhold til beslaglæggelsen, ko-pieringen og overdragelsen til Rigsarkivet.

2.9.2Det kan lægges til grund, at hverken PET eller Rigsarkivet på noget tidspunkt har foretaget proportionalitetsafvejningen mellem på den ene side respekten for Sagsøgers privatliv over for de hensyn, der påberåbes som årsag til indgrebet, jf. […]. De generelle regler i arkivloven kan ikke erstatte en konkret proportionalitetsafvej-ningen; selv hvis det forholder sig på den måde, at arkivlovgivningen skal afspejle de modstående hensyn.

86

2.9.3 Bevarings-og kassationsbestemmelserne er udformet på en sådan

måde, at der ikke foretages en konkret vurdering af enkeltakter mv. i de sager, som bevares i henhold til bestemmelserne, jf. bilag […].

2.9.4 Det følger af EMD’s dom af 6. juni 2006 i sag 62332/00 - Segerstedt-

Wiberg m.fl. vs. Sverige (”Segerstedt-dommen”) […], at proportionali-tetsvurderingen skal foretages konkret. I sagen hævdede klagerne, ef-ter at have fået adgang til oplysninger om sig selv hos den svenske ef-terretningstjeneste SÄPO, at opbevaring af disse oplysninger var i strid med EMRK artikel 8. I den konkrete sag fandtes lovhjemmels-kravet at være opfyldt. De relevante hjemmelsbestemmelser overlod SÄPO skønsbeføjelser i relation til registrering og opbevaring af per-sonoplysninger. Udslagsgivende i sagen var dog, at opbevaringen af oplysninger og dokumenter for nogle af klagernes vedkommende var sket i så lang tid, at opbevaringen ikke havde været nødvendig for at opnå formålet med opbevaringen (som i sagen var den nationale sik-kerhed). Med andre ord fandt domstolen, at nødvendigheden af fort-sat at opbevare oplysninger ikke var proportional med indgrebet i en række af de omhandlede klageres privatliv.

2.9.5 Segerstedt-dommen illustrerer, at selvom lovgivningen i et forelig-

gende tilfælde er udtryk for en hensynsafvejning og overlader den re-levante myndighed et skøn, kan dette ikke i sig selv anses for at være tilstrækkeligt til, at en konkret vurdering af proportionalitet kan und-lades. Vurderingen af lovgivningen, herunder kvaliteten heraf og de bagvedliggende hensyn, er således en vurdering, der er adskilt og se-parat fra vurderingen vedrørende proportionalitet i den konkrete sag.

2.9.6 Proportionalitetsvurderingen er tæt forbundet med det, som EMD be-

tegner som staternes ”margin of appreciation” . Margin of appreciation er udtryk for, at EMDs prøvelsesintensitet vil variere alt efter rettighe-dens karakter, indgrebets intensitet mv. Der skal således foretages en detaljeret og særdeles konkret vurdering af, om staten efter en samlet vurdering af alle omstændigheder har overskredet grænserne for, hvad der kan betegnes som en fair balance mellem individets rettig-heder og modstående interesse. I denne vurdering indgår en række elementer, nemlig:

i) egnethedskravet, hvorefter det anvendte middel skal være eg-

net til at fremme det forfulgte og legitime formål,

ii) nødvendighedskravet, hvorefter det anvendte retsmiddel skal

være det mindst indgribende, idet mindre indgribende midler skal anvendes inden mere indgribende midler,

87

iii)balanceprincippet, hvorefter et egnet og nødvendigt middel ikke må forrykke balancen mellem de afvejede interesser, og

iv)kerneprincippet, hvorefter et retsmiddel ikke må krænke ret-tighedernes kerne.

2.9.7Det gøres gældende, at opbevaringen af dagbogskopien, og herunder overdragelsen til Statens Arkiver, ikke er proportional med det af PET forfulgte formål, som i denne sag er at bevare materiale med særlig hi-storisk interesse. Indgrebet er med andre ord ikke nødvendig i et de-mokratisk samfund. Hensynet til sagens påståede særlige historiske interesse er end ikke nævnt som et af de hensyn, som efter en konkret vurdering kan begrunde et indgreb i privatlivets fred. Allerede derfor er den fortsatte opbevaring af både den fulde kopi og den partielle kopi af dagbog i strid med EMRK art. 8 og dermed ulovlig. I den for-bindelse erindres det, at PET allerede i 2010 konkluderede, at der ikke længere var behov for sagsakterne af efterforskningsmæssige hensyn, jf. bilag […], og det kan derfor med sikkerhed konkluderes, at fra dette tidspunkt var de i EMRK art. 8. stk. 2, nævnte hensyn ikke længere til stede.

2.9.8Der er endvidere ikke holdepunkter for, at overdragelsen af dagbog-skopien til Rigsarkivet og fremtidig opbevaring på Rigsarkivet er nødvendig i et demokratisk samfund.

2.9.9Det gøres gældende, at det udgør en skærpende omstændighed, at der er tale om et indgreb, som – i strid med kerneprincippet – krænker ret-tighedens kerne, som i dette tilfælde udgør indholdet af Sagsøgers dagbog, og som må siges at udgøre essensen af en persons privatliv. For så vidt angår betingelsen i EMRK artikel 8, stk. 2 om le-gale hensyn, anfører Justitsministeriet (i sine bemærkninger vedrø-rende EMRK til Folketingets Ombudsmand) […], at indgrebet må væ-re sket af hensyn til blandt andet at beskytte andres ret og frihed. Der redegøres ikke nærmere for, hvordan opbevaringen af Sagsøgers dagbog varetager dette hensyn, og slet ikke for perioden ef-ter 2010.

2.9.10Det gøres gældende, at det har formodningen imod sig, at overdragel-sen og opbevaringen af Sagsøgers private dagbog til Rigsarkivet beskytter andres ret og frihed. Derudover ses indgrebet ikke at forfølge national sikkerhed, og PET har ikke påvist, at andre af

88

de hensyn, der er nævnt i EMRK art. 8, stk. 2, er konkret – og herunder fortsat - relevante.

2.9.11Det kan heller ikke begrunde, at der ikke foretages en konkret propor-tionalitetsvurdering, at det vil være forbundet med et vist arbejde fra myndighedernes side. I relation til vurderingen af tilsidesættelse af Sagsøgers ret til respekt for sit privatliv kan således ikke indgå betragtninger om andre sager og administrative byrder, som myndighederne måtte have og som er irrelevante i forhold til Sagsøgers sag.

2.10Processuelle krav i EMRK art. 8, stk. 2 

2.10.1Kravet om at et indgreb i privatlivets fred skal have hjemmel i lov og være nødvendigt for at kunne være berettiget udgør også processuelle garantier, som skal sikre, at myndighederne påser, at bestemmelsens materielle indhold overholdes, herunder vurdere spørgsmål om hjemmel for indgrebet, nødvendigheden af indgrebet og proportiona-litet, jf. bl.a. Lewit mod Østrig (sag 4782/18) […] og Liebscher mod Østrig (sag 5434/17) […], hvor Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i begge sager fandt, at der forelå en krænkelse af bestemmel-sen, fordi de nationale myndigheder eller domstole ikke havde påset spørgsmålene om hjemmel, nødvendighed og proportionalitet.

2.10.2Det fremgår af PET’s brev af 28. november 2014 til Justitsministeriet […], at PET ikke er besiddelse af notater eller lignende, som kan belyse baggrunden for beslutningen om at kopiere dagbogen. Heller ikke på det tidspunkt forholdt man sig i øvrigt til, at kopierne var at anse som beslaglagt materiale.

2.10.3Det kan endvidere lægges til grund, at der ikke er foretaget en konkret vurdering af dagbogens særlige historiske interesse, idet PET har op-lyst, at vurderingen af ”særlig historisk interesse” blev foretaget på sagsniveau, og at vurderingen alene blev foretaget i forhold til sagsty-pe og ikke ved en vurdering af den individuelle sag.

2.10.4Endelig kan det lægges til grund, at Rigsarkivet ikke foretager en selv-stændig vurdering af, om der foretages et indgreb i privatlivets fred, idet arkivlovens regler foreskriver, at det er den afleverende myndig-hed, der beslutter om en sag skal overdrages til Rigsarkivet.

2.10.5 De processuelle garantier, der skal modvirke uberettigede indgreb i

privatlivets fred er derfor ikke iagttaget på noget tidspunkt af hverken PET eller Rigsarkivet.

89

2.11 Sammenfattende om EMRK art. 8

2.11.1 Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at kopiering og op-

bevaring af Sagsøgers dagbog udgør et ulovligt indgreb i hans ret til respekt for privatliv. Hverken PET eller Rigsarkivet har påvist, at indgrebene er foretaget med hjemmel i lov, ligesom det hel-ler ikke er påvist, at indgrebet var og fortsat er nødvendigt i et demo-kratisk samfund.

2.11.2 Herudover er de processuelle garantier, som EMRK art. 8, stk. 2 fore-

skriver i forhold til at begrænse risikoen for uberettigede indgreb, til-sidesat flere gange, idet hverken PET eller Rigsarkivet har erkendt, at der ikke er taget konkret stilling til, om de indgreb, der er foretaget og fortsat foretages via opbevaringen på Rigsarkivet, er hjemlet i lov, nødvendige og proportionale.

2.11.3 Sagsøger har i medfør af EMRK art. 8, stk. 2, krav på, at

indgrebet bringes til ophør, hvilket kun kan ske ved, at samtlige kopi-er af hans dagbog – fysiske og digitale – enten tilbageleveres til Sagsøger eller destrueres.

2.12 Ret til beskyttelse af personoplysninger

2.12.1 Det gøres gældende, at overførelsen af dagbogskopierne til Rigsarki-

vet udgør en persondatabehandling i strid med retshåndhævelsesdi-rektivet og en krænkelse af art. 7 og 8 i EU’s Charter om grundlæg-gende rettigheder (”Chartret”) […]. Art. 7 beskytter retten til respekt for privatliv og art. 8 sikrer retten til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende. Retten til beskyttelse af personoplys-ninger er traktatfæstet, jf. TEUF art. 16.

2.12.2 Mulighederne for at foretage begrænsninger i de rettigheder, der er

anerkendt i Chartret, er begrænsede, jf. Chartrets art. 52, stk. 1 […]. Det er et krav, at begrænsningen skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere rettighedernes og frihedernes væsentlige indhold. Det er endvidere et krav, at begrænsningerne er nødvendige og svarer til formål af almen interesse, der er anerkendt af unionen eller et behov for at beskytte andres rettigheder og friheder. Vurderingen af nød-vendigheden skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

2.12.3 Chartret gælder for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten,

jf. art. 51, dvs. når medlemsstaterne handler på et område, der er regu-leret af EU-lovgivning, jf. f.eks. C-617/10, Åkerberg Fransson, præmis 21. […]

90

2.12.4 Charterets art. 7 og 8 indeholder tillige en positiv forpligtelse for sta-

ten til at sikre, at borgerne kan nyde respekt for deres privat- og fami-lieliv, jf. Charterets artikel 52, stk. 3. Artikel 7 og 8 er derfor umiddel-bart anvendelige for Sagsøger.

2.12.5 Mål af almen interesse – uanset hvilke – kan ikke forfølges uden nød-

vendig hensyntagen til de grundrettigheder, der tilsidesættes ved for-følgelsen af målet, jf. bl.a. de forenede sager C-37/20 og C-601/20, pr. 39, 63 og 64 […]. Følgelig må hensynsafvejningen i alle tilfælde foreta-ges på tidspunktet for tilsidesættelsen af grundrettighederne, dvs. at der skal foretages en hensynsafvejning hver gang, der foretages et indgreb i Sagsøgers grundrettigheder.

2.12.6 Der er ikke – og har ikke siden tiltalen mod Sagsøger blev

opgivet, og i hvert fald ikke senere end da PET konstaterede, at tjene-sten ikke længere havde behov for sagen – været et aktuelt hensyn at tage til ”nationens sikkerhed” ved dispositionerne, der er foretaget over dagbogskopien. Det gøres gældende, at betydningen af målet med sikring af dagbogskopiens ”særlige historiske værdi” ved opbe-varing og tilgængeliggørelse ikke kan stå på mål med alvoren af ind-grebet i Sagsøgers rettigheder efter Charterets artikel 7 og 8.

2.12.7 Videre gøres det gældende, at reglerne om fastsættelse af tilgængelig-

hedsfrister for materiale, der er indleveret til Rigsarkivet, jf. bl.a. arkiv-lovens §§ 27, stk. 1 og 30, stk. 1 […], ikke i sig selv kan godtgøre, at der er foretaget en rimelig afvejning mellem det tilsigtede formål af almen interesse (økonomiske/ressourcemæssige hensyn og hensynet til dag-bogskopiens ”særlige historiske værdi”) og Sagsøgers grundlæggende rettigheder som fastsat i Charterets artikel 7 og 8, jf. bl.a. også i samme retning de forenede sager C-37/20 og C-601/20 af 22. november 2022, pr. 86 […].

2.12.8 Vanskeligheder ved at opstille klare og præcise rammer for, hvornår

offentligheden kan tilgå oplysninger, kan ikke begrunde, at det be-stemmes, at offentligheden har adgang til oplysningerne, jf. analogt de forenede sager C-37/20 og C-601/20, pr. 72 […] samt sagen C-140/20, pr. 84 […]. Det gøres videre gældende, at det indgreb i Sagsøgers

gørelse af personoplysninger og ophavsretligt beskyttede værker, der

91

sker ved overførsel af alle operationssager, hvor der har været sagsbe-handling, til Rigsarkivet.

2.12.9 Indgrebet i rettighederne, der er sikret ved Charterets artikel 7 og 8 og

EMRK art. 8, er dermed ikke begrænset til det strengt nødvendige, idet der hverken på sags-eller dokumentniveau foretages en vurde-ring af proportionaliteten af overdragelsen af oplysningerne til Rigs-arkivet.

2.13 Retshåndhævelsesdirektivet

2.13.1 Bestemmelserne i Chartret skal sammenholdes med bestemmelser i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af så-danne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (”Retshåndhævelsesdirektivet”) […].

2.13.2 Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter regler om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den of-fentlige sikkerhed, jf. art. 1, stk. 1.

2.13.3 Overordnet gøres det gældende, at EU-retten og herunder Retshånd-

hævelsesdirektivet finder anvendelse i forhold til disse spørgsmål uanset bestemmelserne i TEU art. 4, stk. 2 […], og direktivets art. 2, stk. 3, lit. A […]. Bestemmelserne skal ikke forstås således, at blot fordi en sag vedrører en efterretningstjenestes handlinger eller statens sik-kerhed i øvrigt, f.eks. forsvaret, finder EU-retten ikke anvendelse. Det-te er fastslået af EU-domstolen i de forenede sager C-511/18, C-512/18 og C-520/18 […] samt i sagen C-742/19 […].

2.13.4 Det gøres videre gældende, at det er den konkrete aktivitet, der udø-

ves, og ikke karakteren af den myndighed, der udøver aktiviteten (f.eks. efterretningstjenesten), der er afgørende for, hvorvidt EU-retten, herunder navnlig Retshåndhævelsesdirektivet finder anvendel-se, jf. C-742, pr. 40, 43-46 samt 60 – 80 […] og C-623/17, pr. 44 (”Privacy International”) […]. Det forhold, at beslaglæggelsen og kopieringer af dagbogen i sin tid skete under påberåbelse af hensyn til national sik-kerhed, er derfor ikke ensbetydende med, at samtlige efterfølgende

92

behandlinger af personoplysningerne i dagbogen er sket med henblik på beskyttelse af nationens sikkerhed.

2.13.5I henhold til Retshåndhævelsesdirektivets art. 1, stk. 2, lit. A […], skal medlemsstaterne i overensstemmelse med direktivet sikre, at fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig deres ret til beskyttelse af personoplysninger, beskyttes.

2.13.6Direktivets art. 16, stk. 2, indeholder bestemmelser om ret for den re-gistrerede til at kræve sletning af personoplysninger om sig selv uden unødig forsinkelse, hvis behandlingen overtræder de bestemmelser, der vedtages i henhold til art. 4, 8 eller 10.

2.13.7Direktivets art. 4 omhandler medlemsstaternes forpligtelse til at fast-sætte bestemmelser om principper for behandling af personoplysnin-ger, herunder krav om legalitet, formålsoverensstemmelse og propor-tionalitet. Derudover fremgår det af art. 4, stk. 3, at behandlingen kan omfatte behandling til arkivformål i samfundets interesse eller til vi-denskabelig, statistisk eller historisk brug med henblik på formål fast-sat i art. 1, stk. 1, under forudsætning af, at behandlingen er omfattet af de fornødne garantier for den registreredes rettigheder og friheds-rettigheder.

2.13.8Direktivets art. 8 kræver, at medlemsstaterne skal fastsætte bestem-melser om, at en behandling kun er lovlig, hvis og i det omfang denne behandling er nødvendig for, at en kompetent myndighed kan udføre en opgave med henblik på art. 1, stk. 1, og at den sker på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret.

2.13.9Art. 10 omhandler behandlingen af særlige kategorier af personoplys-ninger, f.eks. politisk eller filosofisk overbevisning, som kun må ske, når det er strengt nødvendigt og forudsat, at behandlingen er omfattet af de fornødne garantier for den registreredes rettigheder og friheds-rettigheder.

2.13.10 Bestemmelsen om behandling til arkivformål, jf. Retshåndhævelsesdi-

rektivet, forudsætter en konkret vurdering af sagen, og hvorvidt sam-fundet har en interesse heri eller, om det er til videnskabelig, statistisk eller historisk brug.

2.13.11 Dendanske lovgivning indebærer imidlertid, at den afleverende

myndighed ikke skal foretage en konkret vurdering af den mulige samfundsinteresse m.v. i sagen og de oplysninger, der indgår i den. Det fremgår således af bilag […], at afgrænsningen af sager, der skal

93

bevares, afgøres alene efter sagskategori. Der foretages heller ikke en gennemgang af de enkelte sager med henblik på at udskille konkrete sagsakter, der ikke bør bevares, jf. princippet om ”dataminimering” , jf. art. 4, stk. 1, lit. c. Dette er heller ikke sket i forhold Sagsøgers sager. PET har således ikke vurderet, om hensynet til den histori-ske interesse kan varetages selv om dagbogskopierne ikke blev afleve-ret. Tværtimod foretages standardmæssigt en generel og udifferentie-ret overdragelse af sagsakter til Rigsarkivet med henblik på tidsube-grænset opbevaring der.

2.13.12 Det skal herunder tages i betragtning, at PET i 2010 vurderede, at sa-

gerne om Sagsøger ikke længere var nødvendige af hen-syn til varetagelse af tjenestens opgaver. Sagsmaterialet skulle derfor som udgangspunkt destrueres, jf. 2009-retningslinjerne, medmindre bevarings-og kassationsbestemmelser foreskrev aflevering til Statens Arkiver.

2.13.13 Som anført ovenfor i pkt. 2.8.15 var der i 2010 ikke gældende beva-

rings-og kassationsbestemmelser udstedt af Statens Arkiver. Dette skyldes, at Rigsarkivaren i 2004 ophævede 1965-aftalen uden samti-digt at udstede nye bestemmelser, jf. bilag […]. Dette skete først i 2012, jf. bilag […].

2.13.14 Den reelle overførsel af dagbogskopierne fandt først sted i henholds-

vis 2014 og 2018 (bilag J og K) […]. I 2010 hvor beslutningen om, at sa-gen ikke længere var relevant for tjenestens aktiviteter, var retshånd-hævelsesdirektivet ikke vedtaget endnu. Det var det imidlertid i 2018, hvor operationssagen med den fuldstændige kopi blev afleveret til Rigsarkivet.

