Kendelse
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt fredag den 15. oktober 2021
Sag BS-50925/2020-HJR
Kærende, tidligere Indkærede
(advokat Søren Lundsgaard og advokat Frank Bøggild)
mod
Indkærede A/S, tidligere Kærende
(advokat Jens Ahrendt og advokat John Korsø Jensen)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Aarhus den 18. maj 2020 (BS-2108/2019-ARH) og af Vestre Landsrets 12. afdeling den 26. oktober 2020 (BS-36057/2020-VLR).
Dommerne Henrik Waaben, Jan Schans Christensen og Lars Apostoli har delta-get i denne afgørelse.
Påstande
Kærende, tidligere Indkærede, har nedlagt påstand om, at bilag 47 skal udgå af sagen.
Indkærede A/S, tidligere Kærende, har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Sagsfremstilling
Indkærede A/S, tidligere Kærende indgik den 29. april 2016 aftale med Virksomhed A/S 1 om at købe kapitalandelene i Virksomhed A/S 2. Kærende, tidligere Indkærede var på davæ-rende tidspunkt direktør i og den reelle ejer af Virksomhed A/S 2.
Indkærede A/S, tidligere Kærende har den 16. januar 2019 anlagt sag mod Kærende, tidligere Indkærede med påstand om erstatning, idet Kærende, tidligere Indkærede efter Indkærede A/S', tidligere Kærende opfattelse undlod at oplyse om en række forhold, som efter Indkærede A/S', tidligere Kærende opfattelse havde betydning for fastsættelsen af købesummen for selskabet Virksomhed A/S 2.
2
I stævningen nedlagde Indkærede A/S, tidligere Kærende således påstand om, at Kærende, tidligere Indkærede skal betale 128.700.000 kr. til Indkærede A/S, tidligere Kærende.
Af stævningens pkt. 3.1.3 fremgår, at Indkærede A/S, tidligere Kærende ved udarbejdelsen af de ved stævningen opgjorte krav har haft bistand fra PricewaterhouseCoopers (PwC), og at der vil blive fremlagt en samlet rapport herom.
Ved replik af 26. april 2019 ændrede Indkærede A/S, tidligere Kærende betalingspåstanden til 127.933.458 kr. og fremlagde som bilag 47 sammen med replikken rapport af 11. april 2019 om opgørelse af tab, der er udarbejdet af revisionsselskabet PwC.
I duplik af 15. august 2019 protesterede Kærende, tidligere Indkærede mod fremlæggelsen af bilag 47 bl.a. med henvisning til, at der var tale om en sagkyndig erklæring, der var indhentet ensidigt efter sagens anlæg.
I processkrift af 4. september 2019 fremsatte Indkærede A/S, tidligere Kærende begæring om syn og skøn med henblik på at opnå en uafhængig sagkyndig vurdering af bl.a. de an-vendte principper for tabsopgørelsen og alternativer hertil. Indkærede A/S, tidligere Kærende øn-sker bilag 47 fremlagt for skønsmanden.
Ved kendelse af 25. marts 2020 afviste Retten i Aarhus at tage Indkærede A/S', tidligere Kærende be-gæring om syn og skøn til følge.
Den 18. maj 2020 afsagde Retten i Aarhus kendelse om, at bilag 47 skulle udgå af sagen. Af begrundelsen herfor fremgår bl.a. følgende:
“Retten bemærker, at bilag 47 ikke er omfattet af retsplejeloven § 209a, allerede fordi bilaget ikke er indhentet efter fælles anmodning fra par-terne.
Det fremgår af retsplejeloven § 341a, at erklæringer om konkrete for-hold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilbli-velse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet.
