Sagerne drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte kommuner, skal afholde de udgifter, som er forbundet med anbringelsen af to brødre på institution i Danmark. Hvis det er tilfældet, handler sagerne tillige blandt andet om, hvorvidt den sagsøgende kommune, kan kræve alle sine udgifter dækket af de sagsøgte kommuner og om, hvorvidt dele af den sagsøgende kommunes krav er forældet eller bortfaldet ved retsfortabende passivitet

VESTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 24. marts 2023

Sag BS-45495/2021-VLR

(11. afdeling)

Kommuneqarfik Sermersooq

(advokat Anders Valentiner-Branth og

advokat Rasmus Blaabjerg)

mod

Lolland Kommune

(advokat Sissel Victoria Egede-Pedersen)

Som biintervenient:

Kommunernes Landsforening

(advokat Sissel Victoria Egede-Pedersen)

og

Sag BS-45497/2021-VLR

(11. afdeling)

Kommuneqarfik Sermersooq

(advokat Anders Valentiner-Branth og

advokat Rasmus Blaabjerg)

mod

Randers Kommune

(advokat Birgitte Pedersen og

advokat Mikkel Buchwald Møller)

2

Som biintervenient:

Kommunernes Landsforening

(advokat Birgitte Pedersen og

advokat Mikkel Buchwald Møller)

Landsdommerne Astrid Bøgh, Helle Korsgaard Lund-Andersen og Rasmus Lindhardt Jensen (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Indledning

Sagen BS-45495/2021-VLR er anlagt ved Retten i Nykøbing Falster den 10. fe-

bruar 2021 (BS-5869/2021-NYK) og blev den 22. april 2021 henvist til sambe-handling med BS-5865/2021-RAN ved Retten i Randers. Ved kendelse af 26. november 2021 blev sagen henvist til behandling ved landsretten som 1. in-stans.

Sagen BS-45497/2021-VLR er anlagt ved Retten i Randers den 10. februar 2021 (BS-5865/2021-RAN). Ved kendelse af 19. november 2021 blev sagen henvist til behandling ved landsretten som 1. instans.

Sagerne har været sambehandlet i henhold til retsplejelovens § 254, stk. 1, og da sagerne i det væsentlige har samme problemstillinger og har et fælles sagsfor-løb, afsiges der en samlet dom.

Sagerne drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte, Lolland Kommune og Randers Kommune, skal afholde de udgifter, som er forbundet med anbringelsen af henholdsvis Person 1 (herefter Person 1) og Person 2 (herefter Person 2) på in-stitution i Danmark i tiden efter den 2. april 2014. Hvis det er tilfældet, handler sagen tillige blandt andet om, hvorvidt sagsøgeren, Kommuneqarfik Sermer-sooq, kan kræve alle sine udgifter dækket af henholdsvis Lolland Kommune og Randers Kommune, og om hvorvidt dele af Kommuneqarfik Semermersooqs krav er forældet eller bortfaldet ved retsfortabende passivitet.

Påstande

Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45495/2021-VLR nedlagt påstand om, at Lolland Kommune skal betale 11.310.157,40 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb.

Lolland Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Lolland Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings-

3

kommune for Person 1, og at Kommuneqarfik Sermersooq dermed er forpligtet til at afholde udgifter vedrørende ydelser til Person 1.

Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45497/2021-VLR nedlagt påstand om,

at Randers Kommune skal betale 8.638.805,50 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb.

Randers Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Randers Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings-kommune for Person 2, og at Kommuneqarfik Sermersooq dermed er forpligtet til at afholde udgifter vedrørende ydelser til Person 2.

Kommuneqarfik Sermersooq har over for de selvstændige påstande nedlagt påstand om frifindelse.

De krav, som Kommuneqarfik Sermersooq har rejst mod Lolland Kommune, udspringer af anbringelsen af Person 1, mens kravene mod Randers Kommune udspringer af anbringelsen af Person 2.

Betalingspåstandene er af Kommuneqarfik Sermersooq opgjort til udgifterne ved anbringelse af Person 1 og Person 2 i perioden fra den 2. april 2014 til april 2019.

Påstandenes sammensætning

Kommuneqarfik Sermersooqs betalingspåstand mod Lolland Kommune i BS-45495/2021-VLR er opgjort således:

Institution 1, botilbud (opkrævet af Region Sjælland)9.115.980,90 kr.

Institution 1, værksted (opkrævet af Region Sjælland)930.259,00 kr.

Besøgsrejser (opkrævet af Grønlands Rejsebureau mv.)64.394,50 kr.

Dagcenter (opkrævet af Region Nordjylland)125.934,00 kr.

Institution 2, ophold (opkrævet af Region Nordjylland)961.737,00 kr.

Mellemkommunal afregning111.852,00 kr.

I alt11.310.157,40 kr. 

Lolland Kommune har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse af påstan-den.

Parterne er enige om, at 8.896.306,40 kr. af det påstævnte beløb er faktureret før den 10. februar 2018, mens 2.413.851 kr. er faktureret efter denne dato.

4

Kommuneqarfik Sermersooqs betalingspåstand mod Randers Kommune i BS-45497/2021-VLR er opgjort således:

Institution 1, botilbud (opkrævet af Region Sjælland)4.403.066,00 kr.

Institution 1, værksted (opkrævet af Region Sjælland)641.000,00 kr.

Besøgsrejser (opkrævet af Grønlands Rejsebureau mv.)32.401,50 kr.

Institution 3 mfl., botilbud (opkrævet af Region Midtjylland)2.224.134,00 kr.

Støtte og diverse tilbud (opkrævet af Region Midtjylland)719.529,50 kr.

Pension mv. (opkrævet af Lolland Kommune)261.454,00 kr.

Vagtselskab, flytning mv. (opkrævet af Region Midtjylland)357.220,50 kr.

I alt8.638.805,50 kr. 

Randers Kommune har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse af påstan-den.

Parterne er enige om, at 5.842.415,50 kr. af det påstævnte beløb er faktureret før den 10. februar 2018, mens 2.769.390,00 kr. er faktureret efter denne dato.

Sagsfremstilling

Person 2 og Person 1 er tvillingebrødre og født i Grønland den Dato (1993). Under deres opvækst boede Person 2 og Person 1 i perioder i plejefamilie, på børnehjem og hos deres mormor. Der var i 2001 til 2004 indberetninger til kommunen om svigt og om en række episoder med brandstiftelse, butikstyveri og vold.

Den 14. oktober 2010 blev Person 2 og Person 1 ved Nuuk Kredsret dømt for en række forhold, herunder for vold og forsøg på manddrab. På domstidspunktet var Person 2 og Person 1 bosiddende i Kommuneqarfik Sermersooq. De blev begge dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap i Danmark, således at de efter tilsynsmyndighedens bestemmelse indtil det fyldte 18. år kunne overføres til lukket institution for unge i Danmark og efter det fyldte 18. år til en sikret afde-ling. Der blev ikke fastsat nogen længstetid for anbringelserne.

Person 2 og Person 1 blev den 7. marts 2011 i henhold til dommen anbragt på opholdsstedet Institution 4 i Hedensted Kommune. Par-terne er enige om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal betale for den anbringel-se af brødrene, der skete i henhold til dommen fra Nuuk Kredsret af 14. oktober 2010.

Grønlands Repræsentation i København informerede den 11. april 2011 Kom-muneqarfik Sermersooq, Børne og Familieafdelingen, om, at Person 2 og Person 1 var blevet anholdt for et røverisk overfald begået mod

5

en medarbejder på Institution 4. Overfaldet var begået om aftenen den 10. april 2021. I en mail senere samme dag oplyste Grønlands Repræsentation, at man forventede, at Person 2 og Person 1 ville blive vare-tægtsfængslet i surrogat på Aarhus Universitetshospital, og at ingen forvente-de, at de ville kunne vende tilbage til opholdsstedet Institution 4.

Person 2 og Person 1 havde siden deres ankomst til Dan-mark været placeret på samme institution, men det blev på grund af den nye kriminalitet besluttet at skille dem ad.

I et brev af 28. oktober 2011 til Randers Kommune fra Grønlands Repræsenta-tion ved Person 3 hedder det vedrørende Person 2 blandt andet:

”Person 2, som kommer fra Grønland, er iht Kriminallov i Grøn-land blevet dømt til anbringelse på døgninstitution i Danmark og blev i foråret anbragt på Region Midtjyllands botilbud Institution 4.

Kort tid efter anbringelsen blev han varetægtsfængslet i surrogatfæng-sel på afdeling på grund af endnu en kriminel handling.

Der er fra anklagemyndighedens side besluttet ikke at gennemføre en ny retssag med den begrundelse, at en ny dom vil kunne rummes inden for den allerede eksisterende.

Derfor har de grønlandske sociale myndigheder i Kommuneqarfik Ser-mersooq Nuuk med departementets godkendelse og i samarbejde med afdeling anbragt Person 2 i Region Midtjyllands botilbud Institution 5, Adresse, By 1 fra 1.11.2011.

…

Randers Kommune bliver bopæls- og handlekommune efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Retssikkerhedsloven, lov om social service og lov om social pension m.fl. gælder ikke i Grønland.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om be-søgsrejser og ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer, som gælder for samarbejdet mellem danske og grønlandske sociale myndig-heder og nr. 619 af 15. juni 2006 om betaling af social pension til perso-ner visiteret til behandlingsophold i Danmark af grønlandske sociale myndigheder vedlægges til orientering.

Betaling til Randers kommune for hjælpeforanstaltninger efter dansk lovgivning vil ske fra departementets afdeling i Grønlands Repræsenta-tion på vegne af den grønlandske hjemkommune, Kommuneqarfik Ser-mersooq.

De grønlandske sociale myndigheder har refusionsforpligtigelsen over for Randers kommune. …” .

6

Person 1 blev i november 2011 overflyttet til fortsat anbringelse på et botilbud i Herning Kommune. Dette botilbud var dog ikke det rigtige tilbud for Person 1, hvorfor han efter beslutning truffet af Herning Kom-mune den 2. juli 2012 blev anbragt på institutionen Institution 1 i Lolland Kommune. Lolland Kommune blev ved brev af 19. december 2012 fra Grøn-lands Repræsentation ved Person 3 informeret herom. Brevet havde for så vidt angår spørgsmålet om betaling for opholdet et indhold svarende til det, der den 28. oktober 2011 var blevet sendt til Randers Kommune.

Anklagemyndigheden valgte at rejse tiltale mod Person 2 og Person 1 vedrørende den episode, der havde fundet sted på Institution 4. Den 2. april 2014 blev der afsagt dom i sagen. Person 2 og Person 1 blev fundet skyldige i at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21. Begge blev anset for omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og sanktionen blev ifølge dommens konklusion fastsat således:

”Tiltalte, Person 2, skal anbringes på institu-tion for personer med vidtgående psykisk handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling.

Tiltalte, Person 1, skal anbringes på in-stitution for personer med vidtgående psykisk handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling.

Der fastsættes ingen længstetid for foranstaltningerne.

Foranstaltningerne i dom af 14. oktober 2010 afsagt af Nuuk Kredsret ophæves for begge de tiltalte.”

De daværende anbringelser af Person 2 på Institution 5 og af Person 1 på Institution 1 fortsatte efter dommen af 2. april 2014. Den 20. maj 2016 blev Person 2 overflyttet til Institution 1.

Særligt om forløbet vedrørende Person 2

Der blev holdt handleplansmøde om Person 2 den 10. oktober 2014 på Institution 5. Der blev under mødet givet en status på Person 2's ophold. Person 3 fra Grønlands Repræsentation var indkaldt til mødet, men deltog ikke. Der blev udarbejdet referat af mødet.

I et brev af 20. maj 2016 fra Person 4, socialformidler ved Randers Kom-mune, stilet til Person 3 ved Grønlands Repræsentation fremgår blandt an-det:

”Person 2 har en dom til anbringelse for personer med vidtgående psykisk handicap, således at han efter bestemmelserne kan overføres til sikret

7

afdeling. Der er ikke fastsat længstetid for foranstaltningen. Person 2 er dømt for særlig personfarlig kriminalitet.

Person 2 har skrevet til Rigsadvokaten af flere omgange med anmodning om at bo i Nuuk. Senioranklager har betragtet de fremsendte e-mails som en anmodning om, at sagen indbringes for retten med påstand om ændring af den foranstaltning, Person 2 blev idømt ved Retten i Horsens d. 2. april 2014. I den forbindelse er der anmodet om en udtalelse fra Samrådet.

…

Person 2 har en tvillingebror, som er anbragt på den sikrede Institution 1.

…

Person 2 har senest haft besøg af sin mor og lillebror. Der har herudover flere gange været arrangeret, at Person 2 kunne se sin tvillingebror. Person 2 og tvillingebroren har tidligere suppleret hinanden i handlinger. Ek-sempelvis har den kriminalitet Person 2 er dømt for, været i samarbejde med broderen.

…

På baggrund af ovenstående blev der bestilt vagter til overvågning af Person 2 på Institution 5 i hele døgnet. Da den tilsynsførende vurderede, at Person 2 var potentiel farlig begrundet i hans adfærd, blev der taget kontakt til Psykiatrisk Afdeling, idet Institution 5 vurderede, at de ikke var i stand til at rumme ham længere. Tilsynsførende Person 5 vurderede, at han er blevet tiltagende farlig, hvorfor der blev truffet be-slutning om at benytte kompetencen til overflytning til sikret afdeling på Institution 1.