2.13.15 Herudover gælder overordnet, at der sker en fortsat behandling af

personoplysningerne i dagbogskopierne igennem opbevaringen på Rigsarkivet, jf. Retshåndhævelsesdirektivets art. 3, nr. 2, om definitio-nen af ”behandling” . Dette gælder i øvrigt ikke kun oplysninger om Sagsøger selv, men alle andre personer, der kan være nævnt, f.eks. ægtefælle og øvrig familie samt venner og bekendte.

2.13.16 Det er derfor Dansk Forfatterforenings opfattelse, at Retshåndhævel-

sesdirektivet foreskriver, at der i national ret fastsættes regler, der re-gulerer en situation som den foreliggende, hvor oplysninger indsamlet af en retshåndhævende myndighed afleveres til et offentligt arkiv, uanset at indsamlingen fandt sted, før direktivet blev vedtaget.

94

2.13.17 Det er endvidere Dansk Forfatterforenings opfattelse, at retshåndhæ-

velsesdirektivet finder anvendelse på en efterretningstjenestesom

PET, da sådanne myndigheder ikke generelt er undtaget fra direktivet. I direktivets art. 2, stk. 3, lit. a, er alene den almindelige bestemmelse om, at direktivet ikke finder anvendelse på aktiviteter, der er undtaget fra EU-retten. Som nævnt kan dette bl.a. være som følge af TEU art. 4, stk. 2, som imidlertid er en undtagelse med begrænset rækkevidde.

2.13.18 Herunder gælder særligt, at undtagelsen fra direktivets anvendelses-

områdeikke forekommer relevant i en situation, hvor den nationale

retshåndhævende myndighed (her PET) har vurderet, at oplysninger-ne ikke længere er nødvendige for varetagelse af sine opgaver.

2.13.19 Behandlingen af personoplysninger til arkivformål skal desuden om-

fattes af garantier for Sagsøgers frihedsrettigheder. Der er således her en reference til Chartret og EMRK, hvor sidstnævnte er gennemgået ovenfor, hvortil der henvises.

2.14PET-loven 

2.14.1PET-loven, jf. lov nr. 604 af 12. juni 2013, trådte i kraft 1. januar 2014 […]. Samtidig blev den hidtidige § 116 i retsplejeloven ophævet. Sidstnævnte bestemmelse handlede om PET’s videregivelse af oplys-ninger til Forsvarets Efterretningstjeneste (Stk. 1), og PET’s adgang til at indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder (Stk. 2).

2.14.2I forarbejdernes til PET-loven fremgår, at den er vedtaget i forlængelse af en politisk aftale, hvor aftaleparterne dels havde noteret sig, at der ikke forud for vedtagelsen fandtes en særlig lovgivning om PET’s op-gaver, og at PET’s behandling af personoplysninger hidtil havde været reguleret af almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsæt-ninger samt retningslinjer fastsat af Justitsministeriet og tjenesten selv.

2.14.3Det fremgår yderligere af forarbejderne, at aftaleparterne ønskede en regulering, der sikrer at tjenesten ikke uden relevant og sagligt grund-lag indhenter, registrerer eller på anden måde behandler oplysninger om borgerne, herunder deres deltagelse i politisk virksomhed, samt at der i tjenesten er den i et demokratisk samfund fornødne åbenhed om og kontrol med tjenestens virksomhed og de vilkår, som den arbejder under, bl.a. det almindelige proportionalitetsprincip.

2.14.4I lovforslagets pkt. 4.1.4 er dagældende ret beskrevet […]. Det fremgår helt indledningsvis, at PET ikke må behandle oplysninger, der ikke er

95

– eller ikke længere er – nødvendige for varetagelsen af efterretnings-tjenestens opgaver.

2.14.5 I pkt. 4.1.4 er afslutningsvis en omtale af sager af historisk interesse.

Det er anført, at sådanne sager ikke destrueres ved sletning af sagerne i registre, databaser eller journalsystemet, men overføres i stedet til Statens Arkiver, og der er henvist til arkivloven og arkivbekendtgørel-sen fra 2003 om adgangen til udarbejdelse af bevarings-og kassa-tionsbestemmelser for PET’s arkivalier på papir. Det er oplyst, at så-danne bestemmelser blev udstedt og trådte i kraft 12. april 2012. På dette tidspunkt havde PET allerede vurderet, at tjenesten ikke længere havde behov for sagen.

2.14.6 Som følge af overvejelserne om indførelse af regulering af PET’s be-

handling af personoplysninger, blev visse af den dagældende person-datalovs bestemmelser sat i kraft for PET, jf. dagældende PET-lovs § 7, stk. 1. Endvidere blev der i § 7, stk. 2, indsat betingelser for, hvornår PET måtte behandle oplysninger om fysiske personer. Det fremgår af den dagældende PET-lov, at bl.a. persondatalovens § 5, skulle finde anvendelse. […]

2.14.7 Efter dagældende persondatalovs § 5, stk. 5, måtte indsamlede oplys-

ninger ikke opbevares på en måde, der gav mulighed for at identifice-re den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

2.14.8 Endvidere blev den dagældende persondatalovs § 14 sat i kraft for

PET. Efter denne bestemmelse kunne oplysninger omfattet af loven overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen.

2.14.9 I PET-loven blev endvidere indsat en særlig bestemmelse i § 9 om

pligt for PET til at slette oplysninger om personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod personerne, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov […]. Ved hjælp af henvisningen til anden lovgivning blev mulig-heden for at overføre materiale til Statens Arkiver lovbestemt, uden at dette altså direkte fremgik af lovteksten.

2.14.10 PET-lovens bestemmelser er senere blevet opdateret som konsekvens

af nye regler om persondatabeskyttelse, herunder ophævelsen af per-sondataloven, jf. bl.a. lov nr. 503 af 23. maj 2018. Med virkning fra 25. maj 2018 blev PET-loven således ændret i det henvisningerne i lovens § 7, stk. 1, til udvalgte bestemmelser i persondataloven blev ophævet. I stedet blev der i § 6 a6 a indsat bestemmelser, der i det væsentligste

96

svarede til persondatalovens §§ 3, 5 og 14. Endvidere blev § 14, stk. 1, 4. pkt., ændret således, at PET ikke var omfattet af lov om retshånd-hævende myndigheders behandling af personoplysninger […].

2.15PET-bekendtgørelsen 

2.15.1I bekendtgørelse nr. 763 af 20. juni 2014 om PET’s behandling af op-lysninger om fysiske og juridiske personer m.v. med senere ændrin-ger, er der i § 10 en bestemmelse, hvorefter PET løbende skal lave stikprøvekontrol med bl.a. sletning af oplysninger […].

2.15.2Efter § 18 må fysiske eller elektroniske oplysninger ikke destrueres el-ler slettes, hvis de i medfør af bevarings- eller kassationsbestemmelser skal bevares for eftertiden. Oplysningerne skal i stedet overføres til Statens Arkiver […].

2.15.3Bekendtgørelsen afløste således 2009-retningslinjerne, jf. bilag […].

2.16Sammenfattende om Charteret, Retshåndhævelsesdirektivet, PET- 

loven mv.:

2.16.1Retshåndhævelsesdirektivet beskytter og tillægger rettigheder for re-gistrerede personer, herunder retten til sletning af oplysninger. Direk-tivet indeholder endvidere begrænsninger for, hvornår og under hvil-ke omstændigheder en behandling må finde sted. Generelt gælder, at der skal foretages en række afvejninger af modstående hensyn mellem de retshåndhævende myndigheders muligheder for at varetage deres opgaver overfor de registreredes krav på beskyttelse af personoplys-ninger og af privatlivet.

2.16.2Heroverfor står de danske regler, særligt i form af PET-loven med til-hørende bekendtgørelse, arkivloven samt bevarings-og kassationsbe-stemmelser udstedt af Rigsarkivaren.

2.16.3Disse regelsæt indebærer samlet set en fuldstændig automatisering af processen, hvor PET har vurderet, at den ikke længere har behov for en sag eller oplysninger og til overførelse til Statens Arkiver.

2.16.4Det fremgår således af både 1965-aftalen og bevarings-og kassations-bestemmelserne fra 2012, at det alene er sagstypen, der er afgørende for, om en sag skal overføres eller destrueres. Realiteten er, at afleve-ring til Rigsarkivet er blevet hovedreglen, selv om PET-lovens hoved-regel er sletning, og det alene på bekendtgørelsesniveau er fastsat, at der skal ske aflevering til Rigsarkivet.

97

2.16.5 Der er efter de danske regler heller ikke givet mulighed for konkrete

vurderinger af proportionalitet i forhold til de registrerede eller andre af de hensyn, der normalt skal tages i betragtning inden en behandling af personoplysninger foretages. Dette synspunkt understøttes af, at det i PET og Rigsarkivets processkrift A […] er oplyst, at PET-loven ikke på nogen måde gennemfører retshåndhævelsesdirektivet.

2.16.6 Det er med andre ord tilsyneladende PET’s og Rigsarkivets opfattelse,

at de danske regler ikke tilsigter, at der foretages nogen form for af-vejning eller individuel og konkret vurdering, når PET afleverer sager og oplysninger til Rigsarkivet, således som en retshåndhævelsesdirek-tivet ellers foreskriver.

2.16.7 Denne afvejning foretages hverken i forhold til den person, der kon-

kret blev efterforsket samt alle andre personer nævnt i dagbogen og som har været uden interesse for PET. Dansk Forfatterforening henvi-ser i den forbindelse til, at PET i brevet af 28. november 2014 til Ju-stitsministeriet […] oplyste:

” PET ses ikke at være i besiddelse af notater eller lignende om overvejelserne i forbindelse med denne vurdering [at sagen skulle bevares for eftertiden, min bem.] . Det fremgår således ikke, om der blev foretaget en konkret vurdering af dagbøgerne, herunder en afvejning af dagbøgernes historiske interesse over for hensynet til Sagsøger eller eventuelle tredjepersoner, eller om der er inddraget proportionalitetsbetragtninger om eksempelvis kun at bevare dele af dagbøgerne. Det kan imidlertid oplyses, at PET’s praksis var at vurdere hele sager og ikke de enkelte dokumenter he-ri.”

2.16.8 Det er Dansk Forfatterforenings klare opfattelse, at det herefter kan

lægges til grund, at der ikke har været foretaget vurderinger af nogen art om dagbøgernes historiske værdi eller f.eks. proportionalitetsbe-tragtninger. Dels er PET nærmest til at dokumentere, at sådanne vur-deringer er foretaget, og dels tilsiger det anførte om PET’s praksis vedrørende vurdering af hele sager, at udelukke at sådanne vurderin-ger blev foretaget.

2.16.9 Konsekvensen af ovenstående er, at der på den ene side er en EU-

regulering, som tilsiger konkrete og individuelle vurderinger af rets-håndhævende myndigheders behandling af personoplysninger. På den anden side er der en national regulering i form af PET-loven og de danske arkivregler, der udelukker sådanne konkrete og individuelle vurderinger, og også praktiseres på en måde, hvor der netop ikke fo-

98

retageskonkrete og individuelle vurderinger på dokument-eller op-

lysningsniveau.

2.16.10 Med henvisning til det, der er anført ovenfor vedrørende EMRK art. 8,

stk. 2, gøres det derfor gældende, at der ved afleveringen af dagbog-skopierne til Rigsarkivet og opbevaringen, er sket og fortsat sker en

behandling af Sagsøgers personoplysninger,hvor den

danskelovgivning ikke tillægger ham nogen rettigheder i forhold til

rettelse,sletning eller lignende. Derved sker der en tilsidesættelse af

Chartretsregler i art. 7 og 8, jf. art. 52 samt Retshåndhævelsesdirekti-

vets, idet behandlingen til arkivformål ikke sker under iagttagelse af Sagsøgers grundlæggende rettigheder.

2.16.11 Den fortsatte behandling i strid med disse regler skal ophøre, hvilket

skal ske ved tilbagelevering eller sletning, jf. påstand 1 og 2.

2.17 Ophavsret 

2.17.1Dansk Forfatterforening gør gældende, at PETs og Rigsarkivets hånd-tering af Sagsøgers dagbog er sket i strid med ophavsrets-lovens regler. Ophavsretligt kvalificeres de udførte handlinger såle-des:

1)PET har foretaget retsstridig eksemplarfremstilling i strid med den ophavsretlige eneret ved at foretage kopiering af hele den beslag-lagte dagbog uden udeladelse af de dele af den, der ikke havde be-tydning for sagen mod Sagsøger, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 1 […],

2)Overdragelsen af dagbogskopien til Rigsarkivet, uden udeladelse af de dele af den, der ikke havde betydning for sagen mod Sagsøger, indebærer en retsstridig spredning til almenhe-den, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 3, nr. 1.

3)Rigsarkivets opbevaring og tilgængeliggørelse af dagbogen til forskningsformål, uden udeladelse af de dele af den, der ikke havde betydning for sagen mod Sagsøger, indebærer en retsstridig tilgængeliggørelse for almenheden samt medvirken til retsstridig eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for al-menheden, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 1-3.

2.18Eksemplarfremstillingen og kvalificering 

2.18.1Det er ubestridt, at Sagsøgers dagbog udgør et ophavsret-ligt beskyttet værk, idet den er udtryk for Sagsøgers selv-

99

stændige skabende indsats. PETs kopiering af dagbogen udgør derfor en eksemplarfremstilling af værket i ophavsretslovens forstand.

2.18.2Dansk Forfatterforening gør gældende, at PET’s kopiering af dagbo-gen ikke var omfattet af en ophavsretlig undtagelse, herunder fordi kopieringen af dagbogen blev foretaget uden ekstrahering af de dele af den, der ikke havde betydning for sagen mod Sagsøger.

2.18.3En regel eller retstilstand, der tillader det modsatte, vil stride mod grundlæggende folke- og EU-retlige regler om den måde, ophavsretli-ge undtagelser skal fortolkes og administreres på, herunder tre trins-testen, proportionalitetsprincippet mv, jf. nedenfor.

2.18.4Opretholdelse af en effektiv ophavsretlig beskyttelse af private, ikke-offentliggjorte værker, som f.eks. dagbøger, er en af de måder, hvorpå medlemsstaterne opfylder pligten til at beskyttelse privatliv efter Charterets art. 7 […].

2.18.5Chartrets art. 7 tilsiger på samme måde som tre trins-testen mv., jf. punkt 2.18.17, en snæver, indskrænkende fortolkning af de undtagel-ser om kopiering til brug ved offentlig sagsbehandling, som måtte ha-ve eksisteret, da PET kopierede dagbogen.

2.18.6Det følger af ophavsretsloven, at der udelukkende må foretages ek-semplarfremstilling eller gøres andre indgreb i ophavsretten, hvis op-havsmanden har samtykket hertil, eller hvis indgrebet er omfattet af en undtagelse til ophavsretten, jf. den nugældende ophavsretslovs § 2 sammenholdt med §§ 11 ff. […]. Den nugældende ophavsretslovs § 2 modsvarer § 2 i ophavsretsloven af 1961 […].

2.18.7Som det fremgår af den nugældende ophavsretslovs § 90, stk. 2 […], skal lovligheden af en ophavsretligt relevant handling vurderes på baggrund af den lovgivning, som var gældende på tidspunktet, hvor handlingen fandt sted. For PETs kopiering af Sagsøgers dagbog var dette tidspunkt i 1981-82, hvor 1961-ophavsretsloven fandt anvendelse.

2.18.8Sagsøger har ikke samtykket til PETs kopiering af dagbo-gen. Tværtimod har Sagsøger - siden han fik kendskab til dagbogskopiens eksistens - gang på gang gjort indsigelser mod beret-tigelsen af eksemplarfremstillingen og tilgængeliggørelsen heraf […].

100

2.18.9I den nugældende ophavsretslov findes regler om brug af værker i of-fentlig sagsbehandling mv. i §§ 27 og 28. 1961-ophavsretsloven inde-holdt derimod ikke undtagelser, som gav offentlige myndigheder hjemmel til at foretage kopiering af ophavsretligt beskyttet materiale som led i sagsbehandling eller lignende.

2.18.10 PET og Rigsarkivet har gjort gældende, at ophavsretslovens § 28 er

indført for at sikre en klar hjemmel til den kopieringspraksis, der alle-

redevar gældende ved retssager og administrativ sagsbehandling

forudfor bestemmelsens indførelse. Hvor det synes oplagt, at be-

stemmelsen er indført for at sikre klar hjemmel, er det imidlertid også

klart,at bestemmelsen er indført som et ”opgør” mod en tidligere

retsstridig kopieringspraksis. Det fremgår af forarbejderne til § 28 […], at:

” Det må således antages, at der i dag foregår en ganske betydelig kopie-ring i forbindelse med rets- og nævnssager. Denne kopiering er ikke i alle tilfælde tilladt efter den gældende ophavsretslovgivning. Formålet med

med sager for domstolene, administrative nævn o.lign. [Egen fremhæv-ning].

2.18.11 Det fremgår af forarbejderne til ophavsretslovens § 28, at denne er

indført netop for at legalisere en praksis, der ikke var forenelig med de ophavsretlige undtagelser. Behovet for legalisering forudsætter såle-des i sig selv, at den hidtidige praksis var retsstridig. Hvilket således også var tilfældet ved PETs foretagne kopiering i 1982.

2.18.12 Indførelse af ophavsretslovens § 28, hvormed den daværende kopie-

ringspraksis søgtes legaliseret, kan ikke reparere på og medfører ikke, at den ulovlige eksemplarfremstilling bliver lovlig; endsige at den ef-terfølgende opbevaring og tilgængeliggørelse af de ulovligt fremstil-lede eksemplarer derved blev eller nu er lovlig.

101

2.18.13 På tidspunktet for PETs kopiering af dagbogen fandtes der en vis, be-

grænset adgang for offentlige myndigheder til at kopiere dagbogen på baggrund af ophavsretslovens almindelige undtagelser, herunder reg-len om kopiering til privat brug i den dagældende ophavsretslovs § 11, stk. 1. Bestemmelsen forudsatte imidlertid, at det kopierede værk var offentliggjort, hvilket Sagsøgers dagbog ikke var.

2.18.14 Der fandtes ingen kopieringsadgang i de ophavsretlige undtagelses-

bestemmelser i 1961-loven og dermed ingen lovhjemmel til den af PET foretagne kopiering. Som professor i ophavsret Person 13 anfører i det notat, som blev afgivet i forbindelse med klagesagen til Folketingets Ombudsmand […], er det dog muligt, at PETs kopiering af dagbogen kan have været omfattet af en ulovbestemt adgang til at kopiere fra dagbogen i det omfang, det var påkrævet for at sikre sta-tens sikkerhed.

2.18.15 Efter Dansk Forfatterforenings opfattelse kan en undtagelse af den art

imidlertid ikke begrunde, at PET kopierede dagbogen i dens helhed uden sletning af de dele af den, der ikke var af betydning for efter-forskningen.

2.18.16 Det er en ophavsretlig grundsætning, at undtagelser til ophavsretten

skal fortolkes snævert og indskrænkende til fordel for ophavsmanden. Det princip har bl.a. støtte i motiverne til ophavsretsloven af 1961. Det hedder her, at man skal fortolke de ophavsretlige undtagelsesregler ”på en sådan måde, at de formål, de tjener, virkelig kan ske fyldest, men på den anden side heller ikke længere ”[…]. En pligt til snæver, afbalanceret fortolkning følger desuden af den såkaldte ”tre trins-test” , som frem-går af bl.a. Bernerkonventionens art. 9, stk. 2, Wipo Copyright Treaty art. 10, stk. 1, infosoc-direktivets art. 5, stk. 5, m.fl., jf. bl.a. […].

