Sagen drejer sig om fortolkningen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, om fortsat ret til ophold efter begyndelsen af proceduren til skilsmisse og i den forbindelse tidspunktet for begyndelsen af proceduren til skilsmisse

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 31. oktober 2023

Sag BS-40959/2021-OLR

(19. afdeling)

Sagsøger

(advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket)

mod

Udlændingenævnet

(advokat Rass Markert Holdgaard)

Landsdommerne Lone Kerrn-Jespersen, Tine Egelund Thomsen og Louise Lindekilde Engberg (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 21. april 2021. Ved kendelse af 26. oktober 2021 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retspleje-lovens § 226, stk. 1.

Sagen angår prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse af 17. november 2020. Ved afgørelsen fandt Udlændingenævnet, at Sagsøgers ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til sin tidligere ægtefælle – der var unionsborger – ophørte som følge af parrets skilsmisse, da hans ægtefælle ind-gav anmodning til Statsforvaltningen om skilsmisse mindre end tre år efter indgåelsen af ægteskabet. Hovedspørgsmålet i sagen angår forståelsen af EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a) og EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, om familiemedlemmers bevarelse af retten til ophold efter bl.a. skilsmisse, og om Udlændingenævnet med rette anså parrets skilsmisseproce-dure for påbegyndt ved ægtefællens anmodning til Statsforvaltningen om skils-misse.

Sagsøger er meddelt fri proces til sagen.

Påstande

Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Udlændingenæv-nets afgørelse af 17. november 2020 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Sagsøgte, Udlændingenævnet, har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagsøger, der er pakistansk statsborger, indgik den 18. oktober 2014 ægteskab med Person, der er statsborger i Storbritannien, men født og bosiddende i Danmark. Efter det oplyste havde parterne ikke været samlevende før ægteskabets indgåelse.

Den 27. juli 2015 indrejste Sagsøger i Danmark, og han blev registre-ret med bopæl på samme adresse som Person. Sagsøger blev samme dato meddelt EU-opholdskort efter EU-opholdsbekendt-gørelsen som medfølgende familiemedlem til Person.

Sagsøger og Person blev separeret ved Retten i Glostrups dom af 2. marts 2017. Sagen var af Statsforvaltningen indbragt for retten efter anmodning fra Person, idet Sagsøger trods to indkaldelser ikke var mødt under Statsforvaltningens behandling af sagen.

Den 16. august 2017 indgav Person ansøgning om skilsmisse efter separation til Statsforvaltningen. Sagsøger meddelte i forlæn-gelse heraf den 24. august 2017, at han ikke ønskede at opløse ægteskabet, og at han ville have vilkårsforhandling. Efter Sagsøger var udeblevet fra to møder i Statsforvaltningen – i det ene tilfælde efter afbud – konstaterede Statsforvaltningen, at det ikke kunne konstateres, om der var enighed om skilsmisse efter separation. Statsforvaltningen sluttede derefter sagen den 31. oktober 2017 og indbragte efter anmodning fra Person samme dag sagen for Københavns Byret, jf. dagældende ægteskabslovs § 43, stk. 2, nr. 2. Sagsøger og Person blev skilt ved Københavns Byrets dom af 19. januar 2018, efter Sagsøger havde taget bekræf-tende til genmæle over for Persons påstand om skilsmisse.

Statsforvaltningen traf den 31. maj 2018 afgørelse om ophør af Sagsøgers opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Sagsøger klagede over Statsforvaltningens afgørelse til Udlændin-genævnet, som den 17. november 2020 stadfæstede afgørelsen. Af Udlændinge-nævnets afgørelse fremgår bl.a.:

”Udlændingenævnet har nu behandlet Deres klage af 5. juni 2018 over Statsforvaltningens (nu Styrelsen for International Rekruttering og In-tegration) afgørelse af 31. maj 2018 vedrørende ophør af Deres klient Sagsøgers ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 8 (nu § 10)….

Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at ændre Statsforvaltnin-gens afgørelse. Udlændingenævnet vurderer således, at Deres klients ret til ophold i Danmark efter EU-retten er ophørt.

…

Nedenfor kan De læse nærmere om begrundelsen for afgørelsen.

Retsregler

Arbejdskraftens frie bevægelighed er overordnet reguleret i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 45. Regler-ne om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område findes i Europa-Parla-mentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004, som er gennem-ført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om op-hold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen).

En tidsbegrænset opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10-14 ophører, hvis den på gældende ikke længere opfylder betingelserne, der er nævnt i disse bestemmelser, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1. Modtagelse af offentlig forsørgelse medfører ikke automa-tisk, at tidsbegrænset opholdsret ophører.

Det følger herudover af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1-4, at en tredjelandsstatsborger, der har ret til at opholde sig her i landet som familiemedlem efter § 10-14, ikke mister retten til ophold ved ho-vedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteska-bet ved omstødelse, hvis:

-Ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse eller omstødelse har varet i mindst 3 år, heraf mindst 1 år her i lan-det,

-Forældremyndigheden til hovedpersonens børn ved aftale eller afgørelse er overdraget til en ægtefælle, der er tredjelandsstats-borger,

-Der foreligger en særlig vanskelig situation, herunder som følge af, at ægtefællen har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast i hjemmet, mens ægteskabet bestod, eller

-Ægtefællen ved aftale eller afgørelse har ret til samvær med et

mindreårigt barn, og dette samvær skal finde sted her i landet.

EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse ved ophør af registreret partnerskab, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Begyndelsen af proceduren til skilsmisse, jf. EU-opholdsbekendtgørel-sens § 17, stk. 2, nr. 1, er det tidspunkt, hvor der indgives en anmodning om skilsmisse. Indgivelse af en separationsanmodning har ikke betyd-ning for ægtefællens opholdsret, og ægtefælles opholdsret bevares der-for i tilfælde af separation, jf. EU-Domstolens dom af 18. november 2012, sag C-40/11, Iida, og EU-Domstolens dom i sagen C-244/13, Ogle-riakhi.

Hvis unionsborgeren er udrejst af værtsmedlemsstaten inden procedu-ren til skilsmisse er begyndt, kan en tredjelandsstatsborger ikke bevare sin ret til ophold i værtsstaten efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 16, stk. 1 og stk. 2, modsætningsvist, samt EU-Domsto-lens dom i sagen C-218/14, Singh.

Ved beregningen af, om ægteskabet har varet i mindst tre år, herunder mindst ét år i Danmark, tages der udgangspunkt i datoen for ægteska-bets indgåelse. Dertil kan samliv inden ægteskabet også tælle med i be-regningen af perioden på tre år, hvis det er samliv i EU-opholdsbe-kendtgørelsens forstand.

Det følger herudover af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 3, at op-holdsret, der bevares efter reglen i stk. 2, efter skilsmissen eller ophøret af ægteskabet ved omstødelse er betinget af, at tredjelandsstatsborgeren er arbejdstager eller selvstændigt erhvervsdrivende, eller at den pågæl-dende råder over sådanne indtægter eller midler til sit underhold, at den pågældende ikke falder det offentlige til byrde, eller at den pågæl-dende er familiemedlem til en person, der opfylder disse krav.

Hvis en EU-borgers opholdsret ophører efter §§ 29-30, træffer Styrelsen for International Rekruttering og Integration afgørelse om, hvorvidt den pågældende bibeholder sit opholdsgrundlag, jf. EU-opholdsbe-kendtgørelsens § 3, stk. 2. ved vurderingen heraf finder EU-opholds-bekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1, anvendelse.

Ved afgørelse om ophør af opholdsret skal der tages hensyn til varig-heden af den pågældendes ophold her i landet, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration her i landet og tilknytning til hjemlandet samt andre relevante hensyn, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der tages hensyn til, om ind-dragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund, alder, helbred, tilknytning til herboende personer m.v.

…

Vurdering

Deres klient har haft ret til ophold i Danmark som medfølgende fami-liemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Det fremgår af denne bestemmelse, at man har ret til ophold som med-følgende familiemedlem, når man ledsager eller slutter sig til en uni-onsborger.

Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at Deres klient opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klient den 19. ja-nuar 2018 blev skilt fra Person, som er den unionsbor-ger, Deres klients opholdsret er afledt fra, og at Deres klient derfor ikke længere opfylder betingelsen om at ledsage eller slutte sig til en uni-onsborger.

Udlændingenævnet finder endvidere, at Deres klient ikke opfylder be-tingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, for at kunne be-vare sin ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klient indgik æg-teskab den 18. oktober 2014 med Person, at Deres kli-ent og Person den 16. august 2017 indledte processen til skilsmisse hos Statsforvaltningen (nu Familieretshuset), at ægteska-bet mellem Deres klient og Person ved begyndelsen af proceduren til skilsmissen ikke har varet i mindst tre år heraf mindst et år her i landet, hvilket er en betingelse for at bevare sin opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at Deres klient efter Deres egne oplysninger ikke har været samlevende i EU-opholdsbekendtgø-relsens forstand med Person, inden ægteskabet blev indgået.

Det forhold, at De har henvist til EFTA Surveillance Authorities udta-lelse af 7. marts 2018 og EU-Domstolens dom i sag C-267/83 (Diatta), i sag C-40/11 i (Iida) og i sag C-244/13 (Ogleriakki), at De har anført, at Statsforvaltningens praksis og fortolkning af EU-opholdsdirektivets ar-tikel 13, herunder i lyset af EU-Domstolens dom i sag C-40/11 (Iida) ik-ke kan opretholdes og er forkert, at beregningen af længden af Deres klients ægteskab må løbe frem til tidspunktet, hvor proceduren, der konkret kan føre til opløsning af de ægteskabelige bånd mellem Deres klient og Person iværksættes, og at denne procedure, der er knyttet til den kompetente myndigheds afgørelse om opløsning af ægteskabet, ses at være påbegyndt den 31. oktober 2017, finder Ud-lændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de primære domme går på, at der ikke kan stilles krav om samliv, at en ægtefælle uanset samliv kan være omfattet af personkredsen i § 3, stk. 1, ligesom en ægtefælle kan optjene rettigheder i forhold til tidsubegrænset opholdsret.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-40/11 (Iida), at for at blive anset som familiemedlem til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i henhold til direktiv 2004/38 i artikel 2, nr. 2, litra a, kræ-ves der ikke i denne bestemmelse andre betingelser af tredjelandsstats-borgeren end dennes status som ægtefælle, at Domstolen allerede har haft lejlighed til at fastslå i forbindelse med de EU-retlige instrumenter, der var gældende før direktiv 2004/38, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den dertil kompetente myndighed, at dette ikke er tilfæl-det, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille, således at ægtefællen ikke nødvendig-vis til stadighed skal bo sammen med unionsborgeren for at have en af-ledt opholdsret, og således anses for at være familiemedlem i den for-stand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, stk. 1, litra a.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det meget klart frem-går af ordlyden af opholdsdirektiv 2004/38/EF at den i artikel 13, stk. 2, litra a, nævnte tidsangivelse regnes frem til iværksættelsen af procedu - ren for skilsmissen.

