Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 31. oktober 2023
BS-33152/2022-VLR
(2. afdeling)
Guldborgsund Kommune
(advokat Morten Jensen)
mod
Varde Kommune
(advokat Birgitte Pedersen)
Landsdommerne Henrik Twilhøj, Hanne Aagaard og Line Langkjær (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Retten i Esbjerg den 24. maj 2022. Ved kendelse af 6. sep-tember 2022 er sagen henvist til behandling ved Vestre Landsret efter retspleje-lovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Guldborgsund Kommunes refusionskrav mod Varde Kommune for en række udgifter afholdt vedrørende borgeren Person 1 er forældet, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13 (tidligere stk. 11), og forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, eller er bortfaldet ved passivitet.
Påstande
Sagsøgeren, Guldborgsund Kommune, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Varde Kommune, skal betale 2.920.491 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, subsidiært et mindre beløb.
Varde Kommune har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af 1.914.628 kr.
2
Sagsfremstilling
Oplysninger om Person 1's bopæl, opholdssteder og udgifter hertil
Person 1 havde bopæl i Varde Kommune frem til 1993, hvor han først blev indskrevet på et forsorgshjem i Esbjerg Kommune og efterfølgende i Guld-borgsund Kommune. I 2000 blev han indlagt på Amtshospitalet i Vordingborg Kommune, og efterfølgende fik han bevilliget et botilbud efter servicelovens § 108 i Vordingborg Kommune, hvor han havde ophold frem til sin død i 2017. Parterne er enige om, at Varde Kommune var Person 1's seneste op-holdskommune før opholdet i Vordingborg Kommune.
Daværende Nykøbing Falster Kommune, nu Guldborgsund Kommune, afgav refusionstilsagn til daværende Møn Kommune, nu Vordingborg Kommune, den 17. november 2000 og betalte herefter for Person 1's ophold i Vor-dingborg Kommune. Med virkning fra den 25. januar 2012 og frem til Person 1's død betalte Varde Kommune for opholdet.
Parterne er enige om, at Guldborgsund Kommune i perioden 11. maj 2007 - 14. december 2011 har ydet mellemkommunal refusion til Vordingborg Kommune på i alt 2.920.491 kr., hvilket svarer til Guldborgsund Kommunes principale på-stand. Parterne er tillige enige om, at udgifterne i perioden 11. maj 2007 - 11. maj 2010 udgør 1.914.628 kr., hvilket svarer til Varde Kommunes subsidiære påstand.
Krav rejst mod Varde Kommune og sagens forløb
Den 5. maj 2010 sendte Guldborgsund Kommune et brev til Varde Kommune. Heraf fremgår:
”Anmodning om mellemkommunal refusion i h.t. retssikkerhedslo-vens § 9c
Vedr. Person 1, CPR nr. (Født 1948)
Guldborgsund kommune har ved gennemgang af sager erfaret at oven-nævnte borger, der i 1993 tog ophold på Forsorgshjem, senest havde haft ordinær adresse i Varde kommune, jf. ved-lagte Udskrift fra Det Centrale Person Register.
Derved blev Varde kommune – jf vejledningens pkt. 298 og 302 – beta-lingskommune for borgeren, så længe borgeren har ophold på forsorgshjem eller i boform.
…
Guldborgsund kommune skal venligst anmode om fremsendelse af re-fusionstilsagn i h.t. retssikkerhedslovens § 9c inden 4 uger til Vording-borg kommune med kopi til Guldborgsund kommune.
3
Endvidere vil Varde kommune blive afkrævet refusion af udgifter, som Guldborgsund kommune har haft de seneste 3 år – dvs fra 1.5.07
I perioden 1.5.07 – 31.12.07 var opholdsudgiften i alt kr. 422.135 I 2008 var opholdsudgiften 622.566 og i 2009 kr. 653.985 incl. boligstøtte. Den månedlige opholdsudgift i 2010 er godt kr. 55.000. Person 1 modtager endvidere pension.