2.18.17 Tre trins-testen bevirker, at man kun kan gøre undtagelser til eneret-

ten i særlige tilfælde (trin 1), som ikke påvirker den normale udnyttel-se af værket på en skadelig måde (trin 2), og som ikke på en urimelig måde gør indgreb i ophavsmandens legitime interesser (trin 3). Heru-dover følger den EU-retlige pligt til at fortolke ophavsretlige undta-gelser snævert af infosoc-direktivets præambelbetragtning 44 […], så-vel som af en generel EU-retlig regel om, at undtagelser til hovedreg-ler skal fortolkes indskrænkende. EU-Domstolen har anvendt dette princip i adskillige sager om ophavsretlige undtagelser, jf. bl.a. C-5/08 af 16.07.2009 (Infopaq) præmis 56 […] og C-435/12 af 10.04.2014 (Stich-ting de Thuiskopie) præmis 20 […]. Se videre Rosenmeier m.fl.: Dansk ophavsret til EU-retligt serviceeftersyn, Nordiskt immateriellt rätts-

102

skydd 2018 s. 291 ff., jf. s. 304 ff, […] og Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen: Immaterialret (2021) s. 172 ff. […].

2.18.18 Ophavsretlige undtagelser skal endelig respektere det almindelige

2.18.19 En retstilstand, hvor ophavsretlige undtagelser skulle gøre det muligt

at kopiere private dagbøger i deres helhed, uden sletning af irrelevan-te, private oplysninger, er efter Dansk Forfatterforenings opfattelse i

stridmed de ovennævnte principper. PET og Rigsarkivet skal som

følge heraf tilbagelevere/destruere alle dagbogskopier.

2.19Videregivelsen til Rigsarkivet og fortsat opbevaring og tilgængeliggø- 

relse af dagbogen

2.19.1PETs overdragelse af dagbogskopien til Rigsarkivet indebærer en spredning til almenheden, hvilket er et indgreb i Sagsøgers spredningsret, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 3, nr. 1 […]. Overdra-gelsen og den fortsatte opbevaring i Rigsarkivet gør det desuden mu-ligt for de forskere og arkivansatte m.fl., der gives adgang til dagbo-gen, at studere den, kopiere fra den og citere fra den mv. Det indebæ-rer et indgreb i eksemplarfremstillingsretten, spredningsretten og vis-ningsretten, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 1-3. I tilfælde, hvor forsknin-gen resulterer i, at dagbogen gengives på internettet eller i andre elek-troniske medier, vil der også ske krænkelse af Sagsøgers eneret til offentlig fremførelse, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 1. Dette er f.eks. tilfældet i PET-kommissionens beretning […], hvor der nu uden Sagsøgers samtykke ligger dele af den ikke-offentliggjorte dagbogskopi gengivet og tilgængeliggjort, og som re-sultat heraf kan findes ved en simpel søgning på www.google.dk.

2.19.2Det bemærkes i den forbindelse, at sprednings- og visningshandlinger retter sig mod almenheden, selvom det relevante værkseksemplar eventuelt ”kun” videredistribueres til eller præsenteres for en enkelt aktør, f.eks. et arkiv eller en forsker.

103

2.19.3Det er i ikke en betingelse for, at der foreligger spredning, at der sker en endelig overdragelse af retten til et eksemplar. Også selve dette, at nogen tilbyder andre at overdrage rettigheder til et eksemplar til dem, er en fuldbyrdet spredning. Det fremgår direkte af ophavsretslovens § 2, stk. 3, nr. 1 (”… udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden” , kursivering her) […].

2.19.4Den ovennævnte retstilstand er bekræftet af EU-Domstolen i en række domme, der udtaler, at spredningsbegrebet sigter til forberedende rek-lameringsforanstaltninger mv. rettet mod ”medlemmer af almenhe-den” eller overdragelse til ”et medlem af almenheden” . Se C-516/13 af 13.5.2015 (Dimensione Direct Sales) præmis 23 ff. […], C-5/11 af 21.6.2012 (Donner) præmis 23 ff. […] og C-98/13 af 06.02.2014 (Blomq-vist) præmis 28 […]. Også andre former for forberedende handlinger end reklamering kan være spredning, jf. C-572/17 af 19.12.2018 (Syed).

2.19.5Eneretten til visning indebærer, at det kræver tilladelse fra ophavs-manden at anbringe fysiske værkseksemplarer på steder, hvor de kan iagttages af nogen, som den, der udfører visningen, ikke er knyttet til ved personlige bånd. Da visningsretten ikke er EU-harmoniseret, vur-deres visningers offentlighed eller mangel på samme af en række kri-terier udviklet i dansk retspraksis og teori.

2.19.6Det er Dansk Forfatterforenings opfattelse, at det - i tilfælde hvor der ikke er sket EU-harmonisering – fortsat og alene er det nationale al-menhedsbegreb, der finder anvendelse ved vurderingen af, hvorvidt en tilgængeliggørelse er sket til almenheden, jf. bl.a. U.2018.516 H […].

2.19.7Disse kriterier indebærer efter Dansk Forfatterforenings opfattelse, at det er en fuldbyrdet visning at fremvise et eksemplar for en enkelt person, man ikke er knyttet til ved personlige bånd, sml. herved Ro-senmeier, NIR 2016 m. note 38 […].

2.19.8Det bestrides, at EU-domstolens afgørelse af 28. oktober 2020 i sag C-637/19 (BY) har betydning i den forbindelse. Dommen vedrørte det almenhedsbegreb, der gælder i relation til overføring til almenheden, og som bl.a. stiller krav om fremførelse for en bred kreds. Videregivel-sen af Sagsøgers dagbog til Rigsarkivet indebærer deri-mod spredning af et fysisk værkseksemplar. En sådan spredning er omfattet af Sagsøgers ophavsret, selv om spredningen kun sker over for en enkelt modtager.

2.19.9De nævnte rettighedsbelagte dispositioner, jf. punkt 2.17.1, er kun lov-lige, hvis de er omfattet af en lovlig ophavsretlig undtagelse.

104

105

2.19.15 Det er tværtimod i strid med tre trins-testen at etablere en ophavsret-

lig undtagelsesregel om, at politimyndigheder, der har beslaglagt en privat dagbog som led i efterforskning og kopieret dagbogen, efterføl-gende kan overføre hele kopien af dagbogen til et offentligt arkiv, uden sletning af private oplysninger uden betydning for sagen. For det første vil en ”normal udnyttelse” af dagbøger indebære, at enhver råden kræver tilladelse fra ophavsmanden. For det andet vil utilladt råden over en privat dagbog i dens helhed normalt være ekstremt ge-nerende og krænkende for ophavsmanden, i strid med trins-testens tredje trin. I denne sag er det derfor åbenlyst, at PET, ved at overføre hele dagbogskopien til Rigsarkivet, har fortaget et indgreb, der på skadelig måde påvirker den normale udnyttelse af dagbogen. Ligele-des må det anses for åbenbart, at der er tale om et urimeligt indgreb i Sagsøgers legitime interesse, når PET vælger at lade hele dagbogskopien opbevare efter opgivelsen af tiltalen, hvor der ikke længere ses at være et legitimt formål med opbevaringen. Der henvi-ses i den forbindelse til erklæring af 4. februar 2019 fra en række juri-diske professorer […].

106

maj 2023 anført følgende:

”…

3. ANBRINGENDER 

3.1 Rigspolitiets og Rigsarkivets hovedanbringende 

De sagsøgte gør overordnet gældende, at der ikke er noget retligt grundlag for sagsøgerens krav om, at Rigspolitiet eller Rigsarkivet skal udlevere eller destruere kopier af sagsøgerens dagbog.

107

De sagsøgte gør endvidere overordnet gældende, at der heller ikke er noget retligt grundlag for sagsøgerens krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

3.2 PET’s beslaglæggelse, kopiering og opbevaring af dagbøgerne

Politiet kom i besiddelse af sagsøgerens dagbøger gennem et straffeproces-suelt tvangsindgreb på grundlag af retskendelser om ransagning af sagsøge-rens bopæl og beslaglæggelse af sagsøgerens dagbøger, jf. henholdsvis Ret-ten i Rudkøbings kendelser af 3. november 1981 […] og 6. november 1981 […] samt Østre Landsrets kendelse af 12. november 1981 […]. Østre Lands-rets kendelse vedrørende beslaglæggelse af sagsøgerens dagbøger blev truf-fet med hjemmel i den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 782, idet dagbøgerne måtte antages at være af betydning som bevismidler i sagen.

Det var PET’s vurdering, at dagbøgerne var af væsentlig efterforsknings- og efterretningsmæssig betydning for PET’s arbejde med den strafferetlige efter-forskning mod sagsøgeren og for PET’s arbejde med kontraspionage. Det følger således også af PET-kommissionens beretning om KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark, bind 13 […], at dagbøgerne var betydningsfulde for PET’s arbejde:

” Det mest betydningsfulde fund under ransagningen var Sagsøgers dag- og lommebøger fra perioden 1972 og frem. De indeholdt en lang række oplysninger om møder med sovjetiske ambassadefolk. Ved hjælp af denne nye kilde lykkedes det PET at danne sig et overblik over Sagsøgers østkontakter op gennem 1970’erne.”

Politiet tog en kopi af dagbøgerne, som blev fremsendt til sagsøgerens davæ-rende Advokat 2, jf. politiets fremsendelsesbrev af 15. fe-bruar 1982 […]. Denne kopiering og fremsendelse til sagsøgerens forsvarer skete med hjemmel i den dagældende § 745, stk. 1, i retsplejeloven, hvorefter forsvareren havde adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som po-litiet havde tilvejebragt. I det omfang materialet uden ulempe kunne mang-foldiggøres, skulle genpart tilstilles forsvareren. Forsvareren måtte dog ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre […]. Alle former for bevismateriale var principielt omfattet af bestem-melsen, herunder politirapporter, beslaglagte dokumenter og genstande, tekniske erklæringer mv. […]. Materialet måtte anses for tilvejebragt, så snart det var undergivet politiets rådighed […].

Den 17. april 1982 besluttede Justitsministeriet at meddele sagsøgeren et tilta-lefrafald efter straffelovens § 108 for ulovlig forbindelse med fremmed efter-retningsvæsen, jf. orientering om Sagsøger-sagen fra Justitsmi-

108

nisteriet af 17. april 1981, […]. Sagsøgeren blev dermed anset for skyldig i overtrædelsen, uden at der fastsattes en straf herfor […].

Sagsøgerens dagbøger blev efter tiltalefrafaldet tilbageleveret til sagsøgeren i henhold til den dagældende retsplejelovs § 793, 2. pkt., hvorefter den beslag-lagte genstand skal tilbageleveres, når den ikke længere behøves […]. Beslag-læggelse angår en persons fysiske rådighed over en genstand, herunder et dokument. Beslaglæggelsen indebærer således, at en person – efter omstæn-dighederne ganske kortvarigt i forbindelse med kopiering, affotografering m.v. – fratages den fysiske rådighed over en genstand. Genstanden for be-slaglæggelsen kan imidlertid ikke udstrækkes til også at omfatte resultatet af de undersøgelser, som politiet har foretaget af en lovligt beslaglagt genstand.

Den dagældende retsplejelovs § 793 omfatter således alene den beslaglagte genstand, men ikke de beviser, herunder kopier, billeder mv., som politiet har tilvejebragt ved undersøgelse af den pågældende genstand, og som er indgået i straffesagens akter, jf. også Justitsministeriets brev af 24. februar 2015 til Folketingets Ombudsmand […].

Det bestrides, at politiets kopiering af dagbøgerne som bevismiddel kræver særskilt retskendelse, når der allerede er indhentet retskendelse til at beslag-lægge dagbøgerne. Sagsøgeren har i processkrift 3 henvist til to kendelser (UfR 1998.795 H og UfR 2012.1510 Ø) om hemmelig beslaglæggelse i forbin-delse med varetægtsfængsledes brevkontrol og gør på den baggrund gæl-dende, at kopiering af originaldokumenter kræver selvstændig retskendelse […]. Dette bestrides, og det er en klar misforståelse af kendelsernes indhold, der vedrører indholdet og rækkevidden af en retskendelse om brevkontrol, som netop giver ret til at gennemlæse, men ikke beslaglægge dokumenter. Dette har intet med nærværende retssag at gøre, herunder spørgsmålet om politiet er berettiget til at fotografere eller kopiere en ved retskendelse be-slaglagt genstand.

De to kendelser vedrører begge tilfælde, hvor politiet ikke har en retskendel-se på beslaglæggelse eller et ønske om at indhente retskendelse til at beslag-lægge originaldokumentet – idet der netop er tale om hemmelig beslaglæg-gelse, hvor beslaglæggelse af originaldokumentet ville stride mod formålet med hemmelig beslaglæggelse, idet originaldokumentet derved ville blive fjernet fra den pågældendes varetægt, hvorved beslaglæggelsen ikke længere ville være hemmelig. Da der i disse tilfælde således ikke eksisterer en ret-skendelse til at beslaglægge originaldokumentet, er det nødvendigt at ind-hente en selvstændig retskendelse på den genstand, som politiet ønsker at beslaglægge som bevismiddel, hvilket i dette tilfælde udelukkende er kopien af genstanden. Der er imidlertid ikke tale om at indhente en retskendelse på at kopiere et beslaglagt originaldokument, men en retskendelse på at beslag-

109

lægge en kopi af et originaldokument, hvor originaldokumentet ikke er eller ønskes beslaglagt.

De to kendelser har således intet til fælles med nærværende retssag, og at udbrede retspraksis fra hemmelig beslaglæggelse ved brevkontrol af arre-stanter til situationer, der ikke vedrører hemmelig beslaglæggelse, er en mis-forståelse af genstanden for beslaglæggelsen og dermed af kendelsernes ind-hold.

I nærværende retssag er der således til forskel fra de to kendelser, som sagsøgeren påberåber sig, indhentet retskendelse til beslaglæggelse af origi-naldokumentet – sagsøgerens dagbøger – hvorfor der ikke også skal indhen-tes nye retskendelser, når politiet fotograferer eller på anden vis fremstiller en kopi af bevismidlerne, herunder eksempelvis når politiet udarbejder poli-tirapporter med fotografi af beviser som bilag, journaliserer og arkiverer sine beviser, eller når der fremsendes kopi af beviser til forsvareren eller rettens behandling af straffesagen.

Sagsøgeren har herudover henvist til, at den nugældende retsplejelovs § 791, stk. 1, foreskriver, at båndoptagelser, fotokopier eller andre gengivelser af det, der ved politiets indgreb er kommet til politiets kendskab, skal tilintet-gøres, hvis påtale senere opgives […]. Bestemmelsen i retsplejelovens 791, stk. 1, fremgår af retsplejelovens kapitel 71, og bestemmelsen finder alene anvendelse på de i kapitlet omfattede indgreb (telefonaflytning, anden aflyt-ning eller brevåbning), jf. retsplejelovens § 780, stk. 1. Retsplejelovens § 791, stk. 1, finder derimod ikke anvendelse i forbindelse med reglerne om beslag-læggelse, som fremgår af retsplejelovens kapitel 74, jf. retsplejelovens § 801, stk. 1. Det fremgår således direkte af ordlyden af retsplejelovens § 801, stk. 1, at der kan foretages beslaglæggelse ”efter reglerne i dette kapitel ”. Det bestrides således, at retsplejelovens § 791, stk. 1, giver sagsøgeren krav på, at de sagsøgte skal slette dagbogskopien.

Det skal i øvrigt fremhæves, at retsplejelovens § 791, stk. 1, ikke var gælden-de på tidspunktet for beslaglæggelsen og kopieringen af sagsøgerens dagbø-ger eller på tidspunktet for meddelelse af tiltalefrafaldet mod sagsøgeren, idet retsplejelovens § 791 blev vedtaget ved lov nr. 227 af 6. juni 1985, der trådte i kraft den 1. juli 1985 […]. Herudover finder retsplejelovens § 791, stk. 1, ikke anvendelse på sager, hvor politiet har rejst sigtelse og justitsministe-ren har meddelt et tiltalefrafald, idet bestemmelsen udelukkende omfatter sager, hvor ”der ikke rejses sigtelse mod nogen for den lovovertrædelse, der dannede grundlag for indgrebet, eller hvis påtale senere opgives ”, jf. retsplejelovens § 791, stk. 1. Endelig skal det fremhæves, at retsplejelovens § 791, stk. 2, uanset retsplejelovens § 791, stk. 1, giver politiet ret til at bevare materiale, som fort-sat er af efterforskningsmæssig betydning. I sager om overtrædelse af straffe-

110

lovens kapitel 12, herunder overtrædelse af straffelovens § 108, er det politiet selv, som foretager vurderingen af om kopier af beslaglagt materiale skal be-vares.

PET bevarede en kopi af dagbøgerne på den journalsag (operationssag), som havde dannet grundlag for sigtelsen og tiltalefrafaldet, idet disse kopier ind-gik som akter i den strafferetlige efterforskning mod sagsøgeren og i PET’s efterretningsarbejde med kontraspionage.

Offentlige myndigheder har en journaliseringspligt, hvorefter myndigheden har pligt til at journalisere dokumenter, der er modtaget eller afsendt af en myndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med myn-dighedens virksomhed samt myndighedens interne dokumenter, når de fore-ligger i endelig form. Journaliseringspligten gælder generelt for offentlige myndigheder. Tidligere fulgte den alene af god forvaltningsskik, men er nu også for de omfattede myndigheder lovfæstet i offentlighedslovens § 15, stk. 1 (lov nr. 606 af 12. juni 2013) […], jf. også Folketingets Ombudsmands udta-lelse af 30. marts 2017 til sagsøgeren […]. Der kan endvidere henvises til Of-fentlighedskommissionens betænkning 1510/2009, side 22, 96-98 og 860-864 […] samt forslag til lov om offentlighed i forvaltningen, Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 144 som fremsat, side 38-40 […]. Der kan herudover hen-vises til Folketingets Ombudsmands udtalelser gengivet i FOB 1974, side 193 […], FOB 1990, side 339 (side 365 f.) […], FOB 1993, side 294 […] og FOB 2001, side 539 […]. Der kan endelig henvises til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, side 396 og 645 […], og John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 1998, Jurist-og Økonomforbundets Forlag, side 142 og 144 […].

Journaliseringspligten skal også ses i sammenhæng med den lovfæstede ar-kiveringspligt for offentlige myndigheder, jf. nærmere herom afsnit 3.3 ne-denfor.

PET er som andre offentlige myndigheder berettiget og normalt også forplig-tet til at opbevare sager og tilknyttede sagsakter, efter at der er truffet afgø-relse i sagen. Det gøres således gældende, at PET var berettiget til at opbeva-re en kopi af sagsøgerens dagbøger i myndighedens sagsakter som led i den strafferetlige efterforskning rettet mod sagsøgeren og som led i PET’s arbejde med kontraspionage. Dagbogskopierne blev således opbevaret på PET’s ope-rationssag vedrørende sagsøgeren på linje med sagens øvrige akter.

