Landsrettens dom om beskatning af ulovlige anpartshaverlån, herunder hvorvidt skattemyndighedernes praksis er forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, stadfæstes

HØJESTERETS DOM

afsagt torsdag den 18. januar 2024

Sag BS-27081/2023-HJR

(2. afdeling)   

Appellant, tidligere Sagsøger

(advokat Claus Holberg)

mod

Skatteministeriet

(advokat Sune Riisgaard)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 1. afdeling den 22. maj 2023 (BS-44216/2021-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Peter Mørk Thomsen.

Påstande

Appellant, tidligere Sagsøger, har nedlagt følgende påstande, der i det væsentlige svarer til påstandene for landsretten:

Principalt

Påstand 1

Sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, idet skattemyndig-hederne skal anerkende, at tilbagebetaling af et skattepligtigt aktionærlån jf. lig-ningslovens § 16 E skal anses for udlån til selskabet i skattemæssig henseende.

Påstand 2

Skatteministeriet skal anerkende, at hans aktieindkomst for indkomståret 2015 nedsættes med 361.807 kr.

2

Subsidiært

Påstand 1

Skatteministeriet skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst yderligere skal nedsættes med følgende beløb:

For indkomståret 2012:

(i) Hans aktieindkomst nedsættes med 174.958 kr. (nettoudbytte).

For indkomståret 2013:

(ii) Hans aktieindkomst, subsidiært hans personlige indkomst, nedsættes med 105.539 kr. (nettoløn) og

(iii) hans aktieindkomst nedsættes med 450.759 kr. (nettoudbytte).

For indkomståret 2014:

(iv) Hans aktieindkomst, subsidiært hans personlige indkomst, nedsættes med 158.656 kr. (nettoløn).

For indkomståret 2015:

(v) Hans aktieindkomst nedsættes med 547.500 kr. (nettoudbytte).

Som det mindre i det mere omfatter påstanden også, at han skal have medhold i et færre antal af påstandene (i) - (v).

Påstand 2

Omgørelsessagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, idet skattemyndighederne skal anerkende, at betingelsen for omgørelse i skattefor-valtningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, er opfyldt.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende anført navnlig vedrørende den subsidiære på-

stand 1 om yderligere nedsættelse af den skattepligtige indkomst, at en del af de hævninger, som han foretog i 2013 og 2014, skal anses for at være forudbetalt løn. De udstedte lønsedler formaliserer lønkravet og sikrer, at der foretages in-deholdelse af A-skat og indberetning til myndighederne. Det afgørende må være, at indeholdelse og indberetning er foretaget inden indkomstårets udgang, og at den samlede løn kan anses for rimelig.

Skatteministeriet har heroverfor anført navnlig, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke nærmere har redegjort for, hvilke specifikke hævninger der angiveligt skulle udgøre for-udbetaling af løn, og han har heller ikke dokumenteret, at han forud for hæv-ningerne indgik aftale med selskabet om at anse hævningerne for løn. Hans

3

synspunkt om, at nogle hævninger rettelig udgør lønudbetalinger, der ikke skal beskattes i medfør af ligningslovens § 16 E, må allerede af den grund afvises.   

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, som er anført af landsretten, og da det, som Appellant, tidligere Sagsøger har gjort gældende for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.

THI KENDES FOR RET:  

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Sagsøger betale 80.000 kr. til Skatte-ministeriet. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesterets-doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 18-01-2024 kl. 12:00

Modtagere: Advokat (H) Claus Holberg, Indstævnte Skatteministeriet, Appellant, tidligere Sagsøger, Advokat (H) Sune Riisgaard

Om beskatning ved tilbagebetaling af ulovligt anpartshaverlån

Beskatning af hævninger foretaget efter tilbagebetaling af et anpartshaverlån var ikke i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

Sag BS-27081/2023-HJR

Dom afsagt den 18. januar 2024

Appellant, tidligere Sagsøger

mod

Skatteministeriet

Appellant, tidligere Sagsøger var direktør og eneanpartshaver i Virksomhed ApS. I 2012-2015 foretog Appellant, tidligere Sagsøger en række hævninger over en mellemregningskonto, der havde karakter af ulovlige anpartshaverlån. Lånet blev løbende nedbragt og tilbagebetalt ved, at nettoløn og nettoudbytte blev anvendt til at nedbringe mel-lemregningskontoen.

Det er i Højesterets domme af 30. august 2022 (UfR2022.4422) og 8. februar 2023 (UfR2023.1955) fastslået, at det af lovgiver er en forudset og accepteret konsekvens af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at det forhold, at der sker tilbagebetaling af hævede beløb, som har ført til beskatning, ikke indebærer, at den pågældende herefter kan hæve tilsvarende beløb uden på ny at blive beskattet. I en sådan situation indebærer bestemmelsen, at der sker beskatning både af lånebeløb, der senere tilbagebetales, og af nye hævninger.

Appellant, tidligere Sagsøger gjorde for landsretten bl.a. gældende, at det forhold, at tilbagebetaling af et ulovligt an-partshaverlån skattemæssigt skulle behandles som et tilskud til selskabet og ikke som et tilgodehavende, resulterede i en dobbeltbeskatning, og at ligningslovens § 16 E, stk. 1, som en konsekvens heraf blev en straffebestemmelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). For at undgå en sådan konflikt, skulle ligningslovens § 16 E, stk. 1, i stedet fortolkes sådan, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån betragtes som et udlån til selskabet.

Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at en beskatning af et ulovligt anpartshaverlån i medfør af ligningslovens § 16 E, stk. 1, udgjorde en straf i EMRK’s forstand. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at tilbagebetaling af det ulovlige anpartshaverlån ikke i sig selv udløste nogen beskatning hos anpartshaveren.

Landsretten fandt heller ikke grundlag for at give Appellant, tidligere Sagsøger medhold i, at hans skattepligtige indkomst for årene 2012-2015 skulle nedsættes med nettoløn og nettoudbytte som påstået.

Derudover var betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 af tre udbytteudlodninger, der var blevet besluttet på ekstraordinære generalforsamlinger i Virksomhed ApS i 2012-2015, ikke opfyldt. Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.

Af de grunde, som var anført af landsretten, og da det, som Appellant, tidligere Sagsøger havde gjort gældende for Højesteret, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Højesteret dommen.