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår af For-slag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på med-lemsstaternes område, KOM (2001) 257, at skilsmisse eller ophævelse af ægteskab ikke betyder at familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborger i en medlemsstat, mister deres ret til ophold, hvis ægte-skabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse har varet i mindst tre år, heraf mindst ét år i værtsmedlemsstaten, for at undgå forsøg på at omgå bestemmelserne om opholdsret gennem proformaægteskaber.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at der ikke er tale om en ny indledende eller adskilt proces i forbindelse med skilsmisse ved dom, at den retlige skilsmisseprocedure påbegyndes ved, at der indgi-ves en ansøgning om skilsmisse hos Familieretshuset, og at en skilsmis-sesag indbringes ved retten, såfremt der ikke kan opnås enighed mel-lem parterne i Familieretshuset.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det til sagen er op-lyst, at Deres klient ikke har børn, og at der i øvrigt ikke foreligger op-lysninger om, at Deres klient har været udsat for en særlig vanskelig si-tuation under ægteskabet, herunder overgreb, misbrug eller anden overlast i hjemmet, hvorfor det er Udlændingenævnets vurdering, at Deres klient ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 2-4.

Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne om-stændigheder, at meddelelse om ophør af Deres klients opholdsret må

antages at virke særligt belastende for Deres klient, jf. EU-opholdsbe-kendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klient fik udstedt et EU-opholdskort den 27. juli 2015, at Deres klient indrejste i Danmark den 27. juli 2015, at Deres klient og Person allerede den 16. august 2017 indledte processen til skilsmisse, at EU-retten er konstaterende, hvilket betyder, at man har ret til ophold, så længe be-tingelserne herfor er opfyldte, og at Deres klient således ikke siden den 16. august 2017 – dvs. i en periode på mere end tre år har opfyldt betin-gelserne for at have ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en EU-statsborger.

Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at Deres klient indrej-ste i Danmark som voksen.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Deres klient har opholdt sig i Danmark siden den 27. juli 2015, at han siden den 15. juni 2016 har været tilknyttet det danske arbejdsmarked ved ar-bejde hos Virksomhed A/S, og at Deres klient ligeledes den 1. november 2019 har overtaget Kiosk.

Det forhold, at Deres klient har været tilknyttet arbejdsmarkedet siden 27. juli 2015 kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet finder i øvrigt, at der ikke foreligger oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at ophør af Deres klients ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen må anses for særligt belastende.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at De ikke har oplyst om forhold i form af alvorlige helbredsproblemer, eller at Deres klient har børn eller andre familieforhold i Danmark, der kunne medføre, at Deres klient havde opnået en særlig tilknytning til Danmark.

På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at Deres klient ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af Deres klients ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen vil virke særligt belastende for Deres klient.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Statsforvaltningens afgørelse af 31. maj 2018.”

Som anført ovenfor, blev denne sag anlagt ved Københavns Byret den 21. april 2021. Københavns Byret bestemte ved kendelse af 23. juli 2021, at søgsmålet ikke tillægges opsættende virkning.

Under sagens forberedelse i landsretten anmodede Sagsøger om, at der blev forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende for-tolkningen af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, herunder fortolknin-gen af udtrykket ”ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse” , og at spørgs-

målet om forelæggelse blev afgjort forlods efter en mundtlig formalitetsproce-dure. Af landsretten retsbog af 6. juli 2022 herom fremgår bl.a.:

”Landsretten finder på det foreliggende grundlag, at det er mest hen-sigtsmæssigt, at spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse behandles i forbindelse med hovedforhandlingen. Anmodningen om forlods be-handling tages således ikke til følge.”

Retsgrundlaget

Opholdsdirektivet

Af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38 af 29. april 2004 om unions-borgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område fremgår bl.a.:

”Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union har – under henvisning … og ud fra følgende betragtninger:

…

15) Familiemedlemmer bør sikres retsbeskyttelse i tilfælde af unions-borgerens død, opløsning af ægteskab eller et registreret partnerskabs ophør. Af hensyn til familielivet og den menneskelige værdighed, samt på visse betingelser for at undgå misbrug, er det derfor nødvendigt at træffe foranstaltninger for at sikre, at familiemedlemmer, der allerede opholder sig på værtsmedlemsstatens område, i sådanne tilfælde beva-rer deres opholdsret udelukkende på et personligt grundlag.

…

udstedt følgende direktiv:

…

Kap. III Ret til ophold

…

Retten til ophold i mere end tre måneder

Art. 7. Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden med-lemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende:

a) …

d) er et familiemedlem, der ledsager eller tilslutter sig til en unions-

borger, der opfylder betingelserne i litra a), b) eller c).

Stk. 2. Retten til ophold, jf. stk. 1, omfatter også familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, når disse ledsager eller slutter sig til unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, og unionsborgeren opfylder betingelserne i stk. 1, litra a), b) eller c).

…

Bevarelse af familiemedlemmers ret til ophold i tilfælde af skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet eller det registrerede partnerskabs ophør

Art. 13. Unionsborgeres skilsmisse, omstødelse af ægteskab, eller ophør af den pågældendes registrerede partnerskab som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), berører ikke retten til ophold for familiemedlemmer til unionsborgere, der er statsborgere i en medlemsstat, jf. dog andet af-snit.

Før de pågældende personer opnår ret til tidsubegrænset ophold, skal de dog opfylde betingelserne i artikel 7, stk. 1, litra a), b), c) eller d).

Stk. 2. Skilsmisse, omstødelse af ægteskabet eller ophør af det registre-rede partnerskab som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), betyder ikke, at familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, mister deres ret til ophold, jf. dog andet afsnit:

a) hvis ægteskabet eller det registrerede partnerskab ved begyndel-

sen af proceduren til skilsmisse eller omstødelse eller ophør af det registrerede partnerskab som omhandlet i artikel 2, nr. 2), li-tra b), har varet i mindst tre år, heraf mindst ét år i værtsmed-lemsstaten

b) …

Kap. IV. Ret til tidsubegrænset ophold

AFSNIT I. ADGANG TIL RET TIL TIDSUBEGRÆNSET OPHOLD

Generelle regler for unionsborgere og deres familiemedlemmer

Art. 16. Unionsborgere, der lovligt har haft ophold fem år i træk i vært-smedlemsstaten, har ret til tidsubegrænset ophold på dets område. Denne ret er ikke underlagt betingelserne i kapitel III.

Stk. 2. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som i fem år i træk lovligt har boet sammen med unionsborgeren.”

Forarbejder til opholdsdirektivet

Af forslaget til direktivet (KOM/2001/0257 endelig udgave) fremgår af begrun-delsen for forslaget bl.a.:

”2.4. Direktivforslaget tager ligeledes specifikt højde for situationen for unionsborgeres familiemedlemmer. Det er korrekt, at retten til at fær-des og opholde sig på medlemsstaternes område for EU-borgeres fami-liemedlemmer ikke udtrykkeligt er fastslået i traktaten, men denne ret følger af retten til bevarelse af familiens enhed, der er tæt knyttet til ret-ten til beskyttelse af familielivet, som er en grundlæggende ret i med-lemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, og hvis overhol-delse sikres af fællesskabsretten, ligesom den følger af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Ved at definere ”familiemedlem” bredt indarbejder direktivforslaget EF-Domstolens retspraksis og tager højde for udviklingen af den natio-nale ret og fremmer samtidig unionsborgernes frie bevægelighed ved at fjerne enhver mulighed for, at familiesammenføringsgrunde kan få ne-

gativ indflydelse. Ifølge nugældende EU-ret kan retten til ophold i værtslandet fratages fraskilte ægtefæller og børn, der er myndige eller ikke længere afhængige af den pågældende unionsborger uanset deres nationalitet. Dette problem er særlig alvorligt for familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere. Det er derfor nødvendigt at indføre for-anstaltninger, der giver nogle hensigtsmæssige løsninger, som respek-terer familielivet og den menneskelige værdighed, dog med visse be-tingelser for at undgå misbrug.”

Forslaget til direktivets art. 13, stk. 2, litra a) er i det relevante omfang i overens-stemmelse med den vedtagne direktivtekst, dog var det foreslået, at der skulle stilles krav om, at ægteskabet havde varet i fem år. Af kommentaren til forsla-get til art. 13 fremgår bl.a.:

”1. Skilsmisse eller ophævelse af ægteskabet påvirker ikke opholdsret-ten for familiemedlemmer, der selv er unionsborgere. Formålet med denne bestemmelse er at fastslå, at familiemedlemmer i tilfælde af æg-teskabets opløsning selv skal opfylde betingelserne for ophold i artikel 7, stk. 1.

2. Bestemmelserne i denne artikels stk. 2 omhandler opholdsretten for familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, i tilfælde af skilsmisse eller ophævelse af ægteskabet. Formålet med bestemmelsen er at sikre en vis retsbeskyttelse for disse personer, hvis opholdsret er knyttet til et familiemæssigt bånd i form af ægteskab, og som derfor kunne udsættes for afpresning med trusler om skilsmisse. Det skal understreges, at opløsning af ægteskabet nødven-digvis af hensyn til retssikkerheden forudsætter en uigenkaldelig skilsmisseerklæring. I tilfælde af separation påvirkes ægtefællens op-holdsret ikke. EF-Domstolen har endvidere fastslået, at ”de ægteskabe-lige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den dertil kompetente myndighed. Dette er ikke tilfældet, når ægtefællerne blot ophæver samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille” (EF-Domstolens dom af 13. fe-bruar 1985 i sag 267/83, Diatta, Sml. 1985, s. 567, præmis 20).

Der er knyttet tre betingelser til denne ret, nemlig:

a) ægteskabet skal, indtil proceduren vedrørende skilsmisse eller op-hævelse af ægteskab indledes, have varet i fem år, hvoraf mindst ét år i værtslandet, for at undgå forsøg på at omgå bestemmelserne om op-holdsret gennem proformaægteskaber

b) …

Opholdsretten for familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, er betinget af, at de pågældende personer har erhvervs-mæssig beskæftigelse, råder over tilstrækkelige midler, eller at de i værtslandet har status som familiemedlem til den person, der opfylder disse betingelser. Det gælder, indtil de selv har opnået permanent op-holdsret. I modsætning til unionsborgere vil en erklæring her ikke være tilstrækkelig. De pågældende personer skal bevise, at de opfylder disse

betingelser. Her fastsættes ligeledes det beløb, der anses som tilstrække-lige midler baseret på de gældende bestemmelser om ikke-erhvervsak-tives ophold.”