Det skal hertil bemærkes, at det ikke er usædvanligt, at politiet – med hjem-mel i retsplejeloven og de almindelige regler for offentlige myndigheders adgang til at behandle personoplysninger – kopierer beslaglagte dokumenter (eller de dele, der vurderes relevante for sagen), og tilakterer kopierne straf-

111

fesagen, jf. også Justitsministeriets udtalelse af 24. februar 2015 til Folketin-gets Ombudsmand i sagen, jf. […]. Det sker bl.a. i tilfælde, hvor dokumen-terne vurderes at skulle indgå i sagen som bevis, herunder hvis materialet skal fremlægges i retten i forbindelse med anmodning om retskendelser mv. eller i forbindelse med hovedforhandlingen i straffesagen.

Det er ligeledes i overensstemmelse med journaliseringspligten, at PET som led i varetagelsen af sin efterretningsvirksomhed indhenter og opbevarer op-lysninger om målpersoners og -gruppers vaner, netværk og forbindelser med henblik på at kunne danne sig et billede af de pågældendes kapacitet, vilje og evne til at begå overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 og skabe grundlag for, at trusler af denne karakter kan identificeres og håndteres så tidligt og effektivt som muligt. Sådanne oplysninger kan også indgå i analy-sen af det samlede trusselsbillede fra og modus operandi for fremmede efter-retningstjenester. Der henvises til pkt. 2.1. ovenfor for en nærmere beskrivel-se af PET’s arbejde.

Det er således efter de sagsøgtes opfattelse lovligt, at politi- og anklagemyn-digheden – ligesom alle øvrige offentlige myndigheder – journaliserer mate-riale, som er af væsentlig betydning for myndighedens sagsbehandling, på myndighedens journalsager. Journaliseringen af sagsakter, herunder efter-retningsmæssige oplysninger og bevismateriale i straffesager, er også med til at sikre nødvendig dokumentation i de enkelte sager og understøtte myn-dighedens sagsbehandling.

Det skal hertil også bemærkes, at oplysninger i PET’s operationssager kan være relevante at opbevare, hvis der f.eks. måtte fremkomme nye oplysnin-ger om de forhold, der i sin tid blev undersøgt, eller hvis oplysningerne f.eks. måtte blive relevante i forbindelse med efterforskning af nye sager på samme måde som sager hos det øvrige politi.

I den forbindelse bemærkes det, at efterforskningen af spionage fra sovje-tisk/russisk side naturligvis ikke ophørte med tiltalefrafaldet mod sagsøge-ren. Dagbogskopierne – herunder også sider i dagbøgerne, som ikke var ble-vet gjort til genstand for rapportskrivning i forbindelse med straffesagen mod sagsøgeren – kunne derfor potentielt bidrage til den videre imødegåelse af spionage og til forståelse af de fremmede magters (og sagsøgerens) kapaci-tet, vilje og evne til at begå overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.

Det er PET’s politifaglige og efterforskningsfaglige vurdering, at dagbøgerne i deres fulde længde har været af efterforsknings- og efterretningsmæssig be-tydning i både operationssagen og straffesagen rettet mod sagsøgeren og for tjenestens arbejde med kontraspionage. Operationssagen blev opbevaret af hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver frem til 2010, hvor PET vurderede,

112

at opbevaring af operationssagen, herunder dagbogskopierne, ikke længere var nødvendig.

Det er i den forbindelse relevant at henvise til lovgivers generelle bemærk-ninger om tilvejebringelse af oplysninger i PET, som fremgår af forarbejderne til den nugældende § 3 i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET), jf. Fol-ketingstidende 2012-13, tillæg A, L 161 som fremsat […]. Det følger heraf, at efterretningsarbejde ofte har karakter af ”at lægge et puslespil” , hvor enkelt-oplysninger ikke nødvendigvis har et belastende indhold, men hvor oplys-ningen, når den sammenkædes med andre oplysninger, kan have afgørende betydning for det forebyggende arbejde. Efterretningsarbejde har ofte en så-dan karakter, at det ikke på tidspunktet for indsamlingen af en oplysning er muligt fuldt ud at vurdere den betydning, som oplysningen kan have for ef-terretningsarbejdet, når den sammenkædes med andre oplysninger. En given oplysning kan således senere vise sig at være en af de brikker, der mangler i det puslespil, som en efterretningstjenestes arbejde som nævnt ofte har ka-rakter af. PET er derfor også berettiget til med henblik på en efterfølgende behandling at indsamle og indhente data, blot disse data på indsamlings- el-ler indhentningstidspunktet vurderes at kunne have betydning for tjenestens virksomhed, jf. de specielle bemærkninger til § 3 i PET-loven, jf. Folketing-stidende 2012-13, tillæg A, L 161 som fremsat […].

PET kan således også indhente oplysninger om ”bipersoner” , herunder per-soner i den mistænktes omgangskreds, der ikke selv mistænkes for at være involveret i den eventuelle lovovertrædelse, der undersøges. PET kan også indhente oplysninger om (potentielle) ofre for terrorisme, spionage mv. samt kilder, personer og organisationer, hvis virksomhed indgår som baggrunds-viden til forståelse af de almindelige samfundsforhold. PET kan indhente alle oplysninger om de nævnte persongrupper, jf. Folketingstidende 2012-13, til-læg A, L 161 som fremsat […].

Det gøres herefter gældende, at PET er berettiget til at indhente og opbevare oplysninger om personer, der er mistænkt for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom, og at lovgiver senest i 2013 har præciseret, at dette er helt essentielt for, at PET kan udføre sine opgaver med at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfat-ningen og de øverste statsmyndigheder mv., jf. straffelovens kapitel 12 og 13, herunder reglerne om spionage og ulovlig forbindelse med fremmed efter-retningsvæsen i straffelovens §§ 107-108.

Det skal hertil også bemærkes, at Folketingets Ombudsmand i sin udtalelse af 30. marts 2017 til sagsøgeren er enig med de sagsøgte i, at PET var beretti-

113

get til at tage en kopi af sagsøgerens dagbøger og opbevare kopien i PET’s sagsbehandlingssystem, jf. […].

Det gøres endelig gældende, at PET i overensstemmelse med reglerne om journaliseringspligt for offentlige myndigheder har været berettiget til at op-bevare kopier af de politirapporter fra Kriminalpolitiet i Svendborg med dagbogsblade, som blev afklassificeret, til brug for Center for Koldkrigs-forskning i 2008.

3.3 Aflevering af dagbogskopierne til Rigsarkivet

Det følger af § 4, nr. 1, i arkivloven, at Rigsarkivet har til formål at sikre beva-ringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myn-digheder […]. Det er efter arkivlovens § 8, stk. 1, de enkelte myndigheder, der skal drage omsorg for varetagelse af arkivmæssige hensyn, herunder at arkivalier opbevares på betryggende vis […].

Rigsarkivet kan efter § 5, stk. 1, i arkivbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virk-somhed, fastsætte nærmere regler om bevaring og kassation af offentlige ar-kivalier […]. Efter arkivbekendtgørelsens § 5, stk. 2, må kassation af arkivali-er kun finde sted efter bestemmelser, der fastsættes i medfør af bestemmel-sen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Det er således Rigsarkivet (tidligere Statens Arkiver), som fastsætter de nærmere retningslinjer for, om sagsakter skal be-vares eller kasseres, mens det er den enkelte myndighed, der er ansvarlig for at vurdere sagsakterne i overensstemmelse med retningslinjerne.

PET er ligesom andre offentlige myndigheder forpligtet til at overføre mate-riale af historisk interesse til Rigsarkivet. Det betyder, at selvom materiale skal slettes i medfør af regler for PET, skal det overføres til Rigsarkivet i med-før af bestemmelser om bevaring og kassation udstedt af Rigsarkivet, og må derfor ikke destrueres eller slettes.

PET vurderede i 2010, at operationssagen og personsagen vedrørende sagsø-geren ikke længere var nødvendig at opbevare af hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver, jf. § 6, stk. 2, i 2009-retningslinjerne […].

Udgangspunktet er herefter ifølge § 6, stk. 2, i 2009-retningslinjerne, at jour-nalsagen skal slettes og eventuelle tilknyttede sagsakter destrueres, med-mindre andet følger af retningslinjernes § 10 om sager af særlig historisk in-teresse.

114

Det følger af § 10, stk. 1, i 2009-retningslinjerne, at materiale, som i medfør af bestemmelser om bevaring og kassation udstedt af Statens Arkiver skal be-vares for eftertiden, ikke må destrueres eller slettes. Sådant materiale skal i stedet senest ved udløbet af den frist, som efter disse retningslinjer gælder for destruktion eller sletning, overføres til Statens Arkiver (nu Rigsarkivet), jf. § 10, stk. 2, i 2009-retningslinjerne.

De relevante bestemmelser om bevaring og kassation var på tidspunktet for PET’s vurdering i 2010 indeholdt i 1965-aftalen […]. Der anføres i 1965-aftalen nærmere kriterier for, hvilke sager der bør bevares, og der lægges bl.a. vægt på, om en person har haft en ”mere fremtrædende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position ” (jf. aftalens pkt. 4), og ”andet materiale, som skønnes at have eller at kunne få historisk værdi ” (jf. aftalens pkt. 6).

PET vurderede bevaringsværdien af operationssagen vedrørende sagsøgeren på baggrund af bestemmelserne i 1965-aftalen og vurderede, at sagen opfyld-te de nævnte kriterier, hvorfor PET var forpligtet til at overlevere sagen til Rigsarkivet. Det kan oplyses, at PET’s praksis var at vurdere hele sager, og ikke de enkelte dokumenter heri. Sagen blev herefter gjort utilgængelig for PET’s operative og efterforskningsmæssige virke, jf. § 10, stk. 2, i 2009-retningslinjerne, idet materialet af praktiske grunde ikke kunne overføres til Rigsarkivet før den 28. august 2018.

Det er – som anført i brev af 28. november 2014 fra PET til Justitsministeriet […] – ikke muligt at fremfinde notater eller lignende, der kan belyse de nærmere overvejelser i forbindelse med vurderingen. Generelt bemærkes det dog, at en sag om overtrædelse af straffelovens bestemmelse om ulovlig for-bindelse med fremmed efterretningsvæsen, som dels gav anledning til om-fattende omtale på daværende tidspunkt, dels efterfølgende har givet anled-ning til omtale i både bøger, medier, forskning mv. og i PET-kommissionens beretning fra 2009 […] samt DIIS-rapporten om Danmark under den kolde krig […], efter PET’s vurdering opfylder kriteriet i 1965-aftalen om at være af historisk værdi.

Spørgsmålet om PET’s vurdering af sagens historiske værdi har allerede væ-ret genstand for vurdering henholdsvis i Justitsministeriet og hos Folketin-gets Ombudsmand.

Justitsministeriet har således ved afgørelse af 30. august 2012 […] meddelt sagsøgeren, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at tilsidesætte PET’s vurdering af, at operationssagen vedrørende sagsø-geren, herunder dagbogskopierne, skulle anses for at være af særlig historisk interesse og dermed bevaringsværdig.

115

Folketingets Ombudsmand har ligeledes i sin udtalelse til sagsøgeren af 30. marts 2017 efterprøvet PET’s skøn over operationssagens bevaringsmæssige værdi, og ombudsmanden konkluderer, at PET’s vurdering af sagens beva-ringsmæssige værdi er sket i henhold til et sagligt hensyn […]:

” Det var således efter min opfattelse et sagligt hensyn, som PET lagde vægt på i sin vurdering af operationssagens bevaringsmæssige værdi. […]

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsakterne i operationssagen vedrørende A er af en sådan historisk interesse, at de skal bevares for eftertiden, bygger på en vurdering, som jeg ikke kan foretage på en anden og bedre måde end myndighederne, der har særlige forudsætninger for at træffe afgørelser på området, bl.a. i kraft af deres erfaringer.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere PET’s, Justitsministeriets og Tilsynet med Efterretningstjenesternes vurdering af, at sagsakterne fra operationssagen, herunder dagbogskopierne, på grund af materialets hi-storiske værdi skal bevares for eftertiden.

Jeg henviser i øvrigt til det, som Justitsministeriet har anført, om at ope-rationssagen mod A både i samtiden og eftertiden har givet anledning til omfattende omtale i bøger, medier mv., og at uddrag fra dagbøgerne bl.a. indgår i PET-kommissionens beretning fra 2009 (…).”

Det skal herudover bemærkes, at det fulgte af § 6, stk. 2, i 2009-retningslin-jerne, at såfremt PET ønsker at bevare en sag i mere end 20 år efter sagens oprettelse, kan dette kun ske med godkendelse fra Tilsynsudvalget vedrø-rende politiets og forsvarets efterretningstjenesters behandling af personop-lysninger (”Udvalg 1”). Frem til sletning sker, skal spørgsmålet om sagens bevaring herefter forelægges Udvalg 1 til godkendelse hvert 10. år, medmindre udvalget har fastsat en kortere frist. Det fremgår af § 6, stk. 3, i 2009-retningslinjerne, at Udvalg 1 førte en stikprøvekon-trol med bl.a. overholdelsen af de i medfør af § 6, stk. 2, fastsatte frister. Det følger endvidere af § 10, stk. 3, i 2009-retningslinjerne, at PET hvert kvartal skulle orientere Udvalg 1 om de sager, der i henhold til § 10, stk. 1, i 2009-retningslinjerne blev overført til Statens Arkiver (nu Rigsarkivet), eller som i medfør af § 10, stk. 2, holdes adskilt fra efterretningstjenestens øvrige sager. Udvalg 1 var i perioden 1964-2013 en særlig, uafhængig kontrol vedrørende PET’s registrering og videregivelse af oplysninger, der kontrollerede, om PET’s behandling af personoplysninger skete efter de her-om gældende retningslinjer.

116

Udvalg 1 har således også skullet påse lovligheden af opbevarin-gen af dagbogskopierne, herunder med henblik på overlevering til Statens Arkiver (nu Rigsarkivet).

1965-aftalen blev i 2012 afløst af Statens Arkivers bevarings- og kassationsbe-stemmelser for papirarkivalier i varetægt hos Politiets Efterretningstjeneste. Efter disse bestemmelser kræves der ikke længere en vurdering af den kon-krete operationssags historiske værdi. Fra 2012 har der således i medfør af arkivlovgivningen været pligt til at opbevare alle B-sager og operationssager for eftertiden med undtagelse af operationssager, som ikke har medført egentlig sagsbehandling […]. Ordningen med bevaring af sager, der skal be-vares for eftertiden i medfør af arkivlovgivningen, er desuden videreført i § 9 i PET-loven, jf. 18, stk. 1, i PET-bekendtgørelsen […]. Personsagen og opera-tionssagen vedrørende sagsøgeren blev overført til Rigsarkivet i henholdsvis 2014 og 2018, og skal som følge af 2012-retningslinjerne bevares for efterti-den, idet der er tale om henholdsvis en B-sag og en operationssag, der har medført egentlig sagsbehandling.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne har også forholdt sig til berettigelsen af PET’s opbevaring af operationssagen mod sagsøgeren, herunder kopien af sagsøgerens dagbøger.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne er et særligt uafhængigt kontrolorgan, der blev oprettet ved lov pr. 1. januar 2014, og som består af fem medlemmer med en landsdommer som formand. Tilsynet fører kontrol med, at PET be-handler oplysninger om fysiske og juridiske personer i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser herom i PET-loven samt regler udstedt i medfør heraf. Efter anmodning fra en fysisk eller juridisk person skal tilsynet undersøge, om PET uberettiget behandler oplysninger om den pågældende. Tilsynet sikrer, at dette ikke er tilfældet, og giver herefter den pågældende meddelelse herom.

Tilsynet har i en udtalelse af 30. august 2016 til Folketingets Ombudsmand […] oplyst, at det er tilsynets vurdering, at PET var forpligtet til at bevare operationssagen vedrørende sagsøgeren med tilhørende sagsakter – herun-der dagbogskopierne – for eftertiden. Tilsynet udtaler således, at ”PET er her-efter afskåret fra at destruere operationssagen vedrørende A [sagsøgeren] med tilhø-rende sagsakter, herunder kopien af dagbøgerne ”. PET’s opbevaring heraf i tjene-stens historiske arkiv med henblik på overførsel til Rigsarkivet var således ef-ter tilsynets opfattelse i overensstemmelse med PET-lovens § 9, jf. bilag 1 til Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i PET’s varetægt, der trådte i kraft den 12. april 2012 […], og § 18 i bekendtgø-relse nr. 763 af 20. juni 2014 om Politiets Efterretningstjenestes behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer m.v. […].

117

Der skal hertil bemærkes, at der også for det øvrige politi og for anklage-myndigheden samt for domstolene er pligt til at bevare sager i henhold til bevarings- og kassationsbestemmelser udstedt af Rigsarkivet i henhold til arkivlovgivningen. Der er således bl.a. i henhold til arkivlovgivningen fastsat bevarings- og kassationsbestemmelser for anklagemyndighedens arkivalier, jf. bekendtgørelse nr. 183 af 10. marts 2009 […] , og for Rigspolitiets og poli-tikredsenes arkivalier, jf. bekendtgørelse nr. 177 af 5. marts 2009 […], og for domstolenes arkivalier, jf. bekendtgørelse nr. 1066 af 30. oktober 2008 […]. Disse bevarings- og kassationsbestemmelser medfører, at politiet, anklage-myndigheden og domstolene opbevarer et ganske omfattende antal straf-fesager af hensyn til eftertiden. Sådanne straffesager vil ‒ som det er tilfældet med operationssagen vedrørende sagsøgeren ‒ i sagens natur også kunne indeholde oplysninger af privat karakter.

Det skal i øvrigt bemærkes, at ændring i myndighedernes pligter i forbindel-se med arkivering, f.eks. således at der stilles krav om, at materialets beva-ringsværdighed skal vurderes på dokument- eller oplysningsniveau, vil medføre et eksorbitant ressourceforbrug i relation til medarbejdere og en her-til svarende omkostning, som det alene bør tilkomme lovgivningsmagten at fastsætte. Det kan i den forbindelse oplyses, at Rigsarkivets fysiske samling indeholder ca. 450 hyldekilometer, jf. Kulturministerens besvarelse af 27. marts 2017 af spørgsmål nr. 108 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg […]. Rigsarkivet bevarer herudover en omfattende og voksende mængde di-gitale data, der for nærværende er på i alt ca. 500 TB fra både staten, regioner og kommuner. Det samlede arkivmateriale svarer til ca. 2,5 mia. dokument-sider. Arkivmaterialet vokser med ca. 100-125 mio. dokumentsider årligt.

I forhold til anvendelsen af PET’s ressourcer har lovgivningsmagten i forbin-delse med vedtagelsen af lov nr. 1727 af 27. december 2016 om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilkendegivet, at det er af afgø-rende betydning at sikre, at de operative kræfter hos PET anvendes så effek-tivt som muligt til PET’s kerneopgaver, herunder forebyggelse og bekæm-pelse af terrorisme, frem for på administrativt arbejde i forbindelse med gen-nemgang af sager og dokumenter mv. med henblik på løbende at overveje sletning, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 71 som fremsat, side 3 […]. Det tydeliggøres således med loven, at PET ikke er forpligtet til løbende af egen drift at gennemgå tjenestens sager og dokumenter mv. med henblik på at overveje sletning, og at PET som udgangspunkt ikke er forpligtet til at slet-te enkeltoplysninger, der indgår i dokumenter, som der i øvrigt er behov for at bevare.

Rigsarkivet har efter arkivloven pligt til at opbevare sagsakterne, som mod-tages fra de enkelte særmyndigheder efter de nærmere retningslinjer for be-varelse af arkivalier. For en god ordens skyld skal det fremhæves, at det

118

fremgår af arkivlovens forarbejder, at det fra lovgivningsmagtens side er be-stemt, at også materiale og personoplysninger, der er indsamlet retsstridigt, skal forblive hos Rigsarkivet, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 168 som fremsat […]. Arkivloven skelner således ikke mellem data indsamlet med eller uden gyldig hjemmel, jf. Kulturministerens besvarelse af 20. april 2015 af spørgsmål nr. 1 i relation til L 168 fra Folketingets Kulturudvalg, Fol-ketingsåret 2014-15 (1. samling) […].

