Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt torsdag den 2. oktober 2008
Sag 137/2008
Midtjydsk Møbelfabrik A/S
(advokat Tina Reissmann)
mod
Indkærede
(advokat Martin Haug)
I tidligere instans er afsagt kendelse af Vestre Landsrets 2. afdeling den 19. oktober 2007. Procesbevillingsnævnet har den 12. marts 2008 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Jytte Scharling og Niels Grubbe.
Påstande
Kærende, Midtjydsk Møbelfabrik A/S, har påstået, at Indkærede, ikke til-kendes omkostninger for materialesamling og/eller ekstrakt, subsidiært at Indkærede tilkendes et mindre beløb.
Indkærede har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
Den 25. marts 2004 anlagde Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark som mandatar for Indkærede sag mod Midtjydsk Møbelfabrik ved Retten i Herning. Parterne indgik den 22. juni 2008 forlig, hvori det blev overladt til retten at fastsætte sagens omkostninger.
- 2 -
Retten i Herning bestemte i retsbog af 5. juli 2007 efter sagens resultat og det tidspunkt, på hvilket sagen blev tilbudt forligt af sagsøgte, at sagsøgte skulle betale sagens omkostninger med 16.000 kr. Af beløbet var 2.130 kr. gebyr, 1.500 kr. skønsmæssigt for materialesamling, 151 kr. vedrørende lægeerklæring, mens resten var advokatomkostninger inkl. moms.
Den 19. juli 2007 kærede møbelfabrikken byrettens omkostningsafgørelse til Vestre Landsret med påstand om ophævelse af sagsomkostningerne, subsidiært at sagsøger ikke blev tilkendt omkostninger for materialesamling og/eller ekstrakt.
Af byrettens udtalelse af 26. september 2007 til landsretten fremgår bl.a.:
”Der blev fremlagt en ekstrakt og en materialesamling på i alt 3 33 sider. Retten havde ikke truffet bestemmelse herom, men det er en stor hjælp, hvilket er baggrunden for, at jeg har fundet anledning til at pålægge sagsøgte at betale et omkostningsbeløb herfor. Beløbet omfatter både ekstrakt og materialesamling og er fastsat med udgangspunkt i en sidepris på 6 kr., men skønsmæssigt nedrundet af de grunde, som advokat Delin [kæ-rendes advokat] i sin skrivelse af 29. juni 2007 … har anført til støtte herfor.”
I landsrettens kendelse af 19. oktober 2007 hedder det:
”Eft er en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder sagens udfald, sags-genstandens størrelse og tidspunktet for forligets indgåelse i forhold til den berammede hovedforhandling, finder landsretten sagsomkostningsbeløbet passende fastsat.
Landsretten finder således ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn om, at det har været hensigtsmæssigt, at der – uden at der er givet pålæg herom – til sagen har været udarbejdet akt- og materialesamling, og at det er pålagt den tabende part at betale et skønsmæssigt fastsat beløb herfor som sagsomkostninger.
Landsretten stadfæster derfor den påkærede afgørelse.”
Anbringender
Midtjydsk Møbelfabrik har bl.a. anført, at byretten ikke ville have haft hjemmel til at give parterne pålæg om udarbejdelse af ekstrakt, og at Indkærede derfor ikke kan tilkendes sagsomkostninger herfor. Det forekommer rigtigst at begrænse tilkendelse af sagsomkostnin-ger for materialesamling til sager, hvor parterne på forhånd af retten er blevet opfordret til at udarbejde materialesamling. Tilkendelse af sagsomkostninger for materialesamling for byret-ten vil medføre en unødig stigning i produktionen af omfangsrige materialesamlinger. Hvis Midtjydsk Møbelfabrik ikke får medhold i sin principale påstand, ønsker møbelfabrikken præciseret under hvilke betingelser der kan tilkendes sagsomkostninger for ekstrakt og/eller
- 3 -
materialesamling for byretten. Østre Landsrets takster skal anvendes, dog således at alene udgifter til 3 eksemplarer tages i betragtning. Endelig er beløbet på 1.500 kr. fastsat for højt. Af ekstraktens 205 sider kan højst 55 sider tages i betragtning. Af materialesamlingens 128 sider kan højst 88 sider tages i betragtning.
Indkærede har anført, at det bør være muligt at få tilkendt rimelige omkostninger for-bundet med sagens førelse. Der er ikke risiko for spekulation, når erstatningen fastsættes med udgangspunkt i en sidepris på 6 kr. Ekstrakt og materialesamling kunne ikke have været for-mindsket.
Højesterets begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret kendelsen.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Midtjydsk Møbelfabrik A/S inden 14 dage fra kendel-sens afsigelse betale 2.000 kr. til Indkærede. Sagsomkostningsbeløbet forrentes i med-før af rentelovens § 8 a.