I forarbejderne til retsplejeloven § 341a, Lovforslag nr. 20 af 5. novem-ber 2016 om ændring af lov om retsplejeloven, pkt. 2.2.2.1, beskriver Retsplejerådet, hvad der kan anses for en sagkyndig erklæring indhen-tet inden sagsanlæg. Af pkt. 2.2.2.1 fremgår netop, at konstatering og beregning af et økonomisk tab kan være ganske kompliceret, og det derfor ofte vil være naturligt at anvende professionel bistand hertil, her-under også fra en revisor. Endvidere fremgår det af pkt. 2.2.2,1, at det efter retsplejerådets opfattelse er hensigtsmæssigt, at sådanne beregnin-ger kan fremlægges, når de er indhentet inden sagsanlæg.
3
Af forarbejderne til retsplejeloven § 341a, særlige bemærkninger til nr. 6 fremgår blandt andet:
”…Anvendelsen af kriteriet “forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” i stk. 1 indebærer alene en afgrænsning over for juridiske responsa om dansk ret, jf. stk. 2. Der kan således være tale om erklæringer om ethvert faktisk forhold, som sagen angår, og bestemmelsen omfatter dermed f.eks. lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og økonomiske analyser, ek-sempelvis om prisniveauer eller markedsmæssige konsekvenser af visse dispositioner...”
Bilag 47 er udarbejdet af revisor Person 1, der er en ekstern rådgiver for Indkærede A/S, tidligere Kærende. I bilaget opgør revisoren Indkærede A/S', tidligere Kærende tab. Som begrebet “forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” skal forstås ifølge forarbejderne som redegjort for ovenfor, er bilag 47 en erklæring omfattet af bestemmelsen.
Bilag 47 kan dermed som udgangspunkt kun fremlægges, såfremt bila-get er indhentet inden sagens anlæg.
Indkærede A/S, tidligere Kærende anlagde sag den 17. januar 2019. Bilag 47 er dateret efter sagens anlæg den 11. april 2019. I bilaget henvises der til Indkærede A/S', tidligere Kærende stævning, og det fremgår i bilag 47, pkt. 2.3, at bilaget [er] udarbejdet i forbindelse med den anlagte retssag og kun må anvendes i forbindelse med denne. Når stævningen og bilag 47 sammenholdes, kan det konstateres, at de opgjorte tab i bilaget afviger fra de i stævnin-gen opgjorte tab. Af disse grunde, og da der ikke er fremlagt yderligere om bilagets tilblivelse, er det ikke godtgjort, at bilaget er indhentet in-den sagens anlæg.
Bilag 47 kan derfor ikke mod Kærendes, tidligere Indkærede protest fremlægges jf. retsple-jelovens § 341a.
Det af Indkærede A/S, tidligere Kærende anførte om, at bilaget alene skal betragtes som et partsindlæg uden bevisværdi, og at bilaget, uanset at det er udarbej-det af en ekstern rådgiver, skal opfattes som hidrørende fra parten selv, kan ikke føre til andet resultat.
Herefter tages Kærendes, tidligere Indkærede påstand om, at bilag 47 skal udgå af sagen til følge.”
4
Indkærede A/S, tidligere Kærende kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse kendelsen til Ve-stre Landsret, der ved kendelse af 26. oktober 2020 tillod bilaget fremlagt. Af be-grundelsen fremgår bl.a. følgende:
“Bilag 47:
Det står som udgangspunkt en part frit at fremlægge egne oplysninger og vurderinger, idet det i forbindelse med bevisbedømmelsen må tages i betragtning, at der er tale om partsindlæg.
Bilag 47 er udarbejdet af Indkærede A/S', tidligere Kærende sædvanlige revisor til brug for opgørelsen af det omtvistede krav, og bilaget må efter dets indhold og karakter sidestilles med et partsindlæg.
På denne baggrund ændres byrettens kendelse således, at bilag 47 tilla-des fremlagt.”
Ved kendelsen tog landsretten samtidig stilling til Indkærede A/S', tidligere Kærende kære af byret-tens kendelse af 25. marts 2020 vedrørende syn og skøn og tog Indkærede A/S', tidligere Kærende anmodning herom til følge.
Efter indbringelsen af sagen for Højesteret har Kærende, tidligere Indkærede fremlagt en rapport fra revisionspartnerselskabet Deloitte, der er dateret den 21. januar 2021, og som bl.a. indeholder en vurdering af de tab, PwC har opgjort i bilag 47.