Det skal endelig bemærkes, at den daværende justitsminister i marts 1998 be-sluttede at indføre et makuleringsforbud for PET’s sager på grund af den fo-restående undersøgelse af PET’s virksomhed fra 1945-1989 (PET-kommissionen) […]. Det generelle makuleringsforbud blev efter aftale med den daværende justitsminister i 2008 forlænget, således at der tidligst måtte ske makulering 10 år efter PET-kommissionens afslutning. PET-kommissionen afgav beretning den 24. juni 2009, og makuleringsforbuddet gjaldt derfor til 24. juni 2019.

I 2018 blev makuleringsforbuddet yderligere forlænget af den daværende ju-stitsminister, således at den faktiske makulering/endelige sletning af materia-let ikke må påbegyndes, før Tibetkommissionen har genoptaget sit arbejde og har haft lejlighed til at forholde sig til, hvilket materiale, der eventuelt vil kunne være af relevans for kommissionens undersøgelse, jf. Justitsministe-rens orientering af 2. juli 2018 til Folketingets Retsudvalg (REU Alm. del, Bi-lag 346) […]. Tibetkommissionen II afgav sin beretning den 28. marts 2022. Makulerings- og sletningsforbuddet er forsat gældende, og PET afventer en endelig bekræftelse fra Justitsministeriet, om hvorvidt sletning- og makule-ring kan ske.

PET har således under alle omstændigheder ikke været berettiget til at slette sagsakter, herunder sagsøgerens operationssag med dagbogskopien, siden marts 1998.

3.4 Forholdet til databeskyttelsesretlige regler

3.4.1 Databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen

Det bestrides, at databeskyttelsesretlige regler giver sagsøgeren krav på til-bagelevering eller destruktion af kopier af sagsøgerens dagbøger.

Sagsøgeren har i sin replik, afsnit 3.6, erklæret sig enig med de sagsøgte i, at databeskyttelsesforordningen ikke er relevant i forhold til sletning af perso-noplysninger om sagsøgeren hos Rigsarkivet. Sagsøgeren anfører således følgende herom:

119

”Dansk Forfatterforening frafalder anbringendet i stævningen om, at

Rigsarkivet i medfør af persondataforordningen er forpligtet til at slette personoplysninger om Sagsøger. ”

Der må således anses for at være enighed blandt parterne i nærværende rets-sag om, at databeskyttelsesforordningen ikke er relevant i forhold til sletning af personoplysninger om sagsøgeren hos Rigsarkivet.

I forhold til PETs opbevaring af kopier af dagbogen følger det af § 3, stk. 2, i databeskyttelsesloven (lov nr. 502 af 23. maj 2018), at databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016) ikke finder anvendelse på den behandling af personoplysninger, som udføres for eller af PET […].

Det følger ligeledes af § 1, stk. 2, i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (lov nr. 410 af 27. april 2017 med senere ændringer), at loven ikke finder anvendelse på den behandling af personop-lysninger, som udføres for eller af PET […].

For så vidt angår de EU-retlige aspekter heraf fremgår det af artikel 4, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union, at spørgsmålet om den nationale sik-kerhed forbliver den enkelte medlemsstats eneansvar […], jf. også databe-skyttelsesforordningens præambelbetragtning nr. 16 […] og retshåndhævel-sesdirektivets (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016) præambelbetragtning nr. 14 […]. Enhver behandling af personop-lysninger, der sker som led i varetagelsen af den nationale sikkerhed falder således uden for EU-rettens anvendelsesområde, desuagtet om en behand-ling konkret måtte finde sted hos en retshåndhævende myndighed.

Tilsvarende fulgte det tidligere af § 2, stk. 11, i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer), som var gældende indtil 25. maj 2018, at persondataloven ikke gjaldt for behandlinger, der udføres for PET […]. Denne undtagelsesmulighed blev indført i henhold til databeskyttelsesdirek-tivets (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995) artikel 3, stk. 2, 1. pind, hvorefter direktivet ikke finder anvendelse på be-handling af personoplysninger, som iværksættes med henblik på udøvelse af aktiviteter af hensyn til statens sikkerhed […].

Som anført omfatter de databeskyttelsesretlige regler ikke den behandling af personoplysninger, som udføres for eller af PET. Det bemærkes imidlertid mere generelt, at for så vidt angår bevaringsværdige personoplysninger fulg-te det af den tidligere gældende persondatalovs § 14, jf. den tidligere gæl-dende PET-lovs § 7, stk. 1, at sådanne personoplysninger kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen […]. Det fremgår af

120

bemærkningerne til persondataloven, at persondatalovens § 14 bygger på den forudsætning, at spørgsmålet om arkivmæssig anvendelse af personop-lysninger afgøres efter arkivlovgivningens regler herom, og dermed ikke ef-ter reglerne i persondatalovens kapitel 4 om behandling af oplysninger, jf. forslaget til lov nr. 429 af 31. maj 2000, lovforslag nr. 147, Folketingstidende 1999/00, afsnit 4.2.11.3. i de almindelige bemærkninger […].

Persondataloven blev ophævet den 25. maj 2018 og erstattet af databeskyttel-sesforordningen og databeskyttelsesloven. Retstilstanden for PET blev dog opretholdt ved PET-lovens § 6 a, stk. 7, hvoraf det fremgår, at oplysninger omfattet loven kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlov-givningen. Det fremgår samtidig af forarbejderne til PET-lovens § 6 a, at be-stemmelsen i sin helhed vil skulle fortolkes i overensstemmelse med gæl-dende ret efter den hidtil gældende persondatalov, og at bestemmelsen såle-des ikke vil skulle fortolkes i lyset af bestemmelserne i den nye databeskyt-telseslov og databeskyttelsesforordningen og fremtidig praksis herom, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 69 som fremsat, side 35 […].

Databeskyttelsesforordningen har dog også en bestemmelse om behandling af følsomme oplysninger til bl.a. arkivformål i samfundets interesse. Efter da-tabeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra j, kan der således i overens-stemmelse med artikel 89 fastsættes nationale særregler for så vidt angår be-handling af følsomme oplysninger til bl.a. arkivformål i samfundets interesse […].

Det fremgår således af databeskyttelseslovens § 14, at oplysninger, der er omfattet af loven, kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkiv-lovgivningen. Det fremgår af forarbejderne til databeskyttelseslovens § 14, at den dagældende forudsætning om, at spørgsmålet om arkivmæssig anven-delse af personoplysninger afgøres efter arkivlovgivningens regler herom, og dermed ikke efter reglerne i databeskyttelseslovgivningen, videreføres, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 185 […]:

” Bestemmelsen i forslagets § 14 svarer til persondatalovens § 14. Den gældende praksis på området vil dermed fortsat være af betydning.

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om arkivering. Efter bestemmelsen kan oplysninger, som er omfattet af loven, overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen. Bestemmelsen indebærer, at der vil kunne ske arkivering af behandlede oplysninger i det omfang, dette følger af reglerne i arkivlovgivningen. Dette gælder for oplysninger, som er be-handlet for såvel offentlige myndigheder som for private.”

121

Som anført ovenfor under afsnit 3.3 har Rigsarkivet pligt til at opbevare de modtagne arkivalier fra PET efter arkivlovgivningen.

3.4.2 Retshåndhævelsesdirektivet

Bestemmelserne i PET-loven om behandling af personoplysninger gennem-fører ikke det såkaldte retshåndhævelsesdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske per-soner i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personop-lysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri ud-veksling af sådanne oplysninger), jf. […].

Retshåndhævelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af personop-lysninger, og lovens § 1, stk. 2, bestemmer, at loven ikke finder anvendelse på den behandling af personoplysninger, som udføres for eller af politiets el-ler forsvarets efterretningstjenester. Hvis lovgiver var af den opfattelse, at PET-loven i et eller andet omfang gennemfører retshåndhævelsesdirektivet, havde det været naturligt at angive det i forarbejderne til denne lov. Dette fremgår ikke af lovens forarbejder. Derimod fremgår følgende af pkt. 2.1.3.6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, der ligger til grund for loven […]:

” Retshåndhævelsesdirektivet finder ikke anvendelse på aktiviteter, der falder uden for EU-retten. Det fremgår af artikel 4, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union, at spørgsmålet om den nationale sikkerhed for-bliver den enkelte medlemsstats eneansvar, hvilket også er nævnt i direk-tivets præambelbetragtning nr. 14.

Det foreslås på den baggrund, at loven – som det er tilfældet for person-dataloven – ikke skal finde anvendelse på den behandling af personoplys-ninger, der foretages for og af politiets og forsvarets efterretningstjene-ster, idet denne behandling sker med henblik på varetagelsen af den na-tionale sikkerhed.”

Når lovgiver med PET-loven har fastsat regler om behandling af personop-lysninger, som i vidt omfang svarer til de regler, der gælder efter EU-retten for behandling af personoplysninger, er det således udtryk for et valg fra den danske lovgivers side, og ikke et udtryk for, at PET-loven gennemfører EU-ret.

Der foreligger i den forbindelse ingen EU-retlig tvivl om, at spørgsmålet om den nationale sikkerhed er den enkelte medlemsstats eneansvar, jf. artikel 4,

122

stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union […] samt databeskyttelsesfor-ordningens præambelbetragtning nr. 16 […] og retshåndhævelsesdirektivets (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016) præambelbetragtning nr. 14 […].

Hvad herefter angår vurderingen af, om den konkrete sag angår den nationa-le sikkerhed, anfører sagsøgeren i processkrift 1, at PET i 2010 vurderede, at sagen ikke længere havde betydning for PET’s opgaver, og at det i forlængel-se heraf er sagsøgerens opfattelse, at undtagelsen for den nationale sikkerhed efter artikel 4, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union i hvert fald fra 2010 ikke længere finder anvendelse.

De sagsøgte er principielt uenige i den tilgang til EU-rettens anvendelsesom-råde, som ligger bag dette synspunkt. Hvis en sag falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, f.eks. fordi sagen angår den nationale sikkerhed, så bli-ver sagen ikke pludseligt omfattet af EU-retten, blot fordi oplysningerne i sa-gen ikke længere understøtter et operativt behov, men overgår til primært at være af historisk interesse. En konsekvens af sagsøgerens synspunkt ville være, at alle sager inden for områder, der ikke er omfattet af EU-retten, ville blive omfattet af EU-retten den dag, hvor de ikke længere understøtter et ak-tuelt behov – og dermed ville der løbende ske en betragtelig udvidelse af EU-rettens anvendelsesområde. Denne tilgang er principielt forkert. Hvis der er tale om en sag, som angår national sikkerhed, vil der fortsat være tale om en sag, som angår den nationale sikkerhed, uanset at sagen er overgået til at væ-re historisk. Dette gælder i al fald, når der fortsat på dette tidspunkt ikke samtidig er tale om, at sagen angår anvendelse af andre, specifikke EU-regler.

Det bemærkes i den forbindelse, at de forvaltningsretlige regler, herunder om journalisering, og arkivreglerne, ikke i forhold til vurderingen af, hvilke sagsområder der er omfattet af EU-retten, kan siges at udgøre selvstændige sagsområder. Der er derimod tale om tværgående regler, som finder anven-delse på de øvrige sagsområder. Det forhold, at en sag angående den natio-nale sikkerhed bliver historisk, bevirker således ikke, at den overgår fra at være en sag angående den nationale sikkerhed til i stedet at blive en sag an-gående arkivering. Når en sag angående den nationale sikkerhed bliver hi-storisk, fortsætter den med at være en sag angående den nationale sikkerhed, der nu blot også skal håndteres i overensstemmelse med arkivreglerne. Sa-gen bringes derfor heller ikke i denne situation inden for EU-rettens anven-delsesområde.

3.4.3 EU’s Charter om grundlæggende rettigheder

123

Det bestrides, at EU’s Charter om grundlæggende rettigheder giver sagsøge-ren krav på tilbagelevering eller destruktion af kopier af sagsøgerens dagbø-ger.

Chartrets anvendelsesområde er fastlagt i Chartrets artikel 51, hvor det fremgår af artikel 51, stk. 1, at Chartret kun finder anvendelse, når unionens institutioner ”gennemfører EU-retten ” (”only when they are implementing Union law” ), jf. […].

Det fremgår af den forklarende rapport til Chartret af 14. december 2007 (2007/C 303/02) til artikel 51, stk. 1, at det følger utvetydigt af EU-Domstolens praksis, at forpligtelsen til at respektere de grundlæggende rettigheder, der er fastlagt inden for rammerne af Unionen, kun påhviler medlemsstaterne, når de handler inden for rammerne af EU-retten […]. I den forbindelse hen-vises der til retspraksis vedrørende anvendelsesområdet for de generelle EU-retlige principper – sag 5/88, Wachauf, sag C-292/97 […], Kjell Karlsson m.fl. […] og sag C-260/89, ERT […]. Heraf kan udledes, at Chartret alene forpligter medlemsstaterne inden for EU-rettens saglige anvendelsesområde.

Enhver behandling af personoplysninger, der sker som led i varetagelsen af den nationale sikkerhed, falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, desuagtet om en behandling konkret måtte finde sted hos en retshåndhæ-vende myndighed. Spørgsmålet om den nationale sikkerhed forbliver såle-des den enkelte medlemsstats eneansvar, jf. artikel 4, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union […] samt databeskyttelsesforordningens præambel-betragtning nr. 16 […] og retshåndhævelsesdirektivets (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016) præambelbetragtning nr. 14 […].

Det skal hertil bemærkes, at Chartret på samme måde som databeskyttelses-forordningen og øvrig EU-ret ikke kan regulere spørgsmål som led i vareta-gelsen af den nationale sikkerhed. Denne kompetence falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, idet den nationale sikkerhed forbliver den enkel-te medlemsstats eneansvar i henhold til TEU artikel 4, stk. 2.

Chartret kan således ikke i sig selv danne grundlag for en EU-retlig kompe-tence og/eller en EU-retlig forpligtelse, jf. Chartrets artikel 51, stk. 2, hvoraf det følger, at Chartret ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens kompetencer og skaber ingen nye kompetencer eller nye op-gaver for Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fast-lagt i traktaterne […].

Selv hvis artikel 7 og 8 i Chartret måtte finde anvendelse, er det efter de sagsøgtes opfattelse åbenbart, at disse bestemmelser ikke er overtrådt i den-

124

ne sag. Derfor vil retten kunne træffe afgørelse i sagen uden at tage stilling til, om Chartret finder anvendelse i den konkrete sag, jf. i samme retning Hø-jesterets dom af 11. februar 2019 (gengivet i UfR 2019.1678 H), hvor Højeste-ret ikke fandt grundlag for at tilsidesætte en afgørelse om fortabelse af dansk indfødsret og samtidig anførte, at ”ministeriets afgørelse under alle omstændig-heder ikke kan anses for at være i strid med EU-retten, hvis den foreliggende situa-tion måtte være omfattet heraf ” […]. Højesteret lod således spørgsmålet om rækkevidden af Chartret stå åbent i sagen og undlod også at gennemføre en præjudiciel forelæggelse.

Det skal herudover anføres, at der ikke er rimelig tvivl om den abstrakte for-ståelse af Chartrets artikel 7 og 8. Det følger således af Chartrets artikel 52, stk. 3, at privatlivsbegrebet i artikel 7 er det samme som i artikel 8 i EMRK. Dog hører en del af privatlivsbeskyttelsen under Chartrets artikel 8 om be-skyttelse af personoplysninger, der ligeledes bl.a. er baseret på artikel 8 i EMRK og databeskyttelsesdirektivet (EP/Rdir 95/46), der nu er ophævet og erstattet af databeskyttelsesforordningen (EP/Rfo 2016/679), jf. den forkla-rende rapport til Chartrets artikel 8. Retten til beskyttelse af personoplysnin-ger kan begrænses i overensstemmelse med de nævnte retsakter under iagt-tagelse af Chartrets artikel 52, stk. 1, hvoraf følger, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette Charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og fri-heders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

Chartrets artikel 52, stk. 1, skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med Chartrets artikel 52, stk. 3, i alle situationer, hvor der foretages indgreb i charterbestemmelser, der er helt eller delvis baseret på EMRK, jf. bl.a. sag C-601/15, J.N. […]. Det er derfor relevant at sikre overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, herunder den, der er ud-viklet i henhold til EMRK artikel 8-11, hvorefter indskrænkninger i de på-gældende rettigheder kun kan foretages, for så vidt det sker i overensstem-melse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til nærmere opregnede interesser.

Der kan i den forbindelse også henvises til afsnit 3.6, der indeholder en ud-førlig gennemgang af forholdet til EMRK artikel 8 om retten til privatliv og den praksis, der er udviklet i relation hertil.

3.5 Forholdet til ophavsretlige regler

3.5.1 Ophavsretsloven

125

Det bestrides, at ophavsretlige regler giver sagsøgeren krav på tilbageleve-ring eller destruktion af kopier af sagsøgerens dagbøger eller krav på ikke-økonomisk godtgørelse.

Det bestrides ikke, at sagsøgerens dagbøger udgør ophavsretligt beskyttede værker, jf. den dagældende ophavsretslovs § 2, jf. lov nr. 158 af 31. maj 1961 om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker med senere ændringer, og den tilsvarende bestemmelse i den nugældende ophavsretslovs § 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. oktober 2014 om ophavsret med senere æn-dringer […].

Den kopiering af sagsøgerens dagbøger, som PET har foretaget som led i sin sagsbehandling og i overensstemmelse med PET’s journaliserings- og arkive-ringspligt samt den efterfølgende overførsel heraf til Rigsarkivet efter PET-loven, PET-bekendtgørelsen og arkivlovgivningen, er imidlertid ikke i strid med den dagældende eller nugældende ophavsretslovs § 2.

PET har opbevaret en kopi af sagsøgerens ved Østre Landsrets kendelse af 12. november 1981 beslaglagte dagbøger efter den dagældende retsplejelovs § 782 […], da det er PET’s politifaglige og efterforskningsfaglige vurdering, at dagbøgerne i deres fulde længde har været af efterforsknings- og efterret-ningsmæssig betydning i både operationssagen og i straffesagen rettet mod sagsøgeren og for tjenestens arbejde med kontraspionage. PET har således kopieret dagbøgerne til brug for myndighedens sagsbehandling af straffesa-gen mod sagsøgeren og som led i sit arbejde med efterretningsvirksomhed til varetagelse af den offentlige sikkerhed.

Som anført af Justitsministeriet […] skal det bemærkes, at det ikke er usæd-vanligt, at politiet – med hjemmel i retsplejeloven og de almindelige regler for offentlige myndigheders adgang til at behandle personoplysninger – ko-pierer beslaglagte dokumenter (eller de dele, der vurderes relevante for sa-gen), og tilakterer kopierne straffesagen. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at fastslå, at PET uberettiget har kopieret sagsøgerens dagbøger og tilakteret kopien af dagbøgerne til operationssagen.

En sådan kopiering foretaget i forbindelse med sagsbehandlingen er utvivls-omt lovlig. Det skal herved fremhæves, at det følger af ophavsretslovens § 28, stk. 1, at det er tilladt i det omfang, som betinges af formålet, at gengive værker (bl.a. ved kopiering) i forbindelse med retssager (§ 28, stk. 1, nr. 1) og sagsbehandlingen inden for offentlige myndigheder (§ 28, stk. 1, nr. 2) […].

