Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt fredag den 9. januar 2009
Sag 297/2008
Rigsadvokaten
mod
Tiltalte 1
(advokat Michael Juul Eriksen, beskikket),
Tiltalte 2
(advokat Lars Henriksen, beskikket) og
Tiltalte 3
(advokat Troels Lind Pedersen, beskikket)
Den påkærede kendelse er afsagt af Vestre Landsrets 1. afdeling den 26. juni 2008.
I påkendelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Poul Sørensen, Peter Blok, Per Walsøe, Børge Dahl, Jytte Scharling og Michael Rekling.
Påstande
De kærende, Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3, har nedlagt påstand om, at det ikke tillades anklagemyndigheden at føre Person 2, Person 1, Person 3 og Person 4 som vidner under hovedforhandlingen.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Om sagens forløb fremgår følgende af Rigsadvokatens udtalelse i kæresagen:
- 2 -
”… [Det] bemærkes, at de beskrevne ”plea agreements” samt de efterfølgende fremsatte forslag om strafnedsættelse er tilblevet uden medvirken af danske myndigheder.
…
Ved dom af 3. december 2007 afsagt af Retten i Århus blev Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3 frifundet i sagens hovedforhold (forhold 1-3), der vedrører modtagelse og indførelse af ecstacytabletter fra Holland via Danmark til USA. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at der ikke var ført bevis for tiltalens rig-tighed i disse forhold. Der skete domfældelse i sagens øvrige forhold. Tiltalte 1 og Tiltalte 2 blev således hver idømt fængsel i 5 måneder samt mindre tillægsbøder for bl.a. overdragelse af kokain samt besiddelse heraf med henblik på overdragelse. Tiltalte 3 blev idømt fængsel i 40 dage samt en mindre til-lægsbøde og førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel og besiddelse af amfetamin.
Tiltalte 1 og Tiltalte 2, der under sagen havde været varetægtsfængslet siden den 21. maj 2006, og Tiltalte 3, som havde været fængslet siden den 3. august 2006, blev alle løsladt umiddelbart efter domsafsigelsen.”
Anklagemyndigheden og de tiltalte har tilkendegivet over for Vestre Landsret, at der ikke vil blive protesteret mod hjemvisning af sagen til fornyet behandling i byretten, såfremt vidne-førslen tillades.
I afgørelse af 25. maj 2004 i sag 994/03 (Arnold G. Cornelis mod Nederlandene) har Den Europæiske Menneskeretsdomstol bl.a. udtalt følgende:
”The Court appreciates that the use of statements made by witnesses in exchange for immunity or other advantages forms an important tool in the domestic authorities' fight against serious crime. However, the use of such statements may put in question the fair-ness of the proceedings against the accused and is capable of raising delicate issues as, by their very nature, such statements are open to manipulation and may be made purely in order to obtain the advantages offered in exchange, or for personal revenge. The sometimes ambiguous nature of such statements and the risk that a person might be ac-cused and tried on the basis of unverified allegations that are not necessarily disinte-rested must not, therefore, be underestimated (see, mutatis mutandis, Labita v. Italy [GC], no. 26772/95, § 157, ECHR 2000 IV). However, the use of these kinds of state-ments does not in itself suffice to render the proceedings unfair (see Lorsé v. the Netherlands (dec.), no. 44484/98, 27 January 2004; and Verhoek v. the Netherlands (dec.), no. 54445/00, 27 January 2004). This depends on the particular circumstances in each case.
In the instant case the public prosecution service concluded an arrangement with Mr Z. and statements obtained from him were used in evidence against the applicant. The Court observes that, from the outset, the applicant and the domestic courts were aware of this arrangement and extensively questioned Mr Z. in order to test his reliability and credibility. Moreover, the domestic courts showed that they were well aware of the dan-gers, difficulties and pitfalls surrounding arrangements with criminal witnesses. In the
- 3 -
judgments handed down in the applicant's case, all aspects of the agreements were ex-tensively and carefully scrutinised, with due attention being paid to the numerous ob-jections raised by the defence.
The Court concludes therefore that it cannot be said that the applicant's conviction was based on evidence in respect of which he was not, or not sufficiently, able to exercise his defence rights under Article 6 § 1 of the Convention. Moreover, the applicant's con-viction was not only based on the statements given by Mr Z., but also on statements given by co-suspects and other witnesses, on several official (foreign and domestic) po-lice reports, on findings of the Forensic Laboratory, and on statements given by the ap-plicant. Consequently, this part of the application must also be rejected under Article 35 §§ 3 and 4 of the Convention as being manifestly ill-founded.”