EU-opholdsbekendtgørelsen

Opholdsdirektivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen). Af den gældende bekendtgø-relse nr. 1457 af 6. oktober 2020 fremgår bl.a.:

”Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner mv.

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, som efter Den Europæiske Unions (EU’s) regler om fri bevægelighed indrejser i Danmark, jf. bekendtgørelse om udlændin-ges adgang her til landet, og tager ophold her i landet.

…

Kapitel 2

Hovedpersoner

Ret til ophold i indtil 3 måneder

…

§ 5. En unionsborger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdri-vende, herunder tjenesteyder, her i landet, har ret til ophold her i landet ud over de 3 måneder, der følger af udlændingelovens § 2, stk. 1.

…

Kapitel 3

Familiemedlemmer

Familiemedlemmer til unionsborgere med ret til tidsbegrænset ophold i mere

end 3 måneder

…

Familiemedlemmer til arbejdstagere og selvstændig erhvervsdrivende

§ 10. Familiemedlemmer, der ledsager eller slutter sig til en unionsbor-ger, der som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende er omfat-tet af § 5, stk. 1 eller 2, har en afledt ret til ophold her i landet ud over de 3 måneder, der følger af udlændingelovens § 2, stk. 1 og 2, i samme tidsrum som hovedpersonen.

…

Familiemedlemmers bevarelse af retten til ophold efter ophør af ægteskab

§ 17. En unionsborger, der har ret til at opholde sig her i landet som fa-miliemedlem efter §§ 10 eller 12-15, bevarer retten til ophold ved ho-vedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteska-bet ved omstødelse.

Stk. 2. En tredjelandsstatsborger, der har ret til at opholde sig her i lan-det som familiemedlem efter §§ 10 eller 12-15, bevarer retten til ophold i tilfælde af skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse, hvis

1) ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse eller om-

stødelse har varet i mindst 3 år, heraf mindst 1 år her i landet,

…

Kapitel 7

Ophør af opholdsret

§ 29. Tidsbegrænset opholdsret efter §§ 5-8, §§ 10-14, § 16, stk. 2 og 3, og § 17, stk. 2, jf. stk. 3, ophører, hvis den pågældende ikke længere opfyl-der betingelserne, der er nævnt i disse bestemmelser. Modtagelse af so-ciale ydelser medfører ikke automatisk, at tidsbegrænset opholdsret ef-ter 1. pkt. ophører.”

De danske regler om ægteskabs indgåelse og opløsning

Ved lov nr. 525 af 24. juni 2005 blev reglerne i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ændret. Efter lovændringen var reglerne således:

”Kapitel 4

…

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, hvis de er enige om skilsmisse.

…

Fremgangsmåden ved separation eller skilsmisse

§ 37. Separation eller skilsmisse gives ved bevilling eller dom.

Stk. 2. Anmodning om separation eller skilsmisse indgives til statsfor-valtningen.

…

Separations- eller skilsmissebevilling

§ 42. Statsforvaltningen giver bevilling til separation eller skilsmisse ef-ter §§ 29 og 32-36, hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om vil-kårene, jf. §§ 49 og 55. Ægtefællerne kan dog henskyde spørgsmål om størrelsen af ægtefællebidrag til statsforvaltningens afgørelse.

Stk. 2. Statsforvaltningen giver bevilling til skilsmisse efter § 31, hvis den anden ægtefælle ikke protesterer herimod, og vilkårene for separa-tionen også gælder for tiden efter skilsmissen.

Afslutning af en separations- eller skilsmissesag og indbringelse for retten

§ 43. Statsforvaltningen kan afslutte en sag om separation efter § 29 eller skilsmisse efter §§ 31-36, hvis den fornødne enighed, jf. § 42, for at give bevilling ikke er opnået, eller statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevilling. Statsforvaltningen indbringer sagen for retten, hvis en part inden 4 uger efter, at det er meddelt den pågældende, at sagen er afsluttet, anmoder herom. Dette gælder dog ikke, hvis afslutningen af sagen skyldes, at den pågældende er udeblevet fra vilkårsforhandlin-gen.

Stk. 2. Efter anmodning fra en part afslutter statsforvaltningen sagen og indbringer den for retten, hvis

1) …

2) den pågældende er mødt, mens den anden part er udeblevet

trods to indkaldelser.”

Af de almindelige bemærkninger til forslaget til lovændringen, jf. lovforslag nr. L 28 af 24. februar 2005 fremgår bl.a.:

”3.3. Statsforvaltningernes sagsbehandling

3.3.1. Sagernes begyndelse

Efter reformen skal anmodninger om separation eller skilsmisse og om afgørelser om forældremyndighed altid indgives til statsforvaltningen. Herved er det muligt at indlede alle de sager, der er omfattede af re-formen, på en enkel måde. …

3.4. Indbringelse for domstolene, hvis der ikke opnås enighed

3.4.1. Sagens afslutning i statsforvaltningen

Det foreslås, at der i henholdsvis lov om forældremyndighed og samvær og ægteskabsloven indføres en to-leddet model for sagernes overgang til domstolsbehandling, hvor det første skridt er sagens af-slutning i statsforvaltningen og det andet indbringelsen for retten.

…

3.4.2. Indbringelse for retten

Når statsforvaltningen afslutter sagen eller har gjort det, kan en part anmode statsforvaltningen om at indbringe den for retten. …

I de andre tilfælde, hvor afslutningen af sagen sker efter anmodning fra en part, vil anmodningen, jf. ordlyden af bestemmelsernes stk. 2 og 3, samtidig være en anmodning om, at sagen indbringes for retten…

Indbringelsen sker ved, at statsforvaltningen sender sagen til retten. Der skal ikke udfærdiges en stævning.”

Af de specielle bemærkninger til forslaget til ændringerne i lov om ægteskabs indgåelse fremgår bl.a.:

Til nr. 1-2 (§§ 33, 34 og 36)

Ægteskabslovens § 33 omhandler skilsmisse på grund af utroskab. § 34 fastlægger, at en ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden har ud-øvet vold over for denne eller børnene. § 36 omhandler skilsmisse på grund af den anden ægtefælles ulovlige bortførelse ud af landet af æg-tefællens barn. Ændringerne i bestemmelserne om, hvortil der skal ret-tes henvendelse om skilsmisse for at afbryde de i loven fastsatte frister, er en konsekvens af, at skilsmissesager ikke længere kan anlægges di-rekte ved retten, jf. lovforslagets nr. 3 (§ 37, stk. 2). Fremover er en an-modning om skilsmisse rettidig, hvis den er indgivet til statsforvaltnin-gen inden fristens udløb. Der er derudover foretaget sproglig moderni-sering. Bestemmelsernes materielle indhold er uændret.

Til nr. 3 (§§ 42-44)

§ 37:

Stk. 1 viderefører den gældende § 42, stk. 1.

Stk. 2, der er ny, indebærer, at alle sager om separation eller skilsmisse indledes ved indgivelse af anmodning herom til statsforvaltningen, og-så i tilfælde hvor det på forhånd står klart, at parterne er uenige. Der-med opfyldes beslutningen i forliget om strukturaftalen. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1, herunder om målsætnin-gen i afsnit 3.1.3. Formålet er, at forligsmæssige løsninger skal søges opnået, bl.a. gennem vejledning eller mægling i statsforvaltningen, se de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.1-3.1.3. Det bliver ikke længe-re muligt at anlægge sagerne ved domstolene ved udtagelse af stæv-ning.

…

§ 43:

Forslagets § 43, der er ny, omhandler de situationer, hvor den fornødne enighed mellem parterne i en separations- eller skilsmissesag ikke op-nås under statsforvaltningens behandling af sagen. I disse tilfælde skal sagsbehandlingen afsluttes i statsforvaltningen, og i forbindelse hermed eller efterfølgende indbringes sagen efter anmodning for retten til afgø-relse. Som det også fremgår af overskriften til bestemmelsen, er der i princippet tale om to forskellige beslutninger. Der henvises til de al-mindelige bemærkninger i afsnit 3.4.

…

Forslagets stk. 2 omhandler, hvornår en part i en separations- eller skilsmissesag, hvis visse nærmere angivne betingelser er opfyldt, kan kræve sagsbehandlingen i statsforvaltningen afsluttet med henblik på

indbringelse af sagen for retten. Det kræves, at den, der ønsker sagen afsluttet med henblik på indbringelse for retten, har givet møde og er vejledt. Er modparten f.eks. to gange udeblevet fra vilkårsforhandling trods indkaldelse, kan den, der har anmodet om separation eller skils-misse, kræve, at statsforvaltningen afslutter sagen. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.1.”

Ved lov nr. 647 af 12. juni 2013 blev bl.a. ægteskabsloven ændret og reglerne om skilsmisse fik derefter følgende indhold:

”Enighed

§ 29. Ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når de er enige om det.

Uenighed

§ 30. En ægtefælle har ret til separation.

Stk. 2. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation.

…

§ 38. Statsforvaltningen indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når

1) en ægtefælle anmoder om det,

2) betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36 ikke er opfyldt, eller

3) statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 2. Vilkårsforhandling efter stk. 1, nr. 2, kan i særlige tilfælde undla-des.”

Endvidere blev §§ 42 og 43 konsekvensændret således:

•I § 42, stk. 1, 1. pkt., blev ”§§ 29 og 32-36” ændret til: ”§§ 29, 30 og 32-36”

•I § 42, stk. 2, blev ”§ 31” ændret til: ”§ 30, stk. 2” og

•I § 43, stk. 1, 1. pkt., blev ”separation efter § 29 eller skilsmisse efter §§ 31-36” ændret til: ”separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36” .

Reglerne er ved lov nr. lov nr. 1702 af 27. december 2018 om Familieretshuset og lov nr. 1711 af samme dato om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love ændret. Efter de gældende regler meddeles separation eller skilsmisse ved bevilling eller afgø-relse, jf. ægteskabslovens § 37, stk. 1, og anmodning om separation eller skils-misse indgives til Familieretshuset, jf. § 37, stk. 2. Familieretshuset giver efter ægteskabslovens § 42 bevilling til separation eller skilsmisse, når ægtefællerne er enige. Ægteskabslovens § 43 er ophævet. Af lov om Familieretshuset § 26 fremgår, at Familieretshuset, hvis parterne ikke er enige, træffer afgørelse, idet

dog bl.a. sager, der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problem-stillinger indbringes for familieretten af Familieretshuset, jf. § 27.

Praksis fra EU-Domstolen

EU-Domstolen har i flere domme behandlet spørgsmål om familiemedlemmers ret til ophold efter skilsmisse fra en unionsborger efter reglerne i opholdsdirek-tivets art. 13, stk. 2.