Denne bestemmelse blev indført i 1995 (fsva. nr. 1) og 1998 (fsva. nr. 2) for at sikre en klar hjemmel til den praksis, der allerede var gældende ved retssa-ger og administrativ sagsbehandling forud for bestemmelsens indførelse. Af

126

forarbejderne til bestemmelsen fremgår således, at almene samfundsmæssige hensyn tilsiger, at der skabes en klar hjemmel for, at der i forbindelse med sagsbehandling inden for bl.a. offentlige myndigheder kan foretages den for sagsbehandlingen nødvendige kopiering, jf. lovforslag nr. L 37 af 26. marts 1998, bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6, […]. Bestemmelsen skal bl.a. tilgodese almene retshåndhævelseshensyn.

Det skal bemærkes, at værksudnyttelse i forbindelse med sagsbehandling af forberedende karakter er dækket af bestemmelsen i § 28 i ophavsretsloven. Det gælder f.eks. politiets efterforskningsarbejde og advokaters sagsforbere-delse m.h.t. især udveksling af processkrifter, hvor der ofte som bilag anven-des fotokopier med ophavsretligt beskyttet materiale, jf. Person 12, Ophavsretsloven med kommentarer, 7. udgave, 2021, Karnov Group, side 439 […].

Bestemmelsen i ophavsretslovens § 28 bygger i øvrigt på et forslag fra Op-havsretsudvalgets betænkning 1197/1990, side 185-186, der dog kun angik retssager, hvor det bl.a. anføres, at dagbøger kan være et vigtigt bevismateri-ale. Det hedder videre i betænkningen, at der må antages at være tale om en begrænsning af ophavsretten, som er hjemlet i den generelle adgang til at indføre visse snævre begrænsninger, navnlig af hensyn til nationale og socia-le formål […].

En tilsvarende bestemmelse fandtes i den dagældende § 13 i fotografiloven (lov nr. 157 af 31. maj 1961 om retten til fotografiske billeder med senere æn-dringer), hvorefter fotografiske billeder frit kan benyttes i retsplejens og den offentlige sikkerheds interesse […]. Ophavsretsudvalget valgte ikke at med-tage en lignende regel angående den offentlige sikkerhed ved revisionen af ophavsretsloven, idet udvalget ikke fandt det fornødent med en udtrykkelig undtagelse i så henseende, henset til udvalgets forslag til den generelt formu-lerede bestemmelse i ophavsretslovens § 28, der også dækker myndighedens sagsbehandling i den offentlige sikkerheds interesse.

Den konventionsmæssige hjemmel til værksudnyttelse af denne karakter findes i artikel 17 i Bernerkonventionen (bekendtgørelse nr. 112 af 19. november 1981 af Bernerkonventionen af 9. september 1886 til værn for lit-terære og kunstneriske værker som revideret, senest i Paris den 24. juli 1971 (Paris-akten)), jf. også Person 12, Ophavsretsloven med kommentarer, 7. udgave, 2021, Karnov Group, side 440 […].

Hverken ophavsretslovens § 28, loven i øvrigt eller den ophavsretslov, som var gældende i 1981-82, hvor PET foretog kopieringen, er derfor efter de sagsøgtes opfattelse til hinder for, at PET kopierede dokumenter, der var be-slaglagt i henhold til retskendelse efter retsplejeloven, eller til hinder for, at

127

PET i overensstemmelse med journaliserings- og arkiveringspligten samt PET-lovens, PET-bekendtgørelsens og arkivlovgivningens regler opbevarer de pågældende dokumenter med henblik på overførsel til Rigsarkivet.

I samme retning peger det forhold, at det følger af den nugældende ophavs-retslovs § 27, stk. 1, at når eksemplarer af værker beskyttet efter ophavsrets-loven er indgået til en forvaltningsmyndighed eller domstol i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvalt-ningsmyndighed eller domstol.

Bestemmelsen er på de for denne sag relevante punkter en videreførelse af den tidligere gældende § 24a, stk. 1, i ophavsretsloven, der blev indført ved lov nr. 274 af 6. juni 1985 […]. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at offentlighedslovgivningens krav om f.eks. aktindsigt kan give anledning til tvivl i forhold til ophavsretten, hvorfor ophavsretten begrænses for at undgå konflikt mellem regelsættene, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 2009 […].

Efter § 27, stk. 2, er ophavsretten ikke til hinder for, at arkivalier, der er afle-veret til et offentligt arkiv eller en institution, som efter kulturministerens be-stemmelse kan sidestilles hermed, gøres tilgængelige for almenheden i over-ensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom […].

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at reglen er indført i konse-kvens af arkivloven og for på samme måde som § 27, stk. 1, at fjerne tvivl i tilfælde af konflikt mellem offentlighedslovgivningens krav og ophavsretten […].

Når ophavsretten således viger for aktindsigtsreglerne og arkivlovgivningen, kan det efter de sagsøgtes opfattelse ikke være i strid med ophavsretsloven, at myndighederne fortsat opbevarer en kopi af sagsøgerens dagbøger som en del af et offentligt arkivalie, jf. PET-lovens § 9, PET-bekendtgørelsens § 18, stk. 2, og Rigsarkivets bevarings- og kassationsbestemmelser for PET’s pa-pirarkivalier fra 12. april 2012 […].

Sammenfattende er der således efter de sagsøgtes opfattelse ikke tvivl om, at PET i 1981-82 havde fornøden hjemmel til at kopiere dagbogen, ligesom PET havde fornøden hjemmel til at aflevere dagbogskopien til Rigsarkivet i hen-hold til retningslinjerne for PET. Der foreligger derfor ikke en overtrædelse af ophavsretslovens § 2.

128

Der kan i den forbindelse også henvises til Folketingets Ombudsmands udta-lelse af 30. marts 2017 til sagsøgeren […], hvor ombudsmanden udtaler, at han er enig med myndighederne i, at PET i forhold til ophavsretten havde det fornødne hjemmelsgrundlag til at indsamle, kopiere og opbevare samt foretage historisk arkivering af dagbøgerne og/eller kopierne heraf:

” Jeg er derfor enig med myndighederne i, at PET i forhold til ophavsret-ten havde det fornødne hjemmelsgrundlag til at indsamle, kopiere og op-bevare samt foretage historisk arkivering af dagbøgerne og/eller kopierne heraf. […]

Jeg er på det anførte grundlag enig med ministeriet i, at ophavsretten vi-ger for aktindsigtsreglerne og arkivlovgivningen, og at den ophavsretlige beskyttelse således må vige i de tilfælde, hvor materialet indgår i admini-strativ sagsbehandling.

Jeg er derfor også enig med ministeriet i, at PET’s kopiering af dagbøger-ne og opbevaring af dagbogskopierne med henblik på overførsel til Rigs-arkivet ikke er i strid med ophavsretsloven.”

Sagsøgeren har derfor heller ikke krav på betaling af godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter ophavsretslovens § 83, stk. 3, ligesom han ikke har krav på, at den opbevarede kopi af dagbogen tilintetgøres, jf. ophavsretslo-vens § 84, stk. 1, nr. 3.

I forhold til godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter ophavsretslovens § 83, stk. 3, fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen, at en sådan godtgø-relse er ikke-obligatorisk, det vil sige, at den forurettede ikke har et ubetinget krav om betaling af godtgørelse, samt at det er en betingelse for at få tilkendt godtgørelse efter bestemmelsen, at der dels skal foreligge et ansvarsgrund-lag, dels en skadevirkning, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 1381 og 1400. Sagsøgeren har i nærværende sag hverken godtgjort et ansvars-grundlag eller en skadevirkning for sit betalingskrav, og der foreligger i øv-rigt intet grundlag for at tilkende sagsøgeren godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Sagsøgeren har til trods for gentagne opfordringer ikke redegjort for opgø-relsen af betalingskravet på 50.000 kr., jf. nærmere herom i afsnit 3.9 neden-for. Det kan dog konstateres, at kravet på 50.000 kr. ligger langt over, hvad der almindeligvis tilkendes i godtgørelse efter ophavsretslovens § 83, stk. 3. Der kan i den forbindelse henvises til følgende trykte afgørelser: UfR 1992.549 Ø (B.T.): 2.000 kr. […], UfR 1996.1093 V (Bamse og Kylling): 20.000 kr. […], UfR 1997.1301 Ø (Forrædernes børn): 5.000 kr. […], UfR 2001.747 H (Tripp Trapp III): 30.000 kr. […], UfR 2002.911 Ø (tv-boksning): 30.000 kr.

129

[…], UfR 2010.1422 H (Erik A. Frandsens billeder): 20.000 kr. […], UfR 2011.955 H (skipperhuse): 37.500 kr. […], UfR 2011.2736 H (Tripp Trapp IV): 30.000 kr. […], UfR 2013.1704 Ø (Hornsleth): 25.000 kr. […], UfR 2013.3002 V (TV 2/Østjylland): 3.000 kr. […], og UfR 2015.1505 Ø (Liberal Alliance): 15.000 kr. […].

Overførslen til Rigsarkivet indebar desuden ikke, at dagbøgerne blev gjort tilgængelige for offentligheden.

EU-Domstolen har ved dom af 28. oktober 2020 i sag C-637/19, BY mod CX, EU:C:2020:863, fortolket Infosoc-direktivets artikel 3, stk. 1, der er implemen-teret i dansk ret i ophavsretslovens § 2. Det forelagte spørgsmål angik vide-regivelsen af et ophavsretligt beskyttet fotografi til en domstol bl.a. med den konsekvens, at offentligheden kunne få adgang til fotografiet som følge af de svenske regler om indsigt i dokumenter ved domstolene. Domstolen kom frem til, at overførsel af et beskyttet værk til en domstol som bevis under en retssag ikke kunne betragtes som en tilgængeliggørelse for offentligheden, jf. dommens præmis 29. Det gør ifølge Domstolen i den forbindelse ingen for-skel, at offentligheden kan få adgang til fotografiet via regler om indsigt i dokumenter, idet det fremgår af direktivets artikel 9, at aktindsigt i offentlige dokumenter ikke berøres af direktivet, jf. dommens præmis […].

På baggrund af Domstolens ovennævnte dom gøres det gældende, at over-førslen til Rigsarkivet ikke udgør en tilgængeliggørelse for almenheden i op-havsretlig forstand. På baggrund af dommen må det således lægges til grund, at det forhold, at offentligheden på sigt kan få adgang til dokumenter i Rigsarkivet, ikke indebærer, at en overførsel til Rigsarkivet udgør en til-gængeliggørelse for almenheden, jf. ophavsretslovens § 2.

3.5.2 Infosoc-direktivet

Det bestrides, at implementeringen af infosoc-direktivet i dansk ret giver sagsøgeren krav på tilbagelevering eller destruktion af kopier af sagsøgerens dagbøger.

Den foretagne kopiering og arkivering af sagsøgerens dagbøger er ikke i strid med den såkaldte tre-trins-test og artikel 5, stk. 5, i infosoc-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001). Be-stemmelserne i ophavsretslovens §§ 27 og 28 og de ovenfor beskrevne al-mindelige retsgrundsætninger, som efterfølgende er lovfæstet i PET-loven, er således fuldt ud i overensstemmelse med infosoc-direktivets artikel 5, stk. 3, litra e, og artikel 5, stk. 4 og 5 […], hvorefter medlemsstaterne kan indføre undtagelser til artikel 2 og 3 (retten til eksemplarfremstilling og spredning) […], hvis der er tale om anvendelse, der sker af hensyn til den offentlige sik-

130

kerhed eller med henblik på en korrekt gennemførelse eller referering af ad-ministrative, parlamentariske eller retslige procedurer.

Ved lov nr. 1051 af 17. december 2002 om ændring af ophavsretsloven (gen-nemførelse af infosoc-direktivet, nye aftalelicenser m.v.) har lovgivnings-magten således sikret, at den danske ophavsretslov er i overensstemmelse med infosoc-direktivets bestemmelser, jf. nærmere herom i det fremsatte lov-forslag, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 226ff […]. I den forbin-delse blev det konstateret, at ophavsretslovens §§ 27 og 28 allerede var i overensstemmelse med direktivet og tre-trinstesten.

Det skal i den forbindelse også fremhæves, at det fremgår af Domstolens dom af 1. december 2011 i sag C-145/10, Painer, EU:C:2011:798, præmis 101-103 […], at bestemmelserne i infosoc-direktivet ikke angiver, under hvilke omstændigheder det er muligt at påberåbe sig den offentlige sikkerheds in-teresse for at anvende et beskyttet værk, hvorfor medlemsstater, der påberå-ber sig denne undtagelse, har en vid skønsmargen ved afgørelsen heraf, jf. analogt dom af 16. juni 2011 i sag C-462/09, Stichting de Thuiskopie, EU:C:2011:397, præmis 23 […]. En sådan skønsmargen er for det første i overensstemmelse med forestillingen om, at hver enkelt medlemsstat er bedst i stand til i lyset af dens særlige historiske, økonomiske, juridiske eller sociale forhold at fastsætte kravene til den offentlige sikkerhed i overens-stemmelse med de nationale behov, jf. analogt dom af 16. december 2008, sag C-213/07, Michaniki, EU:C:2008:731, præmis 56 […]. For det andet er denne skønsmargin i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter det ved fraværet af tilstrækkeligt præcise kriterier for fastlæggelse af de forpligtelser, der følger af direktivet, tilkommer medlemsstaterne på deres område at fast-lægge de mest relevante kriterier for at sikre, at disse respekteres, jf. i denne retning dom af 6. februar 2003, sag C-245/00, SENA, EU:C:2003:68, præmis 34 […], og af 16. oktober 2003, sag C-433/02, Kommissionen mod Belgien, EU:C:2003:567, præmis 19 […].

Der må i henhold til den foreliggende praksis fra EU-Domstolen om forståel-sen af Infosoc-direktivets artikel 5, stk. 3, litra e, også gælde en vid skønsm-argin ved medlemsstaternes anvendelse af undtagelse fra artikel 2 og 3 med henblik på gennemførelsen af en administrativ eller retslig procedure, idet Infosoc-direktivet ikke angiver, under hvilke omstændigheder, det er muligt at påberåbe sig anvendelse, der sker med henblik på en korrekt gennemførel-se eller referering af administrative, parlamentariske eller retslige procedu-rer.

Medlemsstaternes skønsmargin skal udøves i overensstemmelse med almin-delige EU-principper, herunder proportionalitetsprincippet, jf. Domstolens dom af 1. december 2011 i sag C-145/10, Painer, EU:C:2011:798, præmis 104ff

131

[…]. Det skal dog også i denne forbindelse fremhæves, at det fremgår af arti-kel 4, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union, at spørgsmålet om den nationale sikkerhed forbliver den enkelte medlemsstats eneansvar. Behand-ling af oplysninger, der sker som led i varetagelsen af den nationale sikker-hed, falder således uden for EU-rettens anvendelsesområde. Domstolens ud-talelse om medlemsstaternes vide skønsmargin ved anvendelsen af Infosoc-direktivets artikel 5, stk. 3, litra e), skal således også forstås i lyset af medlem-sstaternes autonomi på dette område.

Det bemærkes herved, at PET har fundet det nødvendigt at kopiere og arki-vere dagbogen som led i sin sagsbehandling af straffesagen mod sagsøgeren og som led i sit arbejde med efterretningsvirksomhed til varetagelse af den offentlige sikkerhed, og at Rigsarkivets opbevaring sker til varetagelse af ar-kiveringspligten i henhold til arkivlovgivningen som led i bevaringen af ar-kivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder. Dette er der fuldt ud hjemmel til i de ovenfor beskrevne regler. Dette udgør ikke et urimeligt indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

3.6 Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Det bestrides, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) giver sagsøgeren krav på tilbagelevering eller destruktion af kopier af sagsø-gerens dagbøger.

Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret til respekt for sit privatliv og fa-milieliv, sit hjem og sin korrespondance […].

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at of-fentlige myndigheders opbevaring af personoplysninger efter omstændighe-derne kan være omfattet af retten til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. I sagerne Leander mod Sverige, dom af 26. marts 1987 (præmis 48) […] og Amann mod Schweiz, dom af 16. februar 2000 (præmis 65) […], har Domsto-len således fastslået, at opbevaring af oplysninger, der har forbindelse til en-keltpersoners privatliv, er omfattet af retten til respekt for privatlivet efter EMRK artikel 8.

I det omfang der med opbevaring af personoplysninger foretages indgreb i en enkeltpersons privatliv, skal betingelserne for dette indgreb være opfyldt, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Indgrebet skal således have lovhjemmel, varetage et af de i bestemmelsen opregnede formål og være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionalitetskravet).

132

Det skal hertil bemærkes, at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at et indgreb

for at være foreneligt med konventionen skal være ”i overensstemmelse med 

loven ”. Kravet om, at indgrebet skal have hjemmel i national lovgivning in-debærer, at der skal findes nationale regler, der giver myndigheder ret til at

foretage det pågældende indgreb.Heraf følger, at et indgreb kan være regu-

leret i egentlig lov, i retsregler af trin lavere niveau end egentlig lov, uskre-ven ret samt retspraksis.

Det følger således af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol, at en cirkulæreskrivelse eller instruks fra en overordnet administra-tiv myndighed til en underordnet myndighed om administrativ praksis kan udgøre et hjemmelsgrundlag. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til præmis 51 og 54 i sagen Leander mod Sverige (dom af 26. marts 1987) […], præmis 88 i sagen Silver m.fl. mod Storbritannien (dom af 25. marts 1983) […], præmis 46-48 i sagen Doerga mod Holland (dom af 27. april 2004) […], og præmis 63-69 i sagen Lebois mod Bulgarien (dom af 19. oktober 2017) […].

Der ses dog ikke at foreligge praksis fra Menneskerettighedsdomstolen om foreneligheden med EMRK af bevarings- og kassationsbestemmelser udfor-met som i den foreliggende sag.

Domstolen har derimod på andre områder – f.eks. i forhold til politiets og ef-terretningstjenesters indsamling og registrering af personoplysninger – aner-kendt, at offentlige myndigheder kan indsamle og opbevare oplysninger om enkeltpersoners private forhold, hvis det sker som led i varetagelsen af legi-time hensyn, jf. opregningen i artikel 8, stk. 2. I forhold til, om en sådan ind-samling og opbevaring af oplysninger er forenelig med EMRK artikel 8, læg-ger Domstolen bl.a. vægt på den nærmere udformning af den nationale lov-givning herom, herunder om lovgivningen i fornødent omfang beskytter de berørte personer mod misbrug (såkaldte safe guards), jf. Weber og Saravia mod Tyskland, afgørelse af 29. juni 2006 (præmis 95-101) […], Rotaru mod Rumænien, Storkammerdom af 4. maj 2000 (præmis 55-59) […], Uzun mod Tyskland, dom af 2. september (præmis 63-67) […] og S. og Marper mod Storbritannien, dom af 4. december 2008 (præmis 95-99) […].

Ifølge arkivlovens § 4, nr. 1 og 2, har Rigsarkivet til formål ”at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væ-sentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder”  og ” at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov ” […].

Bevaringen af arkivalier skal sikre dækkende dokumentation for beskrivelse og analyse af det danske samfund og dets udvikling i flest mulige aspekter. Dertil kommer arkivalier, der dokumenterer forhold af væsentlig retlig eller

133

administrativ betydning for borgere og myndigheder. I praksis opfylder ar-kivalier, der omhandler forhold af væsentlig administrativ eller retlig betyd-ning, også kvalifikationen ”historisk værdi” eller forskningsmæssig genan-vendelsesværdi. Det bemærkes i denne forbindelse, at den forskningsmæssi-ge værdi ikke kun knytter sig til faget historie, men til andre videnskaber, som arbejder på grundlag af historiske eller tidligere tilvejebragte data, f.eks. sundhedsvidenskab, demografi, økonomi, sociologi, politologi mv. Dertil kommer formål af almenkulturel karakter, f.eks. slægtsforskning.

