Dom
D O M
afsagt den 17. november 2023 af Vestre Landsrets 1. afdeling (d ommerne Ida Skouvig, Annette Nørby og Karen Foldager) i nævningesag
V.L. S – 2776 – 22 og V.L S-0028-23
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 2
født Dato 2 2002
(advokat Christian Bjerrehuus, København)
og
Tiltalte 1
født Dato 1 2002
(advokat Jørn Brandenhoff Schmidt, Fredericia)
Retten i Aalborg har den 16. december 2022 under medvirken af nævninger afsagt dom i 1. instans (j.nr. 10-1026/2022).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at straffene forhøjes, og således at indrejseforbuddet fastsættes til 12 år.
Tiltalte 2 har påstået frifindelse i forhold 4 og i øvrigt formildelse, herunder at der ikke sker udvisning.
Tiltalte 1 har påstået frifindelse i forhold 6 og i øvrigt formildelse.
- 2 -
Begge tiltalte har endvidere nedlagt påstand om, at statskassen skal betale sagens omkost-ninger for byretten, subsidiært et mindre beløb.
Forurettede 1 har påstået stadfæstelse af byrettens afgørelse om tortgodtgørelse.
De tiltalte, Tiltalte 2 og Tiltalte 1, har påstået frifindelse for kravet om tort-godtgørelse.
Supplerende oplysninger
Tiltalte 2 blev ved den betingede dom af 24. oktober 2018 frifundet for anklage-myndighedens påstand om udvisning.
Tiltalte 2 blev ved den betingede dom af 17. januar 2020 frifundet for anklage-myndighedens påstand om udvisning. Staffen blev fastsat som en fællesstraf med den be-tingede dom af 22. oktober 2019.
Tiltalte 2 er ved Retten i Aalborgs dom af 22. marts 2023 idømt en betinget fæng-selsstraf i 40 dage for overtrædelse af knivloven og våbenlovgivningen. Det fremgår af dommen, at straffen er fastsat i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, nr. 2.
Forklaringer
De tiltalte og Forurettede 1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte 2 har til forhold 4 supplerende forklaret, at det var ham og en kammerat, der kørte Forurettede 1 ud til det første skovområde ved Vej 2. De tjekkede ikke, om Forurettede 1 havde våben, hash eller andet på sig. Det eneste, som tiltalte havde i hovedet, var, at han skulle væk fra Idrætsbyen, hvor skyderiet havde fundet sted. Som forklaret i byret-ten, havde han lokket Forurettede 1 til Idrætsbyen under påskud af at ville købe hash. Han gjor-de sig ikke af den grund tanker om, at Forurettede 1 måske kunne have kontanter på sig.
Han så ikke, om Forurettede 1's lommer blev tømt, da de gjorde ophold ved Vej 2. Hans hænder var ikke på noget tidspunkt i nærheden af Forurettede 1's bukser eller krop. Han lagde
- 3 -
ikke mærke til, om hans kammerat tog nogle penge fra Forurettede 1. Han gik selv bare rundt og var bange for, at politiet ville komme. Det var kun ham, som var fører af bilen. Fore-holdt, at det af byrettens dom fremgår, at han nægter sig skyldig i forhold 4, fordi han ikke husker episoden, har han forklaret, at det var hans advokat, der oplyste dette, og at han husker, at han ikke tog penge fra Forurettede 1.
De var 4-5 personer i den taxa, der kørte dem til skovområdet ved Vej 4. Der var i forvejen 2-3 personer på stedet. Han så ikke nogen, der gav Forurettede 1 penge. Det var et større område, og de opholdt sig spredt. Han gik bare stresset rundt. Der var ikke nogen, der bad ham om at give Forurettede 1 200 kr. tilbage, og han hørte ikke, at der var tale om, at Forurettede 1 skulle have penge. Han vidste slet ikke, at der var blevet taget 200 kr. fra Forurettede 1.