…”
Varde Kommune afviste efterfølgende at være refusionspligtig over for Vor-dingborg Kommune og at refundere Guldborgsund Kommunes refusioner til Vordingborg Kommune vedrørende de seneste 3 år. Guldborgsund Kommune klagede over Varde Kommunes afslag om at yde mellemkommunal refusion til Det Sociale Nævn, som den 10. november 2011 gav Guldborgsund Kommune medhold. Af afgørelsens begrundelse fremgår bl.a.:
”Da Guldborgssund Kommune ses at have fremsat refusionskravet overfor Varde Kommune i brev af 5. maj 2010, er Varde Kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 11, overfor Guldborgsund Kommune forpligtet til, de sidste 3 år forud for modtagelse af Guldborgsund Kommunes anmodning af 5. maj 2010, at refundere Guldborgsund Kommunes refusioner til Vordingborg Kommune vedrørende Person 1.
Vi vurderer, at refusionskravet ikke er forældet efter den nugældende forældelseslov.
Vi har herved lagt vægt på, at forældelse i henhold til lovens § 30, stk. 1, 2. pkt. tidligst indtræder d. 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter den nugældende foræl-delseslovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser.
Det fremgår af principafgørelse R-8-07, at mellemkommunale refu-sionskrav efter de hidtil gældende bestemmelser var undergivet 20 årig forældelse, jf. Danske Lovs 5-14-4.
Da kravet blev stiftet i 1993 er det ikke forældet efter den 20 årige for-ældelsesregel.
Vi har ikke ved denne afgørelse taget stilling til Varde Kommunes for-pligtelse efter 1. januar 2011, på hvilket tidspunkt nye regler om hand-lekommuneforpligtelse på servicelovens område trådte i kraft.”
Varde Kommune klagede til Det Sociale Nævn over afgørelsen og anførte, at nævnet ikke havde kompetence til at behandle spørgsmålet om refusion af Guldborgsund Kommunes refusioner til Vordingborg Kommune, da der var tale om et tilbagesøgningskrav, ligesom Varde Kommune gjorde gældende, at kravet var bortfaldet som følge af passivitet.
4
Den 19. december 2011 fastholdt Det Sociale Nævn sin afgørelse. Den 20. marts 2012 afviste Ankestyrelsen at behandle sagen, da Ankestyrelsen ikke anså sagen for at have principiel eller generel betydning.
Den 23. juli 2012 fremsendte Guldborgsund Kommune en faktura til Varde Kommune. Af fakturaen fremgår bl.a.:
”Mellemkommunal betalinger / Nr. Opkrævning vedr. vundet sag i nævnet
Person 1 CPR nr. (Født 1948)
Total for Mellemkommunal betalinger 2.920.491,00”
Varde Kommune afviste at betale fakturaen. Den 12. september 2012 var der telefonisk kontakt mellem de to kommuner. Der fremgår følgende af telefonno-tat af 12. september 2012:
”Har dd talt med økonomi konsulent Person 2 Varde kommune vedr. manglende betaling af faktura 120000085855 på 25.057 kr. og fak-tura 120000080079 på 2.920.791 kr. De har sagen liggende ved deres ad-vokat, der overvejer om de vil stævne GBS i sagen. Han oplyste, at du undrede sig over at GBS havde betalt for ham i 8 år uden at kny og så pludselig ikke mener at være refusionskommune. Afventer nu hvad Varde’s udspil bliver.”
Den 13. maj 2013 og den 19. juni 2013 afviste Varde Kommune over for Guld-borgsund Kommune igen at betale refusionskravet vedrørende Person 1. Af brev af 19. juni 2013 fremgår bl.a.:
”Indledningsvist bemærkes det, at der efter Varde Kommunes vurde-ring bør sondres mellem tilbagebetalingskrav/friholdelseskrav, som i denne sag er 2.920.491 kr. og mellemkommunal refusion, som er de be-talinger, Varde Kommuner aktuelt betaler til Vordingborg Kommune. Denne sondring har betydning for vurderingen af sagen.