En del af de arkivalier eller data, der bevares af hensyn til disse formål, inde-holder i sagens natur oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold el-ler forhold, der af andre hensyn fordrer fortrolighed. Udvælgelsen af arkiva-lier til bevaring sker således ikke på grundlag af indholdets større eller min-dre fortrolige karakter, men udelukkende efter en vurdering af genanvendel-ses- eller bevaringsværdien.

Kassation sker af økonomiske grunde. I bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i den arkivlov, som blev vedtaget i 1992 […], hedder det:

” Allerede af ressourcemæssige grunde er det klart, at kun en mindre del af de offentlige myndigheders arkivalier kan bevares. Kassation foretages således af økonomiske hensyn, ikke af forskningsmæssige. Der skal kasse-res indtil grænsen for, hvad der er forsvarligt under hensyn til de formål, der søges opnået ved bevaring af arkivalier, og under anvendelse af meto-der, der omkostningsmæssigt står i rimeligt forhold til den opnåede pladsgevinst. Kassationsprocessen er med andre ord en imødekommelse af samfundets berettigede krav om økonomisering med de ressourcer, der skal anvendes i forbindelse med bevaring.”

Derimod finder kassation ikke sted på baggrund af arkivaliernes indhold af fortrolige oplysninger. Fortrolighedshensynene varetages i arkivloven gen-nem de i loven eller i medfør af loven fastsatte tilgængelighedsfrister og gen-nem bestemmelser, der skal sikre, at fortrolighedshensynene stadig varetages i tilfælde, hvor der dispenseres fra tilgængelighedsfristerne. Arkivlovens reg-ler om tilgængelighed mv. i lovens kapitel 6-8 omfatter offentlige arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv eller er over 20 år gamle. Udgangspunk-tet er en 20 års tilgængelighedsfrist, men fra 20-års fristen gælder en række undtagelser, hvor fristen er eller kan forlænges. Arkivlovens kapitel 6 fast-sætter for arkivenheder, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners pri-vate, herunder økonomiske forhold, en 75-års tilgængelighedsfrist. Er der ta-le om særligt følsomme oplysninger, kan denne frist forlænges. F.eks. er der for Det Psykiatriske Centralregister, der indeholder oplysninger om patien-ter, der har været indlagt på psykiatriske hospitaler mv., fastsat en tilgænge-lighedsfrist på 150 år.

134

Arkivlovens § 27, stk. 1, fastsætter, at den afleverende myndighed efter drøf-telse med et modtagende arkiv kan fastsætte længere tilgængelighedsfrister på indtil 60 år for dokumenter mv., der indeholder oplysninger af fortrolig karakter; længere frister end 60 år kan fastsættes efter drøftelse mellem ved-kommende minister og kulturministeren. Der er således for arkivalier, der er afleveret til Rigsarkivet fra PET, fastsat en tilgængelighedsfrist på 80 år.

Ifølge arkivlovens § 30, stk. 1, kan enhver søge om dispensation fra arkiv-lovens tilgængelighedsfrister. Imødekommes en ansøgning om dispensation, bliver den, der får dispensation, umiddelbart omfattet af tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger i det materiale, der er givet adgang til, jf. ar-kivlovens § 40. Endvidere kan der fastsættes særlige vilkår for benyttelsen af de oplysninger, der er givet adgang til, jf. arkivlovens § 41.

Rigsarkivet har i medfør af arkivloven – og for bl.a. at sikre bevaringen af ar-kivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder, jf. nærmere ovenfor – fastsat bevarings- og kassationsbestemmelser for pa-pirarkivalier i PET’s varetægt.

Når PET i henhold til disse bestemmelser bevarer sager som f.eks. opera-tionssagen vedrørende sagsøgeren, sker det således i overensstemmelse med loven og for at varetage vægtige samfundsmæssige hensyn, som kan be-grunde indgreb i privatlivet, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, om bl.a. beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

Den opbevaring af oplysninger om bl.a. enkeltpersoners private forhold, som i den forbindelse finder sted, går ikke videre, end hvad der er foreneligt med EMRK artikel 8, stk. 2, om at være nødvendigt i et demokratisk samfund. Dette gælder også, selvom bevarings- og kassationsbestemmelserne er ud-formet på en sådan måde, at der ikke foretages en konkret vurdering af en-keltakter mv. i de sager, som bevares i henhold til bestemmelserne. Der kan i den forbindelse også peges på, at bevaringen af personoplysninger, herunder om enkeltpersoners private forhold, er begrænset til oplysninger, som PET har indsamlet som led i sin opgavevaretagelse – bl.a. med henblik på at fore-bygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyn-digheder mv., jf. straffelovens kapitel 12 og 13. PET’s adgang til at indsamle og på anden måde behandle personoplysninger er i dag indgående reguleret i PET-loven, der i vidt omfang kodificerer den retstilstand, som tidligere var gældende for PET’s virksomhed, jf. pkt. 2.4 i de almindelige bemærkninger til lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET), jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 161 som fremsat […].

135

Endvidere indebærer arkivlovgivningens regler om tilgængelighed af arkiva-lier en væsentlig beskyttelse af de personer, hvis private forhold er omtalt i de sager, som bevares. Lovgivningen indebærer således, at et eventuelt ind-greb i de pågældende personers privatliv i forbindelse med bevaringen af oplysninger begrænses væsentligt i intensitet som følge af, at oplysningerne først bliver umiddelbart tilgængelige for offentligheden efter mange år (som alt overvejende hovedregel bliver PET’s arkivalier ikke tilgængelige i de be-rørtes levetid), ligesom lovgivningen beskytter de pågældende personer mod misbrug af oplysninger om deres private forhold, herunder ved en fastsæt-telse af tavshedspligt, jf. nærmere herom ovenfor.

Det gøres således gældende, at de bevarings- og kassationsbestemmelser, som gælder for papirarkivalier i PET’s varetægt – og som PET har handlet i overensstemmelse med i den foreliggende sag – er forenelige med EMRK ar-tikel 8. Det er som følge heraf ikke nødvendigt, at PET særskilt inddrager EMRK artikel 8 i forbindelse med anvendelsen og fortolkningen af beva-rings- og kassationsbestemmelserne, herunder at tjenesten i de konkrete til-fælde overvejer proportionalitet i forhold til helt eller delvis at bevare enkel-takter i sager, som er bevaringsværdige i henhold til bestemmelserne.

Det skal bemærkes, at Justitsministeriet, Kulturministeriet, Folketingets Om-budsmand og Tilsynet for Efterretningstjenesterne er enige i de sagsøgtes vurdering. Der er således ingen af disse myndigheder, som på tidspunktet for deres vurderinger af sagen i perioden 2014-2016 har fundet grundlag for at kritisere, at PET opbevarede operationssagen vedrørende sagsøgeren, her-under kopien af dagbøgerne, i tjenestens særlige historiske arkiv med hen-blik på overførelse til Rigsarkivet.

I forlængelse heraf bemærkes det, at Rigsarkivet i forbindelse med bl.a. be-handlingen af ansøgninger om dispensation fra tilgængelighedsfrister ind-drager hensynet til beskyttelsen af privatlivet i overensstemmelse med EM-RK artikel 8 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettig-heder (2012/c 326/02) artikel 7.

3.7 Afvisning af begæring om præjudiciel forelæggelse

Østre Landsret traf den 28. januar 2022 kendelse angående spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse. Landsretten fandt med følgende begrundelse, at der – i hvert fald på sagens nuværende stadie – ikke var grundlag for at stille spørgsmål til EU-Domstolen:

” Det følger af EU-Domstolens anbefalinger til de nationale retter vedrø-rende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (2019/C 380/01) punkt 8-9 blandt andet, at en anmodning om præjudiciel afgørelse skal vedrøre for-

136

tolkningen eller gyldigheden af et EU-retten og ikke fortolkningen af na-tionale retsregler eller spørgsmål om de faktiske omstændigheder, der knytter sig til tvisten i hovedsagen.

Den aktuelle tvist angår en række forskellige problemstillinger, som om-fatter både sagens faktiske omstændigheder, det juridiske grundlag og subsumptionen. Det er blandt andet omstridt, om de påberåbte bestem-melse i retshåndhævelsesdirektivet og InfoSoc-direktivet finder anvendel-se på tvisten i hovedsagen, eller om efterretningstjenestens aktiviteter i denne henseende hører under den nationale sikkerhed og dermed falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, jf. TEU artikel 4, stk. 2, samt retshåndhævelsesdirektivet artikel 2, stk. 3, litra a, og præambelbetragt-ning nr. 14.

Som sagen er oplyst finder landsretten, at der ved de foreslåede spørgs-mål ikke er rejst rimelig tvivl om fortolkningen af de anførte bestemmel-ser, herunder i lyset af de generelle EU-retlige regler.”

Sagsøgeren har efter Østre Landsrets kendelse ikke påberåbt sig nye forhold, som rejser rimelig tvivl om fortolkningen og gyldigheden af EU-retten. Efter de sagsøgtes opfattelse er der derfor fortsat ikke grundlag for, at retten fore-lægger præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i denne sag.

3.8 Bemærkninger til sagsøgerens subsidiære påstand 1 og subsidiære

påstand 2

Sagsøgeren har i replik af 24. juni 2020 ændret indholdet og formuleringen af de nedlagte påstande for så vidt angår den subsidiære påstand 1 og den subsidiære påstand 2. I de to ændrede påstande anføres en række sidetal fra sagsøgerens dagbøger, som ikke omfattes af sagsøgerens påstand om, at de sagsøgte tilpligtes at udlevere, subsidiært destruere, alle fysiske og slette alle digitale kopier af sagsøgerens dagbog. Sagsøgeren anfører ikke i sin replik, hvorledes disse sidetal adskiller sig fra dagbøgernes øvrige materiale.

De sagsøgte har derfor gentagne gange opfordret sagsøgeren (opfordring C) til nærmere at begrunde udvælgelsen af disse sidetal samt anføre, hvorledes disse sidetal adskiller sig fra dagbøgernes øvrige indhold, således at de sagsøgte gives mulighed for at forholde sig hertil.

De sagsøgte kan henvise til, at opfordringen (opfordring C) fremgår på side 1 i duplikken af 21. oktober 2020 og af side 6 i processkrift A af 25. januar 2021.

Til trods for de gentagne opfordringer har sagsøgeren ikke oplyst nærmere om begrundelsen for udvælgelsen af disse sidetal, eller hvorledes indholdet

137

på disse sidetal adskiller sig fra dagbøgernes øvrige indhold, således at de sagsøgte gives mulighed for at forholde sig hertil inden forberedelsens af-slutning.

De sagsøgte gør således gældende, at der ikke kan afsiges dom efter sagsøge-rens subsidiære påstand 1 og subsidiære påstand 2, idet der ikke er fremført hverken retsgrundlag, faktuelle oplysninger eller anbringender, som kan føre til det resultat.

…”

Landsrettens begrundelse og resultat

1. Sagens baggrund og problemstilling

Denne sag handler om, hvorvidt Sagsøger har krav på at få udleve-ret eller destrueret hele eller dele af en kopi af hans dagbog, som er i myndig-hedernes besiddelse.

Sagsøger blev den 3. november 1981 anholdt og sigtet for overtræ-delse af straffelovens § 108 ved at have haft ulovlig forbindelse med fremmed efterretningstjeneste. I henhold til retskendelse blev der samme dag foretaget ransagning hos ham, hvorved PET kom i besiddelse af hans dagbog. Sagen mod Sagsøger blev afgjort ved et tiltalefrafald i april 1982, og dagbogen blev tilbageleveret. I forbindelse med PET-kommissionens beretning i 2009 blev Sagsøger opmærksom på, at PET var i besiddelse af kopi af hans dagbog. Han har siden søgt den eller de kopier, som myndighederne er i besid-delse af, udleveret eller destrueret.

Under denne sag har Sagsøger navnlig gjort gældende, at det var ulovhjemlet, at Sagsøgers dagbog blev kopieret, og at dagbogsko-pierne skal anses for beslaglagte effekter, som skal tilbageleveres på samme måde, som originalen blev det. PET har foretaget retsstridig eksemplarfremstil-ling i strid med den ophavsretlige eneret, og den fortsatte opbevaring og mulige tilgængeliggørelse udgør derfor en krænkelse af hans ophavsret. Endvidere er kopiering og opbevaring af kopier af hans dagbog i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet det udgør et ulovligt indgreb i hans ret til respekt for privatliv. Han har tillige gjort gældende, at overførelsen af dagbogskopierne til Rigsarkivet udgør en persondatabehandling i strid med retshåndhævelsesdirektivet og en krænkelse af artikel 7 og 8 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. PET og Rigsarkivet skal destruere og/eller tilbage-levere samtlige eksemplarer af dagbogskopien, jf. ophavsretslovens § 84, samt betale en skønsmæssig opgjort godtgørelse for ikke økonomisk skade, jf. op-havsretslovens § 83, stk. 3.

138

Landsretten bemærker, at dagbogen ikke er fremlagt og derfor ikke indgår som et bilag i denne sag. Landsretten er derfor ikke bekendt med dagbogens nær-mere indhold ud over det begrænsede indblik i indholdet, som fremgår af bind 13 i PET-kommissionens beretning. Der er endvidere kun på et helt overordnet plan redegjort for, at der på PET’s operationssag har befundet sig en fuldstæn-dig kopi af dagbogen, og at der på personsagen vedrørende Sagsøger har befundet sig kopier af dele af dagbogen, idet det nærmere omfang ikke er belyst.

Under sagens forberedelse afsagde landsretten den 28. januar 2022 en kendelse, hvorved Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen ikke blev taget til følge. Landsretten finder, at der i forbindelse med hovedforhandlingen ikke er fremkommet nye oplysninger vedrørende dette spørgsmål, hvorfor der fortsat ikke er grundlag for at fore-lægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

2. Myndighedernes dispositioner i perioden fra 1981 til 2010

Landsretten finder, at det indgår – og også dengang indgik – som et i retspleje-loven forudsat nødvendigt og sædvanligt led i politiets sagsbehandling og ef-terforskning samt anklagemyndighedens sagsbehandling i forbindelse med overvejelser om sigtelse, tiltalerejsning og eventuel gennemførelse af en straf-fesag, at der ved håndteringen af en sags bevismidler kan og vil ske kopiering af tilvejebragte dokumenter. Der består ikke i denne forbindelse en pligt for po-liti eller anklagemyndighed til at indhente tilladelse til beslaglæggelse af så-danne kopier af allerede beslaglagte dokumenter.

Det gjaldt i 1981-1982 og gælder fortsat, at politiet – herunder PET – samt an-klagemyndigheden som led i sagsbehandlingen kan kopiere et dokument, der i sig selv må anses som et ophavsretligt beskyttet værk. En sådan adgang til ko-piering var bl.a. forudsat i retsplejelovens dagældende § 745, stk. 1, om forsva-rerens adgang til genpart af straffesagens materiale (nu § 729 a, stk. 3). Selv om ophavsretsloven i 1981-1982 ikke indeholdt en udtrykkelig angivelse heraf, må en sådan kopiering – som er forudsat i retsplejeloven og er begrundet i tungtve-jende samfundsmæssige hensyn – tåles af ophavsretsindehaveren. Dette under-støttes af, at det ved ændringen af ophavsretslovens § 28 i 1998 blev anført, at ændringen – om bl.a. offentlige myndigheders adgang til kopiering, som er nødvendig for sagsbehandlingen – erstattede en tidligere regulering i bl.a. lovens § 12 om kopiering til privat brug, og skete for at skabe ”en klar hjemmel” for, at der i forbindelse med sagsbehandling inden for offentlige myndigheder kan foretages den for sagsbehandlingen nødvendige kopiering.

Landsretten finder endvidere, at politiet – herunder PET – samt anklagemyn-digheden som forudsætning for myndighedernes opgavevaretagelse også har været berettigede til at modtage og beholde kopi af beslaglagte dokumenter –

139

uanset om dokumentet måtte være ophavsretligt beskyttet – på sager, hvor po-liti- og efterretningsmæssige forhold har tilsagt dette. Dette gælder også situa-tionen i den foreliggende sag, hvor beslaglæggelsen af Sagsøgers dagbog skete til brug for en straffesag om overtrædelse af straffelovens § 108, som blev afsluttet ved et tiltalefrafald i 1982, og hvor der efterfølgende skete tilbagelevering af den originale, beslaglagte dagbog til Sagsøger, men hvor en kopi af dagbogen indgik i PET’s aktive operationssag, som først blev lukket af PET i 2010. Efter de for landsretten foreliggende oplysninger om dokumentets indhold og betydning er der ikke grundlag for at tilsidesætte PET’s skøn over dagbogskopiens relevans for operationssagen frem til opera-tionssagen blev lukket i 2010. Det samme gør sig gældende med hensyn til de kopier af dele af dagbogen, som efter det oplyste befandt sig på personsagen.

De af Sagsøger påberåbte synspunkter vedrørende snæver og afba-lanceret fortolkning af ophavsretlige undtagelsesregler, jf. bestemmelser i inter-nationale konventioner og Infosoc-direktivet, kan i den foreliggende sammen-hæng ikke føre til en anden bedømmelse.

3. PET’s opbevaring af kopi af dagbogen fra 2010 og frem samt arkivering i Rigsarkivet

PET har oplyst, at operationssagen med kopi af bl.a. Sagsøgers dagbog efter tiltalefrafaldet i 1982 blev opbevaret af PET frem til 2010, hvor PET skønnede, at opbevaring af operationssagen ikke længere var nødvendig af hensyn til varetagelsen af tjenestens opgaver. Det er oplyst, at både person- og operationssagen herefter blev overført til et særligt arkiv hos PET, og at PET’s medarbejdere ikke kunne foretage søgninger i operationssagens materiale, bort-set fra personer med særlig tilladelse fra PET’s ledelse. Det er oplyst, at per-sonsagen blev afleveret til Rigsarkivet i 2014, og at operationssagen – med kopi af Sagsøgers dagbog – blev afleveret til Rigsarkivet i 2018. Det er tillige oplyst, at PET dog fortsat er i besiddelse af dele af Sagsøgers dagbog, idet der i 2008 og 2009 af PET i forbindelse med Center for Koldkrigs-forsknings arkivadgang blev oprettet to administrative sager om afklassifice-ring af visse politirapporter med kopi af dagbogsblade. Det er PET’s opfattelse, at de pågældende administrative sager skal bevares for eftertiden, jf. § 18, stk. 1, i PET-bekendtgørelsen.

Hvor PET’s opbevaring af operationssagen og herunder kopien af dagbogen således fra 1981 og frem til 2010 skete som led i PET’s varetagelse af tjenestens opgaver, må opbevaringen fra 2010 og frem anses for at være sket med henblik på arkivering eller kassation. Som følge af det makuleringsforbud for PET’s sa-ger, som var besluttet af justitsministeren i 2008 i forbindelse med PET-kommissionens nedsættelse – og som efterfølgende løbende er blevet forlænget – kunne der ikke ske kassation af operationssagen med kopi af dagbogen.