Retsgrundlag
Retsplejelovens § 341 a, stk. 1, er sålydende:
Ӥ 341 a
Erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende
karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyn-dige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grund-lag for at fravige udgangspunktet. Har en part fremlagt en sådan erklæ-ring, kan modparten under i øvrigt samme betingelser fremlægge en til-svarende erklæring, selv om denne erklæring først har kunnet indhen-tes efter sagens anlæg.”
Retsplejelovens § 341 a blev indsat ved lov nr. 1725 af 27. december 2016. Lov-forslaget blev fremsat den 5. oktober 2016. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr. L 20, s. 11 ff.):
”2.2.2. Retsplejerådets overvejelser
2.2.2.1. Sagkyndige erklæringer indhentet ensidigt før sagsanlæg
…
5
Forberedelse af et sagsanlæg kan således efter omstændighederne være en omfattende proces, hvor man – måske nærmest på bar bund – må skaffe sig et overblik over, hvad der er sket, og hvilke krav der med føje kan rejses. Sådanne undersøgelser er nødvendige for ikke at påføre en modpart en ubegrundet retssag, for at undgå den omkostningsrisiko, der i givet fald ville være forbundet med en sådan sag, og for fra begyn-delsen at kunne lægge processen i de baner, man mener at kunne for-følge kravet efter. F.eks. kan konstatering og beregning af økonomisk tab efter omstændighederne være ganske kompliceret, navnlig i er-hvervssager, og det vil ofte være helt naturligt at anvende professionel bistand hertil. Det er efter rådets opfattelse hensigtsmæssigt, at parterne kan fremlægge sådanne beregninger, der viser beregningsmetoderne og præciserer grundlaget for kravet.
…
2.2.2.2. Sagkyndige erklæringer indhentet efter sagsanlæg
Retsplejeloven anviser syn og skøn udmeldt af retten som den relevante fremgangsmåde for at få en sagkyndig belysning af det omtvistede fak-tum, efter at sagen er anlagt, og parterne kan således ikke frit bruge eg-ne ekspertudsagn i retten, men må som udgangspunkt gå frem efter reglerne om syn og skøn i lovens kapitel 19.
…
Det må således tages i betragtning, at sagkyndige erklæringer, som par-terne indhenter ensidigt efter sagens anlæg, normalt ikke har og ikke vil kunne have samme bevisvægt som et syn og skøn. Det skyldes netop den sagkyndiges manglende uvildighed og i den forbindelse navnlig, at de spørgsmål, som den sagkyndige svarer på, normalt vil være udfor-met af den pågældende part ud fra dennes subjektive syn på sagen, hvilket medfører en risiko for, at den sagkyndiges vurdering bliver “farvet” af de forudsætninger, den pågældende part har stillet op for besvarelsen, eller af det faktuelle grundlag, den pågældende part har tilvejebragt.
Det må endvidere tages i betragtning, at hvis den ene part fremlægger en sagkyndig erklæring, der støtter vedkommendes synspunkt under sagen, vil modparten føle et betydeligt pres for at imødegå en sådan en-sidigt indhentet sagkyndig erklæring med en anden ensidigt indhentet erklæring. Desuden er det klart, at den begrænsede bevisværdi, som en-sidigt indhentede erklæringer alt andet lige må have, også indebærer en risiko for, at parterne vil føle sig nødsaget til at indhente flere og sup-plerende erklæringer og “moderklæringer” . Bevisførelsen kan på den måde udvikle sig til en slags “ekspert-kapløb” . I en vis forstand er par-terne naturligvis ligestillede i den situation, men ligestillingen er ikke
6
reel, hvis kun den ene part har råd og/eller tid til at indhente og afvente indhentelsen af sådanne erklæringer. Der vil således være en nærlig-gende risiko for, at det bliver den af parterne, som har bedst råd, der vil have de bedste muligheder for at oplyse sagen for retten ud fra sin synsvinkel. En sådan accelereret brug af eksperterklæringer vil alt an-det lige også medføre længere sagsbehandlingstid og mere generelt også et øget ressourceforbrug ved domstolene.