Institution 1 har modtageforpligtelse, men der er forsøgt at finde et andet bosted til tvillingebroderen, som opholder sig på Institution 1, idet det er vurderingen, at der er stor risiko for personfarlig kriminali-tet, såfremt brødrene bliver boplaceret samme sted.

…

Nedenstående akter er ligeledes fremsendt til Lolland Kommune. Ifølge aftale med dig, er Lolland Kommune orienteret om, at de er fremtidig handle- og tilsynskommune, hvilket de er indforstået med.

Vedlagt fremsendes mailkorrespondance fra Person 2, akter vedr. økono-misk værgemål, anklager og domme, lægelige akter, akter vedr. før-tidspension, handleplaner, akter vedr. botilbuddet Institution 5, akter vedr. Samrådet samt akter vedr. Institution 1, herunder partshørings-skrivelse samt afgørelse vedr. overførsel til sikret afdeling på Institution 1.”

8

Person 2 flyttede som tidligere omtalt den 20. maj 2016 fra Institution 5 til Institution 1.

Særligt om forløbet vedrørende Person 1

Person 3 deltog på vegne af Grønlands Repræsentation i et behandlings-møde om Person 1 på Institution 1 den 19. juni 2014. På mødet blev Person 1's situation drøftet, og det fremgår af et referat af mø-det blandt andet, at han havde haft besøg af sin mor og mormor fra Grønland.

I Institution 1's individuelle plan for Person 1 for perioden juni 2015 til maj 2016 er betalingskommunen anført som ”Nuuk” , og Lolland Kom-mune er anført som bopæls- og handlekommune. Af planen fremgår desuden blandet andet, at Person 1 senest blev dømt ved Retten i Horsens den 2. april 2014, og sanktionen er ligeledes angivet.

Af et referat fra et handleplansmøde på Institution 1 den 9. juni 2016, hvor Person 3 også deltog, fremgår det, at man arbejdede på at flytte Person 1 til en anden institution inden sommerferien, så Person 2 og Person 1 ikke skulle bo på samme institution. Af referatet fremgår videre blandt andet:

” Person 1

Person 1 nikker genkendende og glad for de udtalelser, som han hører både fra afd. og UC. Person 6 fortæller og forklar Person 1 hvad udfaldet af den seneste dom, som betyder, at Person 1 kan bo på både sikret og åben regi.

…

Det Grønlandske Hjemmestyre

Medarbejder fra Det Grønlandske Hjemmestyre Person 3 er enige om, at det skal gå hurtigt med at flytte Person 1 til anden institution. Person 3 fortæller, at hvis han har behov for at vide noget om hvordan det går med sagens gang vedr. hans modernes besøg, så skal han rette henvendelse til Person 6 og ikke til hende.”

Det blev herefter forsøgt at placere Person 1 på en anden institution i Danmark. Person 1 blev dog i første omgang placeret i Institution 1's åbne afdeling. Socialstyrelsen i Nuuk blev ved mail af 15. januar 2018 fra Lolland Kommune informeret herom. Samme mail var vedhæftet en stan-dardkontrakt mellem Lolland Kommune og Region Sjælland om anbringelsen. Lolland Kommune var i henhold til kontrakten både handle- og betalingskom-mune for Person 1. Lolland Kommune har under sagen anført, at det beror på en fejl, at Lolland Kommune er anført som betalingskommune.

9

Den 18. juni 2018 flyttede Person 1 til botilbuddet Institution 6 i Ma-riagerfjord Kommune. Af betalingsaftalen mellem Region Nordjylland og Lol-land Kommune fremgår det, at Grønlands Selvstyre er betalingskommune.

Korrespondance om betalingspligten

Kontorchef i Børne- og Socialministeriet Person 7 sendte den 2. juli 2018 et brev til Departementet for Sociale Anliggende, Familie, Ligestilling og Justits-væsen under Selvstyret i Grønland. Det fremgår af brevet, at det grønlandske departement havde anmodet om, at det blev afklaret generelt, hvem der har betalingspligten i tilfælde, hvor en grønlandsk dom til anbringelse på institu-tion i Danmark ophæves. Af brevet fremgår blandt andet:

”Hvis en oprindelig opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har fået ophold i et servicetilbud efter servicelovens § 108 i en anden kommune, er det dog efter retssikker-hedslovens § 9, stk. 7, fortsat den oprindelige opholdskommune, der yder og finansierer hjælpen efter serviceloven. Desuden afholder denne kommune udgifterne til visse andre sociale ydelser, jf. lovens § 9 c, stk. 1 og 2. Den oprindelige kommunes pligt består, så længe personen har ophold i det pågældende tilbud eller i et tilsvarende botilbud, jf. § 9, stk. 8 og § 9 c, stk. 10.

Reglerne indebærer, at hvis en dansk kommune træffer afgørelse om, at en person, der opholder sig lovligt her i landet, får ophold i et tilbud ef-ter servicelovens § 108, vil denne kommune blive betalingskommune under opholdet, for så vidt angår udgifter efter serviceloven m.fl. Det vil bl.a. gælde, hvor en kommune som følge af en dom er forpligtet til at træffe afgørelse om en borgers ophold i et botilbud efter servicelovens § 108.

Dette vil gælde, uanset om den pågældende person er dansk, grøn-landsk eller udlænding, og det vil gælde, uanset om kommunen har haft pligt til at træffe afgørelse på grund af en dom.

Reglerne i retssikkerhedsloven gælder ikke for Grønland. Reglen i lo-vens § 9, stk. 7, om, at en tidligere kommune i visse tilfælde vil være handle- og betalingskommune for hjælp efter serviceloven, der ydes i en anden kommune, gælder således ikke for grønlandske kommuner.

Børne- og socialministeren kan dog, jf. retssikkerhedslovens § 90, efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut fastsæt-te, at hjælp efter serviceloven til personer, der er visiteret til boformer eller boliger i Danmark efter regler fastsat i medfør af servicelovens § 196, stk. 2, 1. pkt., uanset retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2, ydes af den visiterende færøske eller grønlandske myndighed.

Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland.

…

10

Bekendtgørelsen indeholder ikke regler om en situation, hvor en person under et ophold i Danmark af en dansk domstol dømmes til ophold på en dansk institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Bekendtgørelsen indeholder herunder ikke regler om en situation, hvor en grønlandsk myndighed har truffet afgørelse om at visitere en person, der er bopælsregistreret i Grønland, til et tilbud i Danmark efter be-kendtgørelsen, og hvor den pågældende person efterfølgende under opholdet i Danmark af en dansk domstol dømmes efter straffeloven til ophold i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Heller ikke den tidligere bekendtgørelser nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser og ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i bofor-mer, der var gældende forud for bekendtgørelse nr. 647 om døgnop-hold i tilbud i Danmark og Grønland, ses at indeholde sådanne regler.

Børne- og Socialministeriet er på den baggrund af den opfattelse, at ud-gifter til et sådant ophold i et tilbud efter servicelovens § 108 afholdes af den danske kommune, der efter retssikkerhedslovens § 9 er opholds-kommune for den pågældende person med hensyn til hjælp efter servi-celoven.”

Fra Socialstyrelsen under Selvstyret modtog Kommuneqarfik Sermersooq ved mail af 11. juli 2018 kopi af udtalelsen fra Børne- og Socialministeriet. Af mailen fremgår blandt andet:

”Af vedlagte skrivelse fremgår det, at såfremt i grønlandsk borger mod-tager en ny dom (og den oprindelige dermed annulleres) vil den danske kommune, hvor borgeren er bosiddende være betalingskommune.”

Af mailen fremgår videre, at der var en formodning om, at mindst en borger var omfattet af denne udtalelse, og at Socialstyrelsen derfor ville gennemgå sa-gerne med borgere hjemmehørende i Kommuneqarfik Sermersooq.

Der var efterfølgende drøftelser mellem de grønlandske myndigheder om, hvem der skulle betale for brødrenes anbringelse i Danmark. Ledende social-rådgiver Person 8 fra Kommuneqarfik Sermersooq modtog kopi af korrespondancen, og hun anførte i en mail af 28. januar 2019, at det var Depar-tementet for Sundhed, der skulle betale for Person 2 og Person 1. Korrespondancen omtaler kun dommen fra 2010.

Ved mail af 10. april 2019 til Selvstyret efterspurgte Kommuneqarfik Sermer-sooq ved Person 9 ”de sidste domsudskrifter for tvillingerne” . Det hed-der videre i mailen:

”Vi har dem ikke i sagerne, kun dem fra 2010, vi har ikke dem fra DK, de har begået ny kriminalitet i Dk, og dem har vi ikke i sagerne.”

11

Senere samme dag modtog Kommuneqarfik Sermersooq bl.a. ved Person 8 kopi af den danske dom af 2. april 2014 fra Socialstyrelsen under Selvsty-ret. Person 8 videresendte dommen til Vidne 1 og anfør-te i mailen blandt andet:

”Vil du lige se på denne. Socialstyrelsen har meldt ud til Person 10 at de ikke længere betaler for deres domsanbringelse og at de regninger som Person 10 ellers har sendt skal betales af den Danske Stat?

I den nederste del står der at domsafsigelsen fra Nuuk kredsret ophæ-ves, hvorfor vi først har fået denne nu hvor Person 9 har spurgt efter den ved jeg ikke” .

I en erklæring af 27. april 2021 har Person 11, Fagchef for Handi-cap og Socialpsykiatrisk Område i Kommuneqarfik Sermersooq, anført, at hverken hun eller hendes kolleger før ultimo 2018 havde viden om, at kommu-nen ikke var forpligtet til at betale for de to brødre. Desuden var det først i forå-ret 2019, at kommunen blev opmærksom på, at kravet eventuelt kunne rejses mod betalingskommuner i Danmark. Det er i erklæringen videre anført blandt andet:

”Det forhold, at der i andre sammenhænge er underretninger, der i det væsentlige var af social- og behandlingsmæssig karakter, fører ikke til, at Kommuneqarfik Sermersooq fik kendskab til dommen på en sådan måde, at Kommuneqarfik Sermersooq på et tidligere tidspunkt burde have rejst spørgsmålet om betalingsforpligtigelsen.”

Kommuneqarfik Sermersooq indbragte den 8. oktober 2019 spørgsmålet om betalingspligten for Person 2 og Person 1 for Ankestyrelsen. Kommuneqarfik Sermersooq var af den opfattelse, at det var Hedensted Kom-mune, der fra domsafsigelsestidspunktet den 2. april 2014 havde været beta-lingskommune for begge brødre. Brødrene havde på gerningstidspunktet op-hold på Institution 4 i Hedensted Kommune.

Ved afgørelse af 4. februar 2020 slog Ankestyrelsen fast, at Hedensted Kommu-ne ikke var forpligtet til at afholde udgifterne for Person 2 og Person 1's ophold i botilbud i Danmark fra den 2. april 2014. Der blev i afgørel-sen lagt vægt på, at Hedensted Kommune ikke var opholdskommune den 2. april 2014, hvor dommen blev afsagt. Det fremgår videre af afgørelsen blandt andet:

”Vi lægger i den forbindelse vægt på, at grundlaget for Person 1 og Person 2's anbringelse efter den 2. april 2014 alene skal findes i den danske dom, og at det derfor i alt fald fra dette tidspunkt alene har været reglerne i retssikkerhedsloven, der har fundet anven-delse, herunder for betaling for ophold i botilbud.

12

…

Vi har ikke taget stilling, hvilken anden dansk kommune, der er beta-lingspligtig, da der ikke er inddraget andre danske kommuner i uenig-heden.”

Kommuneqarfik Sermersooq sendte den 9. juni 2020 breve til Randers Kommu-ne og Lolland Kommune med økonomiske krav vedrørende anbringelserne af Person 2 og Person 1. Kravene omfattede Kommuneqarfik Sermersooqs udgifter i perioden fra april 2014 til februar 2019. Kommuneqarfik Sermersooq begrundede kravene med, at Randers Kommune og Lolland Kom-mune var opholdskommuner, da Person 2 og Person 1 mod-tog deres dom i Danmark i 2014, og at Randers Kommune og Lolland Kommu-ner derfor også blev betalingskommuner. Der henvises i brevene til Børne- og Socialministeriets brev af 2. juli 2018. Kravet mod Randers Kommune blev op-gjort til 9.173.257 kr. Kravet mod Lolland Kommune blev opgjort til 8.620.675,30 kr.

Lolland Kommune anmodede den 18. juni 2020 om yderligere oplysninger ved-rørende kravet. I et brev af 7. juli 2020 afviste Lolland Kommune på det forelig-gende grundlag kravet. Randers Kommune afviste kravet den 1. juli 2020, og begge kommuner henviste til, at det var et spørgsmål, der måtte afgøres af domstolene.

I en sag mellem Lolland Kommune og Herning Kommune traf Ankestyrelsen den 10. december 2020 afgørelse om, at Herning Kommune ikke var forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven til Person 1. I begrundelsen er det blandt andet anført:

”Vi lægger i den forbindelse vægt på, at grundlaget for Person 1 anbringelse efter den 2. april 2014 alene skal findes i den danske dom, og at det derfor er fra dette tidspunkt, at reglerne i retssikkerheds-loven har fundet anvendelse.

Vi lægger samtidig vægt på, at Herning Kommune ikke var opholds-kommune for Person 1 på tidspunktet for dommen af 2. ap-ril 2014 eller efterfølgende og af den grund ikke har været kompetent myndighed i forhold til at iværksætte foranstaltninger i henhold til den nye dom.”