Af EU-Domstolens dom af 16. juli 2015 i sagen C-218/14 (Singh) fremgår bl.a.:

”Om de præjudicielle spørgsmål

Indledende bemærkninger

45 Den foreliggende sag vedrører tre tredjelandsstatsborgere, der som

følge af deres ægteskaber med unionsborgere, der boede og arbej-dede i Irland, opnåede en ret til ophold i denne medlemsstat for mellem tre måneder og fem år i henhold til artikel 7, stk. 2, i direk-tiv 2004/38 som ægtefæller, der ledsager eller slutter sig til en uni-onsborger i værtsmedlemsstaten.

46 I disse tre tvister i hovedsagen er det ubestridt, at den ægtefælle,

der er unionsborger, inden udløbet af denne ret forlod det irske område for at slå sig ned i en anden medlemsstat, mens den ægte-fælle, som er tredjelandsstatsborger, forblev i Irland.

47 Det er ligeledes ubestridt, at de ægtefæller, der er unionsborgere,

noget tid efter deres udrejse indgav anmodninger om skilsmisse, som førte til domstolsafgørelser om ophævelse af de ægteskaber, der forbandt disse unionsborgere med de pågældende tredjelands-statsborgere.

Om det første spørgsmål

48 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere be-

stemt oplyst, om artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der er blevet skilt fra en uni-onsborger, og hvis ægteskab har varet i mindst tre år inden begyn-delsen af proceduren til skilsmisse, heraf mindst ét år i værtsmed-lemsstaten, kan bevare sin ret til ophold i denne medlemsstat på grundlag af denne bestemmelse, når den ægtefælle, som er unions-borger, er udrejst fra denne medlemsstat inden skilsmissen.

49 Der skal derfor redegøres nærmere for de betingelser, som skal væ-

re opfyldt, for at artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2004/38 finder anvendelse, og navnlig for, om en tredjelandsstats-borgers ægtefælle, der er unionsborger, skal opholde sig i værts-medlemsstaten i overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 1, indtil bevillingen af skilsmisse, for at denne tredjelandsstatsborger kan påberåbe sig direktivets artikel 13, stk. 2.

50 Hvad angår retten til ophold i værtsmedlemsstaten for tredjelands-

statsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, bemær-kes indledningsvis, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at de rettigheder, der tildeles tredjelandsstatsborgere ved direktiv 2004/38, ikke udgør selvstændige rettigheder for disse statsborgere, men rettigheder, som er afledt af en unionsborgers udøvelse af ret-ten til fri bevægelighed. Formålet med og begrundelsen for sådanne afledte rettigheder er baseret på en konstatering af, at et afslag på at anerkende sådan rettigheder kan gribe ind i den frie bevægelighed for unionsborgeren, idet denne afholdes fra at udøve sine rettighe-der med hensyn til indrejse og ophold i værtsmedlemsstaten (jf. i denne retning dom O. og B., C-456/12, EU:C:2014:135, præmis 36 og 45 og den deri nævnte retspraksis).

51 Det bemærkes ligeledes, at det ikke er alle tredjelandsstatsborgere,

men kun dem, som er ”familiemedlem[mer]” – som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 2) – til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at bosætte sig i en anden medlems-stat end den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, som i medfør af direktiv 2004/38 har ret til indrejse og ophold i en medlemsstat (dom Iida, C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

52 Desuden kræver artikel 3, stk. 1, i direktiv 2004/38, at familiemed-

lemmet til en unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en an-den medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne for at være beret-tiget person i henhold til dette direktiv (jf. dom Iida, C-40/11, EU:C: 2012:691, præmis 61).

53 Artikel 7 i direktiv 2004/38 om ret til ophold i mere end tre måneder

opstiller ligeledes krav om, at familiemedlemmer til en unionsbor-ger, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, ”ledsager” eller ”slutter sig til” sidstnævnte i værtsmedlemsstaten for dér at have opholdsret (dom Metock m.fl., C-127/08, EU:C:2008:449, præmis 86).

54 Det fremgår af Domstolens praksis, at den betingelse, hvorefter

tredjelandsstatsborgeren skal ledsage eller slutte sig til unionsbor-geren, skal forstås således, at den ikke vedrører ægtefællernes for-pligtelse til at bo sammen under samme tag, men forpligtelsen til begge at have bopæl i den medlemsstat, hvor den ægtefælle, som er unionsborger, udøver sin ret til fri bevægelighed (jf. i denne retning dom Ogieriakhi, C-244/13, EU:C:2014:2068, præmis 39).

55 Tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unions-

borger, kan således kun påberåbe sig den i direktiv 2004/38 fastsatte opholdsret i den værtsmedlemsstat, hvor den pågældende unions-borger har bopæl, og ikke i en anden medlemsstat (jf. i denne ret-ning dom Iida, C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 63 og 64).

56 Desuden indrømmer artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38 en ret til op-

hold i værtsmedlemsstaten på mere end tre måneder til de familie-

medlemmer til en unionsborger, der er statsborgere i et tredjeland, og som ledsager eller slutter sig til unionsborgeren i denne med-lemsstat, så længe denne unionsborger selv opfylder betingelserne i direktivets artikel 7, stk. 1, litra a), b) eller c).

57 Endelig fremgår det af artikel 14, stk. 2, i direktiv 2004/38, at den ret

til ophold på værtsmedlemsstatens område, som familiemedlem-mer til en unionsborger har på grundlag af direktivets artikel 7, stk. 2, kun bevares, så længe de opfylder betingelserne i denne bestem-melse.

58 Det følger heraf, at når en unionsborger, der befinder sig i en situa-

tion som den, ægtefællerne til sagsøgerne i hovedsagen befinder sig i, forlader værtsmedlemsstaten og slår sig ned i en anden medlems-stat eller et tredjeland, opfylder denne unionsborgers ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger, ikke længere betingelserne for at have ret til ophold i værtsmedlemsstaten i medfør af artikel 7, stk. 2, i direk-tiv 2004/38. Det skal imidlertid undersøges, om, og på hvilke betin-gelser den nævnte ægtefælle kan påberåbe sig en ret til ophold på grundlag af artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2004/38, når unionsborgerens udrejse er blevet efterfulgt af skilsmisse.

59 I medfør af artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2004/38

betyder skilsmisse ikke, at familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, mister deres ret til op-hold, ”hvis ægteskabet […] ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse […] har varet i mindst tre år, heraf mindst ét år i værts-medlemsstaten” .

60 Denne bestemmelse opfylder således det formål, der er anført i 15.

betragtning til direktivet, og som består i at sikre familiemedlem-merne retsbeskyttelse i tilfælde af unionsborgerens død, opløsning af ægteskab eller et registreret partnerskabs ophør ved i denne hen-seende at træffe foranstaltninger for at sikre, at familiemedlemmer, der allerede opholder sig på værtsmedlemsstatens område, i så-danne tilfælde bevarer deres opholdsret udelukkende på et person-ligt grundlag.

61 Den i den nævnte bestemmelse foretagne henvisning til ”værtsmed-

lemsstaten” , som i artikel 2, nr. 3), i direktiv 2004/38 kun defineres under henvisning til dels unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed og ophold, dels ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” , indebærer nødvendigvis, at retten til ophold for uni-onsborgerens ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger, kun kan be-vares på grundlag af artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2004/38, såfremt den medlemsstat, hvor denne statsborger har bopæl, er ”værtsmedlemsstaten” som omhandlet i artikel 2, nr. 3), i direktiv 2004/38 på det tidspunkt, hvor proceduren til skilsmisse påbegyndes.

62 Dette er imidlertid ikke tilfældet, såfremt unionsborgeren inden be-

gyndelsen af en sådan procedure forlader den medlemsstat, hvor den pågældendes ægtefælle har bopæl, med henblik på at slå sig

ned i en anden medlemsstat eller et tredjeland. I en sådan situation ophørte den ret til ophold, som tredjelandsstatsborgen afledte på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38, nemlig i forbindelse med unionsborgerens udrejse, og den kan derfor ikke længere be-vares på grundlag af direktivets artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a).

63 Det følger heraf, at såfremt en tredjelandsstatsborger, som er gift

med en unionsborger, havde ret til ophold på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38 på det tidspunkt, hvor proceduren til skilsmisse begyndte, bevares denne ret på grundlag af direktivets artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a), såvel under skilsmisseproce-duren som efter bevilling af skilsmisse, forudsat at betingelserne i direktivets artikel 13, stk. 2, andet afsnit, er opfyldt.

64 De pågældende tredjelandsstatsborgeres ægtefæller, der er unions-

borgere, forlod dog i de tre tvister i hovedsagen værtsmedlemssta-ten og slog sig ned i en anden medlemsstat, endog før proceduren til skilsmisse var blevet indledt.

65 Det fremgår af denne doms præmis 58, at den ægtefælle, der er

tredjelandsstatsborger, ikke længere opfylder betingelserne for at have ret til ophold i værtsmedlemsstaten i medfør af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38, efter at den ægtefælle, som er unionsborger, er udrejst.

66 Det må derfor fastslås, at en tredjelandsstatsborgers ægtefælle, som

er unionsborger, skal opholde sig i værtsmedlemsstaten i overens-stemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38 indtil den dato, hvor proceduren til skilsmisse påbegyndes, for at denne tred-jelandsstatsborger kan gøre gældende, at den pågældendes ret til ophold i denne medlemsstat kan bevares på grundlag af direktivets artikel 13, stk. 2.

67 Det følger heraf, således som generaladvokaten har anført i punkt

27 i forslaget til afgørelse, at under omstændigheder som de i ho-vedsagen omhandlede har den omstændighed, at den ægtefælle, der er unionsborger, er udrejst, allerede bevirket, at den ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger, og som er bosiddende i værtsmed-lemsstaten, har fortabt sin ret til ophold. En senere anmodning om skilsmisse kan ikke føre til, at denne ret genopstår, idet artikel 13 i direktiv 2004/38 alene omhandler ”bevarelse” af en eksisterende ret til ophold.

68 …

70 Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål

besvares med, at artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der er blevet skilt fra en uni-onsborger, og hvis ægteskab har varet i mindst tre år inden begyn-delsen af proceduren til skilsmisse, heraf mindst ét år i værtsmed-lemsstaten, ikke kan bevare sin ret til ophold i denne medlemsstat på grundlag af denne bestemmelse, når den ægtefælle, som er uni-

onsborger, er udrejst fra denne medlemsstat inden begyndelsen af proceduren til skilsmisse.”

Af EU-Domstolens dom af 2. september 2021 i sagen C-930/19 (X mod État bel-ge) fremgår bl.a.:

” Om det præjudicielle spørgsmål

27 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt

oplyst, om artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 er gyldig i lyset af chartrets artikel 20 og 21.