Det er Varde Kommunes vurdering, at Det Sociale Nævns afgørelse af 10. november 2011 er materielt forkert, da nævnet slet ikke har taget stilling til sagen ud fra de almindelige passivitetsgrundsætninger, der gælder i dansk ret. Det vurderes, at bestemmelsen i retssikkerhedsloven § 9c, stk. 11 hjemler en 3 -årig forældelsesregel. Bestemmelsen medfører ikke efter vores vurdering, at de almindelige passivitetsgrundsætninger ikke finder anvendelse.
…
Hvis Guldborgsund Kommune ønsker at retsforfølge Varde Kommune i sagen om refusionskravet på 2.920.491 kr. for ophold i botilbud og 25.057 kr. i boligstøtte vedr. Person 1 vurderes det, at det skal ske ved at Guldborgsund Kommune udtager stævning imod Varde Kommune ved domstolene.”
Den 3. oktober 2013 anmodede Guldborgsund Kommune Statsforvaltningens tilsyn med kommuner og regioner (herefter Tilsynet) om at pålægge Varde
5
Kommune at efterleve afgørelserne fra Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen. Den 24. juni 2014 udtalte Tilsynet, at Det Sociale Nævns afgørelse efter Tilsynets opfattelse var behæftet med en åbenbar og væsentlig mangel, og Tilsynet an-modede Ankestyrelsen om at tage stilling til, om der var grundlag for at genop-tage sagen.
Ankestyrelsen genoptog den 22. oktober 2014 Det Sociale Nævns afgørelse af 10. november 2011. Af begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse fremgår:
”Vi finder, at Guldborgsund Kommunes eventuelle krav mod Varde Kommune er et krav om tilbagesøgning af fejlagtigt erlagt refusion.
Vi lægger vægt, at Guldborgsund Kommune i den pågældende periode ikke var opholdskommune for borgeren.
Vi lægger desuden vægt på, at retssikkerhedslovens formulering, hvor-efter refusion er et krav som opholdskommunen har.
Vi finder på den baggrund at, Guldborgsund Kommune må forfølge sit eventuelle krav efter andre regler.”
Den 28. juni 2019 afsagde Højesteret dom (BS-37656/2018-HJR) i en sag, som Guldborgsund Kommune havde anlagt mod Varde Kommune om mellem-kommunal refusion vedrørende en anden borger. Højesteret tog i sagen bl.a. stilling til, om en kommune kunne indtræde i en anden kommunes refusions-krav efter retssikkerhedslovens § 9 c, samt hvorvidt forældelseslovens regler om afbrydelse skulle anvendes på krav efter retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion.
Den 4. juli 2019 anmodede Guldborgsund Kommune Ankestyrelsen om at gen-optage Ankestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2014. Den 22. december 2020 besluttede Ankestyrelsen under henvisning til Højesterets dom af 28. juni 2019 at genoptage Ankestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2014, og den 19. april 2021 traf Ankestyrelsen en ny afgørelse, hvorefter Varde Kommune skulle betale den refusion, som Guldborgsund Kommune havde ydet i forbindelse med Person 1's ophold i botilbud i perioden fra maj 2007 til maj 2010.
Den 24. juni 2021 sendte Guldborgsund Kommune en e-mail til Varde Kommu-ne. Det fremgår af e-mailen, at kravet på i alt 2.920.491 kr. kunne specificeres på følgende måde:
” 11/5 – 31/12 2007 422.135,00
2008622.566,00
2009628.927,00
2010672.315,00
1/1 – 14/12 2011574.548,00”
Den 15. september 2021 afviste advokat Birgitte Pedersen på vegne af Varde Kommune at betale beløbet med henvisning til, at kravet var forældet og bort-faldet ved passivitet.
6
Retsgrundlaget
Forældelse efter retssikkerhedsloven
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerheds-loven) indeholder bl.a. følgende bestemmelse om mellemkommunal refusion:
”§ 9 c…
Stk. 13. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-8 skal rej-ses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Krav efter lov om social service skal dog rejses, senest 12 måneder efter at hjælpen er ydet.”