Betalingskravene rettet mod Lolland Kommune og Randers Kommune

Kommuneqarfik Sermersooq har i sagerne fremlagt en lang række fakturaer for perioden fra maj 2014 til april 2019. Fakturaerne angår Person 2 og Person 1 og er hovedsageligt udstedt af Region Sjælland, Region Nord-jylland og Region Midtjylland for ophold i botilbud, men omfatter også udgifter til besøgsrejser, flytninger, pension mv. Fakturaerne for anbringelserne er i pe-

13

rioden fra 2014 til 2017 udstedt til Grønlands Repræsentation, Uummannaq Sundhedscenter og Grønlands Selvstyre. Efter 2018 er fakturaerne udstedt di-rekte til Kommuneqarfik Sermersooq.

Jurist Vidne 1 fra Kommuneqarfik Sermersooq har i notat af 15. februar 2022 redegjort for betalingspraksis ved anbringelse af grønlandske bor-gere i Danmark. Af notatet fremgår det blandet andet, at de danske modtagel-seskommuner frem til den 1. august 2016 har sendt fakturaer til Grønlands Re-præsentation i København, og at Selvstyret betalte fakturaerne i første omgang. Derefter fordelte Selvstyrets bogholderi fakturaerne til de relevante grønland-ske betalingskommuner, og Selvstyret fremsendte periodisk en samlet faktura til betalingskommunerne. Kommuneqarfik Sermersooqs betaling skete over en interimskonto, og den relevante forvaltning posterede udgifterne på den rele-vante borgers cpr.nr. I tiden efter den 1. august 2016, hvor Selvstyrets Departe-ment for Sociale Anliggender havde hjemtaget afdelingen fra Grønlands Repræ-sentation i Danmark, fortsatte Selvstyret med at lægge ud for fakturaerne, men fra den 1. januar 2018 modtog Kommuneqarfik Sermersooq fakturaerne direkte fra de danske kommuner.

Den betalingspraksis, der er beskrevet i notatet, er den 20. september 2022 be-kræftet af Person 12, afdelingschef i Departementet for Børn, Unge og Fa-milier i Selvstyret, og den er også efterfølgende den 22. september 2022 bekræf-tet af Person 13, afdelingschef i økonomiafdelingen i Socialstyrel-sen i Selvstyret.

Korrespondance mellem Lolland Kommune, Ankestyrelsen og ministerier

Lolland Kommune har siden foråret 2019 haft løbende korrespondance med Ankestyrelsen og Børne- og Socialministeriet om spørgsmålet om betaling for domfældte udviklingshæmmede grønlandske borgere bosiddende i Danmark, herunder om fortolkning af retssikkerhedsloven og bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland.

Lolland Kommune redegjorde i et brev af 29. marts 2019 til Børne- og Socialmi-nisteriet blandt andet for Lolland Kommunes særlige situation som følge af, at Institution 1 er den eneste institution af sin art i Danmark, og at kommunen derfor ikke kan sige nej til at være modtagekommune. Kommunen henviste vi-dere til, at det aftaleforhold, som bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland tager som udgangspunkt, ikke eksisterer, og kommunen efterspurgte i denne forbindelse en ny vejledning fra ministeriet.

Børne- og Socialministeriet svarede ved brev af 10. maj 2019 blandt andet, at der endnu ikke var udarbejdet en vejledning til bekendtgørelse, men at ministeriet ville medtage de rejste problemstillinger i det fremadrettede arbejde.

14

Lolland Kommune efterspurgte herefter i yderligere breve af 11. oktober 2019 og 11. november 2019 til Social- og Indenrigsministeriet en stillingtagen til pro-blematikken. Af kommunens brev af 11. november 2019 fremgår blandt andet:

”Lolland Kommune finder det besynderligt, at et dansk ministerie hen-viser en dansk kommune til at kontakte Grønland for lovfortolkning. Konkret ift. domfældte udviklingshæmmede grønlændere er Lolland Kommune i en helt særlig situation, idet vi er beliggenhedskommune for Institution 1, og dermed er modtagekommune for grønlændere med dom til sikret afdeling. Lolland Kommune er forundret over, at et ministerie ikke finder anledning til at være behjælpelig med at afklare de lovgivningsmæssige forhold, og dermed overlader det til en enkelt kommune at afklare vilkårene for anbringelse, herunder udgifter, ved anbringelse af domfældte udviklingshæmmede grønlandske borgere. Lovgivning mener vi, er et anliggende for ministeriet og ikke en enkelt kommune.

Kommunen har siden efteråret 2018 forsøgt at få hjælp fra Jura og In-ternational, men er hver gang blevet henvist til, at grønlandsbekendtgø-relsen er dækkende. Vi er enige med Grønland i, at bekendtgørelsen ik-ke er dækkende, men mangler svar fra ministeriet ift. om man fortsat mener, bekendtgørelsen er dækkende. Derudover mangler vi fortsat den vejledning som vi efterlyste i efteråret 2018.”

Lolland Kommune rettede den 14. november 2019 henvendelse til Ankestyrel-sen. I henvendelsen anfører Lolland Kommune blandt andet:

”Vi finder, at det er en helt uholdbar situation, hvor vi gentagne gange har forsøgt at få Social- og Indenrigsministeriet i tale. Kontoret for Jura og International har to gange skriftligt svaret, at grønlandsbekendtgø-relsen er dækkende. Lolland Kommune kontakter derfor KL og Handi-capkontoret i Social- og Indenrigsministeriet d. 11. oktober 2019, da endnu en grønlandsk udviklingshæmmet borger får ændret sin dom, og dermed skal fraflytte Institution 1, og Grønland igen afviser at påtage sig sine forpligtelser. Vi har endnu ikke modtaget et svar, men kontoret for Jura og International skriver i mail til os, at de grønlandske myndig-heder er enig i, at grønlandsbekendtgørelsen ikke er dækkende. Jura og International tilkendegiver ikke, om de har ændret opfattelse af be-kendtgørelsen, men henviser kommunen til at kontakte Grønland for at høre, deres overvejelser.

Lolland Kommune er derfor nu i den situation, at de danske myndig-heder henviser os til at blive orienteret gennem de grønlandske myn-digheder. Myndigheder der hele vejen igennem har vist, at de ikke øn-sker at beholde handle- og betalingsforpligtigelserne for deres dom-fældte borgere. Vi finder proceduren besynderlig og uacceptabel.”

Ankestyrelsen svarede Lolland Kommune den 27. november 2019. Af svaret fremgår, at der efter det oplyste havde været en dialog mellem Lolland Kom-

15

mune og Social- og Indenrigsministeriet, og at der var sat gang i et større ud-redningsarbejde. Ankestyrelsen anførte desuden, at den endnu ikke havde haft anledning til at tage stilling til, om bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 var gældende for grønlandske borgere, der ved dom anbringes i et tilbud i Dan-mark.

I sommeren 2020 var der endnu engang kontakt mellem Ankestyrelsen og Lol-land Kommune om problemstillingen, og Ankestyrelsen anførte i et brev af 1. juli 2020, at de tidligere påpegede problemstillinger den 7. januar 2020 havde været behandlet på et møde i Social- og Indenrigsministeriet. I mødet deltog blandt andre to kontorchefer fra ministeriet og en kontorchef fra Ankestyrelsen. I brevet gengives blandt andet et notat fra mødet således:

”Hidtil har det tilsyneladende været praksis/opfattelsen, at grønlandske kommuner har skullet handle/betale efter regler svarende til, hvad der ville gælde mellem danske kommuner. Men Ankestyrelsen ser nu nogle sager, hvor grønlandske kommuner tilsyneladende har en anden opfat-telse, hvilket fører til, at danske kommuner – navnlig kommuner hvori der ligger bosteder for udviklingshæmmede – vil blive påført yderlige-re udgifter.

Ad bekendtgørelsens anvendelsesområde:

Med udgangspunkt i oplægget fra Ankestyrelsen blev indledningsvis drøftet, om ændringen af bekendtgørelsen for Grønland i 2017 indebar materielle ændringer i forhold til den tidligere bekendtgørelse fra 2006.

Fra ministeriet blev tilkendegivet, at der ikke var tilsigtet materielle ændringer ved udstedelsen af den nye bekendtgørelse i 2017 trods den ændrede ordlyd, der er udtryk for, at bekendtgørelsen er gjort mere tidssvarende.

Ad dømte anbragte, situation 1:

Det har hidtil været ministeriets opfattelse, at grønlandsbekendtgørel-serne kunne omfatte en situation, hvor en grønlandsk borger på bag-grund af dom anbringes på en institution i Danmark. På baggrund af de grønlandske myndigheders notat fra 2019 er det klarlagt, at det er de grønlandske myndigheders opfattelse, at anvendelse af bekendtgørel-sen forudsætter en kommunal visitation.

Bekendtgørelsen har baggrund i forhandlinger mellem Danmark og Grønland. Da de grønlandske myndigheder sidste år tilkendegav, at grønlandske dømte ikke vurderes omfattet af bekendtgørelsen, overve-jes aktuelt ny regulering, og der arbejdes aktuelt på en vejledning. Beta-lingen for denne persongruppe sker formentlig fra sundhedsvæsenet på Grønland, hvilket dog formelt bør bekræftes og efterfølgende reguleres. Herunder vil det være nødvendigt for SIM at involvere JM i denne af-klaring.

Ad de danske kommuners ansvar i øvrige situationer:

16

…

Afsiges der en dansk dom som følge af (fornyet) kriminalitet (situation 3.a), bliver sagen et dansk ansvar derefter. Den danske dom udgør grundlaget for deres ophold i Danmark. Er der tale om en borger, som har flyttet mellem kommuner under løbende medvirken fra de grøn-landske myndigheder, vil det være den danske kommune, hvor borge-ren opholder sig på tidspunktet for den danske dom, der bliver ansvar-lig kommune.

Tilsvarende, hvis borgeren – uden godkendelse fra den grønlandske kommune – flyttes til et andet tilbud eller tilbuddet ændres (situation 3.b), vil betalingsforpligtelsen således overgå til den danske kommu-ne.”

Ved brev af 15. februar 2022 rettede Lolland Kommune igen henvendelse til Ankestyrelsen og Social- og Ældreministeriet. Kommunen anmodede igen om en præcisering af reglerne om handle- og betalingskommuner.

Ankestyrelsen oplyste i et brev af 4. marts 2022, at man ikke kunne være Lol-land Kommune behjælpelig, idet Ankestyrelsen ikke udarbejder juridiske re-sponsa eller længere skriftlige svar på generelle spørgsmål.

I brev af 14. marts 2022 anmodede Lolland Kommune på ny Social- og Ældre-ministeriet om at forholde sig til problemstillingerne og henviste under henvis-ning til nærværende retssag til, at kommunen ikke kunne afvente en lovæn-dring.

Forklaringer

Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 (tidligere Efternavn 1), Vidne 4 og Vidne 5 har afgivet forklaring.

Vidne 1 har forklaret, at han siden marts 2006 har været ansat

som jurist hos Kommuneqarfik Sermersooq. Hans arbejde består i rådgivning af kollegaer inden for det sociale område.

I slutningen af 2018 forsøgte han at afklare betalingsforpligtelsen for borgere anbragt i henhold til kriminallovens § 240. Han var i kontakt med anklagemyn-digheden og en tidligere vicepolitimester. Den tidligere vicepolitimester gjorde det meget tydeligt, at anbringelser på grundlag af kriminallovens § 240 er sund-hedsvæsenets ansvar, også for så vidt angår de økonomiske forhold. Han frem-lagde denne vurdering for afdelingschefen i Selvstyrets Departement for Sund-hed. Departementet var ikke bekendt med, at det finansielle ansvar var deres. Der var alene uformelle drøftelser med departementet. Ledende socialrådgiver Person 8's mail af 28. januar 2019 er udtryk for, at kommunen herefter standsede alle betalinger vedrørende brødrene Efternavn 2.

17

Han hørte første gang om dommen fra 2014, da han den 10. april 2019 modtog en mail fra Person 8. Hans kollegaer havde heller ikke hørt om dom-men, og den kom bag på alle. Hverken Selvstyret eller kommunen ville herefter betale de fremsendte fakturaer for brødrenes ophold i Danmark. Han er enig i Person 11's erklæring af 27. april 2021 om tidspunktet for kend-skabet til dommen. På baggrund af oplysningerne om dommen gjorde kommu-nen det økonomiske krav op. Kommunen rettede herefter henvendelse til He-densted Kommune, som de antog var betalingskommune. De havde forudset, at henvendelsen ikke ville blive modtaget positivt, så de forventede, at sagen skulle i Ankestyrelsen.

Han blev involveret i brødrenes sag kort efter deres dom i 2010. Brødrene skulle dengang ledsages til Danmark, da brødrene ikke længere kunne rummes af de grønlandske tilbud. De skulle anbringes på specialiserede tilbud i Danmark. Han drøftede dengang sagen og brødrene med kommunens socialrådgivere.

Han fik i oktober 2011 kendskab til, at brødrene havde begået personfarlig kri-minalitet på bostedet Institution 4. Han undrede sig i den forbindelse over, at man havde placeret brødrene på samme anbringelsessted. Fra 2011 til 2019 var han ikke direkte inddraget i brødrenes sag. Kommunen modtog den 28. oktober 2011 en henvendelse fra Selvstyret ved Person 3 om episoden på Institution 4. Som det fremgår af Person 3's brev, forventede man ikke en ny retssag, da en ny dom ville kunne rummes inden for den allerede eksisterende. Han modtog heller ingen sektor- eller handleplaner for brødrene.