28 Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om EU-lovgiver ved i

tilfælde af skilsmisse at underlægge bevarelsen af opholdsretten for tredjelandsstatsborgere, der har været udsat for vold i hjemmet be-gået af deres ægtefæller, som er unionsborgere, de betingelser, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2004/38 – herun-der navnlig betingelsen om at råde over tilstrækkelige midler – mens artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86 ikke opstiller sådanne be-tingelser med henblik på tildeling, under samme omstændigheder, af en selvstændig opholdstilladelse til tredjelandsstatsborgere, som har været udsat for vold i hjemmet begået af deres ægtefæller, der også er tredjelandsstatsborgere, i strid med chartrets artikel 20 og 21 har indført en forskelsbehandling mellem disse to kategorier af tredjelandsstatsborgere, som har været udsat for vold i hjemmet, til skade for den førstnævnte kategori.

29 Indledningsvis skal det bemærkes, at Europa-Kommissionen, uden

at denne formelt har fremsat en påstand om afvisning af den fore-læggende rets præjudicielle spørgsmål, i sit skriftlige indlæg og Eu-ropa-Parlamentet i sit mundtlige indlæg har rejst tvivl om, hvorvidt artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i nævnte direktiv 2004/38 fin-der anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen om-handlede.

30 Denne tvivl er støttet på dom af 30. juni 2016, NA (C-115/15, EU:

C:2016:487, præmis 51), hvori Domstolen fastslog, at denne be-stemmelse skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der er blevet skilt fra en unionsborger, som under ægteskabet har udsat den pågældende tredjelandsstatsborger for vold i hjemmet, ikke kan bevare sin ret til ophold i værtsmedlemsstaten på grundlag af denne bestemmelse, når den ægtefælle, som er unionsborger, er ud-rejst fra denne medlemsstat inden begyndelsen af proceduren til skilsmisse.

31 Som anført i nærværende doms præmis 16 og 22, forholder det sig

således, at selv om sagsøgeren i hovedsagen under sit ægteskab var udsat for vold i hjemmet begået af sin tidligere ægtefælle, der er unionsborger – hvilket det tilkommer den forelæggende ret at ef-terprøve – har hun siden den 10. september 2015 boet i Frankrig med deres datter. Proceduren til skilsmisse blev først indledt knap

tre år efter de sidstnævntes udrejse fra Belgien, nemlig den 5. juli 2018, og førte til skilsmisse den 24. juli 2018.

32 Det er i denne sammenhæng, at anvendelsesområdet for artikel 13,

stk. 2, første afsnit, litra c), i direktiv 2004/38 skal fastlægges, inden gyldigheden af dette direktivs artikel 13, stk. 2, andet afsnit, vurde-res i lyset af de grunde, som den forelæggende ret har anført.

33 I denne henseende fremgår det indledningsvis af de udtryk, der er

anvendt både i overskriften til og i ordlyden af artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38, at bevarelsen af den ret til ophold, som de med-lemmer af en unionsborgers familie, som ikke selv er statsborgere i en medlemsstat, har på grundlag af denne bestemmelse, bl.a. er fastsat i tilfælde af skilsmisse, og at en sådan skilsmisse derfor ikke betyder, at en sådan opholdsret mistes, når betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016: 487, præmis 40).

34 Hvad dernæst angår den sammenhæng, som denne bestemmelse

indgår i, er artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 en undtagelse til princippet om, at det ikke er alle tredjelandsstatsborgere, men kun dem, som er ”familiemedlem[mer]” som omhandlet i dette direk-tivs artikel 2, nr. 2), til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at bosætte sig i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, som i medfør af det nævnte direktiv har ret til indrejse og ophold i en medlemsstat, idet et sådant princip allerede er blevet fastlagt i Domstolens faste praksis (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016:487, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

35 Artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 omhandler således de undtagel-

sestilfælde, hvor skilsmissen ikke betyder, at de omhandlede tred-jelandsstatsborgere mister retten til ophold i henhold til direktiv 2004/38, selv om disse statsborgere efter deres skilsmisse ikke læn-gere opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 7, stk. 2, herun-der navnlig betingelsen om ”familiemedlem” til en unionsborger som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 2, litra a) (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016:487, præmis 42).

36 Hvad endelig angår formålet med artikel 13, stk. 2, i direktiv

2004/38 modsvarer denne bestemmelse det i 15. betragtning til dette direktiv fastsatte formål om at sikre familiemedlemmerne retsbe-skyttelse i tilfælde af skilsmisse, omstødelse af ægteskabet eller et registreret partnerskabs ophør ved i denne henseende at træffe for-anstaltninger for at sikre, at familiemedlemmer, der allerede ophol-der sig på værtsmedlemsstatens område, i sådanne tilfælde bevarer deres ret til ophold på et personligt grundlag (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016:487, præmis 45).

37 I denne henseende fremgår det af forarbejderne til direktiv 2004/38,

herunder navnlig af begrundelsen til forslaget til Europa-Parlamen-tets og Rådets direktiv om unionsborgeres og deres familiemed-lemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes

område (KOM(2001) 257 endelig), at den fraskilte ægtefælle kunne blive frataget retten til ophold i værtsmedlemsstaten i medfør af EU-retten før direktiv 2004/38 (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016:487, præmis 46).

38 Dette direktivforslag præciserer i denne forbindelse, at formålet

med den påtænkte bestemmelse, nu artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38, er at sikre en vis retsbeskyttelse for tredjelandsstatsborge-re, hvis opholdsret er knyttet til et familiemæssigt bånd i form af ægteskab, og som derfor kunne udsættes for afpresning med trusler om skilsmisse, og at en sådan beskyttelse kun er nødvendig i tilfæl-de af en uigenkaldelig skilsmisseerklæring, eftersom retten til op-hold for en ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger, på ingen måde påvirkes i tilfælde af separation (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016:487, præmis 47).

39 Så længe ægteskabet består, bevarer en ægtefælle, der er tred-

jelandsstatsborger, nemlig sin status som familiemedlem til en uni-onsborger som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv 2004/38 og har på dette grundlag en afledt opholdsret i værtsmedlemsstaten eller i givet fald i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger (dom af 12.3.2014, O. og B., C-456/12, EU:C:2014:135, præmis 61).

40 Det følger af det ovenstående, at det fremgår af dens ordlyd, den

sammenhæng, hvori den indgår, og dens målsætninger, at iværk-sættelsen af artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38, herunder retten i ar-tikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i direktiv 2004/38, er betinget af de pågældendes skilsmisse (dom af 30.6.2016, NA, C-115/15, EU:C:2016:487, præmis 48).

41 I præmis 62 i dom af 16. juli 2015, Singh m.fl. (C-218/14, EU:C:2015:

476), fastslog Domstolen, at i den situation, hvor unionsborgeren inden begyndelsen af proceduren til skilsmisse forlader den med-lemsstat, hvor den pågældendes ægtefælle har bopæl, med henblik på at slå sig ned i en anden medlemsstat eller et tredjeland, ophører den ret til ophold, som tredjelandsstatsborgen afledte på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38, i forbindelse med unionsborge-rens udrejse, og den kan ikke længere bevares på grundlag af direk-tivets artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a).

42 I det tilfælde, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i

direktiv 2004/38, ville den omstændighed, at der for bevarelsen af opholdsretten for en tredjelandsstatsborger, som har været udsat for vold i hjemmet begået af den pågældendes ægtefælle, der er unionsborger, opstilles et krav om, at proceduren til skilsmisse ind-ledes inden denne unionsborgers udrejse fra værtsmedlemsstaten, imidlertid kunne give sidstnævnte et afpresningsmiddel, som åben-bart er i strid med målet om at sikre beskyttelsen af ofre for sådan vold, og derved – således som generaladvokaten har anført i punkt 87 og 88 i forslaget til afgørelse – kunne udsætte disse ofre for af-presning med trusler om skilsmisse eller om udrejse.

43 I modsætning til, hvad der blev fastslået i præmis 51 i dom af 30.

juni 2016, NA (C-115/15, EU:C:2016:487), skal det derfor fastslås, at med henblik på bevarelsen af retten til ophold på grundlag af arti-kel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i direktiv 2004/38 kan proceduren til skilsmisse indledes efter unionsborgerens udrejse fra værtsmed-lemsstaten. Af retssikkerhedshensyn kan en tredjelandsstatsborger, der har været udsat for vold i hjemmet begået af dennes ægtefælle – som er unionsborger – og hvis procedure til skilsmisse ikke er ble-vet indledt inden sidstnævntes udrejse fra værtsmedlemsstaten, imidlertid kun påberåbe sig bevarelsen af sin ret til ophold på grundlag af denne bestemmelse, såfremt denne procedure indledes inden for en rimelig frist efter en sådan udrejse.

44 Det er således vigtigt, at den pågældende tredjelandsstatsborger,

hvis ægtefælle er unionsborger, gives tilstrækkelig tid til at foretage et valg mellem de to muligheder, som vedkommende indrømmes i direktiv 2004/38 med henblik på at bevare en opholdsret i medfør af dette direktiv, og som består i enten at indlede en procedure til skilsmisse med henblik på meddelelse af en personlig opholdsret i henhold til nævnte direktivs artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), eller at tage ophold i den medlemsstat, hvor unionsborgeren har bopæl, med henblik på at bevare sin afledte ret til ophold. Det skal i denne henseende bemærkes, at ægtefællen ikke nødvendigvis til stadighed skal bo sammen med unionsborgeren for at have en af-ledt opholdsret (dom af 13.2.1985, Diatta, 267/83, EU:C:1985:67, præmis 20 og 22, og af 8.11.2012, Iida, C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 58).

45 Som anført i nærværende doms præmis 31 sluttede sagsøgeren i

hovedsagen sig i det foreliggende tilfælde ikke til sin ægtefælle i oprindelseslandet. Han indledte proceduren til skilsmisse den 5. juli 2018, dvs. knap tre år efter hans ægtefælles og deres datters udrejse fra værtsmedlemsstaten, hvilket ikke synes at svare til en rimelig frist.”

Anbringender

Sagsøger har anført, at tidsperioden efter EU-opholdsbekendtgørel-sens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), skal regnes frem til den 31. oktober 2017, hvor der blev indledt procedure for den kompetente myndighed, der kunne opløse ægteskabet. Sagsøger har derfor bevaret sin ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet de øvri-ge betingelser for fortsat opholdsret ses at være opfyldt.

EU-Domstolen har fastslået, at det er nødvendigt ikke at fortolke bestemmel-serne i EU-opholdsdirektivet restriktivt og ikke at fratage dem deres effektive virkning. EU-Domstolen har i forhold til artikel 16, stk. 2, om ret til tidsube-grænset ophold efter fem år for familiemedlemmer, der har boet sammen med unionsborgeren, således bemærket, at hvis denne bestemmelse var genstand for en ren ordlydsfortolkning, kunne tredjelandsborgeren være sårbar over for sin

ægtefælles ensidige beslutninger. Dette ville stride mod direktivets ånd, hvor et af målene i henhold til præambelbetragtning 15 er, at unionsborgerens familie-medlemmer, der opholder sig i værtsmedlemsstaten, bør sikres retsbeskyttelse med henblik på, at de i visse tilfælde bevarer deres opholdsret udelukkende på et personligt grundlag, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-244/13, (Ogleriakhi), præmis 40.