Efter lov nr. 169 af 31. maj 1961 om offentlig forsorg § 116 skulle krav på mel-lemkommunal refusion rejses ”senest inden 14 dage efter den første hjælps ydelse” .
Bistandsloven, der afløste forsorgsloven, og som trådte i kraft den 1. april 1976, indeholdt oprindelig ikke en tilsvarende bestemmelse.
En bestemmelse svarende til den nugældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 13, 1. pkt., blev indsat i bistandsloven som § 11, stk. 5, ved lov nr. 275 af 6. maj 1993. Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget fremgår bl.a. (Folke-tingstidende 1992-93, tillæg A, lovforslag nr. L 163, sp. 6167-6168):
”På baggrund af drøftelser med Kommunernes Landsforening stilles der forslag om, at der for fremsættelse af refusionskrav for ydelser efter bistandsloven indføres en objektiv forældelsesregel på 3 år regnet fra det tidspunkt, da kommunen er berettiget til at kræve refusion.
Baggrunden for forslaget er, at kommunerne med mellemrum modta-ger henvendelser fra andre kommuner om refusionskrav efter bistands-lovens § 11, stk. 1, for udgifter i forbindelse med støtte, navnlig i form af ophold i sociale institutioner, der strækker sig over en længere årrække.
Der er typisk tale om personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som har boet i institution det meste af deres liv, og om, at en kommune ofte ved et tilfælde opdager, at en anden kommune var op-holdskommune ved anbringelsen og derfor skal bære den kommunale andel af udgiften.
Efter kommunal opfattelse er der ikke hensyn, der taler for, at en kom-mune skal kunne gå meget langt tilbage i tiden med refusionskrav. Tværtimod vil der i kommunerne være et meget betydeligt administra-tivt arbejde forbundet med at opklare en sådan sag. Det foreslås, at reg-len tillige skal omfatte refusionskrav efter den foreslåede nye regel om hjemmehjælpsudgifter.
Herefter skal et sådant krav for at kunne gøres gældende mod en tidli-gere opholdskommune rejses senest 3 år efter hjælpens ydelse...”
7
Bestemmelsen i § 9 c, stk. 13, 2. pkt., er indsat i retssikkerhedsloven ved lov nr. 596 af 18. juni 2012 (dengang som § 9 c, stk. 11, 2. pkt.). Af bemærkningerne til denne bestemmelse i lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 2012-13, til-læg A, lovforslag L 140):
”Der er ingen gældende regulering i den sociale lovgivning af frister for fremsættelse af krav på betaling, når en kommune køber pladser til konkrete borgere i andre kommuners eller regioners tilbud efter servi-celoven. Spørgsmål skal derfor afgøres efter lovgivningens almindelige regler om f.eks. forældelse.
Fordringer på penge eller andre ydelser mellem offentlige myndighe-der forældes efter lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven). Efter forældelseslovens § 1 gælder forældelsesloven med mindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i an-den lov. Efter § 2 regnes forældelsesfristerne fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen dog først fra betalingsfri-stens udløb, jf. lovens § 2, stk. 2. Forældelsesfristen er efter lovens § 3, stk. 1, 3 år, medmindre andet følger af eksisterende bestemmelser.
Retssikkerhedsloven indeholder dog i § 9 c, stk. 11, en regel om, at krav mod en tidligere opholdskommune for den mellemkommunale refu-sion efter § 9 c, stk. 2-7, skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.
…
Det foreslås at indsætte en regel i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 11, om, at mellemkommunale krav på refusioner efter serviceloven skal rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet. Det foreslåede nye 2. pkt. skal ses i sammenhæng med den forældelsesfrist, der foreslås indført i servicelovens § 174, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og skal bevirke, at kommunerne også omkring mellemkommunal refusion på service-lovens område undgår de problemer, der vil være, hvis man flere år ef-ter, at en disposition konkret er gennemført, skal afgøre spørgsmål om mellemkommunal refusion.