Person 3 var repræsentant for Selvstyrets Departement for det Sociale Om-råde i Danmark. Hun var tilknyttet Grønlands Repræsentation i Danmark, som hører under Selvstyret. Hun var ikke repræsentant for kommunen og kunne ik-ke modtage information på kommunens vegne. Hun blev navnlig på grund af tidsforskellen placeret i Danmark, fordi det var praktisk at have en person, der kunne kontakte kommunerne i Danmark i deres åbningstid.

Brødrenes ophold i Danmark blev i første omgang betalt af Grønlands Repræ-sentation. De fleste fakturaer er derfor også udstedt til Grønlands Repræsenta-tion. På den måde kunne de danske kreditorer få hurtig betaling. Selvstyret stod inde for betalingerne til de danske myndigheder. Når den danske myn-dighed havde modtaget sin betaling, sendte repræsentationen fakturaen videre til den grønlandske betalingskommune. Betalingskommunen skulle herefter re-fundere Selvstyret udgiften. Departementerne i Selvstyret skifter af og til navne ligesom ministerier i Danmark. Navnene på departementerne og myndigheder-ne har derfor ændret sig over perioden. Fakturaen af 7. juli 2014 fra Region Midtjylland til Departementet for Familie, Kultur, Kirke og fakturaen af 16. fe-bruar 2017 fra Region Sjælland til Uummannaq Sundhedscenter er begge betalt af Selvstyret, som derefter har opkrævet betalingen hos Kommuneqarfik Ser-

18

mersooq. For så vidt angår fakturaen af 16. februar 2017 må det bero på en fejl, at man har skrevet Uummannaq Sundhedscenter. Postnummeret på fakturaen er Nuuks. Fakturaen af 15. marts 2018 fra Region Sjælland til Kommuneqarfik Sermersooq er fremsendt efter, at de grønlandske kommuner fra den 1. januar 2018 begyndte at modtage fakturaerne direkte.

Alle fremlagte fakturaer er fundet via kommunens økonomisystem, Winforma-tik. Fakturaerne er søgt frem på brødrenes personnumre. Ved at foretage en sådan søgning kan man se alle betalinger, som kommunen har foretaget på de pågældende personnumre. Fakturaerne ville ikke findes i økonomisystemet, hvis de ikke var betalt af kommunen. Alle fakturaer er tjekket af controllere og eksterne revisorer.

Anbringelsen af brødrene på Institution 4 skete ved Selvstyrets mellemkomst. Selvstyret har nok ikke været fuldt opmærksom på, at de ikke burde have været anbragt samme sted. Efter hans opfattelse kunne man have set det ud fra sagens oplysninger, men han ved ikke, hvilke oplysninger der er givet videre. Der har nok været et svigt i kommunikationen. Kommunen fulgte med i brødrenes for-hold i det omfang, de fik oplysninger fra Grønlands Repræsentation, men opfat-tede sig primært som betalingskommune.

Grønlands Repræsentation i Danmark repræsenterede ikke kommunen. Kom-munikationen mellem danske kommuner og sociale myndigheder i Grønland gik dog via repræsentationen. Det var nemmest for de danske kommuner at kommunikere med repræsentationen. Der har ham bekendt ikke i videre om-fang været kommunikation mellem Lolland Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq, inden der blev fremsat krav om betaling den 9. juni 2020.

Der er stor forskel på, i hvilken grad kommunen løbende følger op på anbragte borgere. Sociale anbringelser følges tæt, da man har en lovgivningsmæssig pligt til at undersøge mulighed for hjemtagelse. Kommunen har ikke samme forplig-telser over for domsanbragte. Kommunen er ansvarlig for botilbud, hvilket om-fatter bokollektiver og boenheder. Døgntilbud er Selvstyrets ansvar. Hvis brød-rene skulle have været hjemtaget til Grønland, ville de ikke have været i den målgruppe, som kommunen ville have forpligtelser over for, da det ville være Selvstyrets opgave. Kommunen hjemtager kun borgere, hvor kommunen har afgørelsesmyndigheden. For domsanbragte ligger afgørelsesmyndigheden ikke hos kommunen.

Selvstyret har i dag hjemtaget det sociale område og har foretaget omstrukture-ringer. Der er ikke længere et kontor for sociale anliggender på Grønlands Re-præsentation i Danmark. Socialstyrelsen i Nuuk overtog de funktioner, som repræsentationen tidligere havde varetaget. Man ville gerne have beslutninger-

19

ne og kontakten med de danske kommuner tættere på. I dag går henvendelser om anbringelser i Danmark gennem Socialstyrelsen i Nuuk.

Brevet af 19. december 2012 til Lolland Kommune blev sendt af repræsentatio-nen, da den da varetog kontakten med de danske kommuner. Person 3 fra repræsentationen deltog i møder på vegne af Selvstyret. Person 3 vurdere-de, om det materiale og de oplysninger, hun modtog i forbindelse med møder-ne, herunder referater, skulle videresendes til kommunen. Person 3 for-midlede oplysninger mellem Selvstyret, danske kommuner og grønlandske kommuner . Henvendelsen af 20. maj 2016 fra Randers Kommune til Grønlands Repræsentation havde en sådan karakter, at Person 3 normalt ville sende den videre til kommunen. Person 3 stod også for at bestille flybilletter til besøgsophold for domsanbragtes pårørende. Planlægning og organisering af besøgsrejser foregår i dag gennem Døgninstitutionsafdelingen i Socialstyrelsen i Nuuk.

Fakturaen af 3. juni 2014 er summarisk. Han vurderer, at posten på 13.705,50 kr. vedrører et besøgsophold. Han antager, at beløbet på 184.296,90 kr. udgør en måneds døgntakst, og at beløbet på 30.390 kr. angår aktivitetstilbud. Det vurde-rer han på grundlag af beløbenes størrelser og sin erfaring sammenholdt med sagens øvrige dokumenter. Fakturaerne af 12. august 2014 er ligeledes meget summariske. De er meget kortfattede og vanskelige at udspecificere.

Han ved ikke, hvor langt Selvstyret er nået med at kunne tilbyde institutions-ophold for voksne domsanbragte borgere i Grønland. Han kender ikke tidsho-risonten, men ved, at Selvstyret er opmærksom på behovet. Man har nu en sik-ret afdeling for unge under 18 år.

Han ved ikke, hvorfra Person 9 fik de oplysninger om en ny dom, som fremgår af mailen af 10. april 2019. Det er formentlig en viden, hun har fået i forbindelse med hele ”opklaringsfasen” i 2018. Det kan være oplysninger, hun har fået fra Socialstyrelsen i Nuuk. Person 14 har samme funktion i Nuuk, som Person 3 havde i København. Der har formentlig været en mundtlig drøftelse mellem Person 14 og Person 9 inden mailkorrespondancen.

Vidne 2 har forklaret, at hun siden foråret 2002 har været

ansat som jurist hos Randers Kommune. Hun arbejder navnlig med alt vedrø-rende mellemkommunal refusion. Hendes arbejde består blandt andet i at sikre, at kommunen kun betaler og sender de regninger, kommunen skal. Hun sam-arbejder med Økonomi og Regnskab. Det er langt hen ad vejen hende, der god-kender fakturaer.

Hun hørte første gang om Person 2 i 2014, da kommunen modtog en henvendelse fra Person 3, Grønlands Repræsentation. Person 3 gjorde

20

opmærksom på, at kommunen havde overset et refusionskrav på forsørgelse. Ved en fejl sendte hun derefter regningen til Selvstyret, men hun blev kontaktet af Person 3, som sagde, at regningen skulle sendes til Grønlands Repræsen-tation i København. Da hun fik kendskab til Person 2, boede han på Institution 5, som er et tilbud under Region Midtjylland. Hun var ikke involveret, da Person 2 i 2016 kom på Institution 1. En kollega informerede hen-de dog om, at der ikke længere skulle betales for forsørgelse. De gav Lolland Kommune besked herom.

Indtil 2016 foretog kommunen sig intet i forhold til de domsanbragte grønlæn-dere, før de havde været i kontakt med repræsentationen. I hendes tid ved kom-munen har de vist kun haft to domsanbragte grønlændere.

Hun blev igen involveret i sagen om Person 2 i oktober 2019. Lolland Kommune skrev, at Person 2's dom skulle ændres fra domstype II til domstype III, og at han derfor skulle flyttes fra Institution 1. Lolland Kom-mune var af den opfattelse, at Randers Kommune derefter skulle betale. Det kunne hun ikke forstå. Hun skrev derefter til Departementet for Sociale Anlig-gender, at det måtte være Grønland, der skulle betale. Hun ved ikke, hvorfor hun ikke skrev Grønlands Repræsentation. Hun modtog efterfølgende hurtigt et afvisende svar fra de grønlandske myndigheder, der henviste til brevet af 2. juli 2018 fra Person 7.

I februar 2020 modtog kommunen en regning fra Region Sjælland på beskyttet beskæftigelse for Person 2. Regningen vedrørte en periode i 2019. Ved-hæftet var Ankestyrelsens afgørelse i sagen mellem Kommuneqarfik Sermer-sooq og Hedensted Kommune. Person 2 appellerede afgørelsen om æn-dring af domstype, hvilket fik processen til at trække ud.

Hun vurderede, at Randers Kommune foreløbigt var fungerende handle- og be-talingskommune, og at uenigheden herom måtte afklares af Ankestyrelsen, jf. princippet i retssikkerhedslovens § 9, stk. 13 og 14.

Kommuneqarfik Sermersooqs opkrævning af 9. juni 2020 blev sendt til kommu-nens affaldskontor. Man havde ikke benyttet det korrekte EAN-nummer, men havde tilsyneladende bare slået op i CVR-registeret og valgt et tilfældigt. Hen-vendelsen ”cyklede” derfor lidt rundt i kommunen, men landede til sidst på hendes bord. Da hun ikke kunne se, hvilke udgifter anmodningen angik, afviste hun ved mail af 1. juli 2020 kravet og bad om yderligere oplysninger. Hun fik en kvittering for modtagelse af mailen, men hun modtog aldrig yderligere op-lysninger. I januar 2021 fik hun en form for rykker, hvor der blev spurgt, om kommunen havde tænkt sig at betale. Hun svarede, at det efterspurgte materia-le fortsat manglede. Efterfølgende modtog de stævningen i denne sag. Der har

21

ikke været anden korrespondance mellem Randers Kommune og Kommune-qarfik Sermersooq.

Det var generelt hendes indtryk, at al kommunikation med de grønlandske kommuner gik via Grønlands Repræsentation. Hun har f.eks. kendskab til en anden sag, hvor en anden grønlænder havde opholdt sig på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus i 6 år. Visitatoren i sagen havde en dialog med repræsenta-tionen om borgerens behov for hjælpemidler, og det var hendes forståelse, at repræsentationen korresponderede ”bag ud” med kommunen i Grønland om betaling. Randers Kommune havde ingen direkte kontakt med den grønlandske kommune.

I maj 2021 modtog kommunen en faktura fra Socialstyrelsen i Nuuk. Fakturaen vedrørte Person 1's ophold på Institution 1 i 2017. Da kommunen gjorde opmærksom på, at kommunen aldrig havde været opholdskommune for Person 1, kom der en ny opkrævning, der vedrørte Person 2, men som var udstedt til Lolland Kommune.

Randers Kommune vil ikke betale fakturaen af 9. maj 2014 fra Grønlands Rejse-bureau og fakturaen af 10. juni 2014 fra Best Western Plus, da der ikke er hjem-mel i sociallovgivningen til at betale for familiers rejser. Kommunen betaler hel-ler ikke for rejser internt i Danmark. Der kan være mulighed for at give tilskud til eller betale for merudgifter til rejser i tilfælde af handicap hos den anbragte. Fakturaen af 28. september 2015 fra Grønlands Rejsebureau er endnu et eksem-pel på en faktura, som kommunen ikke har hjemmel til at betale.

Vidne 3 (tidligere Efternavn 1) har forklaret, at hun er ansat som sagsbehand-

ler i Randers Kommune. Hun har tidligere arbejdet med domfældte udviklings-hæmmede. I dag arbejder hun som støtte- og kontaktperson for unge.

Hun blev involveret i sagen i april 2016, da Person 2 ønskede en ny sagsbehandler og en ny tilsynsførende. Hun blev sagsbehandler for Person 2. Da han var meget udadreagerende, kunne man ikke længere have ham boende på Institution 5, hvorfor han midlertidigt fik ophold på Retspsykia-trisk Afdeling. Det blev herefter besluttet, at han skulle på en sikret afdeling. Hun drøftede i den forbindelse Person 2's situation med Person 3 fra Grønlands Repræsentation. Person 3 var bekymret over, at man på-tænkte at sende Person 2 til Institution 1, hvor hans bror i forvejen var. Vidnet kontaktede Samrådet for Domfældte Udviklingshæmmede for at få rådgivning. Samrådet var enig i, at man ikke kunne gøre andet end at sende Person 2 til Institution 1. Hun informerede efterfølgende Person 3 om, at der ikke var alternativer til anbringelsen.

22

Hun var alene sagsbehandler for Person 2, da han var på Institution 5. Så vidt hun ved, skete der ikke ændringer, da Person 2 modtog dom-men i 2014.

Efter ønske fra Person 3 skrev hun den 20. maj 2016 en redegørelse om baggrunden for Person 2's placering på Institution 1. Hun vedlagde de bilag, som hun henviser til i brevet, herunder dommen fra 2014. Hun erin-drer ikke, om hun modtog nogen reaktion fra Person 3.