Området ved Vej 2 er ikke et egentligt skovområde. Det er bare nogle træer, der ligger bag nogle beboelsesejendomme. Den lille skov ved Vej 4 ligger midt i byen.
Tiltalte 2 har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han fortsat ikke ryger hash. Han sad varetægtsfængslet i 16 måneder, og det ramte hårdt. Da han var blevet løsladt, havde han brug for at finde sig selv. Han gik til psykolog i et par måneder, og han havde det svært. Psykologen hjalp ham, og han traf nogle valg for sit liv. Han var ved at være en voksen mand og skulle tage sig sammen. Han har ikke længere noget at gøre med sin tidligere omgangskreds. Han er mest sammen med sin kæreste og familie, og han har fået en hund. Han har fået nogle få gode kammerater igennem job og skole. Han går på forberedende grunduddannelse (FGU) for at kvalificere sig til Techcollege. Han vil gerne være frisør. Han har gået på FGU siden marts i år. Han har kun haft sygefravær på grund af en operation i næsen. Han har også haft arbejde som tjener på et pizzeria siden marts. Han drømmer om at åbne et bilplejefirma sammen med en kammerat. Han har ændret sit liv meget. Det var ved at blive alvorligt, og han traf en beslutning om at ændre sin tilværelse, da han blev løsladt. Han er blevet klogere og mere voksen. Han har ikke været klar over, at der i tidligere sager mod ham har været påstand om udvisning.
Tiltalte 1 har til forhold 6 supplerende forklaret, at han ikke husker, hvorfor han skulle mødes med personerne på videoen den pågældende aften. De var hans venner. Det var ikke normalt, at de havde våben med, og det var ikke aftalt, at de skulle have våben med den aften. Han skulle optage en kort filmsekvens, der skulle bruges til en
- 4 -
musikvideo. Han ved ikke, om videoen er blevet til noget. Han spurgte ikke ind til, om det var ægte pistoler. Det er svært at sige, om de lignede ægte pistoler. Han havde kun kend-skab til softguns. Han tænkte ikke nærmere over, at der røg patroner ud af pistolerne, da de blev håndteret. Der kommer ikke patroner ud af en softgun.
Det kan godt passe, at videoen blev optaget om natten. Det er også ham, der har taget foto-et af en scooter, hvori der ligger en pistol og nogle patroner. Videoen og fotoet skulle sen-des til den samme person. Han ved ikke, hvad de skulle bruges til. Det kan ikke passe, at fotoet er taget en time før, han optog videoen. Videoen og fotoet er taget nogenlunde sam-tidigt. Han husker ikke, hvor længe han var sammen med sine kammerater den aften. Det tog kun 5 minutter at tage videoen og fotoet. Han forlod stedet alene bagefter.
Han var tidligere på aftenen mødtes med nogle andre kammerater. Senere gik de hen til de to personer på videoen. De var alle bekendte med hinanden. Der var nogle af de andre, der var mere tætte med de to personer på videoen, end han var. Videoen blev optaget i en kæl-der. Da han gik ned i kælderen, vidste han ikke, at der var våben dernede. Det var først, da han skulle optage videoen, han fandt ud af, at den skulle handle om våben.
Han tog videoen og billedet med Snapchat, og begge dele blev derfor gemt på Snapchat. Han blev efterfølgende bedt om at videresende dem på et andet medie, og han var nødt til at gemme dem på sin egen telefon for at kunne sende dem videre. Han husker ikke, hvor-dan de skulle sendes videre.
Foreholdt, at det af metadata fra hans telefon (ekstrakten side 1799) fremgår, at videoen og fotoet er ”created ” med ca. en times mellemrum, har han forklaret, at det må skyldes, at der gik ca. en time imellem, at han lagrede dem på sin telefon. Der blev spurgt specifikt om en video, så han mener, at den blev lagret først, men han husker ikke helt rækkefølgen.
Forurettede 1 har til forhold 4 supplerende forklaret, at han ikke husker præcist, hvornår hans lommer blev tømt. Han mener, at det var imens, han sad på træstubben i det første skovområde. Han husker ikke, om der blev sagt noget i den forbindelse. Han havde både en brystlomme og lommer i bukserne, og det hele blev tjekket. De 200 kr. lå i brystlom-men.
