Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS RETSBOG
____________
Den 20. januar 2010 holdt Østre Landsret retsmøde i retsbygningen, Bredgade 59, København.
Som dommere fungerede landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Ole Græsbøll Olesen og Anne Louise Bormann, førstnævnte som rettens formand.
Der foretoges
11. afd. nr. S-118-10:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 2
(CPR nr. 2 (Født 1983))
(advokat Niels Kahlke, besk.)
Ingen var mødt eller tilsagt.
Der fremlagdes processkrift af 15. januar 2010 fra den beskikkede forsvarer, advokat Niels Kahlke, der anmoder om, at landsretten omgør sin kendelse af 12. januar 2010, således at Tiltalte 2 løslades, subsidiært at der fastsættes en frist for fængslingen.
Efter votering afsagdes
- 2 -
K E N D E L S E:
Tiltalte 2 er dømt for i forening med en medgerningsmand at have stjålet beklædningsgenstande til en samlet værdi af ca. 11.000 kr. under anvendelse af en ”russerpose” . Under hensyn til, at der er tale om et tyveri af professionel kara kter, finder landsretten, at varetægtsfængsling er nødvendig for at sikre hendes tilstedeværelse under anken, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, jf. udlændingelovens § 35. De omstændigheder, der forelå i UfR 2009.813 H foreligger således ikke i denne sag.
Efter udlændingelovens § 35, stk. 3, finder retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling i øvrigt anvendelse. Da der ikke er tale om en endelig dom om udvisning, jf. udlændingelovens § 35, stk. 3, 2. pkt., følger det således af retsplejelovens § 769, stk. 1, der ikke henviser til § 767, at der ikke skal fastsættes en frist for varetægtsfængslingen. Derimod følger det af retsplejelovens § 769, stk. 3, at spørgsmålet om varetægtsfængsling skal forelægges for landsretten, når ankesagen indbringes for landsretten, og hvis landsretten på dette tidspunkt træffer afgørelse om varetægtsfængsling, skal der fastsættes en frist, jf. retplejelovens § 767. Landsretten finder på denne baggrund ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 766 at omgøre kendelsen af 12. januar 2010, hvorfor
b e s t e m m e s :
Landsrettens kendelse af 12. januar 2010 omgøres ikke.
Retten hævet.
(Sign.)