Hun kommunikerede med Person 3, fordi det var repræsentationen, som betalte udgifterne vedrørende Person 2. Randers Kommune var alene tilsyns- og handlekommune. Hun skrev ikke direkte til den grønlandske kom-mune, da de havde fået oplyst, at korrespondancen skulle ske med Grønlands Repræsentation.

Vidne 4 har forklaret, at hun siden 2011 har været konsulent i Lolland

Kommune. Hendes afdeling har ansvaret for voksenspecialområdet. Før hun blev ansat i Lolland Kommune, arbejdede hun inden for samme område i Stor-strøms Amt. Hun har arbejdet med området i 20 år.

Lolland Kommune blev skrevet ind i vejledningen om Institution 1 i 2007 i forbindelse med kommunalreformen, hvor ansvaret overgik fra amtet til kom-munen. Lolland Kommune er beliggenhedskommune for Institution 1 og har derfor en særlig rolle.

Institution 1 er et sikret botilbud efter serviceloven for borgere, der er psykisk udviklingshæmmede. Psykisk udviklingshæmmede borgere, som er idømt en foranstaltning med domstype II, kan anbringes på Institution 1. Anbragte med domstype I er altid placeret på Institution 1. Der kan ske administrativ overførsel til Institution 1 ved domstype II. Handlekommunen tager beslut-ning om en overførsel til Institution 1. Overførsel kræver visitation, uanset om borgeren er anbragt efter domstype I eller II. Grønlandske anbragte skal og-så visiteres, inden de placeres på Institution 1. Retten til at få hjælp efter ser-viceloven gælder også ved domstype I og II.

Det vil fremgå af borgerens dom, om afsoningen skal ske under specielle for-hold. Anbragte på Institution 1 har løbende behov for social støtte og hjæl-pemidler, og behovet afklares ved visitation.

Da Person 2 og Person 1 kom til Danmark i 2011, var det med en domstype II. Det fremgik ikke af dommen, hvilket botilbud de dengang skulle placeres i. Det var de grønlandske myndigheder og Person 3, der besluttede, hvor brødrene skulle placeres. Placeringen blev bestemt som led i den sociale visitation.

23

Der skal foretages en ny visitation, hver gang der skal ske placering i et nyt til-bud. Der tages i forbindelse med visitationen stilling til, hvem der skal være handle- og betalingskommune. En eventuel dom kan også have betydning for visitationen. Før Person 1 i 2012 flyttede til Institution 1, boede han på institution i Herning. Flytningen fra Herning til Institution 1 skete efter en visitation fra Herning Kommune. Person 3 skrev dengang under på overførslen. Der skete ikke nogen ny visitation, da Person 1 fik en ny dom i 2014, da det var samme domstype. Det var ikke nødvendigt, da Person 1 allerede var på Institution 1, og der skete heller ikke i øvrigt ændringer i hans forhold. De hørte intet fra de danske myndigheder om, at betalingspligten var ændret. Dommen fra 2014 blev videresendt til Person 3.

Hun beskæftiger sig kun med Institution 1, når der er ”problemer” . Normalt er der 5-6 borgere fra Grønland på Institution 1. Hun har intet hørt om, at be-talingspligten vedrørende de grønlandske borgere skulle have ændret sig. Kom-munen har heller ikke hørt om ændringer fra ministeriet.

Da man flyttede det sociale område fra Grønlands Repræsentation i Køben-havn, var der lidt udfordringer med kommunikationen. Indtil 2016 havde kom-munen altid haft direkte kontakt med Person 3 fra repræsentationen. Person 3 var meget energisk, og hun havde altid styr på tingene. Man følte sig i gode hænder hos Person 3. Person 3 fungerede både som visitator og sagsbehandler for de anbragte grønlændere, og hun forestod også alt i forbin-delse med besøgsrejser. Besøgsrejserne blev bestilt og betalt af Person 3.

Hun har aldrig kommunikeret direkte med Kommuneqarfik Sermersooq, og hun har aldrig hørt, at kommunen ønskede kommunikation. Hun hørte første gang fra Kommuneqarfik Sermersooq, da hun modtog kravet ved brev af 9. juni 2020. På dette tidspunkt havde brødrene været i Danmark i næsten 10 år. Hun undrede sig ikke over, at hun under deres ophold aldrig havde hørt fra Kom-muneqarfik Sermersooq, da det var hendes indtryk, at Person 3 handlede på kommunens vegne.

Det følger af serviceloven, at man løbende skal følge op på alle borgere på Institution 1. Hun er bekendt med, at de grønlandske love også kræver løbende opfølgning. Person 3 har i den forbindelse deltaget i alle møder, og hun har været inddraget i alle væsentlige beslutninger vedrørende de grønlandske bor-gere.

Efter flytningen af det sociale område til Nuuk har kommunikationen med de grønlandske myndigheder været noget udfordret. Kommunen modtager man-ge autosvar. Det er meget svært at få svar, og medarbejderne er meget ude at rejse. Hun oplever, at Socialstyrelsen i Grønland kontakter regionen, selvom det

24

er Lolland Kommune, der er handlemyndighed. Regionen er kun ansvarlig for driften af Institution 1.

Efter modtagelsen af kravet fra Kommuneqarfik Sermersooq forsøgte kommu-nen at få et overblik over forløbet for så vidt angår Person 1. Kom-munen ønskede blandt andet en oversigt over korrespondancen mellem de danske og grønlandske myndigheder. Person 14 fra Socialstyrelsen i Grøn-land henviste Lolland Kommune til at kontakte Grønlands Repræsentation, som dog svarede, at de skulle henvende sig til Socialstyrelsen. På et tidspunkt afviste Kommuneqarfik Sermersooq ved Vidne 1 at fremsende sagsakterne under henvisning til den verserende sag om betaling. De har uden held skrevet til kommunaldirektøren i Kommuneqarfik Sermersooq.

Institution 1 er objektivt finansieret. Udgiften til Institution 1 fordeles blandt alle danske kommuner på grundlag af indbyggertal. Den enkelte kom-munes betaling til Institution 1 er derfor ikke afhængig af antallet af egne borgere anbragt på Institution 1. Udgiften til Institution 1 er årligt ca. 50 kr. pr. borger i Danmark. Udgiften opgøres på grundlag af de faktiske driftsudgif-ter. Det er Region Sjælland, der administrerer driften af Institution 1. Lolland Kommune har ikke haft en besparelse på ca. 8 mio. kr. ved ikke at være beta-lingskommune for Person 1. En teoretisk fordeling af de faktiske udgifter til Person 1 på grundlag af den objektive fordeling ville medføre en merudgift for en kommune af Lollands størrelse på ca. 4.000 kr. pr. år. Lolland Kommune har derfor reelt kun sparet ca. 4.000 kr. årligt ved, at Person 1's ophold har været betalt af de grønlandske myndigheder.

Når en dansk borger visiteres til Institution 1, vil opholdskommunen fortsat være handle- og betalingskommune. De grønlandske kommuner kan ikke være handlekommuner i Danmark, hvorfor det altid er en dansk kommune, der er handlekommune.

Den sondring mellem domsanbragte og socialanbragte, som Vidne 1 har beskrevet, er hun ikke enig i. Der er efter hendes vurdering ikke for-skel på de pligter, man som kommune har over for disse to grupper. Begge grupper har sociale udfordringer og skal derfor hjælpes. At den ene gruppe omfatter personer, som også har en dom, gør ingen forskel.

Får en borger en dom, som åbner mulighed for at komme på et botilbud, skal botilbuddet afprøves, inden den dømte anbringes på Institution 1. Dette er også årsagen til, at Person 1 først blev anbragt på en institution i Herning Kommune, og at Person 2 blev anbragt på en institution i Ran-ders Kommune. En ny dom er ikke en forudsætning for at blive visiteret fra et botilbud til Institution 1.

25

Hun er enig med Randers Kommune i, at der ikke i Danmark er hjemmel til at betale besøgsrejser for familie og pårørende. Det er heller ikke Lolland Kom-munes ansvar at hjælpe borgere i danske kommuner med udgifter til besøg på Institution 1. Kun merudgifter til borgerens transport på grund af fysisk han-dicap kan i særlige tilfælde dækkes. Der er ingen begrænsninger i, hvor mange besøg en anbragt på Institution 1 kan få. Det er dog sjældent, at de anbragte får udgang.

Regningerne frem til 2017 blev – som også forklaret Vidne 2 – sendt til Grønlands Repræsentation. Efter overflytningen af funktionen til Nuuk sendte de opkrævningerne til Socialstyrelsen under Selvstyret, men de modtog aldrig klare betalingsanvisninger. Hun har drøftet betalingsforpligtel-sen med Region Sjælland og KL. Region Sjælland har oplyst, at regionen nor-malt ikke har haft problemer med at få betaling fra Grønland.

”Standardkontrakt for køb af ydelser på det specialiserede voksenområde” er en kontrakt udarbejdet af Region Sjælland. I den fremlagte version dateret den 12. januar 2018 for Person 1 har visitator ved en fejl sat kryds ved, at Lolland Kommune er både handle- og betalingskommune. Lolland Kommune er alene handlekommune. Kontrakten udarbejdes årligt efter ønske fra Region Sjælland. Da man placerede Person 1 i et åbent tilbud i By 2, blev en lignende betalingsaftale indgået med Region Nordjylland. Når en grøn-landsk borger flytter mellem danske kommuner, er det den nye opholdskom-mune, der bliver handlekommune. Der er intet specielt i aftalen med Region Nordjylland.

Der har været korrespondance mellem Lolland Kommune og Ankestyrelsen om den tvivl, der opstod om betaling for udgifterne til Person 1. Anke-styrelsen har dog i brev af 4. marts 2022 afvist at besvare kommunens konkrete spørgsmål. Det er hendes indtryk, at Ankestyrelsen ikke har en ensartet praksis. Hun har på fornemmelsen, at Ankestyrelsen ikke har forstået, at det er visitati-ionen og ikke dommen, der styrer, hvor en borger placeres. Lolland Kommune har ikke foretaget handlinger i forhold til Person 1, før han blev visi-teret til et tilbud i By 2, Region Nordjylland.

Vidne 5 har forklaret, at hun de seneste to år har været socialfaglig chef

på Institution 1. Hun står blandt andet for visitation, sagsbehandling og eks-ternt samarbejde. Forud for denne ansættelse var hun fra 2016 ansat som social-rådgiver i visitationsafdelingen på Institution 1. Der er 84 pladser på Institution 1. Der er normalt 5-6 beboere fra Grønland.

Borgere kan visiteres direkte til Institution 1 i forbindelse med en dom. På Institution 1 kontrolleres det, om anbringelsesgrundlaget er korrekt. De dom-fældte skal være omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og i øvrigt omfattet af mål-

26

gruppen for placering på Institution 1, herunder med hensyn til domstype. Institution 1 kontakter handlekommunen og anmoder om en § 108-visitation i henhold til serviceloven. For at komme på Institution 1 skal borgeren derfor både være visiteret og have en dom. Dette gælder også for borgere fra Grøn-land.

Ophold på Institution 1 er oftest langvarige. Der afholdes årligt et handle-planmøde for den enkelte anbragte, og der udarbejdes en status. Opholds-grundlaget anføres altid. Får en borger en ny dom, vil det blive drøftet på mø-det. Da hun blev ansat i 2016, var det Person 3, der deltog i handleplanmø-derne. Person 3 var ”Grønland” på Institution 1. Hvis der skulle gives en oplysning til de grønlandske myndigheder om en borger, blev den givet til Person 3. Hun varetog de grønlandske beboeres interesser på Institution 1. Person 3's rolle under møderne var den samme som en sagsbehandler fra danske handlekommuner. Det er hendes indtryk, at oplysningerne til Person 3 altid gik videre til de grønlandske myndigheder. Så vidt hun erindrer, stoppede Person 3 i 2017. Hun havde angiveligt arbejdet i Grønlands Re-præsentation i 40 år.

Hun var selv med til handleplanmøder om Person 1 i 2016 og 2017. På møderne deltog blandt andet repræsentanter fra handlekommunen, visita-tionen på Institution 1, bistandsværgen, den tilsynsførende, Person 3 og Person 1. Person 3 repræsenterede under møderne Grønlands Repræsentation. Hun kan ikke huske, om det var dommen fra 2014, der blev gennemgået på mødet i den 9. juni 2016. Person 1 fik under mødet vejledning om, at hans dom gav mulighed for, at han kunne flyttes til en åben institution . Der blev taget referater af handleplanmøderne, som blev sendt til alle mødedeltagere på nær de internt ansatte. Sådan har det i hvert fald været i hendes tid på Institution 1.

På Institution 1 var man meget i tvivl om, hvem man skulle kontakte, efter at Person 3 var stoppet. Man forsøgte at skabe en dialog med de grønlandske myndigheder, men det var alene Lolland Kommune, der herefter mødte til handleplanmøderne. Så vidt hun er orienteret, har de aldrig haft dialog med Kommuneqarfik Sermersooq om brødrene.

Person 3 havde også stået for blandt andet besøgsrejser, herunder både for familierne og de anbragte. Kort tid efter, at Person 3 var stoppet, var det pludselig ikke længere muligt for de grønlandske beboere at få betalte besøgs-rejser. Ny grønlandsk lovgivning havde angiveligt fjernet muligheden. Mange grønlændere på Institution 1 føler sig ekskluderet af deres hjemland. De er alle udviklingshæmmede med sproglige udfordringer, hvorfor de er en stille gruppe med begrænsede sociale relationer. Tidligere fik de grønlandske beboe-re et ansøgningsskema, når de skulle ansøge om besøgsrejse for deres familie.