…”
Forældelse efter forældelsesloven
Lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), der oprindelig er vedtaget som lov nr. 522 af 6. juni 2007, indeholder følgende bestemmelse om forholdet mellem specialregler i anden lovgivning om forældelse og forældelseslovens generelle regler:
”§ 28. Når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller an-dre særlige bestemmelser om forældelse, finder nærværende lovs be-
8
stemmelser anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den an-den lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.”
Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingsti-dende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 165, s. 5644-5645):
”Det foreslås i § 28 at medtage en udtrykkelig bestemmelse om forhol-det til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, finder forældelseslovens regler anvendelse i den udstræk-ning, andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige be-skaffenhed.
Ordet ”lov” omfatter alle retsforskrifter, herunder også EU-forordninger.
Ved bestemmelsen opstilles en formodning for, at de specielle forældel-sesregler i anden lovgivning suppleres af de almindelige forældelses-regler. I mangel af holdepunkter for det modsatte er det således foræl-delseslovens regler, der gælder.
Formodningen vil kunne afkræftes i tilfælde, hvor der – f.eks. på grund af særreglens forhistorie, eller fordi reglen hviler på en konvention – fo-religger særlige holdepunkter for at antage, at den ikke skal udfyldes med de almindelige regler. Således indeholder visse specielle forældel-sesbestemmelser udtømmende regulering af forældelsesspørgsmålet, jf. eksempelvis sølovens §§ 55 og 502.”
Højesteret har i dom af 28. juni 2019 (UfR 2019.3264) fastslået, at forældelsesfri-sten i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, afbrydes ved, at kommunen rejser kra-vet over for den anden kommune, uden at f.eks. sagsanlæg er nødvendig, og at Højesteret således finder, at der efter forholdets særlige beskaffenhed ikke er grundlag for at anvende forældelseslovens regler om afbrydelse af forældelses-fristen på krav efter retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion.
Anbringender
Guldborgsund Kommune har anført, at refusionskravet er rejst rettidigt, jf. den dagældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 11, nu stk. 13, idet refusionskravet første gang blev rejst over for Varde Kommune ved Guldborgsund Kommunes fremsendelse af brev den 5. maj 2010 samt ved faktura af 23. juli 2012, hvor det samlede refusionskrav for perioden 11. maj 2007 – december 2011 blev opgjort til 2.920.491 kr. Der er i lovgivningen ikke stillet særlige krav til, hvordan mel-lemkommunale refusionskrav skal rejses, ligesom refusionskravet er rejst i overensstemmelse med administrativ praksis, da kravet er angivet som et speci-fikt beløb.
9
Guldborgsund Kommune har endvidere anført, at refusionskravet ikke er for-ældet efter forældelsesloven.
Guldborgsund Kommune har i den forbindelse navnlig gjort gældende, at for-ældelseslovens regler om afbrydelse af forældelsesfrister ikke finder anvendelse på mellemkommunale refusionskrav, og at afbrydelse af enhver forældelse de-finitivt skete ved, at refusionskravet blev rejst over for Varde Kommune ved brev af 5. maj 2010 og faktura af 23. juli 2012. Krav om mellemkommunal refu-sion er ikke omfattet af den absolutte forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, og retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, er en lex specialis bestemmel-se, der fortrænger forældelseslovens regler om afbrydelse af forældelse. Foræl-delseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, har derfor ingen relevans.
Guldborgsund Kommune har yderligere anført, at der ikke er udvist retsforta-bende passivitet. Det følger af forarbejderne til, og navnlig af omstændigheder-ne omkring tilblivelsen af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, (oprindeligt bi-standslovens § 11, stk. 5), at bestemmelsen skulle gøre op med enhver usikker-hed om forældelse og retsfortabende passivitet i forhold til mellemkommunale refusionskrav. Der er derfor intet grundlag for passivitetsbetragtninger ved si-den af den særlige forældelsesregel i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13.