En omfattende fremlæggelse af ensidigt indhentede eksperterklæringer vil medføre, at retten skal bedømme de bevismæssige spørgsmål af mere teknisk art, som sagen rejser, på grundlag af, hvad der vil kunne fremstå som et virvar af modsatrettede erklæringer. Der vil være en sandsynlighed for, at retten i de tilfælde, hvor de ensidigt indhentede erklæringer peger i hver sin retning, ofte vil ende med at afgøre sagen ud fra overvejelser om, hvem der har bevisbyrden for det pågældende forhold, i hvert fald hvis der ikke deltager sagkyndige meddommere. I det omfang dette sker, kan man sige, at der reelt intet positivt vil være opnået.
…
Ordningen bør efter rådets opfattelse gælde, uanset om parterne ønsker at bruge egne eksperter i stedet for eller som supplement til syn og skøn. Begrænset af ressourcemæssige hensyn vil det formentlig i en del sager kunne være attraktivt for parterne, at der udmeldes sædvanligt syn og skøn med den bevismæssige tyngde, det har, med mulighed for, at parterne efterfølgende kan anfægte skønsmandens konklusioner med egne ekspertindlæg. Det indebærer ikke, at parterne også frit skal kun-ne fremlægge sagkyndige erklæringer til brug for skønsmanden – altså som en form for “forberedelse” af skønsmanden – idet det vil følge af almindelige regler, at dokumenter, der har til formål på utilbørlig måde at påvirke den uvildige skønsmands besvarelse af spørgsmålene, ikke tillades medsendt til skønsmanden.
…
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser
For så vidt angår fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, der er ind-hentet før sagsanlægget, er Justitsministeriet enig med Retsplejerådet i, at det bør fastsættes udtrykkeligt i retsplejeloven, at en part som led i bevisførelsen som udgangspunkt kan fremlægge udtalelser og erklæ-ringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karak-ter, der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og andre sag-kyndige, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
…
7
For så [vidt] angår fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, der er ind-hentet efter sagsanlægget, er Justitsministeriet enig med Retsplejerådet i, at der ikke bør indføres en ubegrænset, generel adgang for parter i ci-vile retssager til som led i bevisførelsen at fremlægge ekspertudsagn, der indhentes ensidigt efter sagsanlægget som supplement eller alterna-tiv til syn og skøn.”
I de specielle bemærkninger til den foreslåede § 341 a hedder det bl.a. (Folke-tingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr. L 20, s. 20 f.):
”Til nr. 6
Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny § 341 a, der – sam-men med den foreslåede § 209 a (lovforslagets § 1, nr. 4) – regulerer spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen og fremlæggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for den juridiske argumentation.
Det foreslås således med stk. 1, at det i overensstemmelse med nyere retspraksis fastsættes i loven, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæ-ringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklærin-gen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stæv-ning, jf. stk. 1, 1. pkt. Det er ikke en betingelse, at der er begæret eller udmeldt syn og skøn efter reglerne herom. I praksis vil der dog normalt være tale om, at sådanne erklæringer fremlægges som grundlag for en syn- og skønsforretning, eventuelt begæret af modparten.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at modparten i de tilfælde, hvor den anden part fremlægger en ensidigt indhentet erklæring, som er fremskaffet før sagsanlægget, kan fremlægge en ensidigt indhentet “moderklæring” , dvs. en erklæring om de samme forhold, selv om det først har været muligt at indhente moderklæringen efter sagsanlægget.
Formålet hermed er navnlig at stille parterne lige med hensyn til deres muligheder for at etablere et udbygget og oplyst grundlag for skønsfor-retningen og for efter behov at redegøre for deres syn på de omtvistede spørgsmål over for skønsmanden. Adgangen til at fremlægge en “mo-derklæring” er dog ikke begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn og skøn, men gælder generelt i tilfælde, hvor modparten er blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så sent, at der ikke har været mulighed for at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget, el-ler hvor det i øvrigt helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt
8
at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget.