- 5 -
Da de kørte fra Idrætsbyen, var der to personer i bilen ud over ham, og de var begge ma-skerede. Det var chaufføren, der tog pengene. Der blev ikke taget andet end penge.
Han fik de 200 kr. tilbage igen, da han var i det andet skovområde. Da de fandt ud af, at de ikke kunne få noget ud af ham, spurgte den person, der førte ordet, om vidnet havde penge til en taxa. Vidnet pegede på chaufføren og sagde, at han havde taget hans penge. Chauffø-ren blev derefter bedt om at aflevere de 200 kr. tilbage.
Han var ikke påvirket af euforiserende stoffer den aften. Han husker ikke, om han blev spurgt ind til dette på hospitalet. Det kan godt passe, at han i forbindelse med personunder-søgelsen på hospitalet den 21. marts 2021 om morgenen oplyste, at han havde et forbrug af angstdæmpende medicin Xanax og ryger hash, og at han havde gjort dette inden for de seneste to døgn.
Han ved ikke, hvorfor han i byretten blandt andet har forklaret, at han ikke husker, hvem af de to mænd der tømte hans lommer. Han var måske i tvivl. Han husker, at den ene mand stod og talte i telefon, og at chaufføren tømte hans lommer imens. Han kan ikke sige 100 %, at det var chaufføren, der tømte hans lommer.
Foreholdt at det af gengivelsen af hans forklaring i byrettens dom side 30, 1. afsnit frem-går, at han i det sidste skovområde ikke så mere til de to mænd fra tidligere, har han forkla-ret, at han er 100 % sikker på, at han så chaufføren igen, da han skulle have sine penge.
De 20 personer, som var til stede i det sidste skovområde, var maskerede. Han kan ikke beskrive nogen af dem nærmere. Han kunne godt genkende den person, som havde hevet ham ud af bilen og kørt rundt med ham. Vedkommende var lille og lys-mørk i huden. Den anden i bilen var høj og slank og helt mørk i huden.
Som forklaret for byretten kan det godt passe, at politiet fandt en videooptagelse af en pi-stol ved gennemgang af hans telefon. Han er ikke blevet sigtet for noget i den anledning.
Han husker ikke, hvornår han første gang fortalte politiet, at han var blevet frarøvet 200 kr. Det er rigtigt, at han ikke med det samme fortalte politiet, at han var blevet røvet. Han for-talte heller ikke, at han havde være involveret i episoden ved Idrætsbyen, og at han var
- 6 -
blevet bortført. Han ville gerne slippe for at blive udsat for at skulle forklare sig i en rets-sag. Da politiet fandt blod i hans bil, var han nødt til at fortælle, hvad der var sket.
Den 6. maj 2021 deltog han i en ”påvisningstur ” med politiet. Han fortalte heller ikke i den forbindelse, at han var blevet frataget de 200 kr. Det var ikke det, der var vigtigt. Det kom først frem senere, da politiet spurgte ham, hvordan han kunne komme væk i en taxa.
Han ved ikke, hvorfor politiet først skrev rapporten om påvisningsturen den 14. juli 2021. Det var måske, fordi han havde bedt om at få lov til at godkende alt det, der stod. Han har været bange for, at der skulle ske ham noget, hvis han forklarede om sagen. Han er flere gange blevet passet op i byen og blevet opsøgt på sin bopæl. Siden byrettens dom er der blevet udøvet hærværk på hans dør, hvor der blev skrevet ”stikker ”, men han er ikke blevet opsøgt personligt på samme måde, som han blev, før han skulle afgive forklaring i byret-ten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet:
Samtlige dommere og samtlige nævninger har om skyldsspørgsmålet afsagt følgende:
” K e n d e l s e:
Forhold 4
Forurettede 1 har for landsretten afgivet en særdeles troværdig forklaring. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at Tiltalte 2 er fundet skyldig som sket.