Bestemmelserne i EU-opholdsdirektivet skal således ikke i alle tilfælde være genstand for en ren og rigid ordlydsfortolkning, hvis dette medfører en for re-striktiv fortolkning, der fratager bestemmelserne deres effektive virkning, her-under i strid med direktivets ånd som udtrykt i præambelbetragtning 15.

Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den dertil kompetente myndighed. Dette er således ikke tilfældet, når ægte-fællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille, så ægtefællen ikke nødvendigvis til stadighed skal bo sammen med unionsborgeren for at have en afledt opholdsret, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 18. november 2012, sag C-40/11 (Iida), præmis 58. Dette var tilsvarende gældende for de EU-retlige instrumenter, der var gældende før EU-opholds-direktivets vedtagelse, jf. EU-Domstolens dom i sag C-267/83 (Diatta), præmis 20 og 22.

Det afgørende tidspunkt for ophør af en afledt opholdsret er således det tids-punkt, hvor ægteskabet opløses ved en afgørelse fra en kompetent myndighed. Det afgørende er ikke, om ægtefællerne bor sammen indtil dette tidspunkt. Det er desuden fastslået af EU-Domstolen, at retten til ophold for en ægtefælle, der er tredjelandsborger, ikke påvirkes i tilfælde af separation, jf. EU-Domstolens dom i sag C-115/15 (NA), præmis 47. Dette udgangspunkt er endvidere fulgt i EFTA Surveillance Authority udtalelse rettet til Lichtenstein (sagnr. 79430 – doc. 872915 – afg.nr. 031/18/COL). Det bemærkes, at de nationale regler om skilsmisse i Lichtenstein ses at være identiske med reglerne i Danmark. Det føl-ger således af EU-retten, herunder EU-Domstolens fortolkning af EU-opholds-direktivet, at beregningen af længden på et ægteskab i henhold til artikel 13, stk. 2, litra a), skal løbe frem til tidspunktet, hvor proceduren, der konkret kan føre til opløsning af de ægteskabelige bånd mellem ægtefællerne, begyndes ved den kompetente myndighed.

Efter bestemmelsens ordlyd fremgår det af den danske sprogversion af direkti-vet, at dette tidspunkt er ”begyndelse af proceduren til skilsmisse” . Af andre sprogudgaver af direktivet er dette modsat formuleret som den retlige/judicielle procedure. Det henvises i den forbindelse til den tyske udgave, ”einleitung des gerichtlichen Scheidungs” , den franske udgave ”le début de la procédure judi-ciaire de divorce” og den spanske udgave ”el procedimiento judicial de di-

vorcio” . Bestemmelsens ordlyd er således uklar i forhold til, hvordan procedu-ren skal forstås.

Der skal i den forbindelse tillige henvises til Rådets forordning 2201/2003 EF af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af rets-afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar. Forordnin-gen finder anvendelse på det civilretlige område for spørgsmål vedrørende bl.a. skilsmisse, jf. artikel 1, stk. 1, litra a). Det følger i forlængelse heraf af definitio-nerne i forordningen, at der ved ”ret” skal forstås alle myndigheder i medlems-staterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under forordningens an-vendelsesområde, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 1. Ved ”retsafgørelse” skal forstås en-hver afgørelse om skilsmisse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes såsom dom eller kendelse, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 4.

Det gøres på den baggrund gældende, at den rette forståelse af EU-opholds-direktivet og EU-retten, hvor der henvises til ”begyndelse af proceduren til skilsmisse” , herefter er, at der er tale om den procedure, der startes ved den myndighed, der har kompetence til at meddele skilsmisse i en situation, hvor der ikke er enighed om skilsmisse. Efter EU-retten foreligger der således først en afgørelse om skilsmisse, når denne kompetente myndighed har truffet afgø-relse herom, og det gøres hertil gældende, at den naturlige procedure i tilknyt-ning hertil er den procedure, der er påbegyndt ved denne myndighed.

Det fremgår af forarbejderne til dagældende ægteskabslovs § 43, stk. 2, nr. 2, bl.a., at der blev indført en toleddet model for sagernes overgang til domstols-behandling, hvor det første led er sagens afslutning i statsforvaltningen, og det andet led er indbringelse for retten, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.1. i lovforslag nr. L 28 af 24. februar 2005. Bestemmelsen var således også beskrevet under kapitlet ”Afslutning af en separations- eller skilsmissesag og indbringelse for retten” .

Skilsmisseproceduren ansås herefter for afsluttet ved Statsforvaltningen. Hvis en ægtefælle fortsat ønskede skilsmisse, skulle den pågældende således påbe-gynde en ny sag ved at anmode Statsforvaltningen om at indbringe sagen for domstolene. Der ville herefter blive påbegyndt en ny procedure om skilsmisse efter, at Statsforvaltningen havde afsluttet ægteskabssagen, hvorefter en ny af-koblet procedure påbegyndtes ved domstolene påbegyndt af den ene ægtefælle.

Det gøres herefter gældende, at Udlændingenævnets afgørelse er baseret på en forkert anvendelse og forståelse af det retlige grundlag, der var knyttet til en skilsmisseproces, der indledtes ved domstolene i 2017, og en forkert fortolkning af det EU-retlige grundlag, der kan medføre bevarelse af en opholdsret. Ud-lændingenævnet har i sin afgørelse sidestillet retsgrundlaget for Statsforvalt-ningens behandling af skilsmissesager med retsgrundlaget for Familieretshu-

sets behandling af skilsmissesager. Det er således ikke korrekt, når Udlændin-genævnet finder, at der ikke er tale om en ny indledende eller adskilt proces i forbindelse med skilsmisse ved dom. Det fremgår desuden klart af forarbejder-ne til ægteskabslovens § 43, at der er tale om to adskilte beslutninger, der sær-skilt og uafhængigt af hinanden kan træffes af en ægtefælle.

Den proces, der blev indledt ved unionsborgerens Persons ansøgning af 16. oktober 2017 om skilsmisse, var ikke den proces, der førte til skilsmissen mellem parterne. Denne procedure blev afsluttet af Statsforvaltnin-gen ved en særskilt endelig afgørelse om, at skilsmisse ikke kunne meddeles, hvorefter sagen på baggrund af en ny anmodning fra Person den 31. oktober 2017 i stedet blev indbragt for domstolene. Først på dette tids-punkt blev den procedure, der førte til skilsmissen, startet.

Udlændingenævnets ordlydsfortolkning af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), uden hensyntagen til, at proceduren for skilsmisse må forstås i kontekst af den relevante procedure ved den rette myndighed, er på baggrund af det ovenfor anførte ikke i overensstemmelse med den korrekte forståelse af EU-retten. Hvis ansøgningstidspunktet knyttet til ansøgningen hos Statsforvaltnin-gen skulle være det afgørende og udløsende tidspunkt, vil det medføre, at fami-liemedlemmer, der allerede opholder sig på værtsmedlemsstatens område, ikke får den nødvendige retsbeskyttelse i tilfælde af opløsning af et ægteskab, idet en procedure ved anden myndighed, end den som kan opløse ægteskabet, bli-ver udslagsgivende. Dette er ikke i overensstemmelse med præambelbetragt-ning 15 i EU-opholdsdirektivet, idet det faktisk underminerer beskyttelsen for et familiemedlem ved opløsning af et ægteskab, hvis en proces mv. startet egenhændigt hos en myndighed, der mangler de rette formelle nationale kom-petencer, tillægges betydning.

Udlændingenævnets ordlydsfortolkning er desuden ikke korrekt, idet nævnet i afgørelsen anfører, at tidsangivelsen regnes frem til iværksættelsen af procedu-ren for skilsmisse. Dette følger imidlertid ikke af bestemmelsens ordlyd – idet det rettelig er tidspunktet for begyndelsen af proceduren, der er afgørende.

Ordlydsfortolkningen medfører desuden faktisk, at retsbeskyttelsen for tred-jelandsborgeren mistes, idet en unionsborger derved egenhændigt kan beslutte tidspunktet for, hvornår de ægteskabelige bånd skal brydes. Tredjelandsborge-ren vil dermed være enormt sårbar over for sin ægtefælles ensidige beslutnin-ger, der tillige kan misbruges, jf. hertil endvidere i retning af, at et sådant hen-syn indgår i fortolkningen, EU-Domstolens dom i sag C-930/19, (État belge).

Det gøres på den anførte baggrund derfor gældende, at det relevante tidspunkt, hvor proceduren til skilsmisse påbegyndes, er den 31. oktober 2017, idet Stats-forvaltningen denne dato oversendte sagen til den kompetente myndighed,

som er domstolen. På den baggrund gøres det sammenfattende gældende, at længden af Sagsøger og Persons ægteskab efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), skal beregnes indtil det tidspunkt, hvor begyndelsen af procedu-ren til skilsmisse blev begyndt, dvs. den 31. oktober 2017, hvorefter ægteskabet har varet i mere end 3 år.

Ikke særlige hensyn

Sagsøger har under hovedforhandlingen oplyst, at det ikke gøres gældende, at han – hvis ægteskabet med hans tidligere ægtefælle ikke anses for at have været mindst tre år på tidspunktet for begyndelsen af proceduren til skilsmisse – i øvrigt skulle opfylde betingelserne for ophold; herunder gøres det ikke gældende, at der skulle foreligge sådanne hensyn som nævnt i udlændin-gelovens § 26.

Forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen

Sagsøger har, forudsat at landsretten ikke finder grundlag for at føl-ge den nedlagte påstand, særskilt anmodet om, at sagen udsættes med henblik på forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen, jf. TEUF-artikel 267, stk. 2.

Det er således efter Sagsøgers opfattelse uklart, om den fortolkning, som Udlændingenævnet har anvendt i sin afgørelse af 17. november 2020 af EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), er korrekt. Denne fortolkning – som der ikke er enighed om – rejser sådanne spørgsmål om forståelsen og for-tolkningen af EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), at præjudiciel fo-relæggelse er nødvendig.

EU-Domstolen har ikke tidligere taget stilling til, hvordan EU-opholdsdirek-tivets artikel 13, stk. 2, litra a), skal forstås og anvendes i en situation som den foreliggende, hvor den oprindelige anmodning om skilsmisse ikke, hverken formelt eller faktisk, kunne føre til en opløsning af ægteskabet. Det er endvidere uklart, hvilken myndighed en sådan anmodning i direktivets forstand kan fremsættes over for, for at proceduren til skilsmisse kan anses for påbegyndt efter opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a).