27

Medarbejderne på Institution 1 hjalp med at udfylde skemaet. Pengene blev bevilliget af Grønlands Repræsentation, der også bestilte billetter og betalte. Hvis de anbragte skal på besøg i Grønland, kræver det tilladelse fra Statsadvo-katen.

Procedure

Kommuneqarfik Sermersooq har procederet sagerne mod Randers Kommune og Lolland Kommune samlet, ligesom Randers Kommune og Lolland Kom-mune har procederet samlet mod Kommuneqarfik Sermersooq.

Biintervenienten, Kommunernes Landsforening, har henvist til det, der er anført af kommunerne.

Kommuneqarfik Sermersooq har til støtte for sine påstande anført navnlig, at Randers Kommune og Lolland Kommune i medfør af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1 og 2, blev handle- og betalingskommuner for Person 2 og Person 1 på tidspunktet for den danske dom af 2. april 2014. Randers Kom-mune og Lolland Kommune var da opholdskommuner for brødrene, og da den nye dom ophævede den hidtidige grønlandske foranstaltning og samtidigt fast-satte en ny, udgjorde den danske dom herefter det retlige grundlag for anbrin-gelserne af Person 2 og Person 1.

Da det retlige grundlag for anbringelserne den 2. april 2014 blev den danske dom, finder hverken bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgs-rejser og ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer eller den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland direkte eller analog anvendelse efter den 2. april 2014. Retssikker-hedsloven gælder ikke for Grønland, og reglerne om mellemkommunal refu-sion i denne lov finder derfor heller ikke anvendelse.

Da betalingsforpligtelsen påhviler Randers Kommune og Lolland Kommune, har disse kommuner en forpligtelse til at betale Kommuneqarfik Sermersooq et beløb svarende til det, som med urette er blevet opkrævet hos og betalt af Kommuneqarfik Sermersooq i tiden fra den 2. april 2014 og indtil april 2019, hvor Kommuneqarfik Sermersoq ophørte med at betale.

Betalingsforpligtelsen følger af de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder legalitetsprincippet, kravet om saglig forvaltning og kravet om bevil-lingsmæssig hjemmel. Betalingsforpligtelsen er også i overensstemmelse med principperne i retssikkerhedslovens § 9, stk. 13 og 14, hvorefter opholdskom-muner skal refundere de udgifter, som en anden kommune med urette har be-talt. At det er henholdsvis Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland, der har opkrævet og modtaget betaling for langt de fleste af udgifter-

28

ne, har ingen betydning for den forvaltningsretlige betalingsforpligtelse, da det er Randers Kommune og Lolland Kommune, der er betalingskommuner.

Betalingskravet omfatter alle udgifter ved anbringelserne, herunder udgifter til regionerne, forsørgelse, beskæftigelse, flytninger mv. At Institution 1 i hen-hold til interne danske regler er objektivt finansieret, er uden relevans for stør-relsen af Randers Kommune og Lolland Kommunes betalingsforpligtelse. Ran-ders Kommune og Lolland Kommune skal dække de faktiske udgifter, som Kommuneqarfik Sermersooq har afholdt. Det har ingen betydning, om kom-munerne kunne opnå besparelser på visse af udgifterne i henhold til interne danske regler. En sådan problemstilling må afklares mellem de danske kom-muner og de pågældende danske myndigheder. Udgifter til pårørendes besøgs-rejser er ligeledes omfattet. Person 2 og Person 1's ret til be-søgsrejser følger i øvrigt af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om retten til familieliv.

Det er ud fra det fremlagte materiale dokumenteret, at Kommuneqarfik Sermer-sooq har afholdt udgifter til Person 2 og Person 1 svarende til de påstævnte beløb. De fremlagte fakturaer er fremsøgt i Kommuneqarfik Sermersooqs økonomisystem ved at søge på Person 2 og Person 1's personnumre. Hvis disse fakturaer ikke var betalt af Kommuneqarfik Sermersooq, kunne de ikke findes i økonomisystemet. Herudover har jurist Vidne 1 afgivet forklaring om fremgangsmåden ved betaling, og forklaringen støttes af de fremlagte erklæringer fra Selvstyret og Socialstyrelsen i Nuuk.

Kommuneqarik Sermersooqs krav er ikke forældet eller bortfaldet ved passi-vitet. Kommuneqarfik Sermersooq blev først den 10. april 2019 orienteret om, at der var afsagt en ny anbringelsesdom i Danmark, herunder at den nye dom op-hævede foranstaltningerne idømt ved dommen af 14. oktober 2010. Ingen med-arbejdere hos Kommuneqarfik Sermersooq vidste eller burde have haft viden herom på et tidligere tidspunkt. Underretninger af social- og behandlingsmæs-sig karakter i andre sammenhænge kan ikke føre til, at Kommuneqarfik Sermer-sooq må anses for at have fået kendskab til de faktiske forhold på en sådan må-de, at Kommuneqarfik Sermersooq på et tidligere tidspunkt burde have rejst spørgsmålet om betalingsforpligtelsen. Forældelsesfristen har derfor været sus-penderet frem til den 10. april 2019, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, og der er ikke indtrådt forældelse for nogen del af kravet.

Det bestrides i øvrigt, at den viden, som Grønlands Repræsentation i Køben-havn, herunder Person 3, eventuelt måtte have fået om de faktiske forhold – herunder dommen fra 2014 – har betydning i forhold til forældelseslovens suspensionsregler. Grønlands Repræsentation repræsenterer ikke Kommune-qarfik Sermersooq, og informationer, herunder eventuelt kopi af dommen,

29

fremsendt til Grønlands Repræsentation kan ikke anses som modtaget af Kommuneqarfik Sermersooq. Der er ikke identifikation mellem de to myndig-heder.

Kommuneqarfik Sermersooq har ikke udvist retsfortabende passivitet, da kom-munen handlede straks, man blev bekendt med, at kommunen ikke skulle beta-le for anbringelserne. Der er heller ikke grundlag for som påstået af Randers Kommune og Lolland Kommune først at lade en dom have virkning ex nunc.

Da Randers Kommune og Lolland Kommune nu er handle- og betalingskom-muner for Person 2 og Person 1, er Kommuneqarfik Sermer-sooq heller ikke forpligtet til at betale for fremtidige udgifter i forbindelse med anbringelsen af brødrene. Kommuneqarfik Sermersooq skal derfor frifindes for de selvstændige påstande.

Randers Kommune og Lolland Kommune har til støtte for de nedlagte påstan-de om frifindelse anført navnlig, at kommunerne ikke overtog betalingspligten for Person 2 og Person 1 ved den danske dom af 2. april 2014.

Anbringelserne i Danmark skete – og sker fortsat – på grundlag af Nuuk Kreds-rets dom af 14. oktober 2010. At den danske dom fra 2014 ophævede foranstalt-ningerne i den grønlandske dom, ændrer ikke anbringelsesgrundlaget. Den danske dom er i strafferetlig henseende en fortsættelse af den tidligere foran-staltning. Ophævelsen er alene en strafferetlig teknikalitet, der ingen betydning har for den fortsatte anbringelse. Der blev ikke i forbindelse med dommen i 2014 foretaget en ny kommunal visitation af brødrene, og anbringelsen var og er derfor fortsat begrundet i dommen fra 2010. Der har således været et ubrudt refusionsbærende anbringelsesforløb, siden brødrene i 2011 ankom til Dan-mark.

Da anbringelserne i Danmark fortsat sker på grundlag af dommen fra 2010 og dermed på grundlag af den grønlandske visitation, er det bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser og ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer og den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland, der finder anvendelse. For at væ-re omfattet af bekendtgørelserne kræves blot, at visitationen er sket i Grønland. Efterfølgende visitation og strafferetlige sanktioner i Danmark har ingen betyd-ning. Det afgørende er, at der er tale om et ubrudt refusionsbærende forløb.

Selvom landsretten skulle finde, at bekendtgørelserne ikke finder direkte an-vendelse, må disse kunne anvendes analogt. Der er i så fald tale om et ikke-lovreguleret retsområde, idet ingen regler finder direkte anvendelse på anbrag-te grønlandske borgere med efterfølgende domme i Danmark. At der kan ske

30

analog anvendelse, støttes både af principperne i retssikkerhedsloven, ønsket om ensartethed i Rigsfællesskabet og generelle rimelighedsbetragtninger.

Der er derfor ikke noget retligt grundlag for Kommuneqarfik Sermersooqs betalingskrav mod Randers Kommune og Lolland Kommune.

Betalingskravet kan heller ikke støttes på forvaltningsretlige principper eller legatlitetsprincippet.

Randers Kommune og Lolland Kommunes besparelse ved ikke at have været betalingskommuner er desuden langt mindre end de beløb, som Kommune-qarfik Sermersooq kræver betalt. Institution 1 er objektivt finansieret, og kommunerne ville derfor ikke have haft den samme udgift til anbringelserne, som er opkrævet af Kommuneqarfik Sermersooq. De udgifter til familiebesøg, som Kommuneqarfik Sermersooq har afholdt, er der ikke bevillingsmæssig hjemmel til i dansk lovgivning, ligesom den grønlandske hjemmel hertil også er uklar. Kommunerne kan ikke forpligtes til at dække udgifter, som de ikke har bevillingsmæssig hjemmel til at afholde. Danmarks eventuelle internationale forpligtelser har i denne forbindelse ingen betydning.

Alle fakturaer frem til 2018 er udstedt til andre grønlandske myndigheder end Kommuneqarfik Sermersooq, og da Kommuneqarfik Sermersooq ikke har do-kumenteret at have betalt disse fakturaer, er Kommuneqarfik Sermersooq heller ikke rette sagsøger. Kommuneqarfik Sermersooq kan derfor ikke rette et tilba-gesøgningskrav for beløb, som ikke er betalt af Kommuneqarfik Sermersooq, mod henholdsvis Randers Kommune og Lolland Kommune.

I øvrigt er langt hovedparten af betalingerne fra Kommuneqarfik Sermersoq ikke sket til Randers Kommune og Lolland Kommune, men til Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvorfor kravene må rettes mod dem, der har opkrævet betalingerne, og ikke mod Randers Kommune og Lolland Kommune. Betingelserne for at kræve tilbagebetaling fra Randers Kommune og Lolland Kommune til Kommuneqarfik Sermersooq er således ikke opfyldt.

Det gøres yderligere gældende, at kravene i hvert fald delvist er forældelde. Kommuneqarfik Sermersooqs påstand omfatter et almindeligt tilbagesøgnings-krav, og forældelsesfristen er derfor 3 år, jf forældelseslovens § 3, stk. 1.

Da Randers Kommune ved socialformidler Person 4 den 20. maj 2016 sendte kopi af den danske dom til Person 3 ved Grønlands Repræsentation, blev de grønlandske myndigheder og herunder Kommuneqarfik Sermersooq bekendt med de faktiske forhold vedrørende både Person 2 og Person 1. Person 3 har gennem hele forløbet ageret og handlet på veg-

31

ne af Kommuneqarfik Sermersooq. Der har været identifikation mellem Person 3 fra Grønlands Repræsentation og Kommuneqarfik Sermersooq. Person 3 har derfor også kunnet modtage beskeder og oplysninger fra Randers Kommune og Lolland Kommune på vegne af Kommuneqarfik Sermersooq. Forældelsesovens § 3, stk. 2, om suspension finder derfor alene anvendelse frem til den 20. maj 2016.

Da disse sager er anlagt den 10. februar 2021, er alle krav forud for den 10. fe-bruar 2018 forældede. Beløbsmæssigt er 5.842.415,50 kr. af kravet mod Randers Kommune forældet, og 8.896.306,40 kr. af kravet mod Lolland Kommune er for-ældet.

De fremsatte krav er i øvrigt bortfaldet ved passivitet. Kommuneqarfik Sermer-sooq blev efter eget udsagn opmærksom på de faktiske forhold i 2018. På trods af dette kontaktede man først kommunerne i 2020, og kommunerne blev først stævnet i 2021, hvorfor der foreligger retsfortabende passivitet.

Hvis landsretten lægger til grund, at Randers Kommune og Lolland Kommune er betalingskommuner, vil det skabe en ny retsstilling. Kravene mod Randers Kommune og Lolland Kommune skal derfor først have virkning ex nunc fra dommens afsigelse. Subsidiært skal dommen have virkning fra det tidligste tidspunkt, Kommuneqarfik Sermersooq blev opmærksom på den nye lovfor-tolkning, hvilket skete den 9. juni 2020. Både grønlandske og danske myndig-heder havde indrettet sig på, at bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 eller bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 fandt anvendelse i en situation som denne.

Randers Kommune og Lolland Kommune har til støtte for de selvstændige på-stande anført, at hvis landsretten vurderer, at bekendtgørelse nr. 1389 af 12. de-cember 2006 og bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 fortsat finder anvendelse, har Kommuneqarfik Sermersooq fortsat betalingspligten for Person 2 og Person 1. Randers Kommune og Lolland Kommune skal som følge heraf have medhold i de selvstændige påstande.

Retsgrundlaget

Det retlige grundlag for domme til anbringelse

Den grønlandske hjemmel til at idømme dom til anbringelse på hospital eller anden institution i Danmark fremgår af den grønlandske kriminallov, hvori det blandt andet hedder:

”§ 156. Hvis gerningsmanden på tidspunktet for lovovertrædelsen var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, eller var mentalt retarderet, kan der idømmes foranstaltninger efter dette kapi-

32

tel, når det er nødvendigt for at forebygge, at gerningsmanden begår yderligere lovovertrædelser.