Forhold 6
Tiltalte 1 er tiltalt for den 12. februar 2021 ca. kl. 01.30 i forening og efter for-udgående aftale eller fælles forståelse med flere ukendte medgerningsmænd under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet to skydevåben med tilhørende ammunition.
- 7 -
Som anført af Højesteret i dommen gengivet i UfR 2020.1254 må besiddelsesbegrebet i straffelovens § 192 a forstås bredt. Om der foreligger besiddelse, beror herefter på en kon-kret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, herunder af den pågældendes tilknyt-ning til og mulighed for at råde over skydevåbenet.
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at Tiltalte 1 den 12. februar 2021 om natten i en kælder tog et billede af en scooter, hvorpå der lå en pistol og ammuni-tion, ligesom han optog en video af to personer, der tog ladegreb på to pistoler. Fotoet og videoen blev gemt på Tiltalte 1's telefon med cirka en times mellemrum. Det kan ikke lægges til grund, at Tiltalte 1 har haft fysisk kontakt med pistolerne.
Efter Tiltalte 1's forklaring lægges det endvidere til grund, at han på forhånd var blevet bedt om at optage en musikvideo, og at han ikke var klar over, at videoen skulle omhandle våben, da han indfandt sig i kælderen. Landsretten bemærker i den forbindelse, at der ikke foreligger oplysninger om, at Gruppe var kendt for at anvende eller posere på video med skydevåben, og at byrettens frifindelse af Tiltalte 1 i sagens for-hold 1 er sket med henvisning til, at det ikke var påregneligt for ham, at medgerningsmæn-dene ville medbringe skydevåben.
Under disse omstændigheder er det ikke bevist, at Tiltalte 1 har haft rådighed over pistolerne. Herefter, og da der heller ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Tiltalte 1 ved sin adfærd eller tilstedeværelse har medvirket til ulovlig våbenbe-siddelse, er det ikke bevist, at han er skyldig i den rejste tiltale.
Landsretten ændrer derfor byrettens skyldkendelse, således at Tiltalte 1 frifindes i dette forhold.
T h i b e s t e m m e s:
Byrettens skyldkendelse i forhold 4 stadfæstes.
Tiltalte 1 frifindes i forhold 6. “
- 8 -
Straffastsættelse
Tiltalte 2
Der er enighed om, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 266, § 261, stk. 1, § 288, stk. 1, nr. 1, og § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.
Staffen er fastsat som en fællesstraf med den betingede straf i dommen af 22. marts 2023, jf. straffelovens § 61, stk. 1, idet det herved lægges til grund som anført i Kriminalregiste-ret, at straffen i dommen af 22. marts 2023 er fastsat som en fællesstraf med den betingede straf i dommen af 9. marts 2021. Straffen er endvidere fastsat som en tillægsstraf til de bøder, som er vedtaget eller idømt efter gerningstidspunktet den 21. marts 2021, jf. straffe-lovens § 89.
Der er ved fastsættelsen af straffen navnlig lagt vægt på grovheden af forhold 2, herunder Tiltalte 2's aktive rolle i forbindelse med den knap 2 timer lange frihedsberøvelse, der blev begået under anvendelse af trusler og i forening med flere ukendte maskerede medger-ningsmænd. Der er i skærpende retning endvidere lagt vægt på, at Forurettede 1 under frihedsberøvelsen om natten blev kørt rundt til flere skovområder, og at det skete i umid-delbar forlængelse af, at han var blevet udsat for et bagholdsangreb og ramt af skud i benet. Endelig er der som i byretten lagt vægt på grovheden forbundet med under de anførte om-stændigheder at udsætte Forurettede 1 for røveri og vold som beskrevet i forhold 4 og 5.
Tiltalte 1
Der er enighed om, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 266, § 261, stk. 1, § 124, stk. 5, 1. pkt., og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, og § 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 7.