Sagsøger finder, at EU-Domstolens dom i sag C-218/14, Singh, ikke støtter Udlændingenævnets fortolkning af EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), og der ses således ikke i EU-Domstolens praksis at være taget stilling til en sag som den foreliggende. Den rimelige tvivl om forståelsen af EU-retten i den foreliggende sag er ikke identisk med den, der forelå i sagen C-218/14, Singh. Der er således ikke som i C-218/14 tale om en sag, hvor opholdsretten er ”genopstået” , men derimod om at opholdsretten bevares i relation til opholds-direktivets artikel 13, stk. 2, litra a).

Det er desuden tvivlsomt, som det er gjort gældende af Udlændingenævnet, om ”en naturlig sproglig forståelse af direktivbestemmelsens begreb ”begyndelsen af skilsmisseproceduren” , indebærer, at det relevante tidspunkt er tidspunktet for anmodningen om skilsmisse” . Det dagældende nationale retsgrundlag med-fører, at der i skilsmisseproceduren i nærværende sag var to anmodninger. Den første anmodning førte netop ikke til skilsmissen. Det er også herved uklart – også efter en naturlig sproglig forståelse af direktivbestemmelsen – hvorledes tidspunktet skal forstås i relation til en skilsmisseprocedure, der forudsætter flere anmodninger.

En præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen er både egnet og påkrævet til afklaring af forståelsen af EU-retten, ligesom den er af afgørende betydning for afgørelse af nærværende sag, hvis Udlændingenævnets fortolkning skal lægges til grund i sagen.

Udlændingenævnet har anført, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ud-lændingenævnets afgørelse af 17. november 2020. Sagsøger har såle-des ikke godtgjort, at han opfylder betingelserne for at bevare sin ret til tidsbe-grænset ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen og opholdsdirektivet, efter at han og hans tidligere ægtefælle blev skilt. Navnlig har Sagsøger ikke godtgjort, at Udlændingenævnets fortolkning af henholdsvis opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), og EU-opholdsbe-kendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, om, at tidspunktet for proceduren til skilsmis-sen påbegyndte den 16. august 2017, hvor Sagsøgers tidligere ægte-fælle indledte proceduren til skilsmisse i Statsforvaltningen, ikke er korrekt.

Sagsøgers ret til tidsbegrænset ophold i Danmark efter EU-retten ophørte som følge af hans og hans tidligere ægtefælles skilsmisse. Sagsøgers tidligere ægtefælle indledte proceduren til skilsmisse i Statsforvaltnin-gen den 16. august 2017, og parrets ægteskab – som blev indgået den 18. okto-ber 2014 – havde på dette tidspunkt ikke varet i mindst tre år, heraf et år i Dan-mark, hvilket er en betingelse for, at Sagsøger kan bevare sin op-holdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1.

Det følger af ordlyden af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a) – som EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med – at det relevante tidspunkt for bestemmelsen er ”begyndelsen af procedu-ren til skilsmisse” . En naturlig sproglig forståelse af direktivbestemmelsens ord-lyd indebærer, at det relevante tidspunkt er tidspunktet for anmodningen om skilsmisse. Det forhold, at skilsmisseproceduren efterfølgende er forskellig af-hængig af, om ægtefællerne er enige om skilsmissen, og det forhold, at det i tilfælde af, at parterne ikke er enige, er nødvendigt at indbringe spørgsmålet for domstolene, der i så fald har enekompetence til at opløse ægteskabet, ændrer ikke på, at proceduren blev påbegyndt med Sagsøgers ægtefælles

anmodning. Dette bekræftes navnlig af, at dette indledende skridt er nødven-digt i en skilsmisseprocedure, uanset om parterne er enige om skilsmissen, jf. ægteskabslovens dagældende § 37, stk. 2, hvorefter ”anmodning om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen” . Det er således ikke muligt at påbegynde en skilsmisseprocedure efter dansk ret ved at anlægge sag direkte ved domstolene, jf. dagældende vejledning nr. 48 om statsforvaltningernes be-handling af sager om separation og skilsmisse af 13. juni 2012, punkt 2.

Det er korrekt, at det efter den dagældende ægteskabslovs § 37, stk. 2, var en betingelse, at den ægtefælle, der ønskede at blive skilt, indgav en anmodning om skilsmisse til Statsforvaltningen. Det er ligeledes korrekt, at Statsforvaltnin-gen, i tilfælde hvor der ikke er bevilliget skilsmisse, kun efter en ny anmodning kunne indbringe sagen for retten med henblik på at få ægteskabet opløst ved dom, jf. § 43, stk. 1. Det er imidlertid efter Udlændingenævnets opfattelse ud-tryk for en – til lejligheden skabt – kunstig opdeling af proceduren for skilsmis-se, når Sagsøger med henvisning til de to adskilte anmodninger, som var påkrævet, argumenterer for, at der i realiteten var tale om to adskilte procedurer.

En læsning af kapitel 4 om separation og skilsmisse i den dagældende ægte-skabslov bekræfter, at proceduren for skilsmisse ikke kan opdeles på den måde, som Sagsøger ønsker. Under overskriften ”Fremgangsmåden ved sepa-ration eller skilsmisse” fremgår det først af § 37, stk. 1, at ” Separation eller skilsmisse gives ved bevilling eller dom. ” Uden at skelne mellem skilsmisse ved bevilling el-ler dom fremgår det dernæst af § 37, stk. 2, at ”Anmodning om separation eller skilsmisse indgives til Statsforvaltningen” .

Loven gør det dermed klart, at uanset om en skilsmisse sker ved bevilling eller dom, så forudsatte skilsmisse efter den dagældende ægteskabslov indgivelse af en anmodning om skilsmisse til Statsforvaltningen. At en skilsmisse i tilfælde af uenighed mellem parterne efter dagældende ægteskabslovgivning krævede, at Statsforvaltningen afsluttede den administrative procedure og indbragte sagen for retten, ændrer ikke herved.

På samme måde var det også en forudsætning i den foreliggende sag, at en for-udgående procedure vedrørende skilsmisse var gennemført, og at der ikke un-der denne procedure var opnået enighed om skilsmisse efter separation mellem ægteskabets parter, fordi den ene part ikke var mødt efter to indkaldelser.

I det lys må Sagsøgers ægtefælles ansøgning om skilsmisse ved brev af 16. august 2017 derfor anses for at være ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” i artikel 13, stk. 2, litra a), i opholdsdirektivets forstand, jf. også Kø-benhavns Byrets dom af 6. september 2023 i sag BS9709/2021-KBH (anket).

Denne fortolkning af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), understøttes af EU-Domstolens dom af 16. juli 2015 i sag C-218/14, Singh, præmis 63-67 samt EU-Domstolens dom af 2. september 2021 i sag C-930/19, État Belge, præmis 22, 31 og 45. Udlændingenævnets fortolkning af bestemmelsen modsiges ikke af den EU-Domstolspraksis, som Sagsøger henviser til, eftersom det – som anført i Udlændingenævnets afgørelse – angår en anden situation og der-med ikke spørgsmålet om, hvornår proceduren til skilsmisse blev indledt.

Ligeledes kan Sagsøgers henvisning til EFTA Tilsynsmyndighedens udtalelse rettet til Liechtenstein (Case No. 79430, Document No. 872915, Deci-sion No. 031/18/COL), præmis 22-23, ikke føre til en anden fortolkning af artikel 13, stk. 2, litra a) i opholdsdirektivet. Skilsmisseproceduren i henholdsvis Dan-mark og Liechtenstein adskiller sig på helt afgørende måder, idet myndighe-derne i Liechtenstein tilsyneladende kan træffe afgørelse om ophør af tred-jelandsfamiliemedlemmets opholdsret allerede på det tidspunkt, hvor tred-jelandsfamiliemedlemmets ægtefælle indgiver anmodning om skilsmisse. Dette er ikke tilfældet i Danmark, hvor myndighederne først, når parret er blevet skilt, retter henvendelse til tredjelandsfamiliemedlemmet med henblik på at vurdere, om betingelserne for fortsat ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt, eller om opholdsretten er ophørt.

Udlændingenævnet bestrider derudover, at Udlændingenævnets fortolkning af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), indebærer, at tredjelandsfamilie-medlemmet ikke får den nødvendige retsbeskyttelse i tilfælde af opløsning af ægteskabet, når det er unionsborgeren, der egenhændigt indgiver ansøgning om skilsmisse til Statsforvaltningen. I den forbindelse bemærkes, at både perio-den på tre år i direktivets artikel 13, stk. 2, litra a), og EU-opholdsbekendtgørel-sens § 17, stk. 2, nr. 1, og tidspunktet for ophør af den treårige periode (begyn-delsen til skilsmisseproceduren) er udtryk for EU-lovgivers afbalancering af hensynene til på den ene side retsbeskyttelsen af tredjelandsstatsborgeren i til-fælde af opløsning af ægteskabet og på den anden side hensynet til, at der skal være en reel forbindelse til unionsborgerens fri bevægelighed, for at opholdsdi-rektivet finder anvendelse.

De afledte rettigheder for unionsborgeres ægtefæller i tilfælde af skilsmisse skal således begrænses til det, der er nødvendigt for at beskytte unionsborgerens fri bevægelighed, og samtidig sikre en vis retsbeskyttelse for tredjelandsstatsbor-geren. Udlændingenævnets fortolkning af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), i afgørelsen af 17. november 2020 er fuldt i overensstemmelse med disse formål.

Endelig kan Sagsøgers henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuld-byrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældre-

ansvar, herunder definitionerne af ”ret” og ”retsafgørelse” i denne forordning, ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærker for det første om forordningens anvendelsesområde, at ”[f]or så vidt angår retsafgørelser vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab bør denne for-ordning kun vedrøre opløsningen af ægteskabelige forbindelser” , jf. 8. præam-belbetragtning, og dermed ikke forholdene vedrørende begyndelsen af proce-duren til skilsmisse. For det andet finder forordningen slet ikke anvendelse i Danmark på grund af retsforbeholdet, jf. forordningens 31. præambelbetragt-ning og artikel 2, stk. 1, nr. 3.

Forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen

Vedrørende spørgsmålet om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen er betingelserne i TEUF-artikel 267, stk. 2, ikke opfyldt i denne sag, da de spørgsmål, Sagsøger ønsker at forelægge, ikke er nødvendige for, at landsretten kan træffe afgørelse i sagen.

Det forhold, at det ikke præcist er fastlagt i opholdsdirektivet, hvad der forstås ved ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” , herunder hvornår ”proceduren til skilsmisse” præcist begynder at løbe, giver ikke grundlag for præjudiciel fo-relæggelse. Efter Udlændingenævnets opfattelse har EU-lovgiver bevidst valgt, at formuleringen af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a) skal kunne tage højde for de nationalt fastsatte proceduremæssige krav, der indleder procedu-ren til skilsmisse, hvilket netop er national kompetence. Det indebærer selvsagt, at der i de 27 medlemsstater findes forskellige varianter af, hvad der forstås ved ”proceduren til skilsmisse” . Til illustration kan der henvises til fodnote 49 i ge-neraladvokat Szpunars forslag til afgørelse i sag C930/19, État belge, hvor be-tingelserne for bevilling af skilsmisse gennemgås i henhold til polsk ret, fransk ret, finsk ret og tysk ret. Gennemgangen i fodnoten illustrerer tydeligt, hvor forskellig medlemsstaternes regulering er på netop dette område.

Præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen i denne sag er ikke nødvendig, for-di afgørelsen af, hvad der skal forstås ved ”ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse” , beror på en fortolkning af de danske regler om skilsmisse i kapitel 4 i den dagældende ægteskabslov, som EU-Domstolen ikke vil kunne fortolke i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse, og som den nationale ret fuldt ud vil være i stand til selv at foretage. Dette understøttes også af, at den nationale ret netop har haft anledning til at tage stilling til en fortolkning af ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” i henhold til opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), ved Københavns Byrets dom af 6. september 2023 i sag BS-9709/2021-KBH (anket).

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse af 17. november 2020, hvorved Udlændingenævnet fandt, at Sagsøgers ret til ophold i Dan-

mark som medfølgende familiemedlem til sin tidligere ægtefælle, der var uni-onsborger, ophørte som følge af parrets skilsmisse.

Sagsøger, der er pakistansk statsborger, indgik den 18. oktober 2014 ægteskab med en britisk statsborger bosiddende i Danmark, og han indrejste den 27. juli 2015 i Danmark, hvor han blev meddelt EU-opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8 (nu § 10) som medfølgende familiemedlem til sin ægtefælle. Den 16. august 2017 indgav Sagsøgers ægtefælle ansøg-ning om skilsmisse efter separation til Statsforvaltningen. Sagsøger oplyste til Statsforvaltningen, at han ikke var enig i skilsmisse og ønskede vil-kårsforhandling, og ægteparret blev derfor indkaldt til vilkårsforhandling, jf. § 38 i den dagældende lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Sagsøger udeblev fra vilkårsforhandling to gange, og hans ægtefælle anmodede herefter Statsforvaltningen om at afslutte sagen og indbringe den for retten. Den 31. oktober 2017 indbragte Statsforvaltningen sagen for Københavns Byret efter samme lovs § 43, stk. 2, nr. 2, og ægteparret blev skilt ved dom af 19. janu-ar 2018.

Efter § 17, stk. 2, nr. 1, i EU-opholdsbekendtgørelsen bevarer en tredjelands-statsborger, der har ret til at opholde sig i Danmark som familiemedlem efter bl.a. § 10, retten til ophold i tilfælde af skilsmisse, hvis ægteskabet ved begyn-delsen af proceduren til skilsmisse har varet i mindst tre år, heraf mindst et år her i landet.

Sagsøgers ægteskab havde varet i mindre end tre år på det tids-punkt, hvor hans ægtefælle indgav anmodning til Statsforvaltningen om skils-misse, og i mere end tre år på det tidspunkt, hvor Statsforvaltningen efter an-modning fra ægtefællen indbragte sagen for Københavns Byret. Hovedspørgs-målet i denne sag er derfor, hvilket af de to tidspunkter der udgør ”begyndel-sen af proceduren til skilsmisse” .

Som nævnt blev Sagsøger meddelt EU-opholdskort efter EU-op-holdsbekendtgørelsens § 8 (nu § 10), hvorefter familiemedlemmer, som ledsa-ger eller slutter sig til en unionsborger, der har opholdsret som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, har en afledt ret til ophold her i landet ud over de tre måneder, der følger af udlændingeloven. Det følger af § 29, stk. 1, at en tidsbegrænset opholdsret efter bl.a. § 10 ophører, hvis den pågældende ikke længere opfylder betingelserne.

EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, om familiemedlemmers bevarel-se af retten til ophold efter bl.a. skilsmisse er således en undtagelse til udgangs-punktet om, at den afledte ret til ophold i Danmark ophører, hvis den pågæl-dende ikke længere opfylder betingelserne herfor.

§ 17, stk. 2, nr. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med opholdsdirektivets ar-tikel 13, stk. 2, litra a), hvoraf fremgår, at bl.a. skilsmisse ikke betyder, at fami-liemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, mi-ster deres ret til ophold, hvis ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse har varet i mindst tre år, heraf ét år i værtsmedlemsstaten.

EU-Domstolen har i dom af 2. september 2021 i sag C-930/19, X mod État belge, præmis 35, fastslået, at opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, omhandler de und-tagelsestilfælde, hvor en skilsmisse ikke betyder, at de omhandlede tred-jelandsborgere mister retten til ophold i henhold til direktivet, selv om de efter skilsmissen ikke længere opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 2, herunder navnlig betingelsen om at være ”familiemedlem” til en unionsborger. I præmis 36 i samme dom er anført, at formålet med bestemmelsen dermed modsvarer det formål, der er fastsat i 15. betragtning til opholdsdirektivet om at sikre fami-liemedlemmerne, der allerede opholder sig på værtsmedlemsstatens område, retsbeskyttelse i tilfælde af bl.a. skilsmisse ved i denne henseende at træffe for-anstaltninger for at sikre, at disse familiemedlemmer i sådanne tilfælde bevarer deres ret til ophold på et personligt grundlag.

Landsretten finder, at artikel 13, stk. 2, litra a), herved er udtryk for en afbalan-cering af på den side det hensyn til retsbeskyttelsen af de personer, hvis op-holdsret er knyttet til et familiemæssigt bånd i form af ægteskab, jf. herved tilli-ge kommentaren til forslaget til artikel 13, stk. 2, og på den anden side hensynet til, at der skal være en reel forbindelse til unionsborgerens fri bevægelig for, at opholdsdirektivet finder anvendelse.

Efter § 37 i den dagældende lov om ægteskabs indgåelse og opløsning kunne skilsmisse gives ved bevilling eller dom, og anmodning om skilsmisse skulle indgives til Statsforvaltningen. Efter samme lovs § 42 kunne Statsforvaltningen give bevilling til skilsmisse, hvis ægtefællerne var enige herom og var enige om vilkårene – idet spørgsmål om størrelsen af ægtefællebidrag dog kunne hen-skydes til Statsforvaltningens afgørelse – eller hvis den anden ægtefælle ikke protesterede mod skilsmisse efter seks måneders separation, og vilkårene for separationen også skulle gælde for tiden efter skilsmissen. Endelig kunne Stats-forvaltningen efter anmodning fra en part afslutte en sag og indbringe den for retten bl.a., hvis den pågældende var mødt, mens den anden part var udeblevet trods to indkaldelser, jf. § 43, stk. 2, nr. 2.

I den konkrete sag kunne Sagsøgers ægtefælle således udelukkende indgive anmodning om skilsmisse til Statsforvaltningen, idet Statsforvaltningen havde enekompetente til at modtage sådan anmodning. Da Sagsøger herefter protesterede mod skilsmisse og udeblev fra vilkårsforhandling to gan-ge, havde Statsforvaltningen alene kompetence til efter anmodning fra ægtefæl-

len at slutte sagen og indbringe den for Københavns Byret, der herefter havde enekompetence til at opløse ægteskabet ved skilsmisse.

Landsretten finder, at det beskrevne sagsbehandlingsforløb må betragtes som en sammenhængende integreret procedure, hvor det allerede ved anmodningen om skilsmisse efter separation stod klart, at Sagsøgers ægtefælle ef-ter § 30, stk. 2, i den dagældende lov om ægteskabs indgåelse og opløsning den 2. september 2017 ville have ret til skilsmisse, og hvor det som følge af Sagsøgers ageren under behandlingen af sagen kom til at bero på de lov-bestemte kompetenceregler, at det ikke var den myndighed, som anmodningen blev indgivet til, der senere opløste ægteskabet ved skilsmisse.

På den baggrund og efter en naturlig sproglig forståelse af ordlyden af op-holdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), finder landsretten, at det relevante tidspunkt for ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” i forhold til den da-gældende danske skilsmisseprocedure var tidspunktet for indgivelsen af an-modning om skilsmisse til Statsforvaltningen, når anmodningen førte til skils-misse enten som bevilget af Statsforvaltningen eller ved dom. Der er herved tillige lagt vægt på, at denne fortolkning af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a) – der som nævnt er en undtagelsesbestemmelse – ses at være understøt-tet af EU-Domstolens dom af 16. juli 2015 i sag C-218/14, Singh m.fl. mod Mini-ster for Justice and Equality og EU-Domstolens dom af 2. september 2021 i sag C-930/19, X mod État belge.

Herefter finder landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlæn-dingenævnets afgørelse om, at Sagsøger ikke opfylder betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, for at kunne bevare sin op-holdsret i Danmark.

Sagsøger har anmodet om, at sagen, i det omfang landsretten ikke finder grundlag for at følge hans påstand, udsættes med henblik på forelæggel-se af spørgsmål for EU-Domstolen efter artikel 267, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Efter det, der er anført ovenfor om opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a), finder landsretten, at der ikke består en sådan tvivl om, hvad der skal forstås ved formuleringen ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” , at det er nød-vendigt at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen i medfør af TEUF artikel 267, stk. 2. Sagsøgers anmodning herom tages derfor ikke til følge.

På denne baggrund, og da der mellem parterne er enighed om, at der ikke fore-ligger sådanne særlige omstændigheder i Sagsøgers sag, at der ikke

bør træffes afgørelse om ophør, tager landsretten Udlændingenævnets påstand om frifindelse til følge.

Vedrørende sagsomkostninger bemærkes det, at Sagsøger for byret-

ten anmodede om, at sagen blev henvist til landsretten,at Udlændingenævnet

tiltrådte, at sagen burde henvises til landsretten, fordi sagen rejste EU-retlige spørgsmål af en vis kompleksitet og af principiel karakter, som har generel be-tydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, og at byretten herefter henviste sagen til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1, som principiel og med generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. Henset hertil og til karakteren af det spørgsmål, som sagen har rejst, finder landsretten, at der fore-ligger sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skal betale sagsomkostnin-ger til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

THI KENDES FOR RET:

Udlændingenævnet frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

Publiceret til portalen d. 31-10-2023 kl. 10:01

Modtagere: Sagsøgte Udlændingenævnet, Sagsøger

3. instans	HøjesteretHJR	DDB sags nr.: 911/24 Rettens sags nr.: BS-57054/2023-HJR	Afsluttet
2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 1016/23 Rettens sags nr.: BS-40959/2021-OLR	Anket

Sagen drejer sig om fortolkningen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, om fortsat ret til ophold efter begyndelsen af proceduren til skilsmisse og i den forbindelse tidspunktet for begyndelsen af proceduren til skilsmisse

Sagens oplysninger

Dom

Domsresume

Oplysning om appel

Øvrige sagsoplysninger