140

Det følger af § 6, stk. 2, i Justitsministeriets retningslinjer af 7. december 2009 for Politiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger mv., at en journalsag skal slettes og eventuelle tilknyttede sagsakter destrueres, hvis sa-gens oplysninger ikke længere er nødvendige af hensyn til varetagelsen af ef-terretningstjenestens opgaver. Af § 10 om ”sager af særlig historisk interesse” fremgår af stk. 1, at materiale, som i henhold til Statens Arkivers bestemmelser skal bevares for eftertiden, ikke må destrueres eller slettes, men skal overføres til Statens Arkiver.

Af en aftale fra 1965 mellem Rigsarkivet og PET fremgår det bl.a., at enkeltakter vedrørende personer, der har haft en mere fremtrædende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position eller andet materiale fra PET, som skøn-nes at have eller kunne få historisk værdi, skal bevares.

1965-aftalen blev udtrykkeligt ophævet i de bevarings- og kassationsbestem-melser for PET, som Rigsarkivet udstedte den 12. april 2012. Efter disse be-stemmelser skal PET’s operationssager, som har medført egentlig sagsbehand-ling, gemmes for eftertiden – uanset om operationssagen er af historisk interes-se eller ej.

Ophævelsen af 1965-aftalen er omtalt i professor Person 11's udredning fra februar 2013 om ”Titel 3” , og der er heri henvist til et notat fra 2004 om ophævelse af dele af aftalen og til et mødereferat fra 2007. Hverken notatet eller mødereferatet er fremlagt for landsretten.

Landsretten må efter det foreliggende lægge til grund, at hjemmelsgrundlaget for PET’s afgørelse i 2010 om bevarelse af dagbogen med henblik på arkivering udgjordes af bl.a. 1965-aftalen, og at de kontakter, der tidligere var mellem Rigsarkivet og PET, i hvert fald ikke medførte en sådan ændring i hjemmels-grundlaget for PET’s opbevaring, at alle sager, herunder sager af historisk in-teresse, skulle kasseres eller makuleres. Da der som anført gjaldt et forbud mod makulering af PET’s akter, og da der konkret ikke inden 2012 skete overgivelse til Rigsarkivet med henblik på arkivering finder landsretten, at den anførte mu-lige uklarhed vedrørende ophævelse eller fortsat gyldighed af 1965-aftalen ikke kan medføre, at PET’s fortsatte opbevaring af akterne i operationssagen, herun-der kopien af dagbogen, i perioden 2010-2012 skete uden fornøden hjemmel.

PET’s vurdering – frem til ikrafttrædelsen af de bevarings- og kassationsbe-stemmelser for PET, som Rigsarkivet udstedte den 12. april 2012 – af, at sagen vedrørende Sagsøger og operationssagen havde historisk interesse, beror på et skøn. Der er ikke fremlagt notater eller andet, som kan belyse PET’s overvejelser i denne forbindelse. Landsretten finder efter det oplyste om sagens særlige karakter og forløb ikke grundlag for at tilsidesætte PET’s skøn.

141

I henhold til disse bevarings- og kassationsbestemmelsers pkt. 2, jf. bilag 1, skulle både personsagen – en såkaldt ”B-sag” – og operationssagen – en opera-tionssag, hvor der har været ”egentlig sagsbehandling” – bevares med henblik på arkivering.

Overførelsen af operationssagen med kopi af dagbogen fra PET’s arkiv til Rigs-arkivet i 2018 skete efter det oplyste med hjemmel i PET-lovens § 6 a, stk. 7, jf. PET-bekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. bilag 1 til Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser for PET af 12. april 2012.

Landsretten finder, at det af disse bestemmelser ikke kan udledes, at PET er pålagt for hver sag at vurdere, om det er alle eller kun udvalgte akter i sagen, som skal bevares og arkiveres. Det bemærkes, at bestemmelserne, omtaler be-varing af ”arkivalier” , og i bestemmelsernes bilag 1 er det anført, at ”-sager” – ”B-sager” og ”Operationssager” – skal bevares.

Sagsøger har gjort gældende, at overdragelsen til Rigsarkivet af de dele af kopien af dagbogen, der ikke havde betydning for ”sagen mod Sagsøger” , samt Rigsarkivets opbevaring og tilgængeliggørelse af de anførte dele af dagbogen til forskningsformål indebærer dels en retsstridig spredning til almenheden dels en retsstridig tilgængeliggørelse samt medvirken til retsstridig eksemplarfremstillig og tilgængeliggørelse for almenheden, alt i strid med ophavsretslovens § 2.

Som anført ovenfor under pkt. 2 må politiets – herunder PET – samt anklage-myndighedens kopiering af den beslaglagte dagbog og PET’s opbevaring i pe-rioden fra 1981 frem til 2010 anses for sket med fornøden hjemmel.

Offentlige myndigheder er underlagt en pligt til at foretage journalisering af modtagne dokumenter og en pligt til arkivering. Journaliseringspligten fulgte tidligere af almindelige regler om god forvaltningsskik og har siden 2013 været fastsat i offentlighedslovens § 15. Arkiveringspligten har siden 2016 været fast-sat i arkivloven. Siden PET-lovens ikrafttræden i 2014 har de anførte grundsæt-ninger været fastslået i denne lovs §§ 3, 6 a, 7 og 9.

Landsretten finder, at disse pligter og regler går forud for de påberåbte ophavs-retlige bestemmelser – herunder i internationale konventioner og Infosoc-direktivet, samt tilknyttet praksis fra EU-Domstolen – og PET’s overdragelse til Rigsarkivet samt Rigsarkivets opbevaring samt mulige tilgængeliggørelse af kopien af dagbogen kan således ikke anses for at være i strid med ophavsretslig regulering. Af samme grund frifinder landsretten Rigspolitiet og Rigsarkivet for den nedlagte betalingspåstand (påstand 3).

142

Landsretten finder sammenfattende på denne baggrund, at PET’s opbevaring fra 2010 og frem af kopi af dagbogen og dele heraf samt Rigsarkivets opbeva-ring af samme har haft den fornødne hjemmel i national lovgivning. Det, der i Sagsøgers sammenfattende processkrift og påstandsdokument er anført vedrørende retshåndhævelsesdirektivet, kan ikke føre til en anden vur-dering.

4. Dispositionernes forenelighed med EMRK artikel 8 og EU's Charter om grundlæg-gende rettigheder mv.

Det fremgår af menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1 og 2, at en-hver har ret til respekt for bl.a. sit privatliv, og at ingen myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den natio-nale sikkerhed.

Det er – som nærmere gennemgået ovenfor i afsnittet ”Retsgrundlag” – fastslået i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at myndigheders opbevaring af oplysninger vedrørende enkeltpersoners privatliv, kan føre til overvejelser i relation til denne ret til respekt for privatliv i menneskerettig-hedskonventions artikel 8. Tilsvarende er det antaget, at myndigheders indsam-ling, behandling eller anvendelse af oplysninger vedrørende en person, der går ud over, hvad der er forventeligt, vil rejse spørgsmål i forhold hertil.

Det er under denne sag ubestridt, at også PET’s opbevaring fra 2010 med hen-blik på senere arkivering samt PET’s overgivelse til Rigsarkivet og Rigsarkivets fortsatte opbevaring af kopien af Sagsøgers dagbog udgør indgreb i Sagsøgers privatliv, jf. artikel 8, stk. 1. Spørgsmålet i denne sag er derfor, om dette kan begrundes i artikel 8, stk. 2. Bevisbyrden herfor påhviler myndighederne.

Det følger af artikel 8, stk. 2, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i tilknytning hertil, at et indgreb i retten til respekt for privatliv kan ret-færdiggøres, hvis tre betingelser er opfyldt. Indgrebet skal være foreskrevet ved lov, varetage et eller flere legitime formål og være nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det omhandlede formål.

Landsretten finder i forlængelse af dette og med henvisning til det, der under pkt. 2 er anført om politiets, anklagemyndighedens og PET’s dispositioner i pe-rioden fra 1981 til 2010, at kopiering og besiddelse af kopien af Sagsøgers dagbog med henblik på disse myndigheders opgavevaretagelse skete i overensstemmelse med bestemmelser i bl.a. retsplejeloven, som har den for-nødne præcision og forudsigelighed, således som det efter menneskerettig-hedsdomstolens praksis må kræves. Henset til omstændighederne, herunder det, der er oplyst om dagbogens indhold og dens betydning i straffesagen mod

143

Sagsøger og for efterretningstjenestens arbejde, finder landsretten det videre ubetænkeligt at lægge til grund, at det var nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed. Det bemærkes, at der i lovgivningen – i form af Udvalg 1 og senere Tilsynet med Efterretningstjenesterne – var etableret et uafhængigt tilsyn med bl.a. PET’s opbevaring af oplysninger om privatperso-ner, og at dette tilsyn bl.a. kunne pålægge efterretningstjenesten at slette oplys-ninger.

Landsretten bemærker videre med henvisning til det, der er anført ovenfor un-der pkt. 3, at besiddelsen af dagbogskopien fra 2010 med henblik på arkivering og den senere arkivering af dagbogskopien skete med fornøden hjemmel i of-fentlighedsloven, arkivlovgivningen og administrativt udstedte retsakter, som også samlet bedømt har den præcision og forudsigelighed, som kræves efter menneskerettighedsdomstolens praksis.

I forlængelse heraf finder landsretten, at en person, der har været genstand for strafferetlig efterforskning i anledning af mistanke om samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste med henblik på at sætte den pågældende efter-retningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område – og hvor sagen bliver afgjort ved anklagemyndighedens tiltalefrafald – som udgangs-punkt må forvente og tåle et sådant indgreb i sit privatliv som udgøres af, at politiet, anklagemyndigheden og efterretningstjenesten i tjenstligt begrundet omfang opbevarer og arkiverer straffesagens akter med henvisning til straffesa-gens særlige karakter og bl.a. den deraf følgende historiske interesse for straf-fesagen. Landsretten finder, at en sådan ordning og fremgangsmåde som ud-gangspunkt ikke vil være i strid med retten til privatliv, som nærmere fastslået i artikel 8.

Spørgsmålet er herefter, om dette udgangspunkt også kan fastholdes i forhold til kopien af Sagsøgers dagbog, herunder om det kan fastholdes i forhold til samtlige oplysninger heri. Landsretten bemærker i den forbindelse, at dagbogen ikke er en sagsakt, der er udarbejdet af politiet – eksempelvis i form af en politirapport med informationer om afhøringer, observationer eller tekniske undersøgelser – men at den derimod er et særegent privat dokument, der er udfærdiget over en længere årrække af Sagsøger og beslag-lagt ved en ransagning, som det er beskrevet ovenfor i sagsfremstillingen.

Landsretten finder, at det ovennævnte udgangspunkt i hvert fald må fastholdes for så vidt angår de dagbogsoplysninger, som er indgået i efterforskningen af straffesagen mod ham eller faktisk er anvendt i efterretningstjenestens arbejde med henblik på at forebygge, efterforske og modvirke, at forbrydelser omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13 realiseres eller udvikler sig.

144

Selvom dagbogen ikke er fremlagt i denne sag, må det efter sagens oplysninger lægges til grund, at den desuden – og muligt i overvejende grad – indeholder personlige og private notater og optegnelser, som ikke har haft betydning for straffesagen, og som har vist sig at være uden betydning for efterretningstjene-stens arbejde i øvrigt.

Det må i den forbindelse lægges til grund, at der ikke længere var et hensyn til den nationale sikkerhed på det tidspunkt, hvor sagsbehandlingen var afsluttet. Formålet må herefter have været det samfundsmæssige behov for at kunne do-kumentere den skete sagsbehandling, herunder som følge af det tidligere omtal-te makuleringsforbud, og ikke mindst af de hensyn som varetages med arkiv-lovgivningen.

Landsretten finder ikke holdepunkter for, at dette formål kan begrunde indgreb i en persons ret til privatliv efter konventionens artikel 8, stk. 2, for så vidt an-går de dele af dagbogen, som indeholder meget personlige og private notater og optegnelser, og som hverken har haft betydning for straffesagen eller for efterretningstjenestens arbejde i øvrigt.

Landsretten finder derfor, at det fra det tidspunkt, hvor der ikke længere fore-toges sagsbehandling på de sager, hvorpå kopier opbevaredes, eller i hvert fald da disse arkiveredes, var i strid med artikel 8, stk. 1, i menneskerettighedskon-ventionen, fortsat at opbevare de dele af kopien af Sagsøgers dag-bog, som må antages at indeholde personlige og private notater og optegnelser, som hverken har haft betydning for straffesagen eller for efterretningstjenestens arbejde i øvrigt.

Efter det oplyste traf PET afgørelse om arkivering eller sletning på ”sagsni-veau” . PET har således på intet tidspunkt foretaget en nødvendigheds- eller proportionalitetsvurdering, hvori også privatlivshensyn indgik, af hvorvidt samtlige dele af dagbogskopien fortsat skulle og kunne opbevares.

Ressourcehensyn kan tale for, at der ikke pålægges myndigheder meget vidtgå-ende pligter med hensyn til detaljeret sagsgennemgang og sortering af en sags enkeltakter i forbindelse med arkivering eller sletning. I den forbindelse kan det anføres, at bestemmelser om lange tilgængelighedsfrister for offentlighedens adgang til arkiverede akter med personlige oplysninger tillige indebærer en vis privatlivsbeskyttelse.

Landsretten finder imidlertid, at det må anses for usikkert, om disse forhold – hensynet til myndigheders ressourceanvendelse og bestemmelser om tilgænge-lighedsfrister i arkivlovgivningen – er så tungtvejende, at en myndighed under henvisning hertil kan anse sig for fritaget for at foretage en konkret nødvendig-

145

heds- og proportionalitetsvurdering, hvori indgår sådanne privatlivshensyn, som må antages at gøre sig gældende i den foreliggende sag.

I relation til tilgængelighedsfrister bemærkes, at disse må anses for betingelser knyttet til opbevaringen af oplysningerne. Tilgængelighedsfrister angår imid-lertid ikke det grundlæggende spørgsmål, om der overhovedet kan ske opbeva-ring af oplysningerne. Hertil kommer, at der kan dispenseres fra tilgængelig-hedsfrister. Efter det oplyste er der således allerede givet dokumentadgang til PET-kommissionen, DIIS samt Center for Koldkrigsforskning. Hvad angår hen-synet til ressourceanvendelse og en praksis om arkivering på ”sagsniveau” be-mærkes videre, at det allerede i 2009 stod klart for PET, at Sagsøger anså dagbogen for et særligt dokument med en lang række private optegnelser. Således anmodede Sagsøger ved brev af 22. juli 2009 til PET om aktindsigt og gjorde særskilt opmærksom på, at han ønskede oplyst, om PET var i besiddelse af kopier eller udskrifter af hans dagbøger fra årene 1965-1981, ligesom han problematiserede, at der var offentliggjort oplysninger af privat karakter fra dagbøgerne. Denne henvendelse blev besvaret af PET ved et brev af 11. juni 2010, hvori anmodningen om aktindsigt blev delvist imødekommet.

Landsretten finder efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at det efter bevisførelsen ikke er godtgjort, at det var foreneligt med menneskerettig-hedskonventionens artikel 8, stk. 2, jf. stk. 1, at myndighederne efter, at der ikke længere blev foretaget sagsbehandling og i hvert tilfælde fra det tidspunkt, hvor der skete arkivering, opbevarede den fulde dagbogskopi uden at foretage en nødvendigheds- og proportionalitetsvurdering med inddragelse af privat-livshensyn.

Med hensyn til de bestemmelser i EU's Charter om grundlæggende rettigheder, som Sagsøger har påberåbt sig i det sammenfattende processkrift og påstandsdokument, finder landsretten – i lys af chartrets artikel 51 og artikel 52 om chartrets anvendelsesområde og rækkevidde – at chartrets artikel 7 og artikel 8 ikke kan føre til en anden bedømmelse end det anførte vedrørende menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Som følge af, at det som anført ikke findes i strid med artikel 8, stk. 1, at arkive-re de dele af dagbogskopien, som er indgået i efterforskningen af straffesagen mod Sagsøger, eller er anvendt i efterretningstjenestens arbejde med henblik på at forebygge, efterforske og modvirke, at forbrydelser omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13 realiseres eller udvikler sig, kan der ikke gives Sagsøger medhold i de principale påstande 1 og 2 om udlevering

eller destruktion afhele dagbogen.

Dagbogen er som anført ikke fremlagt i sagen. Landsretten har derfor ikke mu-lighed for at vurdere enkeltsider af dagbogen med henblik på at fastslå, hvilke

146

dele af dagbogskopien, der fortsat kan opbevares af myndighederne, og som derfor kan arkiveres på Rigsarkivet. Der kan derfor heller ikke gives medhold i Sagsøgers subsidiære påstande.

På denne baggrund tages Rigspolitiets og Rigsarkivets påstande om frifindelse for påstand 1 og 2 til følge.

5. Sagsomkostninger

Efter sagens principielle karakter samt landsrettens afgørelse vedrørende de i sagen rejste spørgsmål finder landsretten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.

THI KENDES FOR RET:

Rigspolitiet og Rigsarkivet frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.

Dom i sag om myndigheds kopiering og

opbevaring af forfatters dagbog

Dom afsagt: 6. september 2023

Ikke medhold til dansk forfatter, der ville have PET og Rigsarkivet til at udlevere eller destruere kopier af hans personlige dagbog i

myndighedernes besiddelse

Forfatteren var i 1981 blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 ved at have haft ulovlig forbindelse med fremmed efterretningstjeneste. I forbindelse med en samtidig ransagning af forfatterens bopæl kom PET i besiddelse af hans dagbog. I 1982 blev sagen afgjort med et tiltalefrafald, hvorefter forfatteren fik den originale dagbog tilbage. PET beholdt en kopi af dagbogen, hvilket forfatteren blev opmærksom på i 2009. Herefter søgte forfatteren gennem flere år at få myndighederne til at udlevere eller destruere de omhandlede dagbogskopier.

Forfatteren anførte en række forskellige juridiske synspunkter til støtte for sit krav om udlevering/destruktion af dagbogskopierne.

Landsretten fandt, at PET’s opbevaring af dagbogskopien frem til beslutning om arkivering i 2010 var sket af hensyn til varetagelsen af tjenestens opgaver. Opbevaringen frem til dette tidspunkt kunne derfor ikke kritiseres. Landsretten udtalte bl.a., at efterforsknings- og retsplejehensyn gik forud den omstændighed, at forfatterens dagbog var omfattet af ophavsretlig eneret. Landsretten fandt imidlertid, at PET i forbindelse med arkivering af akterne fra straffesagen mod forfatteren ikke havde iagttaget artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ret til respekt for bl.a. privatliv. PET burde have foretaget en vurdering af, om det var nødvendigt og proportionalt at arkivere hele dagbogskopien, herunder forfatterens personlige og private notater og optegnelser, som ikke havde haft betydning for straffesagen mod forfatteren eller for efterretningstjenestens arbejde i øvrigt.

Dele af dagbogen havde utvivlsomt historisk interesse, og i hvert fald disse dele skulle der ske arkivering af. Derfor kunne forfatteren ikke få medhold i sit krav om, at myndighederne skulle udlevere eller destruere hele dagbogskopien. Da dagbogen ikke var fremlagt under sagen, var landsretten ikke i stand til at vurdere enkeltsider i dagbogen. Derfor kunne forfatteren heller ikke få medhold i sit subsidiære krav om, at myndighederne skulle udlevere eller destruere hele dagbogen, bortset fra nogle nærmere opregnede dagbogssider.

Forfatteren havde fri proces, og sagen blev ført af Dansk Forfatterforening som mandatar for forfatteren.