Stk. 2. Tilsvarende gælder, hvis gerningsmanden efter tidspunktet for

lovovertrædelsen, men før dom er afsagt, er blevet mentalt retarderet eller er kommet i en ikke blot forbigående tilstand af sindssygdom.

§ 157. Hvis det findes formålstjenligt for at forebygge yderligere lov-overtrædelser, kan retten bestemme, at den dømte skal anbringes på hospital eller anden institution i Grønland eller i Danmark.

Stk. 2. Hvis mindre indgribende foranstaltninger skønnes tilstrækkeli-

ge, kan der idømmes sådanne foranstaltninger. Retten kan herunder træffe bestemmelse om behandling på hospital eller anden institution i Grønland eller i Danmark eller om tilsyn efter bestemmelserne i kapitel 28.

§ 158. Medfører en foranstaltning efter § 157, at den dømte skal anbrin-

ges på hospital eller i anden institution, eller giver foranstaltningen mu-lighed herfor, fastsættes en længstetid på 3 år for denne foranstaltning. Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes ef-ter § 159, jf. § 157, og som medfører en lempelse af den hidtidige foran-staltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Stk. 2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes dog i alminde-

lighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 98 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydel-se eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 3 år efter afgørel-sen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste 2 år. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert an-det år.

…

§ 159. Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning efter § 157 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end nød-vendigt.

Stk. 2. Retten træffer afgørelse om ophævelse eller ændring af den

idømte foranstaltning.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes efter anmodning fra anklagemyndig-

heden, kriminalforsorgen, den dømte, dennes bistandsværge eller ved-kommende hospital eller institution. Anmodning fra kriminalforsorgen, den dømte, dennes bistandsværge eller vedkommende hospital eller in-stitution fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller dennes bistandsværge ikke til følge, kan spørgsmålet først ind-bringes for retten igen, når der er forløbet et halvt år fra afgørelsen.

§ 160. Begår den dømte ny lovovertrædelse under foranstaltningens fuldbyrdelse, fastsætter retten en samlet foranstaltning for dette forhold og for den tidligere pådømte lovovertrædelse, medmindre den anser

33

den tidligere foranstaltning for tilstrækkelig. Retten kan i stedet fastsæt-te en foranstaltning alene for det nye forhold.”

I Danmark findes hjemlen i straffelovens 9. kapitel om andre retsfølger af den strafbare handling, hvori det blandt andet hedder:

”§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes for-målstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt min-dre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behand-ling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågæl-dende skal anbringes på psykiatrisk afdeling, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. Anbringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt i § 70.

§ 68 a. Medfører en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. § 68, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver foranstaltningen mulig-hed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes ef-ter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foran-staltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Stk. 2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes dog i alminde-

lighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævn-te art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørel-sen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet år.

…

§ 71. Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i in-stitution eller i forvaring efter reglerne i §§ 68-70, kan der af retten be-skikkes ham en bistandsværge, så vidt muligt en person af hans nær-meste pårørende, der sammen med den beskikkede forsvarer skal bistå tiltalte under sagen.

Stk. 2. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller giver af-

gørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal der beskikkes ham en bi-standsværge. Denne skal holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke ud-strækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen ophører, når foran-staltningen endeligt ophæves.

34

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og ve-

derlæggelse af bistandsværger samt om disses opgaver og nærmere be-føjelser.

§ 72. Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning ef-ter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en foran-

staltning efter §§ 68, 69 eller 70 træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistands-værgen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ik-ke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på af-

gørelser efter stk. 2. Er der spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af den ret, der behandler sagen vedrørende overtrædelsen.”

I straffelovens 10. kapitel om straffens fastsættelse hedder det blandt andet:

”§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes foran-staltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Stk. 2. Idømmes en person, der er undergivet foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte foranstaltning.”

Retssikkerhedsloven

Pligten til at yde hjælp i medfør af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (herefter retssikkerhedsloven) påhviler ifølge lovens § 9, stk. 1, borgerens opholdskommune, der i bestemmelsens stk. 2, er defineret som den kommune, "hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig...".

Reglerne om mellemkommunal refusion er reguleret i lovens § 9 c, der lyder:

"§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifter-ne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigel-sesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig før-tidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kom-munernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommu-nerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter stk. 2-6.

35

Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere kom-mune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i

l) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen,

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4,

6) anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service eller

7) døgnophold efter § 76 a i lov om social service.

…

Stk. 10. Retten til refusion efter stk. 2, 5 og 6 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 3. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i lov om social service består dog, indtil borgeren har erhvervet ny op-holdskommune."

Om Grønland fremgår det af lovens § 90:

”Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut fastsætte, at hjælp efter lov om social service til personer, der er visiteret til boformer eller boliger i Danmark efter regler fastsat i medfør af § 196, stk. 2, 1. pkt., i lov om so-cial service, uanset denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 2, ydes af den visiteren-de færøske eller grønlandske myndighed.”

Bestemmelsens stk. 2, blev tilføjet ved lov nr. 1543 af 13. december 2016 om æn-dring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (Fremtids-fuldmagter på det sociale område m.v.), som trådte i kraft 1. januar 2017.

Serviceloven

Pligten til at tilbyde boformer, der er egnet til længerevarende ophold, er i hen-hold til lov om social service (herefter serviceloven) § 108 pålagt kommunerne. I den nugældende § 108 hedder det blandt andet:

”Stk. 6. Social- og ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse nær-mere regler om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at modtage personer med bopæl på Færøerne og personer med bopæl i Grønland i boformer, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 7. Social- og ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om særlige sikkerhedsforanstaltninger i boformer, der er omfattet af

36

stk. 1, og om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at mod-tage personer i de boformer, der er omfattet af stk. 1, når disse personer

1) efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse,

2) i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i en boform for perso-ner med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller undergives til-syn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse, eller…”

Stk. 6 og 7 har tidligere haft en anden placering i § 108, men der er ikke ændret i ordlyden af bestemmelserne.

Om Grønland fremgår det i § 196:

”  Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Social- og ældreministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut i en bekendtgørelse regler om visitation, betaling og refusion, handleplaner, handle- og betalingskom-petence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Dan-mark og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter af-tale fastsættes regler i en bekendtgørelse for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske so-ciale myndigheder. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem sociale myndigheder i Danmark og Grønland og mellem sociale myndigheder i Danmark og på Færøerne.

Stk. 3.Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.”

I bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser og ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer, der er udstedt i medfør af service-lovens § 196, stk. 2, hedder det blandt andet:

”§ 1. Denne bekendtgørelse anvendes, når personer fra Grønland på foranledning af grønlandske sociale myndigheder får ophold i Dan-mark og modtager tilbud efter lov om social service, og når personer fra Danmark på foranledning af danske sociale myndigheder får ophold i Grønland i forbindelse med sociale tilbud.

Stk. 2. Der skal i behandlingsforløb efter denne bekendtgørelse tages hensyn til, at formålet med opholdet på kortere eller længere sigt er, at den pågældende skal bringes i stand til at klare sig selv i det grønland-ske samfund.

§ 2. Ved visitation til boformer m.v. i Danmark af personer med ophold i Grønland skal Grønlands hjemmestyre rette henvendelse til den dan-ske kommune med henblik på optagelse. I forbindelse med visitationen udarbejder kommunen forslag til en handleplan for opholdet. Handle-planen angiver opholdets formål og forventede varighed. Handlepla-nen angiver endvidere vilkårene for tilsyn efter de danske regler.

37

Stk. 2. Fremgangsmåden i stk. 1, anvendes ved visitation til:

1) Boformer efter §§ 107-108 i lov om social service.

2) Anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 66 og 67 i lov om social service.

3) Plejehjem m.v. efter § 192 i lov om social service.

4) Almene ældreboliger jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger, der ejes af en region, en kommune, en almen boligorganisation eller en selve-jende institution.

5) Boliger, boformer, m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-3, herunder hjælp efter § 96 i lov om social service og ophold i bofællesskaber oprettet efter den tidligere bistands-lovs § 68 og § 68 b.

…

§ 6. De grønlandske sociale myndigheder afholder den fulde udgift til rejser mellem Grønland og Danmark, herunder samværsrejser og rej-seudgifter til nødvendig ledsager for de personer, som de grønlandske myndigheder har visiteret til ophold i Danmark.

§ 7. Den danske kommune afholder den fulde udgift til rejser mellem Grønland og Danmark, herunder samværsrejser og udgifter til nødven-dig ledsager for de personer, som den danske stat har visiteret til op-hold i Grønland.

§ 8. Når en person fra Grønland får ophold i Danmark efter § 2, udlæg-ger den danske kommune udgifterne til alle ydelser og foranstaltninger efter lov om social service. Udgifterne afholdes endeligt af de grønland-ske sociale myndigheder.”

Bekendtgørelsen var gældende, da Person 2 og Person 1 blev anbragt i Danmark i 2011.

Bekendtgørelsen blev senere erstattet af bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland, der trådte i kraft den 1. juli 2017, og som er udstedt i medfør af servicelovens § 196, stk. 2, og § 90, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I bekendtgørelsen hedder det blandt andet:

”  § 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse, når: 1) en grønlandsk kommunalbestyrelse træffer afgørelse om at tilbyde en borger, der er bopælsregistreret i Grønland, døgnophold i et tilbud i Danmark,

2) en grønlandsk kommunalbestyrelse træffer afgørelse om at anbringe et barn under 18 år, der er bopælsregistreret i Grønland, i et tilbud i Danmark,

…

38

§ 2. Ved afgørelseskommune forstås i denne bekendtgørelse den kom-mune, som efter § 3, stk. 1, eller § 4, stk. 1, har truffet afgørelse om at tilbyde en borger ophold i et tilbud i Danmark eller Grønland, eller som efter § 3, stk. 2, eller § 4, stk. 2, har truffet afgørelse om at anbringe et barn under 18 år på et tilbud i Danmark eller Grønland.

Stk. 2. Ved modtagelseskommune forstås i denne bekendtgørelse den kommune, som afgørelseskommunen har truffet aftale med efter § 5 om at modtage en borger i et tilbud i Danmark eller Grønland.

…

§ 3. En grønlandsk kommunalbestyrelse kan træffe afgørelse om at til-byde en borger, der er bopælsregistreret i Grønland, ophold i Danmark i:

1) Boformer efter §§ 107 og 108 i lov om social service.

2) Plejehjem m.v. efter § 192 i lov om social service.

3) Almene ældreboliger efter lov om almene boliger m.v.

4) Boliger og boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med tilbud efter nr. 1 og 2.

Stk. 2. En grønlandsk kommunalbestyrelse kan træffe afgørelse om at anbringe et barn under 18 år, der er bopælsregistreret i Grønland, i Danmark på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service. Stk. 3. En grønlandsk kommunalbestyrelse kan alene træffe afgørelse ef-ter stk. 1 og 2, hvis betingelserne i grønlandsk lovgivning for at træffe afgørelse om ophold eller anbringelse på den pågældende tilbudstype eller en efter grønlandsk lovgivning tilsvarende tilbudstype er opfyldte. En grønlandsk kommunalbestyrelse kan endvidere alene træffe afgørel-se efter stk. 1 og 2, hvis betingelserne i dansk lovgivning for ophold el-ler anbringelse på det pågældende type af tilbud er opfyldte.

Stk. 4. En grønlandsk kommunalbestyrelse kan i forbindelse med en af-gørelse efter stk. 1 eller 2 træffe afgørelse om, hvilke ydelser borgeren skal modtage i tilbuddet. Afgørelsen træffes efter grønlandsk lovgiv-ning. Der kan dog ikke træffes afgørelse om ydelser, som ikke tilbydes efter dansk lovgivning.

Stk. 5. Reglerne om sagsbehandling og anke i den til enhver tid gæl-dende grønlandske lovgivning finder anvendelse for afgørelser efter stk. 1, 2 og 4.

…

§ 5. Afgørelseskommunen, der har truffet afgørelse efter §§ 3 eller 4, skal indgå en aftale med en modtagelseskommune i det andet land om at modtage borgeren i et tilbud. Ophold i tilbuddet kan ikke påbegyn-des, før aftalen er indgået.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om: 1) Tilbuddet hvor borgeren skal have ophold.

2) Varigheden af opholdet.

3) Vilkår for samarbejdet mellem afgørelses- og modtagelseskommu-nen.

4) Handleplanen, jf. § 6, herunder vilkår og procedure for fremtidige ændringer af handleplanen.

5) Modtagelseskommunens personrettede tilsyn, jf. § 7.

6) Redegørelser, jf. § 9.

39

7) Betaling, jf. § 14, herunder aftale om opgørelsesperiode.

Stk. 3. En aftale efter stk. 1 kan kun indgås, når der er enighed mellem afgørelses- og modtagelseskommunen om handleplanen efter § 6. Så-fremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan der dog indgås en midlertidig aftale om ophold, uanset at der ikke er opnået enighed om handleplanen.

Stk. 4. Modtagelseskommunen indgår aftale med et konkret tilbud med kommunal, regional eller privat driftsherre om borgerens ophold.

…

§ 14. Modtagelseskommunen afholder over for tilbuddet udgifterne til borgerens ophold i tilbuddet og eventuel øvrig indsats til borgeren. Stk. 2. Afgørelseskommunen afholder endeligt udgifter til borgerens ophold i tilbuddet og eventuel øvrig indsats til borgeren i overens-stemmelse med aftalen efter § 5 og handleplanen efter § 6. Udgifterne opgøres og opkræves af modtagelseskommunen.