Anbringender
Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3 har gjort gældende, at de faktiske forhold i den foreliggende sag er sammenlignelige med forholdene i Højesterets ken-delse af 13. september 1982 i UfR 1982.1027. Vidnerne i den foreliggende sag har således ved deres ”guilty plea and plea agreements” opnået betingede tiltalefrafald og betinget straf-nedsættelse, som kan bortfalde, såfremt vidnerne ikke fastholder de forklaringer, de har af-givet under ed forud for de danske forsvareres indtræden i sagen. Omvendt kan vidnerne opnå genoptagelse af deres sager i USA med henblik på yderligere strafnedsættelse, hvis de forkla-rer som ønsket af den danske anklagemyndighed.
Kendelsen i UfR 1982.1027 er fortsat gældende ret, og straffelovens § 82, nr. 10, har ikke ændret denne retstilstand, da bestemmelsen hverken vedrører tiltalefrafald eller betinget straf-nedsættelse.
Betænkelighederne ved ”plea bargaining” er, at der er risiko for, at en person for at få fordel i egen sag afgiver en urigtig forklaring om andre med en urigtig domfældelse til følge. Fordele kan derfor ikke loves, jf. også retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., om forbud mod anvendelse af løfter, urigtige foregivender eller trusler.
Der er ikke hjemmel i retsplejelovens § 721 eller § 722 til tiltalefrafald på grund af samarbej-de. Der er derfor heller ikke hjemmel til, at den danske anklagemyndighed i forbindelse med afhøringen af vidnerne i USA først sigtede disse for overtrædelse af straffelovens § 191 for umiddelbart efter at frafalde sigtelserne.
- 4 -
Domstolene skal kontrollere anklagemyndighedens overskridelse af sine beføjelser ved at nægte vidneførsel i de sager, hvor der er givet et usagligt tiltalefrafald, eller hvor tiltalefrafal-det er betinget af vidnets forklaring mod andre. Såfremt vidneførslen tillades i den foreliggen-de sag, vil det medføre, at anklagemyndigheden kan love en sigtet eller tiltalt påtaleopgivel-se/tiltalefrafald mod, at denne forklarer belastende om andre, selv om retsplejeloven ikke in-deholder hjemmel hertil.
Det har ingen betydning, at aftalerne i den foreliggende sag er gyldige efter amerikansk ret. I Danmark kan anklagemyndigheden ikke indgå aftaler om straffen, fordi strafudmålingen er domstolenes kompetence, men i den foreliggende sag er det kun på begæring af anklage-myndigheden, at den amerikanske domstol kan tage stilling til spørgsmålet om strafnedsættel-se. Den amerikanske anklagemyndighed bestemmer således suverænt, om vidnerne bidrager nok til, at der er mulighed for yderligere strafnedsættelse, og vil herved tage hensyn til den danske anklagemyndigheds evaluering af samarbejdet.
Konkurrencelovens § 23 a åbner ikke for ”plea bargaining” ud over det, der var kendt før be-stemmelsens indførelse, idet der altid i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, har kun-net gives tiltalefrafald i bødesager, og idet påtalemyndigheden i bødesager i et vist omfang kan råde over udmålingen, hvad påtalemyndigheden ikke kan i sager om frihedsstraf.
Anklagemyndigheden har anført, at udgangspunktet i dansk ret er, at bevisførelsen er fri, så-ledes at anklagemyndigheden og tiltalte kan føre de beviser, som er relevante for sagen. Prin-cippet om fri bevisførelse hviler på et grundlæggende princip om, at bevisførelse og bevis-bedømmelse skal ske med henblik på at konstatere sagens materielle sandhed. Der er derfor som udgangspunkt fri adgang for begge parter til at føre ethvert lovligt indhentet og relevant bevis. Dertil kommer, at der efter dansk ret også er en vis adgang til at føre beviser, der ikke er lovligt indhentet. Efter en konkret vurdering afskæres bevis ikke, selv om der måtte fore-ligge mangler og fejl i forbindelse med bevisets tilblivelse. Ulovligt tilvejebragte beviser kan tillades ført af domstolene, der herefter afgør, hvilken konsekvens den ulovlige tilvejebringel-se skal have på bevisvurderingen.