Guldborgsund Kommune har herudover anført, at der heller ikke i den konkre-te sag er grundlag for, at det rejste refusionskrav skulle være bortfaldet ved retsfortabende passivitet. For så vidt angår tiden, inden kravet blev rejst, følger dette direkte af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13. For så vidt angår tiden efter afgørelsen fra Det Sociale Nævn den 10. november 2011 har Guldborgsund Kommune heller ikke udvist retsfortabende passivitet. Rekursmyndighederne og domstolene brugte 8-9 år på at fastslå, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn af 10. november 2011 var korrekt, og Guldborgsund Kommune anmodede Anke-styrelsen om at genoptage sagen umiddelbart efter, at Højesteret havde afsagt dom i 2019. Det kan ikke bebrejdes Guldborgsund Kommune, at Ankestyrelsen indtil Højesterets dom i 2019 praktiserede efter en fejlagtig retsopfattelse. Guld-borgsund Kommune har således på intet tidspunkt givet Varde Kommune no-get indtryk af, at Guldborgsund Kommune ikke ville forfølge refusionskravet.
Varde Kommune har anført, at der er indtrådt forældelse af Guldborgsund Kommunes refusionskrav efter den absolutte forældelsesfrist i forældelseslo-vens § 3, stk. 3, nr. 4, da Guldborgsund Kommunes refusionskrav vedrører pe-rioden fra den 11. maj 2007 til den 14. december 2011, og idet Guldborgsund Kommune først har udtaget stævning den 24. maj 2022.
Varde Kommune har navnlig anført, at mellemkommunale krav er omfattet af forældelsesloven, herunder den absolutte forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Forældelseslovens regler suppleres af retssikkerhedslovens § 9 c,
10
stk. 13. Ved fortolkning af særregler om forældelse, der ikke tager stilling til alle aspekter af forældelse, gælder, at de skal udfyldes med reglerne i forældelses-loven. Der fremgår intet i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, om afbrydelse af den absolutte forældelsesfrist, og derfor sker der ikke afbrydelse af den absolut-te forældelsesfrist ved at rejse et krav i henhold til retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13. Højesteret har ikke i U2019.3264H taget stilling til anvendelsen af den absolutte forældelsesfrist, da det ikke var relevant i den pågældende sag.
Såvel forarbejderne til den dagældende bistandslovs § 11, stk. 5, og forarbejder-ne til lovændringen af retssikkerhedsloven i 2012 støtter tillige Varde Kommu-nes opfattelse af, at refusionskravet er omfattet af den absolutte forældelsesfrist. Formålet med den absolutte forældelsesfrist er at sætte en grænse for, hvor længe forældelsesfristen kan være suspenderet, hvilket medfører, at forældelse ikke kan indtræde på noget senere tidspunkt end det, der er fastsat i henhold til den absolutte forældelsesfrist.
Varde Kommune har endvidere gjort gældende, at refusionskravet er bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet, idet Guldborgsund Kommune først rea-gerede i 2010, uanset at Guldborgsund Kommune allerede i 2000 var bekendt med de faktiske forhold, der lå til grund for refusionskravet. Guldborgsund Kommune har ligeledes udvist retsfortabende passivitet i perioden efter Anke-styrelsens afgørelse af 24. oktober 2014, idet Guldborgsund Kommune ikke før den 4. juli 2019, hvor Guldborgsund Kommune anmodede Ankestyrelsen om at genoptage sagen, foretog sig noget i sagen. Varde Kommune havde på denne baggrund en berettiget forventning om, at kravet ikke ville blive forfulgt yder-ligere. Den omstændighed, at Guldborgsund Kommune i en anden sag vedrø-rende et andet krav stævnede Varde Kommune, samtidig med at man intet fo-retog sig i denne sag, gav Varde Kommune en berettiget forventning om, at man ikke ville forfølge kravet i denne sag.