Stk. 3. Udgifterne til borgerens ophold i tilbuddet og eventuel øvrig

indsats til borgeren opgøres efter reglerne i lovgivningen i det land, hvor modtagelseskommunen er beliggende.

…

§ 17. Afgørelseskommunen træffer afgørelse om rejser mellem Grøn-land og Danmark, herunder om samværsrejser og rejseudgifter for bor-geren.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes efter lovgivningen i det land, hvor afgørelseskommunen er beliggende.”

Driften af Institution 1

Reglerne om finansiering af Institution 1 fremgår af bekendtgørelse nr. 219 af 10. februar 2022 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner, hvori det blandt andet hedder:

”§ 23. Driften af den sikrede boform Institution 1, Region Sjælland, for personer med nedsat psykisk funktionsevne, som i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse, skal have ophold på en sikret afdeling i et botilbud efter § 108 i lov om social service, fi-nansieres ved objektiv finansiering.

Stk. 2. Den objektive finansiering, jf. stk. 1, fastsættes af driftsherren på

baggrund af beregningsgrundlaget, jf. § 2. Et eventuelt over- eller un-derskud på den objektive finansiering i forhold til det endelige regn-skab indregnes i beregningsgrundlaget for efterfølgende år, jf. §§ 3-7.

Stk. 3. Udgifterne til den objektive finansiering fordeles mellem landets

kommuner efter det samlede folketal i den enkelte kommune pr. 1. ja-nuar i året forud for driftsåret.

Stk. 4. Driftsherren opkræver den objektive finansiering senest inden

udgangen af 1. kvartal i driftsåret.”

40

Driftsherren af Institution 1 er Region Sjælland og de bekendtgørelser, der var gældende fra 2011 og frem til 2022, havde bestemmelser om finansiering med et tilsvarende indhold.

Forældelsesloven

Lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) indeholder blandt andet følgende regler om forældelse:

”§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

…

§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre be-stemmelser.

Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldne-

ren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordrings-haveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

…

§ 16. Forældelsen afbrydes, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspå-krav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.”

Af betænkning nr. 1460 fra 2005 om revision af forældelseslovgivningen frem-går under bemærkningerne til lovudkastets § 3, stk. 2:

”Efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordringen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret.

…

At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det in-debærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret, jf. herom i kapitel VI, afsnit 2.6.1, fortsat kun undtagelsesvis vil kunne an-erkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfæl-de, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis.”

41

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstillinger

I første række angår sagen, om Randers Kommune og Lolland Kommune blev betalingskommuner fra den 2. april 2014, hvor de foranstaltninger, der var fast-sat i den grønlandske dom af 14. oktober 2010, blev ophævet i forbindelse med afsigelse af den danske dom med nye tilsvarende foranstaltninger.

Sagen angår i bekræftende fald i anden række, om Kommuneqarfik Sermersooq har et krav på tilbagebetaling af udgifter, som kommunen har afholdt siden dommen af 2. april 2014, og eventuelt i tredje række omfanget af tilbagebeta-lingskravet, herunder om der foreligger delvis forældelse eller retsfortabende passivitet.

Randers Kommune og Lolland Kommune som betalingskommuner

Randers Kommune og Lolland Kommune har navnlig anført, at der har været tale om et ubrudt refusionsbærende anbringelsesforløb siden 2011.

Det er ikke bestridt, at Randers Kommune og Lolland Kommune den 2. april 2014 var opholds- og handlekommuner for Person 2 og Person 1 efter retssikkerhedsloven.

Grundlaget for anbringelserne af Person 2 og Person 1 i Danmark i 2011 var Nuuk Kredsrets dom af 14. oktober 2010. Anbringelsen ske-te derfor efter grønlandske regler og på grundlag af en grønlandsk visitation.

Ved Retten i Horsens dom af 2. april 2014 blev den grønlandske foranstaltning ophævet. Den straffelige hjemmel for anbringelserne var herefter alene den danske dom, og det er den regionale statsadvokat i Danmark, der skal føre kon-trol med foranstaltningen, jf. straffelovens § 72.

Anbringelserne af Person 2 og Person 1 i Danmark efter den 2. april 2014 skete derfor heller ikke længere på foranledning af de grønlandske sociale myndigheder. Dette gælder, uanset om der formelt skete en ny visitation af en dansk kommune i forbindelse med fuldbyrdelse af dommen.

Som følge heraf har reglerne i bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser og ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer og den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Dan-mark og Grønland ikke fundet anvendelse for Person 1 og Person 2's anbringelser i tiden efter den 2. april 2014.

Der er heller ikke som påstået af Randers Kommune og Lolland Kommune grundlag for at lade bekendtgørelserne finde analog anvendelse.

42

Det forhold, at den oprindelige foranstaltning i den grønlandske dom ikke hav-de nogen længstetid og derfor fortsat kunne have dannet grundlag for en an-bringelse af Person 2 og Person 1 også efter den 2. april 2014, kan i øvrigt ikke føre til andet resultat.

Der er desuden ikke påvist aftaler eller administrativ praksis efter principperne i retssikkerhedsloven, som medfører betalingspligt for Kommuneqarfik Sermer-sooq. Kommuneqarfik Sermersooq har derfor ikke pligt til at betale for anbrin-gelserne af Person 2 og Person 1 i tiden efter den 2. april 2014.

Da Randers Kommune og Lolland Kommune den 2. april 2014 var opholds-kommuner for henholdsvis Person 2 og Person 1, påhviler det disse kommuner at yde hjælp i medfør af retssikkerhedsloven, jf. lovens § 9, stk. 1 og 2. Randers Kommune og Lolland Kommune blev således betalings-kommuner for Person 2 og Person 1 fra den 2. april 2014.

Det følger herefter af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at Randers Kommune og Lolland Kommune også er betalingskommuner for de efterfølgende anbringel-ser på institutioner i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjæl-land, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

Det, der i øvrigt er anført af Randers Kommune og Lolland Kommune, herun-der om generelle rimelighedsbetragtninger, kan ikke føre til et andet resultat. Der er heller ikke grundlag for først at lade betalingspligten for Randers Kom-mune og Lolland Kommune indtræde på tidspunktet for denne doms afsigelse.

Landsretten bemærker, at både Socialministeriet i Danmark, Ankestyrelsen og Selvstyret i Grønland siden foråret 2019 har været bekendt med de problemstil-linger, som sagerne ifølge Randers Kommune og Lolland Kommune rejser, uden at det har ført til regelændringer.

Kommuneqarfik Sermersooqs krav

Randers Kommune og Lolland Kommune har anført, at Kommuneqarfik Ser-mersooq ikke har godtgjort, at Kommuneqarfik Sermersooq har betalt de beløb for Person 2 og Person 1's anbringelser, der er omfattet af sagerne. Det er desuden uklart, om der er sket fejlkonteringer.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig de fremlagte fakturaer, som efter det op-lyste er trukket fra Kommuneqarfik Sermersooqs økonomisystem, og Vidne 1's forklaring om fremgangsmåden ved betalingerne, lægges det til grund, at Kommuneqarfik Sermersooq endeligt har afholdt de opkrævede udgifter til Person 2 og Person 1's anbringelser.

43

Da parterne er enige om de beløbsmæssige opgørelser, lægger landsretten herefter til grund, at Kommuneqarfik Sermersooq vedrørende Person 2 har betalt 8.638.805,50 kr. og vedrørende Person 1 har betalt 11.310.157,40 kr. Begge beløb omfatter perioden fra den 2. april 2014 og indtil april 2019, hvor Kommuneqarfik Sermersooq holdt op med at betale.

Randers Kommune og Lolland Kommune har anført, at det ikke kan kræves, at de skal betale beløb til Kommuneqarfik Sermersooq, der ikke er opkrævet af dem, og som de derfor heller ikke har modtaget. Der skal i hvert fald tages hen-syn til, at ophold på Institution 1 for borgere visiteret af danske kommuner er objektivt finansieret, og at udgifterne derfor ville have været langt lavere for Randers Kommune og Lolland Kommune end for Kommuneqarfik Sermersooq. I øvrigt kan der ikke kræves betaling for udgifter til besøgsophold, da der efter dansk lovgivning ikke er hjemmel til at afholde udgifter til sådanne ophold.

Da Randers Kommune og Lolland Kommune var betalingskommuner for hen-holdsvis Person 2 og Person 1 i perioden efter den 2. april 2014, skulle de have afholdt udgifterne til deres anbringelser, forsørgelse, akti-viteter mv. Randers Kommune og Lolland Kommunes manglende betalinger har medført, at Kommuneqarfik Sermersooq uhjemlet er blevet opkrævet beta-linger direkte fra blandt andre Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland. Under de foreliggende omstændigheder er Kommuneqarfik Ser-mersooq som udgangspunkt berettiget til at kræve alle udgifter refunderet fra de rette betalingskommuner. Det forhold, at der er forskel på størrelsen af ud-gifterne for en dansk kommune og en grønlandsk kommune, er Kommuneqar-fik Sermersooq uvedkommende.

Der er efter dansk ret ikke hjemmel til at afholde udgifter til besøgsrejser, og disse udgifter kan allerede af denne grund ikke kræves tilbagebetalt. Danmarks internationale forpligtigelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tions artikel 8 kan ikke føre til en anden vurdering.

Forældelse og passivitet

Randers Kommune og Lolland Kommune har anført, at Kommuneqarfik Ser-mersooqs krav er bortfaldet ved retsfortabende passivitet, og i hvert fald er krav fra tiden forud for den 10. februar 2018 forældede.

Forældelseslovens udgangspunkt er, at fordringer forældes efter 3 år, jf. foræl-delseslovens § 3, stk. 1, men at forældelse afbrydes, når der foretages retslige skridt mod skyldneren, jf. lovens § 16. Efter lovens § 3, stk. 2, regnes forældel-sesfristen først fra den dag, skyldneren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

44

Randers Kommune og Lolland Kommune har anført, at Kommuneqarfik Ser-mersooq på et tidligt tidspunkt og i hvert fald senest den 20. maj 2016 fik kendskab til, at der var afsagt en ny anbringelsesdom i Danmark. Kommune-qarfik Sermersooq har heroverfor anført, at forældelsesfristen var suspenderet frem til den 10. april 2019, hvor kommunen modtog en kopi af dommen.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig indholdet af brevet af 28. oktober 2011 fra Person 3 til Randers Kommune og brevet af 19. december 2012 fra Person 3 til Lolland Kommune, referater fra handleplanmøder mv. og de sam-stemmende forklaringer fra Vidne 4 og Vidne 3 om kommunernes kontakt til Person 3, lægger landsretten til grund, at Person 3 fra Grøn-lands Repræsentation også har optrådt som Kommuneqarfik Sermersooqs re-præsentant i Danmark, og at Kommuneqarfik Sermersooq har været vidende om dette. Randers Kommune og Lolland Kommune har dermed haft en beret-tiget forventning om, at al kommunikation til og fra Kommuneqarfik Sermer-sooq kunne ske gennem Person 3 fra Grønlands Repræsentation. Vidne 1's forklaring om, at Person 3 alene har deltaget i møder som repræsentant for Selvstyret, støttes ikke af sagens øvrige oplysninger.

Det er efter bevisførelsen uklart, hvornår Kommuneqarfik Sermersooq eller Grønlands Repræsentation i København blev bekendt med, at der var afsagt en ny dom vedrørende Person 2 og Person 1 i Danmark. Lands-retten lægger dog til grund, at dette skete i hvert fald senest den 20. maj 2016, hvor Randers Kommune i et brev vedlagt ”domme” til Grønlands Repræsenta-tion ved Person 3 oplyste, at Person 2 den 2. april 2014 var blevet dømt ved Retten i Horsens, og at kriminaliteten var begået sammen med tvil-lingebroderen. Da sagerne først er anlagt den 10. februar 2021, er krav forud for den 10. februar 2018 forældede, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. stk. 2, og § 16.

Der er enighed om, at den del af Kommuneqarfik Sermersooqs krav mod Ran-ders Kommune, der ikke er forældet, udgør 2.769.390 kr., og at den del af Kom-muneqarfik Sermersooqs krav mod Lolland Kommune, der ikke er forældet, udgør 2.413.851 kr.

Herefter, og da der ikke foreligger retsfortabende passivitet, tages Kommune-qarfik Sermersooqs påstande til følge med disse beløb med tillæg af renter som nedenfor bestemt.

Randers Kommune og Lolland Kommunes selvstændige anerkendelsespåstande

Som følge af det oven for anførte frifindes Kommuneqarfik Sermersooq for de selvstændigt nedlagte påstande.

Sagsomkostninger

45

Efter sagernes udfald skal Randers Kommune og Lolland Kommune i sagsom-kostninger hver betale 254.000 kr. til Kommuneqarfik Sermersooq. 250.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 4.000 kr. er til retsafgift.

Ud over sagernes værdi, skriftvekslingens omfang og hovedforhandlingens va-righed er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til, at sagerne har været sambehandlet, og at de i det væsentlige har haft samme faktum og problemstilling. Der er desuden lagt vægt på, at de selvstændige påstande ikke har medført et betydeligt merarbejde.

THI KENDES FOR RET:

Randers Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.769.390 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021.

Lolland Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.413.851 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021.

Kommuneqarfik Sermersooq frifindes for de selvstændige påstande, der er nedlagt af Randers Kommune og Lolland Kommune.

I sagsomkostninger skal Randers Kommune betale 254.000 kr. til Kommune-qarfik Sermersooq.

I sagsomkostninger skal Lolland Kommune betale 254.000 kr. til Kommune-qarfik Sermersooq.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.