Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse i sag om, hvorvidt skade efter besvimelse og fald på arbejdsplads var en arbejdsskade

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 11. oktober 2023

Sag BS-51368/2022-HJR

(2. afdeling)   

Region Hovedstaden

(advokat Thomas Birch)

mod

S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

(advokat Inge Houe)

Biintervenient til støtte for S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring: Biintervenient

(advokat Søren Kjær Jensen, beskikket)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 22. november 2022 (BS-16335/2020-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski, Kristian Korfits Nielsen og Peter Mørk Thomsen.

Sagen er behandlet sammen med Højesterets sag BS-50589/2022-HJR, Codan Forsikring A/S mod Ankestyrelsen.

Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

Højesterets begrundelse og resultat

Biintervenient var på tidspunktet for sin tilskadekomst den 5. september 2014 i praktik som lægestuderende på Bornholms Hospital. Hun sad

2

på en taburet med hjul og overværede en undersøgelse af en patient, da hun fik et ildebefindende og besvimede. Hun faldt ned fra taburetten og slog hovedet mod betongulvet, hvorved hun pådrog sig en hjernerystelse. Hun fik endvidere sin ene fod ind i taburettens bøjle og brækkede derved en fodknogle.   

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ved afgørelse af 5. december 2016 aner-kendt personskaden i form af hjernerystelse og brud på fodknoglen som en ar-bejdsskade. Region Hovedstaden har som arbejdsgiver for Biintervenient bestridt, at personskaden er en arbejdsskade, da hendes arbejde ikke var årsag til besvimelsen, og da hendes skader ikke er blevet alvorligere som følge af, at hændelsen indtrådte på arbejdet.

Spørgsmålet er, om der er grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Er-hvervssikrings afgørelse om anerkendelse af personskaden i form af hjernery-stelse og brud på fodknoglen som en arbejdsskade.   

Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 5, at der ved arbejdsskade forstås ulykke, jf. lovens § 6, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Ved en ulykke efter § 6 forstås en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Biintervenient faldt som nævnt ned fra taburetten og slog hovedet mod betongulvet, ligesom hun fik sin ene fod ind i taburettens bøjle. Denne hændelse forårsagede en personskade i form af hjernerystelse og brud på fod-knoglen, og der var dermed tale om en ulykke som nævnt i arbejdsskadesik-ringslovens § 6. Biintervenient var i færd med at udføre sit ar-bejde, da hændelsen skete, og Højesteret finder, at hendes personskade må an-ses for at være en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under, jf. lo-vens § 5. Dette gælder, selv om parterne er enige om, at hendes arbejde ikke var årsag til selve besvimelsen.

Efter det anførte må Biintervenients personskade – uanset årsa-gen til besvimelsen – således henføres til hendes arbejde eller de forhold, det er foregået under, og der skal ikke foretages en sandsynlighedsvurdering af, om hun ville være kommet lige så slemt til skade, hvis den samme situation var op-stået andre steder end på arbejdet.   

På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at til-sidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 5. december 2016.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.   

3

THI KENDES FOR RET:  

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Region Hovedstaden betale 50.000 kr. til S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.   

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

Personskade efter besvimelse på arbejdsplads anerkendt som arbejdsskade

Personskade opstået ved fald blev anerkendt som arbejdsskade, uanset at faldet skyldtes besvimelse, som ikke var forårsaget af arbejdet

Domme afsagt den 11. oktober 2023

Sagerne BS-50589/2022-HJR og BS-51368/2022-HJR

Codan Forsikring A/S

mod

Ankestyrelsen

og

Region Hovedstaden

mod

S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Biintervenient til støtte for S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

Biintervenient

Sagerne angår to forskellige personer og hændelser.

Den ene person var på tidspunktet for sin tilskadekomst i praktik som lægestuderende. Hun sad på en taburet med hjul og overværede en undersøgelse af en patient, da hun fik et ildebefindende og besvimede. Hun faldt ned fra taburetten og slog hovedet mod betongulvet, hvorved hun pådrog sig en hjernerystelse. Hun fik også viklet sin ene fod ind i taburettens bøjle og brækkede derved en fodknogle.

Den anden person sad på tidspunktet for sin tilskadekomst ved sit skrivebord på arbejdspladsen og arbejdede på sin pc, da hun pludselig besvimede. Hun faldt og slog hovedet mod gulvet, hvorved hun pådrog sig posttraumatisk hovedpine.

I begge sagerne var parterne enige om, at de tilskadekomnes arbejde ikke var årsag til, at de besvimede.

Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings havde anerkendt personskaderne som arbejdsskader.

Sagerne for Højesteret angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings afgørelser om anerkendelse af personskaderne som

arbejdsskader.

Højesteret udtalte, at hændelserne, hvorved begge de tilskadekomne bl.a. faldt og slog hovedet mod gulvet, forårsagede personskaderne, og der var dermed tale om ulykker i arbejdsskadesikringslovens forstand. De var begge i færd med at udføre deres arbejde, da hændelserne skete, og Højesteret fastslog herefter, at deres personskader måtte anses for at være en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Dette gjaldt uanset, at parterne var enige om, at deres arbejde ikke var årsag til selve besvimelsen.

Personskaderne måtte således – uanset årsagerne til besvimelserne – henføres til deres arbejde eller de forhold, det var foregået under, og der skulle ikke foretages en sandsynlighedsvurdering af, om de ville være kommet lige så slemt til skade, hvis den samme situation var opstået andre steder end på arbejdet.

Herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings afgørelser.

Landsretten var i begge sager nået til samme resultat.