Varde Kommune har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at den del af Guldborgsund Kommunes refusionskrav, der vedrører perioden efter den 11. maj 2010, er forældet, idet denne del af kravet på intet tidspunkt er rejst over for Varde Kommune i henhold til retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13. Det er således ikke rettidigt præciseret, hvordan denne del af kravet er opgjort, hvor-for kravet ikke kan betragtes som værende rejst i henhold til retssikkerhedslo-vens § 9 c, stk. 13, over for Varde Kommune.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår, om det refusionskrav, som Guldborgsund Kommune har rettet mod Varde Kommune vedrørende udgifter afholdt til ophold mv. for så vidt angår borgeren Person 1 i perioden 2007-2011, er forældet eller bortfal-det som følge af retsfortabende passivitet.
11
Forældelse
Varde Kommune har anført, at refusionskravet er forældet efter den absolutte forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Spørgsmålet er, om foræl-delsesfristen i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, suppleres med den absolutte forældelsesregel i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.
Forældelseslovens § 28 bestemmer, at når der i anden lov er fastsat særlige for-ældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, finder forældel-seslovens bestemmelser anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.
Det fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, at der herved opstilles en formodning for, at specielle forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af de almindelige forældelsesregler. Det er således udgangspunktet, at forældel-seslovens regler gælder på krav, der er omfattet af særregler om forældelse, så-fremt der ikke er holdepunkter for det modsatte.
Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, 1. pkt., skal refusionskrav mod en tidli-gere opholdskommune rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Efter stk. 13, 2. pkt. – der trådte i kraft den 1. september 2012 og har virkning for hjælp ydet efter lovens ikrafttræden – skal krav efter serviceloven dog rejses senest 12 må-neder efter, at hjælpen er ydet. Der er enighed mellem parterne om, at kravet i nærværende sag skulle rejses senest 3 år efter, at hjælpen var ydet, jf. den davæ-rende retssikkerhedslov § 9 c, stk. 11.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at baggrunden for indførelsen af den treårige forældelsesfrist var, at der ikke forelå ”hensyn, der taler for, at en kommune skal kunne gå meget langt tilbage i tiden med refusionskrav.” I for-arbejderne er bestemmelsen benævnt som en ”objektiv forældelsesfrist” .
Landsretten finder på baggrund af ordlyden af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, og bestemmelses karakter, herunder at den i forarbejderne er benævnt som en ”objektiv forældelsesfrist” , og idet der er tale om en forældelsesregel, der vedrører krav mellem to offentlige myndigheder, at bestemmelsen har en sådan særlig beskaffenhed, at der ikke er grundlag for at supplere retssikkerhedslo-vens forældelsesregel med den absolutte forældelsesregel i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, på krav efter retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion. Guldborgsund Kommunes refusionskrav er derfor ikke forældet i medfør af denne bestemmelse.
Varde Kommune har endvidere anført, at Guldborgsund Kommune ikke har rejst refusionskravet for perioden efter den 11. maj 2010 rettidigt, jf. retssikker-hedslovens § 9 c, stk. 13.
12
Guldborgsund Kommune oplyste ved brev af 5. maj 2010 Varde Kommune om, at Varde Kommune ville blive afkrævet refusion af de udgifter, som Guld-borgsund Kommune havde haft de seneste tre år vedrørende borgeren Person 1. Guldborgsund Kommune oplyste i brevet, hvilke udgifter der allerede var afholdt i årene 2007-2009, og anførte, at den månedlige opholdsudgift i 2010 var ”godt kr. 55.000.” Efter Varde Kommune havde afvist at betale refusions-kravet, traf Det Sociale Nævn afgørelse den 10. november 2011, hvorefter Varde Kommune var forpligtet til at refundere Guldborgsund Kommune udgifterne for perioden 2007-2010. Afgørelsen blev fastholdt af Det Sociale Nævn den 19. december 2011, og Ankestyrelsen afviste den 20. marts 2012 at behandle sagen. Den 23. juli 2012 fremsendte Guldborgsund Kommune en faktura til Varde Kommune på 2.920.491 kr. Det fremgik af fakturaen, at den vedrørte ”Opkræv-ning vedr. vundet sag i nævnet” , ligesom der var henvist til borgeren ” Person 1 CPR nr. (Født 1948)”
Landsretten lægger efter det af parterne oplyste til grund, at Varde Kommune den 25. januar 2012, og dermed først efter at Det Sociale Nævn havde truffet afgørelse den 10. november 2011, betalte for de fremadrettede mellemkommu-nale udgifter.