Straffen er fastsat som en fællesstraf med den betingede straf i dommen afsagt den 9. marts 2021, jf. straffelovens § 61, stk. 1 og stk. 2, og til dels som en tillægsstraf til dommen af 4. juni 2021, jf. straffelovens § 89.
- 9 -
Der er ved fastsættelsen af straffen navnlig lagt vægt på grovheden af forhold 2, herunder Tiltalte 1's rolle som anstifter, og de skærpende omstændigheder ved frihedsbe-røvelsen, som er beskrevet ovenfor ved fastsættelsen af straffen for Tiltalte 2.
Udvisning
Tiltalte 2 har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de sidste 9 år, og han er nu idømt en fængselsstraf på 1 år og 6 måneder for blandt andet vold og røveri. Betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 2 og nr. 6, er dermed opfyldt. Efter karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet skal der i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6, som udgangspunkt meddeles et indrejseforbud på 12 år.
Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, at Tiltalte 2 skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Af de grunde, som byretten har anført, var der enighed om, at det efter de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at Tiltalte 2 er omfattet af artikel 6 eller 7 i Associ-eringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling i associeringen mellem EØF og Tyrkiet.
Som anført af byretten er spørgsmålet herefter, om udvisning af Tiltalte 2 vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Tiltalte 2, der er 21 år og tyrkisk statsborger, er ikke gift eller samlevende og har ikke børn, men han har familie og venner i Danmark, og han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 11 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 1.
Som anført af byretten vil et sådant indgreb kun være berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at fore-bygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødven-dig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der skal i afvejningen indgå de hensyn, som byretten har beskrevet.
- 10 -
Der er enighed om at frifinde Tiltalte 2 for påstanden om udvisning og alene tildele ham en advarsel om udvisning:
Tiltalte 2 er idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for blandt andet frihedsberøvelse, vold og røveri. Han var 19 år på gerningstidspunktet, og han er ikke tidligere blevet idømt en ube-tinget fængselsstraf, betinget udvist eller meddelt en advarsel om udvisning. Han er 4 gan-ge før gerningstidspunktet idømt kortere betingede fængselsstraffe for bl.a. vold, og han er i den forbindelse 2 gange blevet frifundet for anklagemyndighedens påstand om udvisning. Der har i alle tilfælde været tale om forhold begået, før han fyldte 18 år. Tiltalte 2 er ikke straffet for forhold begået siden løsladelsen den 16. december 2022, og det lægges efter hans forklaring for landsretten og de fremlagte lønsedler mv. til grund, at der er sket en vis stabilisering af hans forhold.
Herefter og henset til de omstændigheder, som byretten i øvrigt har henvist til, finder næv-ningetinget efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning, ikke er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der taler mod udvisning. Da udvisning herefter med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, frifindes Tiltalte 2 for påstanden om udvisning, og han tildeles en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
Sagsomkostninger for byretten
Under hensyn til, at de tiltalte, Tiltalte 2 og Tiltalte 1, i byretten blev frifundet i sagens forhold 1, der må anses for at have været sagens hovedforhold og har givet anled-ning til betydelig bevisførelse, er der enighed om, at statskassen for hver af de tiltalte skal betale halvdelen af sagens omkostninger for byretten, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 2.
Godtgørelse
Af de grunde, som byretten har anført, stadfæster de juridiske dommere byrettens afgørelse om tortgodtgørelse.
Med de anførte ændringer stadfæstes byrettens dom.
- 11 -
Tiltalte 1 har været frihedsberøvet under ankesagen til den 20. februar 2023.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Tiltalte 2 straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder.
Tiltalte 1 straffes med fængsel i 1 år.
Tiltalte 2 tildeles en advarsel om udvisning.
Tortgodtgørelsen med renter skal betales inden 14 dage.
Byrettens afgørelse om sagsomkostninger ændres, således at statskassen for hver af de til-talte skal betale halvdelen af sagens omkostninger for byretten.
I øvrigt stadfæstes byrettens dom.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Ida Skouvig Annette Nørby Karen Foldager