…
I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn, når sagen er anlagt, medmindre de er enige om at bruge den foreslåede adgang til med rettens tilladelse at supplere eller erstatte syn og skøn med frem-læggelse af ensidigt indhentede erklæringer, jf. herved den foreslåede § 209 a.
Den foreslåede bestemmelse regulerer – ligesom den foreslåede § 209 a (lovforslagets § 1, nr. 4) – fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, der svarer til syn og skøn, dvs. som indebærer en besigtigelse og/eller be-skrivelse samt vurdering af et konkret faktisk forhold, som er genstand for bevisførelse under sagen.
…
Bestemmelsen angår kun ensidigt indhentede erklæringer, dvs. erklæ-ringer, som er indhentet uden at inddrage modparten og eventuelt ret-ten.
Det er uden betydning, hvem der har afgivet erklæringen.
Anvendelsen af kriteriet “forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter” i stk. 1 indebærer alene en afgrænsning over for juridiske re-sponsa om dansk ret, jf. stk. 2. Der kan således være tale om erklærin-ger om ethvert faktisk forhold, som sagen angår, og bestemmelsen om-fatter dermed f.eks. lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og økonomiske analyser, eksempelvis om prisniveauer eller markeds-mæssige konsekvenser af visse dispositioner.
…
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at det ikke er til hinder for at frem-lægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, at dens bevisværdi ofte kan være ret begrænset netop på grund af, at den er ensidigt ind-hentet. En part kan således som udgangspunkt fremlægge alt, som har dannet baggrund for sagsanlægget eller den nedlagte påstand, men i overensstemmelse med retspraksis foreslås det, at retten dog kan nægte fremlæggelse af de omhandlede erklæringer og “moderklæringer” , hvis erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller an-dre forhold giver grundlag for at fravige det klare udgangspunkt. Ret-ten må afgøre konkret, om dette er tilfældet.
Erklæringens indhold vil navnlig tale imod fremlæggelse, hvis indhol-det er klart irrelevant for sagen. Derimod vil det være uden betydning,
9
at erklæringens indhold ikke kun er “teknisk” , men også omfatter en vurdering (et skøn). Det vil også være uden betydning, at erklæringen angår de samme forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.
Omstændighederne ved erklæringens tilblivelse vil f.eks. tale imod fremlæggelse, hvis erklæringen må anses for at være faktuelt eller vi-denskabeligt uvederhæftig eller lignende (“bestillingsarbejde”), således at den er helt uden bevismæssig værdi. Selve det forhold i sig selv, at der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem partens modtagelse af den sagkyndige erklæring og sagsanlægget, er uden betydning, idet det netop er karakteristisk for indhentelse af sagkyndige erklæringer som led i forberedelsen af et sagsanlæg, at parten måske nok kan være over-bevist om at have et krav, men har behov for at undersøge, om det kan bevises, og hvor stort kravet er.”
Parternes synspunkter
Kærende, tidligere Indkærede har anført navnlig, at bilag 47 har karakter af en ensidigt indhentet
erklæring, der er indhentet efter sagens anlæg. Bilaget er dateret ca. 3 måneder efter sagens anlæg, og der er tale om en sagkyndig erklæring om konkrete for-hold af økonomisk karakter. Retsplejelovens § 341 a gør udtømmende op med adgangen til at fremkomme med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, jf. feks. UfR 2019.1557 Ø. Der er således ingen adgang til at fremlægge sagkyn-dige erklæringer, som er indhentet efter sagens anlæg, ud over hvad der frem-går af denne bestemmelse.
Revisor Person 1, der har udarbejdet erklæringen, er en af sagen uaf-hængig og præsumptivt sagkyndig tredjepart, og det kan ikke tillægges betyd-ning, at han er Indkærede A/S', tidligere Kærende sædvanlige revisor, da udarbejdelsen af bilag 47 falder uden for PwCs sædvanlige revisionsmæssige ydelser for Indkærede A/S, tidligere Kærende.
Det fremgår af rapporten, at PwC har udarbejdet erklæringen ikke som konsu-lent eller partslignende bistand til Indkærede A/S, tidligere Kærende, men i deres egenskab af stats-autoriserede revisorer og med overholdelse af krav til integritet, professionelle kompetencer, objektivitet, fornøden omhu og professionel adfærd.
Indkærede A/S, tidligere Kærende har indhentet erklæringen i stedet for selv at udarbejde en tabsop-gørelse for at opnå den højere bevisværdi, som en sagkyndig erklæring kan in-debære. Det fremgår tydeligt af indholdet af bilaget, at det har karakter af en sagkyndig erklæring og ikke et partsindlæg. PwC fremkommer med subjektive vurderinger og meninger og foretager en sagkyndig opgørelse og vurdering af tabet, der adskiller sig fra Indkærede A/S', tidligere Kærende egen, der fremgår af stævningen.
Indkærede A/S, tidligere Kærende har fået tilladelse til syn og skøn om selvsamme forhold, og der er dermed ubestrideligt tale om en erklæring, som efter sin karakter svarer til syn og skøn.
10
Det er ikke afgørende, om Indkærede A/S, tidligere Kærende selv ser bilaget som et partsindlæg, men om erklæringen objektivt set falder ind under anvendelsesområdet for retsplejelovens § 341 a, jf. også UfR 2019.2537 H. Såfremt Indkærede A/S, tidligere Kærende ønsker at fremføre synspunkterne i bilag 47 som et partsindlæg, må de i stedet frem-føre synspunkterne i et processkrift.
Indkærede A/S, tidligere Kærende har anført navnlig, at tabsopgørelsen i bilag 47 ikke er en en-
sidigt indhentet sagkyndig erklæring i retsplejelovens § 341 a’s forstand.
Rapporten er udarbejdet af Indkærede A/S', tidligere Kærende revisionsfirma PwC på vegne af Indkærede A/S, tidligere Kærende og efter Indkærede A/S', tidligere Kærende instruktioner. Den relaterer sig til det krav, som Indkærede A/S, tidligere Kærende gør gældende at være berettiget til at rejse over for Kærende, tidligere Indkærede, og det blev i stævningen fra januar 2019 varslet over for Kærende, tidligere Indkærede, at der ville blive fremlagt en samlet rapport om det opgjorte krav.
Indkærede A/S, tidligere Kærende engagerede PwC til at udarbejde tabsopgørelsen ud fra praktiske og ressourcemæssige hensyn. Der er således ikke tale om, at erklæringen er ud-arbejdet af en uafhængig tredjemand, og Indkærede A/S, tidligere Kærende har på intet tidspunkt gjort gældende, at erklæringen repræsenterer en sagkyndig erklæring med en præsumptivt højere bevisværdi, end hvis det tilsvarende indhold var til veje-bragt af Indkærede A/S, tidligere Kærende alene uden bistand fra PwC.
I en civil sag er parterne berettiget til at fremlægge en talmæssig opgørelse, der har til formål at specificere det eller de krav, der af vedkommende part gøres gældende under sagen, hvilket også er helt sædvanligt. Parten kan og bør rede-gøre for de forudsætninger, som efter partens opfattelse er relevante for at vur-dere sagen. En sådan talmæssig opgørelse kan være indarbejdet i et processkrift eller fremgå af et bilag, der fremlægges under sagen.
På baggrund af de af Kærende, tidligere Indkærede fremsatte indsigelser mod den af Indkærede A/S, tidligere Kærende anvendte metode til beregning og opgørelse af tabet, og fordi bilag 47 netop ikke er en erklæring fra en uafhængig sagkyndig, der er omfattet af retsplejelo-vens § 341 a, fremsatte Indkærede A/S, tidligere Kærende begæring om syn og skøn, hvilket Vestre Landsret ved kendelse af 26. oktober 2020 har imødekommet.
Kærende, tidligere Indkærede har for Retten i Aarhus fremlagt en rapport, der er udarbejdet af Kærendes, tidligere Indkærede rådgiver, revisionsfirmaet Deloitte. Kærende, tidligere Indkærede har i den forbin-delse over for Retten i Aarhus anført, at der er tale om et partsindlæg.
Højesterets begrundelse og resultat
Kæremålet angår, om det skal tillades Indkærede A/S, tidligere Kærende at fremlægge en rap-port fra revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC) vedrørende opgørelse af Indkærede A/S', tidligere Kærende påståede tab (bilag 47) i en sag, som Indkærede A/S, tidligere Kærende har anlagt mod Kærende, tidligere Indkærede, der har protesteret imod fremlæggelsen af rapporten.
11
Rapporten fremtræder som en erklæring på 23 sider fra revisionsfirmaet PwC med indholdsfortegnelse og systematisk redegørelse for revisionsfirmaets tabs-opgørelse på en række punkter og med sammenfattende observationer mv. Det fremgår, at tabsopgørelsen i rapporten hviler på en række antagelser og vurde-ringer. Revisionsfirmaets partner Person 1 har i sit fremsendelses-brev til direktion og bestyrelse i Indkærede A/S, tidligere Kærende anført bl.a., at ”nedenstående rapport beskriver, hvilken dokumentation vi har gennemgået, metoden for op-gørelsen samt vores konklusioner” , og i rapportens afsnit 3 om sammenfattende observationer hedder det bl.a.: ”På baggrund af de arbejdshandlinger, der er anført under de enkelte tab herunder, har vi opgjort, at tabet for Indkærede A/S, tidligere Kærende udgør…” Det fremgår af rapportens punkt 2.3, at den er udarbejdet til brug for retssagen, og der er samme sted henvist til de etiske regler for revisorer, ”her-under krav om overholdelse af de fundamentale principper om integritet, ob-jektivitet, professionelle kompetencer og fornøden omhu, fortrolighed samt professionel adfærd.”
Efter landsrettens kendelse har Kærende, tidligere Indkærede fremlagt en moderklæring fra Delo-itte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, som forholder sig kritisk til erklæ-ringen fra PwC. Denne erklæring er ensidigt indhentet af Kærende, tidligere Indkærede.
Højesteret finder, at rapporten fra PwC ikke blot har karakter af en talopstilling eller lignende, men at der er tale om en selvstændig og selvforklarende erklæ-ring med den sagkundskab og autoritet, som er forbundet med en revisorerklæ-ring fra PwC om tabsopgørelsen. Erklæringen er efter sagens anlæg ensidigt indhentet af sagsøgeren til brug for sagen, og sagsøgeren ønsker den fremlagt for skønsmanden, der forventes at afgive erklæring om samme tema.
Højesteret finder, at erklæringen fra PwC (bilag 47) efter sin karakter er omfat-tet af retsplejelovens § 341 a, og at der ikke foreligger omstændigheder, som gi-ver grundlag for undtagelsesvis at fravige udgangspunktet om, at en sådan er-klæring ikke kan fremlægges mod modpartens protest, når den er ensidigt ind-hentet hos den sagkyndige efter sagsanlægget. Fremlæggelse og udlevering af erklæringen om tabsopgørelsen til skønsmanden inden gennemførelsen af syn og skøn om samme tema ville indebære en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at Indkærede A/S, tidligere Kærende har meddelt, at erklærin-gen kan betragtes som et partsindlæg, og dermed har gjort PwC’s synspunkter og konklusioner til sine egne.
Højesteret tager herefter kærendes påstand om, at erklæringen fra PwC (bilag 47) skal udgå af sagen, til følge og stadfæster derfor byrettens kendelse.
12
THI BESTEMMES:
Byrettens kendelse stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Indkærede A/S, tidligere Kærende betale 5.000 kr. til Kærende, tidligere Indkærede. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