De indgåede ”guilty plea and plea agreements” (tilståelsesaftaler) er lovlige i USA. Beviser, der er lovligt tilvejebragt af udenlandske myndigheder i et andet land end Danmark, må kunne anvendes i en dansk straffesag, uanset om det efter dansk ret ville være muligt at tilvejebringe
- 5 -
beviserne på tilsvarende betingelser. Danmark indgår i et meget omfattende samarbejde med andre landes myndigheder om bekæmpelse af international kriminalitet. Det forekommer der-for i vidt omfang, at beviser, der er tilvejebragt i andre lande, har betydning for straffesager, der behandles i Danmark. Det vil medføre en betydelig vanskeliggørelse af strafforfølgningen af kriminalitet med international rækkevidde, hvis det i de enkelte tilfælde skal vurderes, om de pågældende beviser ville kunne tilvejebringes efter danske strafferetlige og processuelle regler, og hvis det ikke er muligt i danske straffesager at anvende beviser, der tilvejebringes i udlandet på andre vilkår end dem, der gælder i Danmark.
Tilståelsesaftalerne strider ikke mod grundlæggende danske retsprincipper. Afgørelsen i UfR 1982.1027 er ikke længere udtryk for gældende ret, og den foreliggende sag adskiller sig des-uden fra den tidligere højesteretssag derved, at danske myndigheder ikke har været involveret i indgåelsen af aftalerne eller har givet andre tilsagn. De danske myndigheder har alene til-kendegivet, at man ikke vil indlede retsforfølgning mod vidnerne for forhold, som er omfattet af dommene i USA. Denne tilkendegivelse er kun udtryk for princippet om ”ne bis in idem” .
Det kan anføres, at vidnerne i den foreliggende sag har en åbenbar interesse i at forklare sig i overensstemmelse med de forklaringer, som de har afgivet i USA. Noget tilsvarende kendes imidlertid også i dansk ret, idet Højesterets dom af 17. juni 1998 i UfR 1998.1317 og den ef-terfølgende indsættelse af § 82, nr. 10, i straffeloven betyder, at det kan indgå som en formil-dende omstændighed, at en gerningsmand har givet oplysninger, som er afgørende for opkla-ringen af strafbare handlinger begået af andre. Der kan også henvises til konkurrencelovens § 23 a, hvorefter deltagere i et kartel kan opnå tiltalefrafald eller strafnedsættelse ved at sam-arbejde med myndighederne.
Højesterets begrundelse og resultat
De fire personer, som anklagemyndigheden ønsker at føre som vidner i retssagen mod Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3, er i USA dømt i samme sagskompleks, efter at de med den amerikanske anklagemyndighed havde indgået såkaldte tilståelsesaftaler (”plea bargains”). Disse aftaler indebærer bl.a., at de pågældende har for-pligtet sig til at samarbejde med myndighederne ved at afgive forklaring i sager mod med-gerningsmænd, og at en tilsidesættelse af denne forpligtelse kan medføre bortfald af de for-dele i form af påtalefrafald og strafnedsættelse, som er opnået eller stillet i udsigt.
- 6 -
Aftaler om tiltalefrafald og/eller strafnedsættelse, der er betinget på denne måde, er lovlige og sædvanlige i USA. Derimod kan sådanne aftaler som udgangspunkt ikke anses for lovlige i dansk ret.
Den danske anklagemyndighed er ikke deltager i de tilståelsesaftaler, der er indgået i denne sag, og kan heller ikke – som det ellers er anført i byrettens kendelse af 20. november 2007 – anses for at have tiltrådt aftalerne. Tilkendegivelsen om, at de pågældende ikke vil blive straf-forfulgt i Danmark for de samme forhold som dem, der er omfattet af sagerne i USA, har alene karakter af en oplysning om, hvad der følger af princippet om, at ingen må strafforføl-ges to gange for det samme forhold.
Selv om tilståelsesaftaler som de omhandlede ikke lovligt kan indgås af en dansk anklage-myndighed, kan de dog ikke anses for stridende mod grundlæggende danske retsprincipper. Ordninger, som i et vist omfang har samme karakter og formål som de amerikanske til-ståelsesaftaler, kendes også i dansk ret. Således indeholder straffelovens § 82, nr. 10, en be-stemmelse om strafnedsættelse i tilfælde, hvor gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Efter konkurrencelovens § 23 a kan en virksomhed, der deltager i et kartel, opnå tiltalefrafald eller strafnedsættelse, hvis den samarbejder med myndighederne om opklaringen.
På denne baggrund, og da der ved behandlingen af sager om international kriminalitet må tages hensyn til, at andre lande kan have straffeprocessuelle regler, som adskiller sig fra de danske, kan de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, som er baggrunden for, at tilståelses-aftaler som de foreliggende ikke anerkendes i dansk ret, ikke føre til, at anklagemyndigheden afskæres fra at føre de fire personer som vidner i den danske straffesag. Ved vurderingen af forklaringernes bevisværdi må det imidlertid tages i betragtning, at forklaringerne kan være usande, fordi de er motiverede af de lovede fordele.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes.
- 7 -