Landsretten lægger endvidere på baggrund af det fremlagte telefonnotat af 12. september 2012 samt korrespondancen mellem parterne i maj-juni 2013 til grund, at Varde Kommune på daværende tidspunkt afviste at betale den frem-sendte faktura med henvisning til, at kravet var bortfaldet som følge af passivi-tet.
På ovennævnte baggrund finder landsretten, at refusionskravet vedrørende årene 2010 og 2011 ved fakturaen af 23. juli 2012, sammenholdt med brevet af 5. maj 2010 og med det forudgående forløb ved de administrative instanser, er opgjort og fremsat rettidigt over for Varde Kommune i henhold til retssikker-hedslovens § 9 c, stk. 13. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Guldborgsund Kommune først i juni 2021 angav, hvilken del af det samlede krav på 2.920.491 kr., der vedrørte henholdsvis 2010 og 2011.
Passivitet
Guldborgsund Kommune rettede første gang henvendelse til Varde Kommune den 5. maj 2010 vedrørende refusion af udgifter afholdt til borgeren Person 1 fra maj 2007 og frem. Efter sagens omstændigheder er der ikke grund-lag for at antage, at Guldborgsund Kommune frem til den 5. maj 2010 har ud-vist retsfortabende passivitet.
I perioden 2011-2014 verserede sagen ved de administrative instanser. Ved af-gørelse af 22. oktober 2014 meddelte Ankestyrelsen, at Guldborgsund Kommu-ne ikke havde ret til refusion, da der ifølge Ankestyrelsen ikke var tale om et
13
refusionskrav omfattet af retssikkerhedslovens § 9 c, men et krav om tilbage-søgning af fejlagtig erlagt refusion, idet Guldborgsund Kommune ikke var op-holdskommune. Den 27. oktober 2016 stævnede Guldborgsund Kommune Var-de Kommune i en lignende sag, og ved dom af 28. juni 2019 gav Højesteret Guldborgsund Kommune medhold i, at en kommune ikke er afskåret fra at ind-træde (ved såkaldt subrogation) i et refusionskrav efter retssikkerhedsloven.
Landsretten lægger til grund, at Guldborgsund Kommune umiddelbart efter Højesterets afgørelse, den 4. juli 2019, og på baggrund af resultatet heraf anmo-dede Ankestyrelsen om at genoptage og ophæve sin afgørelse af 22. oktober 2014, hvilket Ankestyrelsen gjorde den 22. december 2020.
Landsretten finder på baggrund af sagens forløb og omstændigheder, at Varde Kommune ikke kan have haft en berettiget forventning om, at refusionskravet ikke ville blive forfulgt yderligere efter Ankestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2014, og der er således heller ikke grundlag for at fastslå, at Guldborgsund Kommune har udvist retsfortabende passivitet i perioden fra 2014 og frem til sagens anlæggelse. Det kan ikke ændre herpå, at Ankestyrelsen i sin afgørelse af 22. oktober 2014 henviste Guldborgsund Kommune til at forfølge sit eventu-elle krav efter andre regler.
Konklusion
Landsretten tager herefter Guldborgsund Kommunes principale påstand til føl-ge.
Sagsomkostninger
Efter sagens udfald skal Varde Kommune i sagsomkostninger betale 154.500 kr. til Guldborgsund Kommune. 150.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 4.500 kr. er til retsafgifter. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens betydning, omfang og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Varde Kommune skal inden 14 dage til Guldborgsund Kommune betale 2.920.491 kr. med procesrente fra den 24. maj 2022 og sagsomkostninger med 154.500 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 31-10-2023 kl. 10:00
Modtagere: Sagsøger Guldborgsund Kommune, Sagsøgte Varde kommune