Gå til indhold
Tilbage til søgning

Sø- og Handelsrettens dom om markedsføring og krænkelse af rettigheder stadfæstes med den ændring, at det beløb, som sagsøgte A/S ifølge punkt 4 i dommen skulle betale til sagsøger GmbH, nedsættes til 200.000 kr.

HøjesteretCivilsag2. instans3. april 2009
Sagsnr.: 1991/23Retssagsnr.: BS-261/2008-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
BS-261/2008-HJR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1991/23
Sagsdeltagere
PartZebra A/S; PartsrepræsentantJens Jakob Bugge; Rettens personaleJon Stokholm; Rettens personaleMichael Rekling; Partkoziol>>ideas for friends GmbH; Rettens personaleBørge Dahl; PartsrepræsentantFinn Altschuler; Rettens personalePoul Sørensen; Rettens personalePeter Blok

Dom

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS DOMBOG

HØJESTERETS DOM

afsagt fredag den 3. april 2009

Sag 261/2008

(2. afdeling)

Zebra A/S

(advokat Finn Altschuler)

mod

koziol>>ideas for friends GmbH, Tyskland

(advokat Jens Jakob Bugge)

I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 4. juli 2008.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Sørensen, Peter Blok, Børge Dahl, Jon Stokholm og Michael Rekling.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, Zebra A/S, har påstået beløbet i punkt 4 i Sø- og Handelsrettens dom nedsat til 50.000 kr., subsidiært et større beløb, dog mindre end 300.000 kr.

Indstævnte, koziol>>ideas for friends GmbH, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

For Højesteret har Zebra anerkendt at have krænket Koziols ophavsrettigheder og således an-erkendt punkt 1, 2, 3 og 5 i Sø- og Handelsrettens dom. Sagen angår herefter alene, hvor me-get Zebra skal betale i vederlag og/eller erstatning i henhold til den dagældende ophavsrets-lovs § 83.

- 2 -

Zebra har anført, at 50.000 kr., svarende til 1,25 kr. pr. genstand solgt af Zebra for 10 kr., må anses for at være et rimeligt vederlag. Det svarer til 25 % af Zebras dækningsbidrag på de solgte produkter. Koziol har ikke i øvrigt lidt noget tab.

Koziol har anført, at et rimeligt vederlag som udgangspunkt bør beregnes på baggrund af det dækningsbidrag, som Koziol ville have haft på det antal produkter, som Zebra importerede til Danmark. Subsidiært bør vederlaget beregnes som en licensafgift på 25 % af Zebras omsæt-ning. Koziol skal desuden have erstatning for afsætningstab og markedsforstyrrelse samt godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter det oplyste om det hidtidige meget beskedne salg af de krænkede produkter, som koziol>>ideas for friends GmbH har haft til nogle få udvalgte butikker i Danmark, må det antages, at selskabets omsætningstab i tiden frem til fogedforbuddet den 2. april 2004 har været mindre end det rimelige vederlag, som selskabet under alle omstændigheder har krav på efter ophavsretslovens § 83, stk. 1.

Der er endvidere ikke grundlag for at tilkende Koziol godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Derimod tiltræder Højesteret, at Zebra A/S’ meget betydelige salg af nærgående efterligninger efter de omhandlede produkters karakter må antages i væsentligt omfang at have skadet Koziols fremtidige afsætningsmuligheder. Koziols hidtidige markedsbearbejdning og frem-tidige markedsmæssige muligheder er dog ikke nærmere belyst under sagen.

Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at det beløb i vederlag og erstatning for markedsforstyrrelse, som Koziol har krav på, skønsmæssigt kan fastsættes til 200.000 kr.

Højesteret stadfæster herefter Sø- og Handelsrettens dom med den ændring, at det beløb, Zebra skal betale til Koziol, nedsættes til 200.000 kr.

Thi kendes for ret:

Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes med den ændring, at det beløb, som Zebra A/S ifølge punkt 4 i dommen skal betale til koziol>>ideas for friends GmbH, nedsættes til 200.000 kr.

- 3 -

I sagsomkostninger for Højesteret skal Zebra A/S betale 30.000 kr. til koziol>>ideas for friends GmbH.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sags-omkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

Oplysning om appel

2. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1991/23
Rettens sags nr.: BS-261/2008-HJR
Afsluttet
1. instansSø- og HandelsrettenSHR
DDB sags nr.: 1990/23
Rettens sags nr.: BS-50/2004-SHR
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb