Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 26. oktober 2023
Ved offentlig gengivelse af rettens afgørelse må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde offentliggørelse af deres identitet.
Sag BS-18800/2023-HJR
(2. afdeling)
Biologisk mor
og
Biologisk far
(advokat Anders Brøndtved, beskikket for begge)
mod
Adoptivforældre
(advokat Jesper Håkonsson for begge)
I tidligere instanser er afsagt dom af Familieretten i Horsens den 1. oktober 2021 (BS-17369/2021-HRS) og af Vestre Landsrets 10. afdeling den 16. juni 2022 (BS-40628/2021-VLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski og Mohammad Ahsan.
Sagen er behandlet sammen med Højesterets sag BS-17016/2023-HJR.
Sagen er behandlet på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanterne, Biologisk mor og Biologisk far, har påstået, at der fastsættes samvær mellem dem og barnet kaldet Barn, født Dato (2018), fire gange årligt. Subsidiært har de påstået, at der fastsættes samvær og/eller anden kontakt i et mindre omfang. Mere subsidiært har de påstået
2
familierettens og landsrettens domme ophævet og sagen hjemvist til ny behandling i familieretten.
De indstævnte, adoptivforældrene, har påstået stadfæstelse.
Supplerende retsgrundlag
Supplerende om forældreansvarslovens § 20 a
Forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, lyder således:
”§ 20 a. Er barnet adopteret, kan der efter anmodning fra barnets op-rindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær el-ler anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.”
Forældreansvarslovens § 20 a fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 497 af 1. maj 2019. I forarbejderne til bestemmelsen er anført bl.a. (betænkning afgivet af Fol-ketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg den 4. april 2019 over forslag til lov om ændring af adoptionsloven, lov om socialservice og forskellige andre love (Folketingstidende 2018-2019, tillæg B, lovforslag nr. L 155, s. 2-3)):
”4. Ændringsforslag med bemærkninger
…
Bemærkninger
…
Til nr. 2
…
Det foreslås, at henvisningen til, at der kun kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt efter § 20 a, stk. 1, i helt særlige tilfælde udgår.
…
Ændringsforslaget medfører ikke i øvrigt ændringer af bestemmelsen i § 20 a, stk. 1, i forældreansvarsloven. Der vil herefter kunne fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem det adopterede barn og barnets oprindelige slægt efter § 20 a, stk. 1, hvis det er til barnets bed-ste, jf. § 4, 1. pkt., i forældreansvarsloven.
…
I vurderingen af barnets bedste vil der skulle anlægges en helhedsvur-dering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt. Barnets
3
bedste vil have betydning for såvel vurderingen af, om der skal fastsæt-tes samvær eller anden form for kontakt, som fastsættelsen af vilkår og hyppighed af eventuelt samvær eller anden kontakt. Det centrale i vur-deringen af barnets bedste vil være barnets ret til samvær eller anden form for kontakt, hvis det er bedst for barnet, ikke de oprindelige slægt-ninges ret.
Det vil i vurderingen af barnets bedste skulle indgå, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes tilknytning mel-lem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes. Ligeledes vil de bagvedliggende årsager til, at der er truffet afgørelse om adoption uden samtykke, herunder manglende forældreevne, naturligt skulle indgå i vurderingen.
Hvis der er flere, der ansøger om samvær eller anden form for kontakt, vil dette skulle indgå som et særskilt element i vurderingen af barnets bedste, da det kan have betydning for mulighederne for at skabe en sta-bil dagligdag for barnet. Ligeledes kan dette forhold have afgørende be-tydning for vurderingen af hyppighed af og vilkår for eventuelt sam-vær eller anden form for kontakt.
Samvær eller anden kontakt vil f.eks. kunne være bedst for barnet, hvis der forud for adoptionen har været en betydningsfuld og positiv rela-tion mellem barnet og den oprindelige slægtning, som ansøger om sam-vær eller anden kontakt, og det vurderes, at denne relation også frem-over i barnets liv vil spille en positiv rolle.”
Anbringender
Biologisk mor og Biologisk far har anført navnlig, at adop-
tivforældrene ikke er fremkommet med oplysninger, hvorefter det vil være bedst for barnet, at der ikke etableres samvær. Barnets reaktion under de tidli-gere samvær, der blev afviklet hos plejeforældrene før bortadoptionen, er ikke afdækket af en fagperson, men er alene beskrevet af plejeforældrene.
Med påstanden om samvær sigtes der ikke til samvær med henblik på rela-tionsdannelse, men alene kendesamvær, således at barnet kan få kendskab til sine rødder.
Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrø-rende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at Domstolen i sin proportionalitetsvurdering lægger vægt på, at adoptionen i den konkrete sag ikke fuldstændig må afskære relationen mellem barnet og dets oprindelige slægt, idet der også efter adoptionen bør være kontakt mellem barnet og den
4
oprindelige slægt (”post adoption contact”). Domstolens praksis på området fø-rer således til, at der bør fastsættes samvær. Det samme gælder Højesterets praksis.
En hjemvisning af sagen til behandling i familieretten vil indebære, at der først træffes afgørelse af familieretten mere end fire år efter, at samværsansøgningen blev indgivet. Det vil i givet fald være i strid med Menneskerettighedskonventi-onens artikel 6 og 8. Derfor bør der fastsættes samvær nu.
Oplysningsgrundlaget i den foreliggende sag er dårligere end det grundlag, der forelå for Højesteret i dommen af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114). Oplysnin-gerne, som lå til grund for bortadoptionen, må betragtes som forældede, når henses til, at der på nuværende tidspunkt er gået mere end 3 ½ år siden, at bar-net blev bortadopteret.
Adoptivforældrene har anført navnlig, at det er bedst for barnet, at der ikke
fastsættes samvær. Barnet har fortsat brug for ro og stabilitet. Etablering af sam-vær med de biologiske forældre vil have den modsatte effekt. Et barn, som er tvangsbortadopteret, har brug for en lang periode, hvor barnet uforstyrret har mulighed for at danne nye relationer og føle sig tryg i adoptivfamilien. Det vil virke forvirrende og uhensigtsmæssigt for barnet, hvis det samtidig skal for-holde sig til sine biologiske forældre.
Det beskedne samvær, der var forinden bortadoptionen, kan ikke siges at have skabt en blivende relation til de biologiske forældre. Under alle omstændighe-der kan denne relation ikke antages at bestå længere, da der er gået mere end 3 ½ år uden samvær eller anden form for kontakt. Hvis der fastsættes samvær el-ler anden kontakt, vil det derfor alene være de biologiske forældres behov, der tilgodeses.
Hertil kommer, at de beskrivelser, der er i sagen af barnets reaktioner under samværene, ikke tegner et billede af samvær, som skabte relation mellem barnet og forældrene. Fremtidige samvær vil heller ikke blive konstruktive og ind-holdsmæssigt gode, hvilket understøttes af konklusionerne i forældrekompe-tenceundersøgelsen.
Gennemførelsen af samvær er ikke foreneligt med deres ønske om anonymitet, herunder bestemmelsesret over, hvilke oplysninger barnet skal have vedrøren-de adoptionen.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
5
Biologisk mor og Biologisk far er biologiske forældre til et barn født Dato (2018). Barnet blev den 31. oktober 2018 med deres sam-tykke anbragt uden for hjemmet. Den 15. januar 2020 blev barnet frigivet til adoption uden deres samtykke.
Sagen angår, om Biologisk mor og Biologisk far skal have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet.
Forældreansvarsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Hvis et barn er adopteret, kan der ifølge forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, ef-ter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller an-den form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen hav-de samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær mv. Anden form for kontakt kan efter lovens § 22 bl.a. bestå i tele-fonsamtaler, brevveksling, elektronisk post og fotografier.
Efter lovens § 4, 1. pkt., skal afgørelser efter loven træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, at der skal anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt, og det centrale er, hvad der er bedst for barnet, ikke de oprindelige slægtninges ret. Det skal indgå i den samlede helhedsvurdering efter § 20 a, om det bl.a. i lyset af forløbet af allerede gennemført samvær kan antages, at de oprindelige slægtninge vil kunne spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær eller anden kontakt. Endvidere fremgår det af forar-bejderne, at bestemmelsen hovedsageligt er rettet mod barnets forældre.
Som anført i Højesterets dom af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114) skal forældre-ansvarslovens § 20 a også efter lovændringen i 2019 fortolkes i overensstem-melse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 8. Det må således bl.a. sikres, at muligheden for samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og de biologiske forældre ikke i realiteten fortsat forbeholdes ”helt særlige tilfælde” , og at hensynet til, at barnet får mulighed for at kende sine rødder, indgår i den samlede helhedsvurdering efter § 20 a. Højesteret an-førte i den sammenhæng, at der i sager efter forældreansvarslovens § 20 a må tilvejebringes et oplysningsgrundlag, som gør det muligt at træffe afgørelse i overensstemmelse med såvel § 20 a som Menneskerettighedskonventionens ar-tikel 8. Den nærmere sagsoplysning må bero på en konkret vurdering, herunder af, hvilke oplysninger om barnet, de biologiske forældre og adoptivforældrene der allerede foreligger. I tilfælde, hvor det efter disse oplysninger ikke på for-hånd kan afvises, at der er grundlag for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt, kan det bl.a. være relevant at tilvejebringe en børnesagkyndig er-klæring og en sagkyndig erklæring om de biologiske forældre, jf. retsplejelo-vens § 450 a, 1. pkt., herunder at indkalde den børnesagkyndige til at afgive for-
6
klaring. I den forbindelse kan også mulighederne for fastsættelse af anden form for kontakt end samvær belyses, jf. forældreansvarslovens § 22.
Den konkrete sag
Familieretten og landsretten har truffet afgørelse navnlig på grundlag af Biologisk mors og Biologisk fars forklaringer og på grundlag af oplysninger, der er af ældre dato, herunder bl.a. forældrekompetenceunder-søgelsen af 29. september 2018.
Efter Højesterets opfattelse kan det ikke efter de foreliggende oplysninger afvi-ses, at betingelserne for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt mel-lem Biologisk mor og Biologisk far og barnet, herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv., er opfyldt. Under disse omstæn-digheder finder Højesteret, at familierettens og landsrettens afgørelser ikke byg-ger på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at sagen derfor bør hjemvises til ny behandling i familieretten.
Konklusion
Højesteret ophæver familierettens og landsrettens domme og hjemviser sagen til ny behandling i familieretten.
THI KENDES FOR RET:
Familierettens og landsrettens domme ophæves, og sagen hjemvises til ny be-handling i familieretten.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for familieretten, landsretten og Højesteret til den anden part